(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Et Levnetsløb"

H.''^ 



'^'>^^.m. 



Digitized by the Internet Archive 

in 2010 with funding from 

University of Toronto 



http://www.archive.org/details/etlevnetslbOOhamm 



ET LEVNETSLØB 



AF 



FR. HAMMERICH. h_ 



UDGIVET AF ANGUL HAMMERICH 



Forlagsbureauet i København. 

(O. H. Delbanco. C, K C Gad K HckcI. C. C I ose ) 

Trykt hos J lorjtcnsen & Co 

1SS2. 



(-7 e> 



"Udgiverens forord. 



Manuskriptet til dette levnetsløb forelå ved min 
faders død i omhyggelig renskrift, gennemset og fuld- 
stændig ordnet. Han havde ofte talt om det til os børn, 
læste fra tid til anden et stykke op deraf, og var øjen- 
synlig stærkt optaget af dette arbejde. Hans bestemmelse 
var imidlertid den, at bogen først skulde udkomme enganer 
når han var gået bort, hvad der også vil fremgå af haus 
ytring i slutningen af hans forurd. 

Døden kom imidlertid pludselig og uformodet, d. 9de 
februar 1877, kun få dage efter at min fader havde deltaget 
i eksaminationen ved teologisk embedseksamen, hurtigere 
end han selv eller nogen af hans havde anet. Vi børn 
anså det derfor for rettest at tøve med udgivelsen af 
hans levnetsløb nogle år, så meget mere som det åben- 
bart ikke havde været hans hensigt, at bogen skulde 
forelægges offentligheden før en rum tid efter at den var 
skrevet. Det er grunden til at den først udkommer nu. 

1 alle væsentlige i)unktc'r — også med heusyu til 
retskrivningen — er manuskriptet nøje og tro fulgt ved 
denne udgivelse. Blot sådanne mindre partier, som kuti 
havde en snævrere familieinteresse, ere udeladte, lige- 
ledes enkelte og uvæsentlige steder, hvor vi skønnede, 
at hensynet til enduu levende personer gjorde en forbi- 
gåelse ønslvdig. 



Levnetsløbet standser med året 1874. Dette havde 
været den første plan og stemmer desuden med det op- 
riudelige manuskript og indholdsfortegnelsen. I de sidste 
ur af sit liv arbejdede imidlertid min fader videre med 
en skildring af begivenhederne fra de dage, hvoriblandt 
en episode fra valgtribuneu, da han — i foråret 1876 i 
anledning af forsvarssagen — gav efter for opfordringer 
og sin egen pligtfølelse og stillede sig til folketingsvalget 
i sin gamle kreds imod Thomas Nielsen. Endnu den 
sidste uge han levede dikterede han mig hver dag fort- 
sættelsen, der i manuskriptet findes under en egen titel 
^Tilføjelser fra de sildige dage". Døden gjorde imidlertid 
en brat ende på disse tilføjelser, der således blev ufuldførte. 

Efter min moders død er det på min broders og 
min søsters vegne at jeg har ordnet manuskriptet og 
ledet udgivelsen. Begge opholde de sig langt fra Dan- 
mark og har derfor ikke kunnet deltage i det forøvrigt 
lille arbejde, der har været f()rl)undet hermed. 

Købeuhavn, i marts 1882. 

Angul Hammerich. 



INDHOLD. 

FØRSTE DEL. 

Side 

Forord 1. 

Familjea Hammerich 5. 

Min barndom (1809—1822) 25. 

Skoletiden (1822—1825) 103. 

Studenterårene (1825—1830) 142. 

De første kandidatår, forlovelse (1830—1834) 221. 

Udenlandsrejse, giftermål, liv i Købenbavn (1834—1839) . . 320. 



ANDEN DEL. 

Side 

Fra en landsbypræstegård (1839—1842) 1. 

Fra studerekamret og et præsteliv i hovedstaden (1842 — 1848) 50. 

Fra krigsårene (1848—1850) 73. 

Fra mit senere præsteliv, rigsdagen og studerekamret (1850 — 

1859) 121. 

Fra mit liv som professor (1859— 1874) 176. 



FØRSTE DEL 



Forord. 



Alt fra min tidlige ungdom af har jeg holdt dag- 
bøger og gjort optegnelser med det mål for øje, en gang 
at skrive mit levnets historie. Mit liv har truffet ind i 
en stærkt gærende, en vejbrydende tid, rig på om- 
skiftelser, store øjeblikke og dybe fald; dér har jeg 
været med af min fulde sjæl, grebet ind efter ævne og 
set mangt og meget på nært hold. Lysten til at skildre 
det, jeg har oplevet, er herved naturligvis vokset, og jeg 
tror, jeg med årene har vundet klarhed over mig selv, 
så jeg tør skride til værket. Jeg har i alt fald op- 
muntret andre nok til at skrive sit levnet, bør vel derfor 
også gøre, hvad jeg kan, ved mit eget. 

Ethvert menneske har sin plads i det store hele, 
som ingen anden kan fylde end hao. Om han har ud- 
mærkede eller mådelige ævner, står højt eller laft, gør 
slet intet til sagen, ti helheden trænger ikke mindre til 
de små end til de store, lige så vel til vægteren som til 
statsmanden. Opgaven for en levnetsskildring bliver da: 
at påvise, hvorledes den, der skildres, er bleven til det 
han blev, vise hvad han har virket og hvorledes den 
hånd, der leder alle vore veje, også har ledet hans. Det 
inderste i en enhver levnetsskildring må altid sjælens 
historie være fra dens spire i de første dunkle rørelser 
igennem opdragelse og optugtelse til dens falde fræm- 
vækst. Og med hvor stor kunst end alle tildragelser 
udad til kan være fortalte, fattes dog det bædste, nar 

den fattes. 

1 



I én henseende kan ingen bædre skildre et menneske, 
end mennesket selv, og i en anden henseende er ingen 
mindre dygtig dertil, end netop han; jeg har en stærk 
følelse af sandheden heri. Glæden ved at vinde klarhed 
over mig selv og Guds førelser med mig har kæmpet 
med uhygget, når man skal ligesom sidde for spejlet, 
ideligt sysle med det kære jeg, og hvorledes det rettest 
stilles fræm for folk. 

Det er aldrig let at skildre noget oplevet med fuld 
sandhed. Gærne går det med spejlbilledet i mindet, som 
når træerne spejle sig i den stille skovsø, så det bliver 
skønnere end virkeligheden; det kan imidlertid også 
blive grimmere, ja blive et sandt vrængebilled. Den, der 
nu skriver sit levnet, kan staffere sit jeg kønt ud og ret 
kæloje med det, gøre meget væsen af tusind småting; 
men han kan ogsaa godt give det en pukkel på ryggen, 
et skæft ansigt, det er f. eks. Avgustins storslåede selv- 
bekændelser ikke helt fri for. Den rette midtvej vilde 
være ros, hvor der skal roses, og dadel, hvor der skal 
dadles; des værre er den svær at træffe. På den ene 
side står den åndelige blufærdighed, og på den anden et 
hensyn til folks dom, der, imod ens vilje, sniger sig med 
alligevel; man vil s;i nødigt klæde sig af i andres påsyn. 

Det, jeg har tragtet efter, er, at se mig selv i sand- 
hedens lys, og som følge heraf få mig paa tilstrækkelig 
afstand, så jeg kunde fortælle om mit liv, som var det 
en andens. Et uomgængelig nødvendigt vilkår herfor 
var, at intet af disse meddelelser kom ud før min død; 
og det har jeg lovet mig selv. Ikke des mindre er hvad 
jeg tilsigtede ikke lykkets; ingen føler det bædre end 
jeg i dette øjeblik, da jeg afslutter med det spørgsmål : 
men tog du dig da virkelig sii godt ud, som man skulde 
tro efter billedet, du har teguetV Nu — jeg har gjort 
mit bædste og véd, det har været mig en samvittighedssag. 

.leg skulde foruden mig selv også skildre en mængde 
andre, jog havde trådt i forhold til; måske enkelte af 



dem endnu vil være i live, når denne min levnetshistorie 
ser lyset. Uvenner har jeg haft, dem undgår ingen 
ærlig mand, jeg tror imidlertid, der ikke er blevet noget 
bittert nag mod dem tilbage i mit hjærte. Over for 
andre har jeg i alt fald, som over for mig selv, stræbt 
efter den rene, usminkede sandhed, skønt jeg véd, den 
heller ikke her er nået. 

Intet hovedtræk i billedet af mit liv skulde fattes. 
Store huller i min hukommelse eller optegnelserne har 
jeg nu vel ikke stødt på, derimod nok på ting, der ikke 
stod for mig i klare, faste omrids, fordi de blot havde 
efterladt en stemning. Når fotografen på sin plade 
undertiden har fået et slags skyggebilleder i stedeu for 
gående, kørende, ridende grupper, må han eftergå pladen 
nøje og ved kunst bøde på hvad der fattes. Således 
har og jeg måttet bære mig ad: nøje eftertænkt stem- 
ningen og hvad der lå i den og fået det fræm, der lod 
sig få frem. 

Enkelte gange kan jeg have flyttet en oplevet be- 
givenhed fra det sted. hvor den egenlig hørte hen, til et 
andet, hvor den hædre passede i sammenhængen. Af 
og til må jeg desuden have husket fejl, det kan ikke 
være anderledes, og der er omstændigheder, jeg, uavnligt 
af hensyn til andre, har gået lettere hen over. 

Jeg indfører gærne mig selv og andre talende, det 
giver friskhed i fræmstillingen. Og her har jeg nu, 
oftere måske end man tænker, ordrette, på stedet gjorte 
optegnelser til hjemmel. Er dette ikke tilfældet, husker 
jeg i det mindste tydeligt, hvad en samtale drejede sig 
om, så dens form kun i enkeltheder er frihåndstegning. 
Har ikke Herodot, Snorre, alle store sagamænd tilladt 
sig lignende friheder, aden derfor at måtte høre ildeV 
Overalt, jeg gentager det, har den sanddru opfattelse 
af tingene været dot, jeg sigtede i)å. 

Selv har jog haft glæde, idet jeg i ånden genlevede 
de henrundne dage, og ikke lidet, der før stod dunkelt 



for mig, har klaret sig. Ja, Herren har opdraget og 
ført mig tit -ad underlige veje, men hen imod et stort, 
et evigt mål; derfor er min sjæl fuld af tak til ham. 

Det her meddelte vil måske kaste noget lys over 
den mindeværdige tid, jeg har levet i, ieg håber også, 
det kan tiltale og både vejlede og advare dem, hvis ånd 
er i slægt med min. Men, som sagt, til udgivelse, så 
længe jeg lever, egner det sig ikke. Min dag hælder 
nu, og når jeg en gang er kaldt bort herfra og står for 
en højere domstol, vil mine børn finde det efter mig. 
De vil deraf se, hvad deres fader har levet for, og hvad 
der, trods al synd og skrøbelighed har været hans styrke. 
Og de vil opfylde hans ønske ved at udgive: „et levnets- 
løb". Herren være med dem og lede dem altid på de 
rette veje I 

Hvidøre ved Emilies kilde, den 9de avguat 1874. 

Fr. Hammerich. 



Familjen Hammerich. 



For omtrent tre hundrede år siden så det i Slesien 
mørkt ud for enhver Protestant, ti det var forfølgelsens 
tider; mange greb da pilgrimsstaven og sneg sig bort. 
Efter et gammelt familjesagn fandtes der blandt disse 
flygtninge tre brødre, ved navn Hammerich, de ud- 
vandrede til Holsten. En af dem, Johannes, levede 
1588 i Segeberg som præst, og fra ham stammer den 
række præster og rektorer, til sidst juridiske æmbeds- 
mænd i Slesvig, Holsten og kongeriget, som høre til 
familjen Hammerichs ene linje. Fra en anden af de tre 
slesiske brj^dre, hvis navn rimeligvis har været Abra- 
ham, nedstammer vor linje. Der gives endnu en tredje 
linje i Norge og Danmark, som maaske kan hænge 
sammen med den tredje broder. 

Straks sønden for Ejderkanalen ligger et stykke 
land, skiftevis heder, skove, agre, oplivede af småsøer. 
Ikke sjælden ser man dér teglværker med de stærkt 
fremtrædende lange røde tage, og mellem dem færdedes 
vor linjes oldfædre, her havde de sit ophold og levede 
Hom teglbrændere. Ofte nævnes i familjesagnene en 
kirkeby Bowénau, herregårdene Kleiuuordsee, Gross- 
uordsee, Boossee, Eml)kcndorf. De ældste af slægten, 
Hans og Sakarias, blev meget gamle, men det hele, vi 
véd om dem, indoholdes i et par sagn. 



Med min oldefader, Johan Otto (1705—1786), 
blive efterretningerne først pålidelige, og en mer end 
almindelig historisk sans hos lamiljens medlemmer, et 
godt arkiv har gjort mig det muligt at udarbejde en 
sammenha^ngende historie af den indtil iir^t 1852. Denne 
,,hammerichske familjebog" er ikke fattig på anekdoter 
og karakteristiske træk, der kan sætte os ind i tiden; 
gennemset af min broder og renskreven i 3 exemplarer, 
gæmmes den af ham og mig. Overleveringens bærere 
var vor fai-fader Kaj Frederik, hans søster Anna Elisa- 
bet, der under navnet „gamle tante" levede i Køben- 
havn og nåede en høj alder, endelig vor fader Johannes. 

Johan Otto, der i sin tid ejede adskillige teglværker 
og et kalkværk i den omtalte egn og holdt en mængde 
folk i sit brød, giftede sig med en danskfødt pige, 
Maria Baack, fra Nørre-Brarup i Angel, og hun blev 
sjælen i huset. Enkelte af hendes slægt skal have faret 
til orlogs i hollandsk tjæneste, og hendes søster var gift 
med en hollandsk skibskaptajn. Fra deres bryllup havde 
„gamle tante" følgende ramse, hvormed gæsterne morede 
sig (rimeligvis er det en satire over en eller anden præst) : 

„Hans Køster (vist degnen), hist du nicht mein ge- 
treuer Knecht? — Ja Herr (det er vist præsten), das 
hin icli schuldig und rechtl — Gehe hin zu den Bauern 
und Hausleuten und sage, dass sie uns ein Vergniigen 
bringen! — O Ilerr, sie haben uns ganz wohl bedacht, 
sie haben uns einen Pfennig gebracht, einen Pfennig, 
ein Klingklangklorius za der Excursionibus, — Hans 
Køster o. s. v. Sie haben uns einen Hahn gebracht, 
einen Hahn mit rothera Kamni, ein Huhn o. s. v. — 
Hans o. s. v. — Sie haben uns eine Ente gebracht, 
'ne Ent' ein Schnadorbus, ein Hahn o. s. v. — Hans 
o. H. V. — Sie haben uns eine (ians gebracht, 'ne 
Gans, ein Breitenfuss o. s. v. — Hans o. s. v. — Sie 
haben uns eine Kuh gebracht, 'no Kuh, ein Kalbschlag 
halb o. H. V." 



Maria havde fået en god opdragelse, der naturligvis 
meddeltes på tysk, som var gjort til kirkesprog i hendes 
hjem, skønt folkesproget var dansk. Hun blev en ud- 
mærket hustru, lidt hastig nu og da, men dygtig til sin 
gærning, og hun var en from sjæl. Det var i Zinzen- 
dorfs dage, brødremenigheden blev stiftet, og deres så 
kaldte Diaspora-arbejdere kom i forbindelse med hende 
og hendes mand. I hans segl, som jeg endnu ejer, står 
Kristus-lammet med sejrsfanen; og hendes stambog var 
„evangelisches Blumengårtlein", en skatkistebog, der var 
gennemtrukken med hvide blade, fulde af familje efterret- 
ninger, også den ejer jeg. Efterretningerne ere skrevne 
på det ægte slesvigsk-tyske mål, fuldt af grammatikalske 
fejl, og minder om dansken. Det gudfrygtige sind havde 
bragt hende i forhold til familjen på herregården Boossee, 
sandsynligviis Brockdorfer. Stambogen havde hendes 
„hjærtenskære frøken" foræret hende d. 14de maj 1748 
og skrevet et vers på det første blad. Selv optegnede 
hun mellem de andre efterretninger, hun meddeler i 
denne bog, også når fruen eller frøkenen glædede hende 
med besøg, når de gjorde en lille rejse o. s. v. Hun 
har blandt andet her nedskrevet en salme, måske af 
Gellert, det er ret en smuk bøn for alle hendes mange børn. 

I året 1782 fik hun, 77 år gammel, sin helsot og 
måtte til sengs, for ikke mere at stå op. Sin åndskraft 
beholdt hun lige til det sidste. Hun gik med en strikket 
trøje inderst på kroppen, den vilde hun endelig have af; 
„er jeg først død", sagde hun, „vilde det volde jer andre 
for mange omstændigheder at få den af mig." Man 
søgte at snakke hende derfra, da rejste hun sig op i 
sengen, og inden mau så sig om, havde hun selv krænget 
den af. „Og nu", sagde hun videre, „må jeg ind til min 
mand", han lå syg i et andet kammer. „Hold mig bare 
ikke derfra, det hjælper ikke; jeg har et farvel at byde 
ham i Jesu navn, til vi snart mødes der oppo!" Ingen 
kunde hindre hende deri, og de to gamle kyssede hin- 



8 

anden sidste gang i dette liv. Som hun vendte tilbage 
til sin seng, segnede hun om; endnu et par åndedrag, 
så var hun slumret hen mellem deres hænder. 

Mine oldeforældre havde haft meget at kæmpe med, 
og hun tog altid og bar den tungeste ende af korset. 
Deres 12 børn adsplittedes til alle verdenshjørner, til 
Rusland, Tyskland, Holland, Danmark, Sverige. De fleste 
af dem stod i forhold til Hernhut; en datter blev gift 
i Sverige med adelsmanden Malmstrøm , som trådte i 
brødremenighedens tjæneste; en søn døde som brødre- 
menighedens præst i Norden i Østfrisland, en anden blev 
livskytte hos kronprins Frederik. Kun gennem Kaj 
Frederik, født 1749 og opkaldt efter sin gudfader Kaj 
V. Rumohr, blev stammen fortsat på mandlig linje. 

Han var et godt begavet ungt menneske, livlig og 
fræmadstræbende. Faderen holdt en student, som læste 
med ham, så havde han foreløbig ladet ham lære snedker- 
håndværket i Rendsborg. Hvor Kaj Frederik var fuld 
af lystige, undertiden vel saftige krøniker og viser fra de 
dage, pa plattysk, højtysk, også dansk! Dér var de koste- 
ligste, sære skabninger med eller uden paryk, adstadige 
præster og borgermænd, man havde haft sine levende 
løjer med. Hver gang han kom ind på de sager, lo han 
over hele ansigtet. Blandt meget andet sang han tit en 
vandrevise. 



Eb wohnte ein Meister zu Frankfurt au der Mayeu, 

er hatte Gosellen, wohl zwei oder dreien; 

der eino eprach: mir ist nicht wohl! 

der andre war heBoflen, der dritto war gar toll. 



Die UoHellen kommen nuf der Herberp gegangen, 

Ilcrr Vater und !• rau Mutter thaten sio ireundlich empfangen: 

„Boid mir wiilkonmien, Ihr Helten Gesellen mein, 

wai wollt Ihr halien zu ensen, waH wollt Ihr trinken fiir Wein?" 



„Herr Vater und Frau Mutter, wir thun uns bedanken, 

haben Sie nicht den rheinschen, so geben Sie uns den franzschen. 

Der franzsche Wein ist auch ein guter Wein, 

wir wollen davon trinken und dabey lustig seyn!" 



Die Gesellen sie nahmen ihre Felleisen auf den Riicken, 

sie giengen wohl iiber den Frankfurter Briicken; 

da wurde es der Meister seine Tochter wahr: 

„Gesellen, woUt Ihr wandern, so bleib ich auch nicht dar!" 



Han sang også en plattysk vise: 

Ick un myn ohles Wif legen up Stroh o. s. v. Den 
må være meget gammel og meget udbredt i Tyskland, 
da man i Auerbachs „Dorfgeschichten" træffer den i 
sydtysk form. Den plattyske er imidlertid langt mas- 
sivere. 

Men håndværket var ellers slet ikke Kaj Frederik 
til måde, og hans tanker gik andensteds hen: han vilde 
se sig om og vilde opad. Så kom han i sit tyvende år 
til herregården Schierensee. Dér var lystige seller nok, 
kortene lagdes på bordet, og han stod og så på spillet. 
„Du skulde dog også prøve det", sagde de, han rystede 
på hovedet, men lysten var faret i ham. „Nej", sagde 
en, „frist ikke den stakkels dreng, han er altfor hellig! 
Og hvad vilde mo'r der hjemme sige?" Det blev ham 
nu for stærkt, og alle forældrenes advarsler var borte 
som en røg. Men lykken var i ondt lune, han spillede 
højt spil, altid højere, og mistede i en nat ikke blot 
sine rede penge, også alle sine klæder, selv de fine gule 
hjorteskindsbukser, han nylig havde fået af sine forældre. 

Det havde alligevel endnu ikke tæmmet lysten, næste 
nat sad han atter over kortene, og den gang faldt de 
ham godt i hænderne, så han vandt bade alt det tabte 
tilbage og en hel del penge oven i købet. Det så en 
gammel mand, som var der til stede: „hvad har I da 
nu i sinde?" spurgte han. Det kunde Kaj Frederik 



10 

ikke svare på med sikkerhed. „Men I vil vel nok tage 
mod et godt råd, min ven," vedblev den gamle, „hør nu 
op. mens legen er bædst, og rør aldrig mere siden et 
kort I Det siger den, som vil jer vel." 

Kaj Frederik følte sandheden i det,, den gamle 
sagde, og gik i sig selv. Han afbad af hjærte sit let- 
sind hos Gud og lovede, hvad manden krævede af ham. 
Og det blev ingen tom, dådløs anger, det viste hans føl- 
gende liv, kortspil var ham fra nu af en vederstyggelig- 
hed. Han forlod straks herregården, stod en dag helt 
uvæntet i sine forældres hus og skriftede for dem. De 
forfærdedes. „Herre Jesu! Sådan synd! Hvor kunde vor 
søn dog synke så dybt? Og hvis det nu havde gået dig 
som din broder Nikolaj, der på kroen faldt i hververes 
kløer og med vold og magt skulde drikkes til soldat! 
Ja, han slog om sig som et fortvivlet menneske og slap 
derfra, men hvor var han ikke tilredet den kære, gode 
dreng! Og hvad blev enden derpå? Å, den største sorg 
for hans stakkels forældre: han døde af følgerne. Eller 
som din Broder Herman Filip, den bædste af jer alle, 
hvem de drukne menuesker truede på livet; men vor 
fader i himlon holdt sin hånd over ham, han har gæmt 
ham til det bædre"! Det var den broder, der siden 
blev præst. 

Hvert ord traf Kaj Frederik i hjærtet, han følte, 
det var fortjænt. „Og nu er vejen her jo lukket for 
dig", vedblev de, „hvem vil vel have noget at skaffe med 
dig; hvad tænker du da så på?" Men han tænkte: verden 
er stor og vid, jeg vil prøve lykken der ude; snedkeriet 
havde han ingen lyst til, og haus håb fløj ikke laft. 

Forældrene var vante at se sine børn rejse bort, 
de mente også, han på den måde vel bædst kom ud af 
deu slotte omgang, der havde forført ham. Så gav de 
ham sin velsignelse, lidt penge og gode formaninger med 
på vejen, og dermed rejste han til Flensborg, euduu 
uvis om, hvorluiu han skulde flytte sin stav. „Deu Gudi 



11 

som hører bønner," tænkte han, „vil vel og høre alle 
de brændende bønner, min fader og moder sende til 
ham. Lad ham kun råde I" Midt i al letsind havde han 
ikke sluppet den trøst. 

Der lå i havnen et skib, klart til at gå til Amster- 
dam, her udså han sig plads, i Holland havde hans 
moder jo familje; men pashistorier opholdt ham, og da 
han endelig kom ned til havnen, var skibet allerede 
borte og langt ude i fjorden, så ingen båd kunde ind- 
hente det. Nedslagen og rådvild gik han sin vej og 
sagde til trøst til sig selv: „ingen kan dog vide. hvad 
det er godt for I" Hvor underligt kan styrelsen ikke vise 
sig i de små omstændigheder, menneskene så ofte kalde 
tilfældet! Det samme skib gik under på rejsen med 
mand og mus. Kort efter traf han på et andet, som 
skulde til København; måske lykken her vilde være 
mildere, tænkte han. Han tog altså plads på det, alt 
gik vel, og 1770 steg han i land ved Københavns 
toldsted, 21 år gammel, med stok i hånd, ransel på 
ryggen, kun få penge i lommen, ene, vildfremmed, men 
med en ærlig vilje og det frejdigste mod. 

Han mældte sig på snedkernes herberge og holdt 
her efter skik sin indtrædelsestale på dansk for old- 
gesellen, da velkomstbægeret blev ham budt. „Med 
gunst og forlov at tage hatten af for den ærbare vel- 
komst! Med gunst og forlov at sætte hatten på for den 
ærbare velkomst! Eftersom den ærbare velkomst bliver 
mig anrepræsenteret i den kongelige residensstad Køben- 
havn, så tager jeg mig den frihed at drikke mig en 
æresskål deraf. Vivat for samtlige mestere og svende, 
som er her forsamlede for åben bøsse og lade! Vivat!" 
Talen ligger efter ham, skreven på dansk. Sandsynligvis 
havde han lært det af sin moder, men var ikke stiv nok 
deri og tyede følgelig til pennens hjælp. 

Imidlertid var han jo ked ad don levevej, greb den 
kuD i nødsfald og havde planer på noget større. Dertil 



12 

kom de drillerier, han udsatte sig for, fordi han hverken 
vilde svire med eller røre noget kort; de skar pisken af 
ham og brændte hans kjole itu på ryggen, og jævnligt 
hed det: „sikken stymper dér med hans røde hår I" Fra 
den tid af tillagde han sig paryk; da han siden som 
ældre kastede den. havde håret skiftet farve. Han sagde 
nu også helt farvel til høvlebænken og prøvede det ene 
efter det andet; en tid kom han i stor nød, men til 
sidst lykkedes det. 

Han havde meget gode skolekundskaber, var opvakt, 
usædvanligt driftig, og hans væsen indgød tillid; han 
vandt derfor velyndere, og de skaffede ham en lotteri- 
kollektion. Desuden åbnede han ved siden deraf en 
handel med te og porsellæn, og 1775 sad han som ejer 
af huset på hjørnet af Naboløs og Snaregade. Nu var 
han endelig på sin hylde og skød rask i vejret. På 
børsen fik borgerkaptajn Hammerichs navn en god 
klang, han ejede den store gård i Løngangsstræde tværs 
over for Vartov kirke, holdt heste og vogn, havde en- 
gang 7 større og mindre skibe i søen, købte og solgte 
lyststeder, som lille Tuborg på Strandvejen, og speku- 
lerede sig en formue til. 

I maj 1776 havde han ægtet Gertrud Kristine 
Sacco, brylluppet stod på postgården, den nuværende 
porsellænfabrik, og det gik flot til. Han sad dér i 
or.'iiigegule klæder med lyseblåt silkefoder, lange hvide 
silkestrømper og liøjthælede sko, trekantet hat, pisk i 
nakken, laug stok i hånden med forgyldt knap. Og 
bruden var klædt i orangegult atlask med så store 
pocher, at begge karétdøre matte åbnes, da hun steg i 
vognen, at hun måtte gå sidelængs ind i den, og at 
pocherne, da hun tik sat sig, endda stak fræm af vin- 
duerne. Det regnede skrækkelig den dag, hele Køb- 
magergade var Hom en sø, hvori rotterne svømmede, og 
Imiu ni;itt(; l)tiTes på armen i og uf vognen. Det hed sig: 
„lykken regner da ret ned i den bruds skød I" 



13 

Gertrud Kristines fader havde en handel med færdig- 
syede klæder, den første i sin art i København, og leve- 
ringer herfra til den russiske flåde havde gjort ham til 
en holden mand. Familjen stammede fra Møen, og 
flere af den fo'r til søs. Hun var en dygtig husmoder, 
hjemme til gavns mellem det blanke kobbertøj og tin- 
tallerkenerne i køkkenet, men videre rakte hendes syns- 
kreds heller ikke. 

Familjelivet førtes i al gudsfrygt og ærbarhed, og 
det var så fuldstændigt dansk, at man næsten aldrig 
hørte et tysk ord. Kaj Frederik holdt sig ikke længe 
til Petri menighed som i førstningen, men til Hellig- 
gæstes, siden til Frue; da brødremenigheds-societetet i 
København blev oprettet, trådte han ind i det. Der var 
ikke mange på børsen, som gjorde det, og engang vilde 
en af de rige grosserere have ham til bædste ved en avk- 
tion på asiatisk kompagni. „Hører man ikke til de 
hellige, Hammerich V" spurgte han, folk fnisede. „Jo," 
svarede min farfader, „og det skulde gøre mig ondt for 
Dem på Deres dødsdag, hvis De ikke deler de helliges 
tro I" Grossereren blev meget flov. 

Kaj Frederik var ingen almindelig Hernhuter, han 
var en djærv mand, som i dette svar, så i al sin færd. 
Han kunde også til sine tider slå skæmten løs, synge sin 
ungdoms viser og more sig med de unge. Et slags god- 
modig hofnar havde sin gang i huset og diskede op med 
de drøjeste vittigheder. En gang — så fortalte Kaj 
Frederiks søn Johannes om sin fader — kom en for 
nyfigenhed vel kændt Jøde på børsen løbende hen til 
ham med sit sædvanlige spørgsmål: „Was neues, was 
neues?" „Så De véd det ikke endnu; hele Nordsøen er 
brændt af i nat I" „Gott bohiite", råbte Jøden. 



Om eftermiddagiju d. 22de februar 1777 sad Kaj 
Frederik i sit kontor p:i hjørnet af Naboløs og Snare- 



14 

gade med en stor gudelig bog i folio for sig og indskrev 
i den sin førstefødte søns fødsel og derefter følgende vers : 

Lass, Jesu, seine Seele nie 

aus deinen treuen Armen, 

und thu nichts Anders spat und friih, 

als seiner Dich erbarmen ! 

Lass seine Seel' ein Bienelein 

auf deinen blutgen Wunden sein! 

Den skik havde han lært af sin moder, og barnet, der 
var født, var min fader Johannes. Johannes, den 
ældste af 9 søskende, hvoraf 2 dog døde som små, var 
en hjærtensgod, let bøjelig dreng, næppe svær at op- 
drage, skønt han kunde være overgiven nok. Faderen 
tog ham med alvor, selv strenghed, men „mama" kælede 
for ham og skjulte et og andet for sin mand; det var 
ikke ret gjort, det fristede drengen med til det samme. 
Han blev sat i pugeskole hos Breyer, en gammel, lystig 
broder og familjens rimsmed, i øvrigt ikke uden et vist 
talent, især til det laft komiske og af og til det religiøse. 
Et vers af ham til Johannes' fødselsdag lyder således: 

Giv ham en munter tunge, 
de undre at besjunge 
udaf din miskundhed, 
en trang til dine vunder, 
en sjæl, som alle stunder 
er bøjet glad i barnlighed ! 

8a lik drengen on af husets omgangsvenner til lærer, 
den senere biskop Bugge i Troudhjem, også af ham 
har vi et vers til Johannes: 

Bliv du din navne lig, hvis hvile var at ligge 
tæt op til Jesu l)ry8t og dér med gråd at tigge 
sin synds forladelse, hans blods rætfærdigbed, 
»g en gang skue batu i evig salighed! 

L«'V, Inv i ninngc år, hvis horron så behager, 
gid mango HJælu du hen til din .lesuiii drager! 
Og nor du syndcn'U, som gfir pii syndens vej, 
du ynk liuni hjortelig, mon du, hovmod dig ej I 



15 

Johannes, der med tiden skulde være præst — det 
vilde forældrene — blev derefter sat i Efterslægten, siden 
i latinsk skole, hvor drengene enlnu mødte til kirkesang, 
og endelig i Borgerdydskolen. Student blev han 1794. 
Det var midt under den første franske revolution, da 
rationalismen stod i blomster, og hvad selv en teologisk 
professor som C. F. Hornemann den gang turde byde 
studenterne, har man vidnesbyrd nok om i den dagbog, 
Johannes holdt; det grænser næsten til det utrolige. 
Men han var godt pansret mod sådanne våben, både en 
troskyldig natur og tonen i hans familje gjorde ham 
utilgængelig for dem. 

Dens helt var biskop Balle, og ugebladet „Bibelen 
forsvarer sig selv" er næppe mange steder læst til mere 
opbyggelse end her. Johannes lod sig optage med i 
„societetet" og mødte „på salen" i Stormgade som „ledig 
broder". Det samme gjorde flere af hans studenter- 
venner, navnlig den, han mest studerede sammen med, 
Normanden Peder Hesselberg, kaldet „Per Myseost". 
Endogså kontorfolkene trak på samme streng, man så 
dem endnu som et slags familjelemmer. En af dem 
skrev en sang til Johannes' fødselsdag, hvori det heder: 

Gid han blive vil den brave, 
som med Balle stride vil, 
som fritænkere vil ave, 
der nu drive deres spil! 
Vi ham ønske da til lykke: 
gid den dag i morgen var, 
at han fik det præstesmykke, 
at ban præstekraven bar ! 

Længere hen i visen udbringes også en skål „for 
den danske sømand, som børste skal den slemme, der 
forstyrre vil vor ro". Ti iædrenelandsk var ånden 
hjemme, man glædede sig over Benistorfs vise styrelse 
og over „fredsgudindeus oljegrcn, der udstrakte sig over 
landet, mens krigens torden , ild og mord og krigs- 



16 

trompeter lød alle vegne", som Johannes sang i en af 
sine småviser ved festlige lejligheder; de tryktes i hans 
eget hjemme-trykkeri. Vinen ved sådanne fester sørgede 
fader for, og moder lavede den ypperligste mad, „havde 
altid noget i baghånden, som smagte sfnnen, der ved 
slig lejlighed ej mældte sig upasselig". 

I øvrigt var de unge ikke vante til fornøjelser uden 
for huset. Man morede sig med en og anden nyhed, en 
ny politisk vise, med anekdoter om studenter og pro- 
fessorer, Hornemann, Kratzenstein, Risbrigh; dem for- 
talte Johannes også på sine ældre dage med ungdommelig 
livlighed. Man botaniserte lidt, arbejdede i farfaders 
have, var med at plante den allé på lille Tuborg, som 
endnu står, tegnede og gav forestillinger på et lille 
verdensteater, og holdt disputérøvelser og musikalske 
øvelser — Johannes spillede dér på violin eller fløjte. 
Én gang hvert år tog de med farfaders egne heste og 
vogn og velfyldte madkurve ud til Dyrehaven; det var 
det hele, og nydelsens højdepunkt en rejse til Kristjans- 
felt. Familjen var i ét og alt i den gamle stil — 
børnene sagde .,De" til forældrene — , og der var noget 
idyllisk, om man vil patriarkalsk ved den, noget, som 
gjorde, man ret kunde føle sig hjemme. 

Johannes var ikke høj undtagen i overkroppen, hans 
næse var noget svær, ellers var han en ret køn fyr, god- 
modig og fornøjelig i omgang. Næppe var han særligt 
oplagt til at studere, hovedet var ikke udmærket, men 
ban var rastløs flittig, ude af sengen med Hesselberg 
ved daggry. Hiiii gik i rette tid oj) til teologisk eksamen 
og var fiordig med den skriftlige del; da fik ban blod- 
styrtning. I belo år turde han nu ikke røre bogen og 
matte tænke på en anden levevej . den gav sig så at 
sige af sig selv, han blev købmand som hans fader, 
Præntekjolen var .illerede syet på forhånd og den blev 
berj«!- liH'iigende i skabet til amindelse ved siden af hans 
uuifurni Dg s:il)ol som undeiolTicér ved studenterkorpset 



17 

1801 ; ti, greben af den almindelige stemning, trådte 
han ind i det. Uniformen har jeg tit sét som barn. 
En og anden gang tænkte han vel på en genoptagelse 
af studiet, dimitterede også som grosserer sin broder 
Peter til universitetet; dog derved blev det. 

Han havde købt gården no. 5 (gammelt no.) i Ny- 
brogade, hvormed en papirhandel fulgte, og taget borger- 
skab som grosserer 1803. Faderen havde lånt ham 
nogle penge, han var vel skikket til handelsmand, var 
ordenen selv, yderst flittig, driftig, dog aldrig forvoven, 
nøjsom og grundredelig. Toldsvig gjorde selv agtede 
mænd sig ikke sjælden skyldige i, ham var den i hver 
skikkelse en afskylighed. I begyndelsen gik det meget 
småt med handelen, men han ødede intet, mangen gang 
spiste han et tørt surbrød til aftensmad. Og sin trøst 
søgte han dér, hvor ingen banker på forgæves. Karak- 
teristisk er det, at han omhyggelig gæmte den første 
bankoseddel, han havde fortjænt, med påskrift herom. 
Hans morskab var en tro puddel, der en dag til hans 
store sorg blev skudt af voldskytten. 

Efterhånden føjede dog alt sig heldigere, så han 
fik en god kommissjonshandel i gang, som hverkeu 
Københavns bombardement eller den derpå følgende 
krig kunde forstyrre. Nu følte han sig nogenlunde 
trygget. Hans to ældste søstre var gifte til faderens til- 
fredshed, der ellers for spøg kaldte døtre „vanskelige 
varer at handle med" ; en fik den senere justitsråd 
Boesen til mand, en anden tik urtekræmmer Kaufmanu 
fra Als. Hjemme drillede man ham da: „han vilde dog 
vel ikke alle sine dage gå hen som pebersvend?" Så 
kom der med et en vending i sagerne. 

På de flade, nu til dels opdyrkede hedesletter i det 
vestlige Søndorjylhind i Tønder -cgnon ligger Nolde i 
Bnrkarl sogn ved Grønåen; kirkesprog og folkesprog er 
dansk. Ingen godser fandtes i nærheden, bønderne var 
fri mænd og stod de dannede stænder hiugt naM-mere 

2 



18 

her end i kongeriget. Foruden agerbrug var knipleriet 
en vigtig indtægtskilde. En af byens største gårde, med 
kirsebærtræer, der var den træløse egns stolthed, havde 
gået som i odelsarv fra fader til søn i familjen Adolf. 
Den ejedes for tiden af Adolf Korneisen, født 1742, 
en mand af en åben, redelig karakter, de fattiges ven 
og på grund af sine usædvanlige kundskaber i lov og 
ret og sin hjælpsomhed et lille orakel for omegnen. Vi 
har endnu hans silhuet, der viser et fint ansigt med en 
kroget næse. 

Han havde giftet sig med Marinke Martensen 
fi'a Ladelund, født 1746, af en velstående familje, hvorom 
hendes farfaders, Jeppe Truelsens, store og udmærket 
smukke, over 200 år gamle sølvsukkerskål og flere andre 
stykker sølvtøj bære vidne; de er nu i mit eje. En af 
hendes brødre døde som købmand i København, en anden 
som toldforvalter i Trondhjem. Selv var hun en brav 
hustru og moder til C børn, hvoraf de tre dog døde helt 
unge, og hertil kom endnu et par stifbørn af Adolfs 
tidligere ægteskab. Den ene af disse gik som missjonær 
i brødremenighedeus tjæneste til Vestindien og fik der 
sin helsot. 

Forældrenes ældste barn, født i Nolde d. 13de maj 
1777, var Meta Magdalena. Da de, ligesom den 
Hammerichske familje, stod i forhold til brødremenig- 
hcdeii, blev luin alt O år gammel sendt til Kristjansfelt; 
dér skulde hun opdrages. Staden var ung endnu, kun 
halft bygget færdig, og menighedslivet ligeså, ungt og 
friskt i sin hernliutske retning; men — det fulgte nød- 
vondigt med — i mange henseender tillige trangsindet, 
indsnøret og uden blik for det i mennesket, der ikke 
umiddelbart liietigcr sammen med troen. Og så den små- 
voriihed, den sluddur, der hører hjemme i købstæderne, 
onton do så er hernliutske eller ikke. Hvor morsomt at få 
at vide og igon kiiniu' lortielle, hvad de spiste til middag 



19 

hos broder N., eller hvad søster L. sagde, da hendes 
pige, søster B., af vanvare slog den kønne kop itu! 

Men Meta Magdalena var virkelig et særsyn i sine 
omgivelser, og kun den ærlige fromhed havde hun til 
fælles med dem. Hun var et sanddru menneske og en 
varm sjæl, og hun hørte til disse oprindelige naturer, 
der vugges i stemninger og følelser, disse i grunden 
digterske naturer, hvor livet altid sprudler fræm som af 
en frisk kilde, de véd ikke selv hvorledes. Det røbede 
sig i den ranke holdning, det åbne, naturlige væsen, det 
sjælfulde åsyn, og hjærtensgodheden lyste ud af hendes 
øjne. Let blev hun hastig, men, så hed det blandt ven- 
inderne: „havde hun bare fået døren smækket i, var hun 
god igen". Med en takt, en ynde, som var hun opdragen 
i de fineste kredse, trådte hun enhver i møde, og der 
lå alligevel i hele personligheden noget vist overlegent. 

Hun havde en lys forstand og vidste at skaffe sig 
en dannelse, man efter forholdene i Kristjansfelt måtte 
undres over, også en fin smag. Tysk havde hun lært 
godt, skønt hun ikke undgik danske ord og vendinger 
og man på udtalen straks mærkede den fremmede. Hun 
kændte ikke blot til de bædste tyske digtere, men selv 
til Shakespeare. Vi har fra hendes hånd et digt ved 
hendes lille barns død, Holty ikke skulde skammet sig 
ved. Hun broderede, hun tegnede nydeligt blomster og 
malede dem, hun sang, spillede både på klaver og harpe 
og forstod at lægge sjæl i spillet. Når der da var et 
lille selskab og harpen en aftenstund blev båren ud i 
haven, nød de, som var til stede, en time ved Mozarts 
og Haydns melodier, de aldrig glæmte. 

Hvad der bode i hende, fandt et smukt udtryk i 
det atambugsblad, en veninde sendte hende med følgende 
vers af Jung Stilling: 

Doin ganzes Leben 8ci Gesaug, 

dein Wandel wandelnd Lied der Harfc 1 



20 

Og hun havde mange veninder, danske, tyske, norske, 
svenske, alle de sprog finde vi mellem hinanden i hendes 
stambog og brevsamling. Ti lige så elskværdig hun var, 
lige så trofast en sjæl, ,, altid tankefuld'", sagde en anden 
veninde, „sjælden lystig, men altid glad". 

Hun havde dog alt prøvet bitre sorger. 25 år 
gammel var hun bleven gift og lykkelig gift med Peter 
Petersen, en Slesviger, der forestod menighedens 
tømmerhandel og handel med kobbertøj, en køn mand 
og musikalsk som hun; hvor klang haus horn ikke 
sammen med hendes harpe! Den lykke varede imidlertid 
ikke længer end 4 år, to småpiger døde for dem, og så 
døde han selv af brystsyge. Lidelserne vare næsten 
overvældende, og kun en fast tro holdt hende opret. 

I denne tid var dr. Miillers hus i Kristjansfelt 
hendes tilflugt, her var hun tidlig og sildig. Dr. Miiller, 
der havde en udbredt lægepraksis i omegnen, var en 
fiut dannet mand, åndrig, vittig, undertiden selv skarp. 
Han havde haft mere end ét sammenstød med det sæd- 
vanlige Kristjansfelter- væsen, og man tilhviskede hin- 
anden ængstelig, at han skulde have ladet sig se både 
på komedie i Haderslev og på bal ; knap regnedes han 
for halft tro. Haus kone var fra Norge, en from kvinde, 
der gik fuldstændigt op i ham, alt i huset vidnede om 
smag og ånd. 

Dot var om efteråret 1808, to år efter Petersens 
død, at .lohannes Hammerich i dette hus på en rejse 
traf sammen med den unge, elskværdige enke. Han 
følte sig på stedet tiltrukken af hende, de mødtes igen, 
0^5 han følte sig ciMlmi mere tiltrukken, så friede han 
skrifthgt. i'ræsten i menigheden, Treschow, en broder 
til btutsrådcn i Norge, skulde overrække hende brevet, 
mf-n (la .lohannes kom og vilde bringe ham det, var 
M«'ta Magdalena der. Han blev først forlegen, talte om 
ligogy|(lig(. ting, til sidst tog han alligevel mod til sig 
og overrakte hende det selv. Hun havde et gråt silke- 



21 

tørklæde om halsen, deri gæmte hun det undselig. Og 
dette tørklæde blev nu Johannes en helligdom hele livet 
igennem, det havde han på i sin dødsstund. Han fik 
hendes ja og mældte det hjem i et brev, hvor man kan 
læse glæden ud af hver linje : 

„Der er personer af den art, at de stikke alt fra 
sig, når andre derimod kaste fiskerkroge ud og hale alt 
til sig. Blandt sådanne, som kaste kroge ud på mig, er 
Sofies og Hannes (hans søstres) veninde, Meta Magdalena, 
og jeg havde også kroge for hende. Så blev vi enige 
om ikke mere at hale om, hvem der var stærkest, for 
desto bædre at kunne hale i kompagni. Moder siger 
vist herom: da gad jeg set den morlille! Boesen siger 
vist: nå! og Kaufmann ler af fuld hals. Gamle tante har 
vist tænkt dette i forvejen, og Peter (hans broder) skulde 
jeg ikke tro vilde kalde foretagendet muggent. Til 
Kristjanes (hans søsters) efterretning tjæner, at hun er 
„vækset", så hun blandt familjens fruentimmer fortjæner 
fløjmandsposten." Derpå skildrer han hendes ydre og 
slutter: „men jeg er nu ganske beredt til at åbne pungen, 
som længe har været lukket !" 

Den 8de oktober 1808 stod brylluppet hos Johannes' 
og Meta Magdalenes fælles ven, pastor Vindekilde i Vil- 
strup, rimeligvis fordi de vilde undgå den lodkastning, 
der ved sådanne lejligheder brugtes i Kristjansfelt. 
Nogle uger efter rejste de. Engelskmændene lå i bæltet, 
de blev båden med de nygifte vår og sendte kugler, som 
vandede rundt omkring den til højre og venstre. Matro- 
serne svarede med vittigheder: „nå da! den konstabel 
må skele betydelig! Det var F. t. mig godt, det ikke 
var en af os, for så havde der vanket!" Mine forældre 
gav sig Gud i vold og var trøstige og frejdige. Lykke- 
ligt slap de også over og gennem Sælland, og stueetagen 
i Nybrogade no. 5 modtog dem en aftenstund i november 
med tændte lysekroner og nye tapeter. Kaj Frederik 
havde ordnot det altsammen, han var glad, ja stolt af 



22 

sin svigerdatter, og sjælden så han ind til hende uden 
at bringe et par flasker vin af prima sort med i sine 
baglommer. 

Må jeg her iudflætte et digt, et par billeder af mine 
forældres liv. som jeg sendte fader på hans årsdag 1831: 

Hjørnet af Naboløs, februar 1777. 
Seks slag vor klokke nys er slagen. 
Alt råder mørket over dagen, 
og himlen, ren samt uden sky, 
tænder sit nattelys på ny. 
Det sender strålen lang og blank 
hen over slottets tårnspir rank, 
ind i det husligt snævre kammer. 
Og stole, bord og væggens rammer 
og hjørneskabet perleblåt 
og frynserne på det omhæng gråt 
trindt om den syge moders seng, 
og vuggen med den spæde dreng, 
der nys i lagner svøbtes ind: 
alt dæmrer ved dens svage skin. 
Der er så stille rundt i stuen, 
svagt ikkun knitrer arneluen, 
og sagte hvisker en og hver 
og pusler om lidt her og der. 
Men hisset ovre, hvor lyset flammer, 
dér sidder faderen i sit kammer 
bag pulten i sin vante krog 
og læser i en gudelig bog 
og skriver med on stille bøn 
foran i bogen om sin søn : 
„o søde Jesu, dig forbarme, 
tryk huldt ham i din nådes arme!" 

Frue kirke 1791. 
Det er så koldt der ude nu 
og mørkt, så ret det er en gru. 



23 



Hver anden lygte slukket er, 
og ingen stjærner skinne mer, 
men dæmpet tårnets klokke klinger, 
den menigheden sammen ringer. 
„Frisk ud, min dreng, til kirkesang, 
det ringed nu alt anden gang I" 
Med salmebogen under arm 
Johannes går fra stuen varm 
igennem stille gader did, 
hvor juleglæden stråler blid 
fra kirkens tændte lysekroner, 
hvor fuldt med orgelklang den toner. 
Luftig og høj sig kirken hvælver, 
det fryser hårdt, den stakkel skælver, 
hans fingre, røde de er og blå, 
og knap han kan på fødderne stå. 
Men inden i ham er en lue, 
som vel kan vinterkulden kue : 
den hellige nat han tænker på, 
da Herren selv i krybben lå, 
hin stjærnenat med engleklang, 
og varmer sig med julesang. 

Løngangsstræde 1797. 
Det er en tidlig morgenstund, 
fuglen er vågnet af sin blund, 
den synger og gynger på træets gren, 
og luften vifter sval og ren 
fra landet ind gennem voldens træer, 
der ryste sig i det muntre vejr. 
Tvært over for Vartovs hospital 
et vindue klirrer på første sal; 
se der studenten, årleglad 
sin norske ven han kalder ad*): 



*) Hessolberg. 



24 



„nå, skynd dig op, det er alt dag, 
solen skinner på Vartovs tag, 
med økse på nakken den travle svend 
går allerede til arbejd hen I" 
Normanden længes og efter boj^'én, 
fluks står hans vindue med på krogen, 
ind til sin nabo han smutter pænt 
i morgendragt med sit testament. 
Så snakkes lidt om dit og dat, 
men snart der ta's på bøgerne fat. 

Nybrogade 1817. 
Ser du den stille stue dér? 
Nys dæmred den i aftenskær, 
og børnene støjed rundt omkring, 
så bord og stole daused i ring. 
Man knap kunde høre sit eget ord, 
det tyktes fader en støj vel stor, 
han skændte på den værste dreng, 
og moder bragte dem i seng. 
Nu har dog stuen engang fred, 
rullegardinet er trukket ned; 
to lys på bordet ved væggen stå, 
dér sidder faV med skærmen på, 
han hviler efter den tummel og støj, 
og moder sidder med strikketøj. 
Helt meget kommer så til or'e 
om drengene, når de blive store, 
og kærligt flyver fra mund til mund 
de minder om den kære stund, 
da hægges hænder sammen blev lagt. 
Hvor gærno mindes hun hin pagt, 
fie, tåren dirrer på øjets rand, 
mens blikket søger den elskte mand! 



Min Barndom. 

(1809—1822.) 



Jeg er født d. Ode avgust 1809 i stuelejligheden i 
Nybrogade, gammelt no. 5 og døbt af præsten Kofod i 
Helliggæstes kirke med det navn Peter Frederik Adolf. 
Min moder vilde selv give mig bryst; dertil var hun dog 
for svag, og jeg magredes dagligt, lemmerne blev slunkne, 
næppe kunde man kænde, jeg havde en næse, skønt den 
nu er kændelig nok. Det blev ikke godt, inden en dygtig 
bondekone, Birte fra Stævns herred, kom i vort hus 
som amme. Hun var fuld af sin hjemstavns sagn og 
viser om ællekongen, og de lød mangen gang over min 
vugge. 

Den tidligste barndom har sin egen farveglans, og 
der er vist ingen, som ikke tit og mange gange tænker 
sig tilbage i den, ti her sætter et menneskeliv sine spirer. 
Men dens runer er ikke lette at råde, den svarer hos 
den enkelte til den mytiske tid hos folkene, en hemme- 
lighedsfuld, halft drømmende, halft vågen tilstand. Om 
hvor langt tilbage mindet kan række, tør næppe mange 
for sit vedkommende påstå noget afgjort; hvad vi véd 
selv at have oplevet, og hvad vi kun véd, fordi andre 
så tit har fortalt os det, Hyder over det ene i det andet. 
Jeg tør i det mindste kun i enkelte tilfielde sige med 
nogen sikkerhed: det husker jeg fra mit 3djo, 4de år. 



26 

Men dette kan til gengæld, især når særegne omstændig- 
heder komme til, brænde sig ind i sjælen, ligesom glas- 
maleriet brændes ind i ruden, og stå der uudsletteligt. 

Det stiller sig for mig som en drøm, livor fader gik 
med mig på armen og sang om den lille „Fittemand", 
hvor moder sad og legede : „æble, pære, kirsebær, blomme, 
dikke, dikke, dikke", eller „lille trille faldt ned af hylde, 
ingen mand i det hele land lille trille kurere kan", og 
hvordan jeg red ranke på farfaders knæ. I alt fald har 
den gamle, venlige mand med den krogede næse, det 
skælmske smil og den røde kalamankes vest indprentet 
sig i min hukommelse. 

Og så grant husker jeg, hvordan det gik til, da jeg 
skulde lære bogstaverne. Fader havde lovet mig en 
lille kage, en „tuttelut", for hvert bogstav og kom hjem 
med 4 sådanne: de vilde vel forslå for den dag, tænkte 
han. Men jeg havde imidlertid lært 8 bogstaver, og han 
måtte straks ud og købe lige så mange tuttelutter til; 
„der kan nok med tiden blive noget af ham", sagde han. 
Derpå fulgte abc'en med billeder og vers: en abekat 
blandt dyrene mest findes lig et menneske, eller: Xantus 
var en af de heste, som Neptunus havde til bædste. 

Jeg var i det hele ikke tuugnæm, og munden stod 
aldrig stille på mig, jeg plagede min fader, og moder 
ligeså, med det ene spørgsmål oven på det andet; senere 
blev det anderledes, men min tørst efter at vide var 
den samme. Jeg husker også, hvor han måtte klippe 
mig høns og heste og andre figurer af papir, og hvor 
morsomt det var at lege med dem og lade dem slås. 
Var jeg ikke artig, stillede han et billede op, en mand 
og en kone, som j)ryglede løs på hinanden, det hjalp 
mere end alle formaninger. Var jeg derimod ret artig, 
fik jeg lov at se i en billedbog, orbis pictus; don holdt 
jeg af, ti den aabnede mig øjet for mange ting i livet. 

Du moder længe var syg efter barselsengen 1811 
med min broder Martin og måtte gå på krykker, kom 



27 

jeg en dag med min kæphest. „Kan du ikke også bruge 
min krykke?" spurgte jeg. Hun svarede sin dreng med 
et kys, skønt hun ellers ikke forvænte børn med kær- 
tegn. For at skaffe lettelse i huset, blev jeg sendt hen 
til en familje af vor omgangskreds, højesteretsassessor 
Kaffns. Vi fik kål til middag, en mad, jeg ikke kændte 
hjemme fra. „Har du ikke noget andet," sagde jeg til 
fruen, „kan du beholde det selv, men så vil jeg også 
hjem til mor!" Sådan kom mit lille jeg til orde. 

Ud til Frederiksberg tog vi ikke sjælden, og det 
var i dets glimrende tid. Dér var altid fint selskab, 
dér bode kongen om sommeren, dér spillede livvagtens 
musikkorps uden for slottet, og efter taflet blev hoffet 
af smukt klædte bådsmænd roet omkring i kanalerne og 
drak til sidst te på øen, i det kinesiske lysthus. Frederik 
den 6te stod da gærne selv ved roret, og en folke- 
vrimmel var der, hvor han og „herskaberne" lod sig se. 
Man trykkede og trængte på, og kun med nød og næppe 
holdt de alle vegne opstillede livvagtskarle græsplænerne 
fri; dem turde ingen vanhellig fod træde på. Tit knur- 
rede man derover, men det var de gode, gamle, patriar- 
kalske dage: kongen måtte jo vide alting bædst. 

Ved en sådan lejlighed stillede jeg mig en gang 
uden for slottet, tæt hen ved musiken, midt i vrimlen, 
og havde meget travlt. Jeg havde faaet fat i to pinde, 
strøg den ene mod den anden efter takt og blev ved at 
råbe: „Fittemand døre fist ren!" Eu anden gang, som 
jeg spaserede med fader og moder, stod kongen på én 
gang for os med dronningen og prinsesserne. Jeg var 
en ret køn dreng, rev mig løs og løb lige hen til dem, 
uniformen stak mig i øjnene. Kongen lagde mærke dertil, 
syntes godt om den purk og befalede sin datter Vilhel- 
mine at gå hen og give mig et kys. Jeg var helt trøstig 
ved alt det, lod mig kysse og kyssede igen, men stod 
imens mod åben mund og gabede |)h dem. Kongen 
talte til fader, spurgte, hvem han var, og roste mig, sa 



28 

fader havde den bædste lejlighed til at anbefale mig til 
hans nåde, og gjorde det alligevel ikke. „Men hvad 
stak der dig dog, Hammerich," sagde moder hæftigt; 
„hvorfor sagde du ikke et eneste ord ^il kongen om 
drengen?" „Nej, det skulde jeg sandelig nok vogte mig 
for I Hvor let kunde han ikke have faldet på at love 
ham portepéen, når han først blev stor. Og den vej 
skal han aldrig gå med min gode vilje." „Ja så, tror 
du det? Det var ellers skade, at Frederik stod dér for 
dem og så så dum ud og gabedel" Dermed glattede 
hun ved min krave og pyntede lidt på mig. 

Tit havde jeg hørt vore piger tale om komedier og 
maskerader, og af og til gik også mine forældre på 
komedie. Jeg gjorde mig de æventyrligste forestillinger 
om den herlighed, der ved sådanne lejligheder åbnede 
sig for en. Så rykkedes den mig nærmere. En af vore 
husboere, en jødisk mægler Andrade, holdt maskerade 
oven p;i. Vogn på vogu kørte fræm, maskerede gæster 
gik op ad trappen, pigerne tittede efter „de smavse" 
gennem døren, musiken lød, dansen begyndte, og pigerne 
tik til sidst lov til at komme inden for og se et glimt 
af })alsalen. Hvad havde jeg ikke givet, hvis jeg havde 
maltet være med I Ellers var jeg bange nok for den 
mand, han var så stor og svær, og hvert øjeblik hørte 
man ham buldre løs forfærdeligt, det hed sig, „de sloges 
ho>< jødens"; men nysgærrigheden havde nu drevet frygten 
ud. Jeg fik imidlertid ikke lov af mine forældre til at 
se den stads. 

Derimod blev en anden fornøjelse mig tilladt. Fader 
havde, véd man, som student skallet sig et verdensteater, 
og han blev ved at more sig dermed; han snedkrede 
oppe på loftet, lavede en sø, som ordenligt kunde slå 
bølger, malede kuliser, hvorved hans ven, portrætmaler 
Camrudt, hjalp til, også udklippede han figurer af pap, 
som kunde gå, hestfolk, fodfolk, både, skibe. Kmlelig 
var Ha^en moden, og familjens unge mennesker skulde 



29 

være maskinfolk, selv var fader maskinmester. En aften 
blev vi børn førte ind i salen, mine forældre var den 
gang flyttede op fra stuen til første sal. Familjen og 
andre venner var indbudte, stolene stillede op i rækker, 
og indgangen til næ-ste værelse, vor dagligstue, var 
dækket med et tæppe. Dér sad jeg i spænding til det 
yderste. 

Lysene i salen blev slukte, tæppet rullede op: man 
så et skummende hav vælte sig og i baggrunden Skt. 
Helenas klipper, sejlere viste sig i mængde, koffardi- 
mænd og orlogsmænd. Med ét glimtede det ud af kanon- 
lugerne, og efter et par øjeblikke fulgte et dumpt drøn; 
fra fæstningen blev der svaret. En elektrisermaskine, 
lidt krut og en povke, deri stak hemmeligheden, men 
den kændte jeg ikke. Jeg var hentryllet i en vidunderlig 
verden. Så trak et uvejr op, det stormede, tordnede, 
lynede, og jeg blev meget bange. Forestillingen skiftede: 
fredelige landskaber med gående, kørende og ridende, 
derpå så det krigersk ud, og troppemasser trak fræm 
og tilbage. Hvis jeg ikke mindes fejl, fik vi selv en 
solopgang at se. Det hele gik for mine øjne ypperligt 
ligesom ved en trolddom og gjorde et stort indtryk. 

Et par rejser til Fyen, til Kristiansfelt og familjen 
i Nolde førte mig alt i denne tidlige alder ind i nye 
forhold. Det svæver tåget for mig, hvor jeg i Fåborg 
tæt ved den gamle, mærkværdige stadsport legede med 
majorens pistol og kaldte liam for „ougeu" (kongen), 
og hvor angst blev jeg på lille bælt, når marsvinene 
boltrede sig i vandet og stødte kuldbøtter. De kunde 
jo som ingen ting vælte båden, tænkte jeg. 

Klarere mindes jeg min onkel Sallings præstegård 
i Vonsild, en gammel, mørk, lindeomskyggot gård. Mon 
dér var et høloft, hvor jeg ret kunde boltre mig rundt, 
og en hønsegård, hvis mage jeg aldrig havde sét, en 
galen og en kaglen tidlig og sildig. Drabeligt jog jeg 
om mellem ænder og gæs, indtil en gase med ét gjorde 



30 

lang hals, fløj på mig og bed mig både blå og grøn. 
Det gik mig ikke bædre end siden, da jeg kom hjem, 
og Svejtseren i Frederiksberg have skræmmede mig med 
at sætte et ansigt op, så jeg for hen til „spidsrods- 
bænkene", hvor moder sad, og gæmte mig i hendes 
skød; dér var altid min trygge havn. „Hvad er der dog 
i vejen med dig, barn?" sagde hun. Nej, helt var jeg 
just ikke. men jeg skammede mig derover og lovede, det 
skulde nok blive godt. 

Fra Norge har jeg fået de første indtryk gennem 
et brev. jeg endnu gæmmer, fra Hanne Kilde, moders 
elskværdige veninde, den senere kouferensrådinde Arbo. 
Jeg havde næmlig taget mig sammen på kraft, også 
tået nogen hjælp af onkel Karl, faders broder, der lærte 
mig at skrive, og således bragte jeg et brev til hende i 
stand. Derpå var det, hun nu svarede mig. 

„Du skukle komme herop, for her er så kønt! Du 
skulde se, hvilke nydelige små lam og kalve her er, 
og 8å har vi en lille pæn, gul hest, som du kunde ride 
på. Du skulde få lov at ride så langt, du vilde, og jeg 
skulde gå og holde på hesten, at du ikke skulde være 
Ijange. Synger du ofte endnu : „klare kilde, elskte lund" 
(jeg tænkte den gang ved „kilde" på Kildes familje), og: 
„tit fiir jeg, når jeg drikker, en rus"? Dem må du 
ondelig ikke glæmme, til jeg kommer igen! Lev imidler- 
tid vol, voks og bliv den gode Frederik, jeg vænter mig 
af dig!" Jeg må dog tilføje, at jeg allerede vidste, 
Norge var fuldt med bjærge, og at de var høje, meget, 
meget hujore ond runde tårn, så man let kunde falde 
nod uf dem og slå sig ihjæl. Mon Hanne Kildes op- 
holdssted, Modiini, tik på grund af brevet og alt, jeg 
liørto derfra, en glans for mig, som var dot den skøn- 
neste egn i Norgo. 

Var jeg en sjælden gang laMigo oppe og så fuld- 
mation på lijnilen og de hvide skyor i ævontyrligo skik- 
kelser II II skjule den og nu atter åbne sig for dens 



31 

skin, blev jeg stående, og så og så. Pigen, Marie, 
skulde hente mig til sengs, men kunde ikke få mig af 
stedet. „Å, jeg tror også, den dreng er fjantet," kunde 
hun da sige. Og sære tanker gik mig gennem hovedet, 
om de end ikke var fuldt så sære som en anden lille 
drengs af vor familje. Da han så skyen glide bort fra 
månen, råbte han ivrigt: „mor, mor! der sparkede månen 
dynen af sig!" Også ispalmerne på ruden kunde sætte 
mig i stemning. 

En umiddelbar glæde over naturen blev mig alle- 
rede tidlig bevidst. Det var min lyst at så ærter nede 
i gården og se dem spire og ranke sig op ad muren. 
Jeg ser mig endnu stå på broen over Frederiksdals å i 
skoven, tæt ved kilden, hen ad Lyngby til; det er et af 
disse billeder, som- har brændt sig ind i sjælen. Marken 
rundt om var fuld af blodrøde valmuer og høje stængler, 
hver med maoge blå eller gule blomster; jeg hørte, de 
kaldte dem for kongelys. Der kom en stærk duft fra 
hyldetræet, og nede i vandet mellem de små hvirvler 
så jeg et mylr af al slags fisk; snart blev de borte 
mellem sivene, som svajede for strømmen, og snart kom 
de til syne, hvor bunden var klart sand. Aldrig før i 
mit liv havde jeg set noget sådant, det var som lokkede 
åen mig ned til sig. Fader var meget ængstelig og bad 
den, som havde mig i hånden, endelig at holde fast. 

Og med hvilken glæde plukkede jeg ikke de søde 
nælder i kirsebærgangeii og sugede saften af deres 
blomster, eller bandt kranse af løvetand, blæste til dun- 
ene på de visne af dem, så de fiøj vidt omkring! Fuglene 
sang imens så trøstefuldt i busken, hvor den sang gik 
dybt ind i sjælen; jeg vilde dog så inderligt gærne have 
fat i en af dem, så kunde jog høre den altid. Imi smule 
salt havde jeg stukket til mig, det tog jeg mellem fing- 
rene og sneg mig sagte, ganske sagte efter en lille fugl; 
bare jeg kunde drysse et par saltkorn på dens hale, 
så var den min: det havde onkel Boesen jo sagt. 



32 

Min fader havde dengang en Plockross på sit kontor, 
et højt, rask ungt menneske; det er ham, med hvis 
datter Emil Fenger er gift. Lige neden for vore vinduer 
løb Frederiksholms kanal; en dag — det svæver dunkelt 
for mig — hørte man nødråb, en dreng var falden i 
vandet og allerede gået til bunds. Da styrtede Plockross 
fræra fra kontoret, som han gik og stod, sprang op på 
bulværket, ned i kanalen, og drengen blev reddet. En 
anden kæk dåd havde Plockross øvet, inden jeg blev 
født. Under bombardementet faldt en braudraket på 
min faders slæbested og lå dér og sprudede, men han 
for til med et kosteskaft og stødte den ud i vandet. 
„Jo", sagde fader, „han er ikke bange ad sig!" 

Og den samme var det, som hjalp ivrigst, da fader 
stoppede porten fuld af tønder og kister og ris papir, 
og væbnede sig og sine folk med alle de våben, han 
kunde skrabe sammen. Hvis engelskmændene havde 
stormet København og plyndret husene, vilde den ellers 
så fredsommelige mand have båret sig ad som fuglen, 
når hun værger sin rede. Sådanne træk gav min ånd 
tidlig indtryk af det mandige. 

En tildragelse fra mit femte år står temmelig klart 
for min hukommelse. Det var en dag i januar 1814, 
sundet var islagt. Alarmtrommerne gik, borgere og 
soldater stillede under våben, Svenskerne, hed det, vilde 
gå over isen og overfalde Købenliavu. Jeg ser endnu 
min fader komme, fortælle om, hvad der forestod os, 
og åbne den svære jærnkiste, hvori han gæmte penge 
OK jjapirer; dom og sin familje vilde han ikke udsa^tte 
for on fare som 1807. Tingen opklaredes dog snart; 
det var lutter tomme rygter, som skræmte Københavnerne, 
m«MiH Malmøboorne ))å samme tid var lige så bange for 
et ovoiruld fru dansk side. De havde ellers ga^rne 
hædre spioner ond vi. Frederik den sjætte vidste det 
oj? skal en gang have sagt: ,,J!i, så såre jeg nyser i 



33 

København, siger Trojel i Malmø på stedet: Gud vel- 
signe Dem I" 

Moder var svagelig, tålte ikke godt støj og måtte 
tit overlade os børn til pigerne; en af dem fik da stor 
indflydelse på os, Marie Fas ting. Sådanne piger er der 
nu ikke mange af. Hun var køn, med et par levende, 
brune øjne, og ferm ad sig, kun lidt kort for hovedet; 
om det så var „de sel'e" (herskabet), var hun ikke 
bange for at svare. Men pålidelig var hun, når fader 
havde sagt: „nu må hun passe mig godt på, Marie I" Og 
en trofast sjæl var og blev hun og hang ved vor fa- 
milje, hvor hun tjænte i 11 år, som var den hendes 
egen. „Vore drenge" kaldte hun os gærne, gav os vel 
også en gang imellem et saftigt kys: „det skal du ha\ 
din gavstrik! " Et helt langt liv igennem holdt hun ud. 
Hun blev lykkelig gift med en slagter, som hun kælede 
for* og altid kaldte „min dreng, min rare dreng" ; børn 
fik hun dog ikke, og al kærligheden gik i arv til min 
broders og mine børn. Hun var dem som en god bædste- 
moder, hver gang hun besøgte os, havde hun lommerne 
fulde af godter og legetøj. 

Hun sang godt, var rig som Morgiane på fyndige 
talemåder og havde til daglig brug et jævnt, fornøjet 
sind; hendes klare latter lyder endnu i mit øre. Det 
var folkeviser hun sang, danske, som den om Agnete, 
og svenske: „den ungersvend bad sin flicka" ; hun havde 
lært adskillige af „svenske Else", der også tja^ute i 
huset. Første gang hørte jeg de søde toner fra mit 
folks lijærte, greben af en anelse om Nordens enhed. 
Viserne og melodierne har jeg meddelt i „Skandinaviske 
rejseminder", da jeg viste hende dem på tryk, og min 
hustru spillede dem , var hun formelig stolt. Ogs;i 
sangene om 2(len april „så kæmped de iielto af anden 
april", eller „være fred med eder alle", dem sang hun 
og en gammel halt jomfru Dyrhof. der kom hos os. Tit 
blev jeg suDget i søvn ved dem. Hun furtalte dertil om 

3 



34 

slaget, og jeg oplevede det med hende, jeg levede med 
dets helte; hun viste mig Lassen og snart den ene, snart 
den anden af de andre på gaden med medaljen på 
brystet. Her trådte på én gang manddom og kærlighed 
til folk og fædreneland mig i møde; jeg glæmmer 
det aldrig. 

Også sagn og æventyr om nissen med den røde hue 
og om „Hyldemo'r ude i Nyboder" kunde hun, ja selv 
en smule nyere verdenshistorie. Fra besøg med hende 
hos hendes moder, en sim])el borgerkone, og billederne 
af Napoleon, der hang på væggen her, har jeg fået den 
første forestilling om ham. Den om den franske revolu- 
tion hentede jeg hos kælderfa'r Klemen Jensen og kælder- 
mo'r, og igen fra deres væg, hvor jeg så nogle rigtig 
nok temmelig dårlige billeder af Ludvig den 16des hen- 
rettelse og andre optrin fra hine år. Jeg gik tit der 
ned blot for at se mig mæt, og hver gang måtte de 
gamle ud med det, de vidste, atter og atter den samme 
historie. Så fik jeg noget mere at vide af fader, der 
lejlighedsvis desuden fortalte et og andet om vore konger. 
En bombe, der faldt i hans gård, havde han gæmt, der- 
til knyttedes meddelelser om bombardementet og krigen. 
Det var ikke ad de sædvanlige veje, mine første histo- 
riske kundskaber nåede til mig; de blev heller ikke et 
hukommelsesværk, men i al sin ufuldkommenhed levende 
billeder af hvad der havde tildraget sig. Og endnu den 
dag i dag må det, jeg skal huske af historien, forme sig 
til et billede. 

Maries læsning var just ikke udstrakt eller udsøgt, 
hvad hun en gang havde fået fat på, blev hun ved at 
læse og atter læse. Der iblandt var historien om „Tistran 
og den skønne Indiane". Den læste hun om aftenen for 
os børn, når fader og moder var ude, og vi lå i sengen; 
halvvejs kunde vi den udenad, og alligevel råbte vi: 
„mer, mer," hver gang hun vilde høre op. Af og til 
kunde hun så blive utålmodig: „nej, alt har en ende, 



35 

undtagen pølsen, den har to, og hvis I nu ikke straks 
tier stille, skal I s'gu ha' kinderpulverl" 

Tistran var vel skikket til at vække romantiske 
anelser. Jeg fulgte min helt i skranken, hvor han tum- 
lede sin hingst. Jeg så ham kæmpe i Indien med 
uhyret og sejre, men kun for at slæbe sig hen til den 
kilde, der kølede hans sår, og så synke i dvale, mens en 
usling, som havde flygtet op i et træ, sneg sig ned, skar 
tungen ud af dragen og tilregnede sig æren for hans 
dåd. Jeg var med, da han og Indiane, uden at vide det, 
tømte den elskovsdrik, der bandt dem sammen. Og skov- 
livet, de førte i skoven ved Toledo, idyllisk som det er 
skildret, hytten, hvori de sov med det dragne sværd 
imellem sig: alt står endnu frisk for min indbildnings- 
kraft. Så vidt jeg husker, kom der undertiden en kri- 
tisk tvivl op. „Men er det nu også sandt, Marie, alt 
sammen?" spurgte jeg. „Det kan du jo nok tro, din 
tossede dreng," sagde hun, „det står jo her sort på 
hvidt; du kan selv læse det." 

De tidligste kristelige indtryk skylde vi atter en 
kvinde, vor moder. Var der nogen, der kæmpede med 
det onde, som viste sig hos mig, med selvsygeu i alle 
dens ytringer: så var det hende. Men hun var alligevel 
fuldstændigt fri for al tilgjort fromhed, som den ellers 
tit kunde vise sig i Kristiansfelter kredse, når forældre 
stræbte at røre de små, vel endog til turer. Hun foldede 
vore hænder, lærte os fadervor, „forlad os vor skyld", 
og det lille vers, hvormed vi gik til hvile : 

Når søvuen øjet lukker, 
jeg til min frelser sukker: 
bevar du liv og sjæl ! 
antag du mig i nåde, 
og afvend nød og våde, 
du, som bevarer Israel ! 

„Og SOV så sødt", sagde lum, ,,|)ii det lille grønne øre!" 

3* 



36 

Også lærte hun os at synge salmer og sang dem 
ind i vort kjærte; de var gærne af den danske salme- 
bog, der brugtes „på salen" i Stormgade. Både hun og 
fader fortalte os nu og da bibelske historier, hvorved 
en prægtig gammel billedbibel kom til hjælp og oplivede 
forestillingen. Det kan ikke kaldes egenlig undervisning, 
alt gik som i en leg, kun trosartiklerne og de ti bud 
måtte vi lære udenad. Så blev vi snart hjemme i, hvad 
et barn kan næmme af kristendommen, og det indtryk, 
jeg fik af paradis, af patriarkerne, David, Jesu historie, 
har jeg haft godt af gennem hele mit liv. Alt, der 
sagdes mig, begreb jeg naturligvis ikke; man fortæller, 
hvor jeg, da jeg hørte, Gud var alle vegne, skal have 
ledet efter ham bag skærmbrædtet. Men en tidlig „op- 
tugtelse til Herren" har vi brødre vore forældre at takke 
for, den hørte i hine tider til sjældenhederne. 

Den første gang, jeg, så vidt jeg mindes, var i kirke 
med moder, var i Frederikskirken, hvor jeg meget un- 
drede mig over præsten med den hvide krave om halsen, 
og fik at vide, han sagde, vi skulde være artige og lyde 
vor Herre. Men „på salen" kom jeg hver juleaften. Den 
var simpel, lyst malet med galleri oppe, bænke på gulvet, 
i stedet for talerstol stod en forhøjning med bord for den 
talende. De små sad på de forreste bænke, juleevangeliet 
blev læst og ledsaget af en kort tiltale til dem om 
Jesusbarnet, julesalmer blev sungne og kærlighedsmåltidet 
nydt: boller og vin. Og jeg véd, det begyndte at dæmre 
for mig om det glade budskab, englene bragte; stem- 
uingen var der i alt fald, det kunde ligesom synge inden 
i mig, og jeg legede med engle og stjærner. 

Derpå gik vi op hos forstanderen, herr Reuss, og så 
hans glimrende store juletræ, så hjem, tit i en stjærue- 
klar vinterkvæld, og her var julebordet dækket. Navn- 
ligt husker jeg én jul. Dér stod et bræt med små gran- 
træer og lys i rækker i sandet, og mellem dem en mængde 
husarer og to virkelige malmkanouer, der oven i købet 



37 

kunde køres. Et par venner var indbudt, konferensråd 
Vorndran og hans frue, og vore barnlige, lidt støjende 
lege satte liv selv i den gamle, gode mand ; han havde 
også været barn. Julegrøden, karperne, haren, julekagen 
og godtgodterne, alt var ypperligt. Og til slutning satte 
moder sig til klaveret, og vi sang julesalmer. 

O vær velkommen, du ædle gæst, 
for synderes skyld du kommen est 
i dette elende her ned til mig I 
Jeg aldrig kan fuldtakke dig! 



Dit Sion grønne palmer 
og grene for dig strør, 
men jeg mit sind med salmer 
ret muntert for dig gør. 
Mit bjærte dit skal være 
nu og i evighed, 
og dig, min konge, ære 
så godt det kan og véd. 

Sandelig, der var glædelig jul hos os børn i Nybro- 
gade. Mindet herom g.] orde, at jeg siden var med blandt 
de første, som fik en liturgisk gudstjæneste juleaften i 
gang i Københavns kirker. 

Således gik min barndom omtrent til det sjætte år 
under et kærligt forsyns varetægt. De stærkeste indtryk 
fik jeg fra to kvinder, og de bragte mig dem med sang 
i stille aftentimer. En minderig, mystisk barndom, fuld 
af anelser, er en lykke for et folk og en lykke for det 
enkelte menneske; den faldt også i min lod. Og idet 
jeg nu med alderens ro ser tilbage på hine dage, ser 
jeg dem fulde af varsler om hvad der skulde komme. 
En tidlig dragelse til Kristus og til fædrenelandet er 
uraiskændolig, og det, der lå i sjæleu, satte sine spirer, 
gode som onde; det blev mit livs indhold. De mod- 
nedes siden, under sorger og glæder, gennem kampe og 
maiigchaudo fristelser, vildfarelser, synder og fald; der 



38 



er den hånd, som oprejser det faldne. Hvad der er 
evigt i dem, vil følge mig ind i evigheden, det véd jeg, 
og til ham, i hvis øjne enhver sjæl har et uendeligt 
værd, står også mit håb. 



Det næste par år danner en overgangst d. Tit havde 
jeg stukket et stykke papir i kakkelovnen og, når det 
var brændt ud, moret mig med at se „børnene gå fra 
fra skole" ; nu skulde jeg for alvor selv prøve det. Jeg 
var bleven sat hos madam Gren i en lille skole for små 
drenge og piger. Man havde fortalt mig, hvor rart det 
skulde være, og hvor børnene kunde lege sammen, så 
jeg ordenligt længtes efter den. Den holdtes først i 
Schoustrups vel kændte gård på Amagertorv i baghuset 
med opgang i et gammelt tårn; siden blev den flyttet. 
Gårdens ydre med gavle og spir er almindeligt, årstallet 
1616 står på den, men sagnet gik, den var fra Kristjern 
den andens og Dyvekes tid, og jeg fik et og andet at 
høre om livet den gang, som gjorde sit indtryk. 

Madamen var venlig mod de flittige, tog sine briller 
af og gav dem ribs med sukker på, de uartige og dovne 
derimod prikkede hun i hovedet med sit fingerbøl: „din 
slemme tøs I Jeg skal også nok fortælle det til din 
moder, og nu skal du på stedet hen i skammekrogen!" 
Dér måtte så barnet hen og fik en plade på ryggen med 
indskrift „det dovne æsel". På hendes fødselsdag legede 
vi „haj dukker". De ældre børn blev da lagte i rækker 
ved siden ad hinanden på gulvet, benene, som de rakte 
i vejret, klædtes ud som mennesker med ansigter og 
og turban på; det var hajdukkerne. Så kom de mindre 
iud, og dukkerne nejede, det gav et muntert liv, somme 
græd og somme I^. 

Ved den tid gjorde min onkel Boesens en rejse, og 
et par af hans drenge og piger var imens i huset hos 
08. Den ældste, Karl, død som provst i Høje-Tostrup, 



39 

skulde følge mig i skole, men var en stor strik. På 
hjørnet af Amagertorv havde en kagekone taget plads 
med ansigtet mod torvet, så passede han sit snit, kom 
bag på og satte med et spring over konen og hendes 
kager. Først skældte hun stærkt, det var netop det, 
han vilde; til sidst blev hun imidlertid vant til historien 
og sagde blot: „nå, er han dér igen, den satans unge I" 
Han havde også sin morskab med at rende sin vej, når 
vi kom til fortovet lige over for gården; grædefærdig 
eller grædende måtte jeg da se til, hvordan jeg kunde 
slippe over gennem al den færdsel på torvet. 

Efter en skolegang af vel et års tid blev jeg igen 
tagen hjem. En slesvigsk student, Holt, regnede nu med 
mig og lærte mig religjon, dansk og begyndelsesgrundene 
af tysk grammatik. Grammatiken voldte mig mit første 
hovedbrud, især, kan jeg huske, havde jeg det hårdt med 
præpositionerne, men ramsen lærte jeg og kan den 
endnu. Det hændte sig et par gange, at Holt mødte til 
timen i fuld uniform lige fra eksersitsen. Hvor jeg da 
så på ham op og ned, tanken om en gang også at blive 
sådan en karl fik en heldig indflydelse på min flid. Han 
var et samvittighedsfuldt menneske, noget videre ånde- 
ligt indtryk har han dog ikke gjort på mig før efter sin 
død, på grund af en historie, som spiller ind i det. man 
har kaldt „naturens natside". 

Han havde en ven, der studerede lovkyndighed. I 
en fortrolig time faldt talen på tilstanden efter døden, 
og de gav hinanden hånd på, at den, som først døde, 
skulde give den overlevende et tegn om sin død. Flere 
år gik, han var kommen over til Sønderjylland og havde 
det godt dér, var sund og frisk. En aften sad juristen 
i København og læste med piben i munden, da det banker 
tre gauge på døren. „Kom ind", råbte han, mon der 
kom ingen. Det bankede igen tre gange, lyden var, 
som når der bankes stærkt med en kno; han gik til 
døren og åbnede den, intet var at se. Et øjeblik f6r det 



40 

igennem ham : det skulde dog aldrig være varsel fra 
Holt? Han slog sig imidlertiid til ro, hans ven, det 
vidste han, havde det jo godt; han måtte så vel have 
hørt fejl, eller lyden havde måske en helt naturlig årsag. 
Tre dage gik, da kom et brev til ham med sort lak og 
mældte Holts død; han var død samme dag og klokke- 
slet, hans ven hørte det banke. Således er historien 
mange gange fortalt i min familje, og hvad den måtte 
være for et barn med en levende indbildningskraft, kan 
enhver let tænke sig. 

I skrivning var faders broder, „onkel karl", min 
lærer; han var ansat i rentekammeret og tog sig med 
store opofrelser af søndagsskolerne, hvorfor han også fik 
ridderkorset, skønt han kun var fuldmægtig. Ejendomme- 
ligt for tidsforholdene er, at han sjælden gik med båndet, 
det stak hans kontorchef, som ikke var ridder, for stygt 
i øjnene. 

Undervisningen i geografi havde fader selv over- 
taget, og den blev mig kær. De kønne malede kort, 
tanken om fremmede folkefærd, fjærne egne, have, skove, 
bjærge, floder satte mig i en stemning, der var i slægt 
med den digterske, skønt fader med sit prosaiske syn 
vist ikke skulde støtte den. Men i en håndevending 
kunde jeg nn gøre rede både for Danmarks, Norges, 
Sveriges og Ruslands geografi. Der blev holdt prøve i 
moders overværelse, jeg fik ros og oven i købet kniv og 
gaffel som præmie. Hvor var det mig ikke en fest, da 
jeg første gang måtte skære min mad med kniv! Vi fik 
klipfisk, og den ret holdt jeg derfor siden i lang tid meget 
af. Jeg var den gang noget over seks år. 

Jeg havde fået en bog af morfader og mormoder i 
Nolde, Raffs naturhistorie med billeder, en skat, 
som jeg også skønnede på. Her strømmede indtryk mig 
i møde fra naturens verden, og de egne, hvori jeg blev 
geografisk hjemme, kunde jeg nu fylde med dyr og 
planter. Hvad der stod om dem i Raffs bog, tit med 



41 

helt jævne ord, blev for mig straks et livfuldt, farverigt 
billede. Flere ting er nu desuden skildrede smukt, biernes 
liv f. eks. Og så fortælles om Androkles og løven, om 
katten, der bed sin sovende herre i struben, om børn, 
der var komne bort og voksede op i skovene som vilde, 
sov i træerne, svømmede i floderne, levede af rødder 
eller frøer. De historier læste jeg og læste atter. Mor- 
somme sætninger lærtes udenad, f. eks. „vil man fange 
lopper, må man være gesvind". 

Hvor jeg traf en billedbog eller et enkelt billede, 
greb jeg til med begærlighed, fader og moder måtte 
forklare mig billederne, og den forklaring kunde jeg 
aldrig høre for mange gange. Jeg gæmmer endnu et 
illumineret tysk kobber med fræmstilling blandt andet af 
morgen, middag, afteo, nat; den gang fik man næsten 
alt legetøj fra Tyskland. Det er groft henkastet, men 
der er stemning i det: dér går skytten med sin bøsse 
gennem en skov i måneskin, eller et par folk spasere 
ude i kornmarken i det samme øjeblik, solen går ned. 
Jeg kunde sidde over det i lange tider som drømmende 
og lade mig påvirke af stemninger, snart romantiske, 
snart idylliske. Kom nogen og vakte mig, blev jeg slet 
ikke til freds, jeg tror endog, jeg allerede den gang 
puttede billedet til side og lod som ingen ting. Vanen 
har des værre hængt fast ved mig. 

Moder lærte mig noder og spillede med mig, den 
glæde vilde hun have, musik var den gang en sjældenhed. 
Jeg for mit vedkommende følte dog ikke søuderlig glæde 
derved, da jeg fik mangt lille rap over fingrene. Endelig 
havde jeg drevet det til at kunne et jagtstykke, og nu 
tog hun sin harpe og ledsagede mit spil. Sa begyndte 
disse øvelser også at få noget mere tiltalende for mig 

Det var sørgelige tider for landet: skilsmissen 
fra Norge, statsbankerot, finansnød, tomhed i havnen, de 
få fabriker stod lialvvcjs stille; en miengde falliter på 
børsen, Meyers, Triers, alle vore store huse faldt; bønder- 



42 

gårde, herregårde måtte sælges for ubetalte skatter og 
blev dog kun til byrde for finanserne. Og fra æmbeds- 
standen hørte man om den ene kassesvig efter den 
anden. Tit kom fader helt mistrøstig hjem fra børsen, 
men hvor havde jeg forstand på sligt? 

Kun to ting har fæstnet sig i min hukommelse. 
Printzlau blev for kassesvig dømt til slaveriet, og jeg 
udmalede mig, hvordan han, om hvis yppige liv jeg 
havde hørt, nu måtte gå og arbejde på volden i den 
halft hvide, halft grå slavedragt, med bøjle om benet. 
Det gjorde et tragisk indtryk. Et komisk fik jeg der- 
imod af vittighederne, hvormed man hævnede sig på 
adjutantregimentet og de nye penge. Der gaves flere 
læsninger af disse, den ene fuld af harme over Norges 
tab, den anden over adjutanterne. Indskriften på mark- 
stykkerne lød: „Rigsbanktegn for seksten Skilling", den 
læste man således, idet man gjorde hvert bogstav til et 
helt ord: „riget i gæld, satan banken annammed, når 
kongen til æslerne giver Norge. Fribo, Oppen, Rømling! 
Seksten slige kæltringer i landet love ikke noget godt". 

Misnøjet gik alligevel aldrig ud over ham, der sad 
på tronen, gammel kærlighed ruster ikke, og i politisk 
henseende var man rene børn. Man kunde trække på 
skuldrene, når man så ham med de ildelidte adj utanter 
jage afsted og holde feltmanøvrer på fælleden og ved 
Vibenshus; det A^ar det hele. Ved en sådan lejlighed 
blev han, og hans hær, en gang omringet og taget til 
fange, skønt sejrherren gav sagen et uvæntet udseende 
og med en hofmands finhed overrakte kongen sin kårde 
i steden for at kræve hans. Hans majestæt lod som 
ingen ting og modtog den allernådigst. 

Man sang endnu om „den ejegode Skjoldung, den 
fredegode Frederik", og med årene, da frøken Jessen og 
Garbrecht slog skjaldeharpen, blev tonen svimlende høj. 
Man fortalte, hvorledes han på Wiener-kongressen havde 
frelst Danmark fra søndersplittelse. En anekdote derfra 



43 

gik fra mund til mund. Kejser Alexander, hed det, 
havde til farvel sagt ham: „De har vundet alle hjærter, 
sire!" „Men ikke en eneste sjæl," svarede han. Da 
han nu vendte hjem og holdt indtog, var det som en 
sejrherres, hestene spændtes fra Vognen, og folket trak den. 

Så fulgte kroningen, reformationsfesten, al den her- 
lighed fik jeg også at se. Det bædste for mig var 
imidlertid, at en lang, opløben dreng, jeg af og til kom 
til, ved samme lejlighed fik en fuldstændig uniform; så 
kunde vi drenge nu, ved hjælp af den, min virkelige 
messingtrompet og anden, lidt mere tarvelig udstyring 
også trække op til parade for kongen. 

Jeg kom naturligvis ofte til farfader, som nu ejede 
en mindre gård i Vigantsgade (Ny Vestergade), hvorhen 
han havde trukket sig tilbage. Helst var jeg oppe hos 
„gamle tante", hans søster, en morsom lille gammel 
en, om hvem det hed: „hun havde altid 1 i mente, der 
gjaldt for 10." Dér var det hyggeligt for et barn: 
blomsterpotter, hynder i vinduet, fisk i et glas til at 
lege med, og på væggen fuldt af afblegede broderier og 
tegninger, lutter ungdomsminder; dem havde hun fået af 
børnene, mens hun holdt skole i Rendsborg. Hun havde 
ellers fra Fyn et andet ungdomsminde, en kærligheds- 
historie med en student, som aldrig blev glæmt; derfor 
blev hun gammel jomfru. 

Min farfader faldt stærkt af, så sønnerne måtte over- 
tage hans sager, hele hans nervekraft var rystet, og den 
dygtige, nys så kraftfulde mand bleven en skygge af sig 
selv. I sit 65de år gik han fuldstændigt i barndom. 
Det ytrede sig først ved, at han daglig skulde hen til 
Stormbroen, som lå under bygning, og skænde på arbejds- 
folkenes sendrægtighed; han bildte sig ind, don tilhørte 
ham. Den, der nu bedst kunde omgås ham, var Ulrik 
Boesen, senere biskop i Slesvig; han havde et myndigt 
væsen, trak dertil studentoruniformen på, og don gamle 
borgerkaptajn havde al agtelse for en uniform. P;i den 



44 

måde måtte man bære sig ad, når min farfader skulde 
barberes. 

Ellers sad han gærne hjemme i spisestuen i sin 
lænestol og nynnede en salme, så ned i gården og sagde: 
„dikke, dikke" i takt med perpendiklen i stueuret. Kom 
jeg derhen, blev tinsoldaterne stillede på bordet, dér sad 
vi da og legede krig, det ene parti skød ;)å det andet, 
og den ivrigste i legen var bædstefader. Vi kunde godt 
blive uens om en sag. Når der skulde slås, satte jeg 
generalen i spidsen; „nej, lille ven," sagde den gamle, 
„han må bag ved, for derfra leder man bædst hele ba- 
taljen!" „Men, bædstefader dog, hvad tænker du på, 
skal en general da være kryster?" Han rokkede 
uroligt på stolen, og trak den hvide nathue fræm og til- 
bage. Så kom hans søn, onkel Martin, ham til hjælp. 
„Hør, Frederik, du må ikke sige sådant noget I Papa 
véd det bædst, for før du fik bukser på, har han ekserseret 
så tit med sit kompagni på Nørrefælledl" Den gamle 
blev glad, og i det samme blinkede onkel til mig med 
øjnene, jeg vidste, hvad det skulde betyde, og tav stille. 
Bædstefader vilde også gærne skyde mine folk ned: „se; 
se, dér faldt én, og dér én igen!" råbte han og gned sig 
i hænderne. Men jeg stak i at græde, bædstemoder 
måtte til, hun havde æbler og nødder, og de kunde nok 
tørre tårer bort. 

Af og til gik han en lille tur, dog midt undervejs 
kunde han synke afmægtig om. Det skete en gang i 
den gade, hvor vi bode, og under stort sammenløb af 
mennesker blev han båren op til os. Hans kone græm- 
mede sig på sin stille vis, plejede ham med omhu og 
kom ofte derfor ikke af klæderne; selv var hun tilsyne- 
ladende frisk. Da blev hun med ét i april måned 1816 
rørt af et slag, „hvor snart det dog kan komme over 
et menueske", stammede hun og sank ned i en stol; et 
l)ar timer efter var hun død. 



45 

Jeg havde just en slem ringorm på kinden, den 
skulde eftertidens tro, „bædstemoder tage med i graven", 
og man førte mig ind til den døde. Det var første gang, 
jeg skulde se et lig, pigerne havde fortalt så meget om 
druknehuset ved Langebro, og hvor fæle de døde dér så 
ud. Naturligvis var jeg skrækkelig angst. Men onkel 
Martin talte om, at bædstemoder havde holdt så meget 
af mig, „hun skulde vist aldrig gøre mig noget". Så 
græd jeg, han tog mig i hånden, og vi gik ind i salen. 
Ja, dér lå hun stiv og kold, nu så jeg, hun slet ikke 
var køn mere, men hæslig, grøn og gul og blå. En salme- 
bog var lagt under hendes hage, et stort tinfad over 
den opsvulmede mave, og så var det sådan styg luft, 
der slog mig i møde. Onkel Martin trøstede mig atter : 
„vær bare ikke bange, lille Frederik", tog hendes hånd 
og rørte med den ved min kind; det var, som døden 
selv rørte mig, og det isnede gennem hele kroppen. 
Endnu har jeg følelsen deraf. 

Jeg kom ud fra liget og lidt mere til mig selv. Men 
nu vilde jeg endelig have at vide, om det da var den 
rigtige bædstemoder. „Nej," sagde han, „det er bare 
hendes usle, jordiske lævninger; mama er i himlen hos 
vor Herre. Dér skal du nok engang se hende, når du 
er en god dreng I" Det trøstede mig, kun et øjeblik 
havde det rystende optrin hos den døde ligesom omtåget 
mine tanker. Jeg vidste ellers for længe siden, hvor 
godt det er for de fromme døde dér oppe hos Jesus 
mellem alle engle. 

Den sindssvage olding indbildte sig, at haus kone 
endnu levede, og ledte efter hende overalt, i skabe og 
kroge: „dér er jo ingen mutter at se I" Så udgav man 
fru Boesen for den afdøde. Skutte lod han sig dog ikke 
ret længe, en dag tog han fru IJoesens hånd og følte 
pH den ene af tingrenc, hvor hans kone havde et dybt 
ar. „Nej," sagde han, „1 narrer mig ikke, det er ikke 
mutter, mutter er død!" Euduu samme måned blev 



46 

også han rørt af slaget, men vågnede just derved 
til sin fulde samling. „Kom, lad os bede," sagde han 
til de tilstedeværende sønner, Karl og Martin. Han 
prøvede på at synge en salme, kunde dog ingen tone få 
fræm, foldede da hænderne og bad, skønt utydeligt, til 
mælet helt gik bort. Så døde han. 

I Nybrogade sov vi alle trygt, som der hen ad 
morgen blev ringet hæftigt på porten. Man hørte hastige 
trin på trappen, fader og moder kaldtes ud, vi skulde 
kun, hed det, lægge os til at sove igen. Men vi anede, 
hvad der var sket, da vi så moder grædende komme til- 
bage og kysse os. „Du kan tro," hviskede jeg til min 
broder og krøb hen til ham, „der er igen noget galt 
med bædstefaderl" Den tildragelse med portringningen 
har ellers boret sig fast i min sjæl, så jeg endnu kan 
fare sammen og vænte et ulykkesbud, når der en tidlig 
morgen bliver ringet stærkt på porten. Underligt nok 
skulde en sådan ringning også vække mig den sidste dag, 
min fader levede. 

Kaj Frederik blev jordet ved sin kones, svigerfaders 
og sine afdøde børns side på „Helliggæsts urtegård", 
hvor en stor rød bornholmsk sten med indskrift lagdes 
over graven. Den er nu stillet op ad kirkemuren. Mangen 
gang har jeg siden leget dér, når vi tørrede tøj på den 
del af kirkegården, som går ud imod muren med klude- 
handlernes boder. 

Efter gammel sæd var hele familjen, store og små, 
samlet i Vigantsgade til gravøl. Det blev indledet med 
et par salmer på bædstefaders gamle klavecin, et sandt 
kunststykke ; tre rækker tangenter sad, den ene over den 
anden, og mellem dem var der malet en jagt med 
jægere, hunde og hjorte. Men tonen, når man spillede 
på det, var spinkel og ikke køn. Det stel kinesisk 
porsellæn, bædstefader havde købt på asiatisk kompagni, 
stod på bordet og et vældigt tinfad med stegen på. Og 
efter bordet drak man kaffe, som skænkedes ud af blankt 



47 

skurede, skinnende kobberkedler; den skik slog mig, jeg 
var ikke vant til det bjemmefra, først i nyere tider er 
den atter på en måde kommen til ære ved teen. 

Stemningen var alvorsfuld, vemodig, samtalerne blev 
førte i dæmpet tone, og en minde-skål tømtes i tavsbed 
for de hensovede. Også på os børn virkede det, så vi 
sad stille hen. Da rejste tante Kaufmann sig, en 
hjærtensgod, men lidt enfoldig kone og uden takt for 
hvad der sømmede sig. „Det er dog ved Gud synd," 
sagde hun, „for alle vore rare små, vi har har med; 
de tør jo ikke engang røre sig! Hør, børn, kunde I 
ikke have lyst til en lille leg?" De andre voksne så på 
hverandre, tante Boesen og moder gjorde indsigelser, 
„det går ikke an, Hanne'", sagde de, men hun blev ved: 
„jo det går nok! Kænder I ikke stillingslegen eller 
pantelegen? Det er sådan kønne lege, som ikke gør 
støj?" Jeg husker ikke, hvor det videre gik, men hun 
lod sig ikke snakke fra sit indfald: „det vil såmænd 
hverken salig papa eller mama vende sig for i graven! 
Nå, kom så, det er ret!" Og hvor uhyggeligt det end 
kunde se ud, vi begyndte på vore barnlige lege i den 
dødes hus. 



Min moder var, som det burde sig, sjælen i vort 
hus, hun gav det et fuldstændig slesvigsk præg: til 
Sønderjylland gik alle vore rejser, derfra kom jævnligt 
veninder i besøg, derfra fik vi vor første lærer, selv vor 
middagsmad vår somme tider i søudorjydsk stil. Og 
hvad hun havde begyndt, blev fortsat af de to Slesviger- 
inder, der efter hendes død forestod husvæseuet. Er 
det da underligt, at min broder og jeg altid har hængt 
ved dette vor moders land, at det har gjort hele vort 
liv rigt i)å glæder, men også voldt os den bitreste, daglig 
endnu nagende sorg? Nu træder fjendens fod på vore 
fædres grave. 



48 

Moder blev snart hjemme i København. Der var i 
førstningen megen længsel at overvinde og lidt skinsyge 
fra faders søstre, vrævlerier med „societetet", så fader 
tænkte på at træde ud af det. De ting trak sig imidlertid 
til rette. Og da moder først var kommen ind i det 
friere liv her ovre, opdagede hun, det passede langt 
bædre for hendes fri natur end Kristjan' felter-væsenet. 
Hun var i sit element, fri for småbyernes sladder og 
glad, skønt det alligevel nok kunde stå både for hende 
og fader som idealet, en gang at ende sine dage på 
landet. 

Hun var danskfødt og danskdøbt. men opdragen på 
tysk. Dansk, der naturligvis var vort familjesprog, talte 
hun med sit sønderjydske tonefald, og ofte kom egen- 
heder fræm, som hendes mand og de københavnske 
venner drillede hende med så småt. Hun vænnede sig 
ikke snart fra at sige „snerkeren" (snedkeren), „ibag", 
„god maren" (morgen). En gang var der et lille aften- 
selskab. Hun var ikke til freds med den steg, hun kunde 
byde, og kaldte den „et usselt bagerlår" (baglår); man 
kan forestille sig, hvilken munterhed det vakte. Når 
han skændte på os børn, slap af og til et tysk ord ind 
med: „stå mig dog ikke og gør sådanne katzenpuklerl'' 
Så lo vi og hun med. 

Brevene, hun på sine rejser skrev hjem til fader, 
er stemningsfulde, snart på tysk og snart på dansk, af 
og til skiftevis på begge sprog. Midt i tysken kan de 
indlagte danske fortællinger eller formaninger tage sig 
allerkæreste ud. „Fritz hat mich", heder det i et brev 
1810, „als ich ihn fragte, om jeg skulde kysse fader, 
kysset mig tre gange." „Nu kommer jeg", heder det i 
et andet, „med det danske, fordi min søster sidder hos 
mig, og vi snakke dansk." På dansk giver hun gærue 
i et ellers tysk brev ordre til pigerne, at Marie skal 
sylte og passe sengklæderne godt, eller sender hilsen fra 
min amme, Birte; eller spørger, hvordan blomsterne 



49 

leve, eller beder fader gå flittigt ud at spasere og sørge 
for harpen, så den endelig ikke står i solen. Med et 
yndigt lune kan hun fortælle ham, at også hun forstår 
sig lidt på handelssager. En købmand havde gjort hende 
på faders vegne en indbetaling: „og så nejede jeg pænt, 
kan du tro, og ønskede ham gode forretninger, og at 
han ved samme lejlighed ikke vilde glæmme os." 

Sin mand elskede hun af hjærte. Hun taler i breve 
om, hvor hun midt mellem alle venner dog savner „den 
bædste af alle", drømmer om ham om natten, griber 
efter hans skygge og tæller timerne, til hun atter skal 
se ham. En gang havde han ikke, efter aftale, kunnet 
komme og hente hende. „Du kænder min hæftighed", 
skrev hun, „og dette er nu i stand til at forstyrre min 
hele glæde. Dette brev vil vel næppe være tørt, når 
det kommer til dig." En anden gang heder det: „skriveri 
har du nok af, men bringer det og lidet ind; for jeg 
slemme øder penge i denne tid. Jeg skal, når jeg kommer 
hjem, ret kysse dig derfor, om på kinden eller lige på 
munden, vil komme an på dig selv." Så sender hun et 
livhgt brev med rejseefterretninger, takker „for den sidste 
allernådigste bevilling" og beder ham trøste sig i sin 
ensomhed til den tid, ,.han får de vilde dyr igen i bur.'- 

Fader gengældte hendes kærlighed, derfor førte to i 
grunden så forskellige naturer et lykkeligt liv. Jeg 
taler ikke om småting, hvor de gik hver til sin side: at 
han var lidt sær med sit tøj og morgengnaven, og huu 
nervesvag og som følge heraf pirrelig; at hun kunde 
blive stødt, naar han talte for meget om den ypperlige 
mad, „mama" lavede. Men hun var en sjælfuld natur, 
med medfødt præg af adel, rig på indbihluiugskraft og 
stærke følelser, en halft digtersk natur. Hun læste meget 
Oli; gærue, og nu næsten lutter dansk, blev derved snart 
hjemme i det bædste af vor literatur, elskede Oehlen- 
schlåger og Ingemann, Walter Scott; også historien 
var hende kær, Riises arkiv glædede hun sig ved. 

4 



50 

Alt det var nu ham en fremmed ting, med und- 
tagelse af historien, ti den havde han med sans for. 
Som student havde han læst en del om den franske 
revolution og arbejdet på en Iræmstilling af den. Ellers 
var han langt fra ikke åndrig, hans synskreds var endog 
påfaldende indskrænket i flere retninger. Havde han en 
fritime, traf man ham på loftet. Her sn.dkrede han, 
lavede bogreoler, arbejdede på sit verdensteater, ind- 
rettede sig et dueslag. Eller han sad nede og malede 
kuliser, senere billeder til en stor „kukkasse" som han 
skaffede sig og satte megen pris på; han skrev på sin 
familjes historie, gjorde vers i den „Breyerske smag", ud- 
drag af husråd, iagttagelser over vinden og vejret o. s. v. 
Han havde et gammeldags vejrglas og en fugtigheds- 
måler, hvor snart „madam regn" og snart „herr sol- 
skin" trådte ud af en tårnbygning. De ting morede os 
børn meget, og vi læste og læste indskriften på vejr- 
glasset 

Barometram udi Florens Torricelli opfandt, 
sig selv og tiden til ære; 
man meget derved udi kundskaben vandt, 
og mere vil tiden os lære. 

Således var mine forældre meget forskellige. Men 
jeg har aldrig hørt fader med et eneste ord skose moders 
mere ideale trang, og aldrig hørt hende klage over hans 
mangel på sans for, hvad hun skattede højt. At hun 
var ham overlegen, en rigere og stærkere karakter, det 
følte han, om end ikke med fuld klarhed, og lod hende 
vandre sine veje. Og hun atter så den jævne, redelige, 
samvittighedsfulde mand arbejde sig fræm dag for dag 
til velstand og hædres ved medborgeres tillidshverv. 

Han blev først valgt til en af stadens 32 mænd, 
siden til kasserer ved bibelselskabet. Alle vegne gjorde 
han fyldest og skaffede sig venner; han for fræm med 
la-mpe, og med læmpe kom man, i det mindste den 
gang, videst i Danmark. Han var i det hele let at 



51 

omgås med, så livet fra den lyse side og gjorde gærne 
lidt løjer med folk. Blev en af os søvnig og nikkede 
med hovedet, strax var han på færde med sit lomme- 
tørklæde og kildrede ham under næsen. 

Trods al forskel mellem dem, kunde de også gå 
sammen i mangt og meget. Først i det, der var dem 
begge det dyrebareste, deres saligheds sag, hvor man 
hos moder slet ikke og hos fader kun lidet mærkede 
spor af usundt, hernhutisk væsen. Hun har aldrig villet 
skrive det levnetsløb med så kaldte „hj ærteerfaringer"', 
som menigheden kræver af sine medlemmer. Men i 
den „Lovsangs" bog, den udgiver, læste hun daglig den 
dags tekst. 

Sammen fulgtes de ad i kirke eller læste sin pra- 
diken hjemme; hvad de i det hele skulde være fælles 
om til læsning, måtte være af den opbyggelige art. 
Dagligstuen med sine Kristjansfeltermøbler var hyggelig, 
lysene kom på bordet tillige med en usædvanligt smuk. 
malet lyseskærm med et lille husligt optrin: en fader 
og moder ved deu knitrende lue på arnestedet, og måneu 
titter ind til dem. Hvor tit har den ikke vugget mig 
hen i idylliske drømmerier! 

Mellem de bøger, de da læste sammen, var blaiii't 
andet skrifter af Jung-Stilling og Engelskmanden ^lilluers 
kirkehistorie, der væsenligt skildrer de fromme Kristnes 
liv og levnet. 

Også musiken var et bånd imellem dem, de elskede 
begge Mozarts yndefulde toner. Og et lige godt hjærte 
havde de til at hjælpe den trængende. På en af de 
små sedler, jeg har gæmt efter moder, heder det: „ak, 
hvis du kan, så hjælp hende I Hun har hjulpet så mar.ge 
før. Men lad hende endelig ikke vide, det råd kommer 
fra mig!"' Vi børn var tit vidner til moders godgørenhed, 
tik også af og til lov til at bringe en fattig kone, et 
fattigt barn, som kom vod døren, et stykke smørrebrød. 

4* 



52 

Vi to, min broder og jeg, de eneste børn, de havde, 
de spirende ævner i vore unge sjæle, forskellen imellem 
OH, enhvers ejendommelighed, fræmtidsplanerne med os: 
hvilket uudtømmeligt æmne for samtale I At vi en gang 
med tiden skulde blive præster, var deres ønske, og de 
håbede, det vilde lykkes med os, hvad der ikke faldt i 
min faders lod. Der var noget i dem af det oind, hvormed 
forældre i midalderen viede sine børn til Herrens tjæneste 
(oblatio); naturligvis med den forskel, der fulgte af 
tidernes vilkår. 

Jeg véd af moders breve, hvor godt det gjorde 
hende, når folk syntes om os: „jeg fortæller dig det", 
skrev hun til fader, „at du kan dele glæden med mig." 
Dog hørte hun ikke til de mødre, der altid sidde med 
børnene på skødet, selv efter at de ikke længer er små- 
børn, der overvælde dem med kærtegn og dæggenavne 
og finde dem mageløse. Hun forvænte os ikke, havde 
ikke spor af falsk følsomhed; var vi uartige, straffede 
hun os. Mester Erik sad truende bag spejlet, hvorfra 
den imidlertid kun meget sjælden blev hentet fræm. 
Fader tænkte ligedan, skønt han altid var ængstelig for 
at straffe for hårdt. Men bag ved al den alvor lå den 
inderligste kærlighed, det følte vi børn bædst. Et straf- 
fende ord „men, Frederik, dog", blot et straffende blik, 
især af moder, kunde tæmme os: „ave og ast (kærlighed) 
gør frels og fast'". Trådte nogen os for nær, tyede vi 
ikke forgæves til hende, hun var den fugl, som værner 
om sine unger. 

Vi levede til daglig brug tarveligt og måtte om 
middagen spise vor portion op, dér hjalp ingen kære 
mor. Kom der en gang en tønde med hjemmebagte 
kager, tørrede hyben fra familjen i Slesvig, med æbler 
eller et dådyr fra fynske handels-venner, var det os børn 
en festlig dag; og en ladning til fader fra Vestindien 
elhir Midlandshavet satte os i en fuldstændig henrykkelses 
tilstaud. Men der var altid hygge i vort hjem, både 



53 

fader og moder havde stor sans derfor og holdt den 
strengeste orden. 

Hun havde bragt kønne ting, nipssager, sjælden- 
heder, med fra Kristjansfelt, og i værelserne var der 
luftigt og duftigt både sommer og vinter. Potpourri- 
krukkerne duftede — hun lavede sit potpourri selv — , 
blomsterne i vinduet duftede, endog fra hendes skuffer 
slog en sød duft en i møde. Her og i en stor have 
hos Kildes, hvor vi ofte kom, fik jeg den første anelse 
om de stemninger i sjælen, duft og stilhed kan vække. 

Jeg har heller aldrig set magen til disse skuffer: 
tøjet lå dér, omhyggeligt glattet uden ringeste fold, ind- 
svøbt i kinesisk papir og med lag af resedaer og lavendler 
imellem. Hendes daglige klæder, selv morgenkjolen var 
et mønster på pænhed, og med fader var det samme 
tilfældet; han gik hver dag med hvidt halstørklæde og 
diamantsbrystnål. Pynte sig, var ikke moders sag, og 
modehandelen blev ikke overløbet, med sin medfødte 
smag var hun sin egen skrædderske. Så kom familjens 
opvoksende unge piger, og der holdtes syskole, men 
ikke af den art, som endevender hele huset. Navnligt 
lavede hun sig en hovedpynt, et slags turban, som 
henrev venindeine: „men sig mig dog, kære Magdalene, 
hvor bor din modehandlerinde?" „Hun bor såmænd i 
i Nybrogade nr. 5, første sal, det kan I aldrig gå fejl 
ad," kunde moder så svare. 

Til husfolkene, kontorister, tjænestepiger, med hvem 
børn gærne sta i nøje forbindelse, regnede vi også faders 
broder Martin; han havde jævnligt sin gang i vort hus 
og i grunden intet andet at gøre. Det var en særling, 
jeg har senere iagttaget ham med forsæt og gjort et 
slags karaktérstudium af ham. 

Han var pebersvend og meget enfoldig ad sig. Som 
halvvoksen dreng hittede han på at ville købe en lille 
hest for sine sparepenge. Den kunde så, mente han, 
holde sig selv, når man hare solgte dens gødning. Hk 



54 

inan penge nok til fodret: det lod han sig længe ikke 
snakke ud af tanke. Dertil var han mistroisk i utrolig 
grad, de fleste mennesker var for ham „rigtig durk- 
drevne kæltringer" ; ved de ord kneb han gærne det ene 
øje til og lagde hovedet på siden. Selv en kone som 
fru Boesen havde han såret dybt, da der skulde optages 
lister over deres forældres dødsbo. Han passede på og 
gik efter hende, som var hun en tyv. 

Han skulde været arkitekt, og jeg har nette tegninger 
fra hans hånd, men mangel på vilje og mistroiskheden 
standsede ham på halvvejen. Så gik han og drev, gæmte 
sin fædrenearv på kistebunden af frygt for: „den skulde 
komme noget til", og åd den efterhånden op. Og hvor 
så der ikke ud hos ham: smør og brød og hullede 
strømper og skidentøj, alt imellem hinanden. 

Han var formeligt folkesky og fuld af historier om 
røverier og overfald ; en gang, fortalte han, som han sad 
afsides i skoven, stod med ét en mand bag ham, en 
undløben slave, med en slynge, hvormed han vilde kvæle 
ham. Fra den tid kom han aldrig mere i skoven af 
frygt for „undløbne slaver", selv sjældnere på gaden, og 
murede sig inde i sine værelser, hvor han så syner ved 
højlys dag. Over hans hovedgærde hang en skarpt 
sleben sabel, men mest tro havde han til sin pudelhund. 
Når vi var ude at køre, passede han på hos os — min 
fader var den eneste af familjen, han omgikkes — ; dø- 
rene stod da vidåbne, og hele den udslagne dag strej- 
fede han og „Mustafa" omkring gennem værelserne. 

En gang imellem glemte han et øjeblik sine sorger 
og spillede den lystige broder, snakkede sødt med pigerne 
og gjorde Uglspejlsstreger som den kådeste dreng, sneg 
sig i mørke efter en karet, smækkede rask tjæneren bag 
på den en over ryggen, og vips var han borte. Lystig- 
heden afløstes af det dybeste tungsind. Han så i sådanne 
timer fæl ud og talede om at tage livet af sig, noget. 



55 

ii^gen dog vilde tro på, fordi han var lige så fejg som 
mistroisk. 

Da kapitalen var spist op, tyede han over til Von- 
sild, til sin svoger, præsten Salling, murede sig inde, 
savede brænde, gnavede og vrantede og bagtalte. Han 
havde indyndet sig hos en aldrende enke i København 
og væntede på hendes død, i så fald skulde han arve. 
Men hun vilde ikke til at dø, så han svævede dag og 
nat i angst for tabet af sin arv. „Det eneste," skrev 
han til min fader, „jeg tror der kan virke på hende, 
er at gøre hende dygtigt bange for slette mennesker: 
hendes søstersøn, som tog 5 rdlr. fra hende, kongelig 
afgangen fra æmbedet, herr laksnyder E., som tog hende 
så dygtigt ved næsen. Lad hende fortælle dig det, så 
kommer det igen i hendes erindring I Gør hende ret 
bange for galgepræster (prokuratorer), som hendes værts 
søstersøn 1 Ja, hendes vært selv er en sød bror, men 
sikkert ikke den, der har nogen samvittighed!" 

I andre senere breve gør han min fader regnskab 
for, hvorledes det er kommet så vidt med ham. Han 
viser her, hvor snu mennesker i den sindstilstand kan 
gå til værks, når de har noget for. Blandt andet over- 
vælder han min den gang afdøde moder med lovtaler, 
vil endog have haft et syn af hende, „svævende," skriver 
han, „i en hvid indhylling, med hår på hovedet og nogen 
hvid hovedpynt." Derimod river han ubarmhjærtigt ned 
på adskillige, som fader ikke kunde lide. Alt for at 
gøre sig behagelig for den, uden hvis hjælpsomme hånd 
han vilde dø af sult. Han fortæller, „hvorledes han 
måtte opgive al fortjæneste, da han skulde passe salig 
fader;" „derfor vil jeg og engang med glæde kunne 
kændes af ham igen, som da vil være større glæde, end 
den sorg, jog har haft." 

Længere henne heder dot. „Den herr S., som ved 
sin fallit så godt har bedraget dig, er nu en stor køb- 
mand og spiller en stor rolle. Han skal høre til brødre- 



56 

societetet i Altona, men der er jo så mange, der kalde 
sig brødre og spille under dette navn en Jesuits rolle. 
Kanske han ved dette fallitbedrageri bar villet lære dig 
at bede til Gud; som disse slyngler tro at gøre Gud en 
tjæneste ved at styrte en anden, der er så uheldig at 
falde i deres klør, i den største afgrund. Ja sprikvorter 
har de nok af, at trøste deres rystende samvittighed 
med hensigten dækker og gærne handlingen for dem, 
og på den måde kan de udøve de grueligste ting. Gud 
bevare os begge for sådanne karle, og Gud ske lov, at 
jeg ej mere er i sådannes klør! Men man kan også 
blive med breve forfulgt af sådanne ordensherrer. Der- 
for er det bædst, at man har kændt Gud i Kristus, før 
de har villet lære os det, og hans Helligånd vil nok 
vogte og bevare os for dem, så de snarere mod deres 
vilje må være os til gavn og nytte, og, ved at sætte os 
i et svagt lys, rent må gå ud som lys, ja blive lyset 
under skæppen og de falske profeter." 

Mistroiskhed og lediggang gjorde til sidst onkel 
Martin helt sindssvag i Altona, hvorhen han havde tyet 
for at leve ukændt. 

Jeg må her indskyde en køn lille historie om en 
af kontoristerne, den gjorde indtryk på mig. En efter- 
middag kom Marie leende ned ad loftstrappen og råbte: 
„vil herren ikke se her op et øjeblik, bare et øjeblik I" 
Og så lo hun igen. Vi skyndte os ud og så vor stue- 
hund og hans lille kammerat komme slæbende med en 
pakke, som de af og til slikkede på. 

„Men hvad er det dog, Marie?" „Ja, kan herren 
gætte? Det er mintro et stykke smørrebrød! Og det 
snusede de små rakkere op på loftet, lige under herrens 
høvlebænk." Pakken blev åbnet, dér lå to stykker rug- 
brød, rundt om brødet, med tyndt smør på og ellers 
ingenting; men frisk var det. „Noget," sagde hun, „er 
såmænd bædre end ingen ting, sa' spillemanden, de slog 
ham på tuden! Det må da nok være nissen, som har 



57 

bragt det der op, for hvor i al verden skulde det ellers 
komme fra? Herren véd selv, at ikke en levende sjæl 
har været på loftet i to hele dage. Men den gode nisse 
kan just ikke være meget lækkersulten, for det kan nok 
hænd's, det inte er fedt flæsk." „For det første, Marie," 
sagde fader, „skal hun nu tie helt stille med den sag! 
Jeg kommer vel efter det!" „Jo, jeg skal nok tie, men 
det er dog ellers alt for morsomt 1" 

Den gang havde fader på sit kontor et meget 
skikkeligt, men stille menneske, altid så nedslået og 
tungsindig, og han havde opsyn med loftsnøglerne; han 
måtte kænde noget til sammenhængen. Ham kaldte 
fader da fer sig. „Nej, han vidste ingen ting." „I og 
for sig," sagde fader," „er det hele jo en ubetydelighed, 
men jeg kan dog ikke lide, at den nøgle kommer i hver 
mands hænder. Smørrebrødet har da ikke hentet sig 
den selv. Og hvor let kan så en tyveknægt, hvis det 
var ham, der tog nøglen, ikke skjule sig der oppe? 
Altså den sag skal undersøges fra grunden af. Kan 
ingen i mit hus skaffe mig oplysninger, må jeg sende 
efter politiet." 

Det unge menneske tøvede, blev baade rød og bleg, 
og tårerne stod ham i øjet. „Så vil jeg da sige Dem 
det rent ud, herr grosserer, men De må love mig ikke 
at blive vred. Smørrebrødet er rigtig nok mit. De 
kan ikke tro, hvor fattigt min moder har det, spise 
varm mad, har vi ingen råd til. Så skærer hun mig 
smørrebrød om morgenen, og når De tror, jeg er gået 
hjem til middag, sidder jeg på deres loft i al stilhed og 
spiser det dér. Men det må De nu endelig ikke tage 
mig ilde op I" Fader spurgte videre, og han fortalte 
om nøden hjemme, og hvorledes det eneste, hans moder 
havde at leve af, var den løn, han fik på kontoret. 

Fader klappede ham på skulderen. Nu var altiug 
klart, hans tungsind med, og at han da ikke kom til at 
angre sin tilståelse er en selvfølge. „Den stakkels fyr," 



58 

sagde Marie, „men hvem kimde også for aldrig det 
drømt derom?" 



Blandt faders søskende var „min søster Sofie", fru 
Boesen, den, han havde størst agtelse for, hendes 
mening om en sag skattede han meget hø t. Hun holdt 
ret af mand og børn, roste dem ideligt og levede næsten 
alene for dem, var i det hele en god og dygtig, for- 
standig husmoder, men selv lidt hjemme. Hendes mand, 
justitsråd Boesen, var en af de „stille i landet", en 
elskelig sjæl; trods sin svagelighed blev han 90 år gam- 
mel. Spurgte man ham, hvorledes det stod sig, lød 
svaret imidlertid alt i hans yngre dage: „å, fjas til 
gavns, jeg er i det sidste par uger bleven 10 år ældre!" 
I øvrigt viste den sans for kunst, som har gjort et par 
yngre medlemmer af den Boesenske slægt til malere, sig 
også hos ham. Han havde skaffet sig en udmærket 
kobberstiksamling, hvor jeg véd, jeg fik mine første 
virkelige kunstindtryk; og blomsterelsker var han 
som få. 

Vi børn kom ofte til onkel Boesens, det var, mens 
jeg var mindre, for mig en glad dag. Ti de holdt en 
amme, Dorte, en bondekone fra den nordsællandske 
skovegn, og hun havde en sjælden gave til at fortælle. 
Mangen aftenstund samlede vi børn, trætte af legen, os 
om hende og lyttede til spøgelsehistorier, til sagnene 
om nisser og ællefolk, ridder Rød og skytten Bryde. 
Jo, det var noget for os, og vi var slet ikke til freds, 
når tante blandede sig i sagen; men hun blev angst for, 
„vi skulde få ondt i hovedet og fyldes for meget med 
det tøj." 

Hos Boesens legede vi også og snakkede vort pemål 
med Søren Kierkegaard, ret en lille vildkat. Han 
holdt meget af mit søskendebarn, nuværende stiftsprovst 
Emil Boesen, hvis bædste ven han siden blev; da han 



59 

var døden nær, var denne den eneste præst, han vilde 
tale med. 

En enkelt gang tog han os med hjem, og vi så dér 
hans forunderligt begavede forældre. Den gamle jydske 
hosekræmmer var en mand, der ideligt læste, han kunde 
arbejde sig gennem filosofiske systemer, og alligevel 
gjorde han daglig selv sit indkøb på torvet; jeg ser ham 
endnu komme hjem derfra med en god, fed gås i 
hånden. Da hans ene datter lå for døden, og man 
skjulte det for hende, udbrød han: „nej, sådan er mine 
børn ikke opdragne 1" Han gik til hendes seng og sagde 
hende sandheden rent ud. Søren har fortalt mig hans 
stemning 1848, han var den gang en udlevet olding: 
„hvem der dog nu var ung I" råbte han. „Jeg føler det 
dirre i mig og kunde gribe sværdet for at tugte de for- 
rædere I" I ét og alt hørte han ellers til den gamle 
verden, for onkel Boesen havde han dobbelt agtelse, 
både for manden og justitsråden. 

I moders familje havde vi mest omgang med den 
senere justitsråd Heise, gift med en af hendes slægt- 
ninge, som døde i barselseng efter at have bragt kom- 
ponisten Heise til verden. Hun og moder spillede sam- 
men, og i hendes hus har jeg hørt den første stryge- 
kvartet; jeg husker, at den i musikens verden vel kæudte 
vinhandler Waage-Petersen ledsagede hendes pianolorte 
med sin violoncel. En søsterdatter af hende malede 
kønt, hun bode hos sin moder på Gotersgadens mølle, 
og her blev jeg en dag vidne til et af disse optrin, der 
hænge godt fast ved børn. 

Hun sad ved staff"eliet, temaskinen stod og snurrede 
på bordet, da kom hendes sindssvage moster, Magda- 
lene, ind. Den sindssvage, der havde mistet sin forstand 
af ulykkelig kærlighed, talte så underligt, at jeg mær- 
kede uråd og trak mig tilbage. „.la, ja," sagde huu, 
„vil han dér" — hun nikkede til mig — „ikke høre på 
mig, så kau jeg da fa mig en passiar med maskinen; 



60 

den snakker såmænd ordenlig som et menneske, ligesom 
det var ham, I véd nok hvem, der talte med migl Og 
den er ikke bange for mig, slet ikke. Det skulde I 
heller ikke være, vel du små!" Så gik hun hen til ma- 
skinen, talte til den, og den svarede med at snurre, 
hun lyttede efter: „hvad behager? Tal tydehgere," 
sagde hun. Og da det, flere gange gentfi.get, alligevel 
ikke hjalp, gav hun den en ørefigen. Derpå skar hun 
ansigter, „av, av, hvor det gjorde ondt!" løftede klæderne 
op og dansede rundt og sang: 

nu kommer Bum, 
nu kommer Bum ! 
nu kommer Lirum Bum! 

Det havde jeg dog aldrig set bædstefader gøre. Den 
kone, der passede hende, kom ind: „nå, skal du nu igen 
i fængsel, Magdalene!" „Heller dog det end for politi- 
retten!" sagde den vanvittige og fulgte uden ind- 
vendinger. 

Mine forældre stod i venskabsforhold til ikke få 
familjer, moder viste sig, når hun var rask, gærne i en 
lille kreds, og hvor hun kom, var hun mere end vel- 
kommen. Hun kunde sætte liv i hele selskabet og var 
den gladeste mellem de glade. Til omgangskredsen 
hørte, foruden vor familje, brødremenighedens forstander 
Keuss, konferensråd Vorndrans, konferensråd Raifns, 
hvis ene datter var enke efter Ingemanns ungdomsven, 
avditør Griiner, etatsråd Thomsens (bankdirektøren). 
Så af og til som rejsende medlemmer min faders handels- 
venner, agenterne Voigt og Ploug og købmand Brauer 
fra Kiel. 

Ingensteds kom vi dog hellere end på Vesterbro hos 
justitsråd Kildes, skrås for jærnporten. Da moder 
efter barselsengen med min broder Martin trængte til 
landligt ophold, fandt hun det dér, og hun fandt mer 
endnu, hun fandt en dannet, elskværdig familje. Fruen 



61 

havde i sin ungdom levet i den fine Verden, man 
mærkede det alt på den mængde franske ord, hun 
blandede ind i sin tale; de tre døtre blev snart moders 
veninder. 

Den ældste blev gift i Norge med præsten Essen- 
drop i Modum og døde ung. Hanne, død som konferens- 
rådinde Arbo, var en stillere natur, men fuld af inder- 
lighed; tit kunde hun løfte mig op og kysse mig så 
hjærtelig, som var hun min moder. Den yngste, Luise, 
i sin tid en af Københavns skønheder, var munterheden, 
ja overgivenheden selv, altid kvik, tit skarp. Det gik 
ud over de unge, kæløjede herrer og over alle menne- 
sker, disse „djævels kedsommelige mennesker", undtagen 
min moder, for hvem hun nærede en næsten rørende 
kærlighed. En gang, da der var tale om at vokse, 
ytrede faders yngste broder Ludvig, en nys konfirmeret 
dreng: „ja, jeg skyder mig også I" „Tag jer endelig i 
vare," råbte hun højt, „her er en inde, som vil skyde 
sig!" Mange var til stede, han blev både bleg og rød 
og var nær ved at synke i jorden af undseelse. Mig 
vilde hun gærne fikse op, skafiede mig f. eks. et par 
hvide bukser, og tit måtte jeg gå med moder og hende 
i butikerne. Det smagte mig just ikke. 

Jævnligt var vi dér ude; det var et meget gæstfrit 
hus, blandt andre kom den nu afdøde general Lunding 
dér som ingeniørløjtnant. Fader og moder hørte Grundt- 
vig af og til i Frederiksberg kirke, den eneste i hoved- 
staden og dens omegn, som stod ham åben. Så gik de 
herfra til Kildes. Kildes havde nu vist nok næppe 
meget tilovers for ham, og jeg hørte som barn — små 
potter har også øren — mangt lille stikkende ord om 
„de hellige" ; men man var overbji-rendc med mennesker, 
man holdt så meget af. Ved mere end én lejlighed 
havde ellers navnlig moder med varme hævdet, hvad 
der var hende det dyrebareste. 



62 

En gang faldt talen på døden. „Ja," sagde den 
gamle justitsråd, „der ned skal vi jo alle, i det sorte 
hul, men skælm den, som kryber ned, før det er nød- 
vendigt I Jeg vilde gærne endnu en stund trippe om og 
passe mine frugttræer." Det gav anledning til et 
meget alvorligt ordskifte, hvor Hanne halvvejs var på 
moders side. 

En anden gang var jeg til stede ved en samtale 
mellem moder og præsten Essendrop, som havde været 
gift med Kildes ældste datter. Den livlige Normand 
udgød sit hjærte over tabet af sin hustru; „ja, kære, 
snilde. De kænder jo min Lone, magen til hende gives 
der ikke I" Og han græd som et barn. Hun græd med, 
men talede også trøstens ord om troen på ham, der 
døde, for at vi skulde få det evige liv. „Formane ham," 
sagde hun, „sømmede sig ikke for hende, men vel kunde 
hun sige ham, hvorfor hun kunde være glad midt i 
sorgen." Det gjorde stærkt indtryk på mig. Gærne 
tav man imidlertid hos Kildes om ting, hvori forskellig- 
hederne var så store. 

Vi børn stod ikke i skygge i det hus, vi fik billed- 
bøger at se i, blandt andet en fransk bog på vers og 
med billeder, ved hjælp af hvilken fruen vilde indgive 
os begyndelsesgrundene til fransk. Og nu gik det 
muntert. Jeg husker følgende lille rim: 

Der kom en tyv, ladron, 

ind i mit hus, maison, 

og vilde stjæle mit svin, cochon, 

og min kedel, chaudron. 

Da tog jeg til min stok, baton, 

og jog ham ud af mit hus, maison. 

Det morede os meget, og fruen sagde: „det går min tro 
charmant, lille børn I" Siden, da jeg blev ældre, gav man 
mig en bog af Ingemann i hånden, og den kunde tage 
mig helt. Her læste jeg første gang „De underjordiske" 
og „Heiuald undorbarnet". 



63 

Og nu de prægtige lindetræer på fortovet, hvis blade 
slog imod ruden ; den store, dejlige have, Luises firkant 
nærmest huset med sine tulipaner, roser og liljer og det 
yndigste blomsterflor; lysthusene, vinrankerne, stikkels- 
bærene, frugttræerne! Fra denne firkant gik jeg tit op i 
stuen og tog en lille billedbog, som lå dér, fuld af 
rosenbuske og svaner og legende genier mellem dem; 
det var mig, som duftede rosenfloret mig i møde fra den 
i forklaret skikkelse. At være urtegårdsmand og arbejde 
i en sådan have, stod for mig som en af livets herlig- 
heder. Kom vi til Kildes en efterårsdag, var der en 
liflig duft af æbler overalt i hele huset. Og årligt blev 
en af disse smukke dage indviet til en tur til Valby, 
hvori vi tog del med. 

I haven turde vi tumle os, rive, og skufle med, når 
vi ellers var artige. Dér førte vi en udrøddelseskrig 
med skruptusserne og plagede dem til døde. Jeg tror, 
de forekom mig at være vrængbilleder af mennesket, 
også tror jeg, at hvad jeg havde hørt om det gamle 
Nordens turser og trolde gik over på de stakkels dyr. 
Tit legede vi sammen med en stor, vild dreng, Vilhelm 
Lunding, der døde som kammerherre hos Frederik den 
syvende. Men gamle Kilde arbejdede her nede og pas- 
sede på sin have, ham var vi ikke altid glade ved. En 
gang havde vi båret sten bort fra den dynge, hvori de 
var stablede sammen, og spillede kav med dem. Da 
stod han med ét for os: „hør, min søn," sagde han på 
sin tørre vis, „jeg vilde gærne spørge dig om én ting I 
Tror du da virkelig, vi har lagt de sten i hob, bare for 
at I skal splitte dom ad igeuV" Mere sagde han ikke, 
men gik roligt hen i frugthaven, satte støtter under de 
tungeste træer og samlede nedfalden frugt op. Hvad 
han havde sagt, var imidlertid for os tilstrakkeiigt. 

De mange slaver, der gik \)ii havearbejde, var os 
også lidt uhyggelige, især da man havde gjort os baugo 
for dem. Jeg blev vidne til en samtale mellem fruen 



64 

og en gammel, gråhærdet slave. „Ja," sagde han, „det 
nytter ikke at sige, man er kommen uskyldig i den 
elendighed. Jeg håber imidlertid stadigt at slippe på 
fri fod til kongens geburtsdag. Der har vel endnu hver 
gang været et eller andet i vejen, sidste år var det min 
kammerat, som nylig havde brudt ud; måske det dog 
næste år kan gå hædre. Man må håbe, lille frue, så 
længe man lever! Ikke sandt, frue?" Jeg husker, det 
gjorde mig hjærtelig ondt for ham, men fru Kilde sagde: 
„han kunde tale kønt nok, og var dog en slem gammel 
mand, man skulde tage sig i agt for; det vidste hun." 

I Kildes gård var der lige så muntert, kalkunerne 
pludrede, hønsene kaglede, duerne fløj kurrende ud og 
ind; og Luise havde et dæggelam med et rødt silkehals- 
bånd, det løb efter en med sit ,,bæ, bæ", og det kunde 
vi så lege med. En dag var det imidlertid ikke i godt 
lune og drev min broder hen i en krog og stangede 
ham, så han skreg alt det han kunde; endelig kom der 
hjælp. Han var meget ulykkelig. „Nej moder," sagde 
han og hulkede, „hvor Luises dyr dog også er onde 
mod os i dagl Nylig kradsede hendes kat vores lille, 
rare Perle, og nu vilde det afskylige lam stange mig 
ihjæl!" 

Kildes døtre kom naturligvis ofte til os. Her 
klædte de sig om, når de skulde i selskab eller på bal 
hos stiftsprovst Clausen. Vi fik da, så længe vi endnu 
var små, lov til at se derpå og af og til stikke en 
blomst ind i deres hår; det var en uydelse for mig, 
især var Luise altid så pyntet og smuk. Eller der var 
et lille selskab hjemme hos os, de skulde med moder 
på konsert i „venskabelige selskab", i „harmonien", på 
komedie; hun så gærne syngestykker, noget, som de 
strenge Hernhutere slet ikke tog godt op. 

Om aftenen kom deres havekarl og skulde hente 
dem; han sad i folkestuen, hvor også vi opholdt os, 
og fortalte historier om de harer, han havde skudt 



65 

mellem kålen i haven, om indbrud og overfald. Det 
faldt i min smag. Så, husker jeg, blev der gærne med 
ét et styr, når midnat nærmede sig, og de unge damer 
måtte af sted over hals og hoved. Ved tolvslaget 
drønede næmlig hængslerne på Vesterport, og nøglerne 
drejedes rundt og bragtes op til hans majestæt selv på 
Amalienborg. For det meste kom de åndeløse i det 
alleryderste øjeblik, men slap dog ud. En enkelt gang 
måtte der skaffes husrum til dem hjemme hos os. 



Fader var en kærlig fader, men havde ikke det 
rette greb på, hvorledes en barnesjæl skal tages; han 
tænkte, det måtte være bædst for mig, når jeg bare ret 
tidlig kom til at lære noget for alvor. Og de fleste 
den gang tænkte som han, i alt fald frarådede ingen af 
hans venner ham det. Som følge heraf blev jeg ligesom 
sat i drivhus: for tidlig kom jeg til latinen og græsken, 
for tidlig blev jeg student. Alt lærte jeg let og godt, 
men jeg var på hvert trin ikke moden til at høste gavn 
nok af det lærte, gærne var jeg tre, fire år yngre end 
mine kammerater. En sådan opdragelse er ikke sund. 
og jeg takker min Gud, den endda ikke gjorde mig til 
åndelig krøbling, tidlig moden, men ormstukken. Nu 
blev udslaget kun det: det lod, som var jeg meget tidlig 
oppe, og dog modnedes jeg først sent. Det ligger vel 
så i min natur, og den gik altså til sidst af med sejren 
alligevel. 

Lige som jeg havde fyldt mit ottende år, gav man 
mig Badens latinske grammatik i hånden, og jeg 
mutte deklinere mensa, lære mine ramser: ala en vinge, 
alauda en lærke. Det faldt en del tungere, end da 
fiider for spøg lærte mig det allerførste latin : 

oculus, et øje, 
thorax, en trøje; 



66 

jeg kan se på dit øje, 

der er en skælm i din trøje. 

Min lærer var en søn af faders ven, præsten Balslev i 
Hårslev, nylig var han bleven student, men alvor lå der 
i hele hans væsen og noget trofast, gammeldags. Mig 
faldt det på, hvor han gik med støvler og kvaster over 
benklæderne, som den gang ellers kun gamle folk; til 
de støvler henviste også den velkændte teolog Horne- 
mann en gang på sine forelæsninger og kaldte ham på 
grund af dem et mønster for andre studiosi, der var så 
nymodens. 

Året efter fik hans yngre broder ligeledes timer 
med os, vi kaldte ham „lille Balslev", han var muntrere 
af natur og gjorde mange løjer. Især var han morsom, 
når de kom til os en aftenstund, og vi sad og spiste 
„studenterhavre". Snart føjedes de øvrige skolefag, 
også græsk og naturhistorie, til latinen; det kunde af 
og til blive noget strengt, dog havde vi vore fritimer i 
tilstrækkelig grad. 

Tysk lærte jeg, jeg véd næppe selv hvorledes, ved 
at høre det tale af rejsende, ved at læse det, ved op- 
holdet i stæderne i Sønderjylland. Moder vilde gærne 
tale det med os, men det gik ikke, vi fandt det så 
latterligt for danske børn, „vi skulde jo ikke være 
Tyskere." Jeg husker også, hvor jeg, ja jeg kan gærne 
sige, harmede mig, når jeg hørte de fleste dannede i 
Nordslesvig sætte sin ære i tysk tale. Jeg havde en 
stærk, umiddelbar dansk følelse. 

For legemets uddannelse havde hin tid meget 
ringe sans, og min fader slet ingen; den blev sørgeligt 
sat til side, vi turde hverken lære gymnastik eller 
svømning. Fader havde formeligt vandskræk. „Jeg 
glæmmer aldrig," plejede han at sige, „hvordan det gik, 
den gang min fader og bædstefader tog mig med ud i 
badehuset. Min bædstefader stod allerede i vandet, da 
gav han et højt skrig, han havde fået krampe og var 



67 

nær ved at drukne." Danse fik vi heller ikke lov til. 
„Det var ikke tilladt i brødremenighederne og var 
desuden en grumme farlig ting. Avditør Martensen, en 
fætter til moder, havde danset og fulgte derefter i tynde 
sko et par damer hjem: de gik over en meget våd eng, 
han forkølede sig, og væk var han." Kun en naragtig 
så kaldet „skrædderdans" dansede fader, når han vilde 
more os. 

Så drev vi øvelsen i smug på egen hånd, og det 
ikke uden fare: sprang over tove, hængte os i dem og 
kunde let blevet hængende; jeg stak hele hovedet til 
halsen under posten eller i en balje vand, og da vi kom 
i skole, lærte kammeraterne min broder at svømme. 
Fader i sin ængstelighed forbød os i det hele alt for 
meget, hvorved vi fristedes ind i en usand tilværelse og 
snode os fra ham med småløgne. I så henseende har 
jeg ikke lidet at angre og endnu kæmpe med; det var 
vist ellers kommet alligevel, nu kom det kun noget 
stærkere. 

Moder holdt på, vi skulde tegne, det havde skaffet 
hende som barn så megen glæde. Vi fik da en gammel- 
agtig lærer, der gærne gjorde løjer både med pigerne 
og os. Det gik vi med fornøjelse ind på og kunde 
blive ham temmelig nærgående. En gang talte han om 
nytårsvers og foreslog mig* følgende : 

kære fader, her i skærts 
sender jeg dig et nytårsvers. 

Hvortil jeg på stående fod svarede: „så kunde de næste 
vers hede: 

Lehmann elsker meget drik, 
det kommer af din Frederik I" 

Han gjorde mig ingen ting derfor. 1 øvrigt lærte vi 
altid noget under liam, især min broder viste gode 
ævner, og til vore forældres fødselsdage mødte vi fræm 

6* 



68 

med en lille tegning. Spilleunder visningen gik sin 
sædvanlige gang med moder selv til lærerinde. Slaget 
ved Jena blev mit mesterstykke, det var et heltedigt i 
toner, og helten, véd ma.n, var mit ideal. 

Om søndagen fulgte jeg nu tit i kirke med fader 
og moder, vi hørte Mynster, Liebenberg, Rothe, tidens 
rationalisme var begge mine forældre eL afsky. Min 
fader, en altid forsynlig mand, havde opskrevet regler 
for vor opdragelse, såfræmt han skulde fra. Heri hed 
det: „mine børn skulle ikke konfirmeres af nogen ny- 
modens præst, som kun prædiker moral." Dagens 
evangelium havde jeg lært, og fader formanede mig til 
agtpågivenhed ved prædikenen, af og til måtte jeg 
gøre rede for dens indhold; noget blivende indtryk af 
den fik jeg dog ikke. Han havde mældt sig ind i Petri 
frimenighed, fordi han kom i strid med sognepræsten i 
Helliggæstes kirke over min døbeseddel, der var fuld af 
fejle navne på fadderne; selv mit navn var nok fejlt. 
Men jeg mindes ikke, at mine forældre gik i tysk kirke, 
undtagen når de skulde til alters, præsterne dér huede 
dem ikke, de var „nymodens". 

I fritimerne læste jeg gærne, og da, hvad der faldt 
i hånden. Lediggang har jeg aldrig kændt til, den voldte 
mig alt for stor kedsommelighed, og selv i min leg var 
der et åndeligt arbejde. Noget dæmrede i mig, som vilde 
vinde klarhed, naturligvis vidste jeg ikke, hvad det var, 
men fræm vilde det. Tistran og Raffs naturhistorie 
vedblev at ytre sin tiltrækning, dertil kom nu andre 
folkebøger, HolgerDanske,TillUglspejl, bægge med 
træsnit. Det var en verden for os to børn, skiftevis 
romantisk-fædrenelandsk og laft komisk ; hver for sig 
rørte ved strenge, der længe klang efter, og de bøger 
blev slidte op med sundhed. Fader hørte så meget om 
Uglspejl og atter Uglspejl og hans skælmsstykker; „det 
er dog ganske forskrækkeligt med jer," sagde han og 
tog til sidst bogen og smed den på ilden. Næsten lige 



69 

så megen morskab havde vi af æventyret om Lille- 
putterne, de små var jo vore lige: at det hele var 
ironisk ment, opdagede vi imidlertid ikke. 

Og Campes Robinson, den kænder da enhver. Vi 
fik den på tysk, for at lære det sprog, og faders 
kontorist, den senere bankdirektør H. P. Hansen, et be- 
gavet, livfuldt menneske, forelæste os om aftenen stykker 
af den. Her gik det nu, som det vist går de fleste 
børn: alt henrev os, undtagen de dumme drenges dumme 
spørgsmål midt inde i fortællingen. „Lille Balslev" 
lovede os, når vi var færdige med bogen, en geografisk 
oplysning om Robinsons ø, hvor den lå. Vi var meget 
spændte og kom til ham med kortet, men hvor flade 
blev vi ikke, da vi fik hans oplysning: „den ligger i 
månen!" Idealet havde han ranet fra os, det er synd 
mod et barn. 

Geografien og naturhistorien havde tiltalt mig 
stærkt. Den senere undervisning gav dog ikke sønder- 
ligt udbytte, uden for hukommelsen ; den naturhistoriske 
hørte efterhånden op og efterlod et stort, tomt hul i 
mine kundskaber, som aldrig siden kunde blive fyldt. 
Des ivrigere blev jeg efter rejsebeskrivelser. En sådan 
fandt jeg blandt faders bøger, den handlede om Berings 
opdagelser og andre rejser i Siberien og satte mig ret 
ind i hine egne; den blev mig såre kær. Også andre 
rejsebøger, Baggesens „labyrint", og bøger i samme ånd, 
Campes Kolumbus, Kortes, Pizarro, læste jeg med lyst, 
en gang ønskede jeg mig endog en sådan bog til miu 
fødselsdag. 

Så gjorde adskillige tilstødende omstændigheder mig 
endnu bædre hjemmevant i fremmede lande. Fader 
ledede oversendelsen af evropæiske varer til brødre- 
menighedens missjoner i Grønland. Dér oppe fra hørto 
vi mangen efterretning, jeg fik endog fat pa missjons- 
skrifter og havde miu glæde af dem. Mellem vort lege- 
tøj var der m i Grønland pjort lille kajak af sfrlhundo- 



70 

skind, en fanger i fuld klædning og alt, der hørte til 
fangsten, fulgte med. 

Og et levende menneske kom i vort hus, den gamle 
kaptajn Tyge Bojsen. Han blev udspurgt på krys og 
tværs og fortalte med en sømands troskyldighed om sine 
farter did op mellem svømmende isfjælde , om Grøn- 
lændernes hytter og al den plage, man måtte døje ved 
sommertide af fluer og myg og svineri. Så dr. Hender- 
son fra England, han kunde fortælle om Island, hvor 
han havde rejst, viste os sine tegninger derfra, gav mig 
livlige skildringer af Hekla, Snefjældsjøklen, Gejser. Ja, 
nu kunde jeg, hvad øjeblik jeg vilde, flytte op til Nord- 
pollandene. 

Også i det hede bælte havde Bojsen gjort rejser, i 
Guayana, hvor han med andre matroser så „på de nøgne 
sorte djævle", sloges i skoven med abekatte og æntrede 
op i pommeranstræerne. Hvad han meddelte, hørte jeg 
gentage af vestindiske kaptajner, der spiste hos os, 
eller hvem vi opsøgte ombord. Og de fortalte om endnu 
meget andet derfra, de bragte os skildpadder, kokos- 
nødder, vestindisk syltetøj, paradisæbler. Nede i vor 
gård var pakstuen somme tider fuld af fade med sukker 
eller rom, som kontoristerne stod og graderede. En 
gang fortalte man, en død Neger var funden midt i 
sukkeret, og længe efter stod jeg lialft nysgærrig, halft 
ængstelig, når de slog et sukkerfad op: „bare der nu 
ikke stikker nogen sort deri!" Lidt efter lidt dannede 
sig da af sig selv forestillinger om hine egne, med hvis 
dyreverden besøg i menagerier gjorde mig bekændt. 
Kun løver og tigre så jeg ikke, af omhu for sine under- 
såtters liv tillod hans majestæt ikke, at de fræmvistes. 

Til andre tider levede jeg i pakstuen mellem fade 
med svesker og rosiner; og kasserne med appelsiner, 
dem var der snart intet tal på, især en vinter, da Mes- 
sina-farerne frøs inde ved Helsingør og kasserne til 
lands måtte bringes her op. Kaptajnerne fortalte om 



71 

Malaga og Messina og skove med de gyldne frugter. 
Et par rejsebeskrivelser og nye tapeter, vi siden fik på 
væggene, med Neapel og dets omegn, gjorde forestillingen 
endnu mere levende, og allerede da lyste det skønne 
Italien for min sjæl. Den pakstue kunde sandelig blive 
mig et helt studérkammer, og skibspladserne med, hvor 
jeg tit kom, når en af kontoristerne havde ærinde med 
losning eller ladning. 

Pakloftet gjorde samme tjæneste. Her fandtes et 
lager af brogede, spidse kinesiske sko med paljeter, og 
tekasse stod oven på tekasse; selv langt ned på trap- 
perne duftede det af te. Vi børn følte os hensatte 
mellem Kineserne, og nogle timer, tilbragte ombord 
på et af asiatisk kompagnis store skibe, gjorde ind- 
trykket endnu stærkere. Min broder, den gang vel 4, 
5 år gammel, havde fuldt og fast sat sig i hovedet, han 
vilde til Kina, blive kejser dér og hver dag gå med de 
kønne sko på, pisk i nakken og sabel ved siden. Han 
vilde først lade sig lukke inde i en tekasse, den skulde 
så kastes i vandet og føre ham over til Kina; mad 
måtte han naturligvis have med. Men da man talte om 
vandrotter, som kunde bide hul på kassen, opgav han 
den plan. Så vilde han af sted med et ordenligt skib, 
det tillodes, og næste morgen var fastsat til afrejsen. 

Det blev for ham et højtideligt øjeblik: „hør Marie," 
sagde han om aftenen, „få mig nu tidlig nok op, glæm 
det så bare ikke ! Og så må du lave mig en tallerken 
revent øllebrød" „Jo, det skulde hun nok.'' Sine 
klæder og det øvrige tøj pakkede han sammen, derpå 
sagde han rolig farvel til alle og gav os hånden. Sorg 
eller ængstelse var der intet spor til, han tænkte kun 
på alt det nye, han gik i møde. Jeg stak i at granle, 
men han sagde: „det skal du slet ikke græde for, 
Frederik I Du kan jo nok en gang komme med over til 
mig." Næste morgen vågnede lian ved sædvanlig tid 
og kaldte på Marie. „Nej, nu er det vist for sildig for 



72 

sønniken," sagde hun, „pyt sa' Per til kongen; skipperen 
er alt rejst sin vej !" „Men hvorfor har dn da ikke før 
kaldt på mig, som jeg bad dig om i går aftes? Det er 
en stor skam af digl" Og han skændte stærkt og græd 
derimellem, det hele så ham ud som oplagt forræderi 
fra hendes side. 

Fik jeg således ved hvad jeg læste .m og levede 
imellem, mere end ved undervisningen, et indblik i 
fremmede lande, skibsfart og handelsdrift , fandt noget 
lignende sted med hensyn til historien. Kofods „mærke- 
lige begivenheder" og Munthes fædrelandshistorie er i og 
for sig ret brugbare for børn; jeg husker blandt andet, 
hvor de fønisiske sagn om purpursnekken og glassets 
opfindelse greb mig. Men de bøger trænge til en lærer, 
som kan fortælle; det har mine lærere nu næppe kunnet, 
de hørte mig i lektien, og dermed var det færdigt. Min 
historiske sans higede efter en hædre føde. 

Da kom Mallings „store og gode handlinger" mig 
i møde, den styrkede min tidligt vakte kærlighed til 
fædrenelandet, og gav mig billeder i mængde af ædle, 
mandige personligheder. Også læste jeg Suhms historie, 
en tysk reformationsalmanak 1817 og mange ting i 
Riises arkiv, som jeg fik gennem moder. Selv aviserne 
begyndte jeg at titte i, og det kunde her gå mig lige- 
som med Raffs naturhistorie. En tilsyneladende tør 
efterretning, som om hin engelske minister, der tog sig 
selv af dage, kunde gribe mig og sætte mig i en halft 
digtersk stemning. 

Når jeg så historiske æmner afbildede på kobber- 
stykker, måtte man fortælle mig om dem; på den måde 
fik jeg af et smukt kobberstykke på onkel Boesens væg 
forestilling om Aleksanders sejr over Perserne. 

På volden ved Rosenborg havde jeg været vidne til 
et optog, der hang sammen med kroningen, om den 
skaffede jeg mig da en forklaring. På Halmtorvet så 
jeg en slave blive pisket, nu vilde jeg vide, hvorfor, og 



73 

hvordan det gik til med dommen og i fængslerne. Vi 
havde en pige fra landet, som var vokset op i nærheden 
af et arresthus, hun fortalte en del, løst og fast, andet 
sankede jeg sammen fra andre. Til sidst dannede en 
ret sammenhængende forestilling sig om den sag. 

Jeg så dem „ride herredage ind": forrest garderne 
med povker og trompeter, så to herolder til hest med 
septre og side, gammeldags kofter af rødt fløjl, hvorpå 
rigsvåbenet var syet med guld. Der blev blæst og 
povket på visse holdepladser, garderne galopperede fræm, 
slog kreds, og herolderne læste budskabet op om højeste- 
rets åbning. Jeg spurgte, hvad det hele skulde sige, 
men det, man svarede mig, var lidet tilfredsstillende. 

Fader havde visse stående fortællinger, som han 
atter og atter kom tilbage til, når vi spaserede eller 
sad sammen om aftenen, og han da lukkede sine skuffer 
op med kobberstykker, skrevne sager, „Pater Wolle 
Pejrsens prædiken" og lignende saftige folkevittigheder; 
dem vilde vi gærne titte på. Foruden de forkla- 
ringer og fortællinger, der vedkom hans faders og 
hans eget liv, familjehistorien, gav han også andre med- 
delelser, om tidligere søslag, de Danske havde holdt, 
om slottets og Københavns ildebrande, studenteroptøjer 
fra det forrige hundredår; om Frederik den 6tes ung- 
dom, og hans børn, som Juliane Marie i følge det tossede 
sagn skulde have skaffet af vejen. Efter deslige med- 
delelser var jeg meget higen; hvad han fortalte fra sin 
ungdom, hang fast og gav mig en særegen kærlighed til 
hin tid. Ad mange forskellige veje måtte jeg saledes 
indsamle mine historiske kundskaber, men det lykkedes. 

Naturen og historien udfoldede sig altså efter- 
hånden for mig og satte mig i stemning. Vist nok led 
historien af og til under stemningen, der tik magten. 
En gammel oberst bode lige for vort baghus i Snare- 
gade, jeg så den høje, krigerske skikkelse gå fræm og 
tilbage for vinduet, og den smeltede for mig uvilkårligt 



74 

sammen med det, jeg havde hørt om Gustav deu 
tredjes morder, der måtte flygte til Danmark. Det var 
digtning. 

Nu mældte også den egenlige digtning sig. Jeg 
har alt omtalt folkebøgerne og nogle af Ingemanns 
ældre skrifter, hertil kom flere af Evalds, Pér Pars, Nils 
Klim, Holbergs komedier. Ingemanns læste jeg for moder 
og blev ret hjemme i dem, især i historien „om Herr 
Helias og Jomfru Beatricia". Endnu kændte jeg mange 
ord i mit modersmål slet ikke, „sælsom" forekommer tit 
i den fortælling, det læste jeg „fælsom". Men for- 
tællingen greb mig, og ligesom historien kunde slå over 
i digtning, slog digtningen nu over i musik. Jeg spil- 
lede med moder en polonæse med mørk, tungsindig 
klang, den blev for mig „Herr Helias", omsat i toner. 
Således kan den endnu ringe for mine øren. Jeg hører 
da ligesom vingeslagene af Rhinens hvide svane, der 
havde bragt skibet med ham og nu flyver bort for 
altid; „men i det samme øjeblik brast jomfru Beatricias 
hjærte." 

Hvad der lever i et barn, ytrer sig i dets lege, 
og leg, når den er af den rette art, har samme vigtig- 
hed for dets åndelige udvikling som undervisning. Jeg 
har et naturligt hang til ensomhed. På stille morgen- 
vandringer og om aftenen, helst henad midnat, vælde 
tanker og følelser, billeder og drømme ligesom af sig 
selv fræm af sjælens dyb; jeg kan juble over tilværelsens 
skønhed og glæde, men også gennembæves af dens 
smerter. Af det, jeg således oplever, har jeg en fore- 
stilling om, hvordan det må se ud i en eneboers sjæl. 
Allerede den gang var det så, jeg var en ordknap, 
stille, drømmende dreng, der gærne lukkede sig inde 
i sig selv. 

Jeg drømte nu ikke blot i al barnagtighed om så 
og så mange drenge, der skulde slås drabeligt; om en 
ven, jeg havde, der var i fare og blev frelst ved en 



75 

ædel opofrelse fra min side ; om hvad jeg vilde gøre, 
når jeg først blev stor og fik flere penge, hvor jeg da 
vilde købe det dejlige skib, som hang på børsen, det 
kønne billede, ligeså på børsen. Mine fleste legende 
drømme, drømmende lege, fantastisk sammenslyngede 
som de var, havde dog et dybere indhold og pegede 
både tilbage på hvad der oprindeligt lå i min natur, 
og fræmad mod hvad der skulde udvikle sig med tiden. 

Vi fik ikke meget legetøj, havde heller ikke mange 
penge til rådighed, nogle indvandt vi, idet vi mod 4 
skilling om ngen opgav vort sukker til teen om morgenen. 
Ellers måtte vi hjælpe os selv, og det var vist ret. Jo 
mindre et barn får af færdigt legetøj, des større krav 
stilles der til dets selvhjælp , opfindsomhed og indbild- 
ningskraft. Således bliver legen et sandt opdragelses- 
middel. Vi skar huse, fæstningsværker ud, malede dem 
og kunde således bygge en by; vi klippede soldater af 
papir, andre af træ og tin havde vi fået. 

Vor største skat var en fuldstændigt taklet lille 
kanonbrig. Ombord hos vore venner, de vestindiske 
kaptajner, lærte jeg lidt af søsproget, jeg kæudte navnene 
på master, tovværk, delene af et skib og de almindelige 
manøvrer med det. Og nu lod jeg briggen og andre 
fartøjer sejle i et stort sandhav, bombardere fæstnings- 
værker i rygende storm, og levere Engelskmanden hele 
bataljer. Stordåd blev øvet på „de Danskes vej til ros 
og magt", helten, ved hvem jeg naturligvis tænkte mig 
selv, var dristig som Willemoes eller Tordenskjold. Han 
havde en gammel, munter marineoffisér ombord, en figur, 
jeg havde dannet mig efter „grenaderen" i Baggesens 
„labyrint". 

Hvor jeg følte mig lykkelig, ja stolt! Og ikke blot 
var jog med i fægtninger, jeg gjorde også rejser med 
fartøjet langt bort , til Vestindien og oplevede dér 
storme og orkaner. De vestindiske kaptajner havde for- 
talt om dem. I grunden digtede jog den ene historiske 



76 

søroman efter den anden, længe inden denne digtart 
kom ind i 'literaturen. Mine forældre havde intet imod 
den stille leg og lod mig sidde; da jeg omtrent ved den 
tid skulde silhueteres, blev jeg afbildet med mit skib i 
hånden. 

Kom andre drenge til, forstyrrede de mig blot i 
mine drømmerier. Men mod dem fandt jeg en trofast 
medhjælp i Marie, som vilde, de skulde lade „vores 
dreng" i fred. En gang kom en af Boesens sønner, flere 
år ældre end jeg, han vilde være med om legen, blev 
lidt efter lidt kåd og stødte til bordet, så mine folk 
faldt omkuld; jeg græd. „Nej, sikken en knægt han er," 
råbte hun, „vil han se, musjø, han kan pakke sig!" 
Herpå åbnede hun døren, skød den halvvoxne dreng ned 
ad trapperne, ud af porten, smækkede den i og brød 
sig ikke om hans: ,,nå, nål" 

Det, der i mine omgivelser kunde sætte et barn 
J en mere løftet stemning, toges med ind i den stille 
leg. og det var ikke lidet. Dagligt så jeg en afdeling 
af garden tilhest, som trak på vagt. Uden for vore 
vinduer lå kanalen. I oktober måned var her liv og 
og færdsel nok, en hel flåde, de så kaldte danske Hol- 
stenere, lå fortøjet, flæskesjovere og vogne kom og gik. 
I timer kunde jeg stå og se derpå, og om aftenen sang 
matroserne af og til. Om vinteren, når det frøs, blev 
sneen fra gaderne kastet ud i kanalen og dannede hele 
bjærge. Langs bulværkerne vrimlede det med store 
vandrotter; de viste sig også i vor gård, løb på rækkerne 
i køkkenet, kravlede selv bag tapeterne. Der var et 
lille mellemrum mellem forhus og baghus, og her havde 
de sikkert ly; en gang var en kat krøben efter dem, 
men kom i klemme, i 2 dage og en nat hørte vi den 
mjave ynkeligt, til vi endelig fik den trukken fræm. 
Man kænder, blandt andet fra Hoffmann, hvilket fantastisk 
indtryk rotter kan gøre på børn. 



77 

Ikke sjælden faldt et menneske i vandet, eller en 
båd, bag ved hvilken en druknet slæbtes, blev roet hen 
til druknehuset ved Langebro. Dette hus var mig en 
rædselsfuld hemmelighed, langt borte lugtede jeg alt lig ; 
se derind, turde jeg aldrig. Vi hørte også om ledig- 
gængere, der tog sit nattekvartér i sandkisten eller hvæl- 
vingerne under Højbro: atter noget for et barns ind- 
bildningskraft. Kælderfår arbejdede i sandkisten og 
kunde en gang imellem tage os med; dér var kønne 
sneglehuse, en tam ravn, som hoppede omkring, og bjærge 
og dale og huler, hvori man kunde gæmme sig, eller 
også lod jeg mig grave ned i sand til halsen. 

Kristjansborgs slotsruiner stod endnu, høje, uforme- 
lige murstensmasser, fulde af græs og buskværk lige op 
til toppen, men gennembrudte på alle kanter og ravende; 
når månen mellem drivskyer skinnede på dem, var det 
et skønt, vildt syn. Dér fik jeg øjet op for en ruins 
skønhed, idet en mig endnu ubevidst historisk følelse 
spillede i med. Efterhånden blev det ene stykke revet 
ned efter det andet, arbejdsfolk surrede tove om det 
øverste af ruinstykket og halede til af al kraft, længe 
vaklede det hid og did og styrtede så til sidst under 
vældige hurraråb. Ruinerne tjænte til opholdssted for 
ikke få pjaltede menuesker, især rødstenskærlinger. Her 
var nok af rødsten, de lagde sig da på knæ, arbejdede 
på knusningeu, snakkede, sang, skændtes, bandte, sloges, 
indbyrdes eller med sjoverne. 

Som ældre stillede jeg mig i nærheden og hørte til. 
To koner småsnakkede om ungdommens gale streger, 
som den ene tog i forsvar. „For det ma jeg da sige: 
sådan hvad unge mennesker ellers kan forfalde til, når 
det ikke er rent ud at stjæle, det må, min sæl, alle for- 
nuftige folk se igennem fingre med. Ikke sandt, mor?" 
Tæt derved gik det skarpere til mellem to undre. „Tag 
skankerne til sig I iJliv mig fra mine varer!" råbte den 
ene. „Men jeg rører jo ikke dine varer!" „Så ad 



78 

helvede til, din tyvekvindl Jeg har ikke været i rasp- 
huset, siden jeg lå i moders liv, men du har nydt frit 
logis og kongens kost dér 8 måneder for tyveri! Hvor 
hun dog er et skarn, det gamle spektakel!" Det var 
indledningen. Derpå vilde den første hente vand til sine 
sten, den anden tror, hun vil kyle hende det over 
hovedet, og de fare i hårene j)å hinanden, drengene 
huje og pibe. Den art optrin forefaldt nu dagligt. 

Undertiden gik det langt videre. Et par drukne, 
lurvede matroser tørne sammen, „arrige som en vred 
vandhund", kniven blinker, den ene synker om. „Gud, 
han har stukket ham ihjæl", skriges der, folk styrte til, 
og vi, som høre skrigene, ile til vinduet. Det greb mig 
usædvanlig stærkt og flyttede mig i tanken ud på 
Amagerfælled, på retterstedet, hvor jeg så skarpretteren 
ligesom stå for mig, rødklædt og med den blanke økse. 
En ellers skikkelig pige, som tjænte os, havde næmlig 
haft en broder, der blev halshugget, hun lagde intet 
dølgsmål derpå. Den gang gik hun i fattigskolen, man 
havde taget hende med ud, og hun måtte være vidne til 
det hele: „skade kunde hun da ikke have deraf". Hun 
skildrede det med alle småomstændigheder, mens tårerne 
trillede hende ned ad kinden. 

Kom vi ind på det æmne, fortalte fader ellers gærne 
om, hvorledes han som ung vilde være til stede ved en 
henrettelse, men fik mer end nok, da han blot så syn- 
derens fortvivlede ansigt; hele dagen var han syg deraf. 
Han fortalte også om skarpretteren, som en gang på en 
kro var kommen op at skændes med en mand og endte 
samtalen med: „ja, tag han sig kun i vare, jeg ikke får 
ham i genikket!" Omtrent ved samme tid indtraf børne- 
husets brand, fangernes udbrud og standretten med alle 
dens gyseligheder. 

Lige over for vort baghus i Snaregade lå en jødisk 
synagoge, Schulen, som den hed. Her så jeg fra køkken- 
vinduerne om lørdagen hvide skikkelser, ligesom klædte 



79 

i et lagen, med hatten på hovedet, bøje og neje sig i en 
evindelig uro; og hvilken sang, hvilket brøl, som kaldtes 
for sangl Læderstræde bar den gang navn af „Jøde- 
kvarteret" ; her bode de massevis, tit så man polske 
Jøder med langt skæg og talar, og på hjørnerne tog de 
plads, der skakrede med gamle klæder. For det meste 
var det små, krumryggede, vindskæve mennesker, og de 
overfaldt enhver, der kom den vej : „har herren klæ'r at 
sælge, trænger herren til en kjole? Spotpris, røverkøb I" 
De hængte sig fast ved en og lod sig ikke let afvise. 
I det mindste en af de Jøder, Goldschmidt så mester- 
ligt har tegnet, en kommissjonær, tror jeg at kænde 
igen fra min barndom. 

Også rige Jøder bode i vor nærhed, Meyers og 
Triers. Ora den pragtfulde, lampelyse løvhytte, som 
stod dér i gården til løvsalernes højtid, fortalte vore 
piger, og man mærkede på deres ytringer det nag, der 
siden fræmkaldte „Jøde- fejden". „Sådanne smavse," 
sagde Marie, „og de skal nu have det med kong Salomon, 
meget storagtigere end herren her hjemme I Men jo 
større skarn, des bædre lykke I" Til fader turde hun 
dog ikke sige det, for han tog dem i forsvar. Af og til 
var jeg vidne til en jødisk ligfærd. Så såre toget kom 
i nærheden af en post, tyndedes rækkerne, så skulde 
den ene eller anden hen til den, holde hænderne under 
og rense sig fra al urenheds smitte. En enkelt gang 
kom jeg ind med på kirkegården, et fantastisk men høj- 
tidsfuldt sted: store, opretstående stene, sten ved sten, 
med ebræisk skrift, og om dem en duft af blomstrende 
hyld. Alt, jeg hørte og så til dette mærkelige folk, 
havde noget fremmed, østerlandsk, æventyrligt ved sig. 

I vor gade lå assistenshuset med en køn række 
træer, pæretræet og lindetræerne, uden for; det er ret 
fct ulykkens hus. Vore kælderfolk levede af at bringe 
panter derhen for andre: kælderfår, kældernuSr, den 
godmodige, trinde gamle kone, som gærne sagde, hver 



80 

gang hun så mig: „ja, Dem har jeg kændt, førend De 
fik skjorte på, mænd har jeg så;" hun sagde altid „De" 
til mig. Der nede var fuldt med panter, og hun for- 
talte den ene ulykke oven på den anden om de stakkels 
mennesker, som lånte på borg; jeg husker det fra den 
tid, jeg blev ældre. 

„Hun dér går," sagde hun, „Jøsses, hvor det var et 
farligt fruentimmer! Al den ting, Gud kunde skabe, blev 
gjort i panter, og hun var så lystig ad sig, at hendes 
mand tog sin død deraf." — „Så havde, kan De tænke 
Dem, en anden pæn mand, — kældermor kændte ham godt, 
for han var en gammel kunde — gået hen og hængt 
sig i Frederiksberg have. Det gjorde mig dog så ondt 
for hans rare kone, ja. De kan ikke forestille Dem, hvor 
ondt det gjorde mig. Men det var vi jo ikke skyld i, 
vel? Jeg havde kuns båret pantet hen på huset, som 
han bad om og betalte ordenlig for; det er nu engang 
ens lovlige næring. Å men der er ingen samvittighed 
mere i verden I" „Nej, mor, inte megen s'gul" sagde 
hendes mand, der stod ved siden af hende med sit store 
forklæde for. Jeg véd nok, jeg en lang tid tænkte mig 
Frederiksberghave fuld af folk, der havde hængt eller 
skudt eller druknet sig, som jeg tænkte mig Gels skov 
fuld af røverhuler, hvis klokker gik, når en vogn kørte 
hen ad landevejen. 

I kongens stalde med de kønne rækker af heste og 
i ridehuset kom vi tit, også på børsen. Den gamle, 
halft gotiske bygning med sine billeder, sine bøger, sine 
ophængte små skibe, sit legetøj, havde en umådelig til- 
trækning; allerede den dumpe duft der inde var noget, 
som virkede på min indbildningskraft. De sanser, man 
gærne stiller lavest, smagen og lugten, har sandelig 
også sin romantik. Og hvilken nydelse, når en af kon- 
toristerne tog os ved hånden fastelavnsmandag, efter at 
vi havde pisket fader op og fået vort fastelavnsris ! Vi 
fulgte da med ham hen til børstrappen, og så dér pladsen 



81 

8ort af drenge, som i ét væk skrålede: „hiv, hiv, hiv, 
herre, hiv I" 

Heller ikke var der kedeligt ved Gammelstrand og 
på Amagertorv. Opstablingerne af fisk, vognrækkerne 
med kål, roer, frugt, blomster, folkedragten, de sælgende 
bar: alt så så tækkeligt ud, så broget og livligt. Og 
når så fiskerkærlingerne skændtes eller gav hinanden en 
sinkedus: hvor var det ikke løjer for en dreng I 

Universitetet og Nørregade lå endnu hen som en 
hob ruiner fra bombardementet, og græs og buske grode 
frodigt omkring dem; kun hist og her stod et hus, der 
havde trodset bomberne. Vi kom oftere her, når det 
var mørkt, i nabolaget bode næmlig familjer, vi omgikkes 
med. Når så månen en høstaften kastede sit skær hen 
over al denne ødelæggelse, ruinen stod med skarpe om- 
rids mod den natblå himmel, og i modsætning hertil 
lysene tittede fræm fra et enkelt, tilbagestående hus, 
følte jeg mig tryllet hen i drømmerier, som dem, fru 
Gyllembourgb siden har givet digtersk form i en af sine 
hverdagshistorier. 

Og nu en ildebrand, det var os børn en halv fest. 

Man vågner midt om natten ved de skingrende piber og 

råbene: brand, brandl Vinduet åbnes en smule: „hvor 

er ilden, vægter?" „Møllen ved Studenstræde," og han 

piber igjen. Klokkerne klæmte, lygter hænges ud fra 

tårnet, sprøjter, bryggernes og slagternes sluffer komme 

farende ; til sidst går alarmtrommen gennem gaderne, og 

det halve København er oppe. En enkelt gang kunde 

jeg få lov at gå ud med fader og se ilden, naturligvis i 

en passende afstand. Og de optrin brændte sig i egeu- 

ligst forstand ind i min sjæl: røg og luer, gnistrende, 

knitrende, bragende som et pragtluldt fyrværkeri, den 

lialve himmel ildrød, den anden halve kullene sort, 

trængslen, skrigene I Så midt imellem med ét det råb: 

„dér kommer han selv, kongen!" Og arbejdet går med 

dobbelt kraft. 

6 



82 

Vor egen gård, no. 5 i Nybrogade, hørte ikke til 
det mindst mærkelige. Den gik også ud til Snaregade 
og var en gammel gård, med gavl, trapper op og ned 
og krinkelkroge. Da fader købte den, stod endnu et 
træ uden for, med bænk under, hvor den forrige ejer 
havde siddet og røgt sin aftenpibe: så hyggeligt havde 
man det den gang i København. Nu vai herligheden 
borte. Gårdspladsen var snæver og skummel og med 
en meget høj mur skilt fra naboens. For os var den 
imidlertid stor nok, når vi legede soldat eller tagfat, 
eller lavede snemænd, kørte med slæde, eller stoppede 
for rendestenen, så den svømmede over og under det 
stolte navn, jeg gav den, canal rang du statu (fransk 
omdannelse af ordet rendesten), bar briggen med det 
danske flag til kamp og ære. 

Fra den side var der intet i vejen, des mere der- 
imod fra faders side. Hvert øjeblik bankede han på 
ruden: så måtte vi ikke spille bolt for rudernes skyld; 
så stod vi med støvlerne i en vandpyt, at se, hvor dybt 
vandet var; så måtte vi ikke løbe så stærkt, vi kunde 
jo falde og brække benet. „Dér ligger han såmænd så 
lang han er; tænkte jeg det ikke nok!" Han ængstedes 
over alt; når der stak en nål i pigernes kjole, tog han 
den fra dem, hvor let kunde den ikke falde i maden. 
Med sådanne konfiskerede nåle fyldte han en hel nåle- 
pude, der havde sin plads på kontoret. 

Gårdens øvrige herligheder: rotterne, pakstuen, pak- 
loftet med tekasserne, snedkerværkstedet oppe, har jeg 
omtalt, så vel som dueslaget. En af kontoristerne, den 
nu afdøde grosserer P. Groth, var dueelsker, og han og 
fader havde i forening tømret det sammen på det øverste 
loft. Mangen glad time tilbragte vi børn dér, så på, 
når de hissede varer op fra gården med en vinde — en 
gang blev min broder hisset med — , eller vi hjalp til 
at fodre duerne og deres nydelige små unger. Og 
hvilken fryd, når vor flok en gang imellem lokkede en 



83 

fremmed due med! Så den vide udsigt over nabotagene, 
synet om aftenen, når himlen var klar og der faldt et 
guldrødt skær over de flyvende flokkel 

Jeg husker også, hvor jeg på loftet blev overrasket 
af noget, jeg aldr'g før havde set. Alle luger og åb- 
ninger vare lukkede, men gennem en sprække tittede en 
lille solstrime ind, og hvor underligt var det nu ikke, 
at se de utallige støvgran svæve op og ned i den og 
ned og op. Jeg kaldte på min broder: „kom, kom bare 
straks, så skal du se noget rigtig rart!" Han op med, 
og dér stod vi begge og stirrede på denne leg af lyset. 
„Hvad er det, Frederik? Det er nok levendes d}T? Er 
der så mange dyr til ?" „Ja, det véd jeg ikke." Så 
spurgte vi Marie: „kan du ikke sige os, hvad det er?" 
og kontoristerne ligeså. Jeg tror dog ikke, vi blev 
sønderligt kloge på det, de sagde, H. P. Hansens for- 
klaringer gik os for højt. Men det blev ikke sidste gang, 
vi skaffede os den fornøjelse, det var lige så morsomt, 
som at se regnbufarverne i lysekronen eller i sæbe- 
boblerne. 

En af gårdens mærkværdigheder var posten, den 
løb altid, da den lå så laft, og folk trode derfor, det 
var springvand. På den kunde vi kravle op, naturligvis 
såfræmt fader ikke var til stede. Men sin største 
mærkelighed for os fik den ved et slags lynchlov, fader 
havde hittet på at bruge ved tyverier. Adskillige gange 
blev der stjålet i huset af kærlinger, og de grebes på 
færsk gærning. Føre dem på „kamret", havde sine ube- 
hageligheder, da skulde man møde til forhor og gøre 
ed; lade dem løbe uden videre, vilde han heller ikke. 
Derfor tog man dem, stillede dem en fem minuters tid 
under posten og slap dem så, drivvåde og dryppende, 
ud af porten til usigelig morskab for os og de andre. 
Og alle gadedrengene med huj og skrig efter dem. 

Til gamle gårde knytte tit sagn sig om spøgeri og 
varsler; det var dog just ikke tilfældet med vor, og jeg 



84 

kænder kun ét, om en af de forrige ejere, der om natten 
spøgede i vor sal. Vi børn hørte imidlertid andre 
spøgelsehistorier af folkene, og vi kunde gyse derved 
„og få gåsekød", men mørkrædde var vi alligevel ikke 
blevne. Tvært imod, jeg klædte mig af og til om aftenen 
i et lagen som bussemand, tog plads bag døren og kyste 
den ene pige, som hver gang gav et hvin i højen sky. 

Ikke des mindre var fader noget i tvivl, da han 
første gang skulde vise os en laterna magica; vi kunde 
jo let lade os skræmme. I det mørke værelse var et 
hvidt lagen ophængt langs væggen, på bordet stod 
laternen, den blev afdækket. Hvilken mængde naragtige 
skikkelser trak dér ikke op og hilsede os fra lagenet I 
Vi lo og trampede. Men så skiftede forestillingen: det 
var døden, benraden med sin le, det var spøgelser, som 
rejste sig af graven og opførte en ranglende dans. For 
indtrykket af dem var det nu, fader navnligt frygtede, 
til den ende ledsagede han forevisningerne med nogle 
vel mente ord. „Det var pure, bare fantasi alting; 
måske havde det været rettest, slet ikke at lade os se 
sådant noget, men han havde nu tillid til vor gode, 
sunde forstand." Jeg tror, fader kunde have sparet til- 
talen, i det mindste drømte jeg ikke den nat om spøgerier, 
søndagsbarn er jeg ikke. 

Det her meddelte vil måske oplyse, hvor tidligt jeg 
havde øje for det, man i kunstverdenen kalder „genret". 
Det var en hel lille verden, som efterhånden afslørede 
sig for mig. Den prægede sig dybt ind i min unge sjæl, 
måtte gøre det, og fyldte den med stemninger og billeder 
af alle slags, burleske, tragiske, idylliske, romantiske. 
Dertil føjede sig endnu to forestillinger. Den ene var 
fra Holger Danske, om Morganas feslot, omlejret af løver 
og hugorme, men usigelig dejligt. Den anden var sanket 
sammen fra flere sider, om troldmanden, naturligvis med 
sin stav og velkændte kåbe, og om hans værksted: en 
gotisk hal, fuld af kolber, digeler og retorter, ånder i 



85 

spiritusflasker, timeglas, dødningeben, folianter; i krogen 
en benrad, under loftet hang en hajfisk. 

Nu kunde jeg behage mig selv i, legende at kalde 
de forestillinger fræm til visse tider. De kom, så snart 
jeg bød det med min tryllestav, og formede sig som et 
slags tågebilleder, så på den vis og så på en anden. 
Ånder, rotter, store skruptusser, druknede, hængte men- 
nesker, galgen og retterstedet, Skakkerjøder, troldmænd, 
kamp og helte, skoven, som jeg elskede højt, duer, 
hvaler og kokospalmer, Morganas feslot: alt dansede 
imellem hinanden, i hinanden, vildt, som det var tåget. 

Man ser, det skortede i alt fald ikke på tilstrækkelig 
afvexling i de brogede, tit helt meningsløse æventyr, der 
gjorde sig selv inden i mig. Levende stod alt for mig, 
så jeg kunde blivs angst for de ånder, jeg havde tryllet 
fræm. Og stolt følte jeg mig som herre over denne 
verden, dobbelt stolt, fordi den var min og ingen anede 
det; jeg talte aldrig et ord derom. Fader skulde bare 
have vidst, hvad der rørte sig hos den stille dreng, hvis 
stilhed han så godt kunde lige. Men for min indre ud- 
vikling havde disse timer sin vigtighed. Kun kom ind- 
bildningskraften for stærkt fræm, og havde den ikke 
fundet sin modvægt i ædrueligere sjæleævner, kunde jeg 
blevet en fantast. 



Familjens børn, drenge og piger, kom ikke sjælden 
sammen. Vi behøvede da ikke at spørge : „men hvad 
skal vi nu lege?" Rask greb vi til de sædvanlige børne- 
lege: „broe, broe, brille" „munken går i enge" „komme 
fremmed" eller også soldat, tagfat, fugleskydning. Det 
blev fader tit alt for vildt, og nur vi da, som han sagde, 
„satte stuen på den anden ende", foreslog han at gætte 
gåder, gætte gader, men det fandt vi gyselig kedeligt; 
„nej", sagde han, „hvor kan I dog sige det? Det or just 



86 

morsomt, det har jeg så tit og mange gange moret mig 
med I" Den bevisførelse kunde vi naturligvis ikke gå 
ind på. Imidlertid skred det ud på aftenen, så kom 
punchen ind, og skålerne: „og dette skal være" o. s. v. 

Af og til var en større dreng med, en af onkel 
Kaufmanns. Han var fuld af Miinchhausenske løgne: 
han havde gået til vejrs i en ballon, havdt med ét sæt 
sprunget over Frederiksholms kanal, og jeg var tro- 
skyldig nok til halvvejs at tro ham på ordet. Også 
gjorde han kortkunster og gav forestillinger i magien. 

Mine forældre holdt ikke store middags- eller aften- 
selskaber, men alligevel var vort hus meget selskabe- 
ligt. Venner indfandt sig, på indbydelse eller af sig 
selv, og man tilbragte dagen med samtale, oplæsning, 
skaksjjil, musik, somme tider med ordsprogslege, hvori 
Luise Kilde glimrede. Onkel Boesen og fader spillede 
gærne et parti skak sammen, og da jeg også lærte det 
spil, kunde vi få os en skak en quatre. Det var nu 
underholdende nok, når det bare kunde få ende med 
onkel Boesens træk. Dog var han så langsom ad sig, 
hele minuter varede det hver gang, inden han trak. Han 
kunde i den tid sidde spændt og stirre på brættet, selv 
prisen, han havde taget og halvvejs ført op til næsen, 
kom ikke videre end den samme halve vej. „Nå, Boesen, 
skal du ikke snart have din pris?" spurgte fader. 

Musiken var selskabets blomst, moder spillede 
snart på harpe, snart på klaver og sang dertil. Høst- 
gildet og Peders bryllup var nu for gamle sager. Men 
sonater, ouverturer, stykker af Erik Ejegod, Den lille 
matros, Josef og hans brødre, Slottet i Ardennerne, 
Røverborgen, Tryllefløjten hørte jeg tit, også de nyeste 
melodier til digte af Ingemann. Zumsteeg havde sat toner 
til BUrgers Leonore, den spillede og sang hun med meget 
udtryk; koldt rislede det mig ned ad ryggen, hver gang 
jeg hørte det musikalske natmaleri til dødningeridtet på 



87 

kirkegården. Også fru Heise spillede smukt, og moders 
fætter, købmand Martensen, spillede guitar. 

Skulde der synges flerstemmigt, sang Hanne og 
Luise Kilde, fader og Lorens Kilde, deres broder, satte 
bas til, og vi turde og sjmge med, min broder begyndte 
alt at sekundere En gang var Luise dog højst utilfreds 
med min sang, „ham kan man jo næppe høre, det lille 
pip I" „Ja," sagde jeg, „men du skråler også sådan I" 
Moder gav mig et blik, og jeg blev rød, skammede mig, 
følte, jeg havde gået for vidt, og skyndte mig ud af 
døren. Disse musikalske aftener, hvori moder var sjælen, 
blev glanspunktet i vort hus; hvor jeg glædede mig til 
dem ligesom de andre, og fik en sans for musik, der 
hører med til mit livs goder. 

Da jeg fyldte mit tolfte år, kom et sølvur, ledsaget 
af et smukt lille brev fra forældrene. Ved samme tid 
tog min fader mig første gang med på komedie. Han 
valgte et stykke af sin yndlingsdigter, Holberg; når han 
skulde på komedie, vilde han have noget at le ad. 
Dér så jeg da Lindgren som Jeppe på bjærget få af 
Nilles krabask. Men Hermann v. Unna, næste stykke, 
jeg så, egnede sig meget mere for min smag: ridder- 
væsenet, den hemmelige rets møder i hulen, der skaffede 
mig en behageligt kildrende gysen, alt henrev mig. Nu 
da var vi også ude en søndag eftermiddag hos Prices og 
lo hjærteligt over Harlekin og Pjerrot, der blev spillet 
med så meget mesterskab. 

Et lille dukketeater havde vi fået af Kaufmanns og 
opførte på det blandt andet Jakob v. Tybo og et Koze- 
buesk stykke. Helten her var en teologisk kandidat, som 
havde været med i frihedskrigeu ; det var et æmue, jeg 
holdt af, og hans ord: „at kæmpe for fædrelandet, 
strider ikke mod teologien," indprentede jeg mig. 

Vi selv tog en gang mod til os og optrådte som skue- 
spillere for fader, moder, kontoristerne og pigerne. Det var 
intet mindre, vi vovede os til, end et optrin af Ewalds „Bal- 



ders død." Kuliserne var skærmbrætter, jeg spillede 
Balder, og min broder Tor, med sukkerhammeren i 
hånden og et stort skæg af hør; den rolle vilde han 
endelig have, skønt han var den mindste. Der sad 
purken da, gjorde et bistert ansigt og fræmsagde verset: 

bjærgtrolden sitrer for min hammer, 
og jætten blegner, hvor den rammer, 
og klipper falde, hvor jeg slår. 

Men fader behøvede ikke at frygte for nogen sær lyst 
hos mig til teatret, det fik aldrig den fræmragende 
plads inden for min synskreds. 

Spaseret blev der, især med fader, han førte os 
gærne ud ad en af portene, han var ikke uimodtagelig 
for en køn egn. Når vi kom til portvagten og vilde 
skyde en genvej mellem de opstillede geværer, advarede 
han derfor og trak i os: „gå dog ikke dér!" Med sin 
forunderligt umiddelbare natur frygtede han, det kunde 
gå os som det gik hans farbroder, der faldt i hververes 
kløer; den umådelige forskel mellem Frederik den 6tes 
hær og den hvervede faldt ham ikke en gang ind. 

På sådanne ture fik jeg øjet op for Kastelsvolden : 
havet med alle sine sejlere, den høje sællandske skov- 
strand, Sveriges kyst i det fjærne, de prægtige, skygge- 
fulde gamle træer. Sommer frodig heden og sommer- 
friskheden greb mig des stærkere, jo mere den hævedes 
ved en mørk baggrund: slavelivet i tårnene hist nede i 
bastionen og stedet, hvor dødsdømte soldater blev skudte. 

Med Marie var vi en gang der ude og så Københavns 
stolthed, det første lille dampskib Kaledonia, som for 
på Kiel; „Pjaske-Maleuc" kaldte matroserne det, de 
kunde nu ikke let finde sig i den nyhed. Men hele 
volden vrimlede af tilskuere. Med moder kom jeg der 
om torsdagen, når kastelsjægerne spillede, eller når hun 
spaserede med sin engelske veninde, fru Henderson. 
Det var om efteråret, jeg husker det levende; asken og 



89 

almen stod bladløse, og sete herfra tog de koralrøde 
rønnebær på træerne pa langelinje sig prægtigt ud mod 
den blå sø. Her talte den høje, smukke Englænder- 
inde en dag om, hvor hun længtes efter sin mand, der 
var i Sverige. Jeg så tårer i hendes øjne : „o my Hen- 
derson, my Henderson I" råbte hun og vred sine hænder. 

I skoven var vi af og til, når det tegnede til godt 
vejr og „herr solskin" på faders fugtighedsmåler havde 
jaget „madam regn" ind i huset. Vi var der enten med 
vore forældre, i Frederiksdal, på Dyrehavsbakken, eller 
med pigerne, som havde venner der ude. Navnligt mindes 
jeg en tur, da jeg endnu var meget ungdommelig. Marie 
og en anden pige, der tjænte hos bryggerens i Snare- 
gade, skulde ud og se til væveren i Utterslev, På hjem- 
vejen blev jeg træt, men de lagde hænderne sammen, 
dannede en bærestol, som de pyntede med løv, og bar 
mig hjem: „hurra, hurra for den lille Frederik I" Det 
var en rigtig morsom tur I 

I det hele virkede skovlivet på mig: ensomheden, 
det grønne, dæmpede lys mellem træerne, de summende 
insekter, fuglenes søde sang, køernes bøgen, den under- 
lige dumpe klang det havde, når man i frastand hørte 
et par folk tale eller en hund gø. Jeg kunde naturligvis 
den gang ikke skille de enkelte indtryk fra hinanden, 
så alt løb sammen i ét, men Romantiker var jeg længe 
inden jeg hørte det navn nævne. Når om aftenen vognen 
holdt forspændt og skulde køre vor nabo, en grosserer, 
ud til lyststedet i Ordrup, kunde en hel række skov- 
billeder glide fræm for mig. 

Nu kunde jeg da også have mere gavn af vore 
rejser til Fyn og Sønderjylland. Det var endnu rejse- 
idyllens tid. Måske tallet på dem fra provinserne, der 
havde været i København, den gang ikke var større, end 
det nu er på dem, som har været i Berlin og Paris. 
Hvert øjeblik så man et avertissement i adresavisen: 
„rejseselskab ønskes til Roskilde", og farten med de 



90 

rødmalede, høje holstenske postvogne var ingen jærn- 
banefart. 

Første eftermiddag tog man gennem Vesterport, 
hvor man måtte mælde sig i vagten, ud til Roskilde og 
lå dér; næste dag nåedes Korsør; med „børten" gik 
man over bæltet, det tog en halv dag, en hel dag, og 
ved samme lejlighed hændtes det gærne, at adskillige 
„vomerte efter recept af dr. Ulrik", som fader udtrykte 
sig. Fjærde dag var man så i Fyn, femte i Jylland. 
Yed indkørselen til enhver stad skulde toldbetjænte 
efterse de rejsende. Til gengæld oplevede man noget 
undervejs, traf mange folk og talte med dem, så sig om 
på holdestederne og spiste sin mad i ro. Alt det satte 
fader pris på og underholdt sig gærne med postiljoner, 
værter, bønder, også med folk af den fornæmme verden. 
Og moder, hvor sjæleglad var hun ikke, når hun skulde 
hjem „til sine egne" og til „Feltet" (Kristiansfelt) I 

Jeg følte mig såre vel i Fåborg hos agent Voigts 
og Plougs. Sådant springvand af pennefjedre, som kram- 
bodssvendene kunde lave, køer, som gik op ad en stige 
til stalden på første sal; et borgerkorps, nær havde jeg 
sagt den ene med bukser, den anden med kjole på, i 
alt fald kun offiserer og det halve mandskab med uni- 
former, men med fuld musik; sådan en sprøjte, byens 
underværk, sådan morsom, travl færdsel på Voigts store 
tømmerplads: alt det havde jeg ikke før kændt til. 

Herregårdene med sine grave og broer, hvor jeg fik 
anelser om en borg, strandbrinken ved Dyreborgs skov, 
den vide udsigt over havet og småholmene fra bankerne 
omkring byen og på Torsenge, husker jeg endnu. Og 
ved Svaninge åbnede en gravhøj sig for mig med sine 
vældige overliggere; den klamme luft slog en i møde, 
lyset brændte døsigt, jeg blev sært til mode. Men man 
fortalte om kæmperne i hedenold, som her var højlagte, 
og især fra Holger Danske havde jeg en forestilling om 
de kæmper. 



91 

Af min onkel Sallings forpagter fik jeg lov til at 
køre et par heste og det ned ad Koldingbanker, moder 
tillod det, „men havde din fader været her", sagde hun, 
„var det ikke sket!" Og hvilken knæbren af storke fra 
hvert eneste bondetag i Vonsild, hvor Salling var præst, 
nu gift med faders yngste søster! 

I Kristjansfelt slog den stille, men hyggelige stad 
mig med de røde tage, der lignede dem på vore legetøjs- 
huse, med plaskende springvand og lindealleerne i gaden. 
Her kunde vi børn køre i en vogn med en pudelhund 
for og lege med drengene på „børneanstalten" i deres 
have; hver dreng havde sit eget lille bed. Her var en 
lund med en eremithytte, hvor eneboeren med sit lange 
skæg til min store skræk rejste sig og hilste, da jeg 
trådte ind, og med endnu andre mærkværdigheder: et 
vandhjul satte to savskærere i bevægelse, så de stod og 
rokkede og rokkede og savede tømmer som på vor 
tømmerplads. I „Gemeinlogis", hvor vi bode, hang spise- 
salen fuld med billeder fra det hamborgske folkeliv. Så 
husker jeg faders svenske onkel, adelsmanden Malm- 
strøm, og endelig en gammel dame, baronesse Holsten, 
hvis tungefærdighed jeg aldrig havde hørt mage til. Og 
alle vegne kunde vi mærke, hvor meget de holdt af 
moder, og hvor hun igen hang ved dem, alle vegne vidste 
de ikke, hvad godt de vilde gøre os. 

I moders fødeby Nolde levede hendes moder endnu; 
faderen var død for nogle år siden og, efter egnens 
skik, bragt fra lighuset til graven på Burkarl kirkegård, 
mens store tændte vokslys bares fræm for kisten. Hun 
var en from gammel kone, der havde sit eget stod og 
gærne sad ved rokken og havde en gudelig bog for sig; 
i hjørnet sad pigen og kniplede, på en ægte gammeldags 
lænestol, huggen ud af en træbul. Dér så jeg dagligt 
mormoder, og altid havde hun et stykke af den yndede 
„knipkage" til mig. 



92 

Moders broder Martin havde overtaget gården, en 
køn mand, høj, anselig og med et frejdigt væsen; han 
har siden været suppleant i stænderforsamlingen. Han 
kørte hø sammen tæt bag gården i sine enge ved Grønå. 
To heste spændtes i lange seler for en tung, på tvers 
lagt bom (rakke), idet den nu kørtes gennem hømarken, 
tog den høet med, og snart var det som et højt læs. 
Oven på fik vi vor plads, også moder med sit strikketøj, 
og vi kom højere og højere til vejrs, eftersom der kom 
altid mere hø til. De nyslagne enge duftede, lærkerne 
rundt om sang sin aftensang, og moder og vi sang med. 

Så fik jeg lov til at sidde op på gammel Gulmands 
ryg, det behagede mig meget, og jeg red langt bort, til 
det begyndte at mørkne; til sidst blev man angst og 
måtte sende en karl til hest efter mig. Jo, det var et 
landliv I Men det bædste måtte moder helst tie om til 
fader; hans breve vrimlede af ængstelser over heste og 
køer og svin og åen, hvor vi kunde drukne, vedkastet, 
„hvor vi kunde hugge fingrene af os som ingen ting". 
Også i Tønder og på digerne var vi, og jeg fik en fore- 
stilling om digevæsenet. 

Folkemålet slog mig, „kom glik"*), sagde pigen, 
når vi skulde spise, „ejsens fær I it mad!" Marie, som 
var med, grinede og sagde, „det kunde da fanden forstå 
sig på", men jeg spurgte moder, om det ikke var dansk. 
„Vist er det så, min dreng", svarede hun, „det er godt 
gammelt bondedansk." Således begyndte jeg så småt de 
sproglige studier. 



I året 1821 lå moder atter på landet hos Kildes, 
nu kunde vi da ret nyde haven. Vi nød den og, både 
på tilladelig og utilladelig måde, stikkelsbærene fristede, 



•) Den ordform er ikke tysk, som man kunde tro, men gammel- 
nordisk. 



93 

æblerne fristede, ja vi bragte det rapseri i system, sam- 
lede æbler i mængde og grov dem ned for justitsråden. 
En flitsbue, jeg havde fået, tog mig bélt; jeg havde en 
lille skade på benet og husker godt, jeg gjorde meget 
væsen deraf, så kunde jeg blive borte fra undervirningen, 
sidde på min stol i gården og skyde efter spurve. I den 
grad var jeg barn, fuld af alle et barns små synder. 

Alligevel rørte andre følelser sig første gang i det 
unge hjærte. Der var en køn pige, lidt ældre end jeg, 
rank bygt, med kulsorte hår og øjne, mere et Sydens 
end Nordens barn; hvor jeg fandt hende yndig, hvor 
gærne jeg vilde tækkes hendel Tale til hende, vovede 
jeg ikke for alt i verden, men jeg udspejdede hendes 
veje; dér mødte jeg hende, hilsede med et blik, jeg trode 
hun måtte forstå, så efter hende, gik hjem og drømte 
ikke om andet end hende. Derved blev det, ingen mær- 
kede dertil, jeg har aldrig siden stødt på hende, men 
hendes navn gæmmer jeg endnu. Hun blev ellers ikke 
den eneste unge pige, for hvem jeg som dreng nærede 
en flygtig tilbøjelighed; let tændelig var jeg. 

Var vi budne ind til Kildes, som ofte skete, blev vi 
meget glade. Livligt var det altid, Luise sørgede for 
min pynt, hendes broder, Lorens, morede mig med sit 
tørre lune, og to småpiger løb nu omkring og legede; 
det var den ældste datters børn fra Norge. De var 
naturligvis for små til os, men det var troskyldige 
jenter, og det norske mål, de norske barnesange klang 
lifligt i mit øre. Allerede fra sprogets side tiltalte de mig. 

Melodi: skære, skære havre. 

Kraka sette seg på ejn stejn, 

talad til sine døttar: 

hossi skal rae fara at i vet, 

me fryse på kons føtar. 

Me vil rejse til Danemark, 

kaupo sko for holvonno mark; 

brum, braak udi bomma, 



94 

katten slog på tromma ! 
Tryne, tryne piparkonn, 
hanen bles i sylvarhonn, 
da far dej alle til at koma ! 

Klinten gror sammen med hveden, jeg var ingenlunde 
som jeg burde være. Sandheden blev jeg ikke tro i alt, 
fristende omstændigheder kom til, men i'ristelsen und- 
skylder ikke faldet. Det var endda ikke det værste, det 
værste var egenkærligheden i alle dens ytringer, hov- 
modet, stoltheden, som alt var bleven en magt i det 
stakkels lille jeg, „snart så trodsigt og snart så mod- 
faldet". Altid vilde jeg være den ypperste, når der legedes, 
som når der læstes; kom jeg op at trættes med nogen 
derom, røg jeg straks i ham. Jeg var stolt og trak mig 
tilbage i mig selv, dér ejede jeg, mente jeg, skatte, som 
ikke var andre givne. Og jeg var også stolt, når folk 
roste mine ævner og fandt mig net; længe kunde jeg 
stå for spejlet og pynte mig, så her, så dér, hvor jeg 
dog syntes så inderlig godt om mig selv! 

Min broder Martin, to år yngre, var også en op- 
vakt, ret køn dreng. I mangt og meget lignede vore 
naturer hinanden påfaldende, begge var vi hastige af 
sind og havde arvet en del mere efter moder end fader; 
vore karakterer var derimod forskellige. Var jeg tilbage- 
holdende, tit tør, skønt fuld af indeklemt lidenskab, tit 
undselig, så havde han en mer end almindelig livlighed 
og var frejdigheden selv. Han trallede og sang så lang 
dagen var, en gang havde han kravlet op i et træ og 
sang derfra sine viser. Rost blev han nu og kælet for, 
man fandt ham så nydelig. Ikke sjælden kunde jeg blive 
ond på ham og give ham et rap, når vi blev uens ved 
ved legen, og hver gang jeg gjorde det, plejede han igen 
at skrige, og det stærkt; fader kom til, og jeg fik min 
straf. Det varede imidlertid ikke længe, før vi atter 
legede, som der aldrig havde været noget i vejen, løb 
om kaps, spyttede til måls; sådan er nu børn. Når alt 



95 

kom til alt, holdt vi alligevel af hinanden og kunde ikke 
undvære hinanden. 

Hovmod og æresyge er, hvis jeg ellers kænder mig 
ret, grundsynden hos mig. Den gang indså jeg det dog 
ikke, der er gærne noget svævende ved et barns synds- 
bevidsthed. Jeg kunde nok føle, det ikke stod til inden 
i mig, som det burde, men den følelse var flygtig, for- 
maninger af mine forældre slog jeg hen. Af og til var 
jeg åndeligt greben, tyede til min Gud og bad med 
inderlighed. Der hang et billede på onkel Boesens væg: 
manden med leen, der henter et menneske bort midt i 
hans synder; hvor det gøs i mig, når jeg så det I Heller 
ikke sådanne øjeblikke fik imidlertid varige følger. Det 
var mig næsten umuligt med en så stolt og dog sky 
natur at lette mig ved en udtalelse, om det end kun 
var for den moder, jeg elskede så højt. 

Alligevel var jeg ikke utilgængelig for et godt, for- 
manende ord i andre henseender. Jeg har nævnet fru 
Henderson, hendes mand, dr. Henderson, var kommen 
hertil som udsending fra det britiske bibelselskab. Det 
var en lærd, alvorlig mand, og han og hans hustru blev 
næsten daglige gæster i vort hus omtrent i et års tid. 
Den sky, jeg havde for ham som Engelskmand, var snart 
overvunden, ti han udtalte sig skarpt mod det engelske 
overfald og bombardementet. 

En dag kom han hen til os; vi havde et oldeuborre- 
hus, legede med oldeuborrerne og, ubarmhjiertige som 
drenge kan være, havde vi smidt dem ud i et kar med 
vand. Han talte mildt -og kærligt om den synd, at 
mishandle Guds skabninger. Hvor jeg da skammede 
mig over mig selv og lovede i mit hjærte, jeg aldrig 
mere skulde gøre det! Vi havde en samling insekter, 
stukne på nåle og gæmte i æsker med kamfer, og tit 
kunde jeg i min tankeløshed pine og plage de stakkels 
dyr, inden jeg dræbte dem. Men dot blev nu også 
anderledes. 



96 

Mine forældre havde i det hele megen glæde af den 
tid, Hendersons tilbragte i Danmark. Moder spillede og 
sang for dem, lærte fru Henderson også en i England 
lidet kændt kunst, at strikke; og hun og den fromme, 
elskværdige Englænderinde blev som én sjæl og ét hjærte. 
Det venskab har selv ikke døden gjort brud på. Mig 
holdt fru Henderson af og fortalte mig mange gange 
historien om sin broder, der faldt som helt for sit fædrene- 
land i Spanien. Hun mærkede, hvor den tiltalte mig. 
Senere traf jeg dem i London og bode, så længe jeg 
var der, i det gæstfri hus. 

Hendersons blev ikke de eneste kristeligsindede ud- 
lændinge, som viste sig hjemme. Selv en Kvæker kom 
til os, dog kun på en dags tid. Mest indtryk på mig 
gjorde Tholuck, om han kom før eller efter moders 
død, husker jeg ikke. Som helt ung lektor i teologien 
havde han med en tysk licentiat taget over til Køben- 
havn; han gik endnu med studenterhue. Det var, for- 
talte han, skildret ham som et Sodoma, hvori dog en 
eneste retfærdig bode, Reuss, forstander for brødre- 
menigheden. Reuss bragte ham til min fader og onkel 
Boesen. Han opholdt sig i staden flere dage, trådte 
også i forbindelse med adskillige andre af dem, han 
søgte, „Kristne af den gamle observants", og fandt, at 
København var bædre end dets rygte. Selv dansk lærte 
han med sine usædvanlige sproggaver. 

Jeg har siden adskillige gange været hos ham i 
Halle, hvor han har modtaget mig yderst forekommende, 
talt dansk med mig og stadigt haft interesse for Dan- 
mark. For 30 år siden rejste han atter til København 
og var en dag hos min fader. Først da den slesvig- 
holstenske sag kom op, blev han koldere, og sidste gang, 
jeg var hos ham, for 16 år siden, modtog han mig ikke 
længer med den kærlighed, som tidligere. 

Mine forældre så mig, da jeg nu voxede til, gærne 
inde i stuen, når de havde sådanne gæster; jeg kunde 



97 

have godt, mente de, af at høre på hvad dér blev talt. 
Og jeg havde godt deraf, der var imidlertid det, som 
vi børn havde endnu mere godt af. Vi holdt ingen 
husandagt hjemme til visse, fastsatte tider, Hernhut- 
ismen havde ikke gjort mine forældre til Pietister, og 
hyklet væsen var dem modbydeligt. Men alligevel fik 
den fromme stemning et udtryk, der kom ligesom af sig 
selv. Dagens arbejde var endt, moder kunde da sætte 
sig hen til pianoet eller harpen, og tonerne lokkede os 
ind. Hun spillede og sang et par salmer efter eget valg, 
og hvo der vilde, kunde stemme i med. Snart skete det 
efter at lysene var tændte, snart i dæmringen, mens 
månen steg op over slotsruinerne , og der faldt et rødt 
skær over stuen fra kakelovnen. Hvor sank da ikke 
velsignet fred ned i sjælen I Her blev sædekorn såede i 
de unge, som spirede og grode. 

Ingen tør overse , hvor meget godt der i onde dage 
i al stilhed er udgået fra kredse, som stod i forbindelse 
med Hernhuterne. Hvor mange troende, til dels i kirken 
fræmragende mænd, 3 biskopper, høre i vore dage ikke 
til familjerne Boesen, Balslev, Kierkegaard, for at jeg 
blot skal nævne de familjer? De stå ikke Hernhuterne 
nær, men deres forældre gjorde det. 



Man kunde imidlertid på alt mærke, at vi vare 
blevne noget ældre. Den literære fejde udbrød mellem 
Algreen-Ussing og Oehlenschlåger, moder og „lille 
Balslev" tog med iver Oehlenschlågers parti, og vi hørte 
hans „poetiske skrifter", „nordiske digte" omtale med 
stor ros. Hvor glade blev vi ikke, da Balslev en dag 
havde „Aladdin" med i lommen og gav os den til låns. 
Vi drenge læste den nu i fællesskab, side for side og 
l)egyndte på ny forfra, atter og atter; jog har så godt 
som kunnet den udenad. Så dejlig en bog havde vi dog 
aldrig før hæst. Derpå fulgte, måske lidt senere, „Tora 

7 



98 

rejse til Jotunhejm", den vilde moder nyde med, og jeg 
læste for hende. 

Et sagn, fuldt værdt at høre, 
med gamle runer står; 
låner mig eders øre, 
mens jeg guldharpen slår! 

Jeg ser mig endnu sidde i vor sal en klar solskinsdag i 
vår, blomsterne stod i vinduet, svibler, liljekonvaller og 
hyasinter, og duftede; hun sad i sofaen: „det er smukt,'" 
sagde hun og lod sit strikketøj synke, „læs det endnu 
en gang, Frederikl" Indtrykket, jeg har af det, er så 
levende, som var det sket i går. 

En hel digtningens verden lukkede sig nu op for 
mig; Holger Danske og Ewalds „Balders død" havde 
vakt de første anelser om det gamle Norden, og her var 
den fuldeste virkelighed. IModer, der måske havde endnu 
mere sans for at omgås med os som halvvoksne end 
som små børn, blev glad over sin dreng; imellem os to 
var der således knyttet nye bånd, og vi læste siden flere 
ting sammen af Oehlenschlåger , som „Den lille hyrde- 
dreng". Det lysnede ligesom for mig ved hans digte. 

Dertil kom samtaler om Oehlenschlåger med H. P. 
Hansen. Han havde forladt kontoret, købt hjørnestedet 
på Kristjanshavn ved Knippelsbro og åbnet en vinhandel; 
dér så min broder og jeg ikke sjælden ned til ham i 
vinkælderen. Vi holdt meget af ham og han igen af 
os, hver fødselsdag skikkede han mig et lille rim og 
nogle flasker kirsebærvin. En søndag, husker jeg blandt 
andet, da vi var hos ham, stillede han Malvasieren på 
bordet, talen faldt på Oehlenschlåger, og han læste hele 
stykker for os af Palnatoke. 

Tak, Bue, tak, dér svandt den røde skygge, 
du har aftvættet pletten på mit skjold! 

De ord gentog han, og tårerne stod ham i øjnene. 



99 

Således lærte jeg at kænde den skjald, hvis mæg- 
tige ånd fik en indflydelse på mit hele liv som Grundtvig 
siden. Så gammel jeg er, går jeg endnu aldrig i de 
små alleer ved frihedsstøtten, uden at tænke paa hans 
Wiedewelt og sorte sø, ikke på assistens kirkegård, uden 
at tænke på digtet om Vahl, ikke i runddelen i Frede- 
riksberg allé, uden at se hen til det landsted, hvor 
Oehlenschlåger og Steffens bode sammen; jeg kændte 
det godt som barn fra besøg med moder hos genera] 
Haxthausen. Det norske hus med broen i Søndermarken 
vækker minder hos mig om „Tors rejse"; og ved kilden 
i Frederiksberg have hører jeg Aladdins kilde i hulen 
risle, svanerne dér og slotsterrassen trylle mig hen til 
Frøjas Folkvang. Der er det i hans digte, som aldrig 
kan ældes, aldrig dø. 

Omtrent ved samme tid kom jeg første gang med 
moder på udstillingen, en smuk forårseftermiddag, 
mens drengene løb om og solgte violer. Hvor sådanne 
indtryk dog kan være varige! Endnu hænge for mig 
violer og udstilling sammen. I antiksalen så jeg de 
Olympens guder, jeg havde læst om i Morits' mytologi, 
og den malede, brogede billedverden i salene tog mig 
og fyldte mine tanker. Her på akademiet, fortalte man 
mig, havde store kunstnere gået i skole, blandt dem 
blev Thorvaldsen nævnt med udmærkelse; jeg havde, 
tror jeg, endnu ikke hørt hans navn. Karl Boesen, den 
gang student, førte moder og mig siden omkring i Moltkes 
billedgalleri og Vests samling. Atter indblik i noget 
stort, jeg tidligere næppe havde anet. 

Så fik vi en ny tegnelærer, en ægte kunstner. En 
familje Holten — manden var broder til konferensråd 
Holten — havde flyttet ind i vor stuelejlighed; der var 
børn på vor alder eller lidt ældre, et par af dem, fødte 
i Norge, talte norsk og saug norske folkeviser. Holten 
og fader slog sig da sammen om tegnelærer, og henvendte 
sig til maleren Sonne. Han var et lille, ungt, stil- 

7* 



100 

færdigt menneske, ikke højere end den største af os. 
Børn dømme gærne efter det ydre, også de store, hvide 
benklæder, han gik med, var os påfaldende; vi så på 
ham halvvejs som god kammerat. Men han aftvang os 
snart agtelse og meddelte os noget af sin kærlighed til 
kunsten. 

Vi tegnede dyr, heste, køer, til sidst hele små fægt- 
ninger; enhver, som kænder min følelse for det mandige, 
vil fatte, hvor glad jeg blev derved. Jeg kastede da 
min lyst på „bataljestykker" og købte en mængde for 
mine sparepenge. Efter vane kunde jeg sidde og hænge 
over dem halve timer, hensunken i halft digterske drømme 
om den genstand, billedet fremstillede: Engelsteds fægt- 
ning med Kosakerne, anden aprilslaget. Vi gjorde ellers 
ret gode fræmskridt, en enkelt af os tog Sonne endog 
ud med på fælleden, at tegne køer. Fader havde nylig 
købt en ualmindeligt stor perspektivkasse, „kukkassen" 
kaldte vi den. Og nu sad både han og vi flittigt om 
søndagen og malede byer og laudskaber til den; de, vi 
drenge malede, var næppe de vogeste. 

Endnu stak dog barnet kændeligt i mig, hvor kunde 
det vel være andet? Holtens drenge var nævenyttige og 
tillærte os med. Der blev købt farver, guldpapir og pap, 
der blev klippet og malet, og der blev snittet i træ; 
pulterkammeret over porten var et travlt værksted. Så 
kunde vi en skønne dag møde fræm, rustede fra top til 
tå: hjælm, brynje, skjold med skjoldemærke, sværd, 
lanse; et prægtigt syn for drenge I Riddere var vi alle, 
med de mest højtravende navne og tilnavne , og vor 
turnérplads blev gården. Hver havde sin dame, med 
anstand hilsede vi hende og modstanderen; derpå blev 
det blanke glavind draget, og vi tørnede vældigt sammen, 
til den ene med brådne lemmer og våben kændtes for 
ikke kampfør længer. 

Også i en anden retning arbejdede vi ihærdigt, fik 
03 former, lagde tin i digelen, pustede til ilden, så 



101 

gnisterne fløj os om ørene, støbte tinsoldater og malede 
dem; snart havde vi en hær på flere hundrede mand. 
Jeg gik aldeles op i tinsoldater og kunde ikke få nok. 
Moder skulde den gang have et nyt piano, hun prøvede 
det ene efter det andet på Marshalls fabrik, og jeg 
måtte følge med. Jeg husker, hvor jeg på de vandringer 
bad og tiggede om nogle kønne tinsoldater, jeg havde 
sét. „Hør moder," sagde jeg, „nu får du dit ønske op- 
fyldt med instrumentet I Kan du da ikke sagtens føje 
mig med og bede fader, jeg må købe den æske, du véd 
nok, hos Blankensteiners?" Jeg mindes ikke, om jeg 
fik den, men iveren for at lege med tinsoldater tog til. 

En søndag var fader fraværende, så turde vi måske 
gøre prøve med det krudt, Holtens havde skaffet sig. 
To borde opstilledes i gården, på hvert fæstningsværker, 
kanoner, hestfolk og fodfolk. Fægtningen åbnedes, kanon- 
erne blev ladte med virkeligt krudt, det knaldede lystigt, 
soldater faldt for fode. Heldigvis kom ingen af os til 
skade ved den noget farlige leg. Men det blev top- 
punktet for drengeforlystelserne, det var endnu langt 
morsommere end turnering eller fugleskydning. 

Holtens flyttede bort, og en kommandør i søetaten 
kom til at bo i stuen, med morskaben gik det nu småt. 
Der var kun en ICårs fjollet dreng at lege med, og han 
havde hvert øjeblik ligfald i gården, så fråden stod ham 
ud af munden. Det kunde vi få skyld for somme tider, 
kommandøren, en barsk gammel sømand, der nok holdt 
meget af sin dram, kom farende og skældte på „ham 
der oppe (min fader) og hans peblinger". „Når jeg 
vilde det, kunde jeg knuse jer helt!" Det sagde han 
med en meget udtryksfuld håndbevægelse, vi lob vor vej. 
Vor trøst var datteren, en net 17års pige, som gærne 
sad i gård vinduet og syede, men næppe havde det godt. 
Tit hørte vi et hvin; „det er Jette," sagde den fjollede, 
„hun får p, p, p, p, prygl af får I" Hun talte ellers så 
venligt til os og roste vor sang og vore muntre lege. 



102 

Eu dag vilde huu have, jeg skulde synge en af 
Ingemanns sange for hende. Jeg var undselig og sagde 
nej, men hun holdt ved. „Hør," sagde hun, og gav 
tingen en ny vending, „du kan da klatre, véd jeg!" 
,,Jo, det kunde jeg vel nok." „Lad mig se, er du bange 
for at klatre op ad poststangen dér?" „Nej, bange var 
jeg ikke." Altså jeg op på posten og tager plads øverst 
oppe, nok så stolt. „Ja, men nu kommer du ikke ned, 
inden du synger mig et stjkke; det skal jeg nok lave! 
Syng Bays kønne romance fra Ingemanns Prokne, jeg 
véd du kan det, jeg har hørt den før I" Jeg så ingen 
udvej. Stillingen var mindre tiltalende, snarest noget 
udsat; jeg kunde ikke gå hen i en krog og synge, som 
jeg ellers plejede van, når hun pressede på mig. Men 
jeg tog mod til mig og hævede min røst. 

Du, som, svøbt i skøaheds rosenklæde, 
går i jordisk dragt en himmelsk ånd, 
du, hvis øje stråler hellig glæde, 
pige, se, mit liv er i din hånd! 

Sådan lød det fra posten, og neden for stod frøkenen 
og klappede. 

Ingen vil vist undre sig, når jeg med disse børne- 
historier slutter fortællingen om min egenlige barndom. 



Skoletiden. 

(1822—1825.) 



Om foråret 1822 indtrådte en vending i mit liv, og 
jeg kom under helt nye indflydelser. 

Grundtvig kaldtes til residerende kapellan ved 
Frelsers-kirke, det var Frederik den sjætte selv, der ikke 
havde lidt tilovers for ham og endelig skaffede ham en 
prædikestol i hovedstaden. Jeg var med mine forældre 
til stede ved hans tiltrædelse, først talte stiftprovst 
Clausen, så Grundtvig, og fader sagde, de havde prædiket 
mod hinanden; det havde jeg endnu ingen forstand på. 
Jeg havde hørt meget om Grundtvig, men næppe læst 
andet af ham end „Mester Ole Vind", „Willemoes", der 
også var min helt, og „Dejlig er den himmel blå." 

Fader fandt altid en hel del at udsætte på Grundtvig, 
han glæmte ham ikke haus ytringer om Zinzendorfs 
„ugudelighed", fandt ham også, og måtte efter sin natur 
finde ham, „alt for ultra, så hård og skærende." Ikke des 
mindre agtede han ham som forkynder af den sande tro, 
søgte jævnligt hans kirke og tog mig med. Det store, 
vist nok lidt skrummelagtige rum, altret med sine basun- 
engle, orglet, baret af to elefanter, kunde jeg da sidde 
Og stirre på. Ved den ene af elefanterne var kirke- 
værgens, l)ø(lker Halls, stol, og i den så jeg første gang 
den tilkommende kultusminister, en dreng lidt yngre 



104 

end jeg. Prædikenen hørte jeg på, dog uden ret at 
forstå den. 

Enhver, der har fulgt min livsgang, vil ane, at 
Grundtvig måtte få stærk indflydelse på mig. Hvad han 
levede for, troen på Kristus, historien, Norden, var netop 
det samme, der lå og gærede i min lillo sjæl. Ingen 
anden af Danmarks mange fræmragende ånder kunde 
derfor blive det for mig, som han. Imidlertid var jeg 
endnu alt for ungdommelig, hans tale klang mig somme 
tider så gådefuld; jeg måtte blive lidt modnere, og om- 
stændighederne måtte føje sig. Så kom det endelig fræm, 
der måtte komme. 

Moders svagelighed tiltog, og man var om sig om en, 
som kunde forestå huset og tillige være et slags selskabs- 
dame. Det blev jomfru Luise Prehn, en borgmesterdatter 
fra Sønderborg. 

Hvor vi var nysgærrige, da hun kom, og gjorde os 
ærinder ind i stuen, for at tage hende i øjesyn! Hun 
var en lille, mager, knoklet en, halvgammel og alt andet 
end skøn. Håret bar hun å l'enfant med krøller både for 
og bag, og rokkede med hovedet. Munden var bred og 
fræmviste en række sorte, ormstukne tænder, den tykke 
næse stumpede opad og havde en vis forkærlighed for 
den blårøde farve; øjnene var grå og stikkende, og så 
hun på nogen, var det gærne fra siden. Jeg tænkte ved 
mig selv: „nå, så det er vores nye jomfru!" Men en 
meget god forstand havde hun og var dygtig til sin 
gærning og flittig. „I stille huslighed," skrev hun, „vil 
jeg søge min tilfredsstillelse ved opfyldelsen af mine 
pligter." 

Dem, hun var vel stemt imod, viste hun omhu og 
deltagelse, og i bædre øjeblikke kunde hun med sin 
dannelse endog være usædvanligt underholdende, så man 
rent glæmte hæsligheden. Des værre kom sådanne øje- 
blikke sjældnere end man kunde ønske. Karakter var 
der nok af hos hende, kun var den alt andet end elskelig. 



105 

Hun var herskesyg og rænkefuld , overspændt , fuld af 
tysk føleri og følelser af miskændt værd, af krav, som 
aldrig kunde stilles til freds, i grunden et højst ulykke- 
ligt menneske. 

Alt i de første dage kom hun halvvejs på kant 
med fader. Han satte ikke sønderlig stor pris på den 
æstetiske dannelse, hun var stolt af; han var hende 
også for jævn og naturlig ligefræm i ytringer og sårede 
hendes fine følelser, så fine, at hun først ikke vilde 
hringe ham teen om morgenen på sengen, som han var 
vant til. Da moder pålagde hende det, svarede hun: 
„ihnen zu Gefallen, liebe Frau, werd ich es dann thun; 
man kann ja auch sehn und doch nichts sehn." Vanen 
til at tale tysk måtte hun ellers snart lægge af. 

Mig gik det ikke meget bædre end fader. Til fro- 
kost krævede jeg, måske temmelig rask, „to stykker 
smørrebrød, et med pølse og et med ost", og på hendes 
indvendinger „jeg véd nok, hvad der er det rigtige", 
svarede jeg: „men sådan får jeg det altid af moder!" 
Også fandt hun, jeg knejsede for højt med nakken, 
noget, jeg i det mindste til dels gjorde ufrivilligt; den 
ranke holdning, som flere kunde tage for stolthed, var 
en arv efter moder. Heller ikke moder syntes ret om 
sin selskabsdame, der dog her vendte sin elskværdigste 
side ud. Det behagede hende ikke, at hun kun sjælden 
så nogen lige ind i øjnene. Adskillige skyer trak 
således straks op, men alligevel blev jomfru Prehn i 
huset i 14 år og fik kun alt for stor indflydelse. 

Kort før hun kom, var vi to brødre blevne satte i 
borgerdyd skolen på Kris tjanshavn. Hjemme- 
undervisuingen, mente mine forældre, burde nu have 
ende, vi var i en alder, hvor skolen var os tjænligere; 
og de havde ret, min fantastiske natur trængte til at 
tøjles, ellers kunde den løbe løbsk. Fader stod gennem 
bibelselskabct i forhold til professor Jens Møller, hvem 
han bar megen agtelse for og derfor si)urgte til råds i 



106 

den sag, og J. Møller tilrådte den nævnte skole. Han 
havde sæde i direktionen for den og vilde lige selv 
skikke to sønner der ud; det var ham ikke ukært, hvis 
vi måske kunde blive til omgang for dem, han bad os 
hjem til sig og viste os velvilje på mange måder. 

Fader fik mig netop dette samme år til at holde 
dagbog, jeg meddeler her et par prøver af den. 
„D. 13 avgust. Denne dag var det regnvejr og var fru 
Raffn hos os, og vare vi om eftermiddagen hos en 
professor i glaspusteriet, hvor vi kedede os gyseligt, og 
der var ingen uden os. Desuden var han så imperti- 
nent, at tage 4 mark for en biljet til dette juks. 
D. 18 avgust vare vi om morgenen og hørte Rothe 
prædike, om middagen var kaptajn Hansen, der hjemkom 
fra Vestindien med Plougs brig, hos os. D. 3die sept. 
bragte posten udførlig beretning om det store slag ved 
Termopylæ, som Grækerne vandt og i hvilket faldt 
50000 Tyrker og 18000 Grækere, desuden faldt Odyssevs, 
en majnotisk høvding. D. 9de sept. lod en rotte sig se 
i vores gård, der blev dræbt af en kat, og var Luise 
Kilde hos os. Martin balangserede på nogle bjælker, 
der lå i gården, og blev derved våd om benene, da han 
faldt i til knæerne." Det lyder omtrent, som man 
kunde vænte det af en 13 års dreng. 

Borgerdydskolen holdtes dengang i gården på hjørnet 
af „overgade oven vandet" og Sofiegade, en af Kristjans- 
havns gamle gårde, bygt af bindingsværk , med meget 
små, smalle vinduer. Trapper op og trapper ned; de to 
øverste stokværk var ved udkragning førte længere ud i 
gaden end det nederste, stuerne lå slet, og bygningen 
egnede sig kun lidet til skolebrug. En garvergård, der 
stødte til, tjænte som legeplads i frikvarteret. Skolens 
bohave var tarveligt, gamle, umalede, tilklattede borde 
og bænke, fulde af navne og figurer, drengene havde 
skåret ind i dem. Disiplenes tal var vel noget over 
hundrede. Klasserne var toårige, jeg, der efter min 



107 

alder var kun alt for fræmlig, kom i anden klasse og 
skulde til efteråret op i øverste, min broder kom i tredje. 

Skolen var, da vi sattes i den, i et slags opløsnings- 
tilstand. Direktionen dannedes af prof. J. Møller, 
gamle Fenger, sognepræst ved Frelserens kirke, og en 
lige så gammel kristjanshavnsk grosserer, i hvis sted 
fader siden kom. Den mødte i skolen ved årsprøven og 
andre lejligheder og gik ikke ram forbi; man véd, hvor 
skarpt øje drenge har for det løjerlige, og noget løjer- 
ligt var der ved medlemmerne. 

Jens Møller havde vist svedt sin egen skoletid ud, 
tænkte heiler ikke mere på Slagelse og Rosenkilde dér, 
ellers havde han næppe givet en sådan festtale til 
bædste, hvert år ord til andet den samme: Drengene 
„mine unge venner" sammenlignedes med „spæde, unge 
planter, der én gang skulde vorde skyggefulde træer. 
De lovede måske godt, men hvor trængte de ikke til 
gartnerens stadige omhu, for at vokse op til glæde for 
forældre og venner!" Den kunde vi udenad, og hans 
ejendommelige „æem", hans ,,og", hans udtale og lader 
i det hele blev ofte efterabede til stor moro for os. 
Ved siden af ham stod den gamle grosserer i grøn, 
gammeldags kjole med blanke knapper, sorte fløjls knæ- 
bukser med sølvspænder, hvide strømper, der stak fræm, 
og små støvler. Han lyttede spændt til hver af fest- 
talerens temmelig lange sætninger; havde han taget sit 
blommede snustørkhcdc op for tidlig, stod han med dot 
for næsen, lyttende, til der gjordes et ophold, så først 
pudsede han den. Han sagde aldrig et ord. 

Jens Møller havde sørget for dygtige, til dels ud- 
mærket dygtige lærere, men valget af inspektør var så 
uheldigt som muligt, og ødelagde hele skolctugten. Det 
var Møllers svoger, en hæderlig, gammel, pensioneret 
landeyæniskaptajn Chiewitz, kun al^ andet end skole- 
mand ; tilsyneladende barsk, i grunden holdningslos, med 
et underligt væsen og som lærer helt uvidende. 



lOS 

Underviste han i geografi, begyndte det med: „nå, 
slå så kortene op, drenge!" Han greb bogen, og øjnene 
veg aldrig fra den, han krævede den ord for ord; stod 
der hændelsesvis en trykfejl, han ikke havde mærket, 
rettede han os efter trykfejlen. Det vidste man, derpå 
lurede man, og der gik en dæmpet ^nisen gennem 
klassen. Han snode sig gærne fra en time, kom i så 
fald ind til os med surt ansigt, begge arme over hovedet 
og de ord: „uh, hvor jeg dog har en forfærdelig hoved- 
pine!" „Å, herr Chiewitz," råbte vi, „må vi så ikke få 
lov?" „Nej, det går ikke, drenge, det går pinedød 
ikke!" „Å jo, å jo, vi skal tage så meget des længere 
til næste gang!" „Nå, kom da med bogen!" Og så 
gik det. 

Under disse forhold afhang vor fræmgang ene og 
alene af læreren; kunde han få os med: godt og vel, 
kunde han det ikke: også godt, i det mindste i inspek- 
tørens øjne. Man ser let, hvor frit den enkelte dreng 
måtte føle sig stillet og hvor meget han kunde tillade 
sig. Når inspektøren nu og da trådte fræm med en 
tordentale — han tog gærne plads i døren mellem to 
klasser og åbnede talen med på én gang at spytte ind 
i dem begge — , vidste vi drenge alligevel, der fulgte 
ingen lyn bag efter. 

Enhver art frihed har sit gode ; vi kunde heller ikke 
kaldes overlæssede med lektier, der var tid til selv- 
studium, hvis nogen vilde bruge den. Jeg véd ikke, om 
det kom heraf, men en kændsgærning er det: skolen, 
lidet talrig som den var, har i sin opløsningstilstand 
haft forholdsvis mange elever, hvis navne nu har en 
god, nogle selv en udmærket god klang. Blandt dem 
nævner jeg Hall, Ferdinand og Emil Fenger, Birkedal, 
lægen Buntzen, politiløjtnaut Lerbek. 

Den første dag trådte jeg ind i min klasse meget 
spændt og i en næsten højtidelig stemning; da flokkedes de 
to, tre, ja fire år ældre kammerater om mig som vilde 



109 

fugle: „nej, sikken en gråspurv!" Jeg blev hejset, hivet, 
dunket, „døbt", puttet i kakelovnen, man legede himmel- 
spræt med mig, og til faders forfærdelse kom jeg hjem 
med en stor bule. Det mældte han til J. Møller, og 
des mer måtte jeg døje: „æ, du mors dreng, sladder- 
hank i barselseng med knappenål i r I Når 

kommer så din pige og henter dig af skole?" Da jeg 
var lille og spinkel, fik jeg på stedet det øgenavn 
„tøsen", „Rikke". Det harmede mig svært, og en dag 
havde jeg formeligt bersærkergang, så jeg næppe vidste, 
hvad jeg gjorde. Den dreng, der drillede mig værst, 
jog jeg en pennekniv i maven, uden at det dog fik 
videre følger. Til gengæld hug han mig en bog i 
ansigtet, men tog sig nok ellers, i det mindste til en 
tid, i vare for at skælde mig ud. 

Dagligt gav vor klasse følgende forestilling, inden 
timen begyndte. Tapperne var tagne ud af bordpladen 
og fedt smurt under den; derpå blev en af de kådeste 
drenge, „gale Christensen", lagt på pladen, man tog 
plads på begge sider og furede den, under en opsang, 
fræm og tilbage. Imidlertid stod en på vagt, „der er 
kaptajnen", råbte han, og under råbene, „der er han, 
der er han", blev alt hurtigt bragt i orden, så han, når 
han kom, ingen ting kunde se. 

En dag var der en voldsom støj, han kom farende 
og greb rask i døren, men standsede dér og gjorde de 
særeste fagter med hånden. „Hvordan er det dog med 
Dem, herr Chiewitz," blev der råbt; „har De slået Dem, 
De er da ikke bleven durlig V" „Hvordan det erV Uf! 
Dér har de, sandt for Herren, smurt det pure, pære 
menneskeskarn på låsen ! Så gid satan havde de for- 
bandede drenge!" 

Til lærer i tysk havde vi en født Tysker, en lille, 
arrig, vanskabt, løjerlig trold; vi kaldte ham for skov- 
djævlen. Ilani drillede den omtalte kåde dreng så 
længe, til han rejste sig og for imod ham. „Slår De, 



110 

herr Valentin er," råbte knægten, „så slår jeg. Gud 
straffe mig, igen I" Snart stod der et formeligt slagsmål, 
og hele klassen råbte hurra. Men den sag gik upåtalt 
hen, som næsten alle lignende, sådan var tonen. Kunde 
sligt ske i timen, kan man let forstå, hvad der forefaldt 
i frikvarteret på legepladsen. En af de dristigste her 
var Lerbek, åndsnærværelsen og smidigheden selv, men 
rå blev han aldrig. Heller ikke jeg var tam og vilde 
så gærne udmærke mig, det kunde jeg nu bare ikke 
mellem alle de store. 

Når vi om vinteraftnerne gik fra skole, blev der 
ringet og banket på porte og drevet andet uvæsen. Af 
og til kom det til sammenstød med andre drenge, navnligt 
med „Tyskerne" fra Petri realskole. Jeg husker en 
skarp fægtning ved børsen mellem min broder og mig 
på den ene side og grosserer Brandts sønner. De var 
mindre end vi, men hele fem mand stærke og fik desuden 
hjælp af en stor dreng; så havde de også linealer og 
sparebøsser, hvormed de dængede os. 

I skolens øverste klasse, hvor jeg rykkede op om 
efteråret 1822, var tonen bædre, især da et nyt sæt 
drenge kom ind i den. Den var, som de andre, toårig, 
men jeg måtte på grund af min alder sidde der i 3 år 
og kom endda alt for ung til universitetet. Min op- 
førsel var så som så, og der kunde vanke anmærkninger; 
fliden var derimod ulastelig. Den ene præmie fik jeg 
ved årsprøven efter den anden, deriblandt en mig kær 
gave, historikeren Fr. Sneedorfs skrifter, og i to år var 
jeg skolens dux. Her gjorde min æresyge sit gavn, 
både den og fliden og samlivet med kammerater trængte 
det fantastiske hos mig tilbage og hjalp forstand- 
siden fræm. 

I historie var jeg flink, altid kunde jeg min lektie, 
fik aldrig under mg, og alligevel læste jeg ikke mere på 
den, end i de øjeblikke, jeg kunde tilstjæle mig på 
skolen. Men hjemme greb jeg efter enhver bog, der slog 



ind i det historiske, og det hjalp meget. Læreren, den 
senere professor Velschow, var en lærd mand, da 
han imidlertid var fuldstændigt blottet for historisk ind- 
bildningskraft, kunde han ikke yde mig noget. Han 
hørte os nøjagtigt i lektien, skønt han ikke let kunde 
blive „fær'ig" med noget. Og det var så det hele, der 
blev ikke en gang tale om indøvelse i årstal og navne, 
som vilde skaffe os løb i dem. 

Kofods historie, som vi brugte, var ingen lystelig 
bog til at få forstand af. Det morsomste for os var, 
når forfatteren gik på stylter og fortællingen lød som 
vers; Thortsen i sin metrik meddeler et par prøver. 
Eller når det hed, som følger: „de samlede sig på slottet 
i Prag, hvor de kastede de kejserlige gesandter ud af 

vinduerne og grev Thurn faldt ind i Østerrig." 

I samme forfatters geografi fortælles, „at Kalkutta talte 
600,000 sjæle, hvoraf de halve ere sorte." Sådanne ud- 
tryk gengaves naturligvis i timerne ord til andet, 

Velschow kunde slet ikke sætte sig i agtelse; det 
faldt altid noget svært i en skole som vor, og forgæves 
bad han os bønligt at sidde roligt. Vi bød ham utrolige 
ting. En gang rejste en sig midt i timen og fræmsagde 
et vers af „kong Salomon og Jørgen Hattemager" : „hvad 
mener De, herr Velschow, vel om Grækenlands affærer?" 
Så traf han en fjollet matros, Tolle Begklat, stående på 
katedret og vrøvlende, uår luin trådte ind; sn os alle 
liggende på bænken med ryggen vendt imod ham: „a, 
om forladelse, herr Velschow, vi trode, det var Tolle, der 
kom I" Han havde, som de, der har kændt ham, véd, 
noget søgt i sit væsen, noget pænt spidsborgerligt, og det 
gjorde ham lidt latterlig for os drenge, for hans jævn- 
aldrende somme tider med. 

Efter disputérøvelserue i Lyceum samledes deltagerne 
gærne til aftensmad hos en af dem, som hi på Borchs 
kollegium. En aften kom Velscliows personlighed her 
på tale, „du ligger bestemt med nathue på, det ser du 



112 

ud efter", sagde Povl Møller; Velschow nægtede det 
og gik, pedantisk som han var, på slaget ti op på 
sit værelse og til sengs. „Hør", sagde Povl Møller, „hvad 
vædder I? Han ligger alligevel med nathue!" Så sad 
de en times tid og talte om andre ting. Da de skulde 
bort, sagde Povl Møller: „skal vi nu se, om han gør 
det?" „Ja nok, men hvordan kommer vi ind?" „Lad 
mig om det!" Han gik støjende op på gangen ved Vel- 
schows værelse, bankede stærkt på og råbte: „brand, 
brand!" Velschow for ud af sengen og åbnede døren, 
Povl Møller tog hatten dybt af: „mange tak, min ven! 
Nu véd vi da, du ligger med nathue på! Ildløsen skal 
du s'gu ikke bryde dig en smule om!" 

Latin læste Flemmer og senere Krarup med os. 
Krarup var en udmærket dygtig latiner og tog sig af 
mig en tid, lod mig komme hjem til sig. Jeg lærte også 
hvad jeg skulde lære, men kærlighed fik jeg kun til 
enkelte forfattere, historikerne. Cæsar, fræmfor alle 
Tacitus. Hans Germania, rig på fortælling om vor 
oldtid, blev mig formeligt en yndlingsbog; det har jeg 
dels æmnet, dels stilen, og dels Flemmer at takke for. 
Livius derimod kedede mig, når jeg undtager hans første 
bog, og hverken Ciceros overfladiske tanker i et veltalende, 
smukt foredrag, eller de eftergjorte homerske vers hos 
Virgil faldt i min smag. De oder, der skulde over- 
springes i Horats, blev læste på egen hånd; så går det 
de fleste steder. Latinsk stil, med den var det kun så 
som så. For stilens skyld skulde vi lære store stykker 
udenad af Cicero og Quinctilian, men vi listede os gærne 
derfra ved den næmme, i skoler ikke ukændte metode, 
når læreren er lidt nærsynet. 

Krarup havde ligesom Velschow visse iøjnefaldende 
særheder og megen selvfølelse. Yndet forstod den lille, 
tørre filolog ikke at gøre sig, frygtet heller ikke; haus 
brum var ikke bjørnens brummen. Så blev han genstand 
for idelige drillerier. Især Sally, død som æmbedsmand 



113 

Ted hoffet, blev ham nærgående, Lerbek ligeså. En 
gang havde den sidste på omslaget af sin stilebog skrevet 
en sentens om en lærers pligter, og i steden for at overse 
det, indlod Krarup sig i brevveksling med ham derom. 
En anden gang traf han noget ligeledes på et omslag, 
jeg tror Sally havde skrevet det; det var taget fra 
Grundtvigs „Nytårsmorgen'', et vers om stileskrivning. 
Krarup bragte det på tale i timen og så, som han 
pleiede van, ud over brillerne ned i klassen med et 
eget sløft udtryk i øjnene. Derpå rejste Sally sig. 
„Synes De da ikke om det, herr Krarup? Det er under- 
ligt! Det er dog et af pastor Grundtvigs berømte digte." 
Og han deklamerede med patos: 

Ja vist må man smile 

ad sprænglærde små, (Krarup var lille) 

som ikkun på stile 

at file forstå. 

Krarup vidste ikke, hvad han skulde gribe til, han 
drejede og vendte sig på katedret: „nej, jeg finder det 
højst upassende," de ord ledsagede han med det sæd- 
vanlige sagte brum. \i havde også mærket os, hvor tit 
han i udlæggelsen af Virgil tyede til Sergius' anmærkninger. 
En dag vilde det ikke ret glide for ham med kommen- 
taren, da rejste Sally sig igjen: „tør man spørge, herr 
doktor, uden at være påtrængende, hvad Sergius i sine 
noter mener om den sag?" Atter brummede Krarup 
noget, blodrød i hele ansigtet. 

I græsk havde vi de senere rektorer Thortsen og 
Klemmer til lærere, og begge, hver på sin vis, lærte 
os det sprog godt. Hos Flemmer var der, trods haus 
underligheder, noget, som tik os med; man følte, den 
mand havde kærlighed til sagen. Af Homer, Herodot, 
X.euofon fik jeg da indtryk, som endnu efter så mange 
år stå for mig i sin fulde friskhed. 

Navuligt hlev jeg helt tagen af Herodots historiske 
skildringer, af Odyssevs' fartor, Fæakerues ø, Navsikaa; 

8 



114 

der kom mig som en luftning i møde fra det dejlige 
„violblå" Midlandshav og cypresselunden. I digter sk 
henseende påvirkedes jeg lige så stærkt af Odysseen, 
som af den mageløse enfold i fortællingerne i Genesis. 
Og det gik adskillige som mig, vi glædede os ordenlig 
til de græske timer og talte med hverandre derom. 
Året efter min eksamen artium læste jeg på egen hånd 
flere bøger i Odysseen, og endnu en gang i mit senere 
liv kom jeg tilbage til den. Vist nok lå det i de gamles 
vidunderlige kunst og i de storslåede æmner, æmner, der 
særligt tiltalte mig; men Flemmer udtværede dem heller 
ikke og gjorde dem lærd kedelige som Krarup, tvært 
imod oplyste han dem for os. 

Han åbnede mig øjnene for stammeslægtskabet i vor 
sprogæt; jeg kunde nok grine med de andre, når han 
stillede ordrødderne sammen: „d-vj-arr,^, Tochter, dotter, 
datter", ,,.jM'/T7/^, mater, Mutter, moder", og alligevel 
gæmme på, hvad han sagde. Han havde også sans for 
en god oversættelse, gode danske ord, helst almuesord, 
allerhelst lidt saftige. Det kom især fræm ved Aristo- 
fanes' „skyer", han modtog da med taknæmmelighed 
hjælp fra os, som naturligvis rigeligt blev ydet. En 
sand fryd for ham var nye eder: „fanden heste mig", 
„fanden vælte i dine øjenstene", „fanden knuse din for- 
bandede krop så flad, at lopper og lus må ligge på knæ 
under dig"; udtryk som hint fra Nyboder: „ers I nådsens 
lynende tre kvart"; indfald som: „skal du drukne dig i 
vand, som folk drikker af, dit svin!" Han kunde le, 
så det klukkede, mens de tre fingre spillede fræm og 
tilbage på manden: „ja, ja, ja I Og hvad siger De så 
til at oversætte det ord, dér står: tidligt oppe, ved: 
oppe, før fanden fik sko på I" 

Svenningsen kunde lære selv den matematik, 
der havde det mindst matematiske hoved, det har blandt 
andre jeg sandet; jeg fik agtelse for det strenge bevis, ja 
det havde mig endog noget tiltalende. Den gang han 



115 

var kaldet til lærer, gik rygtet, at han kunde slå en 
dreng midt over med et spanskrør. Så trådte han ind 
i klassen, svær og hærdebred, end sand kæmpeskikkelse, 
med det ansigt, hvori på én gang lunet og sindig fasthed 
stod præget, i blå frakke og benklæder, der ikke ud- 
mærkede sig ved pyntelighed. Hans undervisning var 
kort, klar, fyndig, gik lige på målet og krydredes ikke 
sjælden ved et godt indfald. Endogså hans anmærk- 
ninger i protokollen lød højst ejendommelige: „Selchau 
umanérlig". 

Holger Tryde viste sig i en af de førte timer noget 
urolig. „Hør Tryde," sagde han med største ro, „gør 
De det tiere, tår jeg Dem, min sæl og salighed, ved 
bukselinen og holder Dem ud af vinduet I" Klassen var 
på første sal, ingen tvivlede på, han jo vilde gøre alvor 
af truslen. Han havde kræfter nok dertil, jeg har sét 
ham tage to geværer ved bajonetten, et i hver hånd, og 
holde dem længe lige ud i stiv arm. Fra det øjeblik 
hørtes ikke et kny i Svenningsens timer. 

Må jeg fortælle blot et par af de mange historier, 
der gå om denne, i sin art enestående personlighed. 
Jeg var en gang som kandidat sensor ved en årsprøve. 
Den, som var oppe, skulde trække en lodret linje, men 
bar sig kejtet ad og trak den ene ved siden ad den 
anden. Svenningsen smålo: „sidder han ikke dér og 
laver mig et helt stakitværk af lodrette linjer I" En 
gang vilde han op på Kristjanshavns vold, skildvagten 
standsede ham og krævede tegn, uden det turde man 
ikke gå der. „Om jeg har tegn?" sagde Svenningsen, 
„ja, min salighed, har jeg sål Ser du I" Og han gjorde 
fagter med hænderne, som helt bragte soldaten ud af 
fatning, så han lod ham gå. Kort efter gik Svonniugseu 
alligevel af sig selv ned ad volden: „den stakkels fyr 
kunde jo ellers komme i uh-jligiiod for min skyld I" 

Undervisning i naturhistorie meddeltes ikke i 
skolen, jeg havde virkeligt både trang og lyst til den. 

8* 



116 

Men jeg fik, som sagt, ingen, før jeg selv som voksen 
kunde skafi'e mig den, og da var det for sent. Hvilket 
skår i glæden over naturen, når man står der ude som 
en fremmed gæst! 

Vor danske lærer var den senere bibliotekar 
Fabricius, som af hjærte elskede og kændt'! literaturen. 
Han var tunghør og som følge deraf mistænksom mod 
os drenge, også led han tit af luner. Men en trang hos 
mig kom han i møde, og i hans undervisning var der 
noget vækkende, det takker jeg ham for endnu. Rah- 
beks læsebog, den gang den herskende, blev sat til side 
for digte af Oehlenschlåger og Ingemann, og han var 
fuldt med, når vort valg var faldet på et smukt digt. 
Så kunde han og, når han vilde, blive morsom nok. En 
gang så han en af de mindre dygtige drenge græde for 
sin karakter og fræmsagde med patos følgende inpromptu: 

herr Stub han sidder ved breden bord, 
hans tårer rinde så stride, 
han af sin lektie ej kunde et ord: 
det volder ham sorg og kvide. 

Ingen af mine lærere fik den indflydelse på mig, 
som J. C. Lindberg, skønt han slet ikke kan kaldes 
en udmærket lærer; han læste ebræisk og religion med 
os. I manges øjne står han som en hadefuld kamphane 
og intet andet. Kamplysten var han jiu vist nok og 
kunde blive både nærgående og krakilsk, måske har han 
her haft noget medfødt, i alt fald blev han tidligt ud- 
dannet i den retning. Hans fader havde taget sig af 
ikke få enker, adskillige af dem overlod han sønnen, 
mens denne endnu gik i Ribe skole, og indlærte ham 
formeligt i at varetage deres tarv, selv ved rettergansmål. 
Men en sag, Lindberg skulde kæmpe for, måtte altid 
være en god sag, så var han rede til ethvert offer. 
Det viste han, da han ofrede udsigterne til den ebræiske 
lærestol for sin overbevisning. Og den samme, der 
førte den skarpe pen, var i det daglige liv det god- 



117 

modigste menneske, tjænstfærdig i høj grad og op- 
ofrende. 

Han vidste godt, vi af og til kunde bruge utilladelig 
hjælp i timen, dog den, der nødig vilde straffe derfor, 
var Lindberg. Var der noget i vejen, rejste hans lange 
skikkelse sig med tilstrækkelig langsomhed op fra katedret, 
imens var alt naturligvis kommet i orden; så smilede 
han. Når en ny dreng, som ikke kunde ebræisk, blev 
mældt ind i klassen læste han begyndelsesgrundene privat 
med ham, uden godtgørelse; fader måtte næsten påtvinge 
ham den, da jeg var i det nævnte tilfælde. I de timer 
omgikkes han med mig mere som ven end lærer og 
indlod sig om de forskelligste ting. Ingen kunde bædre 
end han tolke Grundtvigs tanker for den uindviede, og 
jeg begyndte da at forstå dem, så vidt mine ævner den 
gang rakte. 

En folkelig dansk, noget plebejisksindet mand var 
han også. Længe inden man kændte det ord „folkelighed" 
eller satte nogen pris derpå, fik jeg på ny en anelse om 
den gennem ham, som jeg i barnedagene fik den gennem 
Marie. Han kunde fortælle småtræk af bondens liv, eller 
fra den sidste krig, og man mærkede, hvor inderligt de 
glædede ham. Selv havde han alt i sin skolegang arbejdet 
med på at rejse den jydske almue til kamp og ligget 
på spejderi efter Kosakerne. Som en afgjort sag stod 
det for ham : Danmark bør og Danmark kan forsvare 
sig. AJan vil måske undre sig, når man ser en ung 
skoledreng gå ind på sådanne ting, men jeg var tidligt 
vakt til følelse for manddom og fædreneland. Den hos 
mange herskende modløshed, følgen af en lang og ulykkelig 
krig, havde allerede tit smertet mig i inderste sjæl; 
Køgevisen „og det var udi året 1807" kunde jeg ikke 
døje for nogen pris. 



118 

Det Lrændeude spørgsmål deu gang var den kirke- 
lige kamp mod rationalismen, åbnet af Grundtvig, 
Rudelbach og Lindberg ved teologisk månedsskrift. Det 
var Danmarks æstetiske tid. Efter ulykkerne og tabet 
af Norge havde de dannede helt kastet sig over den 
side, for at glæmme al den virkelige usselhed og nød i 
landet. For dem var det næsten en verdensbegivenhed, 
da Baggesen og Oehlenschlåger tørnede sammen. Midt 
i denne tid stak nu en af landets navnkundige skjalde 
et nyt banner op, Kristus-fanen. Det var noget andet, 
dybere og højere, der skulde kæmpes om, den tro, man 
længe havde ment var død og borte. 

Det blev en gennembrudstid, og det, der brød 
gennem, har videre udfoldet sig i folkelig retning; til 
det knytter vort fræmtidshhåb sig. Kun få, men trofaste 
fylkedes om banneret, i den store mængdes øjne gjaldt 
de for „obskuranter, seloter" og omtaltes kun med hån. 
Men kampen bruste stærkere og stærkere, i året 1825 
udgav Grundtvig „Kirkens genmæle". 

Jeg tvivler på, der fandtes nogen skole i Danmark, 
hvor man hørte genlyd af kirkekampen, som i borger- 
dydskolen på Kristjanshavn. Det var ikke Lindbergs 
værk alene, det udgik også fra disiplene selv. Jeg har 
omtalt det nye sæt, der kom op i øverste klasse, og 
blandt dem fandtes flere, som havde varm følelse for 
hvad det gjaldt om. 

Dér var Ley, over 3 år ældre end jeg, smækker, høj, 
næsten udvokset også i åndelig henseende, skønt i skolen 
en sinke; lære vilde og kunde han kun, hvad der til- 
talte ham. Trofast hang han ved Grundtvig, og stiv- 
heden og det kantede i hans væsen ledte ham til mange 
yderligheder, Grundtvig var ham ét og alt. Han var 
hjemme i hans skrifter, som faderen, en Slesviger, 
allerede tidligt havde givet ham i hænderne, og ved sin 
alvor og modenhed, sin sanddruhed, måtte han nød- 
vendigvis få ikke ringe indflydelse på os andre. Han 



119 

talte alt da om „en historisk fantasi" hos Grundtvig ; 
det fattede jeg ikke den gang, nu forstår jeg det og 
giver ham ret. Ofre sig helt for en sag kunde han og 
satte senere alting ind på at føre sin mesters tanker ud 
i livet. 

Harald Laurent, på alder med mig, var skolens 
yndling og derfor en af de få, som intet øgenavn fik. 
Hans forældre var franske; faderen, hofballetmester, 
havde på fransk udarbejdet dansekunstens historie, der 
begyndte med Adam og Eva, „som rimeligvis alt dansede 
i paradis". På hans Grav satte Laurent et vers af 
Grundtvig : „den, der smile kan ad døden, ham har 
himlen smilet til." Jeg kænder ham kun som en olding, 
lænket til sin lænestol, og med et par mørke, spillende 
øjne. Rundt om på væggen — det samme hus, hvori 
min fader var født — hang optrin af hans egen ballet 
„Sigrid med sløret" og Galeottis balletter, Rolf Blåskæg, 
raske skitser i vandfarve, de var nok af Abildgaard. 
Laurents moder var fra Normandiet , en dyb , inderlig 
natur. Ligesom forældrene var Laurent lille af vækst, 
lyslokket som sin moder, smidig og kæk. Letnæm 
var han, altid glad og fuld af løjer; man mærkede den 
sydlige natur, og i hans latter var der intet sårende, 
tvært imod noget usigeligt velgørende; den kom ham 
fra hjærte. 

Overgiven kunde han blive, som når han, efter svøm- 
ning, tog en Ziegenhajner i hånden, kasket og støvler 
og kjole på og ellers, som han sagde, „spaserede 
i skindbukser" ; han æntrede da op i masten, balang- 
screde som en dansemester på bommen i vandet. 
Men jeg har aldrig hørt en ed, et usømmeligt ord af 
hans mund, han var ren og from, og jeg har aldrig set 
en sådan glæde i andre og over andre, som hos ham. 
Han kande give sig hen med sin fulde, rige sjæl; dot 
var det store hos denne Natauael. 



120 

Forældrene lod ham konfirmere romerskkatolsk, og 
man mærkede det katolske sving på visse egenheder; 
når han blev slået af noget, udbrød han: „Jesus, hvilken 
sandhed I" Hans hjærte tilhørte dog Grundtvigs og 
Ingemanns kirke. Nuværende pastor P. Fenger, der var 
hans første religionslærer, fik stor indflydelse på ham, 
og stiftsprovst Tryde, den gang landsbypræst, modtog 
løftet, da han trådte over. 

Videre må jeg nævne Hagen, nu fripræst i Kærte- 
minde, og Lindbergs tilkommende svoger Hansen, der 
siden, som præst i Sønderjylland, nedlagde æmbedet og 
blev ivrig romerskkatolsk. Også de var påvirkede af 
Grundtvig. Birkedal kom først ind i skolen, da jeg kom 
ud. På Grundtvigs side stod endelig nu jeg med, meget 
umoden — jeg kan bædst se det på mine stile fra hin 
tid — , men alt fra barndommen greben af den følelse 
for kristendom og danskhed, som hvis ypperste 
talsmand han trådte op. 

Jeg var ikke hjemme i hans skrifter, som Ley, 
Laurent, Hagen; hans „Kvædlinger", „Koskilde-rim" og 
især hans ældre „Nordens mytologi" havde imidlertid 
revet mig med sig, og for hans forkyndelse af ordet be- 
gyndte jeg at få øre. Jeg mindes en froprædiken jule- 
morgen, gaden lå fuld af sne, fra den oplyste kirke lød 
salmesangen. Da han siden sang: 

velkommen igen, Guds engle små, 

fra høje himmelsale, 

med dejlige solskinsklæder på, 

til jordens skyggedale! 

Trods klingrende frost godt år I spå 

for fugl og sæd i dvale. 

Vel mødt under sky på kirkesti, 
på sne ved midnatstide, 

da har han givet toner til hvad jeg den gang følte. At 
jeg holdt med ham var jeg frejdigt bekændt for alle og 
enhver, ihvor ringeagtet han end var. Derimod ikke, at 



121 

jeg med mine forældre kom „på salen i Stormgade", ti jeg 
kom der mod min vilje. Holger Tryde, min klassekammerat, 
havde sét os brødre gå der ind, men det løj jeg mig fra. 
Hvad der rørte sig i os, kom fræm i timerne. Fa- 
bricius lod os frit valg af de digte, vi skulde lære 
udenad, og nu fik han også grundtvigske digte. Navnligt 
var Hagen dristig, han valgte en gang: 

Stille, stille, Zions døtre små, 

et digt, skrevet i de dage med kampen for øje og trykt 
i teologisk månedsskrift. Fabricius var den gang som 
de fleste afgjort Rationalist, han udtalte sig stærkt imod 
det, fandt det „selotisk" og var vred. Men det blev 
ikke herved. 

Æmnct til vore danske stile skulde blandt andet 
også hentes fra Krog-Meyers lærebog, Lindberg skulde 
da opgive spørgsmålet og både han og Fabricius gennem- 
læse stilene og give karakter. Da de to imidlertid i 
trossager var skarpe modstandere, gik deres dom om 
stilene naturligvis stik imod hinanden, og hvad den ene 
roste, lastede den anden. Enhver af os drenge måtte 
da følge sin overbevisning, alt opmuntrede dertil; læmpe 
sig fræm og halte til begge sider, gik ikke. Selv de, 
der ingen overbevisning endnu havde, stod her på skille- 
vejen og måtte helst træife et valg. En sådan stilling 
kan vist nok kaldes egen, den kunde have sine farer, 
men den fræmbragte et i en skole ellers højst usæd- 
vanligt åndeligt liv og røre. 

Prof. J. Møller var næppe glad herved, han blandede 
sig ellers gærne i skolesager, undertiden temmelig kejtet. 
Her véd jég dog ikke, han har indblandet sig, skønt det 
kunde gå ud over den cgenlige undervisning, når drengene, 
tit af ligcgyldiglicd og for at more sig, fik Lindberg til 
at udvikle sine meninger mod Clausen, eller Fabricius 
til at udvikle sine for Clausen. Min fader derimod, 
husker jeg, advarede mig for at blive „alt for ultra"; 



122 

det var og måtte efter lians tankesæt blive hans stand- 
punkt under hele kirkekampen. Mig gjorde, som det så 
ofte hændes, hans tilbageholdenhed kun des mere ivrig. 

Omsider gik kampen i skolen fra åndens verden 
over i håndens, det var dog ikke vor skyld, men de 
andres. Flertalet i klassen var imod o? eller var lige- 
gyldigt, og naturligvis forefaldt daglige drillerier. Det 
tålte vi en stund og betalte med samme mønt, til det 
gik for vidt. Især led den mindste og svageste iblandt 
os meget, Lindbergs svoger Hansen; han var i høj grad 
pirrelig, og det morede de andre. Så kunde et par 
store drenge imellem timerne sætte sig, hver på sin side 
af ham, kysse og klappe ham og i det samme hviske 
ham en djævel i øret om Lindberg. Han slog om sig, 
de holdt da på hans hænder og blev ved at klappe 
ham og sige „du er sød, men svoger er bindegal, svoger 
skal i rasphuset, svoger skal i dårekisten" ; de klare 
tårer trillede ham ned ad kinden. Dette optrin hørte 
næsten til dagens orden, det måtte have en ende. 

En hemmelig aftale blev truffen, næste gang det 
skete, vilde vi slå fra os. Syskind, en Jøde, død som 
overlærer ved den mosaiske skole, sluttede sig til os, 
harmfuld over de drillerier, også han var udsat for. 
Hans fader lånte ud på pant, hjemme hos ham var der 
en udstilling af allehånde, som til en maskerade; og nu 
måtte den stakkels fyr, der ellers æstetiserede og spil- 
lede på guitar, vise sig på skolen i en luvslidt kjole. 
„U, din ækle Jødetamp," hed det; „det kryber på mig, 
når jeg skal sidde ved dig, og så stinker du som en 
buk af hvidløg I" Vi derimod talte altid venligt til 
ham og tog ham i forsvar. 

Det afgørende øjeblik kom, en eftermiddag stod vi 
rede; da Hansen, der sad på forreste bænk, atter skulde 
holde for, samlede vi os oppe ved katedret, Ley som 
den stærkeste i spidsen. Han var lige kommen ind ad 
døren og sprang over borde og bænke med de ord: 



123 

„nej, sådant noget vil vi ikke tåle!" „Ja så", råbte 
modstanderne, „nu bliver det nok farligt I Dér er han 
med, den Glumsøbjørn (Tryde), og så Jøden!" Kampen 
med næverne åbnedes, den var ikke lang, men afgørende, 
og sejren vor. Fra den tid var de anderledes varsomme 
med drillerier. 

Hvad man nu ellers vil dømme om disse tilstande, 
en følge af de opløste forhold i skolen, kan man i alt 
fald ikke nægte dem betydning for karaktérudviklingen. 
I en strengt ordnet skole, hvor alt går efter snoren, kan 
personlighedslivet let sløves, ja ligesom slumre 
ind. Her derimod føjede alt sig, så det måtte holdes 
vågent. 

To gange om året var der fest både for lærere og 
elever, om vinteren holdtes bal, om sommeren kom vi i 
skoven: sådanne fester hørte i andre skoler til sjælden- 
hederne. På ballet kunde jeg ikke danse med, men det 
morede mig alligevel. Og skovturen står i fuld glans, 
den gik altid ud til Charlottenlund, Til vogne kændte 
vi ikke, selv de små måtte med botaniserkassen på 
ryggen, trave fræm og tilbage ad strandvejen, hvor man 
snart sank i sand over støvlerne, snart hylledes ind i 
en støvsky; des lifligere smagte skovskyggen og natter- 
galens sang. Sa blev der leget røver, kæmpet sammen 
i to hære, kun første klasse holdt sig fornæmt tilbage. 
Nuværende pastor Fenger ved Frelserskirke, der var 
lærer, udmærkede sig som røverkaptajn eller general, 
han førte altid den ene hær, og ham var det rart at 
tjæne under. Gærne kom tidligere elever, som nu var 
voksne mennesker, ud med hen på eftermiddagen, jeg 
har selv været i det tilfælde. 

Vi studenter sluttede da dagen med et lille gilde, 
hvor grænsen ikke blev overskreden. En eneste gang 
skete det, så vidt jeg husker, og det med den alvorlige 
Ley, der ellers aldrig skejede ud ; men punchen var løben 
ham i hovedet, og jo længer vi gik lijemefter, des va>rro 



124 

blev det, så vi måtte næsten slæbe ham af sted. Han 
gav sig idelig luft i afbrudte sætninger og anklagede sig 
selv bittert. „Hvad vil de dog sige hjemme? Min søster 
synker da i jorden I Hvor det gør mig uendelig ondt I 

— Ja dig — han vendte sig til Holger Tryde — havde 
jeg nok væntet det af, du hjælper mig altid. Men du 
dér — han vendte sig til mig — det er ædelt af dig; 

— Jeg har syndet for Gud; hvad drukken mand har 
gjort, skal ædru stå ved! — Og hvis det nu blev min 
sidste dag? Drukkenbolte arve jo ikke Guds rige! — 
Hu! Hvad er det? Lygten! Ikke andet! Men den 
skinner mig sådan i ansigtet. Du vil nok se, bvor fæl 
jeg ser ud! — Hør, Frederik Hammerich, din fader er 
jo en af byens 32 mænd! Den lygte må han skaffe væk, 
ellers gør jeg det" ; han ruskede i den. — „Herre Jesus, 
Jesus dog!" — Laurent fik tårer i øjnene hvert øjeblik. 
Således gik det, til vi stod ved hans husdør. 

Skolen havde et bibliothek, nu kunde jeg altså få 
min læselyst styret. Jeg greb i flæng efter romaner 
og slugte dem: v. der Weldes, der den gang var i ry, 
Mazzarino, den store røver, Cartouche, Florians fortæl- 
linger. Flemmer mærkede det — han interesserede sig 
altid for os — og advarede mig, henviste mig derimod 
til Shakespeare, Cervantes; dér var åndsføde. Også dem 
hentede jeg da hjem og læste Don Quixote og Hamlet. 
Den sidste var mig for høj, dog har jeg et stærkt ind- 
tryk af graverkarlenes samtale, stærkere måske, fordi jeg 
var til stede en gang den blev forelæst for min moder 
og forelæst godt. 

Men Walter Scott var og blev min yndling. En 
gammel, ellers ægte københavnsk frue, som bode hos 
os, tilbragte hele dagen med at læse i sådanne værker; 
„hvem der dog havde det som hun," tænkte jeg med et 
suk. Det samme kastede jeg en gang hen i jomfru 
Prehns nærværelse som et løst indfald, og hun bragte 
det igen op til fruen. Men hvor vred blev ikke den 



125 

gode kone ! „Ih du fredsens Gud, og det sagde han 
virkelig! Jeg har hidtil holdt ham for et pænt, ungt 
menneske, der passede sig selv. Og nu vil han gøre 
nar ad en anden, fordi man ikke kan så meget latin og 
græsk og malebraisk som han I" 

Fader syntes slet ikke om det slags læsning, han 
kændte kun to arter bøger, „lektiebøger og morskabs- 
sager", og morskabssagerne gav han ikke meget for. 
Han vilde også våge over mig i den henseende, tit ind- 
fandt han sig derfor og spurgte, „hvad det var jeg 
læste". Så kom nødløgnen igen, „mine lektier", ti jeg 
frygtede ham; morskabsbogen var borte, så såre jeg 
hørte hans trin. „Det var ret, min dreng", sagde han 
og gik. 

Jeg er langt fra at undskylde løgnen. Men fader 
med al sin ømhed bar sig ikke ret ad, ham fattedes 
nøglen til det sjæleliv, der rørte sig hos hans børn. Til 
vor udvikling var, hvad han kaldte morskabslæsning en 
ren nødvendighed, og han kunde ikke her skælne mellem 
vraggodset og det gode. Det har gået mig som Aug. 
Thierry. Walter Scotts romaner har gavnet mig mere 
og bædre sat mig ind i den svunde tid, end lærde af- 
handlinger, så han hører med til mine læremestre. I 
øvrigt var da romaner ikke min eneste læsning, også 
mangen god rejsebeskrivelse og mangt historisk skrift 
har jeg i hine tider læst og tilegnet mig. 



Hjemme tegnede det imidlertid ikke for godt, moders 
tilstand vilde slet ikke ændre sig. I kirke turde hun 
ikke komme, det var hende et umådeligt savn, også de 
små aftenselskaber hørte op; i enlighed måtte hun søge 
sin trøst ved harpen eller pianoet. Vovede hun sig en 
enkelt gang ud, måtte hun gå skridt for skridt, så folk 
vendte sig om ofter hendo. Kndnu kundo hun tåle at 
køre i den fri luft eller lade sig ro omkring p;i kanalerne ; 



126 

ved den lejlighed kom vi rundt i havnen, og jeg så 
orlogsskibene og værfterne på nært hold. Men også 
med de udfarter fik det en ende. 

Trods sygdommen modtog hun dog et par nye 
gæster i huset den sidste vinter, hun levede; det var to 
unge piger fra Fåborg, der skulde uddannes videre i 
København. Den ene var en datter af agent Ploug, den 
anden Riborg Voigt, der også bode hos os; hun var 
en højst elskværdig natur, ikke egenlig smuk, men yndig 
og med et par velsignede øjne. Det var dem, H. C. 
Andersen har sunget om. 

To brune øjne jeg nylig så, 

i dem mit hjem og min verden lå, 

dér flammede snillet og barnets fred — 

jeg glæmmer det aldrig i evighed! 

Heller ikke jeg glæmmer det, skønt i en anden forstand. 
Jeg havde ingen søster, nu fik jeg en i hende, en god 
søster, altid glad, frejdig, fuld af troskyldigt skælmeri; 
og hvor klang det fynske mål ikke sødt fra hendes 
læber I Liden Riborg var 17 år gammel og jeg kun 
noget over 13, men alligevel legede vi sammen som børn, 
det var hun ikke for stor til. 

En anden ung dame fra Fåborg, hendes søster, 
gjorde lidt senere et helt forskelligt indtryk på mig. 
Hun var emanciperet, inden man hos os kændte til det 
navn, red, skød, rode, gik på jagt og fulgte enhver af 
sine luner. Så viste hun sig uvæntet i et hus, hvor hun 
ellers ikke kom, smed sig hen i sofaen, indlod sig i sam- 
taler og forsvandt tit lige så uvæntet, som hun kom. 
Med ét kunde hun slå om fra det dybeste tungsind til 
overgivenhed. Snart var hun den stolte, knipske, gammel- 
kloge jomfru og talte hånt om alle herrer, og snart for- 
elskede hun sig i en grad, der oversteg anstandens 
grænser. Hun døde tidlig. På en dreng som mig så 
hun dybt ned, men det gådefulde, sønderrevne i hendes 



127 - 

væsen tiltalte mig alligevel; vred på hende kunde jeg 
ikke blive. 

Moders sidste årsdag kom, 13de maj 1823, jomfru 
Prehn vilde festligholde den efter tysk skik og fik de 
to unge piger fra Fåborg med. Man klædte sig i hvidt: 
den ene, med røde sløjfer og sløret bag ad nakken, 
skulde forestille „ Vergangenheit" ; en anden med blå 
sløjfer forestillede „Gegenwart" ; den tredje, jomfru Prehn 
selv, tilsløret og med grønne sløjfer, forestillede „Zukunft". 
Således trådte de om formiddagen ind til moder i dag- 
ligstuen og fræmsagde et tysk digt i den dybtfølte stil. 
Vi stod og så til, moder var overrasket og kændeligt 
forlegen; fader vidste i førstningen slet ikke, hvad han 
skulde sige, senere talte han aldrig om det optrin uden 
med et vist smil, som jomfru Prehn tog ham meget ilde 
op. Hun havde med utrolig flid ledet indstuderingen, 
fandt deklamationen udmærket og havde væntet at gøre 
en stor virkning. 

Dag for dag gik det nedad med moder, så hun 
kunde nu ikke engang tåle, at jeg læste for hende; hun 
led af hovne kirtler, kortåndethed, tilsidst vandsot. Efter- 
retningerne fra Nolde om den gamle moders tilstand 
lød så nedslående og tog kændeligt på de svage kræfter. 
Ikke des mindre lod hun sig hver formiddag lede over 
til sin sofa i dagligstuen, og da det ikke længer var 
muligt, lod hun sig bære. Dér sad hun mellem blom- 
sterne, roser, gyldenlak, geranium, i sin renlige, snehvide 
morgendragt, med blege kinder og læber, næsten som 
en levende død. Hun anede, hvad der måtte komme, 
og talte derom til sin mand: „men jeg står i Guds 
hånd, døden frygter jeg ikke. Har du vel nogen sinde 
mærket andet på mig, Hammerich".'"' Af og til kunde 
hun lægge hånden på mit hoved og se længe på mig, 
eller også sige: „vil du ikke gærne være en god dreng, 
Frederik:" 



128 

Først sidste dag, hun levede, d. 28de juni, måtte 
hun holde sengen. Hun lå stille hen, famlede med 
fingrene på lagenet og talte stundum i vildelse; jeg 
græd, og dog kunde jeg i det samme smile over de 
underlige, forvirrede ord, der kom fra hende. Hen ad 
midnat drog hun sit sidste suk i samme kammer, hvor 
fader døde 29 år derefter; det opstigende vand havde 
kvalt hende. 

Vore senge var flyttede over i dagligstuen til gaden, 
næste morgen sagde fader os, hvad der var sket, og vi 
græd: „vi vil sørge," sagde han „men ikke som de, der 
intet håb har!" Med sin vanlige ro ordnede han alt, 
os sendte man ud til onkel Kaufmanus, der lå på landet 
ved assistenskirkegård. 

Hvor letsindig er dog ikke barnenaturen I Ingen 
kunde elske sin moder højere end vi, og alligevel legede 
vi med de andre drenge, stimende og støjende, og spil- 
lede kav; jeg med, skønt jeg snart skulde ijlåe 14 år. 
Ja jeg styrtede mig i legen dobbelt vildt, for at glæmme 
det tryk af sorg, som hvilede på mig. Student Frederik 
Boesen, der gik under det navn „poeten", var forlovet 
med et søskendebarn af mig og ude med hos Kaufmanns. 
Ham blev vi vrede på over en småting, drillede ham og 
truede at sætte ham i „politivennen". 

Om aftenen kom fader og bentede os, „hun gik ud 
som et lys, der flammer op, for at slukkes," sagde han. 
Samtalen faldt på de afdødes tilstand, på syner, drømme, 
anelser, og den historie, jeg har fortalt om min lærer 
Holt, kom også på bane. Dagen efter trådte jeg ene 
hen til den døde, nu frygtede jeg ikke længer et lig. 
Jeg så hende ind i ansigtet, stod med hendes kolde 
hånd i min og græd bitterligt. Hvor nær var jeg ikke 
kommen hende netop i den senere tid, når vi læste 
sammen og følte sammen! Og nu denne pinende tom- 
hed i min sjæl! Det var som jeg aldrig skulde blive 
glad mere i verden. 



129 

Et stort følge fulgte hende ud til graven på assistens- 
kirkegård, også vi var med. Og jeg — atter letsindig 
midt i smerten — kunde ikke undertrykke en hemmelig 
glæde over den lange, sorte sørgekappe; nu lignede jeg 
jo en af de voksne. Det afgørende øjeblik kom. Kisten, 
dækket med blomster, blev firet ned i graven, og med 
en dump lyd faldt jorden på låget, tre gange ; hendes 
yndlingssalme lød : hvo véd, hvor nær mig er min ende, 
blæst af basuner. Da for det mig gennem hele legemet, 
alle fibrer, alle nerver dirrede, ja selv den faste ben- 
bygning med; det var mig, som tonerne vilde opløse 
det inderste i mig. Og mens jeg stod dér og stirrede ned 
i graven, gennemrystedes jeg af tanken om død og dom 
og opstandelse. Det var første, ikke sidste gang, basuner 
ved graven greb mig så mægtigt. 

Kun lidt over 46 år gammel blev moder, men hvor 
rigt havde dette korte liv dog ikke været, rigt på kær- 
lighed og glæde! Det blev, som en af veninderne skrev 
i hendes stambog: en vandringssaug til harpen. Fader 
gæmte trofast på dets minder, og selv hendes ringeste 
efterladenskaber var ham en skat, der ikke uden ved 
højtidelige lejligheder turde vises fræm for os. Hans 
tanker vendte ideligt tilbage til hende, når han vågede 
og når han drømte. Indbildningskraften var ellers ikke 
stærk hos ham, og langt snarere var han for ædruelig 
end for fantastisk. Men hans kone havde vist sig for 
ham efter døden: det holdt han pa, det nedskrev han, 
deri lod han sig ikke rokke. 

En nat, to år efter hendes bortgang, ved midnats- 
tide, stillede hun, fortalte han, sig ved hans højre side 
og nævnede ham to gange højt ved navn: „Hamme- 
rich, Hammerich!" Han vendte sig da i sengen og så 
hende, klædt i strålende hvidt, med to småpiger, der 
ligesom i en leg svævede om hende; han tog dem for 
hendes afdøde børn. „Jeg véd", sagde hun, .,at du har 
nok at gøre med at passe på begge vore drenge! Bliv 

9 



130 

kun ved dermed, så skal det vel lykkes og vi alle samles 
igen!" Han tænkte: er det en drøm eller et syn, og 
vendte sig til venstre side; var det en drøm, mente han, 
vilde han så intet se. Men straks så han hende også 
dér. „Er det dig, Magdalene?" udbrød han, idet samme 
forsvandt synet. 

Og dette syn, denne drøm — jeg véd ikke, hvad 
jeg skal kalde det — hvilket forklaret lys spreder det 
ikke både over ham og hende? Også for mig var tanken 
om hende nærværende, den greb ind i hele mit liv, og 
kom der afgørende øjeblikke, kunde jeg sukke: „o, hvor- 
for har jeg dog ingen moder mere?" Jo ældre jeg 
bliver, des mere trøst har jeg af hendes billede; stå og 
se på det og kalde minderne tilbage! Og håbet, det 
salige håb! Atter mødes og tale sammen i lyset om 
svundne dage og hans førelser, der lader nåde gå for 
ret! Atter synge sammen dér, hvor hendes harpe har 
fået de nye strenge! 

Fader kunde efter testamentet siddet i uskiftet bo, 
alligevel skiftede han med os og lagde os vor mødrene- 
arv i al hemmelighed til side. Det havde sin grund i 
hans strenge samvittighedsfuldhed, der gik så vidt, at 
når en af os havde fået en gave til fødseldagen, skulde 
den anden til sin fødselsdag nøjagtigt have en af samme 
værd. Kunde det ikke lade sig gøre, efterbetalte han 
den, der fik mindst, selv indtil mark og skilling. 

En måneds tid efter moders død gjorde vi en rejse 
til Møen og Sydsælland. Første gang så jeg Gisselfelt, 
Valdemars-tårnet og klinten i al sin vidunderlige skøn- 
hed, det hvide bjærg, det blå hav, den grønne skov, 
bækken med sine småfald og kapellet. Jeg var ellers 
noget tankespredt undervejs, fordi de ufrivilligt digtende 
drømmerier kom over mig og ikke slap mig. 

Det var under den græske frihedskrig, den greb 
mig, Nygrækerne var jo Hellenernes børn ; og alle de 
billeder af den, jeg kunde få fat på, havde jeg købt og 



131 

hang over dem, som min vane var. Desuden havde jeg 
hjemme begyndt på en tegning af egen opfindelse, der 
forestillede danske dragoner 1813 i kamp med de frem- 
mede tropper. Ved Lindbergs og andres fortællinger 
havde den krig fået nyt liv for mig. Jeg havde hørt 
om oberst Engelsted, da han holdt for fronten af jydske 
dragoner og meddelte dem prinsen af Echmiihls tilbud 
om kvarter og god forplejning i Hamborg. „Ja, jeg véd 
nu ikke, hvad I tænker derom, karle", sagde han, ,.men 
jeg rider, sandt for Herren, hjeml" Og regimentet hug 
sig gennem Holsten. Tankerne om alt dette var det nu 
som fulgte mig på rejsen. 

De formede sig til et slags novelle om Engelsted 
og hans dragoner i v. der Weldes stil og med samme 
spændende begyndelse: „det var en sildig aften i høst, 
de gule blade raslede og sank inde i skoven. Da lød 
skud i det fjærne, og med ét galopperede en dragon 
fræm, hans ansigt var spændt, sabelen løftet". Ja, nu 
husker jeg ikke mere, men den indgang lovede noget I 
Med hovedet fuldt af sådanne historier, var jeg bleven 
sløvet for rejsens indtryk og ønskede mig kun hjem til 
København. Omringet af billeder, der virkede så stærkt 
på mig, vilde jeg dér kunne drømme endnu rigere. Også 
den kønne konkyliesamling, vi børn just nu fik i arv 
efter moders fætter Martensen, trak mig hjem. Hvis 
der havde været nogen vejleder, kunde jeg haft gavn uf 
den, men der var ingen. Så solgte vi den senere. 

Vi var altså blevne moderløse. For fader stod det 
som et livsspørgsmål, hvorledes han bædst skulde iud- 
rette sit hus og få sine børn opdragede. Jomfru Prehn 
var noget ligegyldig ved den daglige hygge og stemmede 
slet ikke med ham, så lidt som han med hende. Iluu 
lagde intet dølgsmål deri)å for os, ja hun satte ligcfni'Ui 
ondt for fader, furtalte om haus i)jistaelighed i småting, 
hans „pottekigeri", som hun kaldte det. lian kunde 
gå ene op og ned på kontoret og tale højt med sig selv, 

y* 



132 

når han skulde tage en rask beslutning eller træde 
offenligt op. Det gjorde hun sig lystig over, „og så 
fylder han hele huset med snak og bøger om den 
gyldne åre!" 

Den sidste nat, da hun skulde våge over moder, var 
han kommen, sagde hun, og havde givet hende „kuk- 
kassen" at more sig med. Han stod hver dag, fortalte 
hun videre, for spejlet og sagde: „ja, folk kan nok se, 
jeg holdt af min kone, jeg falder stærkt af I Se bare!" 
Hermed strøg han sig om kinderne. „Men til et skelet 
vil jeg dog ikke blive for hendes skyld ! Derfor vil jeg også 
hver dag have min kop chokolade." Kændeligt nok var 
det overdrivelser og fordrejelser af faders svage sider. 

Ikke sjælden forefaldt hæftige sammenstød mellem 
dem. Hun lod da gærne, som hun fik ondt, greb et 
glas vand med dirrende hånd, og skafi^ede sig luft i en- 
somheden eller i vort påhør, „Ak, mine kære venner i 
det fjærne Hamborg og Holsten, hvor de dog har for- 
dærvet mig med al deres uendelige kærlighed og den 
virak, de strøde for mig! Die Ideale siud zerflossen! 
I denne kolde verden er alt mig nu så mørkt, og I véd, 
børn, en stille gråd forlader mig ikke let!" Og så græd 
hun. — „Tror han, han kan være som han vil imod mig, 
der altid af sand kærlighed, og ikke for den lave for- 
dels skyld har styret hans hus? For mig såmænd gærne! 
Verden er stor nok, og vi har været den længste tid 
sammen, herr grosserer! Der er 1000 og atter 1000 af 
hans familje, som med kyshånd vil gøre hans vilje!" 

Fader gik op og ned og snakkede med sig selv. 
„Ja, jeg sagde hende også besked! Hun med sin Tiedges 
Urania! (et digt, hun meget yndede). Det skal nu altid 
være sådant noget: „empor"! Skulde jeg lade mig 
spille på næsen og behandle å la hundsk af min hus- 
bestyrerinde? Nej, det skal aldrig i evighed ske! Her 
skal skabet stå, og dermed punktum!" Jeg tror, vi 
børn i grunden fandt, jomfru Prehn havde mest ret, så 



133 

megen indgang hos os havde hun alt fået. Spot er et 
skarpt våben, men den er også „en bitter urt, der 
vokser på kærligheds grav." 

På ingen af siderne vilde man imidlertid gå til det 
yderste. Jomfru Prehn lappede og stoppede om ham 
på alle kanter og havde snildelig vidst at gøre sig uund- 
værlig; og hun var ærlig og tro, det var for fader en 
hoveddyd. Han var desuden en gang vant til hende, og 
vanen havde en stor magt over ham, så vel som „hvad 
folk vilde sige". Hun igen mente, hun kunde spille en 
rolle i verden, også gøre noget godt som plejemoder for 
os. Hun måtte efter moders død nødvendigvis få en 
højere plads og så sig overalt modtagen som lem af 
familjen, skønt hun aldrig fik os til at kalde hende ved 
fornavnet „Luise", hvor tit hun end bad derom. Ende- 
lig vidste hun af erfaring, hun uden sønderlig vanskelig- 
hed kunde få magt over faderen; børnene, håbede hun, 
vilde nok lade sig bøje i tide. Udslaget af disse over- 
vejelser fra begge sider var: jomfru Prehn blev i huset, 
og snart måtte enhver, der kom i det, sætte sig på en god 
fod med hende. Hvis moder havde levet og været ved 
helbred, havde det nok gået anderledes. 



Hvor ændret var tilstanden hjemme ikke nu bleven? 
Vi var børn og gled lidt efter lidt over i det nye, og 
alligevel slog det os af og til, det kunde ikke være 
andet. Værelserne var ikke længer så luftige og duftige, 
og bordet heller ikke så pænt. Vi havde allerede halv- 
vejs glæmt de gamle, kære musikalske aftener, men nu 
trak adskillige af moders omgangskreds, som Kildes, sig 
efterhånden tilbage og sus kun sja'ldeu; alt blev stillere 
i det mindste til en tid. Jomfru Prehn så gærne, jeg 
læste lidt for hende, men det var ikke som at læse for 
moder; hun kunde vise sig så venlig, ja søgte formeligt 
at vinde os, men så kom lunerno med ot over hende. 



134 

Og hist i sofaen, hvor jeg var vant til at se moder og 
endnu kunde mindes hende fra de gode dage, mødte nu 
et surt ansigt mig. 

En dag ikke længe efter moders død førte fader os 
med en vis højtidelighed op på anden sal ind i et 
kammer til gården, som han i et skrevet indlæg over- 
gav os til brug. Lidt undselig tilføjede han: „dette 
skal nu hede fredens og broderenighedens bolig. Lad 
mig så bare se, I to brødre komme godt ud af det med 
hverandre I" 

Nogle år senere fik jeg værelset alene, og et nyt 
ud til gaden åbnedes for os, hvor min broder så havde 
sine sager stående; men alt fra førstningen af var det 
dog mest mig, der nød godt af det kammer ud til gården. 
Dér stod en gammel, perlemalet pult, en reol, og vindues- 
karmen var gjort bredere, så den kunde tjæne til bord. 
Alt var tarveligt, til overdåd blev vi ikke vante. Mangen 
god time har jeg tilbragt dér, fordybet i min bog, eller 
underholdt af svalernes kvidder, når de en køn aften 
fløj rundt og lærte sine unger flyve. De kunde ligesom 
fortælle hele historier. Hannen klagede gærne på hunnen ; 
hun tog sig det mageligt og blev i reden, mens han 
måtte ud og skaffe føden til dem alle. 

I året 1824, vinter og forår, gik jeg til konfirmartion. 
Kochen, sognepræst ved petri frimenighed, hvori fader 
havde indmældt sig, vilde gærne konfirmere mig og kom 
til den ende oftere i huset, mens moder endnu levede, 
indtil hun lod ham mærke, det hjalp ikke, vi skulde 
hverken konfirmeres på tysk eller hos ham, men på 
dansk hos Mynster. Så blev han vred og blev borte. 
Konfirmationsundervisningen har intet indtryk efterladt 
sig hos mig, og vist nok var skylden min egen. Alt 
mente jeg, som her blev foredraget, var jeg dog allerede 
godt hjemme i, og jeg kunde da sidde fuld af de for- 
fængeligste tanker. Blandt andet vilde jeg gærne tækkes 
pigerne, der gik fra præsten, når vi gik til præsten. 



135 

Mynsters så værdige væsen var heller ikke det, som 
nærmest tiltrak mig, måske havde det og noget vel 
afmålt ved sig. Selv synes han at pege derpå i sit 
levnet, 

Konfirmationsdagen kom, fader havde kærligt 
formanet mig, og jeg var blød og modtagelig. Da for 
en fristende tanke gennem mig på kirkegulvet: „bare 
du nu også kan græde nok I Alle ser jo på dig!" Den 
mødtes af sin modsætning: „ikke græde, slet ikke græde! 
Det lader som du var en pige!" Således stod jeg og 
så på dem, der græd, og dem, der ikke græd, i en 
indre kamp, som rokkede ved alle mine gode forsætter; 
nær havde den ranet mig hele dagens velsignelse. Myn- 
ster nærmede sig, han modtog mit løfte, lagde hånden 
på mit hoved, og fristelserne måtte vige, troen sejrede. 

Et par dage efter, da jeg første gang gik til Herrens 
bord, var de der dog igen og pinede mig under en anden 
form. Jeg havde fået et nyt, broget silkelommetørklæde, 
det var min stolthed, og jeg blev ikke ked af at tage 
det fræm i kirken hvert øjeblik på en iøjnefaldende 
måde. „Sid dog ikke så urolig, Frederik, og pil dig i 
næsen", måtte fader hviske. Men også den fristelse 
blev overvunden, jeg søgte kraften, hvor den er at finde, 
og blev, håber jeg, ikke en uværdig gæst ved det hellige 
måltid. 

Det var mig i det hele en fristet tid. Professor 
J. Møller, der altid viste mig godhed, havde foræret 
mig sin audagtsbog for konfirmander og skrevet forrest i 
den: „til den håbefulde yngling." Atter en stoltheds 
eller forfængeligheds fristelse. Jeg var heller ikke tilfreds- 
stillet, når jeg kun om søndagen turde gå i den nye kjole 
med lange skøder, jeg fik mig derfor skøder øgede til 
den daglige trøje, så kunde folk da se, jeg var voksen. 
Vist nok var det småting, bøniostrcger, hang til dels 
sammen med, at jeg var den mindste mellem kammeraterne 
og des stærkere holdt på min værdighed; men de voldte 



136 

uro nok i den lille sjæl, når samvittiglieden kom. Og 
den kom alt for sjælden, det var endda det værste. 

Med konfirmationen trådte jeg ind i den mindre 
elskværdige tid, man gærne kalder lømmelårene. Et 
søskendebarn af mig, Adolf Petersen, søn af min moster 
i Sønderjylland, opholdt sig denne tid i København, hvor 
han lagde sig efter matematik. Han blev et dygtigt 
menneske og døde som professor ved observatoriet i 
Altona. Han bragte nu nyt med fra tyske universiteter, 
fortællinger om burschelivet, studenterviser i mængde; dem 
samlede og afskrev jeg. At røge tobak, selv skrå og snuse, 
havde jeg lært af mine kammerater uden faders vidende. 
Og nu var jeg en hel karl, spillede kort og spaserede med 
ham om søndagen, når folk mylrede ud til Frederiksberg; 
en drabelig Ziegenhajner havde jeg fået mig og pibe i 
lommen. Hvor jeg sværmede for det frie, friske liv! 

Mit Mannern sich geschlagen, 
mit Weibern sich vertragen, 
und mehr Kredit als Geld: 
So kommt man durch die Welt! 

Det klang virkelig efter noget for en 15 års dreng, 
og min stemning lignede den, Gothe har givet ord i sin 
Faust, når han skildrer mylret af store skoledrenge, sol- 
dater, tjænestepiger og spidsborgere, der en påskedags 
aften ile gennem porten ud i det grønne. 

Jeg havde fået indtryk af studenterlivet fra regensen, 
hvor vi af og til kom hos vore gamle lærere, Balsleverne. 
Den gang stod det endnu i blomster, tarveligt var det 
vist nok, hvide vægge, umalede møbler, men lystigt også. 
Hver aften samledes man ora det gamle træ i gården og 
sang, hyllet i røgskyer, en vise om, „herrerne i åndens 
rige" ; den ene regensdigter stod op efter den anden. 
Det var nu mit ideal. Jeg ser mig endnu vandre om i 
mit kammer om aftenen med piben i munden — fader 
tillod til sidst dens brug — , velbehagelig og stolt be- 
tragtede jeg min skygge på gulvet; jo den tog sig ud! 



137 

Og så studenteruniformen I Hvor jeg lukkede øjnene 
op, når de gik til eksersits, hvor jeg længtes efter at 
kunne være med dér I Jeg var nu alt bleven en stor, 
lang dreng. 

I en anden henseende vilde jeg ligeledes spille den 
voksne. Vi var vel tidligt oppe på Kristjanshavn, to af 
mine klassekammerater havde alt hemmeligt forlovet 
sig. Hagen og Laurent. Tryde, den gang i Glumsø, 
senere stiftsprovst, havde en datter Marie, en stille, yndig 
pige, halft barn endnu og elskelig af sind, som Laurent 
var det; de to unge hjærter havde fundet hinanden. Så 
vidt jeg véd, var faderen ikke uvidende derom og lod 
det gå, han havde Laurent så inderligt kær. Men Marie 
bar på døden, hun døde ved samme tid Laurent blev 
student, året efter mig, måske lidt senere dog. Han 
var som sønderknust, sad ved hendes grav i timer og 
gæmte enhver lille gave, han fik efter hende. Da jeg 
ved samme tid læste et brev af Novalis „ved Sofies 
grav," var det, som hørte jeg genlyd af min vens smerte. 

Min broder, som en tid havde været i klasse med 
ham, blev denne unge kærligheds sanger, tidlig udviklet 
som han var og knyttet til Laurent ved et venskab, der 
har stået sin prøve. Han skrev da et par digte med 
højere flugt, end man skulde væntet af hans alder, 15 
år, navnligt en „bøn for Marie", da hun var farligt syg. 

Dig vi bede, fader udi himlen, 

du, som troner over stjærnevrimlen : 

lad en stund end englen hos os bo! 

Mange engle jo i himlen ere, 

lad da denne her på jorden være, 

ti her er så grumme, grumme få! 

Disse børneforlovelser løb mig nu rundt i hovedet 
og smittede, jeg vilde også være med. I huset hos den 
gamle frue, der bode ved siden af mig på undon sal, 
var der en ret net, men kun lidet dannet ung pige; vi 



138 

traf hinanden på trapperne, talede sammen om dit og 
dat og trode, vi syntes om hinanden i al uskyldighed: 
det var det hele. Kun Laurent og Hagen var medvidere 
i min hemmelighed. Alligevel var det en leg med ild, 
som kunde blive farlig, da den unge pige efter sine for- 
hold slet ikke egnede sig for mig. 

Til lykke undgik den ikke jomfru Prehns spejdende 
øje, hun passede mig op, fortalte fader det og gjorde 
et stort nummer deraf, vist nok til dels fordi hun den 
gang virkelig holdt af mig, til dels dog også fordi det 
gav hende en vis moderlig stilling. Fader talte om mit 
store letsind, jeg måtte give ham et højtideligt løfte, og 
hermed var historien ude. Nær tog jeg mig det i alt 
fald ikke, hjærtet var ikke med i sjiillet, det var snarere 
en ubevidst digtersk leg med stemninger. Havde det 
gået videre, var det kun blevet et ynkeligt vrængbillede 
af hvad der hos Laurent var fuld alvor og inderlighed. 
I året 1824 satte jeg første gang pen på papiret 
til et digt, så skrev jeg flere ting siden: de stemninger, 
hvori jeg så tit havde vugget mig, måtte ad den vej 
skaffe sig luft. Tabet af min moder går som en grund- 
akkord gennem dem. Højst umodent var imidlertid det 
hele og stærkt påvirket af Ingemann, lutter vilde skud; 
det tåleligste var en sang om Grundtvig som „troens 
kæmpe" og især en mindesang om Kørner. Han var 
en skikkelse, helt i frihedskrigen og skjald på én gang, 
som tog mig og efter alle mine forudsætninger måtte 
tage mig, og jeg sværmede for hans „Leyer und Schwert". 
Det mærker man stærkest på slutningsverset af minde- 
sangen. 

Du for det herligste på jorden døde: 

for Gud, for frihed, fædreland at bløde, 

o skønne heltedød, o salighed! 

Den krans, som kunst og elskov havde vundet, 

i dine lokker døden nu har bundet, 

og englevinger dig tilvifte fred! 



139 

løvrigt var jeg flittig, des mere, jo nærmere jeg 
rykkede eksamen artium, og fader skaffede mig med glæde 
al den hjælp, jeg kunde trænge til. Thortsen gav mig 
private timer i mit svageste fag, latinsk stil; når jeg 
kom til ham, traf jeg dér gærne hans venner, deriblandt 
Lorens Kilde, Povl Møller og digteren Hertz, endnu en 
ukændt størrelse. Jeg havde læst i Holtys levnet, hvor- 
ledes han, når han gik i seng, bandt sig en sten om 
armen; så vågnede han ved hver drejning i sengen og 
sov ikke over tiden. Det samme gjorde nu jeg, tit var 
jeg oppe klokken fire, fem, mens gaden endnu var tom 
og kun en enkelt arbejdsmand med sav og økse gik 
på arbejde. 

Var jeg overlæst, gik jeg en god tur, helst ud på 
Langebro, min gamle yndlingsvej, eller omkring i havnen. 
Jeg havde altid haft lyst til saltvand og søliv, og nede 
på skibspladserne mellem pakhuse og kølhalede fartøjer 
stod jeg mangen god stund, indåndende luften af tjære, 
og lyttede til matroserne, når de „braste munden på 
firkant" og slog skæmten løs. Det kunde selv fare 
igennem mig: „men du er dog egenlig skabt til sø- 
mand!" 

Afgangseksamen ved skolen blev jeg færdig med om 
sommeren 1825, og alt gik godt. Til efteråret skulde 
jeg underkaste mig artium, skønt jeg næsten fejlede ét 
år i de fastsatte 17, en bevilling tillod mig det. Fader 
tog os derpå med på en lille rejse til Nordsælland, 
Helsingør og Fredensborg, hvor jomfru Prehn stødte til 
og ret var i strålende lune; hun havde fundet on herre, 
der gjorde kur til hende. Men jeg følte mig usigelig 
mat, led af en voldsom hovedpine, og så snart vi kom 
hjem, måtte jeg søge sengen; det var en tyfus feber. 
I to måneder led jeg af den, og da jeg kom mig. havde 
jeg mistet hele håret undtagen en lok bag det ene øre, 
den var imidlertid bleven grå. Jog havde la^st en del 



140 

om Araberne i Spanien, og billederne fra hin tid svævede 
for mig under sygdommen, jeg tænkte ordenligt på 
at fæstne dem i et digt om slaget ved Tolosa; så dristig 
var jeg nu bleven. 

Jeg må omtale den mand, der skaffede mig sund- 
heden igen, den gang som oftere: dr. Strøm. Det var 
i flere henseender en mærkelig mand af den gamle 
verden, en af de sidste, som endnu gik med pisk i 
nakken og pudder i håret. Udmærket dygtig som medi- 
siner var han, men hans lyst var igrunden kirurgien, 
som han næppe forstod sig sønderligt på; en byld, en 
bulden finger, en lille forvridning kunde sætte ham i det 
bædste lune. Han var godmodig i høj grad, en menneskeven, 
der ofrede sig for de fattige, kun måtte de ikke lede 
ham op om morgenen, for da var han gnaven ; vore 
piger blev ikke glade, når de skulde derhen ved den 
tid af dagen. 

Vi holdt ellers af den meddelsomme, venlige mand, 
der talte livligt om alt, skønt han stammede lidt. En 
gang, da jeg var i bædring, faldt talen mellem fader og 
ham på bønnen, og der udspandt sig et længere ord- 
skifte. „At bønnen", sagde dr. Strøm, „skulde kunne 
bøje forsynets vilje, nej, det er noget, jeg aldrig kan 
give medhold I Forsynet har sine vise planer med 
naturens indretninger og styrelsen af det hele, som vore 
ønsker og bønner ikke kan virke ind på. Men for vort 
eget sind har bønnen vist nok stor betydning, da den kan 
lære os både tålmod og lydighed." „Skade kun", føjede 
han til med et lille smil, „at de, der tænke som jeg om 
bønnen, ikke just er de flittigste til at bruge den!" 

Jeg kom ikke ud af stuen før hen imod den tid, 
artium begyndte, og fik derfor lov til at underkaste mig 
den særlige eksamen ved nytår. I mellemtiden turde 
jeg også gå på forelæsningerne til anden eksamen, så 
jeg kunde forberede mig til denne. 



141 

Således var min skoletid omme. Jeg havde under 
den udviklet mig rask både i det gode og des værre 
også i det onde. Ævner fattedes ikke, og der var noget 
oprindeligt i mig, det og navnligt min stærke indbildnings- 
kraft måtte de lærere, der havde sans for ungdommen, 
kunnet opdage, trods mit indesluttede væsen. I hvilken 
retning det så nærmere skulde gå, vilde tiden vise; 
skimtes kunde det måske alligevel : ad digtningens og 
historiens vej til Kristus og Norden. Det, vi længes 
efter, plejer at varsle om, hvad vi due til. 



Studenterårene. 

(1825—1830). 



Eksamen artium tog jeg ved nytår 1826, i 4 fag 
fik jeg udmærkelse, i latinsk stil haud, i de øvrige laud. 
Mens jeg var oppe, var jeg i en glad spænding, den 
havde mig noget af det, som gør hasardspil tiltrækkende ; 
mine eksamensdage i det hele regner jeg til dem, hvori 
jeg førte et ligesom potenseret liv. Kimeligvis har det 
held, der fulgte mig ved sådanne lejligheder, været med- 
virkende hertil, examensskrækken kænder jeg kun fra 
mine natlige drømme. 

En af dem, der tog eksamen med mig, var en 
Miiller fra metropolitanskolen , et vel begavet, men 
yderst tungsindigt menneske. Omgangen med ham havde 
i førstningen ikke ringe tillokkelse for mig, fordi den 
åbnede mig blik ind i tungsindets dybder. Hele timer 
kunde han sidde og tale om indre kvaler, der sønder- 
sled ham ; virkelighed og indbildning blandede sig sammen, 
og jeg bley indviet i en vild, mørk fortvivlelsens verden. 
Af og til lod han endog ytringer falde om at gøre brat 
ende på en sådan tilværelse. Musiken elskede han, det 
vidste jeg. Og jeg, der nu havde spillelærer, satte mig 
da til pianoet, træt af hans klager; det var ligesom 
tonerne opløste, hvad der pinte ham, i mildere, vemodige 
stemninger. Han drev det ikke vidt i verden og døde 
i sin bædste alder som lærer ved en offenlig skole. 



143 

Enhver student kænder de stolte følelser, der gennem- 
strømme den unge, når han først har rystet skolestøvet 
af sig. Jeg havde higet efter den tid som idealsk, og 
svælgede nu i nydelsen af den, kunde træde op som 
kavaler, mine tanker om mig selv var ikke ringe. Nu 
slap jeg også for de drillerier, der havde fulgt mig, da 
jeg gik på kollegier inden min eksamen. Forelæsningerne 
blev holdte nu hist, nu her, fordi universitetet lå i 
ruiner, med undtagelse af længen ud til Nørregade. 
Russelivet var vel ikke så stormende vildt som tidligere, 
når der på konsistoriums trappe holdtes brydekampe 
mellem danske og norske studenter, som kostede sår og 
svie. Men tamt var det heller ikke, især i visse pro- 
fessorers timer; papirskuglerne fløj, man fik bænkene til 
at gå itu, dér lå en hel række tilhørere på gulvet. 

Flere af forelæsningerne havde jeg mere gavn af, 
end jeg selv den gang vidste, i det hele var jeg dog alt 
for tidligt kommen til universitetet. Engelstoft til- 
talte mig meget og måtte gøre det, da min natur havde 
en oprindelig trang til historien. Her var noget andet 
end Velschows kedsommelighed, her var et, trods sine 
egenheder, ret livligt og let foredrag; den lille jydske 
Engelstoft var altid selv med. Fader, der kændte ham, 
bragte mig en gang et ord fra ham: „enhver historisk 
begivenhed," sagde han, „bliver for mig til et lille maleri." 
Det forstod jeg så godt, sådan havde det også gået 
mig alt fra barns ben, og den mand vandt jeg kær, 
skønt jeg nok sa, han kunde være vigtig og fornæ-m. 

Jeg mældte mig ikke blot til hans almindelige fore- 
læsning, men også til et privatissimum over den danske 
histories kilder. Første gang hørte jeg runestenene, 
„scriptores rerum danicarum" og alle hovedskrifterue 
nævne, og var til mode næsten som stod jeg på hellig 
grund; jeg følte ligesom på forhånd don betydning, de 
gamle forfattere skulde få for mig. Navne, tal, selv det 
tørreste i historien fik liv og fylde, og næppe liar mange 



144 

af det års Russer med den agtpågivenhed fulgt en fore- 
læsning som denne. 

Fader så det ikke ugærne og støttede det på sin 
vis. Han gav mig Beckers verdenshistorie til mit 
lille bibliotek og talte tit om historien. Når man kommer 
i den anden verden", sagde han, „og dé^ træffer Napo- 
leon eller Sokrates, må det være højst interessant, at 
vide noget om dem og hvad de har gjort." Jeg smilede 
naturligvis og gjorde løjer dermed, spurgte, „om det så 
ikke var bædst at tage Kofods historie med i lommen 
der op". „Ja", sagde han og tog sig en pris, „le du 
kuns, herr studentmagersvend, og stå der og pat på dine 
stakkels negle — en vane, jeg havde — , men bliv bare 
ved at studere historie! Det er sandelig et nyttigt fag, 
det har jeg også i sin tid haft meget tilovers for". 

Når jeg blandt andre forelæsninger, der ydede mig 
noget, nævner Thorlacius' romerske antikviteter, er det, 
fordi også de kastede lys over et historisk æmne; jeg fik 
her anelse om, hvad en rejse til Rom var værd. Hos 
Sibbern fulgte jeg, trods min unge alder, godt med i 
hans psykologi. Han gav mig et blik ind i sjælelivet og 
dets gåder, og af og til kunde han selv udtale tanker, 
jeg har gæmt på. Således hans udvikling af fantasi og 
fantaster. „Det forekommer os undertiden, som om 
hele vort liv var tilintetgjort", sagde han, jeg anede den 
dybde, der lå i disse ord, og skulde snart gennemleve 
sådanne stemninger. I det hele var der en grundighed, 
naturlighed, oprindelighed i hans granskning og person, 
som uvilkårligt virkede ; man mærkede, han gav os af 
hvad han selv havde levet. Senere, da jeg blev mere 
moden, fik han ingen ringe indflydelse på gangen i min 
udvikling. 

Hans allerede den gang påfaldende særheder blev 
ikke misbrugte, vakte heller ikke forargelse ; man morede 
sig over dem og holdt lige meget af ham. En dag gik 
en af mine venner — husker jeg ret nuværende biskop 



145 

Martensen — bag ved ham og iagttog ham. Han stand- 
sede ved Frue kirke, så på uret og sammenlignede det 
med sit eget, så snakkede han med sig selv, idet han 
talte på fingrene. „Først skal du derhen, så skal du 
derhen, og så skal du derhen ! Ja, du har grumme meget 
at gøre!" Og ilsomt truntede han af. På Russe-fore- 
læsninger kom han let i harnisk over tilhørernes op- 
førsel og holdt så en tale, som kunde ende med de ord: 
„ja, mine herrer, de er ret nogen drenge I" En gang så 
han ved eksaminatorier den ene smutte ud af salen efter 
den anden. „Jeg vil dog se, om jeg ikke kan sætte en 
pind for det!" Han flyttede sin stol hen for døren, snub- 
lede undervejs i ivrigheden, rejste sig igen og tog plads 
dér; og nu så man ingen rømningsmænd mere. 

H. C. Ørsteds fysik rørte ved genstande, som lå 
mig nær, trods min naturhistoriske uvidenhed, og jeg hørte 
med glæde disse lige så åndfulde som troskyldige fore- 
læsninger. Den vel kændte tildragelse indtraf da også 
det år, den med nålen, der skulde men ikke kunde 
svømme, og Ørsteds barnlige, næsten glade forundring: 
„nej, der sank den!" Foredrag som de om verdens til- 
blivelse, magnetisme og elektrisitet, om klangfigurer, har 
hos mig efterladt blivende indtryk. Og hvor glædedes 
jeg ikke ved hans varme følelse for modersmålet, ved 
mangt nydannet ord, hvori et ægte snille åbenbarede 
sig! Jeg var ikke blandt de tilhørere, der gjorde sig 
lystige over dem. 

Hjemme var jeg flittig, og fader, altid omhyggelig 
hvor han kunde skaffe hjælp, gav mig Svenningsen til 
manuduktør i matematik og astronomi. Så kunde jeg 
samtidigt med de andre Russer tage filologikum og 
filosofikum og var, til stor glæde for ham, mellem 
de indkaldte. Det fag, jeg derpå valgte, blev teolo- 
gien, mine forældres ønske gik hånd i haud med egen 
tilbøjelighed. 



10 



146 

Den kirkelige kamp havde jeg imidlertid, ligesom 
mine venner, Ley, Laurent, Hagen, der endnu sad i 
skolen, fulgt med levende deltagelse, om jeg end ikke 
læste ethvert skrift i den anledning. „Kirkens Gjen- 
mæle" kændte jeg, i Grundtvigs kirke kom jeg hver 
søndag, men fra „salen" i Stormgade udeblev jeg fra nu 
af. Kristjansfelterne gjorde jeg og min broder os gærne 
lystige over. Pinsedagen 1826 nærmede sig, vor tusind- 
årsfest for kristendommens indførelse. Grundtvig havde 
sunget om Ansgar og hans samtid i historiske kvad, og 
vidunderlig skønt omdigtet den gamle dagvise „den sig- 
nede dag med fryd vi se", hvortil Weyse så satte toner. 
Søndagen før pinse havde han i sin prædiken ligesom 
ringet festen ind. Da kom forbudet fra kanseliet, og de 
salmer, han havde digtet, turde ikke synges i kirken. 
Det var for meget for ham, truet også af den vending, 
injurieprocessen mod Clausen tog, så han sin stilling i 
statskirken uholdbar og nedlagde æmbedet. 

Pinsedag stod der altså ingen Grundtvig på prædike- 
stolen i Frelserskirke. Det var et smukt pinsevejr, skoven 
stod brud i hele sin fejring, og Ley og Laurent tog min 
broder med, Grundtvigs ældre prædikener i lommen og 
lejrede sig ude i Søndermarken. Dér holdt de sin pinse 
og tusindårsfest med himlens fugle og blomsterne; hvor- 
for jeg ikke gik med, husker jeg ikke. Hvad der var 
sket, havde grebet mig lige så dybt som dem, og Ansgar 
havde gennem Grundtvigs digte og hans afhandling i 
Danevirke fået en betydning for mig, der viste sig i 
senere studier. 

Vi begyndte ellers, efter ævne, at tage del med i 
kampen. Der var noget, mindes jeg ret, en opfordring 
til Grundtvigs kristne venner i hele landet, som Lind- 
berg ønskede afskrifter af så snart som muligt. Til den 
ende samlede han flere af os hos sig ude på Blegdams- 
vejen, arbejdet gik rask, men drog sig i længden og tog 
hele natten med indtil morgengry. Da det var færdigt, 



147 

blev vi en stund endnu sammen i oprømt stemning og 
sang fædrenelandssange; forholdene i skolen kom på tale 
og Krarups stigende indflydelse, hans skarpt prægede 
rationalisme. 

„Ja", sagde jeg, „hans morgenandagt er dog ikke 
så helt at forkaste: først et kapitel af Cicero de officiis 
og derefter Horats' „integer vitæ" som salmel" Det ord 
faldt i god jord, ungdommelig latter er smittende, og 
det ene tog det andet, hver kom med sit. Laurent lo 
og lo igen, vred sig derunder og råbte: å hold dog på 
mig, eller dunk mig bare i ryggeni" Noget senere, den 
gang Krarup var i færd med at trænge den udulige 
Chievitz bort fra skolen som inspektør, gjorde Laurent, 
Ley, jeg og min broder en mere plump end vittig nid- 
vise om ham; hver havde lavet sin linje. 

Jeg trådte nu også i forhold til Rudelbach, der 
bad mig nedskrive en tysk oversættelse af Grundtvigs 
prædikener, som han foresagde. Hans lærdom og store 
bibliotek gjorde indtryk på mig, og ligeså hans djærve 
sind, den opofrelse, han viste under en kamp, hvorved 
han gjorde sig umulig som professor i Danmark. Jeg 
så derfor op til en mand, hvis personlighed ellers kun 
havde lidet tiltalende. Der var noget latterlig vigtigt 
ved ham, og noget af en tysk „Bursch" : Ziegenhajneren, 
skærende domme, rå udbrud — „sådanne karle", „fy for 
fanden' , „han skulde holde sin kæft". 

Med al ærefrygt for Grundtvig, holdt jeg dog alle- 
rede den gang på min selvstændige mening, selv- 
hævdelse er gærne lyssiden i en stolt natur, og vore 
laster og dyder kan grænse til hinanden. Mine venner 
gik helt op i ham og fik herved og fordi de var ældre 
end jeg en sikkerlied i domme, der forbavsede mig. De 
roste i stærke udtryk også hans prosaiske stil, som don 
efterhånden havde dannet sig. En gang kom vi i strid 
herom, Hagen påstod, den var et mønster på, hvorledes 
man skulde skrive dansk, de andro var noget nær af 

10* 



148 

samme mening. Da fremhævede jeg de ikke sjælden 
søgte ord og vendinger og især de uendelig lange sæt- 
ninger, som mindede om prædiketonen, selv om tyske 
perioder, og ikke havde hjemme i jævnt dansk. „Havde 
han", sagde jeg, „fortjænester af vort modersmål, som 
ingen anden, lød det, navnligt i hans rigte, med en 
sjælden klang og fylde, burde hans svage sider derfor 
ikke overses. Nej, sådanne perioder skal jeg vel vogte 
mig forl" Jeg tror nok, jeg i mit senere liv har gjort 
det. Men den betragtning kunde de andre slet ikke gå 
ind på, Hagen var endog nær ved at tage den for et 
slags kætteri. 

Grundtvig og Ingemann lyste for mig som tvilling- 
stjærner, og det var til dels endnu „Proknes", „Rejnalds", 
og „De sorte Ridderes" Ingeman, fuld af overspændte 
følelser og tåget tysk romantik. Jeg gjorde lange udtog 
af det sidste digt, som også var min halvfætters, „poeten" 
Frederik Boesens sværmeri, ja jeg skrev udlægninger af 
dets uheldige allegorier. Hvor jeg svælgede i følelser! 
„Ak dette hjærte, det kunde omfavne den hele verden, 
det trænger så til kærlighed I En ven, en ven, som for- 
står, hvad der banker her inde I Da skulde vore væsner 
flyde sammen som to dråber af ét væld I" 

Vennen stod ved min side med de milde øjne, et af 
de elskeligste mennesker, jeg har kændt, Laurent. Men jeg 
så det ikke, blændet af idealets glans, fandt min kær- 
lighed ikke i ham sin rette genstand. „Hastemte", fan- 
tastiske, uordnede tanker fyldte min sjæl, især på de 
ensomme vandringer. Jeg gik ved den tid ofte på 
Frederiksberg både sommer og vinter, og dér kunde jeg 
så kaste mig hen i græsset mellem blomsterne, stirre 
op mod himlen og de ilende skyer og sværme. Fra en 
af disse vandringer en dag mellem vinter og vår under 
de rimpudrede træer skriver et digt sig „Ynglingens 
klage", hvis begyndelse lyder således: 



149 

Vældig længsel gennem barmen bæver, 
dybest i mit hjærtes skjulte grund, 
når i højest fryd min sjæl sig bæver, 
i den bitre smertes tunge stund. 
O, så ene er min sorg og glæde, 
ingen er der, som min fryd forstår, 
ingen, i hvis favn jeg kan udgræde, 
ingen, ingen på den vide jord ! 

Jeg vilde så gærne føle mig ret ulykkelig. Sådanne 
stemninger er en skærsild, ungdommen, i det mindste 
dengang, måtte igennem. I Mynsters „Meddelelser om 
mit Levnet" findes prøver på digte af ham, der skrue de 
sygelige følelser i det „efter kærlighed tørstende hjærte" 
endnu højere op end mine gør. Hengiver man sig helt 
i stemningen, kan man ende som menneskehader, der er 
noget sugende i den. Så vidt kom det vel ikke med 
mig, men jeg holdt dog slet ikke af selskaber, og langt 
heller sad jeg hjemme. 

Selskaber var imidlertid ikke til at undgå. Efter 
moders død indbød fader både familje og veuner jævn- 
ligt hos sig, som den ældste i familjen vilde han holde 
samling på den. Ved den lejlighed kunde han også ind- 
byde Rudelbach og P. Fenger. Jeg sad da oftest tavs, når 
der taltes om almindelige ting, og kedede mig, ærgrede 
mig somme tider med. 1 grunden var jeg behagesyg, 
vilde gærne, men kunde blot ikke, mens min broder altid 
var i sit es mellem folk og gjorde megen lykke. Derved 
blev ærgrelsen ikke mindre, og i mit stille sind fandt 
jeg mennesker, deres samtaler, hele livet så usigelig 
flovt, som pøbelens glæder på Dyrehavsbakken. Det var 
hævn, ingen uskyldig hævn. 

De mørke, sværmerske timer kom og gik, og jeg 
blev ingen verdenstræt olding midt i ynglingoalderen; ti 
de rådede langt fra ikke alene, end ikke, når jeg prøvede 
min pen. Jeg kunde også prøve den på et digt til ære 
for det genopstandne Hellas og heltesindet. Heines 



150 

digte faldt til lykke mig ikke i hænderne, de kunde 
måske blevet farlige. 

Så ledte Ingemann selv mig ind i friskere strøm- 
ninger. Juleaften 1825 lå „Valdemar den store og 
og hans Mænd" på julebordet til mig, mens min broder, 
hvem fader gærne vilde gøre historien kfer, fik Høsts 
„Struensee". Men fader havde regnet helt galt, Martin 
satte sig i en krog, „og hans tårer runde så stride." Ved 
en anden lejlighed fik jeg „Valdemar Seier". Man kan 
let tænke, hvilken glæde disse skildringer af Danmarks 
heltetid skaffede mig, hvor svage de end i sig selv er; 
den, som kænder min „Danmark under Valdemarerne", 
vil dér måske mærke den. 

Én bog gjorde endnu stærkere indtryk, det var 
K ovalis' skrifter, dem fik jeg til min 17de årsdag 1826 
og gik næsten helt op i. Om formiddagen slugte jeg 
jeg åndeløs begyndelsen af Henrik von Ofterdingen, op- 
trinene på Vartborg, og et par af Novalis' dejlige, 
drømmerige smådigte. Efter middag kørte vi så ud 
til Ordrups krat. Men jeg var i ånden på Vartborg, 
og den smukke, bakkede egn, jeg så for mine legemlige 
øjne, smæltede vidunderligt sammen med skovkløfterne 
hist. Endnu kan jeg ikke stå ved den ældgamle, to- 
stammede bøg, der spejler sig i dammen mellem Or- 
drups høj og krat, uden at Henrik von Ofterdingen står 
ved siden ad mig; klokkeklangen fra det nye romerske 
kapel dér gør alt end mere skuffende. 

Noget efter læste jeg et nyt digterværk, som grode 
fast i mig, Undine, derpå Tiecks „Blonde Ekbert", og 
tysk romantik i sin ædleste skikkelse trådte mig nær. 
Jeg levede ridderlivet om igen, skovens og søens og 
bjærgets 'hemmeligheder åbenbarede sig, skovensomhed 
med sit unævnelige trylleri og sin lønlige gru. Også i 
1001 nats østerlandske æventyr var jeg husvant. Jean 
Pauls „Æsthetik" studerede jeg ved samme tid med stor 
iver, så jeg afskrev hele første del. Eller jeg kastede 



151 

mig over de gamle latinske salmer og bragte en lille 
samling i stand, jeg siden som professor har haft gavn af. 

Jeg havde nu ret fået smag på bøger, så alle mine 
lommepenge gik til dem. Oehlenschlågers vigtigste ar- 
bejder købte jeg, Gothes værker måtte jeg også have; 
Schillers brød jeg mig mindre om; hans hang til det alt 
for følelsesfulde stemmede ikke med min nordiske natur, 
og så hørte jeg hans hjærteudgydelser idelig og idelig 
fortærskes af jomfru Prehn. Af Gothes digte havde 
navnligt Faust grebet mig straks, skønt jeg kun halft 
forstod den, men jo ældre jeg blev, jo mere jeg selv 
higede og tørstede efter at gå til bunds i tilværelsens 
dybder, des kærere blev den mig. Den, ligesom Aladdin, 
har jeg så godt som kunnet udenad. Fader gjorde længe 
og hårdnakket modstand, når jeg talte om at købe 
Gothe. I brødremenighedeu hørte dennes skrifter til de 
forbudte bøger, og pastor Miinter, hvem fader bar stor 
agtelse for, „havde", sagde han, „slet ikke sådanne sager 
blandt sine bøger." Jeg var imidlertid ihærdig og gik 
af med sejren. 

Nu kunde han heller ikke længer forbyde mig at 
svømme, Ley holdt mig i et tov og lærte mig det på 
skibspladserne på en åben flåde. Det var hin tids bade- 
sted. Så tog vi og andre kammerater en båd og tum- 
lede med den lystigt omkring i Kallebodstrand og havnen. 
Hvor det var en fryd at sidde til rors med åren agterud, 
mens båden kløvede bølgerne; det kændte den gang ikke 
mange af Københavns ungdom. I sundet kom vi der- 
imod aldrig, fordi toldbodboramens åbning kostede for 
mange penge. Fader turde jeg intet fortælle derom for 
alt i verden, det vilde voldt ham de tusind ængstelser; 
atter måtte altså nødløgnen og Jesuit-moralen hjæli)e, 
men deu oprindelige saudhedsdrift i mig var bleven 
stærkere, og jeg rødmede over mig selv. 

Det muntre søliv, spasereturc på Kvintus og vod 
flådens leje, udsigten fra toldboden vakte barndomsdrømme 



152 

igen. Havet, „denne vugge for Danskens manddom", 
havde dog en uendelig lokkelsens magt over mig I Midt 
i en tid, hvis sløvhed jeg alt for tit følte, stod livet der 
ude mig som idealet, denne daglige kamp med farer, 
selv i den dybeste fred. Og jeg er ikke den eneste 
teolog, hvem det har gået så, man huske hlot på biskop 
Balle 1 Det var, som sagde det inden i mig: „bliv sø- 
kadet, det er ikke første gang en student er bleven 
kadet I Et par år kun, og du er jo endnu ung nok I" 

Der kom øjeblikke, da jeg, 17 år gammel, endnu 
som et barn kunde lege med den forestilling; man skulde 
næppe tro det muligt. Jeg satte mig ved en rask 
rindende bæk, smed markblomster og træstykker ud i 
den, tænkte mig ved dem skibe, engelske og danske, i 
kamp, og mig selv som fører for det danske skib. Hvo, 
der først slap igennem vandhvirvlerne, var den sejrende. 
Den leg gentog jeg og tog varsler af den, jeg har også 
senere i livet grebet mig i en vis varselstro, den måtte 
vel ligge i blodet. Havde mit skib nu vundet prisen de 
fleste gange, vilde jeg få mit ønske opfyldt og blive sø- 
offisér; så stod det for mig, og jeg kunde stille glad 
sige til mig selv: „se, dér vandt du dog!" 

Men varslet slog fejl, og det var godt. Min digterske 
stemning ved søen og dens æventyr gøglede for mig, som 
vilde jeg være dygtig til at tage kampen op hist ude, 
jeg, hvis ånd har mere hjemme i studerekamret end i 
virkelighedens verden. Jeg førte de drømme heller ikke 
videre, gjorde intet skridt dertil, ja nævnte end ikke 
derom for noget ældre menneske. 

I en anden henseende, til lands, fik jeg dog de 
krigersko lyster på en måde tilfredsstillede, da jeg trak 
studenteruniformen på. Den klædte mig, og jeg 
blev en efter korpsets lejlighed ret dygtig soldat; derfor 
tog man mig til underoffisér. og jeg har været med at 
tillære nuværende biskop Martensen. Studenternes mands- 
tugt var ellers ikke at rose, for ikke ret længe siden 



153 

havde fanejunkeren været oppe hos en konditor, og imens 
stillet fanen i en port. Men på min iver og lydighed 
var intet at udsætte. Hvor jeg drev sagen med fuld 
alvor, var glad og stolt! Hele timer tilbragte jeg med 
pudsning af chakot, uniform, sabel og gehæng, dg om 
natten lå jeg med krøller i håret; forfængelighedens 
dæmon var faren i mig. 

Så gik jeg ud til at eksersere rekruter med vajende 
fjederbusk, sabelen — det var den samme, min fader 
bar 2den april — raslede efter mig, en overkjole hængte 
jeg Over uniformen med underoffisérsepauletterne, og 
soldaterne præsenterede da som for en offisér. Det var 
min lykkes højdepunkt, i den skikkelse har jeg „eskorteret" 
afdøde kammerherre Feddersen som arrestant ud til 
arresten i kastellet og med hånd til chakoten og militær 
anstand hørt vor chef, den lille, bistre general Lorentz, 
skælde ham huden fuld. 

Så ivrig i tjænesten som jeg var, kunde jeg let have 
drevet det til løjtnant. Jeg ønskede en krig, den vilde 
hæve hele folket, da skulde jeg selv stille mig i de 
kæmpendes rækker; Grundtvigs tale til studenterne 1813 
svævede for mig. Min indbildningskraft, altid på færde, 
flyttede mig midt ind i fægtningen; kugler peb, granaterne 
hvislede, som de tyve år senere har pebet og hvislet om 
mig i al virkelighed, skønt jeg stod der ikke som kriger. 
Men efter nogen tid var den rus ovre, jeg så det hule i 
vore krigerske øvelser, måtte le ad mig selv, tog min 
afsked, da jeg blev kandidat, og lod løjtnanten fare. 

Om sommeren 1826 var fader på rejser og havde 
taget min broder Martin med, og den knap 15 års 
dreng gjorde overalt en lykke, som jeg med lidet broder- 
ligt sind misundte ham. Hos min onkel Salling traf 
han nuværende dr. L. Zeuthen, don gang teologisk 
kandidat, som familjens huslærer. Zeuthen følte sig så 
ensom, bønderne kaldte ham „vildmanden", og onkel og 
han spændtes ikke; han trængte til et menneske, man 



154 

kunde tale med om andet end det, der hørte til dagens 
nødtørft. Min broder var opvakt, moden over sin alder, 
skrev allerede den gang meget gode breve; så talte de 
om vore ypperste skjalde, læste dem på ny og læste 
også Jean Paul sammen. Og kandidaten og skoledrengen 
blev dus. Næste år kom Zeuthen til København, på 
gennemrejsen til sin morbroder Henrik Steffens i Breslau, 
og nu blev også han og jeg venner og dusbrødre. Det 
var indledningen til et samliv, som varede i flere år. 



Atten år gammel, med et helt forår i sjælen, og så 
til hest, alene, ude på æventyr, selv på elskovsæventyr: 
den lykke blev mig til del om sommeren 1827. Med 
Oehlenschlågers „Poetiske Skrifter" og Ingemanns „Rejse- 
lyre" i min kuffert forlod jeg København. Fader, altid 
forsynlig, havde medgivet mig åbent brev til alle hans 
venner rundt i landet, og desuden en mængde nedskrevne 
gode råd og formaninger. „Vogt dig endelig for for- 
kølelse og at komme i sved, stig ikke for hastigt op på 
vognen eller ned ad vognen; quicquid agis, prudenter 
agas et respice finem!" o. s. v. 

Når ageposten så holdt stille, stod jeg med blyanten 
i hånden og tegnede på stedet op, hvad jeg så og hørte; 
der skulde sankes sammen til et digt i „Langelands- 
rejsens" stil. Ved Sorø følgende optegnelse : „set fra 
akademiet Ingemann i hans have trække det æsel, hvorpå 
hans kone red." Ingemann og flere til kunde såmænd 
være glade, da planen til digtet røg i lyset. 

Rejsens første holdested skulde Vonsild være, hvor 
onkel Salling bode. Det ligger, når man kommer op 
af Kolding -dalen, på den nordslesvigske højslette og 
ligger kønt, ligesom midt i en lille lund af ask, poppel, 
alm og frugttræer, med hævninger og sænkninger i jords- 
monnet. Fra præstegårdstofteu, hvor åsen højner sig og 



155 

en bæk risler gennem kløften, ser man Skamlingsbankens 
blåner. Tæt ved byen tage skovene fat, og jeg stiftede 
her første gang bekændtskab med de yndige pinjeformer, 
bøgetræerne på halvøen få, når de stå højt og ene på 
en skrænt, udsatte for vestenvinden, der pisker alt løv- 
værk bort undtagen kronen. Vonsild er et godt hjem 
for storkene: en rede næsten på hvert hus, overalt i 
moserne, mellem siv og dunhamre, fuldt med de strunke 
ægyptiske fugle. Hvilken glæde hver gang den første 
„mester Peter" om våren indfinder sig I Derom synge 
børnene : 

Storke, storke, stene, 

med de lange bene, 

hvor skal du nu hen i år ? 

Til min faders gård ! 

Dér, hvor drenge spille bolt, 

dér, hvor piger spinde guld, 

hopsa, hopsa, heja, 

dér er nok at lege! 

I det hele greb et landlivs idyl mig stærkt her og har 
efterladt blivende indtryk. Modtagen blev jeg med 
hjærtelighed i et lille sted midt i byen, hvor familjen 
bode; den gamle præstegård med de noget skumle, af 
lindetræer omskyggede værelser, der for mig gæmte 
barndomsminder, var næmlig under ombygning. På det 
nye sted lå jeg i egenligst forstand på landet, der grode 
græs endog inde i mit kammer. 

Min første gang var til staldeu, her stod den nor- 
bagge, som skolde VMTe min rideliest. Straks sad jeg 
op, men, uvant som jeg var, kunde jeg ikke f;i magt 
over det raske dyr, den løb hjem, og jeg måtte hurtigt 
kaste mig af uden for stalddøren, for ikke ut f.i hovedet 
knust. „Men Jøsses dog," sagde karlen, der sprang til, 
„den lille brune plejer ellers ittige at være ildvoru (ond) 
ad sig!" Uheldet ska-rpede dog kun min iver, og længe 
varede det ikke, inden jeg blev en endogså dristig 



156 

rytter, så karlen kaldte mig „en farlig jen til at rid'". 
Han passede hesten godt, jeg havde desuden lovet ham 
al udkradsningen af min pibe, og han satte pris på „at 
have en bitte tobak i kæften." Kun én ting udbad han 
sig, at jeg „for varlig med det sølle øg,'' han var Jyde. 

Tante Kristjane Salling var et rart, naturligt men- 
neske, munter, godmodig og troskyldig. Børnene, alle 
yngre end jeg og ikke sønderligt opvakte, kunde ikke 
yde mig noget, deres sværmeri var fuglereder og flyvende 
drager. Huset var alt andet end ordenligt og hyggeligt 
og ammestue og bleer spillede sin store rolle. Onkel 
Salling var endog lige fræm urenlig, når han sad og 
spiste i nattrøje, underbukser og uden strømper, og så 
savlede han. Da hun blev gift, var hun halvvejs barn, 
forstanden var nu ikke hendes stærke side, og ved sin 
nidkærhed som præst, sin altid salvelsesfulde tale fik 
han straks magt over den unge kone. Hun lod det da 
gå, som han fandt for godt, et let sind har hun altid 
haft og glæmte snart alle de grundsætninger for en hus- 
holdning, „mama" hjemme havde indprentet hende. 

Jeg kom just ikke med store tanker om min onkel, 
jeg vidste, han drev det hernhutske væsen på spidsen. 
I øvrigt er der stor forskel mellem det og den egenlige 
mørke pietisme; Hernhuterne har endog en vis for- 
kærlighed for godmodigt skælmeri, og deres metode for 
„genfødelsen" er en helt anden. Zeuthen havde fortalt 
en del om ham og hans stilling til Grundtvig. Salling 
vilde gærue stå på god fod med en så fræmragende 
mand i kirken, men havde intet held med sig, Hern- 
huterne var slet ikke efter Grundtvigs smag. Da Rudel- 
bach en gang ønskede, han skulde lade sig høre i 
Frelserenskirke, svarede Grundtvig kort og strengt: „nej! 
jeg vil ingen hykler have på min prædikestol!" Heri 
tror jeg dog, Grundtvig gjorde ham uret. De mærkelige 
blandinger af ondt og godt i min onkels sjæl træffer 



157 

man ikke så sjælden i livet, og de kan modtage en 
mildere forklaring. 

Fader talte ideligt om den skæve opdragelse, hans 
børn fik, og den uorden i hans hus og pengesager; trods 
det store kald, var og blev han en fattig mand og over- 
hang enhver, som ejede noget. Da farfader døde og 
arven skulde skiftes, havde han vist sig ikke lidt penge- 
gridsk lige over for sine medarvinger. Og skønt fader 
i sin godmodighed jævnligt kom ham til hjælp, på- 
skønnede han det dog kun i ringe mon, ja kunde sende 
ham de bitreste breve, fulde af åbenbar misundelse. 

I anledning af bibelsagen på Island skrev han til 
fader. „Den har jo Johannes Hammerich til patron! En 
mand, hvem Gud har betroet 100,000 species, vil vist 
ikke nægte ham igen et lille forskud på nogle få hundrede 
rigsdaler, så meget mindre, som den gamle, tro hus- 
bonde selv er kavtionist. Hvem der kun var så lykkelig 
at have noget at låne vor Herre I Du tilgiver, jeg skriver 
så fortroligt, men hykle kan jeg ikke." Længere henne 
heder det: „I gode børsmænd avancere, vi arme land- 
mænd decadere. Nej, min Jesum, intet andet, jeg til 
min rigdom have vil! Der er dog intet ulykkeligere end 
besættes af den Mammons ånd I Judas vilde være Jesu 
disipel, men da han sad og tænkte på penge, mens 
Jesus indstiftede nadveren, for satan i ham." 

Dette var vel groft, og moder, der endnu levede, 
greb pennen i samråd med onkel Boesens og foreholdt 
ham „den bitterhed i disse ord, han ved nøjere at prøve 
sit hjærte vist selv måtte finde." „Måtte Guds Ånd, 
kære Salling, ret røre vort hjærte, da vilde vi lære, at 
se bjælken i vort eget øje, førend vi dømme vor næste!" 

Alligevel nærede fader stor agtelse for ham som 
præst og spurgte ham til råds om vor opdragelse; de 
stærkt farvede talemåder, Salling slog om sig med, 
gjorde altid et vist indtryk. Når det hed i breve: „hvad 
du anvender på min Kristjan, (hans søn) sætter du pa 



158 

renter i himlen," eller: „Gud må dog holde uhyre meget 
af os, siden han tugter os så hårdt," da studsede fader. 
Mig var det omtrent gået ligedan, når Salling af og til 
kom over til os i København og kunde tale så kønt. 

Her i Vonsild var han imod mig venligheden selv, 
roste mig, jeg kan sige, så det knagede og skrev til 
fader: „hvor du dog er en lykkelig fader!" Han op- 
friskede gamle minder, om gasen, der for på mig, om 
„lille, rare Martin," der sad på hans knæ og bed af 
hans smørrebrød, mens han sang for ham: 

til påske, til pinse, 
når rugen er groet, 
når byggen er sået, 
og skoven står i blomster!" 

Vi talte jævnligt sammen især om teologiske æmner, og 
jeg dulgte ikke min mening. En gang ytrede han sig 
på sin vis stærkt fordømmende om dem, der bandede; 
jeg huskede ham da på Rudelbachs og Hornsylds små- 
eder og bad ham dog ikke bruge alt for hårde ord. 
Men det tog han ilde op og så stift på mig med de 
vandblå øjne. 

Jeg stod ellers den gang på et noget farligt punkt, 
idet jeg satte åndrighed meget for højt ; den var det 
eneste, jeg vilde bøje mig for, videnskabens værd tyktes 
mig langt ringere. „Frederiks læsning," mældte Salling 
hjem, „er ikke af det alvorlige slags, mest belletristiske 
skrifter, som sjælden skabe lærde; han siger, han ingen 
lærd mand vil blive, men det håber jeg, han ej kan 
holde. Et sådant hoved kan ikke være ledigt." Blandt 
nyere teologer viste han mig hen til Neander og Tholuck, 
og deri gjorde han ret, skønt det ikke behøvedes, da 
jeg havde hørt nok om dem begge, og Tholuck kændte 
jeg jo personligt. 

Jeg kom i kirke hos ham jævnligt, og om der end 
i prædikenen var mig for meget af „den blodige Jesus", 



159 

kunde jeg dog fuldt vel tilegne mig, hvad han vidnede 
om den brede vej, og påskønne hans nidkærhed. At 
han på sin vfs trode, hvad han forkyndte, tvivler jeg 
ikke på. Hver søndag eftermiddag holdt han „stund", 
som det hed på Kristjansfeltersproget , i den gamle 
præstegård, rundt i hans sogne var det en vækkelsens 
tid, og de strømmede til præstegården. Selv fra Fyn og 
Jylland kom mange tilhørere, ti han havde et ikke ringe 
navn som „opvakt præst". Der var sandelig noget at 
lære i Von sild. 

Men på den anden side også meget at vogte sig for, 
det så jeg klarere dag for dag. Den art fromhed var 
ikke altid af sund rod. Idelig talte Salling om „de 
store opvækkelser blandt alle aldere og klasser, så han 
snart ikke mere kændte tallet på de til Herren om- 
vendte." „Og allermest," sagde han, „rørte det mig, når 
børn på 9, 10 år kom og med tårer bad mig sige dem, 
hvorledes de dog skulde blive frelserens børn." Det 
foreholdt han nu „lille, rare Kristjan" og „lille, søde 
Kristine", hans egne, ældre og yngre, børn ; de skulde 
bringes til den samme erfaring af „frelserens blodige 
nåde." 

Kørte jeg med ham uden for sognet, var vognen 
fuld af traktater; så snart han blot så et menneske i 
nærheden, strøde han dem bogstaveligt ud for vindene, 
tit en hel bunke på én gang, som så splittedes ad til 
alle hjørner. Talte jeg herimod, svarede han: „ja, det 
forstår du endnu ikke, lille gode Frederik, du er for 
ung og har ikke den sjæleerfaring, som vi ældre I Men 
Jesus, min Jesus vil nok en gang lukke dine øjne op I 
Se dog bare, hvor han dér løber efter et af skrifterne I 
Nu fik han det!" 

Ved et senere ophold i V'onsild gik min broder og 
jeg en aften en tur med ham, oii dreng indo pa marken 
fløjtede en lille uskyldig vise. „Hvem i al verden kan 
det dog væreV" sagde; Salling, „dc^t, han synger, er jo 



160 

ingen salme, og ethvert barn i Vonsild véd, hvor jeg 
har advaret dem for de viser!" Og han for over hegnet 
ind på marken efter en sådan ugudelig krop. „Ja, 
tænkte jeg det ikke nok ! Han er ikke her fra sognet." 

Nu kom det ikke mange dage efter på tale ved 
bordet om de sange, der for tiden var df mest yndede 
i København; tante og børnene vilde så gærne høre dem. 
„Nej," sagde han, „Janemor, aldrig skal en så gruelig 
forargelse udgå fra mit hus! Hvormed holder en ung 
vel sin vej ren? Ved at holde sig til dit ord, Herre!" 
De blev ved at bede, og omsider tillod han det, når 
bare ingen fik det at vide; skinnet var hovedsagen. Vi 
kørte da hen på et afsides sted, dér kunde min broder 
og jeg synge så meget vi vilde. Og dér sang vi arier 
af Kong Salomon og Jørgen Hattemager, fædrenelandske 
og Bellmanske sange, og han lo med af hj ærtens grund, 
når det var en morsom en. 

Næste dag sad tante småleende og fortalte: „man 
sagde i byen, præstens havde nok været lystige i går 
ude på marken." „Hvad er det, du siger, mor?" råbte 
han, så hun blev skræmmet og tav. „Lystige!" vedblev 
han. „Tænkte jeg det ikke, forargelse altså alligevel! 
Å jeg er ulykkelig, i et eneste øjeblik ødelægges mange 
års arbejde i Herren!" 

Vi talte rent ud med ham, dette væsen gik vel vidt. 
„Alt, hvad I gøre", sagde han, gører det i vor Herres 
Jesu navn! Står der ikke således skrevet? Og nu 
spørger jeg eder, kære unge venner: kan man danse i 
Jesu navn, kan man synge viser i Jesu navn, kan man 
spille kort i Jesu navn?" „Men onkel," sagde min 
broder, „kan man da knappe bukser i Jesu navn?" Alle 
indvendinger nyttede imidlertid ikke. Ethvert sundt 
menneske, der kom i dette hus, måtte få modbydelighed 
ved en sådan adfærd, adskillige af dens frugter blev 
heller ikke lystelige. Næppe var Salling død, før huset 
genlød af sang og klang, og nogle af børnene mislykkedes. 



161 

Hvo skulde troet det? Han, der talte så strenge 
ord om verden, var dog i grunden et meget verdenskært 
menneske; det kunde man tage og føle på. I sin ung- 
dom havde han givet sig lidt af med fysik og skrevet 
en afhandling om et fysisk æmne; „og den", fortalte 
han jævnligt med stor selvbehagelighed, „den havde 
H. C. Ørsted læst, derpå omfavnet ham og kaldt ham 
sin mester". 

Som præst kastede han sig over den indbyrdes 
undervisning, Frederik den 6tes kæphest, og drev den 
med stundesløs, latterlig ivrighed, for op og ned i skolen 
og på- gymnastikpladsen, ja kommanderede selv drengenes 
eksersits og klatring, noget, der stak så stærkt af hos 
en Pietist. 

Hvor var han ikke lykkelig, når kongen kom til 
Kolding! Han fik straks foretræde og vendte gærne 
hjem derfra, strålende over hele ansigtet og med det 
udråb: „i dag var kongen igen så overmåde nådig!" 
Ved en sådan lejlighed snøvlede han mere end sæd- 
vanligt. Denne majestætens overvættes nåde gjorde ham 
både til ridder og danebrogsmand, det var dengang 
ingen anden landsbypræst i hele landet. Også mod 
andre højtstillede tede han sig formeligt krybende. 

En del kundskaber havde han, men ikke spor af 
nogen højere, endnu mindre nogen videnskabelig dan- 
nelse; kun sjælden så man ham læse. Overtroisk var 
han derhos i høj grad og fuld af krøniker om spøgeri i 
den gamle præstegård, om kugler, som trilledes dér på 
loftet ved midnat, om skrigende ugler og en lille præste- 
mand, der viste sig, når et menneske skulde dø. Eudelig 
havde han noget sødladent, jeg ikke syntes om; i det 
hele var der altså visse skyggesider ved samlivet med 
min gode onkel. 

Det satte man sig imidlertid let ud over, nar man 
var fri mand, og fri gjorde min hest mig. Et latidsby- 
barn gør sig ikke let forestilling om, hvor lykkelig jeg 

II 



162 

følte mig ved et rask ridt. Al stiieluften blæstes bort, 
ungdomsfrisk og ungdomsmodig søgte jeg mennesker og 
færdedes mellem dem; jeg var selv bleven som et nyt 
menneske. 

Præstelivet har sin idylliske side. Snart red jeg 
ben til en ostefest på beden, når bønderkonerne pyntede 
bragte hver sit mål mælk, hvoraf tante lavede oste; 
snart til et bondebryllup i den majgrønne lade, og så 
dér de ejendommelige folkeskikke, hørte på skaffernes 
lange ræmser. Danses turde her naturligvis ikke, ej en 
gang børnene måtte hoppe rundt i takt, det havde jeg 
lært på en skovtur, jeg gjorde med familjen. 

Vi havde udsøgt os en prægtig plet, en lille skov- 
slette, omgiven af de yppigste gamle bøge med grene, 
der rankede sig, som var det guirlander af løvværk. 
Brændsel og kviste slæbtes sammen, vi lagde ild på, 
lavede té og puuoh og lejrede os i græsset. Da det så 
mørknede, tændte vi et stort bål; det var en fryd for 
børnene og os voksne med. Jeg foreslog nu , vi skulde 
tage de små i hænderne og synge og danse i ring om- 
kring bålet, men bevares, hvilket ansigt jeg fik af onkel 
Salling I 

Ofte red jeg ned til Kolding, tik mig en sejltur, en 
svømmetur i fjorden. Eller jeg satte mig oppe ved 
slotsruinen, til dæmringen faldt på og fiskerne tændte 
blus i båden og lystrede efter ål; hvor smukt stod dets 
skær ikke mod den stjærneklare himmel I Så kunde det 
træffe ind med en markedsdag. Gaderne var fulde af 
markedsboder i lange rækker, og mellem dem bønder- 
folk, bønderpiger i fuld stads, der lo og holdt hinanden 
i hænderne, gøglere, lirekasser, trompetklang : et liv som 
på Dyrehavsbakken. Mine små søskendebørn var med, 
og jeg kunde næppe få dem af stedet: „å nej, se barel" 
råbte de hvert øjeblik, hvor der var noget pænt. Jeg 
købte dem det ene stykke legetøj ovenpå det andet; 
også til pigerne måtte jeg have en lille markedsgave, og 



163 

karlen gjorde regning på sin „blå mand", en tobaks- 
kardus fra Haderslev, når han hilste mig: „velkommen 
hjem fra marked I" 

I Kolding, hvor de, når jeg gik ned ad gaden, kom 
til vinduerne og skulde se ^den Københavner", tog jeg 
ellers mest ind til stadshauptmanden, faders gamle 
handelsven. Dér var i butiken en kvælende dunst af 
allehånde varer, og fuldt med bønder, som snakkede op 
og købslog, så fuldt, at, som de sagde, „den ene ikke 
kunde spytte for den anden". Hvert øjeblik hørtes bods- 
svendens hæse, ensformige råb: „skal det så være en 
snaps i købet, Ole Nilsen? Den er krabat!" „For jer, 
Per Knudsen, er det jo en bitte skrå, ikke sandt?" 
„Å slå nu til, lille Maren, og lad det ikke blive til løgn I 
Sikken en kop, den er da ikke så meget tåbelig! Og 
billigere får liun den, katten ta' mig, ingensteds I" Det 
morede mig at stå og høre på, og inde i stuerne traf 
jeg gærne en gammel lansenéroffisér, der havde tjænt sig 
op fra menig; han fortalte med liv og lyst om krigen 
1813. Også min onkel kunde fortælle om fægtningen 
mellem Kosaker og dragoner i Vonsild, han mærkede 
den pris, jeg satte på det slags efterretninger. 

Heller ikke hørte en tur til Kristjausfelt til 
sjældenhederne. Det ligger dér yndigt, et fredens bo, 
ved foden af Kobjerget, midt i en naturlig engelsk park ; 
så lader det sig til syne med de klostevliguende byg- 
ninger, og så er det atter borte bag "trægrupperne. Jeg 
kom på „salen" (kirken), på de store korhuse og studerede 
menighedens indretninger. Den gjorde da et dobbelt ind- 
tryk pa mig og gør så endnu : et idyllisk tiltrækkende, 
og et frastødende, når jeg ser hen til det småsind, det 
forknytte, åndeligt usunde væsen, hvoraf her er så meget. 

Helst dvælede jeg ved do vemodige minder om min 
moder, for Hre år siden levede liun endnu. På „guds- 
ageren" uden for byen ligge gravene snorlige, i rad 
og orden, og på hver (;n lille hvid uuirmorplade med 

11* 



164 

et navn af samme form og størrelse på dem alle. Dér 
ligger og moders første mands og deres små pigers 
grave, ved dem havde hun mere end én gang stået med 
os og grædt og trykket os til sit hjærte; os havde hun 
dog endnu. Og i dr. Miillers hus, hvor jeg bode, når 
jeg kom til Kristjansfelt, drejede en del af samtalen sig 
om vor kære afdøde. Jeg fik atter syn for sagn om, 
hvor elsket hun var, og gennem venners og veninders 
fortællinger levede jeg med i hendes ungdoms fagre dage. 

En gang red jeg langs bakkerne ved Koldingå ind 
på den jydske hede. En anden gang lod jeg mig sætte 
over bæltet til Fyn og var i Hårslev hos mine læreres 
gamle fader, pastor Balslev, i Vigerslev hos provst Boesen, 
min onkels broder, begge fromme, kristelige mænd. „Du 
pisker da," skrev fader, „landet rundt som en hønse- 
kræmmer I Kom mig bare ikke til skade I" 

Således brugte jeg min hest og mine øjne og lærte 
at kænde meget, jeg før ikke havde kændt til. Jeg 
følte mig ypperligt til mode i den virkelige verden og 
tede mig slet ikke så ilde, folk fandt mig endog livlig 
og frejdig. Og ved siden heraf blev der tid til en alvors- 
gærning i Vonsild, som fik betydning for hele mit følg- 
ende liv: første gang stod jeg på prædikestolen. I en 
løftet stemning skrev jeg min prædiken, kirken var 
propfuld, og jeg tror vor Herre lagde sin velsignelse 
dertil, ihvor meget der end måtte fattes mig. Salling 
roste mig overstadigt og skrev til fader: „din Fredericus 
må absolut blive en meget udmærket taler". Det lod 
jeg imidlertid gælde for hvad det var, hans dom var 
langt fra at være mig nogen højesteretsdom. 

Anderledes glæde havde jeg af de ytringer, der kom 
hjemmefra, fra Ley og Laurent. Hjemmefra fik jeg vel 
adskillige satiriske spørgsmål, om jeg ikke havde pillet 
mig i næsen på prædikestolen, hvor tit jeg havde rømmet 
mig. Men der kom også hjærtelige ord. „Jeg er ingen 
kritiker," skrev Ley. „Min mening er kun den, at du 



165 

har talet af dit hjærtes fylde, talet, som det kun er 
givet dem, der har set og smagt vor frelsers søde 
kærlighed." 

Laurent skrev: „Mig synes, den prædiken er skreven, 
som det sig bør, i sand begejstring, jeg finder både liv 
og kraft i den. Gud være lovet! det ene fornødne ved 
enhver prædiken, det behøver jeg ikke at lede efter hos 
dig: den barnlige og faste tro." „Netop derved, at vi 
begge har del i samme skat, og vi begge betragte den 
med samme åndelige øje, som det kostbareste klenodie, 
der kan nævnes under himlen, og vi begge med Guds 
nådige bistand ønske lige brændende og hæftigt at værne 
om den mod alle de tyve og røvere, som vil røve os 
den, mod alle de bedragere, som ville indbilde os, det 
er ingen skat, men kun et gøglespil, et hjærnespind. som 
må forsvinde med døden; netop derved at vi begge, efter 
den ævne. Gud har og vil give os, skulle kraftigen åbne 
øjnene på alle dem, som vil se klarheden i vor Herres 
Jesu Kristi åsyn: netop herved er det venskabsbånd, 
som sammenknytter os, uforgængeligt og ubrydeligt, skal 
med Jesu nåde altid blive stærkere og stærkere, følge 
os på hin side graven og fræmavle i vore hjærter det 
samme store: „halleluja, vi love dig I" Så lader os da, 
ven, knytte os tæt til hinanden, ikke blot vi to, men 
alle, som høre til samme venskabskreds I Ti i dage som 
vore gælder det ret i al sin fylde, hvad gamle Arnold 
skjald så såre vakkert siger i „Valdemar den store og 
hans Mænd" : 

Vel sligt broderskab mig huer, 
dertil stod forlængst min hu: 
samles må hver sjæl, som duer, 
skal ej satan sejre nu!" 

Sådanne velsignede ord sendte Laurent mig, man hører 
ligesom hjærtet banke i dem. Og som han skrev, så 
taledc han: altid og altid om det samme, men dot 



166 

samme er altid nyt, altid og altid i glæde over andre. 
Slipper jeg engang ind i himlen, véd jeg, jeg bliver 
modtagen af ham med en glæde som Guds engles glæde. 

Min længste udflugt var en rejse gennem hederne 
til Løgum; det var den flade hede, ikke den bakkede, 
som længer nordpå i Jylland. Mile vidt øjnede man den 
gang „ikke en pind", som bonden siger, intet uden 
sletten, det sorte sand og den brune lyng, der af og til 
oplivedes af en urkok, som skogrede og fløj op, en plet 
gyvel med glimrende gule blomster, eller en hytte, hvor- 
fra den ejendommelige lugt af lyngtørv slog en i møde. 
I baggrunden lå højderne og skovene om Åbenrå, hyllede 
i en blå duft, tit så forunderligt ren som blånerne oppe 
i Norge. Også en af hedens ejendommelige luftspejlinger 
blev jeg vidne til, „Lokemand såede havre", som bonden 
siger. Det bølgede og dimlede i det fjærne, og over 
varmebølgerne så jeg huse, træer, kirkespir, et helt 
fantastisk laudskab. 

Ulrik Boesen, gift med sit og også mit søskende- 
barn Hanne Boesen, var sognepræst i Nørre-Løgum. Jeg 
foretog den rejse til hest, onkel Salling lod imidlertid 
under et påskud sin vogn følge med: „den kunde også 
stå mig til tjæneste, dersom visse parter af mit legeme 
ikke holdt det ridt ud." De holdt imidlertid godt ud, 
det var blevet mig en æressag. Præstefamiljen bode for 
tiden i Løgum-Kloster. mens der blev muret og tømret 
på præstegården, tante Boesen og hendes datter Marie 
traf jeg ligeledes dér. 

Ulrik Boesens åndelige ævner var ikke store, men 
han var en viljens mand. Jeg har ikke kændt mange, 
der i den grad som han kunde tage „amtsgesichtet på", 
således udtrykte han sig, og en høj, før kæmpeskikkelse 
kom myndigheden til hjælp. Det blev der god brug for, 
da han et par år efter 1850 kaldtes til biskop i Sønder- 
jylland. Hvor kunde han ikke allerede som ung præst 
træde op mod hvem det så skulde være, mølleren eller 



167 

provsten, og måle dem med et blik fra øverst til nederst! 
Selv tante Boesen, der ellers havde magt over sine om- 
givelser, fik det ikke over ham. Hans bevisførelse var 
måske meget svag, men han satte alligevel sin vilje 
igennem. 

Den gang han kom til Løgum, var hans kundskaber 
i tysk mådelige, nu talte han det imidlertid ret flydende, 
skønt tilgjort, med en højtidelig, selvlavet udtale, der 
også vanprydede hans danske prædiken. Som ungt 
menneske var han næmlig i onkel Boesens hus, hvor vor 
så kaldte „gamle tante" opholdt sig, kommen i vane 
med et slags bruddent mål, som hun, der var tyskfødt, 
talte det. Således snakkede de alle, når de vilde have 
løjer med den gamle, noget, hun ellers godt kunde lige. 
Det var dette mål, i forening med prædiketonen, der 
hang ved til hans død. 

Han kunde give mig ret i min harme over at høre 
dannede i et dansk land samtale indbyrdes på tysk. 
Ikke des mindre gjorde han sig selv tit skyldig heri, jeg 
tror, han vilde gærne vise, at han også kunde tysk. Men 
dansk var han i sjæl og sind, som han var en nidkær 
præst i al sin gærning. 

Ikke sjælden gik eller red vi ud sammen i egnen, 
der ikke var uden et vist tække. Lige under en banke- 
ryg ligger Nørre-Løgum kirke, på de andre sider om- 
given af vide, vandrette sletter, nærmest agre med 
mandshøjt korn og den dejligste lærkesang, længere 
borte lyngheden. Snart kunde vi tage iud og få os en 
„tevandsknægt" hos en af bønderne, snart var vi hos en 
syg eller ou og anden af de „opvakte" på egnen ; dem 
forstod Boesen godt at omgås. En af dem, en ældre 
pige, gik under navnet „den hellige Katrine", om hendes 
stille, gudhengivne liv fortalte han mig. Hun var meget 
fattig, havde ikke en gang et par ordenlige træsko, og 
det gik hende na-r. Så bad hun en aften sin bøn og 
føjede til: „du véd jo også, kære Herre, hvor hårdt te a 



168 

trænger til nye træsko; dem kunde du da nok skaffe 
råd til i Jesu navn, og det vil du også, det tror a dig 
retten godt til!" Det varede ikke længer end nogle 
dage, inden hun havde dem, en kom af sig selv og for« 
ærede hende dem. 

Boesen holdt, i modsætning til mig, temmelig stærkt 
på Kristjansfelterne, skønt han ikke fattedes syn for 
deres skrøbeligheder. Salling derimod huede ham ikke, 
og jeg styrkedes i min opfattelse af denne mand med 
en så blandet karakter. Der var desuden kommet noget 
dem imellem, da de begge, hver for sig, arbejdede på 
en ny slesvigsk salmebog. Jeg kunde her ikke andet 
end give Ulrik B. ret i hvad han bebrejdede Sallings 
salmebog: søgt sprog og overgribende hernhutisme. Jeg 
anede mindst det offenlige sammenstød i salmesagen, 
der senere traf ind mellem mig og ham, da jeg sad i 
Roskilde-konvents salmekomité, og han tillige med en 
anden præst havde udgivet en slesvigsk salmebog, fuld 
af dårlige oversættelser fra tysken. 

Afstanden mellem os var den gang stor, det følte 
jeg og veg i regelen for den modne mand; så kom vi 
godt ud af det med hinanden. Af og til blev hans over- 
legne mine mig dog mindre tækkelig. Straks i først- 
ningen „tog han sit amtsgesicht på" og udspurgte mig 
om min kristne tro ; den ting var imidlertid snart klaret, 
i hovedsagen var vi fuldstændigt enige. Men så be- 
brejdede han mig den lette, måske lidt overseende tone, 
hvori jeg kunde tale med mit søskendebarn Hanne; det 
fandt han var et skår i den agtelse, der skyldtes ikke 
hende, men ham. „Jeg må dog," sagde han i sit brudne, 
halft højtidelige mål, „lade dig vide, at du taler med min 
kone I" Ved ordet „min" førtes højre hånd udtryksfuldt 
til brystet. 

Mit andet søskendebarn, Marie Boesen, var på 
alder med mig og den næstyngste af søstrene. Fra 
barns ben havde vi omgåets som søskende, en sommer, 



169 

mens forældrene var borte, var hnn og flere af Boesens 
børn i huset hos os. Vi havde rejst sammen „til verdens 
ende", når onkel Boesens årsdag samlede os i et skov- 
hus på Frederiksberg lige over for Søndermarken, og 
alle vi børn så fik lov at køre i hans Wiener-vogn hen 
til halvmilepælen på landevejen. Vi havde også stået 
sammen tit og stirret på ispalmerne på ruden. Hun 
havde leget med mine soldater og jeg med hendes 
dukker og kopper, og græd hun, trøstede jeg hende: 
„der var ingen, som skulde gøre lille Mis fortred." 

Nu traf vi hinanden i Løgum i vor fejreste ungdom, 
under helt nye forhold. Hun var vokset op til en smuk 
ung pige, jeg kændte hende, og dog var hun mig som 
halft fremmed ; den lille mund, de brune, trofaste øjne, 
jeg syntes, jeg aldrig før havde sét dem så. Hun hørte 
ikke til de meget livlige naturer, glimrede heller ikke 
ved talenter, skønt hun spillede net, men der lå en stille 
godhed over hendes træk. 

Vi gjorde småture med hinanden. Jeg læste for 
hende og de andre Jung Stillings ungdomsliv, „dette 
forsynets æventyr" , som Gøthe har talt om i så høje 
toner; det greb hende og mig med, skønt jeg først senere 
fik øje for det dybe i denne skildring. Så sad vi 
sammen i skumringen. Jeg gav det bædste, jeg ejede, 
og talte om de digtere, der havde min hele sjæl; ordene 
flød fra mig, hun lyttede, og når jeg så på hende, blev 
hun rød, vendte sig og tegnede noget på ruden. Eller 
hun satte sig til klaveret og spillede, og vi sang begge, 
farlige sange, elskovssange. „Din stemme, Frederik, har 
vundet," sagfie tante Boesen, „jeg kommer til at tænke 
på din moder og hendes kønne sang og spil." Men nye 
følelser vågnede i to unge hjærter, andre end dem, vi 
nærede for hinanden, da vi sad pii stol sammen som 
børn. 

Når vi kom ud i selskab, var jog som død for al lo 
andre og sause<lo kun ot. Turde jeg ikke se lige fræm 



170 

på hende, skottede jeg efter i spejlet, hvor hun stod og 
hvor hun gik. Det var som om våren, og dag for dag 
kunde man se knoppen vokse. Det blev heller ikke 
skjult for tante og de øvrige, skønt jeg gjorde vold på 
mig for at få dem på vildspor, tit lo og spøgte, drillede 
MaYie, tog så det ene, så det andet ud af hmdes sykurv 
og lod som jeg var overgiven indtil kådhed. 

En aften fulgte jeg hende bag ved byens haver ene 
hjem fra et selskab, tante havde intet derimod, „men 
sjalet må du dog tage på, mit barn!" „Det er længe 
siden," sagde jeg, „vi sådan har gået sammen, Marie"; 
„og siddet og læst sammen som i disse dage,'' føjede 
hun til. „Nu skulde jeg nok egenlig bukke for min 
dame og byde hende armen: behager frøkenen?" „Ja, 
men vi kunde møde nogen!" 

„Skal vi så for denne sinde lade det være til hædre 
tider og heller tænke på gamle dage? Husker du en 
dag hjemme i Frederiksberggade; de havde været slemme 
imod dig, og du måtte ty hen i vindueskrogen?" „Ja, 
og så kom du og snakkede godt for mig og bragte min 
dukke!" „Den, som intet hoved havde, rigtig! Men 
husker du også, da du og din søster kom fra Kristjans- 
felt? Dine forældre kørte jer i møde og tog min broder 
og mig med, midt på landevejen mødtes vi og var inde 
hos bonden og drak kærnemælk. Hvor du havde for- 
andret dig; du havde sådan en stor kyse på og var 
bleven så alvorlig og stille, man fik næppe et ord fra 
jomfruens lille mund! Den var lige som bleven endnu 
mindre af mangel på øvelse." „Fy, Frederik, skal du nu 
igen drille mig?" „Du bliver da ikke vred for alvor?" 
„Tror du måske, jeg ikke forstår spøg? Ellers var 
Kristjansfelt ikke den by, hvor man havde det for 
lystigt !" 

Det ene gamle minde dukkede nu op efter det andet, 
vi var børn igen. Aftenen var stille, duggen faldt 
stærkt; „tænk på sjalet, din moder gav dig!" sagde jeg 



171 

og hyllede det om hende. En drossel slog i det fjærne, 
vi standsede og lyttede, samtalen døde hen i sagte, 
hviskende ord; var det ikke, som hele naturen hviskede 
med? Men ordene gør det ikke altid, der hvilede en 
duft over de øjeblikke, jeg ikke glæmmer: „det var den 
gamle historie, og dog bliver den evigt ung." 

Vi fulgtes ad op i det hus, hvor Boesens bode, jeg 
sagde farvel til Marie, og idet jeg stille gik forbi Ulrik 
og Hanne Boesens sovekammer, hørte jeg ham sige til 
sin kone: „døren gik. dér tror jeg de endelig kom I" 
Så søgte jeg hjem til min egen bopæl, et par gader 
derfra, sad længe i den sommerlyse nat ved det åbne 
vindue med piben i munden og kastede mig omsider på 
sengen, sove kunde jeg ikke. Der var for megen hede i 
blodet, den søde smerte, tvivlene med håbene undte 
mig ingen hvile. 

Jeg var nu i en sindsstemning, hvor ensomhed og 
den store, stille natur virke så velgørende. „Jeg gik 
mig ud en sommerkvæld at høre fuglesang, som hj ærtet 
kunde røre". Jeg smed mig på hesten og lod den kravle 
op ad de stejle, vejløse, kratgroete banker i nærheden, 
hvor kilden i småfald banede sig vej ned efter gennem 
kløfterne; en indre uro drev mig. En nat stod jeg og 
så ufravendt hen mod røgen og ilden i det fjærne, et 
luehav, hvoraf selv himlen glødede; lyngheden var kommen 
i brand, og mere end den var kommet i brand. 

Kun alt for hurtigt skred det par uger i Løgum, 
og jeg måtte rive mig løs. Vort farvel var tilsyneladende 
let, ja skæmtefuldt, også tante Boesen rejste med. Men 
da så tante i Haderslev skiltes fra mig, da jeg var alene 
med min lille hest, følte jeg mig greben af usigeligt 
vemod; jeg var nær ved at hulke højt. Jeg holdt under- 
vejs ved en kro, hvor hesten tik en visk hø, mens jeg 
gik ind i krostuen. Konen sad og spandt, hendes dreng, 
en lille, rødmusset i)urk, gav sig i lag med mig, og jeg 
legede med ham. Ved bordet sad et par bonder i dyb 



172 

samtale om høstudsigterne og den hagl, der var falden, 
ligesom der slet ikke var andet til i verden. Det gjorde 
mig formelig godt. Således genså jeg Vonsild. 

Her havde jeg imidlertid hverken ro eller rast og 
gik underligt drømmende omkring, tankerne gjorde altid 
og altid samme kredsgang. „Men hvad fejler der dig 
da, Frederik?" sagde tante Salling. „Ingenting!" svarede 
jeg og kradsede i bedet med min stok. „Å", sagde hun, 
„spar dog min stakkels nellike I Det kan jeg ellers ikke 
rigtig tro, du spiser jo også som en kylling!" Atter blev 
ensomheden min ven og den stille natur. Når solen 
dalede, sad jeg i haven med en bog i hånden og så på den. 
Hyldetræerne duftede, myggene dansede i aftenlyset, 
storkene knæbrede på alle tage og madede sine unger; 
ned ad den stærkt skrånende gade red karle med hestene 
og vandede dem ved broen i åløbet dér, i døren i et 
lille hus stod et par koner og snakkede sammen, en kat 
strøg sig op ad den ene; aftenklokken lød, en usigelig 
fred hvilede over naturen. Det dulmede en stund og 
vuggede sindet til hvile. 

Det daglige liv bød mig intet, som kunde drage 
tankerne andensteds hen. Onkel Salling kunde jeg nu 
udenad, huslæreren ligeså, min farbroder onkel Martins 
mistænksomhed og sære væsen var jeg også snart færdig 
med. Han havde taget herover, gik og drev og gav 
ondt af sig om „det forbandede Vonsild". Idelig og 
idelig underholdt han mig med fortællinger om den 
gamle enke i København, hvis penge han skulde arve. 

„Ja bare din fader dog kan gøre hende rigtig angst 
for slette mennesker, så er jeg sikker på min arv! Han 
skriver mig til, hun nu er bleven så mistænkelig endog 
mod ham selv, at hun endelig vil følge med, når han 
skal hæve hendes renter i sparekassen. Det er en stor 
skam mod ham, men det er alligevel just som det skal 
være, ja det er dejligt!" Så kneb han det ene øje til, 
lagde hovedet på siden og gned sig i hænderne. Straks 



I 



173 

efter blev han alvorlig og lod sora han lyttede: „hørte 
du det ikke, din tante kalder på dig, du må over til 
hende!" Jeg kændte ham og så et træk om munden, 
som omtrent sagde: „dér bar jeg mig fiffigt ad for at 
få ham bort I" Naturligvis fjærnede jeg mig og er vis 
på, han har brugt tiden øjeblikkeligt til at hente gamle 
breve og regnskaber og atter efterregne, hvor stor vel 
den væntede arv kunde blive. 

En dag havde jeg, for at adsprede mig, redet ned 
til lille bælt, mellem disse havomslyngede skovbakker, 
der høre til Danmarks skønneste egne. En række nette 
huse for lodser og fiskere lå langs havbrynet, og lidt 
ude i vandet stod sorte, tjærede træboder på pæle og 
store stene, som man tit træffer dem i Norge. De tjænte 
til gæmme for fiskeredskaber. En ung, køn kone sad i 
døren til en af boderne og græd. „Hvorfor græder I?" 
spurgte jeg, hun græd stærkere. „Er I syg?" „Å ja, 
det er klejnt nok med mig!" Men det varede en stund, 
inden hun kunde få noget sammenhængende fræm, så 
fortalte hun endelig. 

For nogle uger siden tog hendes mand, lodsen, sig 
en middagslur her i boden, han havde halft i søvne hørt 
noget ligesom pusle og give sig uden for, men blev ved 
at sove. Omsider vågnede han og trådte ud af døren; 
og dér nede i vandet ligger deres lille søde pigebarn 
druknet, lænet op ad den samme væg, hvorimod faderen 
nys hældede sit hoved, mens han sov. „Herre Jesus", 
sagde konen, „ja de to sov dér sammen sidste gang; 
det skulde nu så være ! Ane var løbet ud på broen at 
vække vor får, for hun var knøv. var hun, og altid så 
il ink ad .sig. Jeg tænkte på ingen ting, og så ser jeg 
ham pa én gang tumle ind ad døren med det døde barn 
i armen! Gud fri og frels mig, jeg ghommer dot aldrig! 
Den dag hun skulde fyldt 5 ar, blev hun puttet i deu 
sorte jord!" 



174 

Under en strøm af tårer viste konen mig den dukke, 
hun havde pyntet hende til årsdagen, og den lilles kjoler, 
en for en, og ligkransene med pænt skrevne vers, degnen 
havde gjort. Hver søndag bar hun dem ud og lagde 
dem på graven, sagde hun: „det er min eneste trøst, 
og fattig nok er den; det véd Gud I" Hun hulkede og 
græd igen og tørrede tårerne med sit forklæde: „nej, 
jeg får ikke fred i denne syndige verden, før vor Herre 
giver mig en anden lille tøs som Ane!" I den stemning, 
jeg var i, blev jeg dobbelt rørt ved den stakkels kones 
fortælling, ja det var hjærtesorgl 

Jeg véd ikke ret, hvordan det kom sig, men der var 
én forestilling, som underligt greb mig ved siden af 
minderne fra Løgum: det var forestillingen om Italien. 
Ingemanns „Rejselyre", som jeg førte med, gav disse 
længsler efter det dejlige land dobbelt liv. Og jeg sang 
med ham. 

Hesperia vifter 
med vinger af luft, 
på skyer af roser, 
med klæder af duft. 

Fra bjærgene vifter 
den fremmede mø 
med evige palmer 
fra salige ø. 

Det toner fra himmel, 
det klinger fra jord, 
det lufter fra landet, 
hvor livstræet gror! 

Snart tænkte jeg mig vandre om i de duftende orange- 
lunde, og snart dér, hvor lyngen stod i blomster på 
hederne i vester. Men når jeg fik gnedet øjnene og 
summet mig, når jeg hørte råbet: „vil du ikke ind og 
spise?" eller en af de små fættere kom og kastede 
borrer på mig og grinede, sad jeg dog, trods alle skønne 



175 

drømme, endmi stadigt i Vonsild. Og jeg gjorde klogest 
i at lade for de andre, som havde jeg det ypperligt. 

Til sidst kunde jeg ikke udholde det længer, jeg 
måtte igen til Løgum. Påskud fattedes ikke, jeg kunde 
jo bare tage ned til min morbroder i Nokle, i nærheden 
af Løgum, hvor jeg kun havde opholdt mig én dag, og 
så ligesom undervejs gøre den afstikker. Altså red jeg 
atter ud i hederne, tante Salling smilede så småt: .,og 
hils nu, hvor du kommer hen I For du kan da gærne 
også tage til Løgumkloster, hils så den lille Marie med I" 

Med hvilken forundring og glæde blev jeg ikke mod- 
taget ved gensynet, Marie gav den vel ikke luft, men 
den lyste ud af hendes øje; „nu, dér har vi ham jo 
igenl" sagde Ulrik B. og trykkede mig i hånden. Atter 
læste jeg for Marie, og vi sang med hinanden, en sådan 
aften står navnlig klart for mig. Hun sad og vuggede 
Ulriks og Hannes første lille, jeg havde taget mit ynd- 
lingsdigt Aladdin og forelæste optrinene, hvori hans og 
Gulnares unge kærlighed skildres. Solen dalede, månen 
steg op, den lille sov sødt, vi var alene, jeg tror, man 
med flid lod os ene. 

Vi talede sammen og dvælede ved de yndige billeder, 
skjalden havde tryllet fræm. „Læg mærke til denne 
yppige lyrik", sagde jeg, „som var man i Østerland I'' 
Hun tav. Mit hjærte var fuldt, men ikke et ord derom 
kom over mine læber, „hvor der dog er dejligt ude'', 
sagde jeg med ét og gik uden for. Bredåen havde 
svulmet sig stor og rivende af regnen, og månens skær 
glitrede blåligt blankt hen over bølgerne, så de lignede 
flydende sølv. Man véd, karlighed og måne er søskende- 
børn, det var også vi. Vilde, turde jeg da nu tale til 
hende V Og hvad mon hun så vilde svare, var det givet, 
at også hun holdt af mig? Jeg kom ikke ud over 
tvivlene. 

FiU omstændighed havde både noget lokkende og 
frastødende for mig. Man talte ved bordet om for- 



176 

loveiser, „ja", hed det, „nu er du student, nu kan man 
vel snart risikere det samme med dig I'" En dag fortalte 
Ulrik, hvorledes han havde stjålet sit første kys af 
Hanne, inden de var forlovede. Jeg blev både rød og 
bleg, det lød jo næsten som et venskabeligt råd. Hvor- 
for kunde jeg ikke gøre det samme? Men heller ikke 
det gjorde jeg, vogtede mig endog for et alt for varmt 
håndtryk. 

Fra Løgum red jeg til Nolde og blev der for et 
syns skyld et par dage, hj ærtet var dog ikke med. Min 
morbroder Martin gjorde alt for min opmuntring, han 
kørte mig til Tønder, ud på digerne, men det bædste 
for mig var, når han fortalte om min moder; det ledte 
tankerne blødt hen til eu anden elsket genstand. Jeg 
husker og, at jeg fandt Wielands Oberon mellem hans 
bøger, og læste hovedpartierne, navnligt dem, der nogen- 
ledes svarede til min stemning. 

Derpå rejste jeg atter over Løgum til Kristjansfelt, 
til dr. Miillers, med Ulrik Boesen. Ude på hederne 
havde en hel hær af storke samlet sig. Man træffer tit 
en unge, som er hakket ihjæl og kastet ned af reden, 
det heder, den skal være funden for svag til længere 
flugt. Nu var de andre voksede til, havde lært flyve- 
kunsten af fader og moder og kunde fræmstilles til 
høstmanøvre inden afrejsen. Og den med alle dens 
øvelser, fræm og tilbage, ud og ind, var jeg nu til stede 
ved. Hvor var jeg den sommer ikke bleven fortrolig 
med storkenes liv I 

Jeg følte trang til nadveren og mældte mig hos 
præsten i Kristjansfelt, her vilde jeg heller gå til alters 
end hos Salling. En dæmrende aftenstund trådte jeg 
ind i salen; lysene var tændte, ved bordet, hvor vinen 
og brødet stod, sad præsten i hvid korkåbe med rødt 
bælte, og ved hans side diakoner ligeledes i korkåbe 
men med hvidt bælte, også hvidklædte diakonisser. 
Brødet, almindeligt brød, blev indviet, ombaret af præ- 



177 

sten, diakoner og diakonisser, brudt, uddelt og nydt 
knælende af alle på én gang, derpå indviedes og ud- 
deltes vinen; stille passionssange ledsagede den hellige 
handling, der sluttedes med fredskysset og velsignelsen. 
Blandt nadvergæsterne fandtes ikke få af moders ven- 
inder, og det var mig, som om hendes forklarede ånd 
var med til stede, skønt jeg endnu intet kændte til den 
gamle kirkes forestilling om alle helliges samfund ved 
Herrens bord. Det blev et af de øjeblikke, jeg ikke 
glæmmer. 

Efter et nyt, men kort ophold i Vonsild indskibede 
jeg mig med velfyldt madkurv hos en skipper i Kolding; 
8 dage måtte vi ligge på søen for havblik og under- 
holdt os imens med lidt læsning og de bekændte „skipper- 
løgne". Skipperen, en lystig broder, kunde diske op med 
dem, især da en gammel Jyde hørte på med åben mund 
og tog alting for gode varer. En hel dag havde vi Kullen 
lige for os. Det var det første gråbjærg, jeg havde set, 
og kastet hen i havet med sine skarpe former og skovene 
hilsede det mig ligesom fra det høje Nord. Jeg kunde 
ikke Ijlive mæt af at se det. 

Ved Helsingør tik passagererne landlov, og vi 
spaserede på vejen til Hellebæk. Med ét hørtes skriget: 
„en gal tyr, en gal tyr!"' En dame havde vi med os, 
hiiu græd og jamrede, men en forstelev, søn af H. C. 
Ørsted, og jeg hjalp hende op i et træ, selv blev vi 
stående neden for som mandige riddere. Tyren brusede 
fræm, da styrtede folk til fra tiere sider, og faren blev 
afvendt. Det blev det sidste æveutyr på rejsen. 

Stærkt iiavde den i mange måder virket på mig, 
det var som jeg var bleven fiere år ældre. En eneste 
rig tanke fyldte hele min sjæl og gik som eu rensende 
strøm igennem den. Med mere alvor kæmpede jeg mod 
ungdommens arvesynder, onde lyster, urene tanker. 
StilU;, ligesom iudekleuit i mig selv var j(>g, og intet 
menneske aneile den indre kamp, men han, som så den, 

VZ 



178 

var mig nær. Min stemning skaffede sig luft i et længere 
lyrisk-fantastisk digt, hvor Ingemanns indflydelse endnu 
var kændelig. Syndige lyster og rene følelser kæmpe i 
det sammen. Det åbnes med vers om vårnatten: 

Blinkeude vinke stjærner små, 
lullende rulle bølger blå! 
venlig er vuggen og hvilen sød, 
saligt at slumre i moderens skød! 

Krystes så tæt til det svulmende bryst, 
høre den kærlige lullende røst, 
svæve og bæve i håb og i frygt, 
drømme så himmelsk og slumre så trygt! 

Det er en yngling, som synger den sang, og røster 
fra naturen svare ham; blomster, fugle, himmel og hav 
indføres talende ligesom i „Reinald Uuderbarnet." Også 
det digt gæmte jeg som min hemmelighed, kun én fik 
indblik i den, og hun tilsneg sig det, jomfru Prehn. 

Ad adskillige veje gættede hun sig fræm, må også, 
som hun plejede van, have støvet efter mine optegnelser 
og været heldig, og hvor let får en snild kvinde ikke 
magt over det uerfarne unge menneske! Hun nærmede 
sig med noget, der for mig så ud som moderlig ømhed : 
„hvordan har du det dog, du ser altid så alvorlig ud!" 
Det, hun gættede sig til, omtalte hun som en vitterlig 
sag, brugte smigrende ord, kaldte mig „min elskede 
ven," „gudernes yndling," brugte milde bebrejdelser og 
bønner, ja sparede selv ej på tårer: „og så ringe for- 
trolighed vises der en moderlig veninde! Ak, hvor er 
verden dog kold, hvor står jeg dog forladt, når selv 
mine kære svigte! Der Wahn ist kurz, die Reue lang!" 
På den måde fralokkede og fravristede hun mig lidt efter 
lidt et slags tilståelse. 

Hvad de følelser, jeg nærede for Marie, kunde lede 
til for hendes vedkommende, må have stået klart for 
hende: tabet af stillingen i faders hus. Hun grov da 
sine miner under jorden. Med tilsyneladende deltagelse 



179 

for mig omtalte hun visse svage sider hos tante Boesen, 
der, så vidt også jeg kande mærke, var meget stemt for 
partiet. En ytring hist, en anden her kastedes hen; 
tantes usædvanlige forekommenhed mod unge mennesker, 
der kom i huset, de pandekager, hun bagede til dem, 
fræmhævedes især. Også mod Marie blev våben rettede, 
men fint, varsomt, „hun vilde ikke sige et eneste ondt 
ord om den gode pige"', sagde hun; der skulde blot, om 
muligt, vækkes anelser om noget dog måske mindre 
elskværdigt hos hende. Tog jeg hæftigt til genmæle , 
„så havde hun", hed det, „jo slet ingen ting sagt. At 
hun kaldte Maries øjne for koøjne og fandt hendes 
væsen alt for stille, var da vel ingen dødssynd I" 

Al snildhed vilde dog været spildt, jeg kændte alt 
noget til jomfru Prehn, og et øjeblik kunde hun omsno 
mig, ikke fange mig helt. Fader fik hun ved denne 
lejlighed slet ikke med, trods alle kunster; han holdt 
for meget af „min søster Sofie" og hendes børn og lod 
det gå sin gang. Men jeg var ikke klar på mig selv og 
hvad jeg vilde: det var sagen. Der kunde komme tvivl 
op om mine følelsers ægthed, tvivl, som måske, mig 
ubevidst, alt i Løgum havde stået mest i vejen for det 
afgørende skridt. Ja, jeg holdt inderligt af Marie, det 
havde jeg altid gjort, men var det ikke særegne om- 
stændigheder, som lod den kærlighed med ét skifte 
karakter, i det mindste hos mig? Sæt nu det havde 
gået hende ligedan, og det trode jeg, var vi to da derfor 
skabte for hinanden som mand og kvinde? Og selv i 
så fald, kom en forlovelse alligevel nu ikke for tidligt? 
Jeg var jo lige fyldt 18 år. Advarende stod den mindre 
heldige historie fra skolelivet for mig. 

Jeg overvandt mig da selv, det var ingen let sag, 
om end forstauden kunde tale nok så overtydende. Vel 
kom jeg til Boesens med fader som sædvanligt, dog sjælden 
alene, skønt tante lod mig maMkc, det vilde vurc hende 
ka;rt. Jeg og Marie sa hinanilen, holdt af hinanden, 

12* 



180 

men stemningen fra Løgum blussede kun op af og til, 
uvilkårligt. Jeg gjorde mig en samvittighed af at fræm- 
kalde den hos hende, før tiden var modnet, og hun var 
undselig og stille. Således gik det første år. Jeg fik 
imidlertid travlt med mine studier og de nye venner. 
Til sidst stiftede jeg bekændtskab med en anden ung 
pige, der straks i mange måder tiltalte mig; Maries 
billede havde trådt i baggrunden, men hele forholdet 
trykkede mig i flere år. 

Da kom Ferdinand Fenger, denne underlig magne- 
tiske natur, som kunde drage enhver til sig, og han 
sang sig ind i hendes hjærte, hun blev hans. Det kærlige 
forhold mellem Marie og mig, som det havde været fra 
vor barndora, levede nu op igen. Det var virkeligheden, 
det andet blev en kort, skøn drøm. Og da jeg året efter 
forlovede mig, nærmede hun sig min kæreste som en 
søster og satte hende ind i alle de uheldige forhold i 
faders hus, hvorunder hun havde lidt sin del. Nu høre 
Marie Boesen og Ferdinand Fenger med til mine kære 
døde, jeg aldrig skal glæmme. 



Jeg måtte for alvor tage fat på teologien, hvis 
det skulde blive til noget, fader drev derpå, og jeg gav 
ham ret. Vel havde jeg gennem mange småkampe 
frigjort mig for hans daglige tilsyn med hvad jeg læste, 
ligesom jeg fik ham afvant med at kalde mig „min 
dreng"; men så var også hele ansvaret mit, det følte 
jeg. Desuden var jeg ked af digteriet, jeg læste, hvor- 
ledes Schiller i sin ungdom havde båret sig ad, brændt 
alle sine digte og lovet sig selv i to år ikke at digte 
noget. Det samme gjorde nu jeg, efter nogen kamp. 
På et par undtagelser nær, kastede jeg mine småsager 
på ilden, ungdomsdrømmene gik op i røg, og jeg lovede 
intet af den art at skrive, inden jeg fik eksamen. En 



181 

mindre hyggelig tid fulgte herpå, jeg gik og drev og 
gad ingen ting, også det blev omsider overvundet. 

Rationalismen i dens daværende skikkelse har al- 
drig noget øjeblik fristet mig. Både den tro, der var 
mig indprentet fra barns ben, mine omgangsvenner og 
hele min natur havde pantsret mig godt. Rationalismen 
var flad og fad, og ved det fade vendte alt sig, åtr var 
inden i mig, så jeg følte kun væmmelse. 

Men hvad kunde universitetet da byde mig? Den 
af professorerne, for hvis læredygtighed jeg havde størst 
agtelse, var Clausen, og ham så jeg i det lys, kirke- 
kampen kastede på ham. I hans udlægninger af det nye 
testament sporede man endnu overalt Rationalisten. At 
noget dybere alligevel arbejdede i ham efter Schleier- 
machers forbillede, at han stod en del over rationalismus 
vulgaris, kunde hverken jeg eller mine venner den gang 
få øje for. Men jeg véd, at jeg, trods modsætningerne, 
uvilkårligt følte mig tiltrukken af den skarpsindige lærde 
med det ædle, fine åsyn. Senere i mit liv kom jeg ham 
nær og blev ikke skuffet. 

P. E. Miilier foredrog systemerne usikkert og fam- 
lende og på sin stille måde, som hans tilhørere ikke 
kuude finde sønderligt behag i. For manden som nor- 
disk lærd bøjede jeg mig dybt, hans sagabibliotck, kri- 
tiker over Sakse og Snorre gav mig en risjdora af kund- 
skaber, og hans sproggranskninger ligeså. Hin tids lære- 
bøger i moralen, hans med, havde ellers for mig meget 
frastødende, deres „dyd" og „pligt" summede mig ideligt 
om ørene, så jeg næsten fik lede ved de ord. Ikke des 
mindre blev jeg alligevel tiltalt af partier i hans moral 
når de, undertiden endog temmelig stærkt, stødte op til 
sproggranskniug. Tonen og stilen i hans apologetik 
havde ligeledes det ved sig, hvori jeg kunde være enig. 
Men det var så det hele. 

Jens Møller havde på grund af sit „teologiske 
bibliotek" fået et ikke ringe navn hos dem, som ikke 



182 

vilde bryde med kristendommen. Han var en flittig 
mand, en livlig mand, skrev let og meget om mange- 
hånde ting, især hvad der vedkom kirkens og fædrene- 
landets historie. At letheden just ikke gik hånd i hånd 
med grundighed, havde jeg den gang naturligvis ingen 
klar forestilling ora, og kun med hensyn til fo'-elæsningerne 
undgik det mig ikke. Der var intet dybere syn, hverken 
på kirken eller på verdenshistorien, alt var ledeløst; anek- 
doterne kunde man more sig over, de var imidlertid ikke 
andet end en tilsætning af peber og „allehånde", stod i 
intet indre sammenhæng med det hele og oplyste det 
derfor heller ikke. Særhederne ved hans ydre menneske 
smilede jeg ad, jeg gæmte endnu på minderne fra skolen. 

Han havde tidligere vist mig megen velvilje, nu 
derimod var det, når jeg en enkelt gang skulde tale 
med ham, næsten som om han ikke kændte mig, næppe 
rakte han mig hånden. Han var professor og jeg 
student, ikke videre. Det er mærkeligt, hvor „amts- 
gesichtet, han tog på" — for at tale med Ulrik Boesen 
— , kunde omskabe en ellers så godmodig mand. Fra 
den tid blev professorminen mig modbydelig, og jeg har 
i min nuværende stilling efter ævne stræbt at holde mig 
fri for den. 

Professor Hohleuberg, afgjort Rationalist, forekom 
mig også noget svag af ævner. Hans „indledning til det 
gamle testamente" måtte jeg formeligt ordne og om- 
skrive, inden jeg kunde forstå, hvad han meddelte. Jeg 
kaldte dette ændrede kollegium „Hohlenbergs metamor- 
foser." 

Jeg hørte nu forelæsninger hos disse mænd. Mit 
mål blev: eksamen med laud snarest muligt og for 
billigst køb; da først kunde jeg studere i højere forstand, 
arbejde på løsningen af de livsopgaver, der trængte sig 
fræm fra alle sider. Talte fader om, at jeg burde tragte 
efter egregie, afviste jeg det: „selv om jeg kunde få 
det, vilde jeg dog ikke spilde den kostbare tid derpå; 



183 

den er mere værd end det!,, Så lidt kom universitetet 
mig i møde, at det nær havde gjort mig kold for al 
teologi; det samme var jo i sin tid tilfældet med Myn- 
ster, som han fortæller i sit levnet. 

Vilde jeg nu være hurtigt færdig, måtte jeg tage 
manuduktør, og det blev den senere biskop Lautrup, 
en elskværdig, meget dannet mand. Kærlighed til 
teologien i hin tids herskende form fik han mig dog 
ikke indgivet, heller ikke gjorde Kuinoel og Rosenmiiller, 
det. Jeg læste deres kommentarer og kollegiehæfterne 
flittigt igennem, læste hvad man krævede til eksamen 
fik en del kundskaber og var dermed til freds. 

Neanders kirkehistorie og et par kommentarer 
af Tholuck havde fader købt til mig. Neanders fromme 
sind og lærddom aftvang mig dyb ærbødighed, hvorimod 
hans tågede og meget formløse fræmstilling kun i rin- 
gere grad gav mig det billede af kirkens historie, jeg 
følte trang til. „Hans personer", har en engelsk lærd 
sagt, „er ossianske ånder; himlens stjærner skinne 
igennem dem, men vi se ikke de ægte menneskelige træk, 
meus de glide fræm for os." Mere gavn havde jeg af 
Marheinekes reformatioushistorie. 

Og Tholuck, han var mig en mand, hos hvem la^r- 
dommen ikke tyngede åndens flugt, ham kunde jeg 
bruge. Hans udlægning af Rom. 8 om alskabningens 
suk lagde jeg til gruud for en afhandling, jeg forsvarede 
ved disputérøvelserne, og den hele her udtalte fore- 
stilling slog dyb rod i min sjæl. Jeg har hørt det smer- 
tens suk, når høstens storme hvinede og bladene hvirv- 
ledes bort, og når der ved solfald eller i nattens stilhed 
med ét gik et sukkende sus gennem skovens kroner; 
uår bjærget sprudede ild, og duen våndede sig under 
høgens kløer. Jeg ligesom læste det i det pinte dyrs 
bristende øje, i ormen, der vred sig under min fod. 
Og jeg har hørt det fra menneskehjærtet i dets åndelige 
og timelige nød, fra alle tider, alle slugter; og fra mit 



184 

eget bryst har det lydt igen. Det er sukket, der vænter 
udløsning fra forkrænkeliglieden, Guds børns frihed i 
herlighed. 

De allerfleste teologiske studerende var endnu Ra- 
tionalister, deres feltråb „oplysnin-^", deres mand Clausen; 
man tænke blot på adresserne til ham og ])å fakkeltoget 
1832, som Orla Lehmann stillede sig i spidsen for. Dem 
stod jeg selvfølgeligt meget fjærnt. En mindre kreds, 
der imidlertid voksede år for år, samlede sig om Mynster; 
han havde straks, da han kom til København, fået ind- 
flydelse på studenter, skønt det gik småt. En gammel 
præst har fortalt mig, hvorledes han den gang som ung 
har sig ad, når han kom fra Mynsters kirke: han skråde 
øjeblikkeligt over på det modsatte fortov, at folk ikke 
skulde mærke, han havde været dér i kirke. Således 
var tilstanden i Mynsters første tid. Nu var det dog 
blevet bædre, så en teologisk student ikke længer 
skammede sig for Trinitatis kirke. Til Mynsters ivrige 
tilhængere hørte blandt mine omgangsvenner Zeuthen og 
den nuværende biskop Laub. 

Ikke ret mange studerende stod i et vist, dog løsere 
forhold til Hernhuterne, således Boesener, Balslever. Af 
Grundtvigs yngre venner var „den ebræiske Muller", 
P. Kierkegaard. Fengerne, Holm og flere ikke længer 
ved universitetet; den nuværende hovedstok kom fra 
Kristjanshavns borgerdydskole, man kænder dem allerede^ 
Laurent, Ley, Hagen blev studenter 1826 og 1827. Til 
dem sluttede den betydeligste af alle sig, nuværende 
biskop Martensen. 

Zeuthen var kommen hjem fra sin rejse til Steffens, 
fordybet i filosofiske granskninger; fader, der syntes godt 
om vor omgang med ham, indbød ham næsten hver 
søndag til middag, og snart var han hos os som hjemme. 
Imod sin sædvane viste han gærne et vist hensyn til 
jomfru Prehn og fandt nåde også for hendes øjne. Han 
bode i førstningen på Ehlers' kollegium, dér traf jeg 



185 

ham og kunde sidde eller ligge hele timer i hans sofa i 
al fortrolighed. Selv enkelte af mine småarbejder lod 
jeg ham se. Hos ham lærte jeg også at kænde kandidat 
Laub, hvis elskværdige, milde væsen straks tiltrak mig 
som alle andre; til vor nærmeste kreds hørte han dog 
ikke, hvad Zeuthen derimod gjorde. Zeuthen havde 
fundet sin livsopgave og arbejdede på dens løsning, for 
mig svævede også en egen livsopgave: det var sammen- 
knytningspunktet trods al forskel i alder og modenhed 
og retning. 

Jeg har ham ikke lidet at takke for, ti han åbnede 
mig først øjnene for Steffens: „tag ham," sagde han, 
„læs ham, men læs først hans „Indledning til Philosofiens 
Studium", disse herlige forelæsninger, som vakte Oehlen- 
schlåger og Grundtvig I" Jeg fulgte det råd og studerede 
dem atter og atter; hidtil havde kun digteren henrevet 
mig. her gjorde nu filosofen det, men en filosof med 
skjaldens snille. FilosoHske problemer, som det om fri- 
heden, viste sig første gang for mig. Også hans „Unsere 
Zeit" tog mig fuldstændigt, i den og Grundtvigs 
verdenskrøniker fandt jeg det, jeg trængte til, et ånd- 
fuldt syn på historien, dens store tidsrum og indre 
sammenhæng. Steifens i det hele fik mest indflydelse 
på min udvikling næst efter Grundtvig og Oehlenschlåger. 
Man vil spore den i den skildring af ham, jeg har med- 
delt i fjærdingårsskriftet „For Litteratur og Kritik" 
3dje bind. 

Hans indflydelse på mig falder omtrent sammen 
med Herders. Jeg skaffede mig dennes værker, .,hvori 
en evig ungdomskilde sprudler," og der gik nye lys, lys 
på lys, op for mig, nye syner på alt, ved hans „Alteste 
Urkundc", „Philosophie der Geschichte" og „Volksliodcr". 
Havde jeg om dagen la-st mig træt og ør på kollegie- 
hæfterne, søgte jeg hos sådanne mænd min vederkvægelse 
mangen sildig aftentime. 



186 

Endnu ét takker jeg Zeuthen for: han gjorde mig 
først ret hjemmevant i vore malerisamlinger, så det 
lysnede for mig over kunstens verden. Nu havde jeg 
jævnligt min gang her i fritimerne og studerede skolerne 
og mestrene, især de hollandske, af hvem vi har det 
rigeste udvalg. Det var den gang noget nyt. Køben- 
havn havde endnu ikke fået de museer, som nu er dens 
stolthed, sansen slumrede, og kun sjælden så man en 
ensom skikkelse dér, hvor det nu mylrer med menuesker. 
Men jeg glædede mig og beredte mig til de uydelser, 
min første og længste udenlandsrejse skulde bringe. 

Zeuthen havde meget egent i sit væsen, midt i 
verden kunde han dog være som langt borte fra den. 
Han havde en dag ligget i skoven og læst i ensomhed, 
gik så omkring endnu fordybet i sine tanker, fandt sig 
med ét på Dyrehavsbakken i folkevrimlen, standsede og 
slog en høj latter op. En anden gang taber han sin 
kop ud af vinduet, strækker hånden ud for at gribe den, 
hvis den skulde komme igen, bliver således stående og 
siger bare „ål" Da han første gang kom på forum i 
Rom, faldt han ned, fortælles der, og kyssede støvet, 
hvortil så store minder knytte sig. I selskaber trak 
han ansigtet tit i underlige folder og tede sig mildest 
talt noget sært og uopdrageut. Men så stor en nar var 
jeg nu, jeg gjorde det efter, ligesom jeg også eftergjorde 
Gothes fornæmme smil. Det kom mig for, som sligt 
var tegn på en dybere ånd, der følte sig højt hævet over 
hverdagslivet. 

Martensen så jeg første gang hos en bekændt, 
mens han endnu var skoledreng, og jeg, skønt ét år 
yngre, allerede student; vi talte sammen, og han be- 
hagede mig. Efter at han havde taget artium 1837, traf 
jeg, den gang underoffisér, ham som rekrut. Lerbek, 
løjtnant og meget ivrig i tjænesten, vilde rette på ham, 
men han var ikke for lydig: „De skal, fanden gale mig, 
lystre," råbte Lerbek, „jeg er ikke til at spøge med!" 



187 

„Nej, det kan man s'gu nok se på Dem," sagde Martensen 
under en fnisen af hele kolonnen. Noget efter mødtes 
vi atter hos Laurent, dette sjældne menneske havde 
også Martensen vundet kær. Så fik jeg ham hjem med, 
han kom der stadigt, tit hver anden dag, i 5 til G år, 
og spiste hos os mangen søndag. Vi kaldte ham for 
spøgs skyld ved hans fornavne „Hans Lassen". Og 
den omgang blev mig og min broder kilden til såre 
meget godt. 

Martensen forenede allerede da dybsind og skarp- 
sind i en sjælden grad, han var rig på ejendommelige 
tanker, der var også meget af det digterske i hans 
natur, og altid var han oppe. Jævnligt så man et 
ironisk smil på hans læber, og han kunde godt give den 
overlegne og komme med sit yndlingsudtryk: „ja han er 
nu hvad man kalder et kvæg" ; men vred, som vi andre 
kunde blive det. har jeg i den tid ikke sét ham en 
eneste gang. Rationalismen var ham imod, fordi den 
fattedes åndens og tankens dybde, og han sluttede sig 
da til Grundtvig, endnu dog mere til den teologisk 
lærde Rudelbach. Mærkværdigt, vist sig selv ubevidst, 
dannede han sig efter dette mindre skønne mønster, gik 
med stok som Rudelbach, vred munden, så bister ud, 
satte benene skæft og talede efter Rudelbach. Det gik 
ham, som det havde gået mig med Zeuthen, og først da 
vi gjorde nar derad, mærkede han det og aflagde sin 
nye uvane. 

Vi havde oprettet et latinsk dispu ters el skab, der 
holdtes hos Ley. Foruden os Kristjanshavnere kom også 
Hass dér, nu udtjænt præst, og Hassenfelt, Jensen, begge 
døde som præster; af og til mødte studerende, som stod 
kredsen noget fjærnere, Kragerop, død som præst, og 
Zeuthen. Man skrev afhandlinger eller teses, jeg skrev 
f. eks. om munkene, om i)oesien, en anden skrev om 
den apostolske trosbekændelse, og do blev så forsvarede 
og angrebne. 



188 

Jeg ser endnu Martensen som opponent. Præses 
Kragerop har fået noget at tænke på af ham og véd 
ikke, hvor han skal rede sig; Martensen står med det 
lune smil, slår på dåsen, tager sig langsomt en pris, 
vænter, vi le alle, præses er som tilintetgjort. Et andet 
optrin ! Martensens glimrende fægtemåde har ødelagt 
en påstand af mig om Schillers Råuber, forgæves havde 
jeg værnet om den til det yderste, men til ordkampen 
duede jeg ikke sønderligt, mine tanker klarede sig ikke 
hurtigt nok. „Ja, ja," sagde Ley, „hver mand har sit, 
og Hammerich har nu det, som just fejler Martensen; 
det bruser lidt i ham, hvor tør han end kan være. 
Vilde vi lægge dem begge sammen, fik vi en hél karl 
ud af det." Jeg var glad og kastede mig stolt hen i 
sofaen, min ære var reddet. Ley havde ellers, siden vi 
andre blev modnere med alderen, tabt sin indflydelse, 
hans tanker faldt alt for tit i det tågede. 

Martensen med sin afgjort videnskabelige natur med- 
delte os, hvad der var gået op for ham, et stærkt ind- 
tryk af videnskabens magt. Til gengæld kunde vi byde 
ham følelse for det folkelige, og min broder og jeg 
polerede hist og her på hans væsen. Han deltog, når 
vi som frivillige blænkere gav et lille plaf med i den 
kirkelige kamp. Mynster havde, husker jeg ikke fejl, 
holdt en prædiken, der så ud som et angreb på Grundtvig. 
Vi havde da skrevet en opfordring til ham om dens ud- 
givelse og undertegnet os „flere teologiske studenter", 
hvorefter opfordringen afleveredes af Laurent på adresse- 
kontoret. Man vilde dog ikke trykke den i avisen, inden 
navnene på disse studenter meddeltes redaktionen. 
Laurent meddelte dem altså, men det syntes Martensen 
ikke havde været nødvendigt og var slet ikke til 
freds med. 

Da teologisk månedsskrift hørte op, udarbejdede 
blandt andre Martensen og jeg i forening et stykke af 
registret. Vi kom i det øjemed sammen også hos ham, 



189 

hvor jeg blev nøjere kændt med hans moder, en skipper- 
enke og en trofast sjæl, der stred sig igennem trange 
kår og helt ofrede sig for sit eneste barn. Naturligvis 
havde hun ikke kunnet give ham nogen fin opdragelse, 
jævn var hun i sind og skind og snakkede endnu sit 
Flensborger-dansk. Hun så ham stige fra trin til trin 
og endte sine dage i hans hus. 

Af og til havde vi et tarveligt gilde, gærne hos 
Laurent, hvor de unge spillede mester; så måtte der 
skillinges sammen, Laurent var aldrig ved penge. Det 
var ellers hele hans families svage side, og faderen måtte 
tit op hos kongen og udbede sig et gratiale. En gang 
havde han ved den lejlighed en tyk guldkede over vesten, 
hvorfor kongen ytrede, han måtte dog vel ikke være så 
meget trængende. „Ah, votre majesté," sagde den gamle, 
„gela ne fait rien, c'est seulement l'ordre de la misere!" 

Men hvor yndig viste Laurent sig ikke, også uår 
han var i en sådan lille forlegenhed med eu klatgæld! 
Han så en lige ind i øjnene og bad så troskyldigt, at 
ingen kunde sige nej, jeg i det mindste ikke, skønt fader, 
af gruudsætning, holdt os knapt og krævede regnskab 
for vore lommepenge. En dag fortalte han med eu 
stemme mellem skæmt og gråd om boghandler Reitzels 
karl, der ikke turde forlade ham, inden han betalte de 
skyldige 25 Kdlr.; „mit hele eje," sagde han, „var 
da 8 Sk." 

Ved gilderne havde vi megen morskab af Laurents 
broder, der skuffende geugav Dyrehavsbakkens støj, lire- 
kasser, tyrkisk musik og trompeter, hver stemte i sin 
tone; også af Martensen. Han kunde ypperligt efter- 
ligne andre, uavnligt „give os eu Johansen"; det var en 
den gang fræmrageude Rationalist, præst ved Petri kirke, 
ellers lidet præstelig i sin færd. Martensen brugte dertil 
en rationalistisk ramse og bag efter som salme eu 
tysk burschevise: 



190 

Qa, ga geschmauset ! 

Lasst uns nicht rappelkøpfisch sein, 

wer nicht mit hauset, 

der bleib' daheim! 

Edite, bibite, coUegiales, 

post multa sæcula pocula nuUa! 

Alt dette blev deklameret og sunget med johansensk 
patos og hilstes med jubelråb. 

Ved disse sammenkomster blev naturligvis også 
sunget danske sange, især fædrelandssange „vift stolt på 
Kodans bølge", „Danevang"; men tyske viser vilde den 
ene side, de ivrigste Danske, slet ikke tåle. Derimod 
stred nu Martensen, født i Flensborg og aldrig sønder- 
ligt ivrig for den nordiske sag, og desuden min broder 
og jeg, der ellers var ivrige nok. „Man kan vel," sagde 
vi, „synge en tysk sang, fordi man har et ærligt dansk 
bjærte." Det vilde de andre ikke gå ind på og kaldte 
os for spøg Germauia; så hed et selskab af studenter 
ved Sorø akademi, der rimeligvis kom fra Holsten eller 
Slesvig. Det er det første spor, jeg har oplevet, af den 
spænding mellem dansk og tysk, der blev så rig både på 
løftende og pinende minder. Underligt nok skulde min 
stilling den gang være mellem Tyskerne. 

Martensen bragte sin ven med, den ældste Bor ne- 
mann, hvis navn siden fik lige så god en klang i lov- 
kyndigheden, som Martensens i teologien; også han blev 
en daglig omgang for mig og min broder, der nu voksede 
til. Han var en af de skarpeste dialektikere, jeg har 
kændt, end ikke Martensen kunde hamle op med ham, 
dertil var han et vittigt hoved og spekulativt begavet. 
Om han end af og til kunde vise sig hoven og strids- 
lysten, komme med sine kraftudtryk, så man helst i tide 
trak sig tilbage, inden kampen blev for hæftig, holdt vi 
dog af ham, og jeg tror, han igen af os. Mangen søn- 
dag eftermiddag spaserede vi ud med ham og Martensen, 
efter at de havde spist hos os. 



191 

Når Bornemann var til stede, faldt samtalen gærne 
på filosofiske eller æstetiske genstande, på teatret, som 
den gar.g stod i sin blomstring og var ham meget kært; 
vi andre kom der sjældnere. Tidens literære fræm- 
bringelser i alle retninger blev drøftede i alvor eller 
skæmt; modsigelseslysten kunde fare i os, og sarkasmer 
hørtes lige så ofte som grunde, små drillerier udeblev 
heller ikke. Martensen havde gjort meget nar ad ordet 
„liflig". Så kom vi hændelsesvis over en lille vise, han 
havde skrevet ved en festlig lejlighed i en familjekreds, 
og i den stødte vi på det ord; han døde ikke i synden. 

Gothe skattede mine nye venner meget højt, for 
ham sværmede hele tiden, og jeg med dem; hans kolde, 
fornæmme, vantro livssyn skjulte sig halvvejs for mig. 
Ingemanns tid var nu omme, siden deres skånselløse 
kritik afslørede de svage sider i hans digtning. Derimod 
fik jeg ved dem blik for den ædle form hos Heiberg, 
skønt hans sprog, der virkede stærkt på Martensen, var 
mig for fuldt med fremmede ord. Hauchs „Bajazet og 
Tiber" hilste vi alle med glæde som varsler om noget nyt. 

Ikke sjælden var vi til gengæld gæster i det borne- 
mannske hus. Her var fruen den ledende, også den 
ældste Bornemann; den mellemste af sønnerne, som 
ellers var meget talende, og den lille gamle konferens- 
råd, en sand hædersmand, trådte en del tilbage. Den 
gamles overvejende dialektiske ævner havde ikke været 
til gavn for hans karaktérudvikling. Man fortæller om 
en juridisk student, der kom op til ham og traf ham i 
stark sindsbevægelse gå op og ned ad gulvet. Konfcrens- 
råden vendte sig til ham: „kan De sige mig detV bør 
en fader i visse tilfælde give sin tilvoksende søn en i)å 
øret, eller bør og tør han det ikke?" 

Selv har jeg en gang, da vi lå sammen pa landet, 
været vidne til følgende optrin. Han vandrer, efter skik, 
op og ned i stuen og drøfter det spørgsmål, om han 
den dag skal gå til København eller ikke; ti gå malte 



193 

man i hine tider, hvis man ikke vilde leje en hel vogn. 
Grunde og modgrunde køres op, en halv time har gået 
heu med denne lydelige sagføring, og fruen har imens 
siddet tavs. Med ét udbryder hun: „jo, Bornemann, du 
skal gå!" „Synes du det, moder," svarede han, „så vil 
jeg også gøre det," tog på stedet hat og stok og travede 
af sted til København. 

En enkelt gang faldt han helt ud af folderne, når 
punchen næmlig kom på bordet. Ungdomsminder fra 
klubtiden levede da op, og han talede om Pram og om 
Rahbek, der kunde drikke dus selv med de yngste 
studenter og sidde i deres kreds ved „det fyldte glas og 
sangens raske toner". Derpå sang den gamle konferens- 
råd selv med sære fagter og en gyselig stemme „jeg 
vandrer fra by og til by", „hvi roser man så vore 
fædre", eller andre gamle drikkeviser. „Ja fader," sagde 
den ældste af sønnerne, „nu er du rigtig fornøjet! Er 
det ikke sandt, hvad der står i visen? 

Glæden er lig en tømmersvend, 
som på et værtshus man finder, 
og som, idet han farer hen, 
kysser os ømt og forsvinder." 

Således var vor daglige omgang, i mange måder 
vækkende og tiltalende, vi dannede en egen lille kreds 
for sig, til lykke dog ingen klike, dertil var vi for få og 
hver for sig for selvstændige. Når jeg genkalder mig 
hin „fagre ungdoms" tid — 5, 6 år — , knytter den sig 
væsenligt til ét sted, som blev fællesmødestedet, det 
inderste af de to værelser, vi brødre havde på anden 
sal. Det var muntert og solbart og vendte ud til slots- 
pladsen, der nu ikke længer lå i ruiner. En sofa, et 
par stole, en læsepult var den hele synlige herlighed, og 
tobaksdampen hyllede den endda i tætte tåger. Borne- 
mann tog gærne plads på den høje kontorstol, drejede 
sig rundt til højre og venstre og talede herfra til det 



193 

lavere bænkede folk, der sjælden oversteg 6, 7 mand; 
de andre valgte plads, som det kunde træffe, og talte 
derfra. Men hvor mange ungdomstanker er her ikke 
fødte til verden, hvor mange vingede ord ikke skiftede 
og unge forfattere hængte in effigie! Laurents friske 
hjærtelighed forenede sig med dybsindet og den skarpe 
kritiske sans hos andre af vennerne. Jeg tænker altid 
med glæde på vort samliv i ideernes verden, kun én 
gang i livet er vi unge. 

Imidlertid havde et nyt historisk spørgsmål mældt 
sig, eller rettere sagt, det, der oprindeligt lå i min na- 
tur og bandt mig så fast til Norden, måtte komme fræm 
som livspørgsmål, idet jeg modnede til. Hvad er, spurgte 
jeg, særkændet for nordisk ånd, i hvilket forhold står 
svensk til dansk og nordisk igen til tysk? Først mange 
års vedholdende studium kunde give det rette svar herpå, 
og pligten kaldte mig for øjeblikket andensteds hen. 
Hvad var der så at gøre? Jo, tænkte jeg, i al hemme- 
lighed kan man vel røre lidt ved det spørgsmål. 

Den gamle universitetsbibliotekar Bloch havde til- 
ladt mig selv at søge mig bøgerne ud på biblioteket. 
Hvor mangen formiddag vandrede jeg nu ikke en stem- 
ningsfuld gang op ad Rundetårns sneglesnoninger, hvor 
de mægtige runestene stod og ligesom vinkede ad mig, 
så ind i biblioteket, hen i krogen inderst til venstre, mig 
en usigeligt hyggelig krog. Der var i lange rækker fra 
loft til gulv nordisk-historiske skrifter opstillede, som 
skulde løse mig tusind gåder. Også rejsebeskrivelser 
greb jeg efter, dem havde jeg tidligt fået kærlighed til. 
Blot at stå der, var en uydelse, og af og til at blade 
i en bog. 

Bag ved, i et eget værelse hang væggene fulde af 
lurer og våben, mens urner og ringe, i guld eller brongse, 
stod rundt i skabene. Det var Nyerups og Thomsens 
samlinger, vuggen for oldnordisk museum, endnu så 
ringe og upåagtede, men sideu mønstret for oldsags- 

13 



194 

museerne i hele Evropa. Thomsen, en ven af fader, 
modtog mig altid her inde med mere end sin alminde- 
lige artighed. 

Det er ingen rar ting på én gang at blive hjemsøgt 
af forskellige ånder, selv om det er gode ånder. Jeg 
tørstede efter et almindeligt overblik over de spørgsmål, 
der stod for mig, efter et grundindtryk. Så ligger det 
i min natur endnu, når jeg finder mig over for et nyt 
ærane eller også nyt skrift; jeg kan formeligt lide af 
feber, inden jeg får det foreløbige indtryk og stemningen, 
der følger det. Først da kan jeg give mig af med 
enkelthederne, og de skyde lidt efter lidt fræm fra for- 
skellige sider ligesom iskrystallerne, tit langsomt nok, 
mens jeg lever i æmnet og gennemlever det. Man vil 
altså forstå min tilstand, jeg tørstede og turde ikke 
drikke. Men jeg tog mig sammen en stund med magt: 
først eksamen fra hånden I Og jeg havde godt af den 
lille selvovervindelse. 



Naturen var og er mig en uudtømmelig kilde til 
nydelser; blot en frodig vedbendranke og et stykke blå 
himmel er mig nok, og også storm og regn kan jeg 
bruge. Ingen smuk sommerdag gik derfor hen uden en 
udflugt, hvis jeg ellers kunde slå mig løs. Vi vandrede 
da ud til fods i Søndermarken, i egnen langs sundet; 
det nødvendige til et lille måltid førte vi med og en bog 
i lommen, gærne en af Walter Scotts romaner. 

Snart var jeg sammen med kammerater, snart 
med min broder Martin, jomfru Prehn, der om sommeren 
gik med hamborgsk schåferhat, og etatsråd Thomsens 
døtre, „traverne" kaldte Martin dem. Hun forelæste 
godt og viste sig i det hele ved sådanne lejligheder fra 
den elskværdigste side, når vi kun tog os i vare for at 
gøre løjer med hende. I længere tid havde hun styret 



'195 

huset for en meget dannet familje i Hamborg, set ikke 
så lidt og opfattet det med skarpt øje for næstens 
lyder; alt det kunde hun nu fortælle om med liv og lyst. 
Fortællingen formede sig ligesom til en række små- 
noveller, og af og til skimtede en kærlighedshistorie 
igennem, som hun havde haft; det gjorde hende interessant. 

Eller jeg gik ud alene med en bog. satte mig hen 
i det fri, tit på en af vore blomstrende markgrøfter, og 
læste dér. En St. Hans-dag var jeg således på Dyre- 
havsbakken med Oehlenschlågers St. Hans-aftenspil, mit 
yndlingsdigt; i disse omgivelser fik det dobbelt liv 
for mig. 

Sommerferien 1828 og de nærmest følgende år til- 
bragte vi i Søllerød eller omegnen, jomfru Prehn også, 
men det skulde altid lade, som tog hun med bare for 
vor skyld: „for ellers sad jeg helst hjemme," sagde hun, 
„det stille husliv er nu min naturi" Her blev der sejlet 
rundt på søen, sejl fandtes rigtignok ikke, så hjalp vi 
os med udslåede regnskærme. Om aftenen fiskede vi 
efter aborrer og skaller, det gik lidt småt, og alligevel 
var det morsomt nok, en, som fiskede med, nuværende 
pastor V. Wylich, sørgede derfor. Man vil ikke let træffe 
en mand, så rig på indfald og anekdoter, det ene af- 
løste det andet, så det kunde tit blive et helt fyrværkeri 
af vittigheder eller brandere. En gang, da jeg ytrede, 
han vel måtte være på alder med en mand, vi talte om, 
udbrød han: „å, hvor vil De dog hen? Hvis jeg og han 
var katte, kunde han være min bædstefader." Den anden 
var 3 år ældre. Og dette naturlige vid var forbundet 
med lige så megen dyb alvor og en hjærtelighed, man 
kan lede længe efter. Vor eftermiddag brugtes gærne 
til fodture i selskab med dem. der bode i hus med 
os, skiftevis etatsråd Thomsens og konferensråd Borue- 
manns. 

Vor værtinde, en stemplet lille madam, skaffede os 
unge mennesker megen morskab. M drillede hende ved 



196 

at gå i hendes stikkelsbær, straks var hun ude og 
passede på. En aften, husker jeg, havde nabokonen ført 
sin mødding over på hendes grund; hvor hun blev 
rasende og for hid og did! „Sådan svinesti, sådant et 
hovedvandsæg, lægge sit møg på mig! Hun er dog en 
uforskammet kvinde! Det er nu inte for det, men jeg 
kan ellers skaffe mænner, oldermanden og en anden 
mand, og landkort for hvad som der er min grund. Og 
så skal jeg sætte en skuffe med den likør for hendes 
salsdør. Forgi' folk på den fasong! Føj! Sikken rakker- 
kiste!" Således blev hun ved i det uendelige. Vi tog 
madammens parti, men hele byens ungdom samlede sig 
og peb, og nær var det kommet til håndgribeligheder. 

Mangen dugsval aften, når det dampede fra engene 
og malkepigerne syngende kom hjem fra marken, sad 
jeg på banken lige over for kirken og betragtede det 
vidunderlige spil af farver. Alt så stille, skyerne røde, 
de kunde rejse sig op i form af bjærge, stå fast og 
skarpt mod himlen næsten som snealpernes toppe i 
aftenglans; og under det glimrende røde fortonede luften 
sig med et yndigt, æblegrønt lys. 

Det faldt mig da tit ind, hvad Zeuthen havde for- 
talt om de gamle italienske malere, der fra himlen og 
skyerne hentede så mangen malersk tanke; han viste 
blandt andet hen til Rafaels grønhge lufttoner. Og med 
det samme kunde med ét Italien stå for mig, mine 
længslers og drømmes land. 

„Kennst du das Land, wo die Citronen bliihn?" 

Men en smuk aftenrøde har for mig endnu ikke 
tabt sit trylleri. 

Ikke sjælden gik jeg ene ud med Steffens' „Indled- 
ning til Philosofiens Studium" og strakte mig hen på et 
af de fløjlsbløde mostæpper i skoven. Haus løftende 
tanker fyldte min sjæl, og var jeg træt af læsning, hvilede 
jeg ud i naturen, så omkring mig og lyttede: fuglenes 
sagte kvidder, den rislende bæk, suset i træernes kroner, 



197 

skovduens kurren, vinden, der viftede i blomsterne, de 
glimrende sommerfugle, myggenes og andre insekters 
summen, der lød som en eneste lang, dirrende orgeltone, 
tuen med myrer i al deres travlhed, det grønlige halvlys 
og solglimtet inde mellem træerne, af og til en rovfugls 
skrig, rævens sagte fjed i løvet. 

Jeg kunde også gå længer ind i skoven, hen til en 
af småsøerne. Dens strande rejste sig stejlt, klædte 
med birk og gran, og holdt vinden borte ; kun nu og da 
hævede vandet sig som et bryst, der ånder. Vandspejlet 
var vidunderlig klart, søen dyb, og alligevel kunde man 
se igennem den, ned til bunden, hvor småfisk boltrede 
sig og „legede med sin finne". Hvor var her ikke ensomt 
og drømmende stille I Den store Pan åbnede sine løn- 
domme og hviskede til mig gennem naturens tusind sagte 
røster. Det rislede og hvislede og klingede som klang 
af klokker i det fjærne, jeg var nær ved at blive „elve- 
skudt". 

Søllerød-egnen, den gang kun lidet dyrket, havde 
noget ved sig af et bjærgland, især hen ad Højbjærg og 
Sandbjærg til. Her er udstrakte barskove op og ned, og 
midt i dem de stille småsøer, somme steder et helt 
broget tæppe af mos og bær, jordbær, tyttebær, blåbær, 
brombær, ligesom i den smålandske skov. Her er svære 
banker, birkelunde, dalstrøg, lyngmarker, fulde af snoge, 
kratgroet mose efter mose, den gang også sten ved sten. 
Det så ud som et stykke Urdanmark, endnu ikke røddet 
for ploven. I disse omgivelser, hvor kun den faste sten 
fattedes, kunde jeg blive greben af længsel efter en 
ægte bjærgegn i Norge eller Sverige, efter fjældet med 
lier og lurklang og fossedur og mangfoldig genlyd inde 
mellem bakkerne. Det var den vilde storhed, jeg søgte, 
ma-t af alle de idylliske indtryk, Danmark er så rigt på. 
Som en formelig hunger efter den overfaldt længslen 
mig, og drømmen måtte bøde på, hvad virkeligheden 
ikke undte mig. 



198 

Min naturfølelse har mere end én gang i drømme 
flyttet mig hen til fjærne lande. Jeg har levet i Vest- 
indien under den sydblå himmel, ved det dejligste hav. 
mellem sukkermarker og palmer og mægtige blomster; 
overalt fuldt af fugle, hvis fjedre havde en æventyrlig 
pragt. Men den mest levende drøm havde jeg den gang, 
og det om Norge, efter så mange år står den endnu 
lyslevende for mig. 

Vi landsteg, drømte jeg, ved bryggen i Kristiania, 
hvor to høje forsvarsmure skød ud i bugten, den danske 
kyst lå kun i en mils afstand. „De mure er til værn 
mod vore fjender der ovre," sagde en norsk student; 
noget nedslået over en sådan hilsen svarede jeg: „men 
vi har dog aldrig kaldt Normænd for fjender." Liv- 
vagten trak op, smækre, høje folk, stadshauptmanden 
stod og drejede på sit mundskæg, stolt over at have 
rang med kaptajner i hæren; en lille, kæløjet sangerinde, 
frøken Ahrensdorf, vimsede om. Statsråd Treschows 
modtog os på bryggen med et kys, og min fader studsede, 
da han spurgte, hvorledes dr. Henderson, faders engelske 
ven, havde det. 

Kristiania lå på en bakke, og i kort afstand rejste 
åsene sig. Straks skred min broder og jeg og den 
norske student til bjærgvandringen, men den blev os 
tung, mauge steder måtte man klamre sig fast både med 
hænder og fødder. Først oppe, hvor der iugen skov 
grode og folk sad i græsset og spiste aftensmad, trådte 
stenmassen fræm i al mægtighed, med skarpe kanter ; 
og herfra så man ud over endnu højere skovklædte 
fjældrygge. Jeg kom til at tænke på Saudbjærg ved 
Søllerød, som man også skimtede i det fjærne, kun var 
alt naturligvis langt højere, stejlere, vildere. „Se her," 
sagde jeg, „her kommer da stenen en gang til syne for 
alvor I" Min broder lo: „det er da ikke en sten, du 
primer nok, det er jo selve klippen I" 



199 

Jeg nedskrev straks denue drøm, den svarer just 
ikke til de virkelige forhold, men farver er der i den. 

I Søllerød, første år vi lå der, lærte jeg at kænde 
landskabsmaler Karl Scheuermann, som havde et 
kammer i samme hus. Det var et højt, smukt menneske, 
adskillige år ældre end jeg, en elskelig, ren, trofast sjæl, 
som Laurent, der ofrede sig for andre; kun var haus 
sind tungere og tilbøjeligt til det sværmerske. Dette 
øje så som ud fra en anden verden. Allerede i siu 
tidlige ungdom blev han, under omgangen med en 
gammel, kristeligsindet major, greben af troen, uimod- 
ståeligt greben; moderen stod hårdt imod, men hvor 
eftergivende han end ellers var, her var han den faste 
og lod sig ikke rokke. 

Skønt han var opdragen i selskabslivet og havde 
talenter, der kunde gøre sig gældende — han spillede 
på violin og havde en ikke ringe medfødt vittighed — , 
trak hun sig dog helt tilbage fra det. Var han nødt til 
at vise sig, så man ham gærne i et hjørne af stuen i 
ivrig samtale om den ting, der var ham den dyrebareste, 
livet i Gud. Han levede for sin kunst og omgangen 
med alvorlige Kristne. Gå omkring i husene, også hos 
folk af den lavere stand, vække og trøste og læge sjæle: 
det var haus lyst. Hans krav til livet var ikke store, 
en lille arv gjorile ham uafhængig, så kunde han følge 
sin indre trang. 

Jeg traf ham første gang en aftenstund, og det 
varede ikke længe, inden vi var i ivrig samtale om 
stjærnchiiulen og kundskabens træ i paradis. Jeg for- 
stod ham ikke ret, det kristeligt dybe i haus tankegang 
var ikke altid parret med klarhed, men han talede med 
en ild og and, som gjorde -siu virkning, og med en 
kundskab til bibelen og Luthers skrifter, som over- 
raskede. Også han elskede Grutidtvig, sa blev vi let 
venner. Og han var mig gennem hele sit liv en trofast 
ven og broder, opofrende som kuu fa. 



200 

Som maler sluttede han sig til Eckersberg og den 
skole, der i vore dage har givet dansk kunst et eget 
præg og netop nu var i sin vorden. Kun naturen, den 
rene natur kændte han for sin lærerinde, og hvor idealsk 
hans sind end i grunden var, kunde han dog udtrykke 
sig, som var han en fjende af idealiteten. Vi stødte i 
førstningen sammen derom, siden lærte vi at forstå hin- 
anden hædre. Med professor Miiller ved akademiet, 
hans gamle lærer, havde han brudt og gik sin egen vej. 
Til noget større arbejde havde han næppe ævner, det 
vilde ikke ret samle sig for ham, men mesterlige studier 
og skitser har han malet, dermed hang haus stue fuld. 
Omgangen med ham vakte på ny min lyst til tegning, 
nu dog af landskaber og til begyndelse efter hans for- 
tegninger. 

Scheuermann kom også i København til os og bad 
os igen hjem til sin moder. Jeg holdt mig imidlertid 
tilbage, indtil jeg en gang havde lånt ham en bog; den 
havde han bedet mig afhente på moderens bopæl. En 
sommereftermiddag ringede jeg på i stuen i Kvæsthus- 
gade i den zinnske gård. En ung, slankt bygget dame 
i lyseblå kjole lukkede op, en af hans søstre, frøken 
Julie. Det lyse hår hang ned i rige lokker, og smal 
var hun om midje, så man næsten kunde spænde om 
den ; hendes væsen var usædvanlig tækkeligt og fore- 
kommende. Hun hentede bogen, det gjorde hende ondt, 
føjede hun undseligt til, hun ikke kunde byde mig ind, 
„men min moder er lige gået ud". Jeg bukkede og 
fjærnede mig, ingen af os anede, hvad dette møde skulde 
blive indledning til. 

Senere fik min broder og jeg formelig indbydelse 
til en aften hos fru Scheuermann. Vi kom dér i huset 
nu og da, hele familjen var musikalsk, og det var en 
sand nydelse at sidde og høre på. Frøken Julie spillede 
udmærket, og talede hun, lagde hun sin sjæl i hvert 
ord; hun var den gang i den første vækkelses tid, 



201 

broderen, der elskede hende højt, havde draget hende 
med. Jeg var altid i glad stemning, når jeg vendte 
hjem fra en sådan aften. 

I oktober 1828 blev min broder student og med 
ham de „4 store og 12 små profeter". Den ene af de 4 
store var H. C. Andersen, af hvem der allerede gik et 
vist ry. Nu udgav han sin „Fodrejse", disse underlige 
fantastiske arabesker var noget nyt på dansk grund, 
trods alle mindelser om Hoffmann, og gjorde lykke. 
Også jeg syntes om dem, jeg var let modtagelig for 
enhver frisk retning, der trådte mig i møde; det er jeg 
endnu. 

Andersen kom den gang meget ud i selskaber, og 
dér har jeg hørt ham forelæse med denne underlige 
blanding af barnlig troskyldighed og en endogså stærkt 
udpræget selvfølelse. En aftenstund senere hen over- 
raskede han os hjemme, helt uvæntet, arm i arm med 
student Voigt, hvis søster Riborg, hans første og eneste 
kærlighed, var vor veninde; han vidste det, og derfor 
kom han. Så vidt jeg husker, var det ham alt klart, 
at hun var tabt for ham og elskede en anden, og allige- 
vel vilde han så gærne tale med dem, der havde stået 
hende nær. Det var som balsam for hans syge hjærte. 
Med smertens trofasthed har han altid gæmt hendes 
minde. 

Hvil sødt, 

som var du lagt i dødens skrin, 

du min erindrings rose, fav:- og fin! 

Du ei" ej verdens mei, du er kun min, 

for dig jeg synger, mine lårer trille. — 

Natten ei smuk, aatten er stille I 

Dødt — alt er dødt! 

Således sang han mange år derefter. 

Jog syn CCS, som sagt, godt om Andersens fodrejse, 
men dens forbillede, Hoffrnnons romantik, altid æven- 
tyrlig, fuld uf vrængbilleder, gruopvækkende og tit 



202 

dæmonsk vild, havde taget mig helt; „Meister Martin", 
„Elixiere des Teufels" havde jeg slugt. Ved denne tid 
var mæslinger en omgangssyge, min broder lå af dem, 
og også jeg måtte lægge mig. Sygdommen var ikke 
farlig, den tvang imidlertid til stilhed og sysselløshed. 
Så indfandt de fantastisk-digterskf stemninger 
sig selvbudne, især når jeg egenlig skulde døse hen efter 
bordet på min seng i halvmørke, omskanset af skærm- 
brætter; halft lå jeg da i dvale og halft i vågne drømme. 
Det var mest en efterklang efter Novalis og Hoff- 
mann, hoffmanuske skikkelser dæmrede fræm som i en 
tåge. „Ha, hvo der fløj afsted på vindens vinger," kunde 
det atter og atter synge inde i mig; jeg famlede efter 
ord til at fastholde denne stemning i et fantastisk digt, 
og fandt dem ikke. Også en sang af Gothe fulgte mig 
stadigt : 

Dort obeu auf jenem Berge 
da steh' ich tausendmal, 
an meinem Stabe gebogen, 
und schau hinab in das TLal. 



På et æventyr i samme fantastiske stil grundede 
jeg længe, det skulde hede „Æventyret på Kullen". Jeg 
vilde heri skildre min indre tilstand, hvor jeg ikke kunde 
få fat på det rette midtpunkt, mit egenlige jeg, og der- 
for ravede som i en rus, snart hid og snart did. Teo- 
logien, hin tids teologi, som jeg måtte igennem, skulde 
fræmtræde under billeder hentede fra det døde stenrige 
med dets troldeverden, poesien under billeder fra det 
letbevægede, uendelige hav, havfruer, undiner. Lyst til 
det ene skulde i mig kæmpe med ulyst til det andet, 
men hvile kunde jeg ikke finde nogensteds og turde 
ikke hengive mig helt til noget. Derfor stirrede jeg så 
tankeløst ud i luften og tcibte mig i øjeblikkets nydelse. 
Alt dette skulde skildres. 



203 

Tilværelsens lønlige gru måtte gå igennem æven- 
tyret, hvori der var nok, mer end nok af allehånde 
sager: Alfer og dværge og store tusser og finske trold- 
mænd, Kuliemanden, Palnatoke, skiløberen på Kullen, 
vampyrer, ånder og stjærneskud, Jøder, graverkarle og 
kirkegårde og rotter, som gnavede de dødes ben etc. etc. 
Slutningen vilde blive en åbenbarelse af Alfhjem, det 
tabte paradis, i aftnens gyldne skyer, hvor de modsæt- 
ninger, jeg levede i, så skulde udsones. 

Man ser, det hele var gyselig vildt, hvad jeg drømte 
og digtede om som barn, gik igen i disse halft vågne 
feberdrømme, og kun i hovedtankegangen sporer man en 
smule den ældre alder. Men just dette giver et billede 
af min sygelige tilstand, derfor skal det få lov at stå 
her; for alvor tænkte jeg naturligvis ikke videre på 
noget af den art. 

En dag, da jeg var lidt klarere i hovedet, kom Ley 
til mig. Han holdt meget af mig og har, efter at vi er 
blevne gamle og grå, fortalt mig, hvor han den gang 
kunde bede vor Herre, at vi måtte blive venner så længe 
vi levede. Han var også den eneste af min nærmeste 
omgangskreds, der gjorde alvor af dragelsen til det 
gamle Norden, så vi turde give os i kast selv med 
sproget og sagaerne. Der gærede ikke lidet i ham, men 
han styrede lige løs på sit mål, Grundtvig, og kunde gå 
yderligt i sine påstande. Gennemtænke noget fra grunden 
uf og la'gge det fræm, var ikke haus sag, han blev kort 
for hovedet, når man ikke straks forstod ham. På mig 
virkede en samtale med ham desuagtet altid vækkende ; 
mens hau, efter vane, vandrede op og ned og ukhirt, 
springende udtalte sig, var der noget i mig, som skod 
spirer. Således også nu, da han kom til mig. \'i talode 
om forholdet mellem olddansk og oldnorsk eller islandsk, 
og jeg tog dette spørgsmål en kort tid op på ny. 

Ligeså det om Jiedenold. Ansgars liv havde jeg 
bragt mig historisk nær ved stuilier af kildeskrifterne i 



204 

scriptores rerum danicarum; nu formede det sig tillige 
til en række billeder, som jeg håbede med tiden at få 
brug for i et større digt. Martensen pegede engang i 
en af vore samtaler på kampen mellem kristendom og 
hedenskab, den var, mente han, en god opgave for en 
nutidens digter, og de ord var faldne ved mig. 

Min hunger efter romantisk læsning søgte jeg føde 
for i lejebiblioteket, mens jeg kom mig, og læste løst og 
fast, til jeg var bleven mæt. Endog på universitets- 
biblioteket, hvor jeg gik frit omkring og tog bøger selv, 
lånte jeg af det slags, og, jeg tilstår det, ikke altid mod 
at give bevis. Jeg vilde næmlig ikke lade andre mærke, 
hvad det var for sager, jeg læste i. Men alt dagen 
efter stod de atter gærne på sin plads. På den måde 
gik et par uger, til jeg genvandt min helbred. Så måtte 
jeg ind i teologien, hvor lidet tiltrækkende den end i sig 
selv tyktes mig, var en fast syssel mig dog ikke ukær 
oven på dette stemningsliv. 



Min broder Martin trådte nu kækkere op, siden 
han var bleven student 1828; han var, som man véd, 
mere selskabsmand end jeg, talte bædre for sig, var fuld 
af livslyst og havde et elskværdigt væsen, der straks til- 
trak andre. I vor fælles omgangskreds forekom det mig, 
jeg stod i skygge, og han samlede desuden en anden 
kreds om sig af yngre filologer. Zeuthen skaffede ham 
adgang til Sibberns hus. Dygtig latiner som han var — 
han stod Krarup langt nærmere end jeg — prøvede han 
til sidst sine kræfter på en filologisk prisopgave og 
vandt accessit. 

Så godt jeg kan det, må jeg se at oprede de under- 
lige sammenslyngninger i mit væsen. Jeg var pirrelig 
i al)e måder og vranten, når et ønske ikke på stedet 
blev opfyldt, eller en stemning, som tit skete, på én 



205 

gang slog klik; alt det nye, der strømmede ind på mig, 
kunde jeg ikke magte. Med min sanddruhed var det 
ikke, som det burde være, jeg følte det dobbelt, fordi 
der lå en stærk drift til sandhed i min natur. Hangen 
til ensomhed bragte noget skjult med sig, som ikke 
var sundt, og som jeg des værre ikke har fået helt 
bugt med. Dertil kom nu jævnlige hovedpiner, en arv 
efter moder. Stemningsmenneske er og bliver jeg, og de 
mørke stemninger var stærke, de kunde formeligt falde 
over mig som en åndemagt, jeg ikke kunde værge mig 
imod. 

Med det selskabelige liv vilde det endnu ikke ret 
gå, der sad ligesom en skorpe uden om mig, og det 
skortede på lethed og frihed. Jeg kunde da i selskaber 
stille mig hen og se på billederne på væggen, samtaler 
vilde jeg helst undgå, fordi jeg let kom til kort i dem. 
„Hvor du dog er pjanket og flov; det kunde du dog 
have gjort meget hædre, se bare på din broderi Har 
du ikke andet at sige, kan du lige så godt holde mund! 
Hvad vil folk dog tro om dig?" Sådanne røster lød i 
mig, især når jeg ikke fik sagt, hvad jeg vilde, fordi 
tanketråden brast midt over. Det kan hændes mig 
af og til. 

Jeg gjorde mig selv de bitreste bebrejdelser, hver 
gang jeg tav, hvor jeg burde tale, det stod for mig som 
idel menneskefrygt. Tog jeg mig endelig sammen og 
hævdede det, der for mig var det rette, overvældedes 
jeg let af mit hastige sind, den indeklemte lidenskab 
brød løs. Det kaldte jeg mandighed og kælede for i 
modsætning til faders fredsommelige væsen, som jeg så 
dybt ned på; man vil ofte i slægtrækkerne træffe sådan 
modsætning mellem fader og søn. Hans broder Peder, 
fuldmægtig i rentekammeret, var en frisk, men brøsig 
natur; en atten blev han måske lidt nærgående mod 
™^Si og jeg viste ham da døren i faders nærværelse. 



306 

Sagde en noget, jeg ikke syntes om, kunde jeg få 
lyst til at slå ham lige i synet; gik en mig for langsomt 
og jeg var bag ved, havde jeg lyst at træde ham i 
hælene. Denne arrigskab, denne hån mod andre havde 
sin lønlige grand i brændende, men utilfredsstillet higen 
efter at stå højt i deres øjne. Jeg angrede dog snart 
både dette og mit hastige sind og søgte at gøre alt 
godt igen; derved gav jeg den, jeg havde fornærmet, 
våben i hænder mod mig, og én i det mindste forstod 
godt at bruge dem: jomfru Prehn. 

Ideligt fristedes jeg også af andre syndige tanker 
og stod ikke imod; den allestedsnærværende og hans 
guddommelige nemesis havde ikke det rette liv for mig^ 
og hvor ondt havde jeg ikke ved at samle mig og søge 
op til ham! Der kom selv øjeblikke, da jeg skyede ham 
og i mit forvendte sind priste en hednings lykke, der 
fulgte sine lyster og ikke hindredes deri ved nogen 
kundskab om den sande Gud. Lokkende og dæmonsk 
stod de tanker dér. Så galt kunde det være med mig, 
spiren til alle synder ligger i os, det har jeg erfaret selv. 

Med ét kunde da min syndsbevidsthed blusse stærkt 
op, så jeg forfærdedes, mens mindet om gamle, længe 
glæmte synder vågnede og anklagede mig. Vi har altid 
så svært ved at tilegne os det himmelsk dybe i synds- 
forladelsen. Men hvor længe varede vel disse åndens 
mindelser? De kom og gik, fordi der ikke var alvor nok 
til at holde dem fast under livets kampe. Når det 
randt mig i hu, kunde jeg med føje spørge, hvad gavn 
jeg da havde høstet af dem. 

Én svaghed véd jeg, jeg stred hårdt imod. Når 
noget uvæntet kommer på mig, uvæntet skræk eller 
uvæntet glæde, strømmer blodet voldsomt fra hovedet 
og jeg bliver bleg. Det kaldte jeg for tegn på fejghed, 
mig selv for fejg, og man véd, hvor højt jeg satte mand- 
dommen. Så begyndte disse indøvelser imod, jeg også 
senere har drevet side om side med hærdelsen af mit 



207 

legeme; blot et eksempel I I nærbeden af Søllerød lå en 
granskov, bvor et menneske nylig var myrdet, derigennem 
lagde jeg vejen i mørke. Uglerne skreg, det bares mig 
fore, som lurede én inde mellem træerne, som sjokkede 
nogen bag mig, hver gang et vindpust raslede i løvet; 
men jeg gik langsomt, som jeg havde foresat mig, hen 
ad skovstien. 

Lige så lidt som jeg vilde være fejg, vilde jeg være 
følevorn, det svarede ikke til den åndelige blufærdighed 
i min natur. Og jomfru Prehns skabagtighed, mit tid- 
ligere ingemannske sværmeri, også Schillers tyske, i 
mine øjne højttravende patos havde nu gjort mig fuld- 
stændigt modbydelig derfor. Mødte jeg i livet træk af 
stille storhed, trofasthed, opofrelse, hjærtensgodhed, kunde 
det røre mig dybt, så jeg blev varm om hjærtet; men 
jeg tvang tåren, som vilde bryde fræm og slog det hele 
hen i en spøg. Heller måtte folk kalde mig for tør og 
kold, og det kunde selv mine venner gøre, end for en 
følsom nar. 

Der var i det hele og er endnu ikke så lidt egent 
ved min natur. Hovmodet fristes hos mig af det ånd- 
rige og af det mandige, hvorimod jeg ikke kænder 
sønderligt mere til videns hovmod end til havesygen. 
Derfor fristedes jeg i grunden slet ikke af hin tids 
rationalisme. Jeg havde alligevel for stærkt syn for 
„hin enkelte", samvittighedslivet og troen, så det ikke 
kunde komme til nogen strid i mig mellem den og viden, 
end ikke da videns hovmod med Hegel senere trådte 
mig i møde i sin åndrigeste skikkelse som læren om 
det alt-ene. Det er ikke min fortjæneste, det lå så i 
min natur. Men at saravittighedssiden ikke kom iMulnu 
fita'rkere fræm, dot kunde jog føle som min brøde, der 
nagede mig, skønt alt for sjælden. Mine sysler drog 
mig den gang andensteds hon i de forskelligste retninger, 
og sløvere var jog bleven for den kirkoligo k:imp; dot 
kunde af og til endog være, som min barndoms (Jud 



208 

blev borte for mig. Tankerne om en selvopdragelse, 
som ikke var mig fremmede, gik gærne i en anden 
retning. 

Mellem os to brødre og fader stod heller ikke alt 
just, som det burde. Han sad for det meste hjemme 
og var ikke medlem af nogen anden klub end skyde- 
selskabet, om aftenen læste han i sin avis højt for jom- 
fruen; til adspredelse tjænte hans aftenselskaber. Man 
fik et par retter, en god vin, men skål og skåltaler var 
endnu ikke i brug. Famiijens ungdom klagede ellers 
over, at huset også i det ydre havde tabt ved moders 
død; dugen var ikke så pæn mere. Dg snapseglassene 
blevne så små. Ved disse selskaber tog han nu stadigt 
hensyn til hvad der kunde være os til gavn. Derfor 
indbød han åndrige mænd, som Thomsen ved museerne, 
billedhugger Freund ; også gamle Hornsyld kom tit hos 
os, en ualmindeligt livfuld, meget talende jydsk præste- 
mand, fyr og flamme. Første gang, jeg så ham, var i 
et selskab, hvor han trådte op og med bevæget stemme 
fræmsagde „morgeuvandring", et af Oehlenschlågers 
dejligste digte. 

Han havde sine svagheder. „Har De så købt min 
nye bog?" spurgte han en tid meget ivrigt, selv midt i 
samtalen om andre ting; bogen var „Opbyggelige Betragt- 
ninger over Biblen". Piben måtte vi stoppe ham med 
vor tobak, inden han gik, og han tændte den og røgte 
ned ad trapperne, men når han stod i porten, gik den 
med ét ud; så puttedes det fyldte pibehoved i lommen. 
Onkel Boesen, hos hvem han ligeledes kom, kunde en 
gang imellem friste ham, idet han bød ham den ene 
pris oven på den anden, blot for at se, hvorledes den 
senest modtagne blev gæmt mellem fingrene og til sidst 
hemmeligt puttet ind i Hornsylds dåse. Hornsyld 
snakkede med sig selv og trode, ingen hørte det. En 
aften gik han ned ad trapperne hos Sibberu og var vred: 
„her kommer jeg s'gu ikke mere!" mumlede han. Vi 



209 

morede os nu over disse småhistorier, men manden tabte 
alligevel intet i vore øjne; han talte, hvad han havde 
levet, det følte enhver. 

Han kunde give en smuk skildring af kampen i 
Abrahams sjæl, da Isak skulde ofres, den er indlemmet 
i hans „Opbyggelige Betragtninger". En gang talte han 
om forholdet mellem forældre og børn og ledsagede det 
med et vers: 

det øje, som sin fader belér, 
skal ravnene udhugge, 
til galgen bli'r hans sidste færd, 
og helvede hans vugge. 

Det var ord, som kunde vække eftertanke. Meget for- 
talte han om prins Kristjan og prinsessen (den nu- 
værende enkedronning), til hvem han ved en lejlighed 
havde sagt: „hun var ret det, bonden kaldte en farlig 
gemen (omgængelig) kvind." På historier fra sit eget 
liv var han især rig. Da han holdt sin sidste prædiken 
i Randers i „St. Mortens kirke", havde han begyndt den 
med det vers fra „Peders bryllup" : 

Jeg fremmed her til stedet kom, 
var faderløs og uden frænder, 
mit hjærte var min ejendom 
og tvende arbejdsvante hænder: 
da gamle „Morten" fæsted mig, 
og han har gjort mig lykkelig. 

Kirkekampen, hvor han havde stillet sig på Grundt- 
vigs side, blev ofte bragt på bane, og i den sag mødtes 
vi fuldstændigt. Derimod kunde jeg ikke billige hans 
udtalelser om Steffens, der var bleven mig så kær: „han 
tik ondt i hovedet," sagde han, „når han satte sig til at 
læse i Steffens' antropologi." 

Sådanne mænd var det nu, fader knyttede til vort 
hus, han tænkte, vi vilde have godt deraf, og hans 

U 



210 

kærligbed til os havde i al sin umiddelbarhed grebet 
det rette. Når ThorQsen med megen livlighed skildrede 
et af de nyeste oldsagsfund, så man ligesom så det for 
sine øjne, når Freund fortalte om sin kunst, livet i Rom, 
Thorvaldsen, da lyttede jeg til med glæde og blev til 
gengæld selv meget meddelsom. Fader var i det hele 
rundhåndet til alt, der efter hans mening kunde fræmme 
vor åndelige udvikling. 

Men om hvad der fræmmede den, var han og vi 
vist nok såre uenige. I hans omtalte regler for vor op- 
dragelse, hvis han skulde falde fra, heder det: „Lige 
som det er min faderlige vilje, at mine børn ej engagere 
sig i krigsstanden, således følger det af sig selv, at de 
ej falde på den urimelighed, at ville søge lykke som 
skuespillere, der vel kaldes kunstbrødre, men er det 
dårligste broderskab, jeg kænder." Det var ikke blot 
skuespillere, han havde så meget imod, al æstetik, 
kunsten i det hele var ham en fræmmed ting. Hans 
syn på livet var trangt, fra anno 1790, altid spurgtes 
om nytten: „hvad gavn gør nu kunsten med hensyn til 
det ene fornødne; kan nogen sige mig det, skal han have 
tak." Studeres skulde der for levebrødets skyld, noget 
højere timeligt mål kændte han ikke. 

Tog vi til genmæle, satte han gærne det han kaldte 
et „syrligt ansigt" op. Og vi talte ham tit imod, det 
gjorde vi ikke uret i. Men vi angreb ham desuden 
skarpt, ja hånende i andres nærværelse, spottede ad det 
„Kristjansfeltervæsen", skønt jeg til sine tider kunde 
blive rød på hans vegne og helst vilde kaste slør over 
hans svagheder. Angrebene lod han sig roligt byde og 
fattede næppe brodden i dem, så hildet var han i sin 
mening, så lidet pirrelig, næsten for ydmyg af natur. 
Han blev ved sit: „ja, bare du nu ikke går hen og 
bliver mig en æstetiker og generaldagdriver! Sådan 
en Hans Wurst og nar, han fortjænte sandelig et godt 
klyster I" 



211 

„Hvad folk vilde sige" var alt for ofte hans måle- 
stok for det rette, enhver ,,ultra" var ham imod, altså 
kirkekampen med og Grundtvigs og Lindbergs stilling 
til deu. Det gik især ud over mig: „det skal nu altid 
med dig være så hårdt og gennemsættende og nordisk 
å la Grundtvig!" Så gjorde han lidt nar ad „broder 
Ley og broder Laurent", „Ley han ser jo ud som en 
eddikebryggeri" Min broder slap her lettere, han kom 
efterhånden i andre forhold og tabte en del af sin ung- 
dommelige iver. 

Men ham især gjaldt så igen formaningen til ikke 
„at være for frisk på det og prøve, hvor vidt man kan 
gå, til at være mådelig i nydelser," skønt hverken han 
eller jeg havde noget hang til at skeje ud. Fader kunde 
blot ikke glæmme den aften, han sad oppe efter ham, 
mens Martin gjorde en skovtur med sine kammerater, 
og hvor usædvanlig høfligt han så kom ind ad porten, 
uden hat på. De havde næmlig i mørke slået ham den 
af hovedet undervejs. Som sagt, det glæmte fader ikke 
og skrev et par, som han mente, satiriske vaudeviller 
om skoledrenge og studenter; det trode han, skulde 
hjælpe, og han læste dem med fornøjelse op for os, sang 
derved melodierne til. Vor spodske latter bed slet ikke 
på ham: „ja, I ler, men sandt er det ligefuldt! Efter 
én snes år lad os så tales sammen, så er I klogere og 
vil give mig ret i meget!" 

Fader var altid bange for „store ord og fedt flæsk," 
talte derfor gærne småt om os, ja fræmdrog med flid 
vore mindre gode sider, og det i andres påhør. Det var 
lige det modsatte af hvad tante Boesen gjorde mod sine 
børn, naturligvis var vi just ikke glade herved, og det 
gav en spænding. Det hele var dog småting og gik 
aldrig til ydirligheder, da en virkelig ka'rlighed bandt 
os sammen. Vi følte i banlre øjeblikke, hvad vi var ham 
skyldige, og han v;ir i giiuidiMi glad ved os, overså meget 
og overøste os jucd foræringer. „Ja." sagde han til en 

14* 



312 

eller aoden ven, „folk synes nu godt om mine sønner, 
og jeg har såmænd heller ikke sparet på dem." Det 
var den højeste ros, han gav os. Men når alt kom til 
alt, var vi og han også fuldstændigt enige i ét: heller 
at holde af hverandre i det stille end tale for højt derom. 
Vi havde alle en vis blufærdighed, når det gjaldt om at 
blotte det dybere i os. 

Den, der bragte alvorlig ufred i huset, var alene 
jomfru Prehn, i hende var der en fremmed ånd. Man 
måtte omgås hende som et rådent æg. Var vi ikke nok 
om hende, kunde hun sidde og græde, spurgte vi da om 
grunden hertil, hed det: „å, jeg tænker i min ensomhed 
på så meget, på menneskenes kulde. Dog mor jer kun, 
hvad bryder I jer om mig? I den sag er I jer (sid) jo 
fuldstændigt enige!" Og imens gik strikkepindene, som 
gjaldt det livet, og hun rokkede med hovedet. Spøg 
forstod hun nu slet ikke, øg den er ungdommen gærne 
meget tilbøjelig til, fader var det også. Men blot en 
hentydning til, hvor gammel hun var, et indfald, som 
enhver anden vilde let ad, bragte hende straks i harnisk. 

Ellers kunde hun, som man véd, vende de gode 
sider ud og lige fræm se at vinde os, naturligvis på sin 
måde. „Min elskede ven," kunde hun da sige til mig, 
„du må tro, jeres ømme, kærlige plejemoder, som i så 
mange år har levet ene for jer, har lagt mærke til alt. 
Det er ikke undgået mig, hvor du stræber at aflægge 
dit gnavne væsen og urimelige hidsighed, og hvor smukt 
du arbejder på din karakters forædling. Folk klager 
vel over din liden følsomhed, men jeg véd det hædre, at 
dit hjærte er godt og ædelt og har følelse for alt skønt. 
O, hvor er jeg ikke opfyldt af glæde og håb om din 
fræmtids lykke I" Ordene vilde ikke ret smage mig, 
meningen syntes jeg derimod var god. 

Så bad hun mig læse fransk og engelsk med hende, 
og det gjorde jeg, i det hele tog hun på sin vis del med 
os i meget, og når vi var syge, plejede hun os med omhu. 



213 

Kun var hensynet til hende selv, til egen ære alle vegne 
det overvejende, og det indsvøbtes gærne i de rørende 
talemåder, som hun havde overflod af, fra Tiedges Urania, 
Schiller og andre tyske digtere. „Hvor man dog trænger 
til kærlighed i min isolerede stilling I Ak lad os bede 
til Gud, at vi og alle vore kære aldrig blive så ulykke- 
lige, at vi nogen sinde skulde fortvivle på venskabs og 
kærligheds magt I" 

Følsomheden forfulgte en overalt. Fik vi en for- 
æring af hende, ledsagedes den af og til af et lille ord, 
et slags devise: „Ehret die Frauen, sie flechten und 
weben himlische Rosen in's irdische Leben;" „det kvinde- 
lige køns virkekreds er skjult for verden, men ikke 
uvigtig;" „wo Treue wohnt im Herzen, da ist Seelen- 
friede." En gaug fora^rede hun mig et par småskåler 
af krystal og skrev dertil. „Måtte de være et billed på 
vort venskabs natur I De er klare uden plet og kan 
kun sønderbrydes ved meget hårde slag, men så blive 
de rigtig nok knuste for alle tider, som din moderlige 
venindes hjærte, når hun ved hårde stød tilbagestødes, 
er knust for denne verden!" Og med alt det var hun 
dog aldrig gladere, end når hun kunde slå sig til ridder 
på nogen. 

Det fik nu være hvad det var og morede os. Hvor 
har vi ikke haft vore levende løjer, når vi en gang 
imellem fik fat i hendes „Blumenleese", en mærkværdig 
samling, hun havde gjort, af de mest glimrende tyske 
floskler! Og i samme stil var hendes stambog. Men din 
vamle følsomhed havde galde på bunden, og dertil kom 
nu lyst til rænker, et herskesygt væsen: det var det 
værste. 

Så den medfødte karrighed I Hun var meget langt 
fra at ville gøre sig nogen utilladelig fordel ved hus- 
holdningen, men spares skulde der på alle ender og 
kanter. Suppen var tit tynd, kødet dårligt; fader holdt 
af en ret god mad og krævede deu, vi andre ligeså, og 



214 

penge fik hun tilstrækkeligt. Det hjalp alligevel ikke 
alt sammen. Fader brugte om aftenen to lys, men gik 
han bort, straks blev lysene slukkede, og hun sad og 
strikkede eller lappede i halvmørke med pråsen for sig 
og var ret i sit æs. 

Vi har levet mangen bitter stund med hende. Fader 
burde have skilt sig ved hende, og kun af vane, af 
svaghed og ulyst til noget nyt, gjorde han det ikke. Vi 
unge var vel og på en måde vante til hendes væsen, 
dog vi voksede nu til, så det ikke længer gik så glat 
med os. Jo mere hun vilde kue os, des stærkere trådte 
vi op. Striden begyndte gærne over en ubetydelighed, 
men det ene ord tog det andet, til hun rystede og blev 
højrød i ansigtet, det var, som skulde hun dåne. „Ak 
hvilken knusende kulde mod mig forladte, hvilke lidelser 
for hjærtetl Selv ikke dyden kan gøre lykkelig I" En dag 
satte jeg hende ved en sådan lejlighed ud af døren, det 
havde hun fuldt fortjænt. En aften sildig greb min 
broder, efter et hæftigt optrin, sin hat og blev flere 
timer borte til stor ængstelse for fader; Martin tog den 
gang stærkest fat på hende. 

Fader blev ulykkelig over disse langt fra ikke 
sjældne historier og var alt for tilbøjelig til at und- 
skylde hende. Hun viste sig nemlig for øjeblikket en 
del omgængeligere mod ham end tidligere, fordi hun 
trængte til en støtte; på én gang kunde hun dog ikke 
gøre front mod os alle tre. Og det hjalp, de ældre er 
jo desuden naturligt forbundne mod de unge; fader 
stillede sig altså halvvejs på hendes side, „I går også 
alt for vidt," sagde han blandt andet. „Men der er 
ingen religion i vort hus, deraf kommer alle de spek- 
takler." „Nej, fader," sagde min broder, „vi går ikke 
for vidt! Vil man blot agte os og sætte os på den rette 
plads, så kræver vi ikke mere, og alt er i orden." „Og 
det er det," føjede jeg til, „jomfruen aldrig vil." 



315 

Et andet forhold plagede fader ligeledes mer end 
det burde: dagligt overhæng af nødlidende, både værdige 
og uværdige, og blandt andre flere af hans søskende. 
Godgørende var han efter en stor målestok, des oftere 
tyede man naturligvis til ham. Jeg har gæmt enkelte 
af de mærkeligste breve, han fik, og skal meddele et af 
dem. En ham helt ubekændt underordnet æmbedsmand 
havde hørt om min broder, der en dag, såret ved 
eksersitsen, måtte bringes ud på hospitalet; her var et 
øjeblik, tænkte manden, man ikke burde lade gå unyttet 
hen, og sendte da fader følgende skrivels; 

„Velbyrdige herr agent, 
agtværdige borger, 

menneskekærlige mand I 
Undertegnede, kærlig fader for en talrig, højst 
ulykkelig familje, er i den yderste nød; jeg trænger til 
800 Rdlr. i morgen, eller, eller, eller .... Vil nu den 
menneskekærlige herr agent, som har aftørret så manges 
tårer, også her komme en ulykkelig til hjælp, tager jeg 
mig den frihed at foreslå dette sket ved udstedelse af 
en vekselobligation lydende på ovenstående summa. 

Deres brave søns uheld på fælleden har kostet mig 
mange tårer, hvilket mit forhold som 9 børns kærlige 
fader billiger. Måtte dog rygtet, som snart lader ham 
helbredes, være sandt! 

Ærbødigst 
forhåbenst, 
betrængtest 
N. N.'^ 

Efter fafliirs død fandt vi en stor bunke sådanne breve, 
sammenbundne med den udskrift: „heraf kan mine 
sønner se, hvad et faniiljobonibardemeut vil sige." Ikke 
sjælden sagde han: „jeg kommer vel til sidst til at pakke 
sammen og pikke af sted, hvis jeg vil have fred I" 



216 

I øvrigt førte han et stille, i andre henseender 
lykkeligt liv, hædret af sine medborgere. Fra 1824 til 
1840 var han formand for stadens deputerede borgere, 
eller, som minister Stemann for spøg kaldte dem, „ure- 
gerlige borgere" ; og kongen udnævnte ham til agent og 
ridder. De små adspredelser, han trængte til, fandt han 
i sine hunde, sine høns, som han selv fodrede, et mønt- 
skab og undertiden lotterispil, et parti whist. Ved spillet 
havde vi gærne vor morskab af at få ham ængstelig og 
talte derfor om, at man burde spille højere, man burde 
prøve lykken. Sin bædste trøst havde han i klaveret. 
Snart var det en verdslig sang, han spillede med lidt 
kroseduller, af og til en selvlavet, og snart var det en 
koral. Ofte spillede og sang han en latinsk salme: 

Fac, ut possim demonstrare, 
quam sit dulce, te amare, 
tecum pati, tecum flere, 
tecum semper congaudere ! 

Eller en zinzendorfsk salme: 

Kristi blod og retfærdighed, 
ej bædre højtidsdragt jeg véd, 
med den vil jeg for Gud bestå, 
når ind i himlen jeg skal gå! 

Året sluttede altid med salmen: „nu takker alle Gud". 
Vi mærkede ligesom en efterklang af de stemninger, der 
greb os som børn, når moder om aftenen satte sig til 
klaveret. 

Midt under al teologisk travlhed hjemme og på 
latinske skrive- og disputérøvelser, stjal jeg mig alligevel 
ikke få timer til hvad der skulde løse mine livsspørgs- 
mål, de historiske og digter ske studier. Jeg fort- 
satte samlingerne til Ansgars liv, udkastede planer til 
større digte, gjorde studier af menneskelige tilstande og 
karakterer. En tid sad jeg fordybet i Werlauffs skrift 



217 

om dansken i Slesvig, N. M. Petersens nordiske sprog- 
historie, de gamle love, Henrik Harpestreng, rimkrøniken, 
Rasks islandske og Grimms tyske grammatik. Min 
ellers endnu alt for fantastiske natur fandt tilfreds- 
stillelse selv i det tørreste sprogstudium. Jeg måtte 
skaffe mig et slags forestilling om, hvorledes vort sprog 
havde ændret sig i tidernes løb, når hovedordets be- 
stemte artikel, gærningsordets lideform, forstavelsen „be" 
o. s. V. var komne ind i det; grublerier her over holdt 
mig mangen nat vågen. Og jeg kændte dog ikke en 
gang ordenligt til begyndelsesgrundene i nordisk sprog- 
lære, drev også det hele lidt hemmelighedsfuldt. 

Professor Rask var vendt hjem fra Indien, til 
den udmærkede mand vovede jeg mig imidlertid ikke 
for nogen pris. Man véd, han bragte en sygdom med 
fra rejsen, der alt for tidligt endte hans dage, den 
ytrede sig nu også i en stor mistænksomhed, og blandt 
andre blev jeg genstand for denne. Når jeg, som jeg 
havde lov til, færdedes inde i universitetsbiblioteket, så 
jeg ham dukke fræm bag en reol, nu hist. nu her, og 
spejde efter hvad jeg gjorde; han kunde formeligt stille 
sig på lur. 

Det blev derfor en anden sprogkyndig, jeg tyede til, 
kandidat L. Muller, den så kaldte ebræiske Miiller: 
atter et af disse elskelige, oprindelige mennesker som 
Laurent, kun virkelig lærd tillige og med store ævner 
til folkelig fræmstilliug af historien. Kristendommen og 
fædrenelandet med dets sagn og minder, oldnordisk og 
oldengelsk var det, han levede for. Han kaldtes bort i 
sin kraftigste manddom. Oppe gik han længe og lod til 
at være munter, kom med disse morsomme citater fra 
Holberg, som han halvvejs kunde uden ad, ja så endog 
blomstrende ud; men ban bar pa døden. Kn uges tid 
inden han døde, nu for tyve år siden, sad lian i min 
stue, tilsynoljidendo frisk. Vi talte oiu Husland og de 
politiske forhold: „ja den bitte Nils Povlseu," sagde han 



218 

på sin skæmtende vis, „det er da ham, der holder orden 
i Evropa"; „Nils Povlsen", således oversatte han kejser 
Nikolaj Pavlovicz' navn. 

Som sprogkyndig kunde Miiller nu give mig mangen 
oplysning, „i øvrigt," sagde han, „må De helst lægge så- 
danne sager til side, til De har lært ordenlig både 
islandsk og angelsaksisk." Han havde ret, og alligevel 
slap jeg ikke de utidige grublerier. 

Lige så meget tiltrak læsningen mig af Pontoppidans 
danske atlas, Junge om den sællandske landalmue, topo- 
grafier over amterne; spørgsmål om vort folks væsen 
og levemåde, søfarten, fiskerierne blev brændende. Og 
nu endelig Thieles og Grimms folkesagn. Mullers saga- 
bibliotek, Eddaerne, vore kæmpeviser, Niebelungen Lied, 
„Des Knaben Wunderhorn" ! Jeg var til mode i denne 
midalderlige verden som den, der vandrer i en dejlig 
natur, solen synker, og fra det fjærne høres skovhornets 
bløde toner. Hvor de lokkede og tryllede I Så kom 
Hofi'mann til, og trylleriet var fuldendt. 

Jeg overvældedes som af noget uundgåeligt, kunde 
ikke andet end give efter for stemningen. „Du har jo 
tiden for dig," sagde jeg til mig selv, „opsæt blot 
eksamen et halft år, så går det I'' Det gik også, jeg 
opsatte virkeligt min eksamen og holdt heller ikke længer 
mit løfte om intet at skrive. Jeg skrev da en lille, aldrig 
trykt fortælling i sagastil, „det oldenborgske horn" ; den 
sprudlede så at sige fræm af sig selv. 

Idet mit øje åbnedes for det ejendommelige ved 
mennesker, tider, lande, egne, fræmfor alt i Norden, 
overså jeg ikke heller min kære fødestad: det skønne 
ved voldlandskaberne, ved tømmerpladsen, Rundetårn med. 
den pragtfulde udsigt oppe, ved Rosenborg, børsen, 
Marmorkirken, der, når man blot kunde glæmme dens 
historie og se på de græsgroete ruiner og haverne, 
vækker minder om Rom. Jeg stod af og til meget tid- 
ligt op og gik gennem gaderne, hvor alt var stille og 



319 

natten kæmpede med morgenrøden; i dette lys lignede 
København ikke sig selv, det var, som gjorde jeg en 
rejse og var kommen til en vildfremmed stad. Også 
senere har jeg skaffet mig den nydelse. 

En yndlingsplet blev kirsebærgangen mig hen ad 
Langebro til, med fræmspringende pynter og prægtige 
træer, der dyppe sig i vandet. Her var ensomhed og ro, 
de små rørsangere kvidrede, fiskene hoppede op i vandet, 
og mangen eftermiddag vandrede jeg derhen, tog plads 
i græsset, nede ved stadsgraven, studerede min dogmatik 
eller moral, og blev siddende til sol gik ned. Nu og da 
gjorde tanken dog en lille udflugt fra bogen til det 
smukke landskab og fræmtidsplanerne. Det svævede for 
mig, at jeg måtte og skulde blive dansk skribent; om 
ikke for andet, så fordi jeg, bædre end de fleste, vidste, 
hvad der var oprindeligt og ægte i vort modersmål. 
Men den frejdige stemning kunde hastigt afløses af tvivl 
på mig selv, så hele mit liv forekom mig som en stor 
fejltagelse. Når jeg da stod ved stranden, hvor høstens 
storme ruskede i træerne og måger og ravne flokkedes, 
stod jeg, hvor jeg hørte mere hjemme. 

Jeg havde taget mig et slags ferie i et halft år, des 
ivrigere greb jeg fat om vinteren 1829 — 30. Langt ud 
på natten hang jeg over bogen og var med det samme 
sygevogter for vor lille „Pasop", der havde brækket benet. 
Jomfru Prehns sorg over den rørte mig, den var virkelig 
følt, skønt som altid tillige overspændt og selvgod først 
og sidst. Hun satte sig hvert øjeblik om dagen hen til 
den. „Hvor du var venlig imod mig, hver gang jeg kom 
ind, logrede du og slikkede mig I Jeg skal også miste 
alt, jeg har kært, verden er mig som en stor grav 1 Og 
det kom sådan med ét slag I Stakkels, stakkels lille 
Pasop I Jeg trænger til kærlighed, meget, å så meget; 
og nu er jeg helt forladt I" Hun kyssede og klappede 
den. „Jeg skal aldrig glaMnnie dig, og skal sætte mig 
herover om formiddagen og græde I En sød, lille dreng, 



220 

min lyst og glæde, min Pasop! Ak Gud, jeg ser ham 
vist aldrig mere!" 

I mit 21de år, om foråret 1830 gik jeg op til 
teologisk eksamen. Det strenge studium, den krævede, 
havde været mig til gavn, mine kundskaber var upå- 
klagelige, og latin taiede jeg vist nok ikke godt, men 
flydende. Alt traf ind efter ønske, og det laud, jeg 
læste til, fik jeg. Hvo var nu gladere end jeg? I dette 
øjeblik takkede jeg fader for hvad jeg ellers tit havde 
dadlet ham for, at jeg næmlig kom for tidligt til alt. 
Og grund havde jeg dertil, ti nu først kunde jeg studere 
ret for alvor og tage fat på min livsopgave. 



De første kandidatår, forlovelse. 

(1830—1834.) 



I april måned 1830 jublede jeg over min frihed; i 
juli samme år kæmpede de for friheden i Paris, og 
Evropa blev rystet op af sin dumpe rolighed. Jeg mindes 
godt, hvorledes den politiske frihedstanke først dukkede 
fræm for mig. 

Naturligvis var jeg opfødt i de gængse forestillinger 
om enevældens herlighed, skønt tvivl på den af og til 
kunde indfinde sig. Fra vore vinduer så jeg Frederik 
den sjætte med kronprinsessen under armen jævnligt 
spasere over slotspladsen, han med sin gamle kasket og 
gamle frakke på. Til mine barndomsminder hørte kongens 
fødselsdag med springende guldæbler på Gammeltorv og 
soldater i hvide bukser; ..herskabernes" komediekørsel 
med løbere, hvis hat var en hel urtepotte, og med fakler 
gennem de illuminerede gader; tappenstregen klokken 
ni, politibetjænte med stokke, voldskytten, hunderakkeren, 
vægtere med uniform, kabuds, morgeustjærner og piber, 
der på stigen slæbte en fuld kærling til „kammeret" : og 
så alt det øvrige fra den gammeldags verden. 

Hengivenheden mod kongehuset var endnu usvækket, 
det viste sig, da kongens døtre blev giftede bort til to 
danske prinser. København svømmede i lys og glimrede 
af transparenter, store og små, lige til det bekændto i 



222 

et vindue i Nyboder, med træet og de vrimlende olden- 
borrer. Og jeg var med og sang første bas ved stu- 
denternes fakkeltog, mens fader som formand for de 32 
ved samme lejlighed mødte ved hove og holdt taler i 
fuld stads, med chapeaubas, knæbukser, sorte silke- 
strømper og sko med store spænder. 

Ud på høsten 1830 var der selskab en søndag aften 
hos fader, hvor blandt andre Lorens Kilde var indbudt; 
han kom lige fra Belgien med friske rejseindtryk og 
fortalte om frihed srørelserne og det konstitutionelle liv 
dér. „Det vil gå Evropa rundt", sagde han, „pas kun 
på; også vi kan vænte det med det første!" Flere 
rystede på hovedet, „ja," vedblev han, „jeg tør da måske 
være sikker på en plads i Deres venlige hukommelse, 
når det mælder sig!" Jeg lyttede til, ikke uberedt; den 
følelse for manddom og folkeære, der så at sige var mig 
medfødt, var min beredelse. 

Fra det øjeblik blev jeg frihedsmand med liv og 
sjæl. Friheden alene, tænkte jeg, kan løfte en folkeånd 
til dåd, og i den dagbog, jeg holdt, fik nu også politiken 
sin plads. Den gang og endnu længe efter stod Grundt- 
vig på et helt andet stade, han vilde frihed, men ene- 
vælden ved siden deraf; det var unaturligt for en ånd 
som hans og blev også forladt 1848. I et eget lille 
skrift 1831 kaldte han julirevolutionen for „de parisiske 
gadedrenges optøjer i hundedagene", og alle hans venner 
fulgte ham, kun ikke jeg, i så fald måtte jeg have op- 
givet mig selv. 

Den første tid efter min eksamen søgte jeg i leje- 
biblioteker og romaner oprejsning efter den lange faste. 
Jeg mældte mig ind i studenterforeningen, hvor ellers 
ingen af min nærmere omgangskreds søgte hen uudtagen 
Zeuthen. Lørdagaften ved glassenes klang vilde dog 
ikke ret smage mig, skønt der også holdtes foredrag og 
j(.-g kunde træffe en eller anden, det nok var værdt at 
underholde sig med. For mig var og blev det et slags 



223 

æstetiserende driveri, og efter et års tid mældte jeg mig 
ud igen. På offenlige steder, hos konditore, på billard- 
huse, faldt det hverken mig eller min broder nogen sinde 
ind at vise os. 

Mine kundskaber vilde jeg gærne holde gående, jeg 
vidste, hvad de var værd. En del kandidater, deriblandt 
Zeuthen og Laub, eaedes om at studere de græske fædre; 
længer end gennem Justins apologier nåede vi imidlertid 
ikke. Men i Homer læste jeg en del, og Herodot 
gennemgik jeg på græsk med min broder og fætter Emil 
Boesen. Havde jeg i skolen holdt af den gamle saga- 
mand, vandt jeg ham her endnu langt kærere og skaffede 
mig desuden gode kundskaber til et vigtigt stykke af 
historien; vi søgte oplysninger overalt, hvor vi kunde 
finde dem. Færdigheden i at tale latin vedligeholdtes, 
idet jeg, min broder, Martensen og Bornemann trådte 
ind i Madvigs disputérselskab; til Lyceum har jeg der- 
imod ikke søgt adgang. 

Det første og sidste blev mig løsningen af den livs- 
opgave, der ideligt havde pint mig, nu kunde jeg ende- 
lig helt hengive mig. „Vor livsopgave," skrev jeg i dag- 
bogen, „svæver for os som en elsket brud, hun vinker 
og kalder og hører ikke op dermed, før vi synke hen i 
hendes søde favntag." Teologien blev skudt til side, det 
var forholdene ved universitetet skyld i, som jeg har 
skildret dem. Alt gjaldt udviklingen af mine grund- 
drifter til digtekunst og historie, og i så henseende til- 
trode jeg mig selv ikke lidet. 

Studiejjlanen udkastede jeg alene og rådførte mig 
kun i enkeltheder med en og anden. Fader lod mig i 
førstningen gå min gang, siden blev han noget ængstelig 
over, hvad dette måske kunde lede til, og holdt så 
jævnligt småtaler om gavnligheden i en fast livsstilling. 
Dem ænsede jeg dog kun lidet og afviste ham kort, 
jeg vidste, han forstod sig ikke i)å en ojjrindelig naturs 
krav; nej, havde moder levet, vilde det været en anden 



224 

ting. „Det er rigtig nok også et sælsomt træf, at min 
fader skal have en sådan søn": disse ord nedskrev jeg 
i min dagbog; des værre blev jeg kun alt for tit endog 
hård og bidende. Og han var en føjelig mand, han så, 
at jeg kun plejede omgang med de dygtigste studerende, 
aldrig gik og drev. Også at jeg uden bftaling under- 
viste nu den ene, nu den anden, børn eller voksne, 
syntes han meget godt om. Derfor tav han vel ikke 
stille, men fik dog en anelse om noget, han ikke kunde 
råde med; stærkt trængte han ikke på. 

Tilsyneladende var jeg meget heldigt stillet, uaf- 
hængig, fri for al tyngende gærning, moden nok til at 
prøve mig på livsspørgsmålene; og en stor udenlands- 
rejse stod i baggrunden og lokkede. Man véd, at et 
menneske vokser også mens han sover, og der var vokset 
ikke lidet i mig, uden at jeg vidste det. Men er en af- 
gjort grunddrift en lykke, var min lykke kun halv: jeg 
havde to, tre grunddrifter, til historie, digtekunst, teo- 
logi. De to af disse drifter kæmpede nu inde i mig. 
jeg vilde blive til noget i verden og vidste ikke hvad; 
kampen blev hæftig, og det blev en storm- og trængsels- 
tid. Tit kunde jeg føle min fuldstændige afmagt, så det 
var, som havde jeg forløftet mig på opgaven og måtte 
segne under den; min stolthed bar selv sin straf i sig 
og blev bøjet. At mine venner, med undtagelse af 
Zeuthen og min broder, ikke syntes at kænde en sådan 
kamp, undrede mig. De plejede ellers ikke at gå så 
stille med det, der rørte sig i dem, som jeg. 

Jeg tog nu fat på studiet og hørte en mængde 
forelæsninger med en alvor, som aldrig før, de skulde 
jo løse mit livs gåder; når jeg kom hjem, nedskrev jeg 
det hørte. En tid tænkte jeg på at leve ensomt på 
landet som huslærer, i så fald måtte jeg imidlertid und- 
være universitetet, og hvor kunde jeg det? 

Fædrenelandskærlighedeu, stærk i mig fra barns ben 
af, havde for længe siden udviklet sig fra uaturdrift til 



225 

sædelig vilje og omfattede det hele Norden. I den 
henseende hørte jeg til „de første svaler", jeg glæmte 
aldrig de svenske viser, min barnepige sang. Med kær- 
lighed til Norden forenede stoltheden sig, jeg var stolt, 
fordi jeg var et Nordens barn, gren på en dådrig 
stamme. Jeg kan ikke gøre mig selv ret rede for de 
ydre tilskyndelser, der virkede med, vist nok Grundtvigs, 
Oehlenschlågers og fræm for alt Eddaernes; men de 
mødtes med noget oprindeligt i mig og smeltede sammen 
med det, hvorfor jeg slet ikke følte dem som udenfra 
kommende. Fra studenterverdenen kom de i alt fald 
ikke, jeg kændte og følte for Nordens enhed længe inden 
den satte sig i røre. Tilbagetrukkent som jeg levede, 
iagttog jeg dette røre kun i frastand og var ikke med 
ved studentermøderne. 

Tegner skattede jeg, skønt han var mig vel meget 
taler, vel blomstrende og ikke nordisk nok; Helge stod 
i mine øjne langt højere end Fritjof. Den mandige 
Geijer derimod og Bellmann tog mig med storm, og 
jeg var sikkert blandt de første i København, der købte 
og spillede belhnannske viser. Også Stagneil, mystikeren, 
kændte jeg en smule til. Dansk og svensk var mig ét 
og det samme og begge lige kære, Gustav Adolf og Karl 
den tolfte regnede jeg for mine landsmænd som Kristjan 
den fjærde. Tordenskjold. 

Og nu oldnordisk, den gamle „danske tunge", 
vort modersmåls moder! Jeg tog undervisning i det af 
de dygtigste Islændere, Sivertsen, en svirebroder, men 
ypperlig lærer, og den nuværende professor Gislason; 
jeg læ'rte Rasks grammatik, skrev islandsk stil, begyndte 
endog |)å at tale islandsk. Snart kunde jeg tåleligt læse 
min saga, skjaldesproget tiltrak mig ikke, og på det 
spildte jeg derfor ingen tid. Med studiet af oldnordisk 
hang studiet sammen af de nyere nordiske målfører; alt 
fader bavdis en vis kierliglied til „dialoktenie'', men han 
så dem udelukkende fra den morsomme side. Jeg nd- 

15 



226 

arbejdede nu til eget brug en lille ordbog over gamle 
ord og talemåder, der burde genoptages, den har jeg 
haft god nytte af. 

Under sådanue sysler gik tanken op for mig om 
alle den gotiske stammes tungemål som en oprindelig 
enhed. „Den ebræiske Miiller" førte mig lidt ind i det 
angelsaksiske, og på egen hånd kastede jeg mig over 
gammeltysk, Niebelungenlied. En hel ny verden 
åbnede sig, og det var ligesom sprogenes ånder skænkede 
mig et hemmeligt stævnemøde. Jeg anede den betyd- 
ning, disse ordrødder, ordformer måtte have, grundede 
over dem og bragtes herved nær hen til det sprog- 
historiske studium, der lige var i vordende. Alt i min 
skoletid havde Flemmer peget i den retning. En tid 
havde jeg lyst til at høre Madvigs forelæsninger om så- 
danne æmner; for mange ting gærede imidlertid i mig 
på andre hold, så det her blev ved anelsen. I ethvert 
menneskeliv her nede må mangfoldige spirer slumre og 
kan ikke komme videre; ligger der ikke i os alle, selv i 
den enfoldigste sjæl, en genius i svøb, som først fuldt 
kan udfolde sig i evigheden? 

Engelsk lærte jeg på Maribos og N. T. Bruuns 
forelæsninger, alene fra historiens side var adgangen til 
den literatur mig en nødvendighed. Nu kunde jeg læse 
Byron, Shakespeare på grundsproget, adskillige af den 
sidst nævnte digters dramaer læste Laub og jeg sammen; 
jeg havde en vis takt til at slippe gennem vanskelig- 
hederne og gjorde mig til deraf. Således blev jeg 
hjemme i disse storslåede værker. I fransk, hvis lite- 
ratur den gang kun tiltrak mig lidet, hjalp jeg mig ret 
godt igennem med mine skolekundskaber; blandt andet 
læste jeg stykker af Moliére og Merimées fortællinger. 
Først i mine ældre dage blev jeg nøjere kændt med de 
franske historikere. 

Lige over for min følelse for naturen stod en brist 
på så godt som al kundskab til den. Her lå åbenbart 



227 

atter en spire i min sjæl, kun sygnede den hen, fordi 
den ikke fik sin pleje. Hvor jeg misundte dem, der 
med botanisérkassen sprang omkring ude i Ordrups mose 
fra tue til tue og ret svælgede i den yppige planteverden 
dér! Jeg gjorde imidlertid, hvad jeg kunde, hørte en 
række naturvidenskabelige forelæsninger i de forskellige 
fag hos Ørsted, Forchhammer, Zeise, Eschricht, Rein- 
hardt, Schouw, så mig om i de naturhistoriske museer 
og kemiske laboratorier og studerede Schuberts natur- 
historie, Ritters fysiske geografi og enkelte af Humboldts 
skrifter. Alligevel høstede jeg ikke den gavn heraf, som 
jeg gærne vilde, fordi grundvolden fattedes; hvert øje- 
blik kom det, jeg slet ikke forstod, eller bare halvvejs 
forstod. 

Ikke stort anderledes havde jeg det med Schellings 
navnkundige skrift „dieWeltseele" og partier af Steffens' 
antropologi; dem studerede jeg ivrigt i, også nu og da 
i andre af Schellings skrifter og Jakob Bøhmes Aurora. 
Ét fattede jeg dog, det store syn på naturen som en 
organisme, hvor kræfterne røre sig og kredse efter givne 
love. Når jeg holdt enhver tanke om en „vordende 
Gud" og det „alt-ene" (panteisme) borte herfra, blev 
det også for mig et af de syner, som kan løfte sjælen. 
Naturen, selv den livløse, var mig som en moder, der 
levede og åbnede det dybe øje, og jeg læste hende ind 
i sjælen, hørte verdenshjærtet slå. Den stemning ligger 
til grund for mine naturfilosofiske digte fra hin tid, 
hvoraf jeg skrev adskillige; jeg meddeler et til prøve: 

M ammuten. 
(Funden i Siberien 1807 af en naturkyndig.) 

(Naturgrauskeren taler.) 
Hellige natur, 
så åbner du én gang 
sløret, der dækked 
din duuklu urtids mimlerl 

16* 



228 

I den livsfattige verden, 

under polens solkugle, 

åbner du det for mig, 

din ringeste fostersøn I — 

Dér hviler den på ismarken, 

din ungdoms førstefødte, 

kæmpestor I 

Ha, da den tumled sig 

mellem tusind brødre, 

i palmelunde, 

på badepladsen, 

ved Sibirs floder! 

I din elskovshede ungdom, 

da en glødende himmel 

favned jorden, 

og hun udånded sin kærlighed 

i en plantefylde, 

som blussed og blomstred 

og svangred luften 

ved polhavets bredder; 

mens markens dyr 

i kæmpestorhed 

trængte sig igennem 

de duftrige, dæmrende Nordens skove! — 

Den tid er omme 

og din livsavlende fyrighed med den; 

du bortsukked den i en tårestrøm, 

da syndflodsvandene bruste, 

og kulden kvæler nu her 

din blomsterfylde. — 

Men et minde du gæmte 

om din ungdoms elskov. 

I nordpolens isfjæld, 

hvor hvalrosser slæbte sig 

døsigt hen over 

den urgamle broder 



229 

og parred sig vrinskende 

på hans isgrav, 

gæmte du det årtusinder. 

Da længtes du at skue det: 

end én gang du kaldte 

de oplivende, hellige 

stråler hid 

under nordpolshimlen. 

Isgraven smelted 

i vellysttårer, 

og undrende skued 

almoderen jorden 

det fj ældstore lig. — 

Men bjørne brumraed, 

fræmad styrtende 

vejred de ligets 

tusindårige, 

friske kødduft, 

søndergnaved dets knokler. 

Og den enligt flakkende 

nordpolens jæger, 

den vilde Tunguser, 

kæmped med bjørnen 

om det lækre bytte. — 

Da ynkedes du 

og vinked din søn 

fra det fjærne Vest, 

viste ham benraden, 

mankclokkernes 

rødlige duske, 

ærværdige lævninger. — 

Hellige natur, 

mig du vinked, 

viste mig glimtet 

af din urtid I 

Lad den gennomglødc mig, 



230 

vække mig til syner 
om din herlighed! 

Sibbern blev mig nu, som jeg alt har omtalt det, 
en vigtig mand. Disse friske, tankedybe forelæsninger 
over metafysik, æstetik, patologi, kristelig nlosofi kunde 
jeg fuldt følge med, skønt mine ævner ikke lå for 
spekulationen; også Zeuthen, Laab, Bornemann, Birkedal, 
Martensen, min broder var blandt tilhørerne. Tit bares 
det mig fore, som tankerne fødtes i ham på stedet, 
mens han dér stod for os og drejede på en lille lap 
papir, fordybet i sin indre verden. Han talte med os 
ligesom i al åndelig fortrolighed. Navnligt glædede hans 
patologi mig — jeg tror, den tog to halvår — ; hvor 
mangt lys kastede han ikke ind i sjæledybet over det, 
der rørte sig inde I Ikke sjælden blev det en skildring 
af hvad jeg selv havde oplevet, og et drag til Kristus 
gik gennem det hele. Povl Møllers forelæsninger over 
den nyere filosofis historie hørte jeg også. 



Mine digterske arbejder gæmte jeg længe for 
andre som min hemmelighed; det måtte først stå mig 
klart, om der lå nogen virkelig ævne bag disse, tit så 
vilde ungdomsdrømmerier, jeg har fortalt om. Den 
skare poeter, hin literære tid fræmbragte, bar jeg ingen 
agtelse for, en sådan vilde jeg med min æresyge nødig være. 
Ja, jeg tilstår det, jeg følte formeligt et slags tilfreds- 
stillelse, når en digter blev hårdt medtagen af kritiken; 
kunde jeg ikke blive Aleksander, vilde jeg være Diogenes. 
Hvor meget jeg end kæmpede mod faders betragtning 
af digtekunsten, har den alligevel måske dog smittet af 
på mig: i alt fald havde en tid, der gik op i æstetik, 
ikke for mig nok af sædelig alvor, og jeg følte, min 
springske indbildningskraft måtte tøjles. 



231 

Idelig og idelig — det ser jeg af min dagbog — 
kræver jeg alvorligt studium af æstetik, poetik, metrik, 
af mennesket, naturen. Og jeg studerede dem og 
digternes værker, som jeg af og til lige fræm anatoraerede. 
Shakespeare, Voss' idyller, Homer, Gøthe, Heibergs kri- 
tiker, Gengangerbrevene og Fr. Paludan-Miillers digte 
blev mig nu af vigtighed. Også Baggesen stiftede jeg 
bekændtskab med, den nærmeste anledning hertil havde 
noget egeut ved sig. Man husker måske den „Nanna", 
Baggesen i „Daufaua" sværmede for, det var en datter 
af biskop Balle. Hun kom af og til i selskab hos os, 
en ældre, ugift dame, yndig endnu, især når hun satte 
sig til pianoet og sang de baggeseuske sange. 

Sådanne studier var nu min forberedelse, jeg svøm- 
mede som i et hav af digtning, og en kunstnerbøn, jeg 
skrev, vil vise, i hvilken ånd jeg gik til min gærning. 

Af din evige 
guddomsskønheds 
strålefylde 
verden du skabte, 
hellige Herre I 
Af din evige 
guddomsskønheds 
himmelauelser 
mig du skabte, 
kærlige fader! 
Se, her ligger jeg I 
Som med livsens ånde 
fra den elskedes læber 
alskabningens skønhed 
mig gennemgløder; 
der banker mod mit 
et V(U'denshjærte. 
Ak, sumnicnsnielt os 
tættore, inderligere: 



232 

jeg i verden 

og verden i mig, 

omfavnet, omfavnende, 

et elskovssaligt, 

himmelsk favntag! 

Send min evigt stigende tørf^t 

den evigt læskende kilde! 

Mine papirer vrimle med planer uden orden og 
sammenhæng, udkast, stemninger, studier af sjælelivet. 
Dels gjorde jeg studier af mig selv, dels af mine nær- 
meste, i min familje, i sådanne øjeblikke, da alle skranker 
falde og det rent menneskelige træder fræm. i ulykkens 
timer, når en fader, en broder rives fra os; dels gjorde 
jeg også studier hos fremmede. 

Jeg kunde da iagttage sorgen i dens mangehånde 
afskygninger: hos min troskyldige tante Salling næsten 
som et barns sorg; hos Boesens den stille, indeklemte, 
nagende sorg, men en sorg ikke uden håb; hos en af 
Kaufmanns døtre, hvis mand døde, verdenssorgen, for- 
tvivlelsen nær, hvor sukkene halvvejs lød som klager 
mod Gud. Onkel Salling døde, stærkt pietistisk bevæget, 
og lod på sit yderste børnene skrive ham deres tros- 
bekændelse, som han vilde have med i graven. Faders 
gamle tante, der sit sidste år havde fået små nye tænder, 
som børn få dem, sov hen, fordi der ikke var olje mere 
i lampen; endnu på sit yderste var hun den gamle, lune 
jomfru. 

Når jeg færdedes mellem folk, på rejser og spasere^ 
ture, havde jeg øjnene med mig. I kongens have, Køben- 
havns store ammestue, studerede jeg børn og tjæneste- 
piger, ved Gammelstrand fiskerkoner; i Nyboder, hvor 
balsamine og geranium stod i hvert vindue, eller på 
skibspladserne eller ombord studerede jeg matroserne, 
der blev mit yndlingsstudium, på Frederiksberg og assi- 
stenskirkegård småborgerne, når de spiste aftensmad i 



233 

det grønne. På kunstudstillingen studeredes vore damers 
smag for kunsten og mærkværdige sværmeri for por- 
trætet: „nej, Gud, hvor hun dog er sød! Og sikken en 
talje I Synes du ikke, at han dér ligner Kristjan meget?" 

Et særegent studie var nutidens nomader, der måtte 
opledes i Ordrups-mose eller andre moser i omegnen ; 
for øjeblikket er de talrigere end den gang. Det er 
fattige inderster, mest nok fra tørveegnene ved Birkerød 
hvor de tage vinterophold. Når tørvetiden kommer, 
læsses alt indbo på en kærre med en ussel krik for, og 
familjen går på vandring til sin sommermose, som i 
Norge til sin sommerstøl. Her vænter jordhytten, under- 
tiden blot en hule ind i bakken, arnestedet er gærne et 
hul for sig selv, og fuldt er der af pjalter, som hænges 
ud til tørring; og usseldom, gøende småhunde og små- 
glutter, mens krikken og kærren, fader og moder og de 
større børn er ude på tørveskær. Især langs det humle- 
rankede Dyrehavs -hegn træffer man hytte ved hytte, 
ligesom hele småbyer, der i frastand kan tage sig meget 
malersk ud, når røgen står lige op i luften mod skoven. 
Tit har det moret mig at vandre dér omkring og snakke 
med folkene. Klager har jeg hørt nok af, men også 
udbrud som: „De véd ikke, hvor vi er lykkelige!" 

Hvo der kom i nærheden af mig, skulde se sig vel 
for. En dag spaserede jeg med en ung dame, himlen 
var så dejligt blå. „Hvem der dog havde en kjole af 
den kulør !■• udbrød hun; ytringen blev straks ført til 
bogs. Særlinge tog jeg, hvor jeg traf dem, om det så 
end var blandt de læsende på kongens bibliotek. 

Mellem mine optegnelser fra disse studier tindes en 
del, undertiden lidt saftige historier om matroser og 
fulde folk. En enkelt til i)røve! Et par drukne mennesker 
komme sent hjem med opknappede veste og hinanden 
under armen, den ene falder i rendestenen og ligger og 
roder dér. End(dig slipper han op, og. tilsølet som han 
er, tænker han i)å, hvor godt det nu kunde være at få 



234 

sig vasket. Han opdager sin kammerat, der imens havde 
lænet sig op mod et hus og i den stilliug var falden i 
søvn. Han tror, det må være en post, tager altså fat i 
kammeratens arm, som det kunde være postestangen, 
og giver sig til at pumpe. Af den bevægelse får den 
anden ondt og kaster op, han, der ledte (sfter posten, 
holder nu hænderne under og vasker både dem og an- 
sigtet i samme væske i den tanke, at det er rent vand. 
Derefter raver han hjem til sin kone. „Men føj for en 
ulykke," råbte hun, „hvor har du været og hvordan er 
det du ser ud og lugter?" „Stille, mor I Du skulde s'gu 
bare vidst, hvordan jeg så ud, inden jeg fik mig vasket." 

Jeg gik også ind til bonden, jægeren, til skomageren 
og smedden i den ildrøde smedje og snakkede med 
enhver om det. han tog sig for ; det tilrådede alt Novalis 
i „Henrik v. Ofterdingen". Deres måde at være på, 
deres udtryk optegnede jeg, min sans for det folkelige 
var vakt. Eller jeg furdybede mig i naturen, fæstnede 
de indtryk, jeg fik af den, studerede, til dels efter 
naturhistorier og på museerne, fuglenes, insekternes, 
pattedyrenes liv i de større og mindre træk. Ude på 
en lille å tumler andemor sig lystigt med de små gule 
ællinger, dér er en fornøjelig snadren og pippen. En 
enlig and sejler uden om klyngen , men på én gang 
kommer hun i tanker om noget, vender om, styrer lige 
på andemor, basker hende i hovedet og giver hende et 
par dukkerter; ællingerne fare skrigende til alle sider. 
Så rejser den barnløse hovedet nok så strunk, kredser 
et par gange rundt som i ti'iumf og sejler videre med 
strømmen ned ad åen. Hvad stak der dog den and, 
blev hun skinsyg på moderen med de kønne børn? 

Man vil se, jeg brugte mine øjne og stræbte at op- 
fatte livet som det virkeligt er, jeg var bleven angst for 
de alt for luftige drømmerier. I én henseende er disse 
digterske forstudier na?r ved at kunne kaldes historiske 
tillige, og i det hele støttede de to retninger i min natur 



235 

liinanclen gensidigt. Men under sådan syslen med det 
små følte jeg ret længsel efter noget stort, efter at op- 
leve noget virkelig stort, der kunde løfte hele sjælen I 
Godt eller ondt, lige meget, når det blot gav mig et 
blik i det dybeste af livet. Så længe kunde jeg tænke 
mig ind i det, til det stod for mig, som måtte det nød- 
vendigvis komme ind ad døren eller møde mig på 
gaden en af de nærmeste dage. Og alligevel udeblev det, 

I den art forøvelser, et sidestykke til malerens, der 
ved enhver lejlighed har papir og blyant på rede hånd, 
deltog en student fra Sønderjylland, broder til nuværende 
folketingsmand Høgsbro, et betydeligt menueske, men 
fuld af høje tanker om sig selv, smagløs og sanselig 
vild. Sibbern havde taget ham under sine vinger og 
lovede sig ikke lidt af ham. Han havde åbent øje for 
jydskheden i sprog og sæder, og i så henseende lærte 
jeg noget af ham, mens han på den anden side med en 
blanding af troskyldig glæde, og slet dulgt, godmodig 
misundelse, om jeg kan kalde det så, kunde se på mine 
lykkeligere forhold, der bragte mig ind i selskabslivet. 
Jeg véd ikke, hvad han vilde givet for at være i mit 
sted. Æstetik studerede han med iver og vandt uni- 
versitetsmedaljen, dog dermed var det også ude; den 
ære skruede ham op til en højde, som endte i vanvid. 
Efter at han var kommen så vidt, opsøgte jeg ham endnu 
et par gange og fandt ham vandrende rundt i sin stue, 
uordcnlig, skiden, rugende over de underligste drømmerier; 
han var, mente han, idealets udkårne. En stor tanke 
kunde med ét funkle fræm, dog kun for øjeblikkeligt at 
blive borte i tågehavet. Jeg niicrkede snart, her var 
intet at gøre, og måtte omsider slippe h.nn; mon en 
advnrsel blev han mig om, hv.vd de store, skutfeudc 
drømme om os selv kan lede til. 

Det, jeg stræbte efter ved mine digte, var en inderlig 
sammensmeltning af det kristelige og nordiske; lykkedes 
den, vilde der va-re sket el godt skridt fræmad, så stod 



236 

det for mig. At alt de ældste gotisk-kristelige skjalde 
stilede derefter, vidste jeg ikke. De fleste af digtene tør 
jeg nok kalde hjærteudgydelser. jeg kunde ikke andet 
end skrive dem, hvis jeg vilde have fred. Inden jeg tog 
fat på æmnet, havde jeg gennemtænkt det nøje, også 
den historiske side af det skulde komme til sin ret. 
Selv i drømme kunde det forfølge mig og forme sig; 
indholdet af en sådan drømt novelle findes mellem mine 
optegnelser. Med udarbejdelsen gjorde jeg mig al den 
flid, der stod i min magt, og sparede navnligt ikke på 
filen; fødselsveerne var ofte ikke få. 

Af større ting skrev jeg i disse år to dramer, Jeftas 
datter og Ansgar, lige så en romangsekreds , Sigurd 
Jorsalafar. Intet af dem har været trykt, det var kun 
øvelser; jeg havde selvdømme nok til at se det og se 
det i samme øjeblik, jeg lagde sidste hånd på arbejdet. 
Med skildringerne af det ydre, det synlige, var jeg nogen- 
lunde til freds, sjælelivet derimod, som jeg ellers havde 
sans for, fandt jeg alt for tilbagetrængt og tegningen af 
det tit farveløs. Undertiden forekom det, jeg havde 
skrevet, mig endog inderlig flovt. 

Et eksempel vil oplyse mit selvdømme: om „Jeftas 
datter", et drama i græsk stil med korsange, heder 
det i min dagbog for september 1831 som følger: „Midt 
i måneden blev det færdigt og har vist mit kald til 
poesien, men tillige min nærværende udygtighed til den 
dramatiske. Det episke, især idylliske hersker i dels 
bædre partier; for resten er der svulst nok i hele an- 
lægget og også i flere enkeltheder. Det skal lære mig, 
først grundigt at udkaste en plan, lægge vind på den 
psykologiske sandhed, og ikke så nøje overveje hvert 
enkelt ord, men des mere helheden. Jeg var egenlig 
kun begejstret af fabelen og Jeftas datters, Mirjams, 
karakter; derfor blev det øvrige dårligt. Man må ikke 
udvikle mere af sin begejstring, end der nødvendigvis 
ligger i den." 



237 

Denne dom, afsagt på stedet, tror jeg er en, efter 
omstændighederne ret sund dom, kun vilde jeg nu i 
steden for „svulst" sætte „yppighed". Oehlenschlåger 
havde genoptaget den græske form af dramaet, i de spor 
trådte nu jeg, og temmelig hjemme i mit gamle testa- 
mente, brugte jeg dets rige billedsprog; også en påvirk- 
ning af Sakuntala er jeg mig bevidst. Mirjam, Jeftas 
datter, fræmstilles som en frisk, troskyldig, elskværdig 
ung pige, en karakter, der ofte har foresvævet mig. Nu 
véd jeg, den dannede sig væsenligt af indtryk, jeg gæmte 
på fra Riborg Voigt, men den gang vidste jeg det ikke. 
Faderen Jefta er en helt, hovmodig, vild og indesluttet 
i sig selv; adskillige træk her kunde jeg hente fra min 
egen natur. 

Jeg vil til prøve meddele et par brudstykker, hvori 
Mirjam optræder. 

(Ved hyrdehytterne og elven; Mirjam og koret af israeli- 
tiske piger vænte på Jefta og hans hær.) 

Mirjam. 
Den lille fugl der oppe har det godt, hun kan 
dog se sig mæt på hæren ; men vi stakler her 
forgå af lutter længsel næsten. Ak. man tør 
ej gå en gang i møde; det var dog lidt trøst! 
Er I til sinds som jeg, så lad os stræbe rent 
at glæmme deml Kom, kd os i det bløde græs 
os lejre, kom dog! Men hvad skal vi lege først? 

K o r e t. 
Det dufter mig bedøvende fra busken dér I 

Mirjam. 
Fra Dudaims nrt? En liHig duft for Gileads mø, 
forfriskende, som elskovs åndepust, min kind I 

K o r. 
Mig plager tørsten, hvor det dog er lummert heri 



238 

Men vandet rinder tæt ved, det skal læske mig, 
så vil vi lege hvad vor Mirjam byder os. 

Mirjam, 
Jeg tørster og, men intet vand kan læske mig! 

Kor. 
Kun på din brudgom tænker du, huldsalige! 

Mirjam. 
Nej I Jer er det, som kalder tanken fræm hos mig, 
I snakker så forblommet, jeg kun mindes ham. 
Og kan jeg andet? Mon da dalens liljeknop 
forglæmmer cederstammen, der skal vogte den? 
Mon egetræets skygge glæmmer egen? Så 
kan bjærgets jomfru heller ikke glæmme ham, 
hvem vel mit blik kun én gang stjal sig til at se, 
men antilopekærligt evig stirrer mod. 
Sig, søstre, hvor min elskelige tælter nu? 
Kan ingen luftning snige sig fra ham til mig? 
Når drager han ved klare faklers natteblus 
hjem med sin ungdomsfriske, tæt tilslørte brud, 
at åbne kyssende den lukte natviol, 
der ved hans barm først ånde kan sin vellugt ud? 

Andet kor. 
Vor herskerinde glæmmer jo sit forsæt rent, 
og tempelgaven! Skal vi ikke bringe den? 

Mirjam. 
I kære, gør kun som I vil, jeg vænter her! 

(Andet kor går.) 
Kom da, min Hanna, sæt dig ved min side, lad 
mig ret en gang betragte, hvor du ligner ham! 
Det milde blik — den ørnenæse — munden dér! 
Kys mig, min pige, drømme vil jeg, det er ham! 
Men han er mere mandig, mere stolt og kæk, 
og — bliv ej vred — , så er han også lidt mer smuk. 
Kan du ej huske sagnet om vor stammefår. 



239 

hvordan ved brønden han sin elskte Rakel fandt 
og kyssed hende? Just som hun jeg vogtede 
min faders hjord, hvad jeg så tit jo har fortalt. 
Det undrer mig, at den gang han ej kyssed mig, 
jeg var hans frænke jo, som Rakel Jakobs var! 

Andet kor (udenfor). 
Mirjam, her har vi plukket røde klippebær, 
ikkun din læbe rødmer mere duftende I 

Mirjam. 
Godt, godt, veninder I kransede med egeløv, 
vi bringe dem til templet, når min fader did 
sit otfer bringer for den herligt vundne sejr. 
Men I må plukke flere, mange, mange fler, 
og tag jer så i agt, kryb ej for vildt omkring! 

Første kor. 
Dér kommer hæren ! 

Mirj am. 
Skælmsk har vinden narret dig! 

Første kor. 
Jeg vil dog ned til elven, hædre dér man ser. 

Mirjam. 
Jeg følger med! Det lufter også mere dér. 
Se sandet, hvor det titter gennem bølgerne, 
sivsmykt, i kønne strimer vandet furer det! 
Og hist ved busken, hvor de dybe strømme gå, 
kan alle træer i spejl sig skue ret med lyst. 
Hvor vandet lokker! Se, det alt mit billed stjal 
og leger med det! Mirjam er just ikke grim, 
jeg tror, det vilde nok så gærne ha' mig selv! 

Første kor. 
Alt for forvovent sidder du, glat bredden er; 
hvis nu don skred, og Mirjam faldt i vandet ud! 

Mirjam. 
Ja, hvis de køle, dybe vande slugte mig! 



240 



Første kor. 
Ve mig! Ti med den grumme tanke, skæmt ej så! 

Mirjam. 
Og iDølgen i sit mørke favntag tumled mig, 
i siv indsvøbt, som vandets lilje dødningbleg! 

Første kor. 
Jeg tror, jeg sørged mig til døde, pin mig ej! 

Mirjam. 
I er dog ret naragtige! Hvor kan I da 
nu græde? Jeg forlade dette skønne liv, 
det unge liåb, der elskovssaligt dufter mig! 
Jeg bliver næsten helt beklemt ved tanken blot. 



(Mirjam, oldingen Schamai og koret; Jefta har nu mødt 
hende og svoret på, hun skal være hans offer for 
sejren til Jehova.) 

Mirjam. 
Nys glæmte jeg Jehova, nu han glæmmer mig! 

Schamai. 
Vær trøstig, barn, og bed til stjærnehærens Gud! 
Hans styrkes engel på sit strakte vingepar 
skal bære bønnen til hans stråleklare stol. 

Mirj am. 
Ak, hvordan ser en engel ud da, Schamai, 
tror du, der er af dem, hvor Mirjam nu skal hen? 

Schamai. 
Bed, Mirjam, bed! Måske Gud Herren hører dig. 

Mirjam. 
Nej, graven er så mørk, og englen er så lys, 
dér kan ej engle trives ! Og så skal jeg bo 
imellem lutter matte skygger, ve mig, ve! 
Jehova har forladt mig, bede kan jeg ej. 



241 

Schamai. 
Han svigter ingen, den trofaste Gucl, vend dig 
til ham om frelse fra den tunge marterdød I 

Mirjam. 
Israels Gud, vil du mig da fra døden fri? — (Pavse.) 
Han tier, hører e j 1 Og dog har du fortalt, 
han sidder på hver stråle, som til jorden sank. 
Mig har han altså ingen håbets stråle til I 
Sig, Schamai, tror du måske, han nu er fjærnt, 
hist oppe på sin stol; men hvor er englen da? 
Nej, der er ingen frelse, Mirjam har han glæmtl 

Koret. 
Ve, ve os! Vor veninde går til skyggers dal! 

M i r j a m. 
Ja, nøgen — hvor jeg blues — , surret fast med reb, 
for hele folkets åsyn, dø en smertens død! 
Først gravens kulde stopper blodets varme strøm. 

Koret. 
Ak, kunde blot. min arm, du standse præstens kniv, 
min tåre slukke bålet, strømme skulde den 
som styrteregn! Men Gileads jomfru mægter kun. 
afsides sukkende for Mirjam at bestrø 
sin hvide tinding med det sortgrå askestøv, 
mens tåren ned ad kinden furer sig en seng! 

Schamai. 
Ja, græder ikkun piger, men fortvivler ej! 
Den frommes tåreoffer ser Gud nådig til, 
han vender ej sit åsyn fra en ydmygs bøn! 
Hvo redded Abrams håb, der offersværdet alt 
skrabed mod Isaks bryst? Troer I. han slumrer nu? 

(Kiir ud.) 
Koret. 
Den gamles visdomstalc kvægede mit sind; 
vor elskte skal ej skilles fra os, søde håb! 

16 



242 

Mirjam. 
Søde håb, nej falske håb! 
Skyggerne vokse, 
solen synker, 
stille! — 

Den lange palmeskygge rækker efter mig! 
Du stolte sol, est du så træt? O, våg en stund, 
oplys mit kære Gileadsbjærg for sidste gang! 

Koret. 
For sidste gang? Har vor veninde dræbt alt håb? 

Mirjam. 

Dér står min myrte, med sin krone herligt livalt! 

Så mange kranse yded den mit sorte hår, 

selv tørstig, dog min stamme først jeg vandet bød. 

O, sørger for den, at den ikke savner mig; 

lov mig kun det, og send så stundum bud derom! 

Koret. 
Send bud, send bud! — Nu, elskte, håber du igen! 

Mirjam. 

Kom til dig selv dog, Mirjam! Bud ej når dig dér, 

i graven, i det store, mørke dødninghus; 

did ned du skal, en vandring bli'r det, rædsom, lang! 

Hunfuglen taber sine korn og stirrer stift 

til afsked på mig; selv sin han, der kvidrer hist 

på kvisten, ej hun svarer. — Ha min brudgom! Ja 

han får at vælge sig en anden brud! Nej, nej, 

det dræbte mig endnu en gang i dødens dal! — 

Men hvis han fulgte mig og steg i graven ned? 

Den mugne hule myrded elskovs hele fryd, 

kun ormen dér sig fryder med sin hjærtenskær! 

Alene må jeg did, hvor morgen selv er nat. 

Som skyggen af den snare sky min ungdom svandt; 

ha, hvorfor skål jeg pines først på marterbål, 

hvi skued jeg den skønne jord, det hulde lys, 



243 

hvi lærte jeg at die ved min moders bryst, 

hvi døde jeg ej straks, alt før min fødsels stund? 

Så lå jeg nu og slumred fast og havde ro, 

der nede, hvor den største konges glans er slukt, 

der nede, hvor den usle selv er stor som han I 

Koret. 
Din faders bud til hulebjærget kalder os, 
men Schamai os trøsted, håb, veninde, håb! 

Mir jam. 
Ak endnu blot et øjeblik I Dér glæmte jeg 
mit smykke; smykket ofret jo vel være må, 
med liljehvide lin og ringe, perler! Ja 
de fattes ej, i tusindvis de svulme fræm, 
omsno med lysmild tårekrans den blege kind! 

(Går ind i hytten. 

Korsang. 

Første strofe. 
Salig, salig, jeg priser den, 
hvem i de grønne palmeskygger, 
dér, hvor kilden pibler af sandet fræm, 
dér på sletten, hvor bøgende hjorder græsse. 
Herren bygged et pavlun, 
køligt i sommerens hede, 
undte det sorgefri, stille liv. 

Første modstrofe. 
Årle, når dag slår øjet op, 
iler han bort fra bløden leje; 
palmen suser sin hellige morgensang, 
marken sender sin elskovsduftende hilsen. 
Glad han går til sit dagværk, 
sent, når aftenen dæmrer, 
slumrer han ind med bøn til (lud. 

Anden strofe. 

Ak, nu skuer jeg krigorm-s ghinle, 

glæden i tælt hos den brynjede! 

IG* 



244 



Dæmpet lyder den mig fra hytten, 

jamrende suk af vor elskede; 

dødens nat omslører den venliges øjenlåg, 

mørkner det lyse blik. 

Engle har da, himmelske Herre, 

stråler har du, kølende, milde stjærneblink; 

send os én, kun én, lad den sænke sig 

morgenvarslende ned i natten! 

Ak, forlad os ej ! 

Anden mod strofe. 
Sidder du ikke hist oppe, Herre, 
rundt omsvømmet af æterglaus? 
Mer end den reneste sølvglød rene 
flokke sig, boltre sig strålerne, 
svulme, synke, danse, et lyshav bølgende; 
smilende, barnlige 
engleøjne fræmtitte af bølgen. 
Og du taler til strålerne, sender din guddomsrøst, 
sødt det suser i dem som harpeklang, 
ned de flyve til menneskens glæde, 
bringe hjærtefred. 

Tr edj e strofe. 
Mir jam (kommer ud,) 
End at håbe du vover, afsindige, 
ser du ej himlen er tavs som graven, der 
åbner sit mørke svælg for at sluge mig! 
Vil og du forlade min dødskamp? 

Tredje modstrofe. 
Intet kærligt blik ser mine kvaler da, 
ingen kærlig hånd leder min sidste gang, 
ingen tåre væder min bitre vej ; 
ene, forladt skal Mirjam vandre! 



245 

Slutningssang . 

Kor. 
Nej, jeg følger dig, håbende, trøstende. 

M irj am. 
Følger du mig? 

Kor. 
Rug blot ej over din sorg som den gærrige! 

Mir jam. 
Ikke ruge! 

Kor. 
Stift hun stirrer, Mirjam, sig, kænder du os? 

M irj am. 

Helt vel jeg kænder jer! 

I er de hvidklædte 

sorgens kvinder, 

snart skal I græde 

over mit lig I 
Det var dog kønt, vi den gang tvætted vore lin! 
De skinne på jer så dejligt hvide! — 

Ha, sol sig sænker 

tiden lider; 

af sted! 

Kor. 

Ve mig, ve, tør jeg håbe nu? 

(Alle gå.) 

Jeg lod dog dramaet ikke ende med ofringen af 
Mirjam, derimod med at hun blev tempeljomfru. 

Med mit andet drama „Ansgar" var jeg endnu 
mindre til freds end med Jeftas datter. Også i det 
dvælede jeg ved enkeltheder til skade for helheden, 
historien hindrede det digterske i at komme til sin ret, 
og der var mig ikke dramatisk handling nok. Sigurd 
Jorsalafar er et slags kristnet Helge, ikke uden spor 



246 

af det sanselige. Oehlenschlågers forbillede er kændeligt 
her så vel sora i flere mindre digte, mens jeg i andre 
har dannet mig efter folkevisen i „des Knaben Wunder- 
horn", på ny optagen af Gøthe og Claudius. Til et af 
dem satte jeg tone, min broder har ligeledes komponeret 
småting. Et lille digt „Frejr får Alfhjeni" vil oplyse, 
om der dog ikke, trods alle mine forbilleder, rørte sig 
noget ejendommeligt hos mig; det er en selvdigtet myte. 

I Sverige hist ved søens bred, 

i hulen, hvor kilderne sprude ned, 

dér ligger ung Frejr en julenat, 

halft blundende, stakkel, af tårer mat; 

Njords døtre vugge ham, bølgens møer, 

og hylle ham i deres skumhvide slør. 



Nys gynged de ham til Nordens ø, 
den lange vej over salten sø, 
fra Sydens dejlige blomstervang, 
hvor født han var, mellem pinjers hang, 
og lagde ham her under klippetag, 
hvor kun istapper hænge, lag ved lag. 



De nynne for ham en vuggesang, 
som vårlige vandes sus den klang, 
gennem tårer smiler den lille gud, 
og smilet, til stråler det folder sig ud, 
de hopper om ham, formed' til krans, 
genfunkled' af isen med regnbuglaus. 



Og lokket af sang og stråleskin 
en Lysalf hist og her smutter ind, 
de bringe glæden og sommerluft, 
med lune vinde, med blomsterduft; 



247 

de danser og kranser den gud så spæd, 
da glæmmer han gråden og smerten med. 



Og fra den bælgmørke himmel, se 

som nordlys det lysner om bjærgenes sne! 

Tilbedende skælver den unge jord, 

det nærmer sig, Valhals Asa-kor, 

og fræmmest går i den hele rad 

Gud Njord, Frejr guttens fader så glad. 



De stanse ved hulen; — men Frigga dog, 
hvad fængsler dig så til den lille pog? 
O, de velsignede, himmelblå 
småglugger du henrykt stirrer på I 
Frejr liden hopper, vil ha' sig en leg, 
han griber efter dit gyldne neg. 



Ha, ser I, han vokser med ét! Den kraft 
i Friggas kys gav ham marv og saft; 
hans sener strammes, hans hud vorder brun, 
til guldgule lokker de barnlige dun, 
let flagrer hans svøb om lænd og arm. 
han klynger sig til Asynjens barm. 



Da dukker solen af havet fræm, 

det dages i lyse Alfers hjem, 

de vågne dér oppe, en og hver, 

i rosenhækker, i busk og træer, 

og mellem blomstre, der glimrer af dug, 

de svinge sig rundt til fuglens kluk. 



Gudinden ser til sit Alfe-land. 

hvor lysthuse vrimle ved kilders rand: 



248 

„en gave Frigga dig skænker her, 
livsalige gut, fast som Balder mig kær! 
Se lysenes himmelslot, det er dit, 
nu kan du tumle med Alier frit! 



Og Frejr og Frigga, forente ned 

vi sende til Mandhjem frugtbarhed, 

kornvangens dimlen og menneskets sang 

os love, os dufte med hellig klang!" — 

Da Odin signende hæved sin hånd, 

og Njord, han stod der med henrykt ånd. 



Og oppe skoven sig nejed med lyst, 

og sødere fløjted hver sangfugls bryst, 

og Alferne alle, hid de fløj 

på gyldne stråler, med sang og spøg, 

de bringe den vælige Gullinbørst; 

nu gælder det, Frejr, blot varsomt først! 



Dér sidder han jo alt strunk til hest 
og flyver af sted, som han kan bædst! 
Snart ser han til Alf hjem, snart ned han ser 
til Asa-flokken, uskyldigt han ler, 
mens Brage griber i harpens streng 
og lover med sang den dejlige dreng. 



Da jeg var færdig med en del af disse arbejder, 
holdt jeg mig ikke længer tilbage. Skønt endnu noget 
bly og sky, usikker på virkningen, ja på min digterævne, 
nærede jeg dog godt håb; der kom endog øjeblikke, 
hvor jeg væntede måske at overraske mine venner. 
Det, jeg forelæste dem af mit offer til muserne, fandt 



249 

velvillig modtagelse, også hos min broder og den skarpeste 
kritiker, Bornemaun. 

Martensen gik helt og fuldt ind på det, „en spekulativ 
verdensbetragtning," sagde han, „lærer os, at hvert talent 
gør sin nytte i verden; man skulde derfor ikke alt for 
ængsteligt sørge for den dag i morgen." Han gengældte 
også min fortrolighed og viste mig et digt af ham selv, 
han vist ikke har meddelt ret mange; det var et slags 
romangse, smukt holdt i en tungsindig tone. Til sidst 
bad jeg min broder bringe Sigurd Jorsalafar til Sibbern, 
i hvis hus han jævnligt kom, og Sibberns dom lød lige- 
ledes opmuntrende. Jeg fik nu mere tillid til mine 
ævner, var også kændeligt stegen i mine venners øjne 
og stolt med deraf; det blev jeg kun altfor let, så jeg 
drømte store drømme. At fader holdtes fremmed for 
hele denne side af mit liv, er en selvfølge; den kunde 
ikke være ham til nogen glæde, lige så lidt som ællin- 
gernes svømmefærdighed er det for den høne, som har 
udruget dem. 

De historiske studier drev jeg for alles øjne på 
bibliotekerne og hjemme, skønt alligevel i førstningen 
ikke uden en vis blanding af hang til at holde dem 
hemmeligt, fordi jeg ikke var fuldt sikker på mine ævner, 
af undselighed og dog stille stolthed. Somme tider kom 
det temmelig kejtet fræm. En dag overraskede Lorens 
Kilde mig, som jeg sad fordybet i Langebeks foliant, 
scriptores; „hvad er det da for en stor bog, De dér 
har?" spurgte han. „Å, det er bare en historisk bog," 
sagde jeg og lukkede den hastigt i. „Å! barestens I" 
gentog han med et smil, ,,nian må sige, ungdommen er 
i vore dage både meget flittig og beskeden." 

Jeg havde købt mig disse langebekske folianter og 
faet dem ret inderligt kære. Vore arkiver og brev- 
skaberne dér kændte jeg endnu ikke og altså heller ikke 
de aller()f)riii(leligste af de opi-indclige kilder. Men 
hvad der hi for mig, gjorde et indtryk i slægt med det, 



250 

jeg fik på Thomsens oldnordiske museum og i kæmpe- 
gravene, så jeg begyndte at smage kildestudiets sødme. 
Meget kunde ved første øjekast synes værdiløst, et navn, 
et årstal; så jeg imidlertid nøjere på det, dvælede ved 
det og knyttede det sammen med hvad der vidstes fra 
andre kanter, gik lys op for mig. Det var lige som om 
det tilsyneladende døde åndede og levede, som levede 
jeg selv med i de henrundne dage og fik et billede, 
ingen senere skildring af dem, hvor åndrig den end 
monne være, kunde skafte til veje. Der ligger dog noget 
egent, tryllende i studiet af oprindelige kilder! 

Jeg gav mig nu også i lag med historisk kritik, 
først lidt planløst, siden med mere plan. Æmnerne blev 
prøvede og sigtede, så man kunde nå fræm til den fulde 
sandhed; jeg, hvis stærke side indbildningskraften er, 
trængte hårdt til at gøre det, det følte jeg. Alligevel 
måtte jeg snart mærke, det var en virksomhed, som 
ikke nærmest lå for mig. Oplede en ny historisk mark, 
rødde grunden for krat og sten, bryde bygd, tage den 
første afgrøde: det har tiltalt mig, og dertil kan jeg i 
mit senere liv have haft noget held. Oprensningen der- 
imod med hakke og spade og det finere jordarbejde blev 
mindre min sag. Men jeg havde fået syn for det an- 
svarsfulde og tillige løftende i et historisk studium og 
var til mode omtrent som fugleungerne, der blive flygge. 

Med iver vedblev jeg at sætte mig ind i Ansgars 
levnet efter kilderne; det skulde tillige skaffe æmner 
både til mit drama og den disputats, jeg vilde indsende 
til universitetet, altså gøre dobbelt gavn. Som jeg 
rykkede fræm, opdagede jeg imidlertid, at æmnet næppe 
vilde due til disputatsen; både kritik og fræmstilling 
havde allerede gjort nok ved den sag, og til et nyt syn 
på den kunde jeg ikke komme. Så valgte jeg et side- 
parti, Remberts levnet, til disputats. 

I det hele var hedenold i Norden, hvor folke- 
ånden klarest viser sig, mit yndlingsstudium, Suhm, 



251 

Sakse, Snorre i forening med P, E. Miillers og Dahl- 
manns kritiske arbejder, sagaerne, oldsagerne. Men 
heller ikke verdenshistorien stod i skj-gge, jeg læste 
ikke lidet og samlede æmner ind. f. eks. om korstogene. 
Hos Ley, i hans have ved garderkasernen, mødtes Laurent, 
min broder og jeg og gennemgik Johannes Miillers Welt- 
geschichte, et åndrigt værk, hvis stil og indhold jeg 
skattede højt. Vi tog formeligt stykker for i den bog 
og hørte hverandre gensidigt. Det var mig til gavn og 
skærpede hukommelsen, der ikke hørte til mine stærke 
sider. 

En frugt af mit studium nedlagde jeg i en afhand- 
ling „om det danske folks ejendommelige væsen". Den 
indleveredes til et lille videnskabeligt selskab, der kom 
sammen hos Zeuthen på Borchs kollegium, og hvori min 
broder, IMartensen, Bornemann og et par andre deltog. 
Den var temmeligt umoden, og Bornemann, der op- 
ponerede, ankede med føje på de mange tilløb, der 
toges, uden at jeg kom til nogen klar opfattelse af 
hovedsagen, det danske særpræg. I øvrigt mærker jeg i 
samme afhandling spirerne til den måde, hvorpå jeg 
senere har skildret historiske æmuer: korte sætninger, 
det lærte jeg af sagaen, bibelen, Tacitus, Engelskmænd, 
Franskmænd; og en levende, stemningsfuld opfattelse, 
som nogle måske vil finde alt for billedrig. Allerede 
den gang greb jeg, når jeg skulde skrive, efter en eller 
anden bog, som ikke vedkom genstanden, men kunde 
sætte i stemning; så gør jeg endnu. 

Min historiske drift bragte mig også ind på studiet 
af mit eget levnet, et stød hertil gav både faders 
arbejde på vor familjes historie og Thieles „Thorvaldsens 
Værker", hvori Thorvaldsens liv meddeles; min broder 
og jeg havde købt os den dyre bog i fællesskab. Jeg 
gennemtænkte da min barndom og ungdom og gjorde i 
liin tid, mens mindet endnu var så frisk, optegnelser om 
det, jeg havde oplevet. Til Ley talte jeg derom, og han 



252 

fandt det ret gjort; „men," føjede han til, „det er en 
vanskelig sag og lykkes kun for poetiske naturer." 

Desuden begyndte jeg på en art dagbog, som jeg 
holdt adskillige år indtil noget efter hjemkomsten fra 
min udenlandsrejse. Det er en blanding af henkastede 
tanker, samtaler med andre og livsbegiver heder. Havde 
et sådant hjælperede ikke stået til min tjæneste, vilde 
denne min ungdomshistorie savnet en af de vigtigste 
kilder. Det blotte minde er ikke altid en hjemmel, 
tryg nok. 

Med studierne, de historiske og digterske, hang 
mine og min broders smårejser sammen, der kunde 
volde fader en del ængstelser. Sjælden slap vi af sted 
uden et sammenstød med jomfru Prehn; hun vilde næmlig 
i grunden følges med, indså imidlertid, at det dog ikke 
gik, og blev så temmelig ubehagelig, når tøjet skulde 
pakkes. 

Rejserne gjorde vi mest til fods, med ransel på 
ryggen, og undertiden blev det en lang dagsvandring; 
på én dag gik vi således fra Hellebæk til Odinshøj og 
derfra over Gurre til København. Vi forlod tit de 
banede veje og gik ad ukændte stier på må og få — 
det har jeg altid holdt af også i åndens verden — ; 
undervejs levede vi, som det kunde falde sig, somme 
tider tarveligt til det yderste. Der var noget at over- 
vinde, men så kom man igen i kast med virkelighedens 
verden og mærkede, man dog ret godt kunde tumle sig 
også i den. Og hjem vendte vi vejrslagne og sunde. 

For os begge var det en hærdelse af legemet; vi 
følte, hvor meget der i så henseende var overset ved 
vor opdragelse, og vilde indhente i det mindste noget. 
Derfor var jeg for min del en afsagt fjende af al mage- 
lighed, en magelig stol, magelig sofa; i det hele havde 
jeg, heri forskellig fra min broder, ikke sønderlig sans 
for med smag og kunst at skaffe mig hyggelige om- 
givelser. Og derfor havde vi taget undervisning i hug- 



253 

ning, gymnastik, dans, jeg til sidst for mit ved- 
kommende tillige i ridning. Sådanne øvelser give en 
magt over sit legeme og skaffe den holdning, vi satte 
pris på. Ved dem må man og tage sig sammen, blive 
praktiker, fæste øjet skarpt på et mål og gribe til i 
rette øjeblik: det har sin betydning selv for det ånde- 
lige liv, som ensomhed og studium ellers let kan bringe 
på afveje. 

Havde vi nu ved siden heraf tænkt på en eller 
anden håndgærning, som at lære et håndværk, vilde vi 
upåtvivleligt gjort ret. Fader tilrådede det og foregik 
os ved sit snedkeri med et godt efterdømme, men hans 
regler for opdragelse så vi nu en gang gærne på som 
mindre heldige. 

Mig særligt tjænte rejserne desuden til indøvelse i 
mod. Jeg har på farlige, tværbratte steder klatret om 
mellem klipperne, til jeg nær havde klatret mig fast, 
redet op og ned ad styrtninger, sat over diger og grøfter 
til hest og styrtet med hesten, været ude i uvejr med 
en lille sejlbåd. Søsyg er jeg ikke og satte en stolthed 
som dansk mand i ikke at være det. 

I mit senere liv har jeg ved vintertid, den italienske 
røvertid, alene fordybet mig i Albaner-bjærgene , skønt 
en dansk søoffisér, jeg mødte, advarede mig. Med ét, 
fortalte han, havde han hørt en piben, det raslede i de 
høje siv, og tre meget mistænkelige karle stod for ham; 
kun bøssen, som han holdt spændt, frelste ham for 
overfald. Også i kugleregnen har jeg stået adskillige 
gange og færdedes i hele uger mellem døende og døde, 
da vi havde kolera. 

Faren Hk i sådanne timer samme tillokkelse for mig 
som, efter sagnet, klapi)erslangens ])lik får for fuglen ; 
man frygter, frygter tit stærkt, og dog lokkes man. Og 
jeg indprentede mig en erfaring til: når der er fare i)å 
færde, skæri)es sanserne i en overordenlig grad, men :d 
forstandig overvejelse hører op, og kun om instinktet 



254 

gælder det; hele mennesket bliver instinkt. Atter en 
ting, det var godt at mærke sig, på alle områder har 
instinktet sin vigtighed, og havde jeg ikke haft noget af 
det, havde jeg løbet endnu mere vild, end jeg gjorde. 

Endelig blev nu min hunger efter en bjærgegn 
nogenledes stillet. Vor første udvandring gik til Høganæs 
kulgruber og Kullen; det var bjærgliv i det små, men 
dog bjærgliv. Året efter var vi i Vejle-dalene med deres 
åer og boblende, springende bække, og på Himmel- 
bjærget: en egn uden vej og sti, endnu i sin oprindelige 
vildhed, den vildhed, jeg længtes efter, og helt menneske- 
tom, som en sådan skovørken kan være det. Kun af og 
til så vi røgen fra en kulmile og en arbejder derved, 
en træskomager i sin hytte af græstørv. Og et enkelt 
øksehug, en drossel, der slog, lyden fra hyrdens tude- 
horn, bjældeklang fra køerne, der græssede nede i 
skoven, var de eneste toner, der afbrød stilheden, tit 
med lange mellemrum. Ikke én rejsende mødte vi, så 
ukændt var egnen. 

Det var første gang, jeg rejste for folkets skyld 
tillige; det jævne, djærve landsmål, det menige folk i 
dets daglige liv og færd, måtte jeg kænde, jeg elskede 
det og håbede på det. Jeg havde udkastet planen, og 
min broder gik gærne ind på den. Vi søgte altså med 
flid natteherberg hos de jydske bønder. Man tog os på 
grund af ranslerne af og til for „rejsende, ittige af de 
hier regiion", handelsjøder, og lidt trevent gik det da, 
man var angst for, „vi skulde smitte dere senge". 

„Hvor er de godt folk fræ?" var spørgsmålet, når 
vi bankede på ved aftens tide, og hundene var bragte 
til tavshed. Så blev der sét på os fra øverst til nederst, 
manden gik ind „at høre sig for hos vor mor", langt 
ophold ; hun kommer med hosen, hun bandt på, og titter 
gennem døren, en pige fniser. Men vi slap dog inden for. 

„God aften," sagde vi, „Guds fred og god aften," 
svarede „vor mor", kunde vel og give sig luft i et par 



255 

ord. „Det var grov kyvsomti De havde it så til dags 
vænted fremmed folk, derfor sædede det ittige.'' Eller 
hun fortalte om katten „det sølle skind, der havde gjort 
sig uren på gulvet; vi så det vel nok I" Så snart vi 
var over det, l^om samtalen bædre i stand. 

De kunde da spørge, hvor langt vi havde gået den 
dag, og ytre, „det måtte vel være et trælsomt gangende." 
Vi viste dem vore regnskærme og rejsekort; dér stod 
byens navn at læse grangiveligt, ja vi kunde udpege 
dem gården, hvori vi nu sad. „Jøsses, det havde de 
dog aldrig troet var muligt; men se dér er jo også Pér 
Hansens sted!" Og nu blev vi i deres øjne „hele stads- 
karle". Selv et lille sagn lod sig til sidst støve op, når 
en tår brændevin fik tungen løsnet; „den er it så ilde," 
kunde manden sige, „og vi har lavet den selv, har vi; 
men ittige mine ord igen I" Jyden har et mundheld: 
„hur brændvin dov ka let en sølle minsk," og her gik 
syn for sagn. 

Da vi 1832 og 1833 gjorde fodrejser til Møen og 
Jylland, som jeg har skildret i „Skandinaviske Rejse- 
minder", var vi alt mere i øvelse og udbyttet blev ikke 
ringe. Det var mig en indledning til den måde, hvorpå 
jeg siden i Sverige og Norge studerede folkelivet. Hos 
os begge har sådanne vandringer efterladt glade minder, 
fordi vi passede sjælden godt sammen til dem og søgte 
det samme. 

Undervejs på turen, eller når vi lå på landet, blev 
der tegnet efter naturen, og Scheuermann efterså og 
rettede tegningerne. Jeg gjorde nogen fræmgang, og 
min broder endnu mere; lidt efter lidt udvidede jeg 
herved mit syn for det malerske, lærte og at give de 
digterske l)illeder en fastere form. Heller ikke blev 
samtaler med Konstantin Hansen uden frugt, han spiste 
hos os en dag om ugen. Studiet på vore billedgallerier, 
det nye på Kristjansborg og det moltkoske, vedblev jeg 
imidlertid med og mældte mig ind i kuustforcuingeu. 



256 

Hvert forår i denne tid led jeg et par måneder af 
koldfeber. Det gjorde mit lunefulde væsen endnu lune- 
fuldere, og der var mere end almindelig uro inde, skønt 
jeg vel nogenledes kunde skjule den. Var jeg ikke i 
vilderede med mig selv om livsopgavep? Lige som i 
april måned skiftede vind og vejr adskillige gange i 
døgnet. Så tyktes jeg mig fast og modig af karakter, 
og så en ussel pjalt. Så fandt jeg, der bode noget op- 
rindeligt i mig, og så bares det mig fore, som var jeg 
et snyltedyr, der levede af andre og på andre. I så- 
danne øjeblikke kunde jeg føle mig tilintetgjort, ja, 
Sibberu bavde skildret det sandt; der kom tunge dage 
og søvnløse nætter, og jeg kunde blive angst for mig 
selv. Det endte gærne med en vis tungsindig dvale- 
tilstand. 

Snart lukkede jeg mig inde som eneboeren med for- 
agt for andre, i stille stolthed over en åndsrigdom, 
ingen uden jeg vidste af at sige — „ikke synes, men 
være" — . Og atter åbnede jeg huset og fræmlagde mine 
arbejder for andre, bejlede til deres yndest, skrev i dag- 
bogen: „hvorfor dog denne evindelige grublen og rugen 
over dig selv? Mindre idealske fræmtidsdrømme, mere 
virkelighed, mere ædruelighed I Ud i verden, anstreng 
dig tappert, nyd livet, gør blæst; skaf dig trompeterej 
der kan udbasune din ros og berede dig den stilling, du 
eftertragter I" 

Nogle af disse fromme foresætter bleve også virke- 
ligt udførte, men midt under dem kunde jeg overraskes 
ved nyt udbrud af en fantastisk natur. Den selv- 
fordobling med et tænkende og et tænkt jeg, som er 
nødvendig for bevidsthedslivet, slog omtrent over i et 
slags dobbeltgængen. Jeg kreerede mig selv til „poeta 
laureatus" og nød det lokkende i en sådan tilværelse. 
Det tænkende jeg stod over for sin genganger, det tænkte, 
det for øjeblikket endnu tilkommende jeg; men min til- 
kommende var alt bleven en storhed, man overdængede 



I 



257 

ham med ros, skrev om ham i aviserne og pegede på 
ham på gaden, når han viste sig. Også jeg så op til 
ham, tog hatten ydmygst af og forsikrede ham på ære, 
at den lykke, han gjorde, glædede mig usigeligt; så 
nikkede han huldsaligt. Nej, hvor vi to dog lignede 
hinanden I Alt løh rundt for mig: „men er jeg da Jeppe, 
eller er jeg inte Jeppe?" Først en dygtig latter over 
mig selv jog gengangeren til dørs, den kunde han ikke 
udstå. H. C. Andersen skulde digtet os et æventyr herom, 
han kænder også til sagen af egen erfaring. 

Dette mit aprilsvejr med skiftende hagl og solskin 
er her måske skildret lidt overdrevent, men den rene 
sandhed er den: selvsygen lurede overalt, smuttede bort. 
kom igen under forklædning og lokkede overalt ind i en 
drømmeverden. Drømmer eller nar vilde jeg dog nødigt 
være. Hvor glad blev jeg derfor ikke, når jeg kunde 
hæve mig over disse stemninger, og med en let blanding 
af ironi og humor tog livet som det vilde falde, folk 
ligeså og færdedes imellem dem. „Al verden går om- 
kring i en grøn kassekiug. i sin grønne kasseking går 
al verden omkring." Denne vise fra min barndom ud- 
trykker omtrent, hvorledes jeg så følte mig stemt. 
Heldigvis indfandt de gode øjeblikke sig dog ikke så 
sjælden, og idet tanken om selvopdragelse som pligt 
blev stærkere hos mig, virkede den gavnligt også i den 
henseende. 

Alt dette hang sammen med det nye syn, jeg fik for 
praktisk liv og en fast livsstilling, „man lever ikke af 
fuglesang alene." Så tit havde jeg smilet af fader, når 
han talte om de ting, indtil jeg endelig med ét blev vår. 
han dog i grunden havde ret; ideen måtte og skulde 
klæde sig i kød og blod, ensomt at svælge i den, duede 
ikke. Godt var det, jeg for alvor blev det var, det var 
ellers kommet vel vidt på den gale led, fader i sin god- 
modighed havde vist lijiili)et os for meget i det prak- 
tiske liv. 

17 



258 

Fordybet i min taiikeverden, kunde jeg opsætte og 
opsætte, hvad der dog nødvendigvis måtte gøres; „om 
det sker i dag eller i morgen, siger vel ikke stort," 
tænkte jeg. Og når jeg nu til sidst tog mig selv med 
en trumf: „men nu skal du," kunde tankerne formeligt 
løbe mig sur; somme tider kunde jeg ikke en gang samle 
mig og tælle på fingrene som Sibbern: „først skal du 
derhen, og så skal du derhen, jo du har grumme meget 
at gøre I" Til andre tider kunde jeg blive kry, når jeg 
havde tvunget mig til handling. 

Atter altså en ufrivillig forestilling, jeg gav mig selv 
i den højere komik. Imidlertid lå grunden i viljens alt 
for stærke retning mod studiet, og ikke i nogen sløvhed 
ved den; heller ikke gik det hver dag så galt, til latter 
for andre er jeg i alt fald ikke bleven. Og det hjalp 
straks, så såre jeg tog ordenlig fat i det praktiske liv, 
jeg havde alt før ved ikke så få lejligheder mærket, det 
nok vilde skride for mig. 

Jeg har omtalt mit hastige sind, og hvor skæft 
jeg kunde se på det som et udtryk for mandig djærvhed. 
Til gavn for selvopdragelsen blev det derfor, da jeg et 
sted, jeg husker nu ikke hvor, stødte på en fortælling, 
der viste mig sagen fra en helt anden side. Jeg skal 
meddele den. 

I et tysk værtshus sad en dag en lille, jævn mand, 
som det lod til af borgerstanden, med sin kridtpibe i 
munden og læste i en avis. Læsningen tog tid, en halv 
time gik, og et par unge, kåde tyske offiserer fik det 
indfald at se, om de ikke kunde forstyrre manden. De 
snakkede højt, gjorde støj, pustede på ham; og da det 
ikke hjalp, blev de mere nærgående, satte sig klods op 
ved ham, ja stødte endog til ham. Men intet forstyrrede 
den urokkelige læser. „Det er dog underligt," sagde en 
major, der også var i kådt lune. „Skulde man da ikke 
på nogen måde kunne bringe en sådan flegmatiker i 
harnisk? De skulde en gang for løjers skyld prøve på 



259 

at slå ham piben itu, mine herrer I" De gjorde så, 
manden kaldte imidlertid blot på kældersvenden: „en ny 
kridtpibe I" Den fik han og blev ved at læse. 

Omsider var offisererne kede ad de drengestreger 
og satte sig til at spille skak. Manden havde nu endelig 
læst sin avis færdig, kradsede piben ud og nærmede sig 
langsomt de spillende. „Herr major," sagde han i den 
roligste tone, „De véd nok, De har fornærmet mig og 
skylder mig som mand af ære oprejsning I I morgen 
tidlig kl. 7 vænter jeg Dem derfor på et par pistoler, 
mødepladsen er ved indgangen til skoven." Den sag var 
i sin orden, og majoren måtte love at møde. Mandens 
mærkværdige koldblodighed havde imidlertid gjort sin 
virkning på ham, så han fik kun en dårlig nattesøvn. 

Næste morgen mødte han til den vedtagne tid, og 
hvor underlig blev han ikke? Dér på pladsen holdt 
hans modstander til hest i hollandsk stabsuniform, med 
sin tjæner bag ved. .,God morgen, herr major!" hilsede 
Hollænderen, „jeg håber, De har sovet godt; men due 
nu Deres pistoler også noget? Her har jeg et par, som 
er udmærkede, vil De bare se!" Og han kastede noget, 
man kunde skyde efter, højt op i luften, skød og traf; 
på den måde afskød han alle pistolerne og traf hver 
gang. Derpå blev de ladte på ny, og tvekampen skulde 
begynde. 

Hollænderen tilbød majoren første skud, dog gjorde 
sekundanterne straks indsigelse mod et sådant brud på 
gammel vedtægt, da første skud tilkom den fornærmede 
part. „Men jeg tillader det nu, mine herrer," sagde 
Hollænderen, „højstærede må virkelig skyde først, eller 
De kommer slet ikke til at skyde!" Majoren, der nu 
var angst for alvor, modtog dette i grunden vaua'rende 
tilbud og tog sigte. „Lavere," råbte Holla'uderen, „lavere, 
ellers går kuglen mig lukt over hovedet!" Det skete, 
majoren skød og skød fejl. Hollænderen tilbød ham 
derpå et nyt skud, som han modtog og atter fejlede. 

17* 



260 

„Nu tog Hollænderen sit sigte: „men de skælver 
jo, herr major I Stå dog roligt bare et øjeblik, De skal 
vide, De er min skivel" Den stakkels herre rystede 
endnu stærkere: „bed nu Deres fadervor, højstærede I" 
Han gjorde det, mens sekundanterne hånlo ad denne 
fejghed. „A, så er De ikke en gang et skud krudt værd", 
sagde Hollænderen, kastede pistolen bort og red sin vej. 
Han sad siden ofte på værtshuset, røgte sin pibe og 
læste sin avis, men ingen var der, som mere forstyrrede 
læsningen. 

Ikke længe efter stiftede jeg nøjere bekændtskab 
med de islandske sagaer, hvor der forekommer så mange 
træk af koldblodigt, stille mod; så med Jyderne. En af 
alle de fortællinger, man har om dem, må være til- 
strækkelig. 

En Franskmand af Bernadottes hær blev indkvar- 
teret hos smeden i Vonsild, kammeret, han fik, var just 
ikke meget godt, og under en strøm af eder og for- 
bandelser sagde han til smeden, det var ikke andet 
værd end til stald for hans hest. „Sæt mig dyret straks 
der ind," råbte han til sidst og gik sin vej; smeden gør 
så, „bædre kammer," sagde han, „har jeg ikke." Om 
aftenen kom Franskmanden igen: ..giv mig mit kammer 
nu, men det råder jeg dig, et kammer, en mand som 
jeg kan være tjænt med!" „Ja vel," sagde smeden, idet 
han høfligt tog sin hue af og førte Franskmanden ind 
på det gamle sted til hesten. „Så det byder du mig, 
din bansatte kæltring!" brølte denne og vilde trække 
blank. Smeden sætter med største rolighed huen på, 
griber sin modstander i bringen, smider ham med et 
vældigt tag under sig og siger bare: „ja, herr Fransos!" 
Således blev den sag klaret. 

Min forestilling om mod og manddom ændredes nu 
efterhånden i mange måder, men i livet havde jeg alligevel 
ondt nok ved at skikke mig derefter og fik aldrig fuldt 
bugt med mit hastige sind. Med det samme ledtes 



261 

tanken hen på de mangehånde forskellige arter mod, 
fræmfor alt modet til at tage sig et ansvar på. Man 
kænder ordsproget: „det går jo glædeligt, sagde Torden- 
skjold, da han havde kun én mand, og han græd." Det 
ordsprog har sin gyldighed for enhver livskamp: stå fast 
med sandheden, om du så end skal stå alene I Jeg søgte 
nu at indprente mig det, det gjaldt jo netop for mig 
om ansvar og valg. 

Forholdet til min broder var godt, som man vel 
alt har mærket af fortællingen. Vi to opdagede endelig, 
at vi, netop fordi vi havde lignende naturer, trængte til 
hinanden og burde hjælpe hinanden; endnu kunde der 
dog være nogen skinsyge imellem os og det fra begge 
sider. Til visse tider talte vi meget sammen, var glade 
ved hinanden og udskiftede vore tanker; men der kom 
også øjeblikke, hvor vi var mindre meddelsomme. 

Kort efter min attestats blev Martin på fælleden i 
geledet såret i hånden ved et fejlskud af hans bagmand 
og måtte bringes på hospitalet. Her tegnede han por- 
træter af en og anden, han lå på stue med, eller 
studerede hospitalssprogets kadaverlyrik; at dø hed ,.gå 
i skarnkisten". Den meste tid brugtes dog til studium 
af Baggesens og Oehlenschlågers fejde, et studium, der 
faldt sammen med Hertz' hemmelige forberedelser til 
„Gjengangerbrevene" ; det viser den æstetiske retning 
hos ham. Et kønt digt, han skrev, „Pyramus og Thisbe" 
blev uden navn optaget i Heibergs „flyvende Post" og 
gjorde lykke. På samme tid lagde han også planer til 
et drama „Tistran og Indiana" over det æmne, der var 
os kært fra barns ben. Imidlertid var hans drift til 
digtning ikke så stærk som min og underordnedes lettere 
f)g uden mange karnjjc under den videnskabelige drift. 

Han havde nu kastet sig over filologiske og myto- 
logiske studier, som jeg over historiske, og ta>ukte 
allerede pa at lære Sanskrit og rejse til Indien; dog 
vilde han l'ørst tage teologisk eksamen. Saledes havde 



262 

han sin egen opgave, og kølnet var han ikke hlot for 
Grundtvig, men også for sin harnclonis tro. Mytologierne 
havde for ham kastet et mytisk skær selv over den 
hellige historie, så videnskab og kristendom kunde stå 
ham som modsætninger og han blev hjemsøgt af tvivl, 
jeg ikke kændte til. Det gjorde mig tit ondt, skønt jeg 
ikke sagde ham det; vore følelser for hinanden gæmte 
vi helst dybt og godt. 

I førstningen af min kandidattid tog mine nye 
studier mig helt; der var kommen en urolig travlhed i 
min ånd, et jag efter at lære, og sjældnere Ij'ttede jeg 
til disse så vidunderligt lokkende og kaldende evighedens 
røster. Jeg var indviklet i en kamp „med frygt og 
bæven", ikke dog for min saligheds sag, derimod for, 
hvor mine ævner lå, og hvad jeg skulde blive til i 
verden. Når jeg skrev i dagbogen: „overvej hver aften 
det, du har gjort i dag I" gjaldt de ord derfor mest 
ævnerne og den art sædelige selvopdragelse, jeg havde 
fået øje for. 

Men ved en nådig styrelse førte netop historien og 
digtekunsten mig altid nærmere til Kristus, idet han 
og livet i ham kom til, at stå for mig som det, der først 
kunde bringe dem til forklarelse. Navnligt var det 
studiet af Ansgar og Rembert, som lagde mig betyd- 
ningen af et kristent liv på hjærte. 

Friheden bankede imidlertid endelig på vor dør. 
Ved det vågnende politiske røre kunde jeg, ifølge min 
natur, ikke blive en kold tilskuer, og dertil kom nu 
faders deltagelse i det. Han havde gennemgået en for- 
skole som formand for de 3 2 mænd. Endnu gik det 
vel i al skikkelighed, og lidt opposition mod magistratens 
regnskaber var højdepunktet; vandvæsen, lavsvæsen, havne- 
væsen, politi, brolægning, alt gik sin skæve gang. Men 
der fandtes dog afgjorte oppositionsmæud blandt de 32, 
agent Busk for eksempel. Han kunde, som fader ud- 
trykte sig, „ret slå folk plat", det hjalp end ikke, når 



263 

næstformanden, oberstløjtnant Friedenreich, greb sin 
formandshammer ,.og slog til med plumpekøllen". Fader 
fortalte jævnligt om optrin af den art, og vi gjorde en 
vise derom. 

Mel.: Det hændte sig forgangen nat. 

Den gamle Fribo slap en skv . , 
en anden gammel gav en slat, 
fra søvnens arm af stolen drat 
en deputeret på sin gat; 
herr sekretæren slog en klat, 
den ene formand tog sin hat. 
Ti ak, sjeur satan Busk fik fat, 
og sæbe-Beck blev slået plat. 
Hokus pokus, kunfilias, hat, kat I 

I øvrigt forefaldt også andre abderitiske historier, 
der morede os. Glæden f. eks. hos stadens fædre, da 
man slap for den nymodens gasbelysning og beholdt 
magistratsmåneskin, tranlamperne og oven i købet den 
ikke ubetydelige sum, det engelske selskab, man stod i 
underhandling med om gassen, havde sat i pant. Så 
koleraskrækken I Man havde klædt dem, der skulde bære 
de syge, i sort voksdug fra top til tå; masker for an- 
sigtet, glas for øjeuhullerne. Blot synet af dem kunde 
skaffet folk på gaden kolera. 

Alle kyster vogtedes af bønder med bøsser eller 
leer eller spyd. Det havde på en anden kant af landet 
nær kostet to udmærket dygtige unge læger livet, E. 
Fenger og Buntzen, De svømmede næmlig over sundet 
mellem Fyn og Turø, men de Turø-mænd mødte dem i 
våben og truede at skyde dem, hvis de ikke på stedet 
svømmede tilbage. Den farlige hjemtur måtte da til- 
trædes af de helt udmattede svømmere. 

Min fader kaldtes af kongen til medlem af de 35 
erfarne og oplyste mænds forsamling, der skulde råd- 



264 

slå om stænderforfatningeD. Skønt grumme ængstelig 
for enhver „ultra" og for at det ikke skulde gå „suti" 
nok, som han sagde, var han alligevel til en vis grad 
frisindet og varm bondeven i hin tids betydning af ordet. 
Ved stænderforsamlingen i Roskilde tog han, når der 
var gilde, altid en bonde under armen og snakkede 
gammelt med ham, lærte ham finheder, som at spise is. 
„Stænderne," plejede han at sige, „få nu det samme som 
København alt har fået i sine privilegier." Han har 
efterladt sig en dagbog over disse hemmelige møder, og 
ved hjælp af den kan man kaste et blik bag kuliserne 
lige indtil det øjeblik, da champagnen åbner hjærterne, 
og Stemann klapper ham på maven, „nå er man så mæt", 
eller Ørsted omfavner ham med de ord: „jeg holder så 
meget af Dem, Hammerich!" 

Hos et folk, hvor almensansen længe lå i dvale, 
måtte forvæntniugen om stænderne være uklar indtil 
løjerlighed; kun få havde nogen forestilling om frihedens 
væsen, om de kræfter, den vilde kalde fræm, og de 
pligter, den pålægger. Den jævne mand, ja mangen 
dannet med, så ikke ud over hvad der lå dem for 
næsen, men her væntede man igen de vidunderligste 
fræmskridt lige indtil at kunne slippe for næsten al skat. 

Et eksempel må være nok. En væversvend hen- 
vendte sig til agent Voigt i Fåborg. „Må jeg ikke have 
den ære at gratulere herr agenten som en af de mænd, 
hvem vor Herre og hans majestæt har sat til regeringen 
for at påse fattige borgeres tarv. Og må jeg så også 
tage mig den ærbødige frihed at anbefale vor stakkels, 
trykkede væverprofession, som der, Gud hjælpe os, ikke 
kommer stort ud af; De véd det selv, herre!" „Ja, min 
gode mand," svarede Voigt med et szuil, „så meget det 
står til mig, skal jeg nok sørge for, at De ikke blot 
slipper for skatter, men endogså får penge oven i købet." 
Væ'veren forlod ham med et „Gud velsigne Dem" og det 
bædste håb. 



265 

Der var lige så løjerlige størrelser mellem selve de 
kongevalgte vismænd. Stiftamtmand Knuth sagde så 
godt som intet, uden når han fræmlæspede: „stemmer 
med udkastet I" Den helt eller halft tyske grev Harden- 
berg-Reventlou indflettede hvert øjeblik: „sodant har vi 
det ikke i Braissen (Prøjssen)/' spurgte Ørsted, „hvat 
kategori var for en dingst," og vilde med vold og magt 
have hvert ord, han sagde, ført til protokols. „Han 
vilde," forklarede han, „levere sine ytringer til hans 
majestæt egenhændig og bede allerhøjstsamme konferere 
dem med protokollen. For han havde nøje utarbetet 
alt han sagde." Proprietær Berg ytrede privat : „han 

kunde, f g • • • ham, ikke begribe, hvad de sad dér 

og disputerede om dag ud og dag ind; alt var jo som 
fod i hose." 

Fader, borgmester Schåffer og et par andre for- 
svarede Københavns privilegier med megen iver; tyssede 
Stemann på Schåffer, gav denne til svar: „jeg lader 
mig ikke bringe ud af noget slags fatning, i mig vil 
Deres eksellense altid finde den samme mand I" „Ja, 
ja," sagde Stemann småtleende, „De skal nu passe på 
byens rettigheder." Københavns forsvarere fik til sidst 
sit forbehold af stadens ret „som en fri rigens stad og 
stand" medoptaget i fællesindlæget til kongen. 

Alt, ser man, gik just ikke efter den strengeste 
parlamentariske orden. Kongelig kommissarius var minister 
Stemann, helst kom han med et lille spøgefuldt indfald. 
Sagde en noget, der behagede ham, så nikkede han, 
noget, han ikke kunde lige, så brummede han; gik af- 
stemningen ham imod, blev han „muggen", holdt hånden 
for øjnene og støttede armene på bordet. Af og til 
midt under urdskiftet lavede han papirskugler og kastede 
dem til A. S. Ørsted. 

Fader hørte i hovedsagen til ilon liberale side, 
hvis l(!(ler etatsråd Hvidt var; jeg tror, vi havde ingen 
ringe del deri, ti jævnligt rådførte han sig med os. 



266 

Længe drejede kampen sig om udkastets første §, reg- 
lerne for stænderinddelingen og de deputeredes tal; 
oppositionen krævede en drøftelse af den, som regeringens 
forsvarere ikke vilde indrømme, oppositionen holdt imid- 
lertid ved. Da skød Stemaun stolen fra sig. „En 
drøftelse af paragrafen," sagde han, „var imod haus 
majestæts udtrykkelige befaling, som vel ingen vilde 
modsætte sig. Skulde det ikke des mindre ske, så han 
sig nødt til at opløse forsamlingen." 

Den liberale side fægtede end videre for offenlige 
møder, medens Stemann underhånden søgte at mod- 
arbejde den ved skræmmebilleder, der ikke kaste noget 
glimrende lys over forsamlingens politiske modenhed. 
„Hvis nu," sagde han blandt andet, „en snedkermester 
blev deputeret, og man havde en sag om snedkersvende 
for og disse var til stede mellem tilhørerne, kunde samme 
mester jo såre let blive forbløffet.'" 

Ved forhandlingerne i selve salen henviste konferens- 
råd Schlegel til det tyske forbund, og Stemann gav en 
fortrolig meddelelse om den prøjsiske note, som udtalte 
sig afgjort mod offenlighed. „Da kunde gærne," sagde 
fader, „skrive mig noget op om den sag, som jeg kunde 
tage hensyn til." Jeg havde da gjort udkast til et for- 
svar for offenligheden, og i sine ytringer i salen fulgte 
han væsenligt det. Som man véd, satte de liberale ikke 
sin mening igennem, hvad for mig var en stor skuffelse. 



Historie og digtning slyngede sig i hinanden, støttede 
også hinanden, men kæmpede alligevel om herredømmet 
i min sjæl, som jeg har skildret det. I slutningen af 
oktober 1832 havde jeg atter en af disse ikke sjældne, 
søvnløse uætter, hvor kampen var stående; jeg hørte 
vægteren synge sit vers kl. 12, kl. 1, kl. 2. Da fik en 
sammenhængende tankerække magten over mig. „Du har 



267 

dog," sagde jeg til mig selv, „nu i to samfulde år ben- 
sløset dit liv med en utrolig sorgløshed I Alt for meget 
har du lyttet til Bornemanns spot over ,.kildehestene" 
og mer end du burde tilsidesat det strenge historiske 
studium I Tag nu endelig en gang fat for alvor og tal 
mere om det, vedkænd dig det for alle I Syslen med en 
genstand, der kræver megen flid og møje, vil give din 
ånd fasthed og bæve dig i andres øjne; derfor skal digt- 
ningen slet ikke opgives, det gøres ikke behov, tvært 
imod vil den så først indtage sin rette plads." 

Endnu samme nat udkastedes en ny plan for studiet. 
Ved siden af det almindelige overblik vilde jeg, efter 
Schellings råd, „studere historien episk", idet jeg gik ud 
fra Ansgars og Kristjern den 2dens tid og lod mine 
kundskaber samle sig om disse hovedpunkter. Jeg vilde 
desuden høre forelæsninger for viderekomne hos Werlauff 
og Engelstoft, derved blive kændt som historiker, få 
breve med på min udenlandsrejse og bryde mig en bane. 
Hidtil havde jeg holdt mig tilbage og ikke haft sønderlig 
omgang med de yngre, der studerede historie, undtagen 
„den ebræiske Miiller" ; de gik mig for meget ad den 
slagne landevej. 

Hvad jeg således havde udtænkt, blev nu sat i værk. 
Engelstofts forelæsning over „historisk propædevtik". 
måtte, hvis jeg mindes ret, udsættes af brist på til- 
hørere, og det samme havde nær blevet tilfældet med 
Werlauff s. Men jeg henvendte mig til Lindberg og 
bad ham være med, det lovede han; senere mældte 
Ploug og Kimestad sig, og for os 4 holdt Werlauff nu i 
sin stue et foredrag over „nordiske oldsager", oplyst 
ved fræmvisning af en mængde billeder. Efterhånden 
slog det af sig selv over til samtale. \'i si)urgte. og 
han svarede med den forekommenhed og jævne elsk- 
værdighed, der var ham egen. En særlig hensynsfuldhed 
viste han, som det forekom mig. mod Lindberg; „herr 
Lindberg" hed det først og sidst. Jog smilede og tænkte 



268 

ved mig selv: „han er vel aldrig bange for at komme i 
bladet?" Foredraget var grundmuret, som den mands 
lærdom altid, og gav os i sammenhæng det, man den 
tid vidste; meget var det jo ikke, når man sammenligner 
det med overfloden i vore dage. 

Jeg hørte ellers også forelæsninger i en hel anden 
retning hos Sibbern og Eschricht. Eschricht læste 
over det menneskelige legem, et slags populær anatomi, 
selv et kadaver lagdes på bordet og blev anatomeret. 
Man kænder hans ævner til foredrag, og en talrig til- 
hørerkreds fulgte det, ofte med mere end almindelig 
agtpågivenhed. 

Til dels i forening med Ley gennemgik jeg Hellig- 
Olafs saga, Knytlinga, Niåls saga på grundsproget; jeg 
levede her med de gamle og indåndede den friske fjæld- 
luft. Og den anden udgave af Grundtvigs mytologi 
1832 gjorde et stort indtryk, den afslutter omslaget i 
hele hans tankegang, til dels en frugt af hans rejser i 
England. Tidligere havde han vidnet som en straffende 
profet og påkaldt loven. Men nu har han fået syn for 
„de store begyndelser", for livskilderne i Guds kirke og 
livskilderne i mennesket; og nu påkalder han friheden: 
„frihed for alt, hvad der stammer fra ånd!" Han står 
dér som en synernes mand og ser ud over vidderne i 
historien, som Hejmdal med luren, der har øre og øje 
for alt i sandhed levende, „kan høre græsset gro i enge 
og se om dagen og natten, fræm og tilbage i 100 miles 
afstand". Og glad er han bleven ved de nye syner, som 
brudgommen, der har vundet sin brud ; det læser man 
da ud af hver linje i den mærkværdige bog. 

Det hjalp ikke, at tidens videnskabelige talerør, 
månedsskrift for literatur, vilde tie den til døde. Marten- 
sen, Zeuthen og Boruemann havde vist nok indvendinger 
i mængde mod den, min broder angreb navuligt, og ikke 
uden grund, dens stærke allegorier; men ingen af dem 
var blind for den fylde af åndrighed, der lige som 



269 

sprudlede fræm. Det, der tog mig, var det klare syn 
for frihed og folkelighed, for ordets magt, for at det 
fræmfor alt gælder om at leve et sandt menneskeligt 
liv, for Nordens stilling i verdenshistorien, og den ad- 
skillelse, der bør gøres mellem kristelig tro og kristelig 
„livsanskuelse". Også med hensyn til oldsagnene, så vel 
som de nordiske stammers indbyrdes forhold, gav bogen 
mig nok at grunde på og hjalp mig et godt stød fræmad. 

Året efter kom første hæfte af Grundtvigs verdens- 
historie, snarere en historiens filosofi end historisk 
fortælling, men lige så vækkende og oplysende som 
mytologien. Det var hans lærde tid, og han kunde holde 
ved med at læse og skrive, så længe det skulde være. 
Man véd, han i mange år ikke gik i seng nogen nat. 

I det nævnte år 1832 vendte Ferdinand Fenger 
tilbage fra sin udenlandsrejse, jeg lærte da at kænde 
ham og hans rejsefælle, nuværende biskop Kierkegaard, 
begge adskillige år ældre end jeg. Fenger gik med 
sang og glæde sin gang gennem livet; han var en mærk- 
værdigt frisk, helt umiddelbar natur, en fuldstændig 
modsætning til det gennemreflekterede hos Kierkegaard, 
hvis spillende dialektik imidlertid havde et underlag af 
dyb følelse. Fyldt af minder om Grækenland og Ny- 
grækerne, mellem hvilke han havde færdets, holdt han 
foredrag hjemme i sin stue over Nygræsk, hvori jeg 
og min broder, Laurent og Ley var blandt tilhørerne. 
Med hvilket liv skildrede han ikke sine rejseindtryk I 
Men jeg mærkede tillige noget egent hos ham. hvorover 
jeg måtte studse. 

De forestillinger om det folkelige, der for længe 
siden var niiu åndelige ejendom, dæmrede først fræm for 
ham i Grækenland, og med al sin ånds umiddelbarhod 
forkyndte han dem næsten som et nyt evangelium. Trods 
dette, står det alligevel for mig som et misgreb, at lian 
blev sat til side ved kaj)pestriden om det teologiske 



270 

professorat. Men man kunde vide det på forhånd efter 
tidens „stemninger og tilstande". 

De nygræske folkeviser tiltalte mig i høj grad, og 
tonen hængte sig fast i mig. Hvad der ikke mindst 
gjorde virkning, var de tit yndefulde melodier, som han 
gengav os med sin prægtige stemme. 

Ved denne tid vovede jeg mig første gang op til 
Grundtvig; skulde jeg nærme mig nogen fremmed, især 
en mand med navn, kostede det altid overvindelse. De 
stærkeste kirkelige bevægelser var den gang ovre, de, 
der nær havde skilt Danmark ved ham. Han havde 
trådt op som trosfriheds uforfærdede talsmand og så 
ikke dens uforenelighed med kongeloven; da prosessen 
med Clausen havde bragt ham under sensur, undertrykte 
sensor dog det sidste stykke af hans afhandling om 
religionsfrihed. Den ene retssag afløste imidlertid den 
anden. En gang, så fortaltes der, kom Lindberg hjem 
med dommen, der var gået ham imod : „dér, min dreng," 
sagde han til en af sine små, „her har du såmænd en 
højesteretsdom til at lege med I" Grundtvigs venner 
indgav nu andragende om stiftelsen af en frimenighed. 
Lindberg, der havde nedlagt adjunktæmbedet, student 
Harmsen og pastor Simonsen ved Frederikskirken åbnede 
ved samme tid en gudelig forsamling på gamle kalk- 
brænderi, hvor forholdene i statskirken stærkt blev an- 
grebne og hovedstadens præster fik læst og påskrevet. 
Grundtvig havde ingen del deri, han var aldrig for- 
samlingsmand. 

Da gav regeringen afslag på andragendet. Grundtvig 
viste sig derefter på kalkbrænderiet og talte, og et lofts- 
rum på Kristjanshavn blev lejet til disse forsamlinger. 
Det hele så ud, som vilde det bryde og brække, og 
politiet satte sig i arbejde, skønt politidirektøren, Bræ- 
strup, en kristeligsindet mand, optrådte med mådehold. 
Kampen fulgte jeg med deltagelse, ja, da det gik yderligt. 



271 

med spænding; det, der gærede inde i mig, holdt mig 
imidlertid noget tilbage, i forsamlingerne kom jeg ikke. 

Endelig tog Sællands biskop, P. E. Miiller, sig om 
foråret 1832 af sagen, han var en ven af Grundtvigs 
historiske granskninger og en mild natur, og hans 
mægling lykkedes. Grundtvig elskede folket og elskede 
kongen og så grant, hvilke farer en kirkelig søndring 
kunde afstedkomme. Han gik derfor ind på mæglings- 
tilbudet, fik ret til at prædike til aftensang i Frederiks- 
kirken, og røret sagtnede; endnu holdt politiet dog øje 
med det. I kirken der ude så jeg jævnligt min gamle 
skolekammerat, politifuldmægtig Lerbek, og jeg har en 
anelse om, han ikke kom for ordets skyld alene. Det 
var under disse omstændigheder, jeg første gang var hos 
Grundtvig. 

Adskillige af min omgangskreds havde alt adgang 
til hans hus, Ley og Laurent underviste hans børn, der, 
som man véd, fik en meget fri opdragelse. Alligevel 
har mange vist en falsk forestilling om den. Han 
krævede noget, børnene efter eget valg, men med al 
alvor skulde lægge sig efter; det blev, da de voksede 
til, engelsk og græsk, så vidt jeg nu husker, og han 
rævsede strengt, hvis de ikke lærte det, de skulde lære. 
Svend Grundtvig gjorde til ære for sin lærer sine første 
vers, hvori „Danevang" rimede med „herr Laurent" ; 
senere kastede han sig, i forening med den anden lærer, 
Ley, over kæmpeviserne. Det krøgede tidligt med hans 
livsopgave. I disse år — det var nok 1834 — åbnede 
også kandidat Jensen den første skole for børn i grundt- 
vigsk stil; der kom kun få, men Jensen var vist heller 
ikke søndorlig egnet til den gærning. 

Grundtvig modtog mig med megen venlighed, vi 
talte, husker jeg. om nygræsk og (irækeulands verdens- 
historiske betydning, og pibe bød han mig, noget han 
let kunde glæmmc. Han var ellers ikke altid at komme 
i tale, man måtte helst så at sige trække ham op; og 



272 

jeg kunde det, fordi jeg vilde det. Efterhånden fik han 
da munden på glid, og kom lian ret i ånde, var det en 
lyst at høre på. Jeg drejede samtalen den gang gærne 
hen på historiske og digterske genstande, der særligt lå 
mig på sinde, og takker ham for mangt et lys, mangen 
trøst, mangen sindrig, spøgende, karakteristisk ytring. 

Sad man derimod tavs hos ham, kunde han til 
gengæld sidde lige så tavs. Han mødte ikke som Harms 
straks på pletten med et åndrigt indfald, var i det hele 
bange for at skrue sig op og give andet og mere, end 
der for tiden rørte sig i ham. Aldrig sagde han folk 
behageligheder, langt snarere stødte han en og anden 
for hovedet. Ved et teselskab hos Kristjan den 8de 
skulde H. C. Andersen en gang forelæse noget, Grundtvig 
gik sin vej ; det kunde Andersen ikke glæmme ham og 
kaldte ham „en uartig gammel mand". 

En dag så jeg kommandør C. Wulf komme op til 
ham, Grundtvig modtog ham ved døren, med piben i 
munden, hvorved Wulf blev endnu mere forlegen, end 
hans ærende i og for sig gjorde ham. Han skulde und- 
skylde en fejltagelse, indløben ved udgaven af hans faders 
skrifter; Grundtvigs digt om Karen Bjørn var næmlig 
optaget i den, fordi hau fandt det afskrevet med sin 
faders hånd og derfor mente faderen havde digtet det. 
Grundtvig hørte på undskjlduingen, sagde nu og da: 
„ja så, så" og ikke mere, bød Wulf ikke en gang længere 
ind i stuen. Der fulgte et langt ophold, Wulf så ned 
for sig, og jeg blev formeligt pinligt til mode, omsider 
bukkede han og fjærnede sig. 

Og som det gik Wulf, har det gået flere end ham. 
Man kan derfor ikke undre sig over, at især lægfolk 
kunde være lidt bange, når de skulde op til en mand, 
for hvem de nærede så dyb en ærefrygt. 

Det var Grundtvigs kærlighed til Kristus og Norden 
og hans mandige kamp, der knyttede mig til ham. På 
ikke få punkter kunde jeg imidlertid ikke være enig med 



273 

ham ; vore naturer var meget forskellige, og jeg var, som 
man véd, stolt nok og holdt på mit. Har man eu 
smule oprindelighed, er man angst for alt, der kunde 
ligne efterabeise. 

I politiken havde jeg en helt modsat mening, der 
dog ikke endnu lige fræm kom til orde. Hans dom i 
verdenskrøuikerne om andre forekom mig undertiden vel 
hård og afsagt uden sans for den egenlige kunsts, også 
tonekunstens, vigtighed for åndslivet. Hans sætnings- 
bygning i prosa fandt jeg uheldig, og hans vers kunde 
af og til, selv midt i det dejligste digt, støde mig ved 
en hårdhed, en plathed i udtrykket. I hvor højt jeg 
end skattede hans krønikerim. kunde jeg dog ikke kalde 
dem skikkede til børnelærdom. Hans tankegang faldt 
mig også hist og her dunkel; hvad der la i hans syn på 
trosbekændelsen var endnu ikke gået fuldt op for mig. 
og de tit stærke udtryk om bibelen som en død bog var 
mig ikke kære. Den gang havde desuden Zeuthens og 
min broders mening om ham ingen ringe indflydelse 
på min. 

Jeg sagde ham da af og til imod, skønt med læmpe, 
og han kunde fare op i følelsen af overlegenhed: „Gud 
bevares, hvor kan man dog tænke så bagvendt?" Men 
jeg mærkede alligevel, han syntes i grunden langt hædre 
om den, der stod ved sin mening, end om jabrødrene. 
Det har jeg også siden mærket, da vore sammenstød 
blev stærkere; vred kunde han blive, et par gange vred 
for alvor, det varede imidlertid aldrig længe. Forboldet 
mellem os var og blev et frit forhold. 

Den af mine venner, hvis omgang var mig lærerigest, 
vedblev Martensen at være, hvad han sagde, var aldrig 
indlioldsløst. I det øjeblik, jeg havde fjærnet mig mest 
fra teologien, fik jeg ved ham anelser om eu åndrig 
teologi, som jeg gæmte på til sin tid. Når jeg nu læser 
især i hans etik, må jeg vel mindes gode gamle dage; hele 
partier dér, som forholdet mellem kultur og kristendom, 

18 



274 

den kristelige karakter, tanken om noget immanent fysisk 
i Gud, frihedens væsen, historien og dens mål. blev 
drøftede, jævnligt drøftede i vore samtaler. Og i den 
form blev moralen, jeg tidligere havde hadet, mig kær. 
På hans ord skaffede jeg mig også nogen kundskab til 
sådanne fræmragende værker som Schleierraachers, Mar- 
heinekes og Twestens. I min dagbog har jeg hjemmel 
derfor. 

Vore veje begyndte imidlertid at skilles ad; hver 
udviklede sin synsmåde, sine fræmtidsplaner. og uenighed 
var der nok af, egenlig strid aldrig. En let ironisk 
ytring kunde falde, videre gik Martensen ikke. Jeg følte 
mig stærkt dragen til Norden og trak mig tilbage fra 
tysk påvirkning: han derimod droges til Syden, til tysk 
filosofi, hvortil mine ævner ikke rækkede. Han fjærnede 
sig fra Grundtvig og måtte gøre det i følge sin egenhed ; 
det. han fra den side havde modtaget og har gæmt på, 
er et stærkt indtryk af troen som livsmagt og af den 
apostoliske trosbekændelse, samt en vis sans for det 
folkelige. 

Han viste sig nu i Mynsters og Clausens kredse, 
fræmfor alt var dog Schleiermacher hans mand; det så 
man året efter, da han med et tysk digt fejrede Tysk- 
lands navnkundigste teolog, der kom til København og 
prædikede i Petri kirke. Også Hegel trådte inden for 
hans synskreds. Heiberg udgav 1833 sit program om 
filosofien, sandheden som både indhold og form, der 
skulde afløse den døende tro; og Grundtvig udtalte sig 
så på prædikestolen om „spøgefuglens" nyeste indfald. 
Martensen gik vist nok langt fra ikke med Heiberg, men 
Hegel var ham en tænker af første rang, og hvad en 
sådan mand sagde, selv om det var skæft, burde der 
ikke spottes med. 

I oktober 1832 tog Martensen og Hass teologisk 
eksamen. Hass. der den gang hørte med til vor om- 
gang, havde i sit petitum ytret sig om professorernes 



375 

forelæsninger og hvorfor han så sjælden havde vist sig 
dér; han fik sine skænd af den godmodige, kun lidt 
iltre Jens Møller, der ved en lignende lejlighed heller 
ikke havde ladet Zeuthen dø i synden. Martensen stod 
ikke øverst til skriftlig, og den samme professor fortalte 
ham, „han havde gået for meget på egen hånd og ikke 
vist erudition nok." Ved mundlig eksamen mærkede 
man imidlertid hans overlegne dygtighed, og han fik det 
egregie, ikke mange har fortjænt så godt som han. Os 
glædede det, skønt vi, vist netop på grund af den dag- 
lige omgang med ham, ikke endnu klart så, hvor store 
hans ævner vare. 

Eksamensgildet for Martensen og Hass fandt sted 
på "Walkendorfs kollegium, hvor Laurent bode. Laurent 
var elskværdig og glad som altid, hele den grundtvigske 
kreds samlet, og stemningen munter, især da man efter 
bordet i måneskin lystvandrede og sang ude i kollegiets 
have. De mest overgivne klatrede op på trimmerne af 
et lysthus og lod derfra sangen „kong Kristjan'" lyde, 
til trimmerne gik itu og de trillede ned. Hass, noget 
gammelagtig af væsen, trods sin æventyrlighed, og der- 
for kaldt „fader Hass", var gildets formand og udtalte 
en faderlig tilfredshed med ungdommens opførsel. Men 
det var især Ferdinand Fenger og „den ebræiske'' 
Muller, der holdt os inden for grænserne, så selv den i 
denne stemning noget vovede spaseretur gennem gaderne 
i den smukke novembernat gik for sig uden ringeste 
uorden. 

I onjgangen med Zeuthen var der imidlertid kom- 
men en slem kurre på, tråden. Han var den gang i sta^k 
åndelig gæn-ing, havde forlovet sig, følte sig ulykkelig 
som forlovet og slog op. Mældt sig havde han til et 
lektorat i Sorø, et professorat i Norge og søgt om rejse- 
stipendium, men alt slog fejl. Jeg traf ham en dag i 
en opbragt steiuning og tegnede hans ytringer op i min 
skitsebog. „Ja, jeg kommer ikke af sted udenlands ! 

18* 



276 

Sådan handler man med frugterne af bondens sure sved 
og ødsler dem bort, jeg gider ikke tænkt til hvem I 
Dér kommer en ind i stikken uniform til ham der oppe; 
å, man kunde næsten ha' lyst til at gøre oprør, det er 
jo i moden I Så vist havde jeg ventet stipendiet, og nu — , 
jeg må skrive præ'kner; for fanden, til skolemester duer 
jeg ikke! Jeg kan sige som Wallenstein: 

hier steh ich, ein entlaubter Stamm', 

doch innen im Marke lebt die schaffende Gewalt!" 

I det samme trådte et par andre ind: „det kunde måske 
more jer at høre et utroligt æventyr, som mange allige- 
vel tro på, jeg selv næsten med! Ja, bi til i morgen, så 
skal I få det! Farvel!" Han nikkede og gik sin vej. 

Al den modgang virkede nu mindre heldigt. Vi var 
hj ærteligt kede ad ham, når han hele eller halve søn- 
dage strakte sig hjemme i sofaen, vi kunde gøre eller 
lade, hvad vi vilde, til pas var vi ham alligevel aldrig 
og jeg mindst. Ja, han kunde bruge de mest nærgående 
udtryk og kalde mine studier for „ikke andet end en 
harlekinsdragt". Jeg havde nok at kæmpe med mig 
selv, og nu kom dette til, bægeret flød over. 

En gang var jeg med ham, Laub og et par andre 
gået ud til Vebek, hans onde lune kom over ham, han 
hånede mig i deres påhør, og jeg fik bersærkergang; 
man måtte skille os ad. En anden gang lignende op- 
trin hjemme, jeg viste ham døren. Vi udsonedes vel 
atter og gav hinanden hænderne, men det gamle forhold 
lod sig ikke genoprette, både af natur og retning var 
vi alt for forskellige. Så disputerede han 1833 „om be- 
skedenhed", rejste udenlands, blev ved hjemkomsten 
præst i Jylland, og vi sås herefter kun af og til. De 
gode minder fra tidligere dage har jeg ikke glæmt. 

Mest for at føje fader tog jeg del i pastoral- 
seminariets øvelser, dog også for i hvert fald at have 
ryggen fri, det satte jeg for megen pris på. Lavaters 



277 

grundsætning lød: „altid sørge for sin pligt, aldrig for 
sin skæbnel Jo mere jeg sørger for hin, des mere sørger 
Gud for denne, jo mere jeg er barn, des mere han fader." 
Men jeg havde næppe endnu ret fået øje for den. 

På seminariet havde jeg godt af Mynsters skarp- 
sindige sjælelære, ellers ondt af hele resten; ti med 
gamle stiftsprovst Clausen rådede endnu ånden fra 
halvfemserne. Vi øvedes i at deklamere, at skrive og 
holde en prædiken og derpå resensere hinanden. En tid 
søgte jeg at læmpe mig fræm, i en prædiken „om for- 
dragelighed" prøve på, hvor vidt jeg kunde gøre Clausens 
krav fyldest og dog ikke træde min tro for nær; men 
det mislykkedes fuldstændigt, og den prædiken vilde jeg 
ikke holde. Derefter skrev og holdt jeg en anden, som 
jeg kunde stå ved. Den fik en yderst skarp dom, der 
endog skal være ført til protokols; „den Gud," hed det, 
„herr Hammerich tror på, er en blodtørstig tyran." Min 
sidste prædiken gik det dog ikke fuldt så galt. 

Vi katekiserede også, og jeg måtte blandt andet 
høre stiftsprovsten give følgende oplysning. „Jesu navn 
skal man i en prædiken kun sjælden nævne, at gøre det 
oftere, er helt overflødigt." „Dette stykke i lærebogen" 
— det var nok stykket om forsoningen — .,har ingen 
videre praktisk nytte. Jeg siger derfor til børnene ikke : 
„det må I ikke læse," at sige det, kunde netop gøre 
skade; nej jeg siger blot: „det kan vi hurtigere ga over." 
Nuværende pastor P. Rørdam, som jeg den gang dog 
ikke kændte videre til, deltog med i øvelserne. Hvor- 
ledes han slap igennem, kan jeg ikke sige, men mig Viir 
de eu sand lidelse, og jeg var oprørt. 

Ved samme tid blev der på ny lagt mærke til 
stiftsprovstens selvgjorte ændringer ved dåben, idet han 
blandt andet lod forsagelsen falde bort; en fadder, eu 
smedesvend, gjorde indsigelse på stedet, han blev så 
med magt slæbt uden for kirken. Københavns præster 
havde andraget på æiidriiigcr i ritualet, bvorimod 



278 

Grundtvig foreslog dobbelte formularer. Noget senere 
påbød regeringen nøje at følge det, men det hjalp ikke. 
gamle Clausen gav ikke efter. Således var stillingen i 
statskirken. 

Alt dette blev ikke uden indflydelse på mig. „Jeg 
bliver vist næppe præst," skrev jeg i min dagbog, 
mindst på landet — skønt landlivet liar noget lokkende 
for mig — , især da jeg ikke heller duer til en præsts 
mange praktiske forretninger. Stillingen ved et bibliotek, 
måske ved universitetet her eller i Norge, var mere efter 
mit sind." Et andet sted heder det: „Norge er vidt til- 
bage i kultur; dér åbnede sig en herlig virkekreds for 
den, som kunde stemme med folket og følte kraft til at 
tilhugge de endnu formløse, men dygtige og dannelige 
masser." 



Lediggang var, som jeg har omtalt, fremmed for 
min natur, min flid trængte mere til tøjle end til spore, 
og at ligge med en sigar i munden og stirre op i den 
blå luft, har jeg aldrig haft forstand på. Dog var det 
først nu, gennem mine frie studier, jeg blev mig den 
velsignelse fuldt bevidst, der ligger i arbejdet. Hånd i 
hånd med dem udprægedes da også mit syn på til- 
værelsen. Jeg optegnede gærne i min dagbog de 
tanker, der for øjeblikket stærkt sysselsatte mig, og som 
jeg dels fik ved læsning og omgang, dels ved egen stille 
overvejelse. Det er vel kun brudstykker, jeg efter den 
kan meddele, men de kaste dog lys over det hele. De 
fleste grode fast og blev ledende hovedtanker, lutrede 
gennem hvad jeg har levet, vil de genkændes i mine 
skriftlige arbejder. 

„Das helligste," skrev Stefi'ens til Zeuthen, „ist 
die innere Wahrheit; hellige Fader, hellige mig i din 
sandhed I" 



279 

„Hvad er menneskedom dog værd? de fleste kritikere 
ligne vore små landsbyhunde, der gø des stærkere, jo 
raskere rytteren rider på sin hest." 

„Det lå i Guds væsen, kærligheden, at en verden, 
fuld af menuesker, fuld af jeger, blev til; de er hans 
levendegjorte kjærlighedstanker. Hvorfor gav han dem 
ikke fylden straks? Fordi de skulde være personlige, 
frie væsener, genstand for hans kærlighed, og altså først 
måtte føle sig forskellige fra ham. sin vilje forskellig fra 
hans, for at de i frihed kunde sammensmelte med ham. 
I menneskets udvikling er der 3 gennemgangspunkter: 
naturens, frihedens og nådens." 

„Man kan ikke forestille sig Gud uden noget im- 
manent fysisk; uden det lader heller ikke skabelsen sig 
forklare." 

„Uden sjælens udødelighed bliver hele verden en 
grel disharmoni, først udødeligheden bringer harmonien. 
Det er vor ratio cognoscendi, og under den indbefattes 
det moralske og de øvrige så kaldte beviser for vor 
udødelighed." 

„Vi er udødelige med alle vore idrætter, tanker, 
længsler; antager man ikke det. kommer man ikke til 
nogen personlig udødelighed. Digteren, historikeren har 
altså en evighed i vænte for det, han lever for." 

„Hvor dybsindigt tænker Steftens sig ikke op- 
standelsen I Tonerne, siger han. sætte det inderste i os 
i bevægelse, den stenhårde, som det synes døde ben- 
masse, så hele vor tilværelse ligesom opløser sig i hellige 
melodier. Er det ikke en usynlig skikkelse, vor lig, der 
bliver til og overvinder selv det hårdeste? Er det ikke 
vor engel, der hilser os? Således vil dommedagsbasunen 
ojjløse jorden i de inderste dybder og overvinde al for- 
hærdelse. Og hvo, der oplever den time. han dør ikke, 
han forklares." 

,. Livet konstitueres ved to faktorer, den individ- 
sættende (egoistiske) og den, der fylder individet med 



280 

Gud, fører det tilbage til dets udspring. Hvor de 
tvendes forhold er i uorden, dér er det onde trængt ind; 
det består just i uordenen, hvorved den egoistiske livs- 
faktor river sig løs og vil gøre sig til den eneste. Det 
onde har lige som det gode tre udviklingstrin: naturens, 
hvor mennesket ureflekteret lever i det onde , karakterens, 
hvor han har uddannet sin levevis til prinsip (som den 
gærrige, der foragter den ikke - gærrige) ; endelig det 
onde riges trin, når mennesket dels siger, jeg vil det, jeg 
finder nu behag deri, det i mig og jeg i det, dels blindt 
må følge det djævelskes, ham overmægtige indskydelser, 
om de end volde ham det største mishag (således under- 
tiden de afsindige)." 

„Fristelsen har sin dybe betydning, den minder 
mennesket stadigt om, at han kan gøre sig selv til 
centrum, i steden for at han i kærlighed skulde dreje 
sig om det evige centrum." 

„Hengive sig selv ubetinget og alligevel hævde sin 
ejendommelighed, sin frihed I„ 

„Luther har en gang sagt: „En fader glæder sig 
ved den papirshest, hans barn klipper ud, og dog er den 
ikke hædre værd end til at smide i skarnbøtten. Ligedan 
går det med vore gode gærninger, de glæde vor Fader i 
himlen og skal alligevel i skarnbøtten." 

„Menneskets frihed — bønnen har indflydelse på 
Gud — og Guds vilje i forening er grunden til et 
menneskes skæbne; her har vi altså et konstitutionelt 
monarki. De ortodokse tænke alt for rojalistisk, Ra- 
tionalisterne for jakobinsk." 

„Det til Gud knyttede punkt i mennesket forholder 
sig til hele mennesket, som Kristus til slægten. Dette 
klare punkt i mennesket må bære syndighedens hele 
vægt, således og Kristus." 

„Dyret i os går, som le Maistre siger, tit på egen 
hånd, fordi det endnu ikke har fået ordre fra ånden. 
Jeg træder ud af min port og vil til højre, men benene 



281 

har endnu ikke fået ordren og bære mig til venstre; lige 
så med vore lidenskaber. Derfor gælder det, at ånden 
altid våger og er herre." 

„Religjon er det ypperste, fordi den først lærer 
os at gå ud af os selv, mens hele det øvrige liv leder 
til selviskhed. Den, der har religjon, står på et punkt, 
hvor alle de øvrige guddommelige ideer vil åbenbare sig 
for ham, om ej i dette, så i det tilkommende liv." 

„Mennesket lever for at virke på jorden og modnes 
til evigheden. Det geniale er kun til for at vække og 
tjæne det højeste, tro og sædelighed; men man betragter 
det nu om stunder næsten som selve det højeste. I steden 
for midlet kalder man det målet." 

„Ved fosterdannelsen er, efter Sibberns udvikling, 
idéen om et menneske i kimen det første, så danner 
ryggen med hovedet sig for sig, hjærtet for sig, maven 
for sig; derefter vokser gennem en række forvandlinger 
alt sammen og fosteret er fuldbåret. Således også med 
alt åndeligt I Først en duft, en anelse, så enkelte dele 
hver for sig, endelig sammenvoksningen til helhed." 

„Vi vokse ikke blot ved bevidst liv i ideerne, men 
og på en mystisk, genial måde (genialitet == potenseret 
reflektion), idet de lige som af sig selv vokse i os, selv 
i vore drømme, og stundom pludseligt, uvæutet bryde 
fræm med overraskende klarhed." 

„Vi undre os over børnene, som hele timer sidde 
og synge på to toner; og dog går det os ligeså. Hvor 
ofte fyldes vi ikke inden i af et par halft utydelige 
sjæletoner I De stige og synke, stige og synke, og vi 
véd ej, hvorfra de komme eller hvorhen de gå, føle os 
kun usigeligt vel til mode og vugge os i dem. Det er 
en fornæmmelse, der må ligne fuglens, når den synger 
sin ensformige, simple sang.'' 

„Mennesket lever ej blot ni' brød, men af hvert ord, 
som udgår af Guds mund. Så længe mennesket fardes 
her, nia sjælen vokse i fylde eller udmagres, jilt eftersom 



282 

dens næring er himmelsk eller jordisk, rent simpel, ud- 
pisket spisekvartérsmad." 

„I kærlighed åbenbarer friheden sig i sin ædleste 
skikkelse, den gudbilledlige frihed." 

„Det dybeste lag i sjælen er følelsen, religjøs følelse, 
det første, Guds Ånd aflejrede i os; på den skal alt 
andet lejre sig, men ikke som tætte masser, der mørkne, 
men som lyse, gennemsigtige, der kan gennemfarves og 
gennemskinnes af og atter gennemfarve og gennemskinne 
den rene, vandklare diamant i det indre." 

„Bryd ej dit hoved så såre, bryd viljen, det er mer! 
Ja bryd viljen, den syndige vilje med den gode, det er 
hovedsagen." 

„Hvor tit er det geniale, dette vidnesbyrd om 
menneskenaturens uendelige rigdom, ikke til hinder for 
udviklingen af det dybeste i os, viljen, personligheden? 
Genierne kan gå op i lutter forfængelig selvafspejling." 

„Det ægte liv er at leve i det uendelige og evige, 
og hvo der helt hengiver sig til det, finder hvilen, er 
salig. Det nås til fulde ved religjon, men kunst, filosofi 
kan i og for sig ikke en gang lede did, ja man fristes 
alt for let til at drive afguderi med dem." 

„Der ligger i sjælene, også i min sjæl, en oprindelig 
drift til religjon og en lige så oprindelig til kunst og 
vidskab. Tørne de drifter nu sammen, bør den mest 
centrale af dem have overvægten, og det er driften til 
religjon." 

„Der gives en kærlighed til kunst og vidskab, som 
Guds Ånd har lutret, og den bærer forjættelsen om 
evighed i sig; men nu den da, som Ånden ikke har 
lutret?" 

„En lever, fordybet i studier dag og nat, og men- 
neskene kalde ham den lærde mand. En andens liv går 
som i en døs, og han er halft fuld fra morgen til aften. 
Hvad tragte de efter? Begge vil leve et behageligt, 
potenseret liv, tilfredsstille sine lyster: hovmodet, drik- 



283 

fældigheden. Og hvem vil det så gå lideligst på dom- 
medag?" 

„I Jesus, centralmennesket, bode alt her fylden 
legemligt. Men v; alle, skabte i Guds billed, afspejle 
med vor oprindelige natur én side af Gud. Her nede 
kommer kun så meget af den, så meget af vore anlæg 
fræm, som frihedsudviklingen, jordlivets mål, kræver. 
Af denne afhænger så, om vi i tro vil hengive os til det 
hellige, ideale ceutralmenneske. Da bliver saligheden 
vor del, og i al evighed skal den gudskabte natur af- 
spejle den side af Gud, hvortil den er skabt." 

„Troen, hvorved mennesket knyttes umiddelbart til 
Gud, må være sjælen i alle vore åndelige ævner; således 
slutter den sig kærligt til hele livet. Kristus er ej blot 
forløseren for vor tro, hans virksomhed skal også gennem- 
trænge kunst, filosofi, selv legemet med og rense hele 
menneskelivet til at blive levende ideer, sete i Gud. 
Dem, der kalde troen i og for sig det ene fornødne, kan 
vi da spørge, om ikke alt, Gud skabte, var såre godt, 
om der ikke ved syndefaldet dog blev én lille god spire 
tilbage. Mennesket skal optage Gad i hjærtet, så det 
bliver et billede af ham, med glæde som han over alt 
godt (også kunsten) og had til alt ondt. men ikke lige- 
gyldigt ved noget." 

„Det gælder i enhver vor gærning at lægge sin hele 
sjæl i den, halvhed er forkastelig. Mit valgsprog skal 
være Kol. 3. 23: „alt, hvad som helst I gøre, gører det 
af hjærte, som for Herren og ikke for mennesker!" 

„En gammel tysk præst har sagt: som en bjørn får 
sine unger des kærere, jo mere hun kan slikke dem, så 
går det os med vore skødesynder." 

„Saga har en gang været en dronning i verden, så 
døde hun. I slutningen af forrige århundrede gik hun 
igen i ile store stæder som viseka>rling; det stred mod 
gode sjuder, og politiet forbød det. Men hun skal atter 
stå op som dronning." 



284 

„Ved kundskab om fortiden kan man til dels kaste 
blik ind i fræmtiden; således kan enhver på en måde 
forudse sin skæbne." 

„Enhver tid eller begivenhed viser sig for os fra to 
sider: den strenge historiske sandheds side og den indre 
poetiske sandheds side. Begge smelte sammen for Guds 
øje, ikke for menneskets. Kun i fjærne tider og egne 
nærme de to sider sig for os til hinanden, som de 
fjærneste lygter i en lang gade, og smelte sammen. I 
fræmstillingen af en ijærn tid kan man derfor lade den 
poetisk sande side — i sig selv den sandeste — være 
fræmherskende ; ti vi stå langt nok borte til et totalt 
overblik. I vor egen tid har vi derimod ikke dette over- 
blik og må derfor mest nøje os med den anden side." 

„Er en vis filosofis lyst til at tage menneskelivet, 
som det nu er, abstrakt og spekulere over det, ikke et 
rent fejlgreb? Skal ikke både naturen og historien, der 
oplyser os, hvorfra mennesket er udgået, og hvorledes 
det har udviklet sig, tages med ind i undersøgelsen? 
Filosofiens, grundvidenskabens, højeste opgave bliver da 
at forklare, begribe livet i alle dets ytringer." 

„Vor højeste opgave er ej at forklare livet, filosofere, 
men selv leve et forklaret, bevidst liv. Vi må være 
klare over os selv, dog kun for at kunne virke med 
klarhed. Gøthes: liegt dir gestern klar und offen o. s. v. 
er et sandt og smukt ord. Men reflektionen har i vore 
dage en overvægt, som kuer viljeslivet og al åndig 
selvdåd." 

„Hamann siger: kun en Kristen er et levende men- 
neske, ti han lever i Gud, med Gud, ja for Gud." 

„Hos Grækerne fræmtrådte den enkelte ej som per- 
sonligt selvstændig, han tabte sig i det almindelige, 
staten. Derfor kunde kristendommen ikke så fuldt 
gennemsyre deres liv. Ti den kræver bevidst personlig- 
hed hos den enkelte, for at han kan se halvheden i 
denne sin tilværelse, hengive sig i troen til det hele og 



285 

derved vorde, hvad han skal vorde. Hos Goterne var 
der en oprindelig selvfølelse, personlighedsfølelse; den 
trådte fræm i æresidéen og gjorde dem skikkede til at 
modtage den kristelige kærlighedsidé." 

„Min ydre skæbne, studiet af Ansgars levnet og på- 
virkning fra Grundtvig har bragt mig til at sætte kamp- 
livet, en ædel, fri, viljeskraftig menneskenatur som det 
højeste her nede." 

„Også i mit eget liv kan jeg i dets hedningedage, 
uår jeg var fremmed for Gud, spore den nordiske grund- 
anskuelse: Tor var min gud, kampen min lyst, og det 
priste eftermæle i Valhal min himmel." 

„Giv mig en ny idé, og jeg bliver rask igen, råbte 
Herder på sin dødsseng. Jeg har følt sandheden heri. 
Ti også jeg kan formeligt sulte og tørste efter en idé 
og være halvvejs ulykkelig, fordi den ikke vil komme og 
fylde sjælen. Jeg véd ikke noget velvære eller udvortes 
gode, som kan træde mig i dens sted." 

Af disse dagbogsbrudstykker vil man skønne mit 
åndelige stade den gang. Jeg tragtede i mine lyseste 
øjeblikke efter det evige liv, efter at leve i det og se 
alt i dets lys, jeg havde fået øje for idealet, for person- 
lighed, for livets dybe alvor: så vidt havde Gud ledet 
mig. Trods dette satte jeg imidlertid endnu talentet, 
den særlige livsopgave, meget for højt. 

Jeg vidste, vi fræmfor alt skal hengive os til Gud 
og lade ham gøre os til sande mennesker. Og alligevel 
glæmte jeg det under min stærke gæring og vilde i 
grunden selv gøre mig til noget i verden, digter eller 
historiker. Endnu stod kamplivet, æren på jorden, mit 
nordiske lædrcueland for mig i al idéens selvstændige 
glans; i tanken kæudte jeg deres rette forhold til Guds 
rige, men i livet glæmte jeg det alt for ofte, min ka'r- 
lighed til dem havde for lidt af :indens pra^g. Om viljes- 
styrke kunde jeg tale i høje ord, og dog l)rast det i 
prøvens tid, alt var og blev kun stemning. 



286 

„Du skal indvie dit liv," sagde jeg til mig selv, „til 
en stor tanke: Nordens forening i ånd og sandhed, 
det mål, Nordens historie selv har sat sig.'" Jeg havde 
mærket, at min indbildningskraft var mere genfræm- 
stillende end selvskabende; at den netop derfor egnede 
sig for historikeren langt mere end for digteren, så jeg 
derimod ikke. Mit håb stod endnu til en virksomhed 
som digter, skønt jeg ingenlunde overskattede, hvad 
jeg hidtil havde fræmbragt. Dermed lod kaldet som 
historiker, mente jeg, sig meget godt forene; var ikke 
Grundtvig og Geijer, to af Nordens ypperste mænd, både 
skjalde og sagamænd'? 

Ja historien skulde endog indtage en fræmragende 
plads i min virksomhed, folkelig historie, der kunde 
vække folket; ved skrifter og levende foredrag, hvortil 
jeg tiltrode mig ævner, vilde jeg i større kredse virke, 
måske alt på en rejse i Sverige, i alt fald ved min 
hjemkomst. Det var den ene grund, hvorfor min dis- 
putats skulde indsendes til det filosofiske fakultet, da 
jeg vilde have ret til forelæsninger over historien. Den 
anden grund var, at jeg ikke kunde tro mig sønderligt 
vel set i det teologiske. For fristelserne af lærd hovmod 
var jeg, trods min hovmodige natur, ikke i nogen høj 
grad udsat. Det var mig alt for pedantisk, og følelsen 
af, hvor lidet vi i grunden vide, vandt desuden styrke, 
som mine kundskaber tog til ; men den holdt fristelserne 
forholdsvis i afstand. 

En akademisk stilling, véd man, var mit lønlige 
ønske, skønt jeg havde gået en usædvanlig vej, på fri 
hånd. Den fik jeg endelig også, da tidernes strøm 
vendte sig, men mange år derefter og uden egen med- 
virkning, helt uvæntet; jeg måtte først bøjes og tugtes 
og tildannes, så var det modent. Bankdirektør Hansens 
og etatsråd A. Hansens fader, en ægte dannemand, sagde 
en gang til mig: „ja den gamle der oppe er en god 
portion klogere end al verdsens vise; han står dog til 



287 

sidst, tror jeg, for det hele I" Jeg trode det med, og 
jeg har erfaret det i mit liv. 



Ikke sjælden var min broder og jeg indbudte til 
aften hos fru Scheuermann, dér var de altid yderst 
forekommende mod sine gæster, navnligt mod mig, og 
overøste dem med artigheder. Det var desuden noget 
mere end almindeligt, vi blev budne på, ypperlige stryge- 
kvartetter og musikalsk gengivelse af hele operaer. 
Partierne var uddelte, prøver afholdte, og der fandtes 
blandt de syngende dem, som ikke blot sang udmærket, 
men selv med dramatisk virkning; sangen ledsagedes på 
pianoet af frøken Julie. I det store var det, hvad 
moders musikalske selskaber havde været i det små. 
Her lærte jeg „Don Juan" og „Ludlams Hule" så godt 
som udenad. 

Mellem tilhørerne var blandt andre præsterne ved 
Frederiks tyske kirke, navnligt pastor Simonsen, hvem 
jeg kæudte fra Lindberg, en from, trohjærtet, naturlig 
Slesviger, men svag. Den gang følte han varmt for 
Danmark, da oprøret imidlertid brød løs, lod han sig 
alligevel drage med. Undertiden forelæste jeg noget hos 
Scheuermauns, mest af Oehlenschlågers digte, var dog 
ikke altid hensynsfuld nok i mit valg. Det kunde pine 
mig lidt bag efter, men jeg trøstede mig: „å det gør vel 
ikke så stort!" 

Jo mere jeg lærte at kænde frøken Julie, des 
hellere talte jeg med hende, af og til tik hun bøger til 
låns af mig. En stille tilbøjelighed spirede i min sjæl, 
og der var andre end mig, hvem det havde gået ligedan, 
hun havde haft adskillige friere; indtagende var hun, 
hvor prunkløst hun ond gik klædt. Dog tvang jeg mig. 
Gøre kur holdt jeg mig for god til, og at va-kko følelser 
og lege med dem, gjordi; jeg mig samvittighed nf; de 



288 

små villigheder og høfligheder har jeg desuden aldrig 
været stærk i. Jeg kunde endog med flid hele aftenen 
indlade mig med alle andre undtagen hende og så godt 
som vende hende ryggen, noget der ellers ikke blev 
hende budt. 

Man talte meget om mig i familjen. .Nej, hvor han 
dog må være forfængelig 1" sagde den ene datter, Emilie. 
„Hvem?" spurgte Julie. „Ih, den ældste Hammerich I 
Han ser sig jo hvert øjeblik i spejlet." „Men han er 
også et kønt menneske." sagde moderen. Ved samme 
lejlighed kom da min tilsyneladende kulde mod Julie på 
tale; „hun havde," hed det. „vel ikke varet sig nok og 
sagt et eller andet, jeg kunde lægge galt udi" 

Hun fra sin side var venlig, som mod alle, og talte 
gærne med mig, selv om de alvorligste ting. En dag 
bad hun mig meget indstændigt komme til næste konsert, 
og da jeg gjorde undskyldninger, føjede hun til: „De 
kommer nok for min skyld." Jeg havde helt overhørt 
det, men hendes moder hørte det og sagde siden: „jeg 
havde dog aldrig troet, at din ellers så fine takt for det 
passende i den grad kunde svigte dig I" 

Hun lå en sommer med sin broder på landet i 
Hummeltofte, hændelsesvis kom jeg forbi, hun sad ved 
vinduet, og jeg hilste noget overrasket. „Dér gik den 
unge Hammerich I" sagde hun til broderen. „Så, tog 
du ikke fejl?" „Nej. jeg kændte ham på blikket." 
„Det blik skal du slet ikke bryde dig om, sådan er han 
mod alle damer I" De talede endnu mere om os, og 
han ytrede: „man sagde i byen, jeg havde nok tanker 
til en køn ung pige af min familje." 

En eneste gang blussede der noget mere end al- 
mindeligt op imellem os. Min broder og jeg havde gjort 
en undtagelse og kom, uden ligefræm at være indbudte, 
en nytårsaften til Scheuermanns. Der blev slået ægge- 
hvide op i et glas og taget varsel deraf; man satte også 
valnødskaller med smålys ud som både i et vandfad, 



289 

hvor da hver fik sin båd. Så rørte man i vandet, 
bådene skulde sejle, og det gjaldt om, hvem der kom 
til at sejle sammen. Tilfældet bragte nu min og hendes 
båd en stund sammen og lod dem følges ad til målet; 
man lo og klappede, begge blev vi røde. Det var i en 
egen stemning, jeg gik hjem den aften. Nytårsdag var 
jeg der atter for at høre, hvordan det havde gået med 
æggehviden, den, som var slået op for mig, lignede en 
kirke, hed det. 

Jomfru Prehu spejdede imens med flid mine veje, 
hun hørte mig og min broder ofte tale om frøken Julie 
og hendes kønne spil, og derved spidsede hun øren. Så 
indhentedes efterretninger om den scheuermannske familje, 
der var meget kændt og havde sine påfaldende egen- 
heder; hun fortalte løst og fast, gærne med en smule 
ondskab, helst det, hun mente, man kunde gøre sig lystig 
over: „oho, Scheuenuauns!" Jeg kændte det nu så 
godt, havde også fået mig hendes karaktérbillede i min 
skitsebog, og hendes snak gjorde ikke længer det ind- 
tryk som tidligere. Frøken Julie blev desuden i al- 
mindelighed omtalt som den elskværdigste i familjen, 
kun et vist hang til religiøst sværmeri ankede man på. 

Jeg sad, som jeg har skildret det, fordybet i studier 
og indre kampe i maj måned 1833. Hvad var det da, 
der med ét dukkede fræm i min sjæl, hvorfor kom denne 
unge pige mig ideligt og ideligt i tanke? Ja. jeg syntes 
om hende, og det var jo ikke første gang, jeg blev det 
var, hendes elskværdighed, hendes fromme sind indtog 
mig. ,,Men det går vel nok over," tænkte jeg igen. 
Følelsen blev imidlertid stærkere og stærkere, så det over- 
raskede mig, den lod sig ikke længer afvise ; „det er 
følgen af den dybere selvbevidsthed, du er i færd med 
at vågne til," sagde jeg til mig selv og skrev i dag- 
bogen. Jeg anede altså, hvad den bar i sit skød. Alle 
indvendinger, hentede fra mine travle studii-r og lU-n 

ly 



290 

forestående rejse, måtte nu tie stille, jeg sansede ikke 
andet end Julie Scheuermanu. 

Himmelfartsdagen traf jeg hende i Grundtvigs kirke 
og talte med hende på hjemvejen, dog i den tilbage- 
holdende tone, jeg altid iagttog ved vore samtaler. Jeg 
bad hende huske sin broder på, endelig at se op til os, 
der var noget, jeg nødvendigt måtte tale med ham om, 
inden han rejste til Norge, hvor han vilde studere 
fjældene og Haugianerne ; det lovede hun. Næste morgen 
indfandt han sig, og uden sønderligt lang indledning 
faldt jeg ham med ét om halsen: „jeg er skudt i din 
søster Julie I Gør mig den store, store tjæneste at være 
min budbærer I" Han var som sunken ned fra skyerne, 
skønt netop i disse dage ej uvant til sådan vennetjæneste, 
som en anden frier havde påkaldt; bønnen her kom jo 
uden alt varsel. Men han lovede venligt at gøre, hvad 
han kunde. 

Straks gik han hjem og talte med Julie. Nervesvag 
har hun været sit hele liv, og den nyhed greb hende nu 
stærkt, det varer altid noget, inden hun forsoner sig med 
det nye. Hendes første udbrud var også: „du véd det jo 
alt for godt, jeg vil slet ikke giftes I" ,,Ja, véd du også, 
Julie," sagde han, „om det er Guds vilje?" Klokken 4 
måtte han ombord på det norske dampskib, til mig 
sendte han en biljet. hvori han bad mig vænte : „hun 
måtte først overveje sagen med sin Gud, hans vilje og 
ikke sin egen vilde hun følge." 

Et par dage gik derpå for hende under bøn og 
indre kamp. Endelig kom hun til en afgørelse og blev 
glad og frejdig, tvivlede nu ikke længer; men legemet 
bukkede under, i 3 dage kunde hun ikke tale. Noget 
pinede hende alligevel, den uro. jeg måtte svæve i; 
broderen var borte, og skrive først til mig. kunde hun 
jo dog ikke. 

Imidlertid havde jeg gået i en halv døs, læste, red, 
spaserede og vidste med alt det næppe, hvad jeg gjorde. 
Tvivl og ængstelser for igennem mig, og jeg vilde tvinge 



291 

tanken om hende rent tilbage; forgæves, den var mig 
for stærk. Jeg trængte til meddelelse og fortalte dem 
derfor hjemme, hvorledes det hang sammen, så rådede 
de at sende hende et brev, og jeg sendte det. 

Hun modtog brevet, lukkede det op, tittede i det 
og så mit navn ; men det varede timer, inden hun fik 
lejlighed til at læse det ordenligt igennem, og den hele 
dag. inden hun kunde svare. Pinselørdag fik jeg endelig 
hendes ja, „hun havde rådført sig med sin Gud og 
frelser," skrev hun, „og i hans navn vilde hun blive 
min: ham var det, der havde givet mig hende." 

Første pinsedag. 26de maj, mødtes vi i kirken, ved 
udgangen, og rakte hinanden hånden, længe gik vi tavse 
sammen. Omsider spurgte hun mig, hvad jeg syntes om 
Grundtvigs prædiken: „og en Herrens tjæner, som han, 
vil jo også De blive I Ikke sandt?" Svar herpå kunde 
jeg ikke give, jeg trykkede hendes hånd. Hun var bly 
og stille, og da vi kom ned i Nyhavn, standsede hun 
ængstelig: „var det så ikke bædst, vi sagde hinanden 
farvel?" „Nej, nej, hvad tænker De dog på? Jeg går 
hjem med til Kvæsthusgadel" „Til Kvæsthusgade, til 
moder? Det er umuligt nu, jeg må først samle mig en 
smule I" Jeg bad og blev ved at bede. „Ikke nu," 
sagde hun, „skån mig, hvis De har mig kær, bare ikke 
nu! Jeg véd ikke, hvor jeg skulde gøre af mig, jeg 
kunde synke i jorden; vænt til i morgeni" Hun så så 
bønligt på mig, at jeg ikke kunde stå helt imod. „I 
morgen, kære Julie," sagde jeg, „det vilde vare for 
længel Men vær nu en sød, god pige, og lad os ses 
igen om en times tid! Så bliver det jo derved, det 
går nok!" 

Hendes tavshed tog jeg for samtykke og fulgte hende 
hjem og op ad trappen. Vi hørte stemmer inde i stuen, 
jeg omfavnede hende og trykkede det første kys på 
hendes mund: „Julie, min Julie, hvilken sød klang ligger 
der ikke i dit navn!" I)er})å Ijærnede jeg mig i hast, 

19* 



292 

blussende rød blev hun stående uden for og måtte med 
magt tage sig sammen, inden hun havde mod til at 
ringe på. 

Hen på eftermiddagen kom jeg igen, fik fruen i tale 
under fire øjne og meddelte hende da mit ærende. Over- 
rasket faldt hun mig om halsen : „det var hende ret 
inderligt kært, især fordi jeg vel bædst kunde helbrede 
Julie for den religjøse melankoli, hun var tilbøjelig til." 
Næste dag var vi hos fader. Julies væsen tiltalte ham, 
og han fandt, hun havde nogen lighed med min afdøde 
moder, min broder var glad; jomfru Prehn iagttog hende 
skarpt fra siden af, som hendes vane var. 

Den nye forlovelse gjorde lykke i den scheuer- 
mannske familje, men den kom så uvæntet. Julies fætter. 
Thalbitzer på Katrinebjærg, udbrød ved efterretningen 
om den: „å snak, det er ikke muligt!" „Men det er 
alligevel sandt, du kan være vis derpå I" „Ja så må 
han også have spyttet hende i øjnene! For de andre, 
der krøb for hende, kimsede hun ad!" Hendes søskende- 
barn, fru Emma Hartmann, råbte på sin ejendommelige, 
spøgefulde måde, da hun skulde gætte, hvem den lykke- 
lige var: „for Gud i himlens skyld, det er dog aldrig 
Dodt," en gammel, 60 årig stamgæst i familjen. Den 
gang Julie forestillede mig hos Hartmanns, faldt Emma 
mig om halsen og kyssede mig: ,,se så, nu er det gjort! 
Han er en prægtig fyr! Værs'go Julie, dér står Hart- 
mann, ham må du gærne kysse igen!" 

Det var en højst ejendommelig familje, den Scheuer- 
mann-Zinnske, som jeg nu kom ind i, eneste i sit slags 
og vidt forskellig fra min egen. Der var fremmed, liden- 
skabeligt blod i den, mest tysk, også megen smag for 
det engelske væsen; fræmfor alt og hos alle familjens 
medlemmer en udpræget sans for musik, den gaug endnu 
en sjældenhed i Danmark. Hvor livlig og morsom var 
tonen ikke, stundom for livlig i grunden til at være ret 
hyggelig. Der taledes højt, så man i frastand kunde tro. 



293 

de var oppe at skændes; mig var det nu slet ikke med, 
jeg måtte tit tysse på Julie, når vi spaserede sammen, 
og hun var dog langt fra ikke den mest højrøstede. 
Hastværk altid i familjen, og lidt stundesløshed løb med. 

Livligheden kan let springe over i det overspændte, 
når indbildningskraften og de stærke følelser få for 
meget råderum. Man opfatter ikke sagen, som den i 
virkeligheden er, der kommer noget farvet, spiller noget 
kun halvsandt, usandt ind med, overdrivelser, over- 
stadigheder. Til den art livlighed kændte jeg hidtil lidet, 
og den slog mig, dels tiltrak den, og dels frastødte den. 

Fru Scheuermann var ualmindeligt rig på danske 
barneviser, dem havde hun fra „strikkekonen" , som 
lærte dem at strikke; ellers havde hendes opdragelse 
snarere været evropæisk end dansk. 

Hendes fader, agent Zinn, var kommen til Køben- 
havn fra Tyskland med 5 Rdlr. i lommen og havde ved 
handelsdygtighed snart svunget sig op; hans hus blev et 
af børsens store huse, og livet hjemme derefter. Hendes 
moder, grandmama som hun kaldtes, var atter af tysk 
blod, en født Preisler; man véd, der har været adskillige 
kunstnere af det navn. Den gamle Preisler var direktør 
for kunstakademiet og bode på Charlotteborg, i en yndig 
bolig ud til botanisk have, hvorfra et mandeltræ hængte 
sine blomster ind i stuen. Her kom minister Bernstorf 
af og til, og professor Cramer, teologen, og Kloppstock 
var blandt de daglige ga^ster. 

Grandmama fortalte meget om Kloppstock, der med 
årspenge fra den danske regering i lang tid opholdt sig 
hos sin broder i Lyngby, om hvor lidenskabelig skøjte- 
løber han var; man huske på hans ode: 

Wie erhellt des Winters werdender Taj? 

aanft den See! Gliinzendi'n Ileif, Sterm-n gloich, 

streute die Nacht iilier ihn aus. 

En dag vilde han have hendes små brødre med ud 
på isen, men forældrene var ængstelige. „Å hvad," sagde 



294 

Kloppstock, „lad dem dog løbe med, dér har De mit ur 
i pant for drengene!" 

Gamle Preisler var i hele sin færd den fromme, 
gudhengivne mand; han efterlod sine børn ingen formue, 
men et testamente, hvori han først og sidst lagde dem 
på hjærte, at holde fast ved sin Gud og frelser: „det er 
min faderlige vilje og min eneste rigdom." Hans hustru 
var også af fremmed, måske fransk blod; det hed sig, 
at Holberg i sin tid havde friet til hende. En af børnen§ 
skulde gå den diplomatiske vej, da forelskede han sig i 
en skuespillerinde og blev selv skuespiller til stor sorg 
for familjen. En anden søn blev kobberstikker og ud- 
mærket i sit fag. 

Grandmama blev 16 år gammel gift med gros- 
serer Zinn. Hun elskede en anden, den præst, der 
havde konfirmeret hende, men bøjede sig for forældrenes 
ønske. „Og jeg har aldrig angret det," sagde hun, „er 
det ikke sandt, hvad der står skrevet: der Eltern Segen 
bauet den Kindern Hiitten?" Hun forestod det store 
hus, viste sig i gammel stil jævnligt i køkkenet i sin 
silkekjole, med hvidt overtræk over, og var med, når 
maden skulde laves; „det skyldte hun," sagde hun, „sin 
mand og sin herre." Men klæde sig selv på, kunde hun 
ikke, hun holdt kammerjomfru og frisør. 

Hvor god og from en sjæl var hun ikke I En dag 
havde pigen sparket til hendes lille yndling, skødehunden, 
så hun, der den gang var gammel, blev vred og skændte. 
Straks var det ovre, hun kaldte pigen ind og bad hende 
om forladelse, „og dér har hun disse fem rigsdaler at 
købe sig en ny kjole for I" En slægtning, af gammel 
adelig slægt, var herskesyg og fuld af luner; en gang 
havde denne i flere dage med flid ikke sat sin fod nede 
hos hende, hvem dog ellers alle familjens medlemmer 
viste den største kærlighed og dagligt så ind til. 

Da kaldte den gamle på sin kammerjomfru og for- 
langte sin silkekjole og det kønne hovedtøj, hun nylig 



295 

havde fået. „Men hvor skal mama hen i den stads'?" 
sagde fru Scheuermann. „Jeg vil op til Grete, min 
pige!" „Er det da muligt, at mama sådan vil kaste sig 
hen for en som Grete , der er så fuld af urimelige 
fordringer? Det havde jeg ikke troet I Nej. man skal 
sandelig holde lidt på sin honneur." „Liebet die, die 
euch hassen, segnet die, die euch fluchen," svarede 
grandmama, „det har jeg læst så tit og lært udenad. 
Så må man vel også se at handle derefter." „Du kan 
jo gøre som du synes, kære mama, men jeg vil bare sige, 
at efter mamas prinsiper står man sig jo allerbædst ved 
at være rigtig ond, for så får man velsignelsen." 

I enhver henseende havde gamle Preislers fromhed 
gået i arv til hans datter, og Julie har tit omtalt, hvilket 
indtryk den gjorde på uende alt som barn; „hvem der 
dog kunde være så god som hun," den tanke rørte sig 
i hendes sjæl. Grandmama læste stadigt i gudelige 
bøger og sin tyske bibel, derfor fræmsagde hun også 
bibelsprogene på tysk, skønt hun altid ellers talte dansk. 
Hun havde den dybeste ærbødighed for præsterne, og i 
hendes øjne var enhver „en Guds mand, en Herrens 
tjæner". At der var forskel mellem Rationalister og 
Ortodokse, var slet ikke gået op for hendes umiddelbare 
natur, hun kunde høre på en vantro prædiken og dog 
føle sig opbygget; trådte en præst ind i stuen, rejste 
hun sig straks fra sofaen og bød ham hæderspladsen, 
selv om han kunde været hendes barnebarn. 

Jeg lærte hende at kænde i hendes høje alderdom 
i fru Scheuermanns hus. hvor hun opholdt sig; den for- 
dum så ranke, skønne kvinde med en tint kroget næse 
sad nu i lænestolen som en sammenkrumpen skikkelse, 
og kun de milde øjne var de gamle. Da Julie og jeg 
blev forlovede, var hun meget glad og gav os sin vel- 
signelse, „men husk bare på, mit barn." sagde hun, 
„hvad der står skrevet: und er soli deiu Ilerr seiu." 
Hun sov dårligt oui natton, hendes trøst var da en 



296 

gellertsk salme eller bibelsprog, hun kunde dem udenad 
i mængde, Davids 51de salme var hendes yndlingssalme. 
Ofte formanede hun de unge; og snart det ene, 
snart det andet bibelsprog kom fræm også om dagen 
ligesom af sig selv: „kænder du det, min pige?" Når 
så fru Scheuermann kaldte dem til en hr.sgærning og 
sagde: „mama er også alt for gudfrygtig," svarede hun: 
„det kan man aldrig være nok, Charlotte I 

Eins ist noth, ach Herr dies eine 
lehre uns bedenken recht!" 

Siden kunde hun ytre til børnene ligesom undskyldende: 
„ja, din moder hun har jo så meget at passe i huset." 

Alle elskede og ærede de grandmama, skønt hun 
dannede en modsætning til de fleste andre; nogen åndelig 
indflydelse på dem undtagen på Julie og hendes broder 
havde hun dog ikke. Der gik kun et vidnesbyrd ud fra 
hende, som vakte ærefrygt, et vidnesbyrd om „den stille 
ånds uforkrænkelige væsen". Hun døde et par måneder 
efter vor forlovelse i Julies arme, altid havde hun holdt 
så meget af hende. 

Fru Scheuermanns mand var ligeledes indvandret 
fra Tyskland, hvor hans fader havde været overførster, 
broderen var finansråd i Meklenborg-Strelits. Scheuer- 
mann var en begavet natur og havde hørt til de rige 
grosserere, men Engelskmændene opbragte 1807 alt inden 
krigen et af hans største skibe; noget efter døde han en 
brat død. Boet stod i fiere år hen uopg,iort, så . kom 
rigsbankforordningen og ødelagde, hvad der var tilbage. 

I denne tid havde fru Scheuermann, rigt opdragen, 
gennemgået de hårdeste prøvelser; på en eneste nat var 
hendes hår blevet gråt. Så længe grandmama endnu 
levede i hendes hus, havde hun imidlertid alt i overfiod, 
og børnene fik en fin opdragelse, siden måtte hun hjælpe 
sig med det mindre. Der var kommet noget koldt, noget 
strengt i hendes væsen, lidenskabelig var hun af natur, 



997 

og de fleste af børnene frygtede hende mere end de 
elskede hende. Men der var dog atter tider, da hun 
viste sig så øm og kærlig. I selskabslivet følte hun sig 
hjemme, og så var huset behageligt. 

Af børn havde hun to stifbørn, de var nu begge 
døde, den ene, Karl Bernhards ven, som student, den 
anden som godsejer i Jylland og forst- og jagtjunker. 
Hendes egne børn var maleren Karl Scheuermann, 
Emilie, forlovet med den senere amtsforvalter von Gåhler, 
Agnes, forlovet med komponisten E. Horneman, og den 
mellemste, min kæreste, der allerede fra barns ben 
knyttede sig til sin broder hjærteligere og inderligere, 
end nogen af de andre søskende gjorde. 

Fru Scheuermanns broder, agent Zinn, i hvis gård 
hun bode, var en før, svær mand, i høj grad musikalsk 
og fuld af sprudlende lune; hans mandfolkeselskaber 
havde et vist ry i København, dér kom fine folk, men 
der blev drukket tæt. Jævnlige gæster var Kuhlau og 
Weyse. og man foi talte meget om den sidstes særheder 
og morsomme indfald. En dag havde han ikke fået 
kaffe efter bordet, han stod da med ryggen mod pianoet 
og slog i den stilling ideligt på tangenterne C. A, F. F. E. 
til man forstod det. Også H. C. Andersen kom dag- 
ligt i huset og forelæste dér sine digte og æventyr. 
En gang bad Zinn ham give en forestilling af det be- 
kændte optrin, da han som dreng dansede for madam 
Schall. Og han lod sig ikke bede forgajves, trak støv- 
lerne af, tog hatten i hånden som tamburin, dansede 
skævbenet på sine hosesokker og sang dertil. 

Mod mig viste Zinn sig altid yderst kærlig, jeg blev 
formeligt hans yndling; og jeg for min del hørte gærne 
på hans saftfulde vittigheder or endnu heller på kvartet- 
sangerne i marmorsalen i det rige hus. Hans søn var 
den nu afdøde grosserer Zinn, hans datter Emma 
Hartni ann. 



Man kænder Andersens skildring af hende. Sådan 
var hun, en af de vidunderligste kvinder, jeg har kændt, 
fuld af spillende livsglæde og de kosteligste indfald, og 
dog med dyb, af og til tungsindig alvor i sin sjæl; man 
blev glad blot ved at se hende. Efter hendes død blev 
hendes kompositioner udgivne, „Frederik Palmers sange'', 
de er yndefulde som hun selv. Hun var Julies bædste 
veninde, og vi kom derfor ikke sjælden op øverst i 
huset, hvor Hartmanns bode. 

Den anden af fru Scheuermanns brødre var død og 
efterlod sig en stor formue, enken ejede Vodrofgård med 
en prægtig have, kanaler og svaner. En af fru Scheuer- 
manns søstre var også død, hendes eneste barn var 
kammerherrinde Neergaard, en lige så åndrig som 
from dame. En anden søster, den mest musikalske, led 
alt fra sin ungdom af og til af sindssyge. 

Den fræmragende af søstrene var generalkonsulinde 
Thalbitzer, i hvis hus på Frederiksberg Julie havde 
levet mange glade dage ; hun var hende som en anden 
moder. Fru Thalbitzer var elskværdig selv i sin stundes- 
løshed, fint dannet og hjærtensgod. For fransk og 
engelsk literatur sværmede hun, og hendes tale kunde 
somme tider tage sig ud som et slags mosaik: så et 
lille stykke fra Baggesen eller Holberg, og så fra Byron, 
Shakespeare, Victor Hugo. Til omgangsvennerne hørte 
overpræsident Moltke, Bardenfleths og etatsråd Brønsted. 
Hendes opdragelse havde haft et fransk tilsnit, og i 
ungdommen blev hun helt tagen af revolutionen, dens 
tanker og dens helte. 

I faderens gæstfri hus blev der gjort stads for de 
udsendte fra den franske republik, da de i offenligt 
hverv kom til København. Der var bal for dem, hvor 
hun trådte op i republikens farver og tiljubledes og 
omsværmedes af Franskmænd; den ene blev til sidst 
dødeligt forelsket i hende. Man ymtede endog om, at 
han vilde bortføre hende, og der skal være holdt vagt 



299 

ved huset. Også Baggesen var indtaget af hende. Alt 
dette og hele sit rige liv har hun skildret i memoirer, 
som hendes børnebørn gæmme. Et par år efter vor for- 
lovelse tog hun til sin søn på Katrinebjærg, den eneste 
af flere børn, som ikke døde ung. Dér endte hun 
sine dage. 

I disse omgivelser, glade og rige, voksede Julie nu 
op. Tillige med Emma Hartmann var hun opdraget på 
engelsk til en iin dames væsen i en af Københavns 
bædste skoler, hos miss Mitchell; derfra stammer hendes 
kærlighed til alt engelsk. Konfirmeret blev hun af 
Kochen ved Petri kirke. Endnu længe efter den tid 
havde hun timer i sprog, tegning og især i musik, der 
blev intet sparet. Hun spillede med sjældent udtryk og 
var mester i at udsætte en melodi. En sommeraften 
sad hun ene for åbne vinduer og spillede ouverturen til 
„Ludlams Hule" udenad, til sin egen fornøjelse; på én 
gang hørtes herrestemmer på gaden, der blev klappet, 
og det var Weyse, som klappede, han havde været oppe 
hos agent Zinn. 

Naturligvis kcnn en mængde musikalske mennesker 
i huset, hvoriblandt adskillige Tyskere, fru Scheuermann 
holdt meget af at få sig en mundfuld tysk, gammel vane 
fra „papas" dage. Om det så bare var en skomager, 
der skulde tage mål, og han brækkede på dansken, 
straks indlod hun sig med ham på sin tysk. Det var 
ikke noget for mig. 



Den første gave, fader gav Julie, var en a^gte 
kærligliodsgavc, moders østindiske sjal. lian liavde gii-mt 
det som en helligdom og bestemt det tor sin tilkommende 
svigerchitter, men jomfru Prehu sagde til hende: „ja det 
vilde nu Frederik egenlig, jeg skulde have haft." Deri 



300 

var ikke et sandt ord. Den første gave, Julie fik af 
mig, var en dansk bibel, hun havde kun en tysk. 

Hendes svage nerver var rystede, forlovelsen og 
selskaberne til ære for den havde medtaget hende, hun 
tilbragte altid gærne sommeren på landet og trængte nu 
dobbelt dertil. Så tog vi ud til hendes fætter Thal- 
bitzer på Katrinebjærg. Det var unge, nygifte folk: 
han, vittig og livlig, holdt af Julie som en broder; og 
hans hustru, Betty Brøndsted, fru Halls søskendebarn, 
var en udmærket husmoder, stille, yndig, elskværdig. 
En herregård, en køn, tilvoksende have, en lille lund, og 
så jagtpartierne, noget nyt for mig; han var ivrig jæger. 
En dag om høsten holdt vi endog parforcejagt, til hest 
over grøfter og gærder, gennem moserne i firspring, med 
et kobbel halsende hunde bag efter harerne og rævene. 
Her var det godt at være. 

Men det bædste var det stille samliv, når ingen 
anden hørte på os, og vi sad hviskende i alleen, mens 
vinden hviskede med i poplernes kroner, og lærkerne 
havde travlt ude på marken. Her talte jeg om mine 
fræmtidsplaner, forelæste mine digte, og hun hørte til og 
glædede sig, sagde af og til mildt og kærligt: „når blot 
al den åndelige rigdom ikke er til skade for din sjæl I" 
Så øvede vi os i engelsk, hun kunde det langt hædre 
end jeg og blev min lærerinde. Eller hun spillede, og 
jeg sang med af og til, visen om Agnete og andre kæmpe- 
viser. I sådanne solklare øjeblikke åbnede vore sjæle 
sig blødt for hinanden, og hele livet fik et højere præg. 

Øjeblikkene var kostbare, ti mine sysler kaldte mig 
hjem, jeg havde inddelt tiden nøje; en mælkevogn afgik 
hver dag kl. 2 om morgenen til København, og med den 
måtte jeg af sted. Julie sad da gærne oppe med mig, 
tit i de alvorligste samtaler, og væntede til vognen 
holdt for døren. 

Var jeg nu hjemme, tog jeg mig sammen til min 
gærning, noget adspredt var jeg imidlertid alligevel. 



301 

„Ja," sagde Ley, med hvem jeg læste Niåls saga, „din 
tørhed er borte, siden du blev forlovet. Men du kunde 
derfor gærne holde lidt mere samling på tankerne." Det 
var et strengt krav, når hjærtet var ude på Katrine- 
bjærg. Så måtte jeg have luft ved et lille rimbrev eller 
et andet digt, jeg skrev og sendte derud. 

Julie svarede: „jeg læser dine breve og får dem 
aldrig aflæst, men jeg er lykkelig som barnet, når det 
har fået gaver til sin fødselsdag. Om dagen tænker jeg 
på dig, om natten drømmer jeg om dig. Ja, her er jeg 
som i et lille paradis, hvis sol du er I" I andre breve 
lod hun mig læse mellem linjerne, hvor meget hun 
længtes, og straks var jeg rede og fløj ud, rigtig nok 
med en noget langsom flugt, mælkevognens. 

Det varede en stund, inden vi ret forstod hinandens 
måde at være på. Især var det hende påfaldende, hvor 
tit jeg kunde afbryde den alvorligste samtale med et 
spøgefuldt ord. Hun kunde da blive stødt derover og 
tro, jeg havde hende til bædste. Var jeg stille og ord- 
knap, trode hun, det var af kulde. Men sad der en 
sådan lille kurre på tråden, gjorde det forholdet bag 
efter des inderligere. 

En gang bragte jeg et slibrigt æmne på bane, jeg 
husker ikke, hvorledes det kom sig; jeg talte om enke- 
mandens stilling og mente, et nyt giftermål var vel den 
bædste ende på en sådan historie. Hun trode nu, min 
kærlighed var kølnet, siden jeg kunde tale så, og blev 
meget ulykkelig. Vel blev den ulykke snart kysset bort, 
men legemet var så skrøbeligt. Da jog sagde godnat, 
sortnede det for hendes øjne, hun kastede op og var en 
afmagt nær. Hente nogen, måtte jeg ikke, kun løbe 
efter lidt vand; hun lagde sig hen. og jeg tog salme- 
bogen og læste for hende, omsider faldt hun i blund. 

Så vågnede hun, trykkede min band, så mig ind i 
øjnene med dot niatto blik, bvori blyhod og ka^rlighcd 
kæmpede sammen, og bad mig ikke være bedrøvet og 



302 

ikke vred. „Og gå nu endelig, det er blevet så sildigt!" 
Jeg vilde ikke, men him bad så indstændigt: „gør det 
dog for min skyld, kære, søde Frederik I" Med et kys 
på hendes pande og hånd sagde jeg da farvel. To timer 
efter lyste stjærnerne over mælkekusken og den lille pige, 
han var gode venner med, der begge sad og nikkede, og 
mig, der syntes, jeg aldrig havde elsket Julie som nu. 

Moderen ønskede ved denne tid en samtale med 
mig, talte igen om det, hun kaldte Julies „religjøse 
melankoli", og talte meget om den; hun frygtede for, 
hvad den kunde lede til. „De må endelig være på Deres 
post mod den," sagde hun, „ellers kommer De til at 
angre det! De véd vist bædst selv, hvorledes De skal 
tage det med læmpe." Jeg anede imidlertid den dybere 
sammenhæng ved den sag, og samtaler med Julie satte 
mig fuldstændigt ind i den. 

Julie havde gået igennem en stærk åndelig gæring, 
siden hun. opdragen i tidens vantro, men vakt af sin 
broder og pastor Simonsens prædiken, først fik syn på, 
hvad kristendom er. Broderen var borte, hun læste det 
ord : „salig den, som overvinder", det greb hende mægtigt 
og lød dog så gådefuldt. Hvad vilde det sige? Ingen 
havde hun at ty til, grandmama var som et velsignet 
barn, trode af hjærte. men lyset i troen fattedes. 

Da kom der en drøm. Hun syntes, hun skulde 
igennem en utællelig klynge mørke, stålklædte kæmper, 
det var den eneste vej til en dejlig have; hun vilde 
igennem, men de holdt på hende, så hun gyste tilbage 
med forfærdelse. Fra det fjærne lød det så livsaligt, 
Guds engle saugl „kom, kom du velsignede I Salig den, 
som overvinder I" Og hun fik sit tabte mod igen. Først 
krøb hun fræmad mellem de stålklædte, langsomt og i 
en dødelig angst, så raskere; til sidst kunde hun gå, 
endogså løbe. og stod nu midt i haven. Ved enden stod 
hendes moder og åbnede sin favn for hende, „Gud ske 
lov, moder!" råbte hun. Den drøm havde hun 3 nætter 



303 

i træk, nu vidste hun, hvad det var at stride og over- 
vinde. 

Hun kunde trænge til den trøst, ti kampen hjemme 
blev hård. Hun læste i bibelen og gik i kirke, flittigt, 
men aldrig hos Rationalisten Johansen, moderens præst. 
Moderen havde længe holdt mest af hende, fordi hun 
spillede kønnest, var den mest indtagende og gjorde stor 
lykke i verden; og en sådan datter skulde nu blive 
„hellig" og til spot for folk. Strenghed lå i fru Scheuer- 
manns natur, og hun tog det med lidenskabelig streng- 
hed, især når hendes søn var borte. Hun forbød Julie 
at gå i kirke hos Grundtvig og låsede døren til; Julie 
sneg sig da hemmeligt ud ad en smutvej, efter først at 
have rådført sig med pastor Simonsen. 

Også læsning i bibelen forbød hun, men Julie gæmte 
den under hovedgærdet og læste i smug, om morgenen 
i sengen; det opdagede hun, rev bibelen fra hende og 
vilde kaste den på ilden, Julie faldt i afmagt. Da ilede 
Karl til og forestillede moderen, hvor uret hun handlede, 
Julie kom til sig selv, fru Scheuermaun græd: „å, det 
bringer mig i graven I" Julie gik hen. kyssede hende og 
bad om forladelse, men hun stødte hende fra sig. Først 
den gang Julie over alt det blev alvorligt syg, angrede 
hun, hvad der var sket, og kastede sig over hende med 
kærtegn: „hun dør, hun dør, jeg har myrdet hendel" 
Så såre Julie imidlertid blev hædre, begyndte den gamle 
historie forfra. 

Jeg kændte Herrens ord: „jeg er ikke kommen for 
at bringe fred, men sværd, for at gøre et menneske 
tvistig mod sin fader og datteren mod sin moder." Så- 
ledes havde jeg dog aldrig før mødt det i livet, og tros- 
kampens dybe alvor greb mig, måtte gribe mig. Jo mere 
jeg holdt af Julie, des mere miitte det virke, hun iiavde 
oplevet og vidnede om. 

Den dragelse til Guds rige, som alt forud pil 
ny var begyndt i min sju'l, blev nu stærkere, jeg så den 



304 

synd, der bode i min sjæl, men også ham, der frelser 
fra synd. Derfor kunde jeg finde min barndoms Gud 
igen, og han stødte mig ikke bort. Jeg følte en usigelig 
glæde og oplevede timer og dage af dem, der stå skrevne 
i livsens bog. Jeg greb efter Tomas af Kempis, efter 
bibelen og gennemlæste den første gang fra begyndelse 
til ende. 

Før havde jeg klaget over min svage vilje, nu blev 
den styrket og lutret i troen: „giv du mig frimodighed, 
Herre," bad jeg, „du alene kan det!" Jeg lærte, hvad 
det vil sige: „da jeg var svag, var jeg stærk," og at al 
vor styrke ene ligger i hengivelsen. Øjet så nu ikke 
længer som gennem et dugget glar, det så klart og 
skarpt på det rette livsmål og den sande livskamp, og 
jeg skrev i dagbogen: „Det er blevet mig tydeligt, at 
ethvert menneske skal uddanne sig som menueske ; før 
har jeg i grunden kun stræbt at uddanne mig som digter 
og lærd." „Hvad det gælder om," sagde jeg til mig 
selv, „er at bære en udødelig sjæl over verdens vilde 
hav. Ikke drømme, men leve, handle I Arbejde med 
frygt og bæven og dog lade Gud gøre alt: det er kristen- 
dommens hemmelighed." 

Med sådanne tanker i hjærtet gik jeg til altars med 
Julie hos pastor Simonsen og følte velsignelsen. Hvor 
underligt blev min kærlighed til hende ikke slynget 
sammen med kærligheden til det himmelske og indviet 
og helliget derved! 

Endnu noget andet kom til. Ferdinand Fenger 
blev præsteviet i Frue-kirke og holdt prædikenen ved 
den lejlighed. Han talede om engelen, der med en glød 
fra altret rørte Esaias' læber og rensede dem ; „men vi 
har urene læ^ber og komme til et folk med urene læber, 
Herre gør os rene!" Der var en folkelig fylde, en inder- 
lighed i den prædiken, som tog mig helt; tanken om at 
blive præst, Julies yudlingstanke, havde jeg fjærnet 



305 

mig fra, nu levede den op i mig på ny: forkynde ordet, 
frelse sjæle I 

„Jeg får vel lægge historien på hylden og atter tage 
teologien fat," skrev jeg i dagbogen og handlede der- 
efter. „Men kan jeg da i ét og alt samstemme med 
den avgsborgske konfessjon, og kan jeg, tør jeg modtage 
et æmbede i statskirken? Der må noget højere til at 
oplyse mig derom, selv kan jeg det ikke." Således ar- 
bejdede Guds Ånd inde i mig. Også samlivet med dr. 
P. Kierkegaard havde jeg såre megen gavn af, man 
mærkede på ham, hvor han vågede over sin sjæl, skønt 
han aldrig gjorde det særligt til genstand for samtale; 
der var noget helligt i denne tysthed. 

Kaldet som historiker og digter vilde jeg dog ikke 
opgive, det skulde tvært imod nu få sin højeste indvielse. 
Troens ånd skulde lutre Nordens ånd, således vilde jeg 
virke efter den ævne, Gud gav; nu skattede jeg den 
ikke længer for mere, end den var værd. Jeg tænkte 
en del over kirkens historie og den kristelige digte- 
kunsts historie, her, mente jeg, var gode forelæsnings- 
æmner; endnu kunde jeg ikke ane, at sådanne forelæs- 
ninger en gang skulde blive mig en kær, daglig æmbeds- 
gærning. 

Ved samme tid fik også Grundtvigs tanker om ordet 
som en livsmagt, om det folkelige, om skolen for 
folket nyt liv hos mig. „Skulde," skrev jeg i dagbogen, 
„hans stræben efter at gøre videnskabeligheden folkelig 
virkeligt lykkes, vilde jo noget ganske nyt og hidtil uset 
komme fræm, et åndeligt liv, en åndelig rørelse, som 
greb et helt folk." 

Jeg ledte efter kristelige æraner til digte. Profeternes 
syner løftede min sjæl, og tanken om Herrous nedfart 
og prædiken i do dødes rige, om en omvendelse efter 
døden, dukkede op for mig. Jeg talte derom med 
Scheuermann, ham var dot on lu»jst farlig mening, for 
mig stod sagen derimod holt anderledes. 

20 



306 

Jeg sad med det apokryfiske Nikodemusevangelium 
og så deri Herrens nedfart skildret som morgenrødens, 
der rinder op over skyggedalene; da åbnede han paradiset 
i de dødes rige. Jeg tænkte mig ind i de saliges liv, 
hvor de er „hjemme hos Herren" i det stille hjem, leve 
og røres i ham og vokse en guddommelig vjekst; og jeg 
tænkte mig deres tilstand, som er i pinen, selv for dem 
lader apostelen Peder ham jo prædike. Men jeg kunde 
heller ikke lukke øjet for alle de masser, der i levende 
live ikke endnu kom til nogen endelig afgjørelse enten 
for eller imod Kristus. Det vi leve, det er vi, og med 
deres livsindhold uden sandt mål og med må de følge- 
ligt tænkes gående over i den anden verden. Det var 
længe inden Heiberg digtede ,,En Sjæl efter Døden", på 
egen hånd dannede jeg mig da en forestilling om et 
sådant verdensmenneskes tilstand i dødsriget, voldgiven 
sine egne, åndsdræbende tanker og dem alene. 

Vore drømme kan være pjankede nok, som hele 
Tort liv des værre; måske dog netop det pjankede giver 
et billed af denne tilstand. Det har vist gået andre 
som mig, at man i drømme kan føle sig i den aller- 
ynkværdigste forlegenhed, der næsten komisk grænser til 
fortvivlelse. Jeg har således truffet mig i bare skjorte 
midt i det fineste selskab og ikke vidst, hvor jeg skulde 
skjule min skam; jeg kunde ikke en gang bilde mig ind 
som kejseren i Andersens æventyr, at folk trode, jeg 
havde de nye klæder på. 

Andre drømme kan gå dybere ind på sagen. En 
drømmer, han er sat i cellefængsel, ene, fuldkomment ene, 
og dér skal han overveje det spørgsmål: „hvortil har du 
dog brugt — " hvad det er, han har brugt, og svaret 
på spørgsmålet skal han selv udfinde. Ideligt og ideligt 
kommer det halvbårne spørgsmål igen og jager alle 
andre tanker bort: det er hans lidelse. Og hvad vil 
man nu sige om hedenskabets mørke anelser. Danaidernes 
kar. Tantalus' kvaler, Sisyfus-stenen ? Alle disse tanker 



307 

lå og grode i mig, og en kraft gik ud fra dem, det 
mærkede jeg. 

Ovre hos en jysk præst, min gamle lærer Saxtorf, 
kom vi i samtale om de sidste ting. „Ja", sagde han, 
„menneskeslægten skrider ikke, som man drømmer, fræmad 
i oplysning, det bliver tvært imod værre og værre mod 
enden." Jeg vidste det jo længe, og alligevel greb den 
forestilling mig med al nyhedens magt: så havde alt 
vore hedenske fædre drømt i Vølvespå om Fimbul- 
vinter, Ragnarøk, Gimle. 

Hvilken gådefuld sammenhæng fandt ikke sted 
mellem Nordens og Herrens ånd! Også „solsangen" i 
den ældre Edda randt mig i tanke; den vil ligeledes 
indpode kristendom på mytens drømme og derved gøre 
den levende for folket. At det ikke blot var de nordiske, 
men alle gotiske stammers ånd, der stilede herhen, vidste 
jeg ikke. Det vidste kun få den gang, lige så lidt som 
de eller jeg vidste, at Herrens nedfart, dommedag, de 
sidste ting, æmner, der greb mig, alt var yndlingsæmner 
hos de ældste gotisk kristelige skjalde. 

Men det gik op for mig, at et historisk storsyn 
på livet kun findes i bibelen og den nordiske mytO' 
logi, der begge begynde med en Genesis og ende med 
en Apokalypse. Her var svar på et spørgsmål, jeg ofte 
syslede med: hvad er menneskeslægtens opgave? Og 
Vølvespås og bibelens syner smeltede for mig da sammen 
i et digt om dens livsgang: „den kristne Vølvespå". Jeg 
skrev det i oldnordisk stil, det er senere trykt i ., Toner 
og Billeder fra Kristi Kirke". 

For mig har det en særegen betydning; her er 
næmlig det verdenshistoriske syn på tilværelsen slået 
fast, som bærer alle mine skildringer af kirkens skæbner. 
Der er sandelig, trods vore synder, enhed og sammen- 
hæng i et menneskeliv, det spirer og det modnes, både 
mens vi våge og sove: den erfaring luir j(>g. Gud ské 

lov, gjort. 

20* 



308 

Med min broder havde jeg ofte samtaler om hvad 
der lå mig på hjærte, om digtningen, det folkelige, for- 
holdet mellem liv og videnskab og kristendom og viden- 
skab. Det blev meget alvorlige samtaler i al kærlighed, 
da vi i flere henseender hver gik til sin side. Han havde 
imidlertid om sommeren 1833 taget teologisk eksamen 
med laud, men var ikke helt til freds med det udfald; 
derpå vendte han sig fra teologien til Sanskritliteraturen, 
som længe havde tiltalt ham. 

Han sluttede sig til nye venner, Monrad, Hall og 
lægerne Emil Fenger, Emil Hornemann og Kayser, og 
blev dem snart meget kær. Et helt, langt liv har han 
levet med dem. Jeg derimod sluttede mig nærmere til 
dr. Kierkegaard og den „ebræiske Miiller". Den ældste 
Bornemann og Martensen fandt vi begge efter den ud- 
vikling, vi nu stod i, noget for ensidigt teoretiske og 
mødtes derfor sjældnere med. Det var livet, vi. trods al 
indbyrdes forskel, higede efter. 

Omgangen med Kierkegaard trådte mig da for en 
del i steden for den med Martensen, skønt det varede 
noget, inden jeg kom ham så nær, fordi han var ældre 
og følgeligt mere moden. Men efter at jeg havde flyttet 
over til Jylland, stod jeg i stadig brevveksling med ham 
mere end med nogen anden af mine venner. Også han 
forenede dybsind med en skarpsindighed, der fuldt kunde 
måle sig med Bornemanns. Hans dialektiske indbildnings- 
kraft, om jeg tør bruge det udtryk, var lige fræm glim- 
rende, og han sårede aldrig, trådte derimod højst be- 
skedent op, tit med en kændelig selvironi. I egenlig 
forstand var han en ordets mand, der talte allerbædst 
på stedet og uden forberedelse. Hans følelse kom let 
og stærkt i bevægelse, synet for syndigheden var præget 
af dyb, ja tungsindig alvor, og Hegels „regning med 
algebra" kunde han slet ikke indlade sig på. 

Broderen, Søren Kierkegaard, var endnu for ung 
til at omgås med os. Ellers gjaldt han for et meget 



309 

lovende, kun noget ustadigt menneske, hvem man havde 
ondt med at holde til sin eksamenslæsning, fordi hans 
ånd havde ærinder på mange steder. Den „ebræiske 
Muller", der læste med ham, udbrød tit halft i skæmt: 
„men hvad i al verden skal vi dog gøre med den Søren?" 

Al den åndelige styrke, jeg kunde sanke sammen, 
gjordes hårdt behov, da jeg fra studerestuen var kastet 
ind i livet og dets kampe. Der skulde handles, handles 
med kraft, og det faldt mig gærne svært. Hist havde 
jeg mest i stilhed arbejdet på at komme til klarhed om 
mine åndsævner, men karakteren kan først udpræges 
midt i det bevægede liv, så viljen afløser stemningerne. 
Og ind i det blev jeg nu ledet af den guddommelige 
førelse; jeg var mig det bevidst. I min dagbog skrev 
jeg. „Jeg har læst meget, dog kun indlevet mig i lidet 
og oplevet endnu mindre. Den opdragelse, jeg har fået, 
gør en desværre i ringe grad i stand til at løse de op- 
gaver, livet stiller; man er derfor nødt til at gå i skole 
som voksen og lære at stave forfra ligesom Karl den 
store." I denne livets skole skulde hvad synden havde 
vanskabt til hovmod, optugtes til sand kristelig selv- 
stændighed. 

Dér var nu først Julies stilling i faders hus. 
Ånden i hendes og vor familje var så højst forskellig. 
Hun stod endnu i sin vækkelsestid, med mærker fra 
kampen hjemme og uklar i flere henseender, stillede 
strenge krav til sig selv, havde også fået en mængde 
indtryk fra pietistisk side, som jeg ikke syntes om, 
mindst når andre mærkede dem. 

Hun talede med den første kærligheds varme og var 
ikke bange for en kamp om Grundtvig, selv når det var 
Martensen eller Monrad, min l)rodors nye ven, der skulde 
kæmpes med. Faders ja>vne fronihcd fandt hun alt for 
svag, for hernhutisk og fuld af menneskefrygt; og han 
til gengæld fandt, hun hørte noget til „ultracrne". Di-r 
herskede en ædel simifeliied i den måde, hun klædte sig 



310 

på, lian mente imidlertid, hun kunde gærne pynte sig en 
smule mere. Derimod var han glad over hendes ual- 
mindelige dannelse, og når hun satte sig til pianoet, 
mindede hun ham om gode timer i min moders tid. 

Den lille misstemning, som dog ikke forstyrrede det 
kærlige forhold, undgik naturligvis ikke jomfru Prehn; 
hun kunde med føje blive ængstelig for den stilling, hun 
alt for gærne vilde indtage, der var jo kommen en datter 
i huset. Man husker, hvor hun tede sig over for Marie 
Boesen, og nu skulde det samme spil begynde. Hun 
viste sig kold og spydig mod Julie, der tålte det og 
aldrig tog til genmæle, hun satte ondt for hende; fader, 
mod hvem hun for øjeblikket var meget indsmigrende, 
indpustede hun, at han burde holde mig mere til hjemmet. 
I min første glæde, da jeg fik Julies ja, viste jeg detn 
hjemme dette brev; det var efter omstændighederne en 
stor fejl, ti det havde gjort jomfruen dobbelt fordringsfuld. 

Efterhånden mærkede jeg, at hun med alle tegn på 
medynk hviskede mig et og andet i øret om Julie, og 
Julie igen om mig: „stakkel, hun skulde nu døje min 
kulde og dette indesluttede, hårde væsen !" Første gang 
dukkede den tanke op: hun vil se at skille os ad; og 
det varede ikke længe, inden den fik rigelig næring, 
hendes klamme hånd havde travlt alle vegne. Hvor tit 
ønskede jeg ikke, at moder havde levet endnu I 

Der forefaldt hæftige optrin i faders hus, som jo 
des værre ikke hørte til sjældenhederne, siden hun kom 
i huset, kun blev de nu hæftigere; Julie var aldrig til 
stede ved dem. Snart rasede jomfruen og vilde bort på 
øjeblikket, da hun mærkede, at min broder og selv fader 
misbilligede hendes adfærd: „vi miskændte hende alle, 
det var for meget for én; det var tungt at have spildt 
12 år af sit liv, og for den lave fordel vilde hun ikke 
blive her." Hun blev dog alligevel, skønt ingen bad 
hende derom. Snart svømmede hun i tårer og kaldte 
sig „den fattige mand, hvis eneste lam man havde røvet", 



311 

faldt halvvejs i afmagt. Jeg lod hende rase og græde 
og dåne, blev koldere og koldere og kom til fuld be- 
vidsthed af det tryk, der gennem en række af år havde 
hvilet på os hjemme. Men jeg foretog intet afgørende 
skridt til at få hende bort. 

Vi brødre var begge meget ligegyldige ved vore 
pengesager og har heller ikke senere givet os sønderlig 
tid til at tænke på dem. Vi vidste, vi havde en mødrene- 
arv, det faldt imidlertid aldrig nogen af os ind at gøre 
krav på den. Fader lod os ikke mangle noget og holdt 
os i øvrigt uvidende om sagens nøjere sammenhæng, det, 
mente han, var det rette; og det blev ham let, da vi 
ikke en gang spurgte derom. Har vi været mindre ud- 
satte for nogen af de sædvanlige menneskelige fristelser, 
har det været for dem af enhver art, som stamme fra 
pengene. Jeg kan sige med sandhed: aldrig har der 
været skygge af uenighed om pengesager enten mellem 
fader og os eller os to brødre. Men vi har da heller 
ikke kændt til trang eller næringssorg, det er sandt. 

Hvis min stilling den gang havde stået klart for 
mig, kunde jeg taget ud af huset, den eneste mulige 
udvej til at få jomfruen fjærnet, skønt det vilde holde 
hårdt. Det gjorde jeg nu dog ikke, tænkte end ikke 
noget øjeblik derpå for alvor, både fordi jeg trode mig 
afhængig af fader, og tillige fordi jeg nødigt vilde volde 
ham bedrøvelse. Jeg skulde jo snart udenlands, Julie 
kom så måske også bort fra København; og kommer tid, 
kommer råd! 

Julie tog sig alt dette meget nan*, jeg kunde ikke 
holde det skjult for hende, hvor gærne jeg end vilde, og 
Marie Boesen havde af virkelig kærlighed sat iiende ind 
i forholdene hjemme. Noget rad vidiste heller ikke hun, 
mun hun sad ofte og græd. Hun trode, at den gamle 
jomiru Ti-ehu var formeligt forelsket i mig, og talte om 
de tusind rænker, der oinspandt mig, og som jeg dog 
vel biudc bryde igennem; hæftigt tog hun alt, det var 



312 

et familjetræk. Naturligvis gjorde det ikke min stilling 
lysteligere. 

På den anden side var der det i hendes nærmere 
omgangskreds, som skaffede mig ængstelser; efterhånden 
trådte det mere og mere fræm, da både hun og hendes 
broder med vinteren kom hjem til København. Han, der 
fik så stor indflydelse på hende, havde ført hende ind i 
en gammel student Petersens hus, det var Plougs 
morbroder. Her fandt hun en kristelig familje, kristelige 
venner, opbyggelsestimer, det trængte hun til, og hun 
gengældte det. Familjen var fattig, manden levede af 
informationer; hun havde nu en lille årlig sum til sin 
påklædning, og af den gav hun dem rigeligt, tit over ævne. 

Petersen var en alvorlig og ærlig mand og en ivrig 
tilhænger af Grundtvig, stillede sig altid forrest i hans 
kirke, bøjede det skaldede hoved, korsede sig, knælede 
halft, bad højt fadervor med, og havde i det hele et på- 
faldende væsen. Og Pietist var og blev han, trods sin 
kærlighed til Grundtvig. Søndagen skulde strengt holdes 
hellig efter det tredje bud; en Kristen skulde ikke 
„drage i åg med verdens børn", altså ikke vise sig i 
deres selskaber, ikke smitte sig ved deres glæder og 
også i det udvortes vidne om sin tro ved den yderste 
tarvelighed. Disse grundsætninger ivrede han for tidligt 
og sildigt, og Julie, der ellers havde øje for hans sær- 
heder, fandt, han her gjorde ret. Hun stod, som sagt, i 
den første brændende kærlighed og så det hule i det 
verdensliv, hun var opdraget til. At Grundtvig, hvem 
hun satte så højt, havde et helt andet syn på sagen, 
vilde hun ikke tro. Hun kunde ikke forestille sig det 
anderledes, end at alle sande Kristne måtte tænke 
som hun. 

Hendes broder havde ligeledes trådt i forbindelse 
med en anden kreds af de åndelig vakte i København, 
student Harms ens, hvor han tog hende med hen. 
Harmsen stod endnu på samme standpunkt, som da han 



313 

viste sig på kalkbrænderiet ved Lindbergs side; Grundt- 
vig, mente han, havde givet alt for meget efter. Stærkt 
misbilligede han dennes ord: „det er ingenlunde altid 
de bædste Kristne, som har mod på at træde ud, og 
ved et brud uden yderste nød kan man derfor let gøre 
Kristi navn skam." Harmsen vilde just forberede en 
sådan udtrædelse, „går ud," sagde han, „fra de ugude- 
lige! Herren elsker de renel" Han holdt til den ende 
forsamlinger, hvori lægfolk talede; her tog Scheuermann 
jævnligt ordet og priste i stærke udtryk det liv, som 
rørte sig hos disse fraskilte, blev også mere kold for 
sin kunst, 

I mit liv havde jeg set nok af pietisme, atter stod 
jeg nu lige for den, og den rørte tilmed ved mine 
øttimeste forhold; jeg måtte da tale imod den og gjorde 
det efter ævne. Jeg kaldte det et salto mortale, således 
at overse hele kirkens historie og bilde sig ind, man 
med ét spring fra det nittende hundredår kunde sætte 
sig tilbage i den første kirke i Jerusalem. Jeg talte 
om det åndelige hovmod, der let kunde finde en lun 
rede i forsamlingerne og takke Gud for, man da ikke 
var som tolderen. 

Kristus stod for mig — man véd det af mine op- 
tegnelser — som kilden til al åndsløftelse, som den, der 
saliggørende vil gennemtrænge hele mennesket; ikke den 
ene part af mennesket og „overlade den anden til 
djævelen", nej hele mennesket: dets tro, dets liv, dets 
tænkning, dets videnskab, dets kunst. „Uden vi blive 
som børn," sagde jeg, komme vi ikke i himlen. Nu er 
det dog langt fra det ægte barnesind at misagte enhver 
uskyldig glæde. Nej, vi skal se frejdigt ud i verden I 
Den er en afglans af Guds herlighed, som regnbuen on 
afglans af lyset. Selv for de salige taber ikke det skabte 
sig i skaberen, de se vist nok ham i alt, nu>n også alt i 
ham." Dette syn på kristendommen var mig on livssag, 
jeg følte det bædst nu, da jog stod overfor det modsatte. 



314 

Enten liar jeg ret, eller også er hele mit liv en stor 
usandhed. 

Hvad fik jeg så til svar? „Det, du laster os for, 
tør vi ikke i mindste måde ændre, fordi vi har Åndens 
vidnesbyrd med os. Men du levede i døden, og nu, du 
ser livet, skræmmer det dig, og alligevel står jo din 
længsel efter det." Scheuermanu havde ingen menneske- 
kundskab og var fuldt og helt følelsesmenneske, vilde 
man grundigt gennemgå en sag, kom man aldrig nogen 
vej med ham. Jeg blev derfor snart træt og ked deraf, 
snarere end han. Og Julie, ja hun gav omtrent sin 
broder medhold, hun elskede ham af hele sit hjærte, var 
vakt af ham, lyttede helst til hans ord og følte dybt 
tomheden i et verdensliv. Det rokkede dog intet i min 
overbevisning. 

Endnu én ting kom til ; enhver lejlighed greb han, 
i tide som utide, til at komme i samtale om kristendom. 
Det var vist nok nidkærhed, som drev ham, men der 
fulgte også noget med af det naturlige menneske; i alt 
fald kom lysten og ævnen til at falde med døren ind i 
huset både ham og andre opvakte godt til hjælp. 

Min natur dannede nu en fuldstændig modsætning 
hertil; min fejl var ikke åndelig blufærdighed, den er en 
dyd. men en alt for vidt dreven blufærdighed, så jeg 
ikke uden stor overvindelse kunde lægge det, der dybest 
fyldte mig, fræm for alle og enhver. Jeg har måttet 
kæmpe derimod hele mit liv og tit sukket derover. Det 
kaldtes nu menneskefrygt, lutter menneskefrygt. Ja, der 
var noget af den deri, det nægtes ikke, men der var 
også noget dybt og ædelt, som man var blind for fra 
den anden side. 

Den, som følger en vis retning til det yderste, er 
på en måde heldigere stillet end den, som vil holde 
igen. Hans tankegang og handlemåde, hvor springende 
den end er, tager sig ud som viljeskraftig og aftvinger 
folk agtelse, mens den andens kan forekomme dem 



315 

ledeløs nok. Det er den kraft, der ligger i ethvert re- 
volutionært røre og giver det ustandselig fart. til det har 
løbet linen ud. Jeg følte det og blev nu og da slået 
deraf. 

Og i dette tilfælde var det mennesker, jeg elskede, 
der gik til det yderlige, det svækkede min modstand 
meget. Julie stod fast på sin søndag: „den kan jeg 
ikke undvære," sagde hun, „vil du forlade mig derfor, 
så ske Guds vilje!" Også bad hun mig indstændigt 
sørge for hos moderen, hun uhindret kunde gå i kirke 
og søge sin aftenopbyggelse. Hun trængte sandelig til 
at styrkes, som hun lige kom ud af verdenslivet, jeg 
vidste ikke noget andet bædre sted, hvor jeg kunde vise 
hende hen, og gav efter, fordi jeg elskede hende. 

Mit håb stod til fræratiden og blev ikke skuffet. 
Det var mig klart, at vi for øjeblikket ikke indtog 
samme standpunkt i den åndelige livsudvikling og derfor 
heller ikke kunde have samme åndelige trang. Hun var 
nys greben af troen, og jeg kændte den fra ungdommen 
af. Kom vi først på samme udviklingstrin, og det vilde 
med Guds hjælp nok ske, da vilde vi også begge trænge 
til det samme. 

Således redede jeg mig igennem de nye indviklede 
forhold, mådeligt nok, det føler jeg. Jeg var jo endnu 
den unge og uprøvede, uvant i det praktiske liv og 
alene, uden nogen rådgiver. Jeg har siden gjort en 
erfaring: Gud lader os så at sige leve fra dag til dag, 
og vi vilde dog så gærne have tryghed for hele fræm- 
tiden. Men der er altid meget at ængstes for og sørge 
for ved den dag i morgen. Kunde vi nu blot kaste al 
sorgen på ham, vilde vi være vel borgede. Dot indøvede 
hun mig i den gang og har indøvet mig i siden: leve 
fra dag til dag af hans nåde. Disse forhold, han ved 
min forlovelse ledte mig ind i, var også en nådes gær- 
ning, da jeg trængte hårdt til at renses og hærdes. Så 
jeg (let ikke den gang, så ser jeg det nu. 



316 

Jeg havde med min broder i sommerens løb gjort 
den rejse til Jylland, jeg har skildret i „Skandinaviske 
Reiseminder". Noget nyt for os var Vesterhavet, det 
stormrørte hav og det stille, der i taktfaste mellemrum 
ruller sine dønninger langt ind over havstokken ; det lød 
som orgeltoner. Så fiskerlivet i småhytterne bag ved de 
yderste klitter. Også ellers havde vi brugt os og fået 
greb på at komme det menige folk i tale. 

„Den ebræiske Miiiler" åbnede nu et slags folkelige 
foredrag hver lørdagsaften på Borchs kollegium og 
ønskede medhjælpere. Jeg mældte mig, da jeg følte 
trang til personlig virksomhed udad til, og fortalte så 
min rejse, første gang frit og uden papir. Jeg er gærne 
lidt ængstelig, når jeg skal træde offenligt fræm, tankerne 
er ikke altid at stole på, og på én gang kan sammen- 
hængen gå mig i stykker. Det gælder da med snar- 
rådighed at kunne rede sig ud af det. Den gang gik 
det godt og gav mig mod for fræmtiden, Laurent var 
sjæleglad. 

Nogle af de folkesagn, jeg havde samlet undervejs, 
meddelte jeg i Oehlenschlågers Prometevs og smagte en 
forfatters lykke, der ser sine tanker på prent. Oehlen- 
schlåger var meget til freds med det meddelte og 
indbød mig til sig. Ofte havde jeg set det åndrige 
ansigt i vinduet, når min vej faldt over Frue plads; 
hvor det glædede mig, at jeg turde komme inden for! 
Et par gange var jeg også hos ham, han var indladende, 
højst elskværdig, satte sig endog til pianoet og spillede 
og sang med sin bløde stemme. 

Men så arbejdede han netop på de „italienske 
Røvere", det skuespil skulde jeg høre forelæse af ham, 
og det skulde jeg finde udmærket, hans udtryksfulde 
øje hvilede på mig og krævede digterlønnen; falsk vilde 
jeg dog ikke være, jeg var slet ikke glad. Det gik mig 
omtrent som senere i Ingemanns hus, når han foreviste 
sin kones malerier og formeligt bejlede bare til et eneste 



317 

lille ord om dem, der kunde se ud efter noget. Omsider 
jog „røverne" mig bort fra den store digter, hvis ældre 
værker endnu i dag høre til mine yndlingsskrifter. 

Jeg var imidlertid bleven færdig med min disputats 
og indleverede den til det filosofiske fakultet. Den hand- 
lede om Rembert, Ansgars trofaste discipel, hvis levnet 
var fortalt efter kilderne og sat i lys af samtidens 
historie; ellers var der intet mærkeligt ved den, skønt 
den opnåde en lang resension i månedsskrift for literatur, 
der både slog og også klappede lidt. Den blev god- 
kændt af fakultetet, og midt i januar 1834 forsvarede 
jeg den, idet min broder var min respondens; forsvar og 
angreb gik sin vanlige gang, men man mærkede den af- 
tagende sans for latinsk disputats 

Om aftenen var der gilde hjemme hos fader for 
professorerne, Kierkegaard, Martensen og mine andre 
venner. Engelstuft mødte i fuld stads med den så kaldte 
„lille blågris" i knaphullet (elefanten, han bar som 
ordenshistoriograf); han var yderst forekommende, under- 
holdt sig med Julie som eneste dame og lod sig herrerne 
forestille, ved hvilken lejlighed han talte lidt med en- 
hver, som de kongelige gør ved kuren. Min skål blev 
udbragt af ham, husker jeg ret, og drukken, fader var 
strålende glad, som jeg sjælden har sét ham. 

Nu var jeg magister, nu stod intet i vejen for 
min udenlandsrejse. Jeg havde lagt fiere forskellige 
planer til den og tænkte en tid både på Grækenland, 
Spanien og Island, nicn planerne måtte ændres. Til 
sidst vedtoges følgende, efter samråd med Julie. Jeg 
vilde ikke komme hjem midt under rejsen, som det tid- 
ligere var min tanke, derimod først rejse til Sverige og 
Norge og herfra lige til Italien og England. Hun skulde 
imens over i huset hos pastor Balslev i Hårslev og lære 
landhusholdningen; det var jo muligt, at jeg blev præst 
på laiid(;t, og der ovre var hun desuden borte fra de 
trykkende forhold hjemme og i landlig ro. 



318 

Foreløbigt gik jeg og længtes efter rejse og frihed. 
Den længsel steg nu dag for dag, og når jeg bare læste 
i en af vore tidender en efterretning fra udlandet, 
drømte jeg mig alt hist ude. „På min rejse," skrev jeg 
i dagbogen, „vil jeg ikke ensidigt uddanne mig til mit 
historisk-poetiske kald, men også til det højeste, det 
præstelige. Dér skal min tro uden bånd og lænker ud- 
tale sig for andre." Jeg havde øje for, hvor meget jeg 
med min natur trængte til indøvelse i at kunne virke 
som menneske på mennesker, personligt. Når man står 
på overgang til manddomsalderen og udviklingen ellers 
går sin naturlige vej, bliver livsynet nyt, fyldigere, mere 
dådlystent. Det var tilfældet med mig. 

De sidste dage gik trægt, mens der blev røddet op 
og pakket sammen, Julie græd ofte; hver gang vi foretog 
os noget, huskede hun mig på, det var sidste gang. 

Fader gav mig følgende vers med, han har selv 
skrevet dem, og kærligheden har givet den jævne mands 
ord et højere sving. 

„Til ham, vi overalt kan finde, 
til ham, hvis almagt er så stor, 
til ham, som styrer storm og vinde, 
til ham, som over stjærner bor, 
du overgives af din fader, 
som på sin vandring lærte her, 
at hvo sig trygt på Gud forlader, 
den er han med, den er han nær! 

Når du til ubekændte egne 
bortrejser fra din faders hjem, 
han beder: „led ham alle vegne, 
indtil vi samles kan igen I 
Lad dine engle ham bevare, 
når han til kundskabstræet går, 
vær med ham, Gud, i nød og fare, 
indtil han rejsens ende nar I" 



319 

Den 7de februar 1834 rejste jeg; fader fulgte med 
tii vognen, pakkede mig omhyggeligt ind og stak mig 
til slutning et kræmmerhus med brystsukker i lommen. 
Jeg tog over Helsingør til Helsingborg og lå den nat i 
en skånsk kro ; bibelen, Hagens salmesamling og Oehlen- 
schlågers poetiske skrifter var mit rejsebibliotek. Et 
par pistoler havde man fået mig til at tage med, dem 
lagde jeg på bordet i den skikkelige kro, men brast i 
latter og gæmte dem i min lille kuftert, og dér blev de 
liggende under hele rejsen. 



Udenlandsrejse, giftermål, liv i København. 

(1834—1839.) 



En udenlandsrejse den gang var ikke så let 
gjort, faldt heller ikke i så manges lod som nu om 
stunder; den, der rejste, havde imidlertid des mere gavn 
deraf. Hvad jeg for min del søgte, var ikke lærde 
studier, men naturen i sin skønhed og levende mennesker. 
Mit vigtigste udbytte finder man i „Skandinaviske Reise- 
minder" og „Eom 1835" i Barfods „Brage og Idun". 
Jeg skal ikke gentage mig selv og her kun meddele det, 
der vedkommer min indre udvikling. 

Jeg kændte tålelig godt til Danmark, dets folk og 
natur, dog regnede jeg Sverige og Norge med til mit 
fædreneland i videre forstand og måtte derfor kænde de 
riger, inden jeg for udenlands. Mange studsede over, at 
jeg netop dér vilde begynde min større rejse: „hvad jeg 
da egenlig vilde i Sverige?" „Studere Nordens ånd og 
folkelivet", svarede jeg; det forstod man gærne lige 
så lidt. 

En kort tid opholdt jeg mig i Lund og Stokholm. 
Stokholm var langt tilbage i mange henseender, havde 
bl. a. ikke et eneste hotel, alt i Sverige var endnu i 
gammel stil. Men byen tiltalte mig selv ved vintertide med 
sine kønne torve og billedstøtter af historisk og fædre- 
landsk betydning, noget ukændt hjemme; især trak rigs- 



321 

dagen mig. Jeg hørte bønderne dér tale godt og for- 
standigt og så første gang i nærheden et politisk liv, 
som jeg ønskede og håbede, det også vilde vågne i 
Danmark. 

Vintermånederne tilbragte jeg i Upsala, hvor jeg 
lod mig indskrive mellem „studerande från" utrikes orter" ; 
det vilde den lille, lærde, men løjerlige professor Schrøder 
endelig have. Jeg hørte ved det ellers gammeldags 
universitet en frisk og frejdig studentersang, som vi den 
gang ikke drømte om hos os; fejler jeg ikke, bragte jeg, 
først af alle, svenske folkeviser hjem med. De findes 
trykte i „Skandinaviske Reiseminder". 

Flere af Sveriges navnkundigste mænd lærte jeg at 
kænde, Atterbom, biskopperne Fahlcrantz og Frauzén og 
den store, stille Geijer, filosof, skjald, sagamand og 
tonekunstner. „Jeg er en mand af få ord," hørte jeg 
ham en gang sige ved et gilde, hvor studenterne efter 
skik „løftede ham på aksler", og særkændet ved den 
forelæsning af ham, jeg hørte, var netop det stille liv. 
Wieselgren traf jeg siden i hans pastorat i Skåne midt 
i en på sin vis storslået virksomhed som sjælehyrde. 
Mine omgangsvenner i Upsala var juristen, professor 
Bergfalk, kirkehistorikeren, nuværende provst Thyselius 
og afdøde professor Hagberg. De to første lærte jeg 
oldnordisk. I øvrigt gjaldt mit studium først og sidst 
svensk historie, både kirkens, statens og literatureus, 
den ærefulde svenske historie; dernæst de nyere svenske 
digtere, fræmfor alle Runeberg, som den gang hos os 
endnu var en unævnt størrelse. 

Med våren begyndte min rejse gennem landet, snart 
kørte, snart red, snart gik, snart sejlede jeg. Alle 
svenske landskaber, undtagen Norrland, har jeg gennem- 
rejst, og senere tog jeg også til det sydlige Norge. 
Overalt søgte jeg det menige folk op og levede med 
det; og lykken føjede mig, så udbyttot blev rigt især på 
folkesagn, dem havde jeg en gauunel kærlighed til. 

21 



322 

Nordens natur viste sig for mig i al sin mægtighed, 
nu blev min hunger efter fjælde mættet; fra Gaustas top 
så jeg ud over vidderne i mange miles afstand og de 
springende rener der oppe. Skovensomheden har jeg 
smagt, dette vidunderlige, næsten dæmonske i den. Med 
Telebonden har jeg delt hans havrebrød og mysevalle. 
Fosserne har ombuldret mig, mens det duftede fra gra- 
nerne, og måltrosten sunget for mig i stille, sommerlyse 
nætter. I sådanne omgivelser lærte jeg først at forstå 
sagnene og historien ret. 

Under rejsen skrev jeg et digt på min 25årige 
fødselsdag i Jønkøping, det kaster lys over min indre 
udvikling, derfor må det meddeles. „Den fejge står 
udenfor Guds rige," så vidner skriften (Joh. åb. 2, 18). 
Alt fra barnsben havde jeg en levende følelse for det 
mandige, og her har den fået sin forklarelse. Og fordi 
jeg selv havde oplevet denne overgang fra det naturlige 
til det kristelige, fik jeg øjet op for den tilsvarende hos 
Kædmon og alle de gotiske folk, for den mandige 
kristendom, de forkynde, som jeg har stræbt at skildre 
den i mit universitetsprogram 1873. I over 40 år havde 
de æmner ligget og groet stille i min sjæl. 

Kampsang. 

Hvad hjælper det dødens fange 
at græde dag og nat? 
Nej, udi kamp du gange 
for livsens dyre skat! 
Lad afgrunds tordner alle 
samtordne mod dit bryst, 
han står, han kan ej falde, 
hvis hu er kæmpedyst! 

Stå da! Løft under striden 
dit øje stadigt op 
til ham i martyrkviden, 
på galgebjærgets top. 



333 

hans sejrende, hans sidste 
og største kæmpedåd, 
mens gravens huler briste, 
og himle stå i gråd I 

Og du — med opvendt øje 
kæmp kun en liden stund! 
Snart kommer selv den høje 
og kysser dig i blund; 
et glimt af himmelfreden 
skal ende kamp og gru, 
og gennem evigheden 
den eviges er du I 

Underligt nok forekomme her billeder — korset som 
galge, den døende helt, alskabningens gråd ligesom for 
Balder — , der kunde synes hentede lige fra Kædmons 
„korsdrøm". Den kændte jeg dog ikke det ringeste til, 
og den blev først udgiven i disse år. Men det var den 
gotiske myte, der legede for min ånd som for Kædmons 
og kastede sit strejflys hen over den døende frelser. Må 
jeg endnu meddele to små digte fra samme tid; både 
de og det foregående er ellers trykte i mine „Toner og 
Billeder fra Kristi Kirke". 

Søn dags morgen. 

Vågn op! Med gylden strålekrans 
omrandet himlen står, 
se fuglen, hvor den gynger hist, 
mens sit: vågn op! den slår. 

Og blomsterriokkcn, årleghid, 

vakt af Guds morgenvind, 

højlover ham, hvis klokker gå 

og ringe søndag ind. 

21* 



324 

Vågn op! Tænk i den fagre stund 
på din forbarmers ord 
om sabbatsmorgen, evigt ang, 
der blåner over jord! 

Indkimet af et klokkekor 
i himmeriges sal, 
mens selv i sky Jian daler ned 
med rosenkronen sval; 

og vinker sine blomster fræm, 
sin helgenflok af grav, 
og lægger salmer dem i mund 
og tørrer tårer af; 

og viser dem til kirke vej 
ved Edens floders gang, 
hvor englesang til palmers sus 
genlyder dagen lang! 

O vågn og bed dit fadervor! 
Guds rige kommer vist, 
som dagen hisset rinder op 
med glæde først og sidst! 

Våren. 

Vågnet er våren ! 
I skyers sal 
vandrede herren 
om skov og dal; 

talte sit mægtige 
skaberord, 
strålerne lød 
og sank til jord. 



325 

Vågnet er våren! 
Med isfrit bryst 
bølgerne tumle 
mod klint og kyst. 

Skovene knoppes, 
sødt i løn 
englene væved 
en kjortel grøn; 

sprængte med daltende 
klokker den blå, 
lærte på luftene 
lærker slå. 

Natten med stjærner 
smuk, så smuk! 
nattergalsange, 
blomsterdug ! 

Og fra de dødes 
dunkle land 
luftninger hvisker 
om skov og strand; 

hvisker om vår, 
som aldrig dør, 
guddomsliv på 
de saliges øer; 

hvisker, mens vuggende 
bølgen går, 
sødere klukkende 
fuglen slår. 



326 

Fra Sverige tog jeg til Tyskland, til Tholuck i Halle 
og så mig lidt om på gennemrejsen; landet havde i 
øvrigt intet j der særligt trak mig, og jeg vilde ikke ind 
i den sædvanlige strøm. Men undervejs blev jeg syg og 
lærte ved samme lejlighed at kænde Nyrnberg, denne 
prægtige stad fra midalderen, nu fald af lurende gens- 
darmer på alle kanter. Sygdommen, der til sidst gik 
over til koldfeber hver dag, måtte jeg bære på til min 
hjemkomst, også i pengenød kom jeg, og koleraen fulgte 
mit spor; en smule skulde jeg dog kænde til sådanne 
tryk med, hvorfor mit liv ellers har været skånet. 

Hvad jeg søgte i Italien var et levende indtryk af 
Sydboens folkeliv, af pavedømmet og dets historie, 
Dante og de andre digtere, kunsten, navnligt da kriste- 
lig kunst. Og jeg svælgede i indtrykkene og brugte ved 
siden deraf bibliotekerne mest til kunststudium. Dertil 
kom den dejlige, farveskære himmel og den glans, den 
lægger over alt; hvor tit var det ikke, som måtte jeg 
knæle og takke for den herlighed, jeg så om mig I 

Sicilien, den gang et halvvildt land og fuldt af 
røvere, red jeg rundt med min gamle skolekammerat og 
ven, kultusminister Hall, og den afdøde grev Knuth til 
Knuthenborg. Det var prægtige rejsefæller, og prægtigt 
var det, vi så sammen. Østenstormen på Midlandshavet, 
når de mørkeblå bølger tårnede sig med kranse af skum, 
var i sin art lige så storslået, som Ætna og tempel- 
ruinerne i Girgenti, hvor hyrdedrengen sad mellem de 
græssende får og spillede på sin rørfløjte, som de vajende 
palmer eller de vårligt blomstrende enge, helt gule, helt 
røde, blå. Siciliens natur måtte også være mig til 
hjælp i en anden henseende, da den ligner Palæstinas 
og kunde gøre en del i den hellige historie mere levende. 

I Rom havde Tholuck anbefalet mig til den prøj- 
siske minister Bunsen, den gang endnu Danmarks ven 
— han forstod dansk — , siden vor bitre fjende. Han 
modtog mig med forekommenhed, og jeg takker ham for 



327 

mangen oplysning om den kristne oldtid. Under mit 
ophold her skrev jeg største delen af digtet „Helge 
Hjorvardsøn", der senere blev trykt i mine „Heltesange". 

Tre gange i mit liv har jeg na været i Italien og 
opholdt mig i Rom længere end i nogen anden stad, 
København undtagen. Men jeg tænker endnu tit på en 
fjærde rejse, så stærkt drages jeg til det land både af 
natur og historie. 

Svejts og Rhinen med et lille stykke af Holland, 
diger, træer, kanaler og skibe, så jeg på gennemrejsen 
om våren 1835; her, som overalt, dvælede jeg helst i 
historiske egne. Det har altid været mig af vigtighed, 
fordi tildragelserne derved vinde mere liv; jeg håber, 
man kan mærke det i mine historiske arbejder. 

I Bonn hilste jeg på gamle Arndt, en ægte Tysker 
og den gang endnu vel stemt mod Danmark. Og i pro- 
fessor Nitzsch' og professor Sacks hus tik jeg et lille 
indblik i livet på de tyske universiteter, forholdet dér 
mellem professorer og studenter. Jeg mindes et te- 
selskab, hvortil enhver studerende, Sack kændte, havde 
adgang; dagens æmner drøftedes, og tonen tiltalte mig, 
det var ikke den fremmede, kolde tone, som her hjemme. 
I øvrigt lagde jeg her mærke til, hvilken magt der 
ligger i sproget, taler man det med blot nogenlunde 
færdighed, er det ligesom dets ånd kom med ind i en. 
Jeg har kunnet blive højtravende og følsom med Tyskerne 
og brugt udtryk, som jeg bag efter måtte finde fuld- 
stændigt latterlige. At bruge dem i en dansk samtale, 
vilde være mig en umulighed. 

I England trådte manddom og frihed mig i mode 
ved hvert skridt, jeg gjorde; den gang var deu sjælden 
at træffe andensteds i Evropa, og jeg kom fra fast- 
landet med friske minder om gensdanner og soldater og 
pasvrøvl. Sa-rligt havde jeg taget herover, for at få en 
forestilling om det kirkelige liv og trosfrihedens virk- 
ninger. Jeg bode i London hos faders gamle ven 



328 

dr. Henderson som en søn af huset; både han og hans 
hustru havde gæmt på minderne fra København. Han 
var nu professor i ebræisk ved et præsteseminarium, 
hvor Independenternes unge teologer studerede. 

Jeg gik omkring i skolerne, og om søndagen fra 
kirke til kirke, hos Metodister, Baptister, Independenter, 
Presbyterianere, Kvækere, Svedenborgianere, Biskoppelige, 
kort hos alle de forskellige kirkelige partier. Kun i 
Irvings kirke kom jeg ikke, husker jeg ikke fejl, var 
den alt for overfyldt. Ved de store missjonsmøder var 
jeg ligeledes til stede, så også det londonske missjons- 
hus, et helt slot med de prægtigste museer, og over- 
værede et møde mod de Romerskkatolske i Exeterhall. 
Med Independenterne især blev jeg godt kændt på grund 
af Hendersons stilling og gjorde en tur med ham til en 
præstevielse i det sydlige England. 

Overalt i England traf jeg nidkærhed, og mærkede, 
troen var dem en hjærtesag, de fleste havde sin bibel 
med i kirken. Ved siden deraf faldt skyggesiderne mig 
dog med i øjnene, en vis ikke ringe selvretfærdighed og 
selvgodhed, en træet, mekanisk tankegang, bitterhed mod 
andre Kristne. Mere end én præst priste Gud for alle 
det engelske folks friheder, som var særligt det udkåret 
af Gud. Ved missjonsmøderne spillede listen over hvad 
der var indkommet i pund sterling og shillings en hoved- 
rolle, eller opregneisen af alle de hellige skrifter og 
traktater, der var uddelte f. eks. på Sandwichsøerne. En 
missjonær optrådte næsten som skuespiller, stillede sig i 
fægterstilling og trak kjolen af, for at give tilhørerne 
et levende billede af, hvorledes de vilde havde handlet 
med ham. 

Bitterheden mod andre ytrede sig hvert øjeblik. På 
min landtur førte en Independent mig op på et bjærg 
med vide udsigter over et landskab, dejligt som en 
engelsk park og fuldt af kirker: „her ser De al verdens 
herligheder, men ikke et eneste sted, hvor Guds ord 



329 

forkyndes!" Der var Dæralig ingen kirke for Indepen- 
denter. Jeg kørte gennem London med en lejekusk, og 
vi så en smuk kirke. „Hvem holder gudstjæneste dér?" 
spurgte jeg, han sagde ikke et ord, men pegede kun 
hånligt på spiret med et stort kors, det måtte være mig 
svar nok: det kors stemplede i hans øjne kirken som 
papistisk. En dag var fra Henderson ikke til freds med 
maden, hendes pige havde lavet: „De må undskylde, 
men den er rigtig nok en smule biskoppet" (fordærvet), 
sagde hun med et lille smil. 

Den engelske søndag, Englands privilegium, som 
Engelskmænd kalde den, må overraske enhver fremmed: 
denne sabbatstilhed både i hjemmet og ude. Kun når 
klokkerne kime, vrimler det på gaderne af folk, der gå 
stille til kirke med salmebog og bibel under armen. På 
Temsen hejses Betel-flag på visse skibe, hvor man holder 
gudstjæneste, ud på gaderne, på torvet kører man 
prædikestole, og der prædikes under åben himmel; over- 
alt fuldt med tilhørere, alle partier kappes med hin- 
anden. 

Så kan det af og til komme til optøjer. Et sted 
så jeg en simpelt klædt mand prædike på et gadehjørne, 
han talte om Herrens tilkomst i den allernærmeste tid, 
måske alt i dag, måske i morgen; nogle lo, han vendte 
sig truende mod dem. Da fløj en rådden apelsin og 
traf ham midt i panden, flere andre fulgte efter, så 
manden i al hast måtte fjærne sig. Det er heller ikke 
alt guld, som glimrer, og under søndagens gudelige skin 
skjuler sig tit en høj grad af verdslighed ; det har jeg 
hørt nok om og selv erfaret. 

Fra London tog jeg til Oxford, jeg måtte se disse 
prægtige midaldorlige studentergårde og lære at kænde 
højskolens indretninger. En anbefaling fra minister 
Bunsen i Horn havde jog til Pusey, en stille mand. og 
han var ikke rolig, før jog flyttede ind hos ham i et af 
Henrik den ottendes t;inio. Man levede her på den 



330 

store fod, og når han, hans hustru og jeg sad til bords, 
stod en tjæner bag ved hver stol; ellers holdtes der som 
almindeligt i engelske huse bøn morgen og aften. 

Den meste tid tilbragte jeg i studerekamret, hvor 
jeg traf Niels Hemmingsens kommentarer ligge opslagne 
på bordet; han brugte dem jævnligt, fortalte han, og 
Pasey er en udmærket dygtig skriftfortolker. Det var 
kort efter udbrudet af den puseyitiske strid, og det, vi 
derfor samtalede om først og sidst, var biskoppernes 
apostolske rækkefølge; han vilde gærne vinde mig for 
den sag. Vi talte også om fasten, den engelske kirke 
holder på den som en gavnlig øvelse, og han forsvarede 
den ivrigt. Jeg spurgte ham, hvad hans mening var 
om deres liturgi ved graven, som priser enhver død salig. 
„Vi tør intet ændre," sagde han, „ved vor moders, 
kirkens, påbud, men vi kan bede Herren at gøre menig- 
heden værdig til dens brug." Efter min hjemkomst har 
jeg vekslet et par breve med ham. 

I London færdedes jeg mest mellem Dissenterne, i 
Oxford derimod udelukkende mellem højkirkens mænd. 
Det gensidige nag traf jeg lige stort hos begge parter. 
Pusey brugte skarpe, ja hånende ord om „frafaldet", og 
den i øvrigt så billigttænkende Henderson talte, da jeg 
kom tilbage fra Oxford, meget spodsk om den magre, 
lille, bélt eller halft papistiske person; „men det kommer 
der ud af al den faste!" 

Også i Ed in borg var jeg, og atter her mødtes jeg 
af engelsk gæstfrihed. Jeg så den prægtige stad og kom 
godt ind i det presbyterianske kirkeliv med al dets 
strenge alvor; det er som John Knox' åud havde gået i 
arv til efterslægten. Kirken gør skarp adskillelse mellem 
j'oined og nou-joined members, så de sidste, de verdslig- 
sindede, ikke stedes til altars og heller ikke kan stå 
fadder; søndagen holdes endnu strengere end i England. 
Orgel tåler man ikke, alligevel er salmesangen sjælden 
smuk og livlig. Fra alle sider blev den grundsætning 



I 



331 

hævdet om Kristus som Guds menigheds eneste konge; 
en halv snes år senere skulde den splitte kirken ad i 
frikirke og statskirke. 

Med Ossiau i lommen gjorde jeg derpå en udflugt 
ind i det vilde, gærne tågeslørte højland, disse egne, 
som Walter Scott har skaffet et nyt navn i digtningens 
verden. Ude på Atlanterhavet var jeg også, rullede 
dygtigt i dets lange søer og så Jona, den hellige Kolumbas 
0. og Staffas basaltgrotte med det melodiske bølgeskvulp, 
blandet med sækkepibens toner, som en højlandsk piber 
i vort følge blæste på. 

Fra England tog jeg i september måned 1835 med 
dampskib til Hamborg. I Kiel. i huset hos faders handels- 
ven Brauer, var jeg første gang sauimen med Harms, 
hvem jeg senere oftere har truffet; altid var han den 
samme åndrige, folkelige, djærve forkynder af evangeliet. 
„Jeg hører," således modtog han mig, „De i går aftes i 
skumringen var til stede ved mit foredrag i pastoral- 
seminariet. Å ja, det var dér helt mørkt, helt mystisk! 
Ikke sandt?" 

Vi kom i samtale om de sidste ting, dødsriget og 
tusindsårsriget: „der Hades, der Hades," en omvendelse 
efter døden 1 Nej, den var han bange for, den vilde kun 
splitte de troende ad og gøre ulykker. Da jeg trængte 
videre ind på ham og spurgte, hvad han da vel mente 
om hedningerne, kunde han ikke hjælpe sig ud af tve- 
føret uden ved en helt ubibelsk adskillelse mellem 
„Cliristenseligkeit" og „Heidenseligkeit". Ved tanken 
om tusindårsriget rystede han på hovedet og sagde på 
sin skæmtende vis: „nein. mein lieberl Wenn ich herr- 
schen soli, dann mag ich gern auch etwas muxeni" 

Jeg så ham udføre en dåb, hvorved han ikke brugte 
dåbspagten, det talte vi meget om. Da jeg så næste 
gang kom til Kiel, gik jeg i haus kirke og derpå om 
eftermiddagen op til ham. „Nå," sagde han, „De bar 
vel hørl min prædiken, men hørte De mig også døbeV" 



332 

„Ja!" Han havde døbt så at sige på et kønt lille vers 
af Knapp. „Hvad syntes De nu derom?" vedblev han, 
og jeg sagde min mening rent ud. „Men De må da 
heller ikke tro," sagde han, „jeg hver gang gør det så 
frit som i dag; snart kan jeg gøre så og snart så, efter 
som- jeg føler det. I dag væntede jeg, De var der, og 
vilde vise Dem, hvor yderligt jeg kan gå." 

Det var altså mere et indfald end alvorligt ment, 
at han kunde få det, forstår jeg ikke. Han var ellers 
rig på sådanne, tit morsomme indfald. En gang var jeg 
hos ham, kort efter at han havde været i København, 
og vi talede om den rejse. „Hvorfor prædikede De ikke 
der ovre?" spurgte jeg. „Sehen sie," sagde han, „da 
war auch der Liszt, der beriihmte Musiker, der gab ein 
Concert. Was hatten dann die Leute gesagt? Gestern 
låsst Liszt sich horen, morgen der Harms: beide 
Virtuosen!" 

Hjem rejste jeg gennem Sønderjylland, nær ved 
bjærgene i Hytten -amt, over Møsund, og anede ikke, 
hvad jeg 15 år derefter skulde opleve i de egne, kano- 
nernes brag, våbenlarmeD og fjendens flugt. I Helligbæk 
kro hørte jeg de første danske toner, dér har jeg vadet 
i blod til anklerne under Istedslaget. Jeg tog også til 
Kristjansfelt, til tante Salling, som nu var enke, og til 
Ulrik Boesen; han syntes godt om Julie, hvem han 
havde truffet i Fyn. 

I Hårslev hos pastor Balslev genså jeg endelig min 
Julie, sund, glad, blomstrende. Hun havde her i over 
ét år levet sit stille liv og deltaget i den huslige syssel; 
i fritimerne gik hun omkring i husene, sad ved de syges 
senge og læste for dem. På egnen kaldte de hende 
„den hellige jomfru". Balslevs havde først rystet på 
hovedet og undret sig, de fandt sig imidlertid deri, ja 
fik hende til sidst endog ret hj ærtelig kær. 

Gamle Balslev sagde endog kort før hun forlod dem: 
„Deres liv har for mig vidnet, at Deres ord ikke var 



333 

mundsvejr, men sandhed." Han var en Kristen af den 
hernhutske skole, førte kærligheden stærkt i munden og 
var derfor slet ikke til freds med al den strid i kirken. 
Men hans hjærte var ærligt, og han kunde få folket i 
tale, der var ved sådan lejlighed virkelig flugt i den 
jævne, stille mand. 

En dag kom en kone til præstegården, grædende og 
hulkende, i den største sindsbevægelse, hun havde mistet 
sit barn. I hæftigheden af sin sorg vendte hun altid 
tilbage til det spørgsmål, „hvorfor Gud dog havde 
nænnet at tage den søde lille sjæl fra hende". „Ja, 
kone," sagde Balslev, „det skal jeg tænke over; så kan 
hun på søndag komme i kirke, og dér skal jeg sige 
hende det!" Søndagen var der, Balslev stod på prædike- 
stolen og indflettede i prædikenen følgende lille historie. 
„Der var en gang et får, hyrden ikke ret kunde råde 
med, for det havde altid sin egen vilje og kom ikke, når 
han kaldte. Det samme får havde et lille lam, det 
holdt grumme meget af. Nu tænkte hyrden ved sig 
selv: „tager jeg bare det fra moderen, så lystrer hun 
nok og løber efter mig; det har ingen fare." Og han 
tog lammet fra hende til sig, så løb hun også straks 
efter ham og blev så fromt og godt et får, nogen kunde 
ønske sig. Men sådan som den hyrde handler vor Herre 
i sin nåde tit med os." 

Jeg opholdt mig 14 dage i Hårslev i uafbrudte 
samtaler med Julie, som jeg stærkt havde længtes efter. 
Hvor var hun ikke glad, da hun hørte, jeg nu for alvor 
tænkte på at blive præst; det var en af rejsens modne 
frugter og hendes højeste ønske. Jeg gik omkring med 
hende til dem, hun havde sluttet sig til, og så, hvor 
rørende de simple mennesker hang ved hende ; flere 
græd bitterligt, da hun sagde dem farvel. En stakkels 
fattig kone var ikke rolig, før hun havde modtaget 
hendes eneste vokskage til minde; det var enkens skærv. 



334 

I kirken dér prædikede jeg to gange, uden papir; 
jeg havde prøvet på at skrive min prædiken og lære den 
udenad, men det gik ikke, jeg kunde slet ikke komme 
ud af at lære den. Der var altså ikke andet for end 
kaste papiret, befale Gud min sag og tale frit, som det 
kunde falde efter omhyggelig forberedelse. Det gjorde 
jeg den gang, og det har jeg altid siden gjort, både ved 
prædiken og forelæsning. Jeg tegner mine momenter 
op, ofte i det enkelte, selv med de ord, jeg vil bruge, 
almindeligst dog blot i hovedpuukterne, udførelsen er 
derimod øjeblikkets værk. På den måde kommer stem- 
ningen og det levende ord til sin ret, og derved har jeg 
fundet mig vel. 

Fra Fyn tog Julie og jeg hjem og traf undervejs i 
Roskilde sammen med fader. Det var den 1ste oktober 
1835, et stort øjeblik for Danmark, ti den første stænder- 
forsamling blev åbnet den dag; fader havde sæde i 
den som stændermand for København. Vi var alle til 
stede ved åbningsgudstjænesten, hvor Mynster holdt 
prædikenen. Det standpunkt, han stod på, kunde vist 
nok ikke tiltale mig, efterat mit frisind havde fået ny 
næring i England. Men øjeblikket greb mig, domkirken 
greb mig med sine store minder og sine storslåede former; 
jeg havde set nok af Evropas skønne gotiske kirker og 
alligevel forekom denne mig lige så skøn og ærværdig 
som nogen. 

Min sjæl løftede sig i bøn til Gud for den fræmtid, 
mit fædreneland gik i møde; jeg håbede på en god dag 
med nordisk klarhed og nordisk kraft, og selv at turde 
være med i fræmskridtsrækkerne. Rejsen havde ført 
mig ind i livet udad til, styrket og frigjort mig, lært 
mig at omgås mennesker hædre, og dens mange ensomme 
timer gik rensende gennem min sjæl og indøvede mig i 
den sande selvopdragelse. 



v 



335 

Fra rejsen havde jeg skrevet hjem og bedet fader 
leje mig værelser i byen ; der måtte komme en vending 
i tingene, jomfru Prehn måtte bort, hvis ikke vort for- 
hold til ham helt skulde ødelægges. Og dette, at jeg 
tog ud af huset, skulde da være indledningen dertil. 
Endnu spiste jeg til middag hjemme, men viste mig kold 
og fremmed mod hende. Jeg mærkede snart, hvor godt 
hun havde brugt min fraværelse til at sætte sig fast i 
sadelen. Til fader, der var i Roskilde ved stænderne, 
sendte hun breve, fulde af klager over, „hvad Scheuer- 
mauns fik mig til", og så snu og indsmigrende skrevne, 
hun forstod at tage ham. Julie opholdt sig imens 
hjemme hos sin moder. 

Der kom nu et af de mørke år i mit liv, dagbogen 
vidner bædst derom, den er så tom på tanker. Et sted 
heder det: „det ser ud, som der ikke skulde blive 
sønderlig plads i mit liv for det, jeg én gang så som 
dets hovedopgave: roligt studium." De første ord, jeg 
skrev i den, var: „opmærksom på det mindste, tro i det 
lidet I" Derfor var jeg dog ikke til sinds, på pietistisk 
VIS, at holde dagligt regnskab med min sjælstilstand; 
det stod den gang og står endnu for mig som noget 
usundt. 

Jeg havde oplevet meget, og mine rejsebøger var 
fulde med skitser og studier. Jeg havde omgåets med 
fræmragende og lærde mænd udenlands og var overalt 
blevet modtagen med velvilje; det bliver en rejsende jo 
gærne. Nu sad jeg da ensom på mit kammer med disse 
minder, og en prosatid fulgte oven på rejsens poesi. 
Det gik mig som andre unge mennesker, når de har set 
sig lidt om i verden og komme hjem, forhoKlono tyktes 
mig så små, jeg så en smule evropæisk på dem. Deri 
handlede jeg næi)pe uret, men nu kom desuden den 
gamle Adam op, idet jeg fandt, man gjorde ikke nok af 
mig. Den lille kreds, jeg tilhørte, stod ikko i forhold 



336 

til den store yerden og blev derfor ringeagtet eller dog 
overset. 

Jeg vilde gøre mig færdig til at søge præstekald og 
underkastede mig til den ende homiletisk og kateketisk 
prøve, hvorved det atter kom til sammenstød med den 
herskende rationalisme. I min dimisprædiken var 
tonen lagt på forsoningen, professor Hohlenberg stemte 
på liaud, provst Schack derimod, som fortalte mig det, 
på egregie, og jeg fik som følge heraf mellemkarakteren 
laud. Men jeg skulde derefter katekisere for Hohlen- 
berg, stiftsprovst Clausen og Brorson, opgaven var „om 
fristelsen'", og hvorledes kunde jeg her udelade „fristeren'"; 
det skurrede nu alle censorerne stygt i øret, og jeg fik 
mit ha ud, det eneste, jeg nogen sinde har fået. 

Kort efter indgav jeg et par ansøgninger om kald. 
Statskirkens præste stilling var den gang lidet trøstelig, 
så der nok kunde komme tvivl op hos et alvorligt 
menneske, om han burde og turde træde i dens tjæneste. 
Jeg havde alt tidligere haft dem, og nu viste de sig 
igen, dog først efter ansøgningernes indgivelse; det var 
navnligt hensyn til nadveren og den tugt, jeg dér burde, 
men næppe kunde øve, som gjorde mig urolig. Det 
stillede sig for mig, som jeg muligvis kunde blive nødt 
til en æmbedsnedlæggelse for samvittighedens skyld; og 
var det så ikke bædre slet ikke at blive præst? Var det 
ikke også snarere lyst til fast stilling og giftermål, som 
bragte mig til at søge, end sand åndelig drift? Hvor 
svagt og mat var ikke mit eget trosliv? Jeg gennemgik 
mange indre kampe og kunde alligevel ikke komme til 
fred og nogen fast overbevisning. Da styrede Gud det 
således, at jeg intet af kaldene fik, vist nok det bædste, 
der kunde times mig under de daværende omstændig- 
heder. 

Fader havde overleveret mig min mødrenearv med 
de oplagte renter, og, skønt hvad vor opdragelse havde 
kostet og rejseomkostningerne skulde drages fra, blev de 



337 

det dog ikke; alt det afholdt han alene. Men af arvens 
renter kunde jeg ikke leve, hvis jeg giftede mig, altså 
tænkte jeg på informationer. Skønt det var mig 
lidt ydmygende, gik jeg ikke des mindre fra den ene 
skole til den anden og tilbød min tjæneste; omsider fik 
jeg timer hos v. Westeu. noget senere også hos dr. 
Krarup. 

I min fritid syslede jeg med rejsens minder, og de 
formede sig til et større digt om Norden, som dog aldrig 
blev udgivet. En plan til et almennordisk tidsskrift i 
kristelig ånd havde jeg lagt alt på rejsen, men den blev 
heller ikke til noget. Og trykkefrihedsselskabet skaffede 
mig en mindre velkommen overraskelse, da det ikke 
godkændte den skildring efter kilderne af slaget den 
anden april, jeg havde indsendt til det. Skylden lå til 
dels hos mig selv, jeg havde næmlig tilladt mig adskillige 
friheder i sprog og retskrivning, som den gang endnu 
måtte støde de fleste. Imidlertid kuude min fræmstilling 
naturligvis heller ikke finde nåde for pastor Gads og 
skriftkomiteens øjne, den var ikke hen ad landevejen. 
Noget hæmmet måtte jeg altid føle mig ved denne 
modgang. 

Julie havde fået sig en syjomfru og begyndte på 
udstyrsarbejderne hos sin moder, huu havde en lille arv 
at tage til ; men omstændighederne varslede ikke heldigt. 
Hvor havde forholdene i hendes familje ikke ændret sig 
siden „grandmamas" død! Hendes moder bode nu i en 
indskrænket lejlighed, og der var ikke plads til mere 
end én datter. Den ældste, Emilie, havde altså taget ud 
til fru Tlialbitzer. Og Emilie var nu bleven fru Scheuer- 
manns kæreste barn, sammen fulgtes de ad til Katio- 
nalisieii Johansen, når de en sjælden gang vilde i kirke. 
Era Julie var moderen derimod skilt ved dyb tros- 
uenighed, og den blev ikke ringere under deres samliv. 

lI(Mides trøst var søndagen i Grundtvigs kirke og i 
forsamlingerne, jeg sad imens hjemme om aftenen. Hun 

22 



338 

tiggede og bad mig nu at følge med til Harmsen, „der 
var jo ellers ligesom en mur rejst op mellem os to". 
Og hun havde ret. Hun forstod i den spændte stemning, 
hvori hun var kommen, ikke længer mig og hvad jeg 
vilde, og fandt min færd alt for verdslig. Og jeg til 
gengæld fandt det pietistiske hos hende stærkere end 
jeg havde væntet. 

Så kom vi hinanden i møde. Hun tilstod, hun 
måske så sagerne for ensidigt, og jeg gjorde den samme 
tilståelse, i alt fald vilde jeg nu nøjere uudersøge for- 
samlingslivet hos Harm sen. Mit syn for det var blevet 
noget ændret ved den engelske rejse, hvor jeg havde 
været til stede ved adskillige forsamlinger og hørt læg- 
folk tale til virkelig opbyggelse; jeg havde også lært at 
kænde Harmsen og holdt personligt af ham. Hans for- 
samling rettede sig ikke efter lovens bud, og den rene 
kirke, han sigtede på, så jeg var kun et luftbillede, jeg 
kændte Montanister og Donatister ret godt fra kirke- 
historien; den måde derimod, hvorpå han vilde fræmme 
kristelig og folkelig oplysning, forekom mig heldig. 
Alligevel kostede det mig meget at give efter for Julies 
bønner, men jeg gjorde det også kun på prøve; jeg 
vilde da foredrage udvalgte stykker af verdenshistorien 
i forsamlingen og med det samme, som sagt, se mig om 
og prøve ånderne. 

På den vis gik det et par måneder, efter foredraget 
fulgte samtaler. Dem var jeg ikke videre glad ved, de 
mange gudelige talemåder klang mig af og til som noget 
tilvant, og jeg har altid følt mig uhyggelig ved skiunet 
af gudelighed. Jeg fik mere og mere syn for sagn, at 
min opfattelse af et forsamlingsliv, der stiller sig i mod- 
sætning til kirken, måtte være den rette. Det åndelige 
hovmod kom stærkere fræm, „fra lægfolk," sagdes der, 
„skulde livet nu udgå" ; selv eu mand som Grundtvig 
fandt man svag, „han var ikke ret skabt for folket," 
hed det. Det var samme strømning, som nu viser sig 



339 

politisk i folketingets flertal. Også på kærlighed og 
offervillighed skortede det hos de fleste, det mærkede 
jeg især en dag, da jeg i Harmsens fravær bad dem 
skyde sammen til brændselshjælp for ham, der jo helt 
ofrede sig for dem; de blev formeligt vrede. 

Nu havde jeg fået nok, jeg talte et alvorligt ord til 
dem og viste mig fra det øjeblik af ikke længere dér. 
Scheuermann var ulykkelig, men Julie tilstod, jeg havde 
ret. „Sagde jeg jer det ikke i forvejen?" kunde jeg nu 
sige med føje. Man prøvede overtalelser, ja nær havde 
jeg sagt trusler, man kaldte det næsten en synd, at jeg 
ikke vilde komme mere; alt hjalp dem ikke, og mine 
udtalelser om lægfolk, der vilde forkynde ordet, blev 
kun des skarpere. 

Omtrent ved samme tid havde jeg fortalt noget fra 
min sidste rejse på Borchs kollegium, hvor, som man 
véd, den „ebræiske Miiller" havde fået folkelige foredrag 
i gang. Også havde jeg åbnet en forelæsning ved univer- 
sitetet over den danske kirkes historie. Tilhørernes 
tal var dog ikke stort, og min tid blev knap, da jeg fik 
riere timer i skolerne, derfor afbrød jeg forelæsningen. 

Fra alle kanter var der kors at bære. I faders 
hus gik det som det kunde, dagligt blev der pustet i 
ham, og han var ikke godt stemt mod mig, rådvild og 
nedslået. Min broder havde i førstningen hældet til 
vor side, under min rejs^ sagde han en gang til Julie, 
at „han beundrede hendes holdning mod jomfruen". 
Siden må han være bleven omstemt, omsnæret, han vilde 
nu blande sig i sagen med et irettesættende brev, men 
blev afvist og iagttog derefter en høflig kulde. Det 
smertede mig, og jeg kunde ikke andet end give jomfru 
Prehn skyld derfor. 

Han havde ellers sit at passe, fuldt op, ti han holdt 
i denne tid sin disputats „Om Uagnaroks-Mytheu". 
Det var et meget heldigt valg af æmue, han havde set 
sig godt om i mytologierne og idlcvegne. tankerne var 

22* 



340 

ny og klare, og fræmstillingen smagfuld, af og til 
blomstrende. I hovedtanken , Ragnarøksmytens sene 
fræmkomst, var jeg imidlertid ikke enig med ham. Af- 
handlingen stadfæster den bemærkning, jeg før har gjort, 
at han tidligere end jeg fik herredømmet over sine 
midler, han havde også et skarpere medfødt selvdømme. 
Den var naturligvis skreven på dansk og blev den første 
danske afhandling for magistergraden. 

Allerede var der i de senere år gjort noget brud 
hist og her på latinens enevælde ved universitetet, mod- 
tagelsen af en dansk afhandling stod imidlertid endnu 
for mange som alt for yderligt et skridt. Men min 
broder var kændt som udmærket latiner, og det kom 
ham til hjælp, så han brød isen; kun måtte han tage 
teser ud af den og forsvare dem på latin. Emil Fenger, 
hans ven og skolekammerat, var respondens, en anden 
ven, Laurent, opponerede, hans arbejde blev rost fra 
alle sider, og under de bædste varsler tiltrådte han sin 
udenlandsrejse. I Tyskland, Frankrig og England vilde 
han studere Sanskrit. 

Jeg var nu altså ene med fader og forestillede ham 
på spasereture, hvor nødvendig j omfru Prehns fjærnelse 
var. At drive den igennem var under mange indre 
kampe bleven mig en sand samvittighedssag. Ikke blot 
Julie skyldte jeg det, men — det mærkede jeg nu — 
fader lige så fuldt; han vidste i-kke selv, hvad han gjorde, 
når han satte sig imod det. Freden måtte jeg skaffe 
tilbage i huset, og jomfruen var ufreden. Dog han var 
længe døv for alt det, jeg sagde, og end ikke jomfruens 
brev, hvori hun svor Julie evig krig, gjorde videre virk- 
ning; jeg kunde gendrive hans grunde, bringe ham til 
tavshed, og alligevel holdt han på hende. Hun havde 
gentaget og atter gentaget de ord: „Scheuermanns", 
„fremmed indblanding", og de hang fast i ham, så den 
ellers så gode og ettergivende mand nu så det som en 
æressag ikke at give efter. 



341 

Jeg led stærkt derunder, og det medfødte hastige 
sind overvældede mig mere end én gang; jeg havde ret, 
det véd jeg, men dermed er hastigheden ikke undskyldt, 
den gjorde heller ikke min sag hædre. „Jeg kunde 
skade mig på højere steder" og „folk snakkede så meget 
om os": det og „fremmed indblanding", „uforsonlighed" 
var stående grunde, hvormed han mødte alle mine bønner. 

Der forefaldt ved samme tid et egent mellemspil. 
Hvor lidt her end kunde være plads for mægling, da 
sagerne stod som de stod, prøvede fader alligevel derpå 
og fik ved mange kunster jomfru Prehn sendt til Julie, 
for at indlede en udsoning. I fuld stads kom hun da 
op på Julies værelse, hvor jeg tilfældigvis var til stede 
med. Hun skulde bringe hende et stykke kage fra et 
af faders selskaber, det var tilsyneladende ærindet. 
Kagen blev også modtagen med tak, og meget høfligt 
bød vi hende sidde ned, og talede om vejr og vind. 
Men har hun nogen sinde villet sige et ord, der kunde 
se ud efter noget, hvad jeg stærkt tvivler på. så døde 
det i alt fald før fødselen. Hovmodig som hun var. har 
hun måske troet, det var nok, når hun bare viste sin 
person. Efter et kort ophold sagde hun farvel; hvad 
hun har fortalt fader om sit besøg, véd jeg ikke, næppe 
noget godt. 

En dag havde jeg tilbudt ham det yderste, „hvis 
han ønskede det," sagde jeg, „vilde jeg tage hjem igen; 
så kunde han selv se, om det gik." „Ja," svarede han, 
„det skulde være mig meget kært. Men så må du love 
mig at holde fred med jomfruen, ellers må du heller 
blive borte nu, end at folk sk;il Itegynde med sin snak 
om os på ny." 

„Altså," brød jeg voldsomt ud, ,,jeg skal bare over- 
give mig til din højstkommandoreude på nåde og unAdc! 
Det er sandelig kommen vidt, fader, nu-d ondskalicii 
hjemme!" Her tog jeg mig i det og talte i en roligere 
tone, bad ham om forhidclso, fordi jeg liavde faret op, 



342 

og forestillede ham forfra hele min stilling i hans hus: 
„men det er jo nu lukket for mig, og jeg kan ikke mere 
komme der." Fader svarede mig med igen at tale om 
folkesnakken. 

„Véd du da virkelig ikke, hvad folk siger, kære 
fader?" „Hvad jeg meute med det spørgsmål?" „Ja, 
du tvinger mig jo til at tale rent ud. De siger: jomfruen 
der hjemme bærer bukserne og må have faderen helt 
under sig; det er da klart nok, for nu har hun jo til 
sidst fået den ældste søn fuldstændigt expederet ud af 
huset. Det er et mesterstykke, det fortjæuer hun en 
præmie for!" Det lod nu, som blev han vred for alvor: 
„ja, jeg véd nok, hvor den snak stammer fra og tåler 
ingen fremmed indblanding i mit hus; men før skal jeg 
gå til grunde, end jomfruen kommer bort I" 

En sådan ytring havde jeg kun hørt en enkelt gang 
før. sagen stod altså værre og værre med hver dag. 
Atter gik det gennem kamp og bøn, og jeg så, hvad jeg 
måtte gøre. Folk måtte bringes til at tale endnu mere 
om os, så turde jeg måske håbe på en vending; det 
gjorde mig ondt både for Julies o^ faders og min egen 
skyld, men ske måtte det. 

Jeg blev nu helt borte hjemmefra, også fra mid- 
dagerne og spiste på en restavration. Flere dage gik 
hen, intet sporedes, højst nødigt vilde jeg gå yderligere 
ad den vej og prøvede derfor en anden. En aften gik 
jeg op til fader på kontoret, „jeg kan ikke, fader," sagde 
jeg, „lade mig jage ud af dit hus som en stum hund; 
først må jeg dog tale et alvorsord med jomfruen!" Derpå, 
trådte jeg ind i stuen, hvor hun sad i sofaen og strikkede, 
han fulgte efter. „Deres plan," sagde jeg, „er nu i færd 
med at lykkes, ukruttet gror ret godt! For min kærestes 
skyld, som De hader og har svoret evig krig, har De 
gjort faders hjærte helt koldt for mig, så han tør ikke 
engang modtage mig i sit hus." 



343 

Med ét råbte hun, som greben af den dybeste 
følelse af sin uskyld og med tårer i øjnene: „men sig 
mig dog endelig en gang for himlens skyld, kære Frederik, 
hvad ondt jeg stakkels væsen har gjort mod dig og din 
kærestel O, jeg vilde altid kun det gode I" „Det er jo 
det, jeg siger Dem højt nok, men på en sovende sam- 
vittighed hjælper ingen tale, og Deres sover en hård 
søvn. Nu kommer Deres sande skikkelse ret fræm, for 
De har altid været familjens onde ånd I Før har De — 
husker De det måske? — så tit truet med at tage bort, 
nu derimod vogter De Dem vel herfor I Ja bliv kun, 
bliv kun ganske roligt siddende, men, så sandt Gud 
lever, straffen vil i sin tid nok ramme den, som har 
brudt blodets hellige bånd I" 

Hun havde faldet mig i talen nu og da. — „Min 
samvittighed er ren I" — „Jeg frygter Gud, frygt ham 
også, Frederik, og gør ingen uret!" Fader stod, rystet 
og rådvild tillige, i en krog, drejede på sit lomme- 
tørklæde og vidste ikke, hvad han skulde sige. Da jeg 
gav ham hånden, fulgte han mig ud og bad mig komme 
alligevel, det svarede jeg ikke på. 

Han fik nu Boesens til at blande sig i sagen, men 
de var ikke de bædste mæglere for ham, tante havde 
gammelt mellemværende med jomfru Prehu. De ytrede 
stor deltagelse og gav mig i hovedsagen ret, „jomfru 
Prehn," sagde de til mig, „måtte bort, det forstod sig; 
bare måtte det ske på en skikkelig måde." En skikkelig 
måde var imidlertid bleven umulig, hun havde bidt sig 
alt for fast, hun trodsede. Det matte altså ske uskikke- 
ligt, og jeg gjorde det yderligste skridt for at fa folk 
til at snakke om os; jeg mente mig tvungen dertil. 
Måske var jeg dog noget for utålmodig, og den lange 
pine, den uvished om alt, hvori jeg var, må i så fald 
være min undskyldning. 

Næste dug kom jeg til fader ved middagstid, et par 
af mine fættere Salling spiste dér, det vidste jeg. Jeg 



344 

traf alle ved bordet og bad dem blive, da de skulde 
høre noget, jeg havde at meddele om jomfruens rænker; 
derpå gik jeg ud i køkkenet og hentede pigen ind. 
Jomfru Prehn stod og rystede: „å, lille Frederik, ikke 
nu, ikke nul" „Jo, just nu!" Pigen vilde gå: „nej blir 
kuns," sagde jeg og holdt hende fast ved .nrmen. 

Jeg fræmstillede sagen fra begyndelsen af og jom- 
fruens hele adfærd i vort hus. „Hun havde," sagde jeg, 
„lagt den plan at adskille Julie og mig, derfor bagtalte 
hun den ene for den anden og os begge for fader, ja 
ymtede selv om, at en vis anden person passede langt 
bædre til mig." ..Jeg skal gærne nævne den dames 
navn, jomfru, hvis De ønsker det I" Jomfru Prehn tav 
og bed tænderne sammen. Derefter oplæste jeg det 
frække brev, hvori hun svor Julie uforskyldt evig krig, 
blot fordi hun var min kæreste. „Da," vedblev jeg, 
„den første plan nu ikke lykkedes Dem, har De ruget 
en anden ud: så skulde jeg skilles fra fader. Og den 
har De sat i værk, så vidt faders hjærte tillod det." 
Med de ord gik jeg hen og kyssede ham; han havde 
rådvild trukket sig tilbage fra det, han ikke kunde 
hindre, og jeg ikke kunde skåne ham for. 

„Men Dem, jomfru, skal hævnen ramme, om De end 
måske endnu smiler deradl" her knyttede jeg uvilkårligt 
hånden. „Og hvad bringer Dem nu til længer at blive 
her, uden den usle egennytte? De véd nok. at ingen 
anden vil have sådan en hæslig, gammel, rænkefuld 
drage i sit hus!" Under alt det havde hun gnistret 
med øjnene og var blussende rød, så man kunde væntet 
et krampeslag, men huu sagde ikke et eneste ord. 

Jeg gav fader et kys endnu en gang og gik over i 
salen med ham; han var stille, ængstelig, men rørt. 
„Frederik, Frederik, styr dog dit sind, bare den vold- 
somme hæftighed ikke gør dig skade! Det kunde jo 
blive forebragt for kongen selv!" Han sagde endnu 
noget mere, et par afbrudte ord om en mulig forandring 



345 

i huset. Det var den første hentydDing til noget sådant; 
så vidt måtte jeg gå, inden den kunde komme fræm, 
den næsten utrolige magt havde en husjomfru fået. 
Umiddelbart derfra gik jeg hjem. stærkt greben, dog 
rolig og trøstig, satte mig ved mit bord og skrev en 
salme. 

Ikke længe efter rejste fader til det saksiske Svejts 
og Hernhut, dér skulde han træffe sammen med min 
broder. Jeg og Julie var på toldboden og bød ham 
farvel, han havde væntet mig hjemme, sagde han; „nej," 
svarede jeg, „der véd du, jeg ikke kan komme mere under 
de nærværende forhold." I båden fulgte jeg ham ombord 
på dampskibet og medgav ham et åbent brev til min 
broder, hvor jeg i stærke udtryk omtalte jomfru Prehn. 
Jeg meddelte også hans fuldmægtig, nuværende etatsråd 
Korn, hvad der var forefaldet. Det kostede mig atter 
nogen kamp, men min gærning vilde jeg vedstå både for 
(rud og m.ennesker. 

En månedstid efter kom fader hjem. Jeg spaserede 
nu ofte med ham, han var noget nedslået og talte om 
at pakke sammen og rejse sin vej; af og til kunde han 
imod sædvane blive endogså meget bitter. Jeg kunde 
alt tage sådanne ting med mere rolighed, det, mærkede 
jeg, var det bædste. Desuden anede det mig, at han 
blev bitter, netop fordi han var i færd med at give efter. 

Det var også virkeligt tilfældet, han havde henvendt 
sig til sin gamle ven, dr. Midler i Kristjansfelt, om en 
anden husjomfru. I al hemmelighed meddelte han mig 
det, „men man kaster ikke det skidne vand ud. før man 
har det rene I Dem, jeg hidtil har set, vil jeg hverken 
eje eller have." En aften længere henne på året havde 
jeg ærinde til ham på kontoret, hvorefter han fulgte 
mig ud. „Jeg må dog fortælle Dig," sagde han, „at 
jomfru Prehn nu skal over i besøg hos sin familje, og en 
ny kommer da ad interim og styrer mit hus." Jeg 
faldt liani om halsen og kyssede linni. 8å mødtes vi 



340 

noget efter på gaden og talte sammen, og ligesom 
hændelsesvis kastede han hen: „ja nu er jomfru Prehu 
no. 1 taget bort, og jomfru Prehn no. 2 kommen til 
mig I" Det skete i november, over et år efter min 
hjemkomst. 

Hermed er jomfru Prehu no. 1 ude af min livs- 
historie, et ulykkeligt menneske var hun, stakkel, og 
kunde ikke skabe solskin om sig. Ved sin sparsomme- 
lighed havde hun samlet ikke så ganske få penge, og 
fader sørgede i øvrigt for, at hun ingen nød led. Af 
senere breve til ham ser jeg, hun undertegner sig: „Deres 
gamle veninde, som har delt så megen sorg med Dem''. 
„Hvilken uendelig trøst." hedder det, „ligger der ikke 
i Guds alvidenhed og for den forurettede i hans ret- 
færdighed I Hisset, kære herr Hammerich, hisset vil 
alting oplyses, også mit ærlige, opi'igtige hjærte vil da 
påskønnes. Det er mit håb I" Således blev hun sig selv 
lig til det sidste. 

Tænker jeg nu nøjere over hele jomfru Prehns for- 
hold i vort hus og navnligt til os unge, da er det mig, 
som skimter jeg også her forsynsstyrelsen. Det unge 
legeme udvikles kraftigst, idet det overvinder hindringer, 
sætter over grøfter, entrer op ad glatte stænger; og går 
det ikke ligedan med den unge sjælV Jeg styrkedes og 
udvikledes åbenbart, idet jeg måtte overvinde alle de 
hindringer, hun lagde mig i vejen. Som det så tit går 
i den store historie, gik det her i det små: hvad der vil 
hæmme et åndeligt liv, må mod sin vilje tjæne til at 
fræmme det. 

Jomfru Prehn no. '^ — hun hed virkelig også Prehn 
— var ligeledes fra Slesvig, hvor faderen havde været 
præst ved Åbenrå. Fra det øjeblik hun kom i vort hus 
spiste jeg til middag som sædvanligt hver dag hos fader, 
og om søndagen fulgte Julie med; der kunde i begyn- 
delseu falde et stiklende ord, snart var imidlertid alt 
glæmt og som det skulde være. Julies livlighed og 



347 

smukke spil opmuntrede ham, han sagde det tit. Så 
kunde han, når hun spillede, i smug og skottende til os 
lukke døren til kontoret op på klem; de der inde skulde 
også høre det, det satte han en stolthed i. 

Den sidste jomfru Prehn har aldrig lagt os et halm- 
strå i vejen. Hun var en ældre pige og ligesom skabt 
for faders hus, han kaldte hende og „en pæn person'", 
en stor ros i hans mund. Hun styrede det med sær- 
deles megen dygtighed, og hendes mad var ypperlig; 
hun lavede papæsker med ham, stillede nipssager op 
mellem blomsterne, fodrede hans guldfisk og kanarie- 
fugle og poppegøjen og plejede ham med omhu til haus 
dødsdag. Også for fader havde jeg gjort en god gær- 
ning, da jeg fik den gamle jomfru dreven ud, det mærkede 
jeg. Vor Herre havde haft sin finger med, han havde 
hærdet mig i korsens skole og lært mig gennem bitre 
erfaringer at handle efter pligt og samvittighed alene og 
lade ham råde for følgerne. 



Udstyret var imens næsten blevet færdigt, skønt det 
drog i langdrag; en køn lille lejlighed havde vi fået på 
Blågård, og man kunde nu tænke på bryllup. Julie 
vilde endelig have Grundtvig til at vie os, hvori jeg 
var fuldkommen enig, men blot ikke trode, han vilde 
gøre det; i følge hans stilling uden fast æmbede måtte 
det næmlig ske i en andens navn. Som jeg tænkte, så 
talte jeg til ham, „jo," svarede han, „hvorfor skulde jeg 
ikke vie Dem, når de begge to ønske det så meget?" 
Jeg var både overrasket Og glad, fader derimod syntes 
ikke derom, og fru Schcuermann var kold og vred. 

Hendes onde lune gik ud over mig. mod hvem hun 
ellers gærne iagttog en høHighod, der havde sin brod; 
det skulde se ud, forekom det mig, som den stilling, jeg 
indtog til hende, ikke var l'ræmgået af min egen indre 



348 

drift. Da jeg nu bad hende underskrive en attest om 
iudvilgelse i giftermålet, svarede hun: „først vil De dog 
tillade mig at tale derom med vedkommende." „Rette 
vedkommende" må have givet hende den nødvendige op- 
lysning, og attesten med underskrift indløb, skønt i 
yderste øjeblik. 

Under disse omstændigheder havde vi valgt stille 
bryllup i stuen. Aftenen den 15de desember 1836 så 
det, som altid i sidste øjeblik, noget hulter til bulter ud 
i vor lejlighed; alt var der, men endnu ikke på sin rette 
plads. Her hang et gardin og længtes efter sin mage, 
hist et spejl, dito. dito; trappestigen, borde og stole 
stod imellem hinanden med betræk eller uden betræk; 
syjomfruen sad og jog fingrene af sig, mens pigen 
ordnede køkkenet. Julie sled i det med og var mat og 
udaset: „og så er vi ikke en gang halft færdige! Nej, 
det går aldrig godt!" 

Jeg havde hele dagen rendt omkring efter de nød- 
vendige attester og haft mine ubehageligheder med fru 
Scheuermann, heller ikke jeg var vel til pas. Men over- 
spænding i én retning kan tit i livet slå over i lige det 
modsatte. Med ét, jeg véd ikke selv, hvor det gik, for 
en lystigheds ånd i Scheuermann og mig, så vi rev 
vittigheder af os. Punch blev bragt ind, man tog plads 
på stiger og borde, som det traf sig, og alle følte sig 
lettede og oplivede, selv Julie omsider med. 

Næste aften, den 16de desember kl 7 kørte Julie 
og jeg ud på Kristjanshavn til Grundtvig. Salen var 
smukt oplyst og pyntet med blomster, ved siden af den 
røde fløjls brudeskammel prangede to sølvkandelabre, vi 
og han stod dér alene over for hverandre. Hans tale 
var hjærtelig som en faders; han vilde fri os for følelsen 
af det ensomme i vor stilling og malede Herren for os 
ved brylluppet i Kana og englene som vidner til den 
hellige handling. I Jesu navn var vor gærning begyndt, 
i det skulde den og fuldendes. Herren havde indviet 



349 

ægtestanden som deu hellige stand, fordi også den var 
mærket med det hellige kors og fordi kærlighed, lang- 
modighed, fromhed, ydmyghed, alle milde dyder, springe 
ud af den, med korset mærkede stand. 

Da vielsen var til ende førte Grundtvig os ind i sit 
eget værelse, hvor hans kone havde dækket tebordet. 
Han klædte sig derpå om, tog sin jævne frakke på og 
var nu en elskværdig vært, usædvanligt livlig og under- 
holdende; jeg husker, han talte om skolen og det 
romerske åg i den. Fra Grundtvigs tog vi til fru Scheuer- 
mann, der den aften havde ønsket at se os, hun sad 
alene og modtog os meget afmålt. Men da vi kom til 
det nye hjem på Blågård, var huset illumineret, trap- 
perne blomsterstrøete, og værelserne med de nye møbler 
og tæpperne strålede os i møde; Julies sans og smag 
viste sig alle vegne. Scheuermann, vor trofaste broder, 
og et par af hendes veninder modtog os. 



Jeg var blevet ledet ud i livets kampe for at blive 
handledygtig, få øje på dets sande mål og styrkes og 
lutres; oven på dem fulgte nu et par lykkelige år. Vi 
havde en hyggelig bolig, et sandt dukkeskab; under 
vore vinduer lå en stor have med blomster og alleer, 
selv en steugrotte, og gennem deus udhugninger var der 
udsigt til Frederiksberg slot. Julie havde udmærket 
godt af den daglige gærning i sit eget hus og følte sig 
glad derved; også jeg tvang mig til at give mig af med 
det, skønt det ikke lå for mig, nu var det jo min pligt. 
Sønderligt praktiske var dog i grunden ingen af os. Vi 
var ellers kommet hinanden åndeligt naM'iiiere, en glæde- 
lig frugt af de trængsler, vi i forening måtte gennemgå. 

I begyndelsen fandt hun sig vist noget ensom; om 
formiddagen informerede jeg, og mit studium — jeg 
læste meget, teologi, historie — , mit hjemmearbejde 



350 

krævede den største del af eftermiddagen. Men så havde 
hun mig i alt fald lige ved sig, i det nydelige lille étfags 
studerekammer med skriverbord, 2 reoler og fortepianoet. 
Dér sluttedes dagen gærne med en salme. 

Den synd, der, hvis jeg kænder mig selv ret, ligger 
fjærnest fra min natur, er havesygen, og det nødvendige 
havde jeg hidtil haft til overflod. Først nu kunde det 
af og til se ud, så jeg blev alvorlig, indtægterne var 
ikke for store. Julie forstod imidlertid at komme igen- 
nem med det mindre. Vi indskrænkede os, afskaffede 
kaffe efter bordet, og jeg hørte en tid helt op med at 
røge; det var mig tillige en lille afholdenhedsøvelse, 
ligesom den at lægge et arbejde bort, fordi jeg var for 
meget opsat på det. Man kænder måske historien om 
„fader Oberlin", der sagde til sin kære snusdåse: „nej, 
herre i huset skal du ikke være I Marsch, af sted med 
dig!" Og så lukkede han den inde i sin skuffe i et 
langt bortliggende kammer, hvor han sjælden kom. 
Efterhånden mærkede jeg dog skadelige følger for min 
sundhed af ikke at røge, og greb da igen til piben. 

Hos fader spiste vi til middag gærne om søndagen, 
når vi kom fra kirke, og ved juletid fyldte han vort 
spiskammer med gode ting. Pengeunderstøttelse hverken 
attråede eller fik vi, det var imod hans gruudsætning, 
og jeg giver ham fuldstændigt ret deri. Men om som- 
meren tog han os med på sine udflugter, til det nord- 
lige Sælland, til Kullen og Hoganæs. Også med Julies 
moder trak alt sig til rette, vi sås jævnligt, og fru 
Scheuermanns gode sider kom fræm. 

En dag om ugen spiste min svoger og student 
II arm s en hos os, og jeg lærte nu den sidste nøje at 
kænde. Han var en Sønderjyde fra Treja. den sydligste 
egn, hvor man endnu kan høre den danske tunge. Så 
man flygtigt på ham, havde han noget frastødende, han 
var høj, svært bygget, herdebred og skelede lidt med 
(let ene øje. Men der lå en dyb alvor, blandet med 



351 

drag af sværmeri, over hans i grunden ædle træk. Som 
student i Kiel havde han givet den flotte bursch, alle 
vegne på færde, derfra kom han over til København og 
blev snart tagen af den nye, kristelige vækkelse. 

Han var, som jeg har omtalt, med ved Lindbergs 
forsamlinger og blev stævnet for politidirektøren, der 
foreholdt ham lovens bud, Hans svar var fast og roligt: 
„vi skal adlyde Gud mere end menneskene, det er 
Herrens bud! De råde kun med sværdet og øksen, lad 
dem bruge den, hvis det så er Herrens vilje I" Stadigt 
gik han nu og væntede på en ren kirke med rene 
sakramenter, i håb om dens nære komme afholdt både 
han og en del af forsamlingen sig fra nadveren og blev 
altså Separatister i egenligst forstand. Men her traf 
han en modstand fra Scheuermanns side, som tog til 
og ikke af. 

Mere og mere levede han sig ind i den tankegang 
og ofrede sig helt for sin forsamling; det, han kunde 
fortjæne, gav han bort til den og sin værtinde, og hans 
daglige liv blev i høj grad afholdende. Til sidst faldt 
han på, at et menneske kunde nøje sig med mælk og 
brød alene, de var jo dog det nærende i egenligst for- 
stand; for den forestilling sværmede han nu, og den blev 
sat i værk, den vilde også gøre ham mere uafhængig af 
penge. Derunder led imidlertid haus helbred kændeligt, 
han afmagrede, spyttede blod og døde et år efter at jeg 
var kommen til Jylland. Hans sidste øjeblikke vare 
trøstefulde: „sådan Herre, vi har, ja ham er det nok 
værd at arbejde for! Og nu kalder han mig, kalder mig 
med sin milde røst! Nu vandrer jeg hjem, kom Horre 
Jesu!" 

Pietist af det siedvaiilige slags var Haruisen ingen- 
lunde; dertil havde lirundtvig iint't for stærk indflydelse 
på ham, og dertil egnede heller ikke iuins natur sig, 
han var i grunden stolt og frisindet, l'nder vore nu- 
værende forhold kunde han blevet en dristig folkeleder. 



352 

Han vilde ikke blot opbygge sin forsamling, men tillige 
oplyse den, kristeligt og folkeligt. Reiueke Fuchs og 
den danske rimkrønike hørte til hans yndlingsbøger, som 
han brugte tit i foredragene; tilhørerne, kvinder og 
mænd, blev formeligt underviste i kristendom, historie 
og geografi, selv, husker jeg ikke fejl, i lidt astronomi 
og grammatik. Det var Grundtvigs tanke om en folkelig 
højskole, der svævede for ham. 

Hans taler havde noget egent ved sig og var om- 
hj'ggeligt gennemtænkte. De hellige skrifter var han til 
bunds hjemme i og overraskede mig ved de nye lys, han 
fandt i dem, ved det ejendommelige greb, han havde på 
at tage de historiske livsbilleder, især fra det gamle 
testamente og profeternes varsler. De fødtes på ny i 
hans ånd og trådte levende fræm, frugtbargørende for 
nutidens Kristue. Den nordiske mytologi brugte han på 
samme måde. Undertiden løb der herved vist nok 
latterligheder ind med — smag havde han ikke — , ja 
selv noget, der kunde gøre skade. En gang, mens jeg 
kom i hans forsamling, hittede han således på at give 
skildringer af sine tilhængere, med bibelen og mytologien 
som underlag; en skipper skildredes som den, der gik 
„højtidsgangen", miu kæreste opfattede han som en 
kristen skjoldmø. Jeg fræmførte naturligvis mine ind- 
vendinger. 

Man vil nu forstå, hvorfor omgangen med en sådan 
mand kunde tiltale mig, trods vor store uenighed om 
det mål, hvoreftede han stilede. Da han kom til os, 
var han heller ikke endnu faldet på teorien om mælk 
og brød; den måtte gøre og gjorde en brat ende på 
middagsmåltiderne. Lige indtil det øjeblik havde vi 
imidlertid kunnet tale sammen om så mangt og meget. 
Gav jeg mine følelser luft for Norden og den politiske 
frihed, så stemmede han med i. Kirkehistorien gennem- 
gik vi med hinanden efter Spittler, vist nok en Ratio- 
nalist, men tillige en åndrig mand og forfatter af en 



353 

åndrig bog. Harmsen gennemskuede fuldstændigt, hvad 
der lå og gærede i mig. „De er historiker," sagde han. 
„dertil har vor Herre skabt Dem; og inden De når den 
livsstilling, som egner sig for Dem, vil Deres hjærte 
blive gennemstunget af mange smerter." 

Af og til glædede andre venner os ude på Blågård. 
Grundtvig med sin datter Meta, Kierkegaard, der blev 
gift første gang ikke længe efter mig, Lej, Laurent, der 
nu havde forlovet sig med Leys søster, en enkelt gang 
også Hall og Martensen. Martensen disputerede ved 
denne tid og åbnede de forelæsninger, der først skaffede 
ham et ry. Og Julie var en ypperlig værtinde, hun for- 
stod at underholde sine gæster; i det større kunde hun 
dog kun vise det en enkelt gang, som da en del af 
hendes og min familje var hos os til faders fødselsdag. 

Kom vennerne fra „hinsides sundet", professor Berg- 
falk, afdøde rektor Svedbom, baron Coyet, havde de 
tonerne med i følgeskab ; da lød de dejlige svenske 
folkeviser til vort piano mangen aftenstund. „Och guld- 
galonen fragåde sin skøna jungfru" , med hvilken inder- 
lighed sang Svedbom ikke den vise I Julie sad som for- 
tryllet. 

Til sidst vendte min broder hjem fra udenlands- 
rejsen , hvor han mest havde været sammen med Emil 
Fenger og nu afdøde professor Kayser og kom et godt 
stød fræmad i sine sanskritske studier. Rejsen skulde 
fortsættes videre, men han havde for øjeblikket modent 
ærinde her hjemme, (jreunem etatsråd Brøndsted, Hall 
og den unge Aagaard var han bleven indført i Aagaards 
familje [)a Iselinge, også Monrad og Birkedal kom der. 
Og dér voksede en ung. yndig pige oj), Anna Mathea; 
hendes l)illede havde rejst med ham. og nu vihU; han 
gense hende gcIv, længslen derefter havde kaldt ham 
hjem. lian tog snart til Iselinge og vondtt' ikke tilbage 
derfra alene, Anna Matlu'U l'ulgt(! \i\vd. 

23 



354 

Det var en glædelig familjetildragelse, det satte liv 
i faders hus, hvor luften nu var renset og en ny datter 
intet havde at frygte. Jeg tror nok, min broder hemme- 
ligt takkede mig for hvad der var sket. Ude på Blå- 
gård kom de tit, så længe de var i København, og Julie 
og Anna Mathea sluttede et venskab, der har stået sin 
prøve. Mellem min broder og mig var ungdommens 
spændinger, disse børnesygdomme, lykkeligt overståede, 
de lå i forholdene og på overfladen, ikke i dybden. 
Nu forstod vi hinanden, vore ønsker, til dels også for- 
mål var fælles, så vi på flere punkter kunde virke sam- 
men. Således har vi haft det i en lang række år og 
levet mangen god dag med hinanden. Også i det ud- 
vortes har lykken på en mærkelig måde været skiftet 
lige imellem os; begge blev vi skribenter, doktorer, pro- 
fessorer, riddere, så folk tit løb sur i os. Den gang 
måtte vi dog først foreløbigt skilles, da min broders 
rejse kun var halft færdig. Indien var vel opgivet, men 
til Grækenland måtte han, det var ham af for stor 
vigtighed for hans mytologiske studium. 

De gode år, jeg levede på Blågård, blev for Dan- 
mark og Norden i det hele en gryende tid; den 
gamle folkeånd og den gamle kristendom, en dybere 
opfattelse af livet var i færd med at vågne. I mange 
måder var det lyst at leve for den, der tænkte som jeg: 
kamp alle vegne med død og dorskhed. I én retning, 
den kirkelige, havde hovedslaget alt stået. 

Det rørte sig i studenterverdenen, fra Danmark og 
Sverige mødtes den frejdige ungdora; de mærkede først, 
at Nordens folk hørte sammen, og mangen ældre 
glædede sig med dem, snart skulde også Nordens 
naturgranskere mødes. Nu lakkede det da mod en- 
den med det æstetiserende liv i studenterforeningen, 
og i modsætning hertil dannede man under Plougs 
ledelse et academicum , hvori jeg med trådte ind. 
Den sønderjydske bonde krævede endelig sin ret, 



355 

dansk retsprog; trykkefriheclsselskabet var stiftet og 
gjorde sin gærning efter ævne, stænderne holdt møder, 
majgilder kom i gang. Højrøstede krav lod sig høre 
om offenlighed, om en hædre statslmsholdning, mere 
frihed på alle hold i det gamle hus; men regeringen 
holdt igen, Frederik den 6te levede jo endnu. 

I alle de ting gik jeg med af fuldt hjærte, måske 
var jeg den eneste af Grundtvigs venner, som gjorde 
det; fra barns ben af havde jeg øje for Sønderjyllands 
nød. Fader styrkede jeg til hans gærning i stænderne, 
valgt til repræsentant for trykkefrihedsselskabet , gjorde 
jeg, hvad jeg kunde, og petitionen til kongen mod presse- 
tvang underskrev jeg, rigtig nok til megen ængstelse 
for ham. 

Endnu ét satte ånderne den gang stærkt i røre og 
varslede godt: Thorvaldsens hjemkomst 1838 og pla- 
nerne til hans museum. Og den danske kunstskole var 
i sin vorden, med mestre som ham og Eckersberg og 
en flok dygtige unge mænd. Bissen, Sonne, Marstrand, 
Miiller, Ktichler, Rørby, Skovgaard, Lundby. 

De gudelige forsamlinger rundt i laudet tog til, 
og vækkelsen greb om sig; man dømte deltagerne i 
straf og bøder, flere steder var præsten den mest for- 
følgelsessyge. Det hjalp imidlertid kun lidet. Også 
den ene teolog efter den anden bød nu rationalismen 
farvel og sluttede sig, de fleste til Mynster, adskillige 
til Grundtvig, der midt under tidens forvirring havde 
udgivet -sine foreslag til sognebåndets løsning og 
præsternes liturgiske og dogmatiske frihed. 

1 det første foreslag var jeg fuldstændigt med, det 
andet havde for tiden ingen praktisk vigtighed, og den 
gang fattede jeg dets rækkevidde kun halft. Senere, da 
det bjev gentaget, har jeg trådt op imod det, ligesom 
jeg og kom i tvivl, om Grundtvig dog ikke drev fri- 
villigheden vel vidt, og om der i den kristelige for- 

23* 



356 

kyndeise ikke burde være plads også for „loven" og 
„pligten". 

Foreslag om sognebåndets løsning blev indbragte 
for stænderne og mødte hæftig modstand; man kaldte 
det opløsning af kirken , og Mynster gav forsamlingen 
en præstegårdsidyl ved sin skildring af forholdet især 
på landet mellem præst og menighed. Fader kunde i 
alt fald høre på med rolighed, når jeg tog ordet for 
det stakkels uskyldige foreslag, og han stemmede efter 
sin mæglende natur. 

Varslerne om noget nyt tog til. Grundtvigs „Sang- 
værk" kom ud, fuldt af salmer, der nu leve et rigt liv 
i menigheden, og det stemplede ham som vor kirkes, 
ja hele Kristi kirkes ypperste salmedigter. I året 1838 
holdt han, opfordret af en del yngre videnskabsmænd, 
bl. a. nuværende prof. Hermansen, prof. E. Hornemann, 
forelæsninger på Borchs kollegium over de 50 sidste 
års historie. Første gang trådte han fræm for en større 
kreds, nu 55 år gammel; han var oppe, og forelæsningen 
havde et storslået præg, så han rev med sig ved de 
levende skildringer og sin personlighed. Høresalen var 
tit overfyldt, og folk stod helt ned ad trapperne. Da 
han fortalte om anden april, udbrød Barfod: „skal vi 
ikke synge Grundtvigs sang om Willemoes!" Synge under 
en forelæsning! Det var den gang noget aldeles uhørt, 
alle studsede, en af mine gode venner, som bædst kunde 
synge for, smuttede af lutter undselighed hen til døren. 
Men jeg efter og trak ham ind igen, vi stemmede op, 
og det gik , Grundtvig var sjæleglad over det lille 
mellemspil. 

Nu fik mange øjnene op, som tidligere havde mis- 
kæudt ham, anede i alt fald, hvad der bode i den mand. 
Fra dette øjeblik begyndte hans indflydelse på det store 
og hele, den er siden stegen dag for dag, og fræmtideu 
tilhører den, såfræmt politiken ikke bringer den i falske 
spor. Ved slutningen af forelæsningen var man fra alle 



357 

sider enig om, at den fortjænte en mere end almindelig 
tak. Fr, Barfod og jeg stod da fræm i manges navn 
og bragte ham denne tak, og Barfod har herom udgivet 
et lille mindeskrift. 

Året efter trådte flere yngre mænd sammen efter 
Barfods tilskyndelse. Vi var politisk forskellige, og der 
fandtes dem iblandt os, som hørte til de liberale, men i 
Frederik den sjættes tid, inden skattebevillingsspørgs- 
målet blev rejst, stod dette ikke i forgrunden. Vort 
fælles øjemed var, at vække og fræmme folkelivet, op- 
mande det både nordisk og kristeligt: altså et arbejde, 
et personligt arbejde i viljeslivets tjæneste. Om dette 
viljesliv er der i vore dage talt så meget; vi handlede i 
kraft af en følelse for det, der, for mit vedkommende, 
tiltrode det for meget. Midlerne, vi vilde bruge, var 
„det levende ord", fri foredrag, samtale, sang. Jeg var 
med, dr. Kierkegaard, Fr. Barfod ligeså og O. Lehmann, 
de par andres navne husker jeg ikke, måske den ene 
var Hall. „Den ebræiske Miiller" levede ikke længer i 
København, men Grundtvig havde vi sikret os, han var 
vor med hele sin sjæl. Det ledte i april 1839 til 
danske sara funds stiftelse. De nøjere omstændig- 
heder stå ikke klart for mig, jeg havde så meget andet 
at varetage og kom netop i de dage bort fra København. 

Et sådant samfund i folkeligt øjemed var noget hid- 
til uset, og det liberale parti studsede. Man brugte 
fremmede ord, det nationale, det populære, men begrebet 
„folkelighed", som omslutter et folks højder og lavder, 
alle, i hvem folkets ånd rører sig, kændtes endnu ikke. 
Af foredragene mindes jeg mit eget „om Nordens 
verdenshistoriske betydning" og et par af Grundtvig og 
Kiorkogaard; alle disse tiltalcde de tilstedeværende, 
Orla Lehmann med, hvem jog her lærte at kæude, de 
findes trykte i „Brage og Idun". 

Grundtvig udviklede nu den ejondommoligt fiongs- 
lende måde, hvor[)å han ofte siden bur trådt op. Hau 



358 

slår på gamle, længe glæmte, folkelige strenge. Det er 
ikke digtning, men heller ikke lige fræm tiltale; det 
spiller i alle farver, lunefuldt skæmtende og i dybeste 
alvor, og det rev enhver med, hvis han ellers var mod- 
tagelig for åndelige indtryk. Mange har dannet sig 
efter hans mønster, i vore dage kan man høre det efter- 
pjattet af dem, der gærne vil hilses som ægte „folkelige 
mænd". Men kun enkelte har som Hostrup tilegnet sig 
det, så de kunde udvikle det videre. 

Kierkegaards foredrag lignede Grundtvigs i det 
spillende, skønt det ellers fuldt var udsprunget af hans 
egen ejendommelighed. Tauketrådene hos ham snode 
sig ad så usædvanlige veje, at man tit ikke vidste, hvor 
han vilde hen, og kunde sidde i stadig spænding, lige- 
som når knuderne knyttes i en novelle. Mit foredrag 
var historisk skildrende, men tog tillige afgjort sigte på 
at fræmkalde folkebevidsthed og folkevilje. 

Med mit foredrag hænge mine udgivne skrifter nøje 
sammen, ti i mit tredifte år, 1839, trådte jeg op som 
skribent. Tiden var kommen, og jeg måtte virke udad 
til, jeg higede nu lige så stærkt derefter som tidligere 
efter del stille studium. Fr. Barfod havde sat det i 
værk, som jeg og flere end jeg havde tænkt på: et nor- 
disk tidsskrift til vækkelse af fællesnordisk folkeånd, 
„Brage og Idun". Man lagde mærke til det i den 
diplomatiske verden, den ære nød det, og en note fra 
Karl Johans russisksindede kabinet udtalte sig imod dets 
ledende tanke. Jeg var nu selvskreven medarbejder, et 
større arbejde „Skandinaviske Reiseminder" og 
adskillige mindre blev meddelte dér, de sidste under 
fællestitelen „Historiske Skitser". Også i „Danne- 
virke" skrev jeg et stykke om Slesvig, som den be- 
kændte Nis Hansen og en anden Slesviger kom og tak- 
kede mig for. 

Ved denne tid, især mens jeg skrev på „rejse- 
minderne", havde min stemning noget usædvanligt ved 



359 

sig, noget af det, der 1848 kom i sin fylde. Alle mine 
livsrødder hang sammen med Norden, og nu fyldte en 
stor nordisk tanke mig, det var ligesom folkeånden 
åbenbarede sig. Håbefuldt som nu, da jeg følte en 
åndens magt i mig og over mig, havde livet dog ikke 
stået for mig i mange tider. 

Jeg måtte skaffe mig luft, aflægge et vidnesbyrd om, 
hvad jeg oplevede, og så skrev jeg bogen. Men at jeg skrev 
den, blev indtil videre min hemmelighed. En dag, da jeg 
var hos Hall — han var nu gift med Marie Brøndsted, 
et søskendebarn både til Anna Mathea og den unge fru 
Thalbitzer — , fortalte han mig som nyhed, at næste 
Hæfte af „Brage og Idun" vilde blive optaget af et 
eneste stort skandinavisk stykke; „og det skal være 
godt," føjede han til. Jeg lod som ingen ting, på 
samme måde bar jeg mig ad over for Kierkegaard. 
„Nå," sagde denne, da hæftet kom ud, „ja nu forstår 
jeg, hvorfor Barfod, mod sin vane, var så yderst hemme- 
lighedsfuld med det. Jeg var alt bange for den gode 
sags skyld, at vi skulde overraskes fra en anden side. 
Til lykke blev det en hædre overraskelse vi fik, og jeg 
skønner ikke rettere, end at De nok vil slå igennem.'* 

„Rejseminderne" skildre det nuværende folkeliv i 
dets naturomgivelser, hente derfra vidnesbyrd om folkets 
ånd og forkynde Nordens frihed og Nordens enhed med 
en troendes fulde overbevisning. „Forfatterens håb," 
heder det i „Fædrelandet" , „er udtryk ior en national 
stemning, der træuger dybere og dybere ind i folket." 
For mig, der ungdommelig dristigt sprang over alle 
mellemled, stod dette hab så levende, som var det alt 
opfyldt. Og de mange skuffelser og mørke varsler har 
endnu ikke røvet mig det; hvad hele historien peger på, 
vil én gang vorde virkeligt, jeg tror på åndens magt. 

De historiske skitser grunde sig på et studium af 
kilderne, hvorved kritiken er tagen med på råd. (ireben 
af min genstand både her og i „rejseminderne", gav jeg 



360 

billedet af den i en stil, som jeg nu finder lidt for høj, 
for ungdommeligt yppig, ikke afklaret nok, men som 
var min egen, groet på egen grund. I min natur ligger 
det at leve et historisk liv med min tid og mit folk, 
dette har altid været mig en kilde både til megen glæde 
og til mange bitre sorger. Og som jeg ^ever sammen 
med nutiden, må jeg også, når jeg fordyber mig i for- 
tiden, gøre mig samtidig med den og, så vidt det er 
muligt, dele mit liv med den. Først leve, så skildre, 
hvad vi har levet. 

På en lignende måde har Thierryerne, Michelet, 
Mac-Aulay, Prescott, Milman, Hase, Ranke gengivet 
historien. Man har kaldt det poetisk historieskrivning 
og det med rette, da den bæres af en både poetisk og 
historisk stemning; uden den har jeg sjælden kunnet 
frembringe noget. Den gang kændte jeg dog intet til 
disse forfattere, hvis vigtigste værker til dels endnu ikke 
var udgivne, så jeg tør sige: hvad jeg gav, var mit eget. 
Jeg havde fundet mig selv, min ejendommelige opgave 
— hvert menneske har sin — , og alt, jeg siden har 
skrevet af historie, peger derhen tilbage som til sin 
begyndelse. Men til fulde klar var den mig dog ikke 
endnu. 

Disse arbejder kom i det rette øjeblik og fandt en 
modtagelse, som i høj grad overraskede mig, der levede 
så fremmed for den store verden. Jeg havde gået i en 
stadig spænding for deres skyld, imellem håb og frygt, 
og nu blev de, uden at jeg havde gjort det mindste 
dertil, omtalte med ros i dagblade og i fortsættelsen af 
„Månedsskrift for Litteratur" ; dette tidsskrift var ligefræm 
ødselt med sin ros. Breve med tak for „rejseminderne" 
indløb endog fra mænd, jeg slet ikke kændte til. 

Gamle biskop Tage Miiller skrev: „med alderens 
sne på min isse ønsker jeg Nordens forening lige så 
varmt som De." Rudelbach, noget tilbøjelig til stærke 
ord, takkede for „de mange glade, opløftende øjeblikke," 



361 

bogen havde skaffet ham. „En ny ånd er udgået over 
Norden, Hvad vi mange år gæmte som en længsels 
helligdom og forborgen perle, skinner nu i sin medfødte 
glans." Man skulde ikke ane, med hvor helt andre øjne 
han siden kom til at se på Danmark. Normanden As- 
bjørnsen tilskrev mig med samme varme, og vi vekslede 
breve et par år igennem. Da han siden sendte mig sine 
.,Norske Folkeæventyr" , sine „Huldreæventyr" og de 
andre skrifter, hvori han så mesterligt har skildret 
norsk folkeliv og norsk natur, så jeg, hvad den mands 
mening var værd. 

Min broder, der før havde haft en del at udsætte 
på mine arbejder, skrev nu om ..rejseminderne": „der 
er enhed i det hele, og den nordiske livsfilosofi, dine 
betragtuiugsrækker, er ligesom himlen, der hvælver sig 
over det vide nordiske landskab. Dit digt dér om Rom 
bevægede mig underligt, jeg blev næsten overvældet 
af det." 

Med sin eviggrønne krone 
bjærget står i herlighed, 
mens en enlig sangfugls tone 
fra den eviggrønne krone 
fløjter gennem dalen ned. 
Og i lange, skønne linjer 
mod Italiens himmel blå 
strække isig de dunkle pinjer 
hen, hvor Tiberns bølger gå. 

På Kampagnens høje nede 
hisset verdensstaden står. 
End paladserne sig brede 
omkring øi'nens ganilc rede, 
hvor den høje tariinuir går; 
end hin gyldne sol. den samme, 
stråler om St. Peders dom: 



362 

men hvor er din altarflamme, 
livor din kraft, du kristue Rom? 

Det er begyndelsen til digtet, som her er nedskrevet. 
Dommen om mit arbejde glædede mig naturligvis, og 
især, fordi den kom fra min broder. 

Også fra den yngre slægt kom tak og opmuntrende 
ord; digteren Richardt har fortalt, at den første levende 
forestilling om Nordens enhed fik han gennem „rejse- 
minderne". Jeg har været med til at ringe ånderne 
sammen: det tør jeg nok glæde mig ved, og det glædede 
mig den gang. Fristedes jeg end til stolthed over en 
13-kke, jeg nu endeligt syntes at gøre, var glæden, åndens 
rene og sande glæde, dog altid en stærk modvægt. 

Kun fader var ikke til freds med mine skrifter, de 
var ham alt for „nordiske", alt for politisk dristige. 
Han ængstedes, når han læste, hvad jeg ytrede om Nor- 
dens enhed, om frihedens nødvendighed, eller om „de 
russiske matroser, disse snørelivssoldater" : „Russen bærer 
sig ad til søs som en høne, der Br ude at svømme." 
Sligt måtte efter hans mening nødvendigt skade mig „på 
højere steder". Med mig selv kunde han ingen vej 
komme, det vidste han af lang erfaring, så stak han sig 
bag min svoger Scheuermann, om det måske kunde 
hjælpe. Blandt andet ytrede han: „det var jo slet ikke 
umuligt, de kunde tage min søn ved vingebenet og slæbe 
ham til Siberien. Væk var han så, og hvad skulde der 
da blive af hans kone?" 

Min broders politik voldte fader ligeledes ængstelser. 
Det gjorde os ondt, altid var han så god, næsten ydmygt 
bad han os, men vi kunde ikke skåne ham, vi var børn 
af en tid, han ikke forstod. Nogen trøst havde han 
alligevel, uår mænd, han satte pris på, ikke des mindre 
talte godt om os. Det havde en gang Peder Bang, den 
senere minister, gjort og tilføjet: „men hvordan har De 



363 

dog båret Dem ad med at opdrage to sønner, der ellers 
er så forskellige fra Dem?" 

I min pult lå en mængde mindre digte og flere 
større: et digt om Nordens folk og natur, kaldet „syner 
om Norden'', episke digte, Isak og Rebekka; fræmdeles 
Sulioterne, anden april og Helge Hjortvardsøn, som 
alle tre udkom 2 år efter. I det sidstnævnte bar jeg 
til Helges karakter med bevidstbed lånt træk fra mit 
eget liv. Så vidt jeg kan skønne, er i Svava Valkyrjen 
opfattet på en ny måde, i bende gives billedet af en 
sjæl, hvori jordisk elskov og Valbals længsler kæmpe 
med hinanden. Må jeg til oplysning her aftrykke et af 
digtene i Helge; det blev i sin tid fræmbævet af resen- 
senten i „Dagen", den sprogkyndige Levin. 

Helges indvielse. 

Og kærligt i den dunkle skov 

til Alfers bryllupssang. 

mens rank som Dovres gran liuu stod, 

Valkyrjeus stemme klang. 

„Sært styre de ved Urdes væld, 
den høje Norne-rad, 
men hvem de søstre sammenbandt, 
dem skiller ingen ad. 

Så sværg ved Nordhavsbølgen hist. 
som blanken kobberbolt 
i Helges kanipindvi'do stævn 
omblinker klart og stolt; 

ved Odins ravueflok p;i val. 
som gynger ådselfro: 
sværg dyrt, at værge Svavas sværd, 
at bolde Svavas tro I" 



364 

Til sværdets lyn i stjærneskær 
klang klart ung Helges røst: 
„nu toner hin den dyre ed 
ud af et kæmpebryst! 

Så vælte bræksø vild og vred 
min bædste skude bort 
og hugge hendes ribben ind 
på revlens stenbryn hårdt! 

Så flokkes i min sidste stund 
al storms og mørkets gys, 
mens hungrig Odins vilde ravn 
udslukker Helges lys! 

Såfræmt jeg glæmmer mødet hist 
og glæmmer eden her 
og slipper, før mit bryst er knust, 
dit, min Valkyrjes, sværd!" 

Men udi Valhals fagre mø 

sig atter tændte lyn, 

med flammer som fra ørnens blik 

det funkled under bryn. 

„Tag nu Asodins tegn til pant! 
Dig kysser stålorms kind 
og rister blodrødt i dit kød 
Valkyrjens indsegl ind. 

Ha, svigter eden, vogt dig, Helg', 

jeg hører ravnens skrig: 

det flammende sværd, den rammende hævn 

vier den mensvorues lig!" 



365 

Og i ung Helges varme arm 
den kolde spydsod stod 
og risted sine runer hen 
udi det røde blod. 

Han ænsed intet; i hans favn 
som krampeknuget lå 
Valkyrjeu, så der sprudle blod, 
og stirred vildt derpå. 

Og hvilede sit hoved mat 
imod hans heltearm, 
mens tusind kys han trykked på 
ung Svavas bankende barm. 

Da tor hun op, for hastigt op 

som af en slummer vild 

og suged hans blod, mens ned det randt, 

så yndig, tåremild. 

„Stærkt gløder Odins runetegn 
og bløder i din arm; 
ak, vredes ikke, herre min, 
og gør mig ingen harm I" 

Da lyt I i nåleskoven dér, 

midt i den stille nat, 

det rasled i busk, det knaged i gren, 

og fodtrin klunge brat. 

De lød sa langsomt, tungt og last, 
lig gammel kæmpes trin, 
hvis fyrighed er dampet bort, 
men oj bans heltcsiuil. 



366 

En skygge fræm af kløftens dyb, 
af midnatsskoven for 
og slængte langs den trange dal 
sig hen, så kæmpestor. 

Med siden hat, i kofte svøbt, 
med sværdet ved sin fod, 
hist ved hint mosomhængte fjæld 
en gammel kæmpe stod. 

„Hvo est dog du, som kom så sent, 
du nattens sære gæst?" — 
„En gammel kyndiug, Hjortvarcls søn, 
indvier din bryllupsfest. 

I dunklen højfjæld gik min vej, 
hvor ørnens unge lå, 
og kun det matte nordlysskær 
min tavse vandring så. 

Med sange kom jeg og med sagn, 
de bo i gubbens bryst, 
det slumrende, halvglæmte kvad 
får liv udi hans røst. 

Han så den nattegamle Helg', 
indviet i Odins bad, 
mens legende med hans gule lok 
den fagre moder sad. 

Han så, så dybt i skoven ind 
og hørte fuglens røst 
og hørte hendes vingers slag, 
de varsled kæmpedyst. 



367 

Han så på svalen fjækl ved strand, 
alt under månens sal, 
så trende, sært tilslørte møer, 
de spandt til hanegal. 

Og tråder, skinnende som guld, 
randt fra den lette rok 
og rulled over dal og fjæld 
så tæt og rigt i flok. 

Og knytted over himlens livalv 
sig op mod syd og nord, 
mens udi takt med nattens vind 
de søstre sang i kor: 

.,„Så vidt vor guldgarnskrans sig snor, 

ung Helges vej sig sno, 

med Odins sværd i heltedans, 

for Odins gamle tro! 

Og som de strålefagre lyn, 
der fra hin kede gå, 
det stråle fra haus heltefærd 
på fjæld og bølge blå!"" 

Her tystned sangen, uklart flød 
de sidste toner hen; 
ve dig, skal bølgen med sin røst 
genbruse dem igen! 

Men husk hin sang, og vogt hin ed, 
(hl hcltosøn fra nord ! 
Sejrfadcr udi Valhals sal 
ej gl.'i'nimer edens ord I 



368 

Og uu lev vel!" Brat gubben tav 
og kasted kuu et blik, 
et strålende blik, et viende blik, 
dybt det i Helge gik. 

Og natten med sit lampelys 
hjemlyste gubbens gang, 
mens sælsomt ved hans tunge trin 
fra kløfterne det klang: 

„Husk vel hin sang, vogt vel din ed, 
du heltesøn fra nord I 
Sejrfader udi Valhals sal 
ej glæmmer edeus ord!" 

Men støttet til sit glavind dér 

i tanker Helge stod, 

hørte fjældets klang og kløftens san^ 

så glad og dog så raod. 

Og Svava sagde: „sært det lød, 
sært vied Valhal ind, 
dog sælsomst døde sangen hen 
lig suk i nattens vind I" 

Men Helge kvad med heltesmil: 
„end sangen ej er endt, 
se Vanedisens tindrende blik 
i skyen har sig tændt! 

Hun ender sangen elskovsødt!" 
Og med et luekys 
sin bævende byrde bort han bar, 
omstrålt af Frejas lys. 



369 

Og fossen sprang, og granen sang, 
mens ned han hende bar, 
did ned, hvor vikingsnækken lå 
i favn af bølgen klar. 

Sødt svulmende mod bord og bov 
alt fra det natblå sund, 
med elskovstriller bølgens slag 
indvied elskovs stund. 

Og Nordens svane dukked op, 
hun svæved stille hen, 
genstrålt af bølgens blanke spejl, 
og sang og svandt igen. 

Så godt som enhver, hos hvem noget dybere rører 
sig, har stemningsfulde, digterske øjeblikke. Mig gik det 
nu som så mangen anden historiker, f. eks. N. M. Petersen 
hos os: jeg hengav mig til dem og væntede noget af dem, 
min indbildningskraft var stærk, men jeg svævede i uklar- 
hed om dens rækkevidde. Derfor har jeg også endnu 
i nogle år måttet prøve min pen på digterske æmner og 
famle mig fræni. Men digtningen slog mere og mere 
over i det historiske, indtil jeg omsider fik fuld klar- 
hed om, hvor jeg hørte hen. 

Historien med al sin virkelighed, kun historien 
fyldte mig helt; til den er jeg født og til den opdragen, 
med eller uden min vilje, gennem hele livet, også det 
senere. Ikke mange stuemennesker har oplevet og er- 
faret så meget som jeg, på jævnlige rejser til lands og 
vands, til felts og til orlogs, snart mellem bønder og 
fiskere, snart mellem stadboere eller krigsmænd, snart 
mellem studenter og præster, og på rigsdagen mellem 
statsmænd; selv til hove kom jeg. Sjilcdes hai- jeg gennem- 
levet år i Nordens historie, som aldrig vil gheiimies, og 

U 



370 

derved fået, hvad Anders Vedel kræver af historikeren, 
„også nogen erfaring udi denne verdens underlige løb." 

Men jeg kan ikke regne mig til dem , der modnes 
tidligt. For øjeblikket havde jeg ikke nået længer end 
til det andet trin i fosterdannelsen, som Sibbern skildrede 
den. I min barndom var hellieden givon i sin kim 
under anelsens form. Så kom adskillelsens tid med tre, 
tilsyneladende selvstændige midtpunkter, om hvilke dan- 
nelserne under idelige forvandlinger samlede sig: det 
digterske, det historiske, endelig og sidst det teologiske. 
Sammenvoksningen derimod af det skilte til en organisk 
helhed gik meget langsomt og var netop først begyndt, 
tillige med driften til virksomhed udad til. 

Man véd, jeg gav timer i v. Westens skole og hos 
dr. Krarup, mine fag var historie og geografi og dansk. 
Jeg søgte i det hele at bringe mere liv og frihed ind i 
undervisningen, fortalte meget, indførte fysisk geografi: 
alt efter overenskomst med skolernes forstandere. I 
v. Westens skole gik det efter ønske, dér var skoletugten 
streng ; hos Krarup derimod, hvor den var mindre streng 
og han ikke støttede læreren, blev den frihed, jeg gav, 
ikke sjælden misbrugt. 

Jeg læste dér historie og dansk i de øverste klasser, 
og blandt eleverne var flinke mennesker, nuværende 
rektor Lefolii, pastor Mejnert, provst Hammershaimb, 
etatsråd Caroc, den for tidligt bortkaldte politiker og 
digter Schack og andre. I dansk tillod jeg dem af og 
til hver selv at vælge sin opgave, og jeg mærkede, hvor 
langt hædre de skrev end i mine skoledage, en følge af 
literaturens opsving; også lod jeg dem holde mundlige 
øvelser, holde taler, disputere med hinanden. Her så 
jeg da det politiske røre gå igen hos drengene, som det 
i mine unge dage var tilfældet med det teologiske; kun 
var her så godt som alle frihedsmænd. 

De vilde naturligvis gærne gøre sig vittige og kunde 
have ret gode indfald. En vilde således hævde nød- 



371 

vendigheden af at indskrænke hæren og talte vidt og 
bredt derom. „Ja," indvendte lians modstander, „det er 
meget godt i fredstid, men når nu fjenden kommer?" 
„Kænder du da ikke," lød svaret, „hans majestæts 
mindeværdige ord: så drage vi til armeen i Holsten?" 
Dette kunde ikke tåles, og jeg måtte indskrænke tale- 
friheden og holde politiken ude. Så vidt jeg husker, 
måtte jeg endog omsider helt høre op med de mundlige 
øvelser; jeg havde vovet mig for vidt ud, da jeg ind- 
førte dem. 

Fader trængte imidlertid stærkt på, jeg skulde dog 
igen gøre alvor af det og tænke på et kald; ;,det var 
dog min opgave i livet," sagde han. Mine øjne be- 
gyndte at oplades for den betydning, en åndrig teologi 
har, omgangen med dr. Kierkegaard bar sin frugt. Han 
tænkte så småt på udgivelsen af et teologisk tidsskrift, 
hvor jeg måske kunde blive medarbejder. Jeg lod mig 
da overtale af fader og indgav ansøgning om et kald. 
Men næppe var det sket, inden jeg, ligesom tidligere, 
kom i stærk uro; tanken om tilstanden i min egen sjæl, 
i menighederne, og præstens stilling ved nadverbordet 
pinede mig, jeg kunde ikke få magt over den. Så blev 
ansøgningen tagen tilbage; man må da ikke undre sig 
derover, dr. Kierkegaard har det gået ligedan. Fader 
var bedrøvet, jeg kunde des værre ikke hjælpe ham. 

En plan gik mig ved den tid gennem hovedet. Jeg 
vilde tage over til Lund, dér kostede det den gang kun 
det halve at leve mod i København, jeg kunde vel, 
tænkte jeg, slå mig igennem med mine rentepenge. 
Sverige og det svenske folk tiltalte mig i mange måder, 
og jeg udmalede mig, hvorledes jeg da kunde leve som 
histoi'iker liftcr min lyst og holde foi'chesningcr. Videre 
end til disse iidnialinger kom jeg alligevel ikke; jeg var 
vist nok langt fra ikke modnet endnu til et sådant 
liv. så det vilde ikke bragt mig aiidi't (Mid bitre 
skuiielser. 



372 

Jeg måtte på ny ind i kampe, hårde kampe, indtil 
jeg fik mig kæmpet igennem til fred og frejdighed i 
sindet. Nu turde jeg søge kald, og jo mere jeg søgte, 
des frejdigere blev jeg, Julie glædede sig med mig; nogle 
gange prædikede jeg i København. 

Fader gjorde hvad han kunde hos Ørsted og Ste- 
mann, selv mødte jeg oppe hos den sidst nævnte, meget 
formående minister; han var nedladende, venlig på sin 
vis og ønskede mig, „at jeg snart måtte få et pænt lille 
hjul om halsen". Forholdene nu ved Krarups skole 
gjorde mig dette dobbelt ønskehgt; i længden kunde vi 
to ikke gå med hinanden, der kom misstemning på begge 
sider, det blev mig formelig pinligt, og han og jeg 
skiltes ad. 

Da blev jeg i april 1839 kaldet til sognepræst i 
Starup og. Nebel, to mile nord for Kolding. Fader 
var sjæleglad, Julie med, og jeg delte deres glæde, land- 
livet, virksomheden der ovre havde meget, der lokkede 
mig. De dele af præstegærningen, som mindre tiltalte, 
var i alt fald en god øvelse i tålmod og troskab i 
det små. 

Kun én ting voldte mig endnu urolige timer, de 
eder, der skulde aflægges, inden æmbedet blev tiltrådt; 
de lød helt anderledes end løfterne nu om stunder. 
Kongeeden bandt os i stærke udtryk til kongens ab- 
solutum domiuium. Den var påbudt i en tid, da man 
trode på enevældens evighed som på kirkens evighed; 
og for mig stod enevælden som værk af en vis tids 
historiske bevidsthed, der derfor måtte kunne omdacnes 
i en mere frisindet tid, som den nu var i sin vorden. 
Hos mine venner kunde jeg her ikke hente råd, da de 
tænkte helt anderledes om den sag. Også pra^steeden 
lagde tunge byrder på samvittighederne, navnligt ved 
sine udtryk om modstand mod vranglærere og om den 
daglige gudelige læsning, der krævedes. 



373 

Jeg dulgte mig ikke, hvor let riet kunde komme til 
sammenstød af en frisindet, kristen æmbedsmands og 
borgers forskellige pligter. Men turde jeg af frygt her- 
for holde mig tilbage fra et kald, hvorhen dog hele min 
åndelige udvikling syntes at pege? Turde jeg ikke langt 
snarere håbe på en nådig styrelse, der vilde åbne mig 
udveje og bære min svaghed gennem alle vanskeligheder, 
så byrderne ikke blev for svare? 1 dette håb fandt jeg 
hvile og kunde „med frygt og bæven" aflægge ederne, 
„med frygt og bæven" træde i min Herres tjænestel Og 
jeg er bleven båren over vanskelighederne, om jeg end 
mangen gang følte trykket og atter blev urolig. 

Straks efter min kaldelse til Starup var det, Grundt- 
vig på ny trådte i statskirkens tjæneste, som præst ved 
Vartov. Han havde altid følt halvheden i en præsts 
stilling, der ikke tør døbe, ikke tage til alters, ikke vie 
eller konfirmere; det helligste fattedes i hans menighed. 
Nu forestod desuden hans egne børns kontirmation. og 
Vartovs præst havde en særstilling, som tiltalede ham 
meget, han var jo halvvejs fripræst. Altså søgte Grundtvig 
kaldet, da han først var sikker på, man vilde give 
ham det. 

Jeg var til stede i dette, for den danske kirke 
vigtige øjeblik, da han indsattes i æmbedct; han havde 
også budt mig til middag på indsættelsesdagen, og atter 
her kunde jeg glæde mig over det venlige forhold mellem 
ham og stiftsprovst Tryde. Således var den endnu altid 
truende søndring i kirken undgået; det var et trøstefuldt 
varsel, medgivet mig til den gærning, der nu skulde 
blive min. 



Hijnncd er min iingdomshistorie lierdit,'. levet, bur 
jeg et ungdomsliv med alb' dets h;ih (»i:' di-omme. smerter 
og beugsler, og „hvad vi leve, det ere vi". Jeg har 



374 

fortalt lidt bredt, det vil man dog måske tilgive; ti hvor 
det gælder om en ung sjæl, har selv det mindste sin 
store vigtighed. For mig havde tiden været rig, om end 
de forhold, hvorunder jeg levede, ingenlunde var store, 
og den kreds, jeg sluttede mig til, kun gjaldt lidet i 
verdens øjne. At der går en enhed, en livsenhed igen- 
nem min ungdom, derom nærede jeg ingen tvivl. 

Jeg havde øje for foreningen af det kristelige og 
nordisk folkelige, kændte til et samvittighedsliv, kan 
heller ikke kalde mig lad ; jeg arbejdede virkelig på ud- 
prægningen af det oprindelige. Gud havde nedlagt i min 
natur, som i hvert menneskes. Men flid var mig nød- 
vendighed, ieg måtte arbejde, hvis jeg ikke vilde kede 
mig ihjæl, som jeg måtte gøre min pligt, hvis jeg vilde 
have fred. Og ved siden deraf, hvor syndefuld var jeg 
ikke, hror tit greb jeg ikke fejl og faldt i fristelsen, 
hvilket hensyn tog jeg ikke til hvad mennesker roste 
eller lastede, hvilken svaghed i viljen, hvilke stolte 
tanker om mig selv I At endog den åndrigstes ævner 
har snævre grænser, ud over hvilke han aldrig når, til- 
stod jeg. Dog trods denne alle dødeliges fælles lod, 
regnede min selvgodhed alligevel længe med store tal. 

Hvad vilde der blevet af mig, hvis ikke han havde 
ført mig, „hvis vej er i dybet, og hvis gang er i de 
store vande?" Haus fjed i de gode som de onde dage 
kan kun troen skimte, og i den bøjer jeg mig ydmygt, i 
den tør jeg se mit liv som en livsførelse med plan og 
mål. Selv den ringeste sjæl har et uendeligt værd 
for Gud. 

Mit syn på verden var uu i ixrå med at afrunde 
sig, det, der end var dunkelt i det, skulde efterhånden 
klares. Det havde gået med mig efter „gentagelsernes" 
regel ligesom med slyugelinjen, der dybere og dybere 
sænker sig ned mod sit midtpunkt. Jeg var omsider 
kommen til følelse af, hvor det fræmfor alt ikke gjaldt 
om åndsævuernes udvikling, men at blive et sandt 



375 

menneske, et Guds menneske, der udvikler og bruger 
disse ævner ham til ære; først da blive de os selv og 
andre til sand velsignelse. Det ringede for mit øre: alt, 
hf ad I gøre, gører det som for Herren! Jeg havde fået 
øje for livets store modsætninger: virksomhed udad til 
og den stille vækst, jeget, der skal hævde sig, og jeget, 
der skal hengive sig; og jeg arbejdede på løsningen af 
den gåde, vi her nede aldrig blive færdige med. Men 
deus løsning, sige de gamle Mystikere, er kærligheden; 
„i det vi elske, i det forvaudles vi". 

Uklarhed var der imidlertid endnu om hvad Gud 
egenlig vilde med mig. Og jeg måtte råbe til ham som 
David: Herre, lær mig at kænde mine lønlige brøst! 
Der var så meget tilbage i hjærtet af det, som hører 
verden til. Det gik også gennem bitre skuffelser, her 
skal jeg kun pege på en af de bitreste. Jeg elskede 
manddommen og friheden, og jeg elskede Norden, dog 
ikke med den rene kærlighed, der løb meget med af et 
sind, som holder kød for sin arm; og det dulgte jeg for 
mig selv. Da stormede ulykkerne løs over det, jeg 
elskede, den kraft, jeg havde stolet på, viste sig som et 
knækket rør; mit hjærte måtte bløde og bløder endnu. 
Men jeg tror på ham, der kan læge alle sår. 

Da jeg om sommeren 1839 forlod København, var 
jeg glad og frejdig og fuld af mod. Jeg havde oplevet 
et stort omslag i tiden og så det i fræmgang, som jeg 
vilde indvie mit liv til, troens ånd, Nordens ånd vågnede 
trindt omkring; og når jeg til segl valgte Thorvaldsens 
„dagen", med indskrift: „det dages atter", da var dette 
ingen tilfældighed. Jeg var soldat i en lille, men sluttet 
hær af frivillige, som rykkede fræmad, og jeg tvivlede 
ikke på sejren. 

I Jylland vilde jeg være fjæ'rnet fra den kreds i 
København, hvori jeg iiavde levet, det vilde vel og gå 
lidt trangt med et historisk studium uden adgang til 
l)il)li()tekei-. Til gengield h.ihede jeg imidlertid mI kunne 



37G 

virke der ovre personligt til vækkelse af kristeligt og 
nordisk liv, personlig virksombed skattede jeg højt. Det 
gennemtalte jeg da med min ven den „ebræiske Miiller", 
den gang jeg blev præsteviet i Ribe, bvor ban nu 
var præst. 

Den Herre, jeg trode på, vilde så nok, tænkte jeg, 
styre alt det øvrige til det bædste, give mig fuld klar- 
bed over mit livs mål, rense og styrke mig og sætte 
mig over mere, bvis jeg fandtes tro over det mindre. 
Jung Stillings farfader, en gammel kulsvier, bar talt et 
dybt og dejligt ord. „Når jeg gør en økse, så vil jeg 
bugge med den, og det, bvortil vor Herre skabte et 
menneske, vil ban og vide at bruge barn til!" 

Man kan ofte børe en sige: ja, mine ævner, de var 
nu ikke store, men ét véd jeg, på den gode vilje fejlede 
det i det mindste ikke ! Er en sådan tale da ret? 
Ævnerne er komne som en gave fra oven, og dem tør 
vi nok rose, skønt ikke rose os af. Viljen derimod er 
vor egen, bvis ellers noget kan kaldes så, og bvo der 
roser sig af den, roser sit eget. Lad mig derfor beller 
vende sætningen om! Herren, vil jeg sige, bar nedlagt 
ævner i min sjæl, oprindelige og gode ævner; og bvad 
kunde jeg med dem ikke bave virket, bvis det ikke alt 
for ofte bavde brøstet på god vilje? Min trøst er ene 
og alene den gamle kulsviers ord. 



i 



ANDEN DEL 



Fra en landsbypræstegård. 

(1839—1842.) 



De, der selv skrive sit levnet, fortælle tit også om 
de modnere år med megen udførlighed, og deri tror jeg 
ikke de gør ret. Ungdomslivet har altid noget, ja lad 
mig kalde det dramatisk ved sig, som den følgende tid 
fattes; ti det har spændingerne og de indre kampe, inden 
et menneske har nået til klarhed over sit kald. Det, 
han som mand kan komme til at virke i verden, er der- 
imod som oftest ikke andet end ydre udfoldning af hvad 
der alt bode i den unge. 

Hvis han i sit senere liv har oplevet noget ual- 
mindeligt eller måske er ført ind i nye åndskampe, tør 
han fortælle med udførlighed uden at trætte; men også 
kun da. Selv den, der har s])illet en fræmragende rolle 
i literaturen, gør ikke altid vel mod sig selv, når han 
er alt for rundelig i sine meddelelser: eksempler horpa 
ligge nær nok. Med dette stadigt for øje, vil jeg nu 
fortælle videre om mit liv. Ét er dog at ville, et andet 
at udrette, og det kunde godt ske, jeg alligevel bliver 
fur bred i fortællingen. 



2 

Nærmest for mig lå en praktisk livsgærning, at 
virke kristeligt og folkeligt på en bondemenighed. Over- 
gangen fra Københavns-livet var noget brat, jeg har 
imidlertid gærne ikke svært ved at sætte mig ind i nye 
forhold. 

Min hovedkirke i Starup ligger omtrent midtvejs 
på højsletten mellem Kolding og Vejle, en god fjærding- 
vej til vest for landevejen, i en vel dyrket, skovrig egn; 
hen ad Nebel, den anden kirkeby, bliver egnen skarpere, 
med lyng, hedebakker og dybe dale. Starup kirke står 
enlig på en lille højde, tilforn måske en blothøj, et 
stykke fra præstegården, og den er en gammel kirke 
med tårn, for største delen opført af huggen kamp, i 
rundbuestil og med bjælkeloft; ombygninger og tilbyg- 
ninger har dog ændret meget. Sagnet tillægger den en 
høj ælde og påviste den gang stensatte stier over engene, 
ad hvilke folk fra Egtved, Høyen, Vinf, Nebel alle søgte 
til sin sognekirke i Starup. 

Uden på og i våbenhuset er den prydet med billed- 
værk, råt hugget ud af den hårde kamp: hvilende løver, 
en vandrende løve med en menneskefigur, et løvehoved, 
en mand, måske St. Jørgen, der stikker sit spyd i en 
lindorm, to nøgne, skæggede mænd over indgangsdøren i 
knælende stilling, et kors, en hestesko. Døbefonten er 
ældgammel og ligeledes af gråsten, med usædvanligt 
smukke slangeslyngninger, og på foden en afbildning af 
Kristus-lammet. 

I kirkegulvet findes adskillige ligstene, blandt andre 
en over en adelig frue, Anna Flemming, Jørgen Skov- 
gårds hustru. Loftet fræmviser bibelsprog og gudelige 
vers. f. eks.: 

Frygt Gud altid, 

vær trøstig, glad og blid, 

kom døden i hu, 

tænk et af to; 

i himmerige er glæde og ro! 



Altret er fra den romersk katolske tid, udskåret, 
malet og forgyldt arbejde med 3 figurer: jomfru Maria 
med krone og Jesus-barnet, en biskop i fuld skrud med 
sin bispestav, og en langskægget olding med en bog og 
Kristus-lammet, som han peger på. 

Min indsættelsesdag, den 7de juli 1839, havde 
klynger af mennesker samlet sig på den træløse og ikke 
sønderligt vel røgtede kirkegård. En af gravprydelserne 
var et slags fastelavnsris, versene på de små kors priste 
gærne den døde salig uden videre, og der fandtes en 
køn blomstersamling fra evangelisk-kristelig salmebog. 
Hos kvinderne mindede endnu adskilligt, som deres 
hovedtøj, de sorte uldstrømper, om folkedragten, mændene 
derimod gik gærne i de grimme, lange, blå frakker, som 
gjorde hænderne med blå. Piberne var tændte, „praten" 
i god gang, og genstand for den var naturligvis den nye 
præst; man har siden fortalt mig en del om de ytringer, 
som dér faldt. 

„Hans får," sagde en af de større bønder med et 
polisk ansigt, „ja han sidder nok over en jævning it i 
bagstand, kan a tro; han skal ha' så møj mange pæng'. 
Så er vor præst da heller it en tigger, og det kan 
hænd's, kan 'et, te han gør 'et ud med enken og vi 
snart får en pæn ny præstegård." „Er faren it med 
her ovre?" spurgte en. „Ja, hvor véd a det?" „Talte 
I it derom, lav I var hos den nye præst?" „Hvoraf 
véd du, te a var hos den nye præst?" „Det har den 
fortalt, som vidst' 'et." „Ito (et udråb), så vidste han 
og det rette I" 

Folk lo ad det ægte jydske ordskifte, og den poliske 
vedblev. „Og vor præst han kan da også mer end sit 
fadervor, siger de, en granner eu skal han være; hvad 
vr 'et nu, de kalder ham for, det er sådant et sært 
navn?" „Manisteren," sagde en kone af flokken. ,.Nej, 
du er lu'lt fejl, stumpet Else," svarede en ældre mand 
ved siden ad heiule, „en skulde it være så fræmtalen, 

1* 



nårenstid en it er klogere! Det er min tro ittige 
manisteren, de kalder ham, men magisteren." „Å, det 
kande hænds, te a var it så fejl endda, det kommer 
vel ud på ét," lød svaret, „eller hvad er magister 
for noget?" 

Manden kunde ikke svare hende, og flere i klyngen 
lagde sine hoveder i blød med, der var imidlertid heller 
ingen anden, som vidste det. „Det var ittige manister, 
det er vist nok! Så var 'et vel af det her slag som vor 
doktor, eller sådan noget; men man kunde bædst lyde 
det op hos fuldmægtigen i Kolding." „Hør nu, Jørgen 
lille," råbte den ældre mand til en, som stod længere 
borte og smålo; „du er it så skør i 'et, du, du skulde 
da it vide, hvad vor nye præst er, ham, som de kalder 
for magisteren?" „Å jo, Ole, det kunde træffe til." 
sagde Jørgen. „Han er af de folk, som først har læst 
til præst og siden til prikkerater (prokurator). Det skal 
være grov svært, men så kan de og både vise igen og 
møj mere til." 

„Nej, ser en det," sagde Ole, „så har a hørt det 
med da! Men hvad var 'et så de fortalte nede til køb- 
mandens i Kolding, te han skulde være en af de bølle 
(hellige)? Det var it al det bædst, for så vil han nok 
gøre os andre lige sådan, og så må vi hverken mere få 
os et slag kort, eller en bitte dram over tørsten. Hvad 
tykker du, Johan?" Det var byens smed, en kæmpe af 
karl, med et klogt ansigt, men kændt som drukkenbolt 
og den værste udhaler og Uglspejl på hele egnen. 

Smeden vendte sin pibe og rystede asken ud. „Hvad 
a tykker, Ole? A tykker, te du kunde torre (passe) dig 
selv. Så du, hvor den aske røg hen?" „Nej, gjorde a 
it." „Ja, det var ilde det, for før du ser 'et, før ser du 
ittige Starup-smed bli' hølle; Gu' min salighed gør du 
ej, nu bandte a på 'et! Alle I andre kan bli' hølle, 
men it a, det skal s'gu bli løgn, om vor nye præst så 
var en møj strengere mand end herr Lund; I husker da 



sagte ham, lav han var her! Derfor kan præsten gærne 
være god nok for sig, det nægter a it. og de siger jo, 
te han er en grov lærd mand. Men nu skal en knap 
(straks) prøve det, for dér kommer han, er a it fejl! 
Hør, ryk sig en kænde, Lisbet og stumpet Else! Nå, for 
satan, hører I? Vi kan jo it se noget for jer! Jo, dér 
kommer han, min sæl, agendes nede fra præstegården, 
med provsten, og hun fruen er med og faren også." 

Sådanne og lignende ord faldt der på kirkegården, 
godt og vel, at jeg først siden fik det at vide, det havde 
slået koldt vand i blodet. Alt den tone, hvori provsten 
holdt sin indledningstale om „religjonslærerens pligter i 
Herrens tempel" havde nedstemt mig. Des mere søgte 
jeg til den, fra hvem styrke kommer. Fader hørte på 
min indtrædelsesprædiken med en blanding af ængstelse 
og glæde, så sig imidlertid af og til om for at opdage, 
hvad indtryk den gjorde, og da vi fulgtes ud af kirken, 
var han meget glad. 

Man må sætte sig ind i den åndelige tilstand den 
gang, som var så forskellig fra den nu om stunder. 
Der fandtes ikke få vakte kristne spredte om i sognene 
til nord og syd for Starup, og deres vækkelse hang dels 
sammen med Kristjansfelt og dels med den fynske 
pietisme. Men største parten af bønderne var dog som 
folk er flest. 

Egnens præster var brave, skikkelige mænd, der 
røgtede deres gærning, som den lader sig røgte, når 
man er stærkt påvirket af rationalismen. Enkelte havde 
vist nok øje for en dybere opfattelse af kristendommen, 
og blandt dem skal jeg nævne gamle Boesen , Ulrik 
Boesens fader og min onkels broder. Heller ikke disse 
havde imidlertid greb på at få folket med og var ængste- 
lige ved det åndelige røre, der niider Kristjan den 8de 
fik mere frihed og slap for de daglige forfolgelser af 
præst og herredsfoged. 



6 

Mine Staruppere og Neblinger. omtrent halvtsytten- 
hundrede mennesker, havde nu i et par menneskealdere 
selv ejet sin jord, var fri mænd og stod sig i regelen 
godt. De var Jyder af det almindelige slags, i det hele 
godhjærtede, bjærgsomme, flittige på sin rolige vis, men 
det skrider dog altid ; og en vilje har de, som kan sætte 
noget igennem. Sjælden ytrer man sin mening lige fræm, 
talen går så at sige på skrå og kan være fuld af det 
stille, tørre lune. I deres natur ligger en del mere af 
loven end i Sællændernes, og de holde stærkt på det 
nedarvede, måske også kirken derfor søges så jævnligt i 
Jylland; men selvretfærdigheden er stor hos mange. Til 
åndeligt røre var der endnu intet tegn hos mine sognefolk. 

Alligevel mærkede jeg snart til min glæde, at her 
dog både var jord, man kunde så i, og ly for de spæde 
spirer, når de voksede fræm. I hovedsognet bode næmlig 
en slægt af søskende og svogere, meget rige gårdmænd, 
nu kalder man dem vel proprietærer, skønt de den gang 
ikke „vilde være af det skidt, der siger „jej" til sig selv"; 
og de var ikke blot retsindige men fromme mænd tillige. 
Jeg skal nævne Johan Bertelsen, siden svigerfader til 
den bekændte folketingsmand Berg, og Holger Buhl, Jens 
Henriksen. De sluttede sig straks til mig og blev mig 
til stor hjælp, som enhver, der kænder noget til en 
bondemenighed, let vil forstå. 

Hvorledes skulde jeg nu bædst forkynde ordet 
for folket, både evangeliets milde og bodens strenge, 
rævsende, vækkende ord? Ti for begge var der brug 
nok. Det blev mig stadigt genstand for overvejelser, 
som man vil se af en af mine afhandlinger i Kierke- 
gaards tidsskrift for nordisk teologi 3dje bind. Til den 
ende studerede jeg, næst bibelen, Luther, Grundtvig og 
Harms, især Krysostomus, den hellige Bernhard og Abra- 
ham af St. Klara. Det gjaldt først og sidst om at leve 
i troen som de og tale ud af livet, men også om at få 
øre for den folketone, de så mesterligt har grebet. 



Og i så henseende drev lysten værket, da jeg fra barns 
ben elskede folket. 

Disse tanker fulgte med, ugen igennem, og hvor jeg 
færdedes, samlede jeg æmner ind, snart fra det. jeg 
læste, ikke blot i gudelige skrifter, også i historiske og 
i digterske. snart mellem mennesker, snart på vandringer 
i den store, stille natur, ude ved en rask rindende skov- 
bæk, når solen sank, og bedeklokken lød i det fjærne. 
Jeg kan sige med Bernhard: „træerne blev mine lære- 
mestre", det er ellers noget, Peter Rørdam har sin 
styrke i. Hvad jeg nedskrev af prædikenen den gang 
som senere, var kun en række ordnede momenter, der 
skulde danne grundlaget. 

Det varede heller ikke længe, inden jeg følte mig 
godt hjemme på min prædikestol og kunde tale fuldt ud 
og frejdigt, til sidst selv uden sønderlig forberedelse, så 
det blev en fristelse, jeg måtte kæmpe imod. Tit var 
jeg vist nok meget langt fra at tilfredsstille mig selv, 
des mere gjorde det godt, når en mand eller kone 
alligevel kom og takkede for den prædiken. Bønder kan 
gæmme utroligt længe på det, der falder ved dem. En 
gammel mand i sognet kom atter og atter tilbage til en 
prædiken, han havde hørt som pur ung knøs. „En god 
husbonde, sagde præsten, sørger for både ager og eng 
og skov og hus og kretur, men endnu mere for sine 
tjænestefolk og allermest for kone og børn. Sådan bærer 
nu og vor Herre sig ad, sørger for alt, men mest for os 
mennesker." Og nylig var en gårdmandskone der ovre 
fra hos mig, hvis hukommelse for hvad jeg havde for- 
manet dem til, nåde lige så langt tilbage i tiden. 

Det havde hidtil været skik eller uskik, at menig- 
heden to gange om året strømmede til Herrens bord og 
kun ved de tider holdtes altargang. Noget, der lignede 
en vane, var mig nu slet ikke med, hvor søndag burde 
desuden jo altaret stå åbent, som gammel kristelig sæd 
bød d(!t. Det forestillede jeg menigheden mange gange, 



og tillige, hvor hindrende en sådan trængsel ved altaret 
trådte i vejen for præstens øvrige gærning; til sidst op- 
gav jeg degnen et vist tal på altargæster, ud over hvilket 
han kun i nødsfald måtte tegne dem. Og det havde 
sine følger, altargangen blev mere jævnt spredt hen over 
årets søndage. 

Skriftemål holdt jeg lørdag eftermiddag, og inden 
jeg tilsagde de skriftende syndsforladelsen, tilspurgte jeg 
dem først, om de forsagede og trode efter dåbspagten. 
Dem, som levede i åbenbare synder, lod jeg kalde og 
forestillede dem, hvor uværdige de var til Herrens bord. 
Når jeg da, efter at dette var blevet vitterligt i sognene, 
skikkede bud efter et sådant menneske, foretrak han 
gærne at blive borte fra altret. Det hele var noget 
usædvanligt, som skulde bryde gennem gamle vaner og 
virke vækkende; at det hos adskillige vilde ægge til 
modstand, derpå var jeg beredt, man vilde få noget at 
snakke om „hos købmandens i Kolding". God ting, ond 
ting, godt rygte og ondt rygte følges gærne ad, det 
gjorde de også her. 

Skoletvangen var mig imod, og jeg læmpede så 
meget som muligt ved den og de idømte bøder for ude- 
blivelse fra skole; først langt senere i mit liv har jeg 
indset, at den dog ikke lader sig fuldstændigt afskaffe. 
Og hvor gærne vilde jeg ikke indbringe mere frihed og 
liv i børneundervisningen! Kun strandede det alt for 
ofte på uvilje hos lærere, der var af den gamle stok og 
mente, skolen vilde gå til grunde, hvis barnet ikke lærte 
sin lektie udenad ord til andet. Nu står det helt ander- 
ledes til i landet, adskillige steder måske vel meget til 
den frie side. 

Med katekisationen i kirken havde det gået 
noget småt, og den lagde jeg derfor des mere vind på; 
den svenske Schartaus mønster svævede for mig, han 
forstod også at drage den ældre del af menigheden med 
ind i de gudelige samtaler. Jeg prøvede nu på det 



samme, kunde imidlertid ikke trænge igennem og måtte 
slå mig til ro, når de ældre mærkede, at katekisation 
var en del af gudstjænesten, som i alt fald også gjorde 
krav på deres nærværelse. Kirkegulvet, som før havde 
været halft tomt. fik jeg fyldt med sognenes ungdom, 
skønt jeg nu tvivler på, om jeg dertil brugte de rette 
midler. Jeg oplæste næmlig loven, der er streng og på- 
lægger mange flere end de nylig konfirmerede at give 
møde. Således gjorde min ven Wieselgren ovre i Skåne, 
da jeg var i hans kirke, og det havde jeg ikke glæmt. 

Især gennem konfirmationen træder en præst i 
forhold til den opvoksende slægt, derfor må den blive 
ham så vigtig. Jeg foretog straks en ændring ved dens 
ydre form, idet jeg ordnede børnene på konfirmations- 
dagen efter alder, ikke, som skik og brug var, efter eget 
godtykke. I førstningen blev adskillige velhavende gård- 
mænd vrede, når deres børn fik plads efter husmands- 
baroet. De lod mig det også inærke; så vidt gik imid- 
lertid deres vrede ikke som slagterens på Vesterbro, 
der, da præsten havde stillet hans datter efter spek- 
høkerens, råbte: „herr pastor, vil De da jage mig bort 
fra broen?" 

Forberedelsen til konfirmation søgte jeg at gøre så 
tiltalende som muligt. Til ledetråd tog jeg dåbspagten, 
de 10 bud, fadervor og indstiftelsesordene ved dåben og 
nadveren. Vi sang salmer med hinanden, jeg fortalte 
dem meget og var langt fra at falde dem til byrde med 
Balles lærebog; kun bibelsprogene holdt jeg pa. Men 
hvor lønnende var så ikke den gærning, især blandt 
pigebørnene! „Nej kors, hvor de dog har rede i)å der 
kristendom I" sagde man, når de blev overhørte. Og 
der var noget, som endnu var hædre end det: adskillige 
af de unge blev grebne af troen og har holdt ud genneiu 
modgang og medgang, navnligt sluttede et par nette, 
livlige småpiger sig straks til mig. 



10 

Tit kom den ene eller anden af sognet ned til 
præstegården med en gave, en hare, en gås, et stykke 
smør eller en ost; det var god gammel skik på den egu, 
blandt andet, når man havde børn, ,.som gik til læsning 
hos præsten". I regelen var det „vor mor", der bragte 
gaven, hun blev da budt ind i stuen op fik en „skål 
kaffe'" og en lille „prat" med fruen. I førstningen kunde 
hun være meget undselig og sidde og pille og glatte ved 
sit forklæde, til det stød gik over, Julie kunde ypperligt 
indlade sig med dem, snakke om deres linned og drag- 
kister, og hun satte gårdmands- og husmandskoner uden 
forskel i sofaen og sig selv på en stol. „Nej, det var 
dog alt for stor ære, fruen gjorde af os", hed det. 

De omtalte pigebørn havde ingen moder mere, var 
også komne af småfolk, som ikke havde stort til bædste, 
men efter ævne vilde de dog følge skik. Så kom de 
med hyben, så med tyttebær, pænt lagte ned i en kurv 
med hvidt klæde over; de tog skoene af og satte dem 
udenfor, bankede på døren, gjorde et kniks, spurgte efter 
fruen og bragte sit lille offer. Snart havde de sin gang 
nede hos os, og Julie fik dem kær, tog sig af dem, lærte 
dem kvindelige færdigheder, fortalte dem historier og 
spillede og sang med dem. 

Deres troskyldige væsen behagede os. De vimsede 
om, ud og ind, hjalp til i huset, sang og kvidrede som 
små fugle, jeg skrev dem et par børnesange om „lille 
kong David". Den ene havde en prægtig altstemme, og 
den anden kunde sætte tone til de salmer, hun holdt af, 
„det kom sådan af sig selv", sagde hun. Og hørte man 
dem snakke jydsk, mærkede man, der også kunde være 
skønhed og klang i det mål. Jeg ser dem endnu sidde 
og sladre og synge, når noget skulde spindes i eu hast, 
eller uår der var humleplukuing og hele stuen fyldtes af 
den krydrede duft. 

Hvad der mest trak os til dem. var dog det dybeste, 
den barnlige tro, hvormed de greb alt, de hørte om 



11 

frelseren. Måske løb en smule forfængelighed med deri, 
at være ligesom hjemme hos præstens, var for dem jo 
noget stort. På den anden side måtte de imidlertid 
også høre en del derfor, den ene piges fader, ellers en 
småmand, stod sin datter hårdt imod, „hun skulde da 
it bli' høllel" Men hendes lille sjæl var lige så fast, 
som den var blød og elskelig. 

Det var nogle af de første frugter af min virksom- 
hed, jeg fik at se, derfor er mindet om dem mig dobbelt 
kært. Siden, da de små voksede til, har de begge været 
i vor tjæneste, den ene fulgte med til København og 
blev hos os et års tid; og ingen af dem glæmte den tid, 
.,de gik til præst sammen og hørte de mange gode ord". 
Den ene blev gift med en brav skolelærer, den anden 
også godt gift med en bonde, og brev fik vi nu og da i 
længere tid ; nu er en af dem gået bort. 

Et træk til må jeg meddele om hende, som endnu 
lever. Et par år efter at jeg havde forladt Starup, kom 
et brev til min hustru fra hende med penge. „Hun 
havde," skrev hun, „båret på noget i år og dag og 
kunde ikke længer tie med det." Da hun ved min af- 
rejse hjalp med at pakke tøjet sammen, havde et hånd- 
klæde, min kone jævnligt brugte, stukket hende i øjnene, 
så hun fik sådan lyst til at eje det som minde om os; 
hun modstod heller ikke lysten. Tit havde hun siden 
taget det fræm og set på det, men, fuld af angst, puttede 
hun det gærne straks ned igen i sin kiste: „du har 
været den utro tjæneriude," sagde det inden i hende. 
„Turde jeg dog beholde det," sagde hun til sig selv, „så 
vilde jeg så gærne I Bare lidt endnu, bare en måned, en 
uge I" Og hun bad til Gud derom. Samvittigheden lod 
hende imidlertid ingen fred, det brændte på den, synd 
var og synd blev det alligevel, og hun vidste snart ikke, 
hvor hun skulde gøre ad sig. Da sendte hun min kone 
brevet med to rigsdaler i som godtgørelse, og en inderlig 
bøn til vor Herre og os om forladelse „for den store synd". 



12 

„Å, hvor det har lettet for mit arme hjærte I Og rnå jeg 
så ikke, kære frue, beholde det, jeg tog fra Dem? Det 
er mig et stadigt miode både om Dem og min synd." 
Jeg må tilføje, at vi ikke en gang havde savnet det. 

Præstelige husbesøg omkring i menigheden høre 
til mangen" præsts kæreste gærning, meJ mig var det 
dog ikke tilfældet, den egeniige sjælerøgt duer jeg kun 
lidt til. Mit medfødte, indesluttede væsen gør mig det 
ikke let at omgås og komme i tale med mennesker, falde 
med døren ind i huset og føre gudelige ord i munden 
til alle tider, kan jeg ikke: det er nu mit kors. Pligten 
bød imidlertid, og efter ævne stræbte jeg at affinde mig 
med den nogenlunde; når min kone imellem kunde følge 
med ud, gik det straks bædre, hun var virkelig min 
„medhjælp". 

Også de fattige så jeg da ind til. Jeg savner ikke 
følelse for dem, skønt jeg ofte har truffet mig i at give 
almisse mindre af et godt hjærte, end fordi jeg vilde 
fri mig for det overhæng, ja selv fordi jeg vilde have 
skin af godgørenhed. Således er vi mennesker, når vi 
ret vil ransage os, synd alle vegne! Ellers havde de 
jydske fattige, i det mindste den gang, det ikke meget 
ondt, og det skulde være en hård bonde, der nægtede 
dem en krukke mælk eller et par håndfulde gryn, når 
de bankede på hos ham. 

Om søndagen holdt jeg bibellæsning efter tjæ- 
nesten; nu til dags er det en meget almindelig sag, men 
den gang og i den egn var det et helt særsyn og mange 
til forargelse. De onde rygter kom nu først ret i gang, 
jeg prædikede, hed det, ikke om andet end djævelen: 
„tag jer i vare," skulde jeg have sagt, „se der henne i 
krogen, dér står han; ser I ham ikke?" Man drillede 
og pegede fingre ad dem, „der gik til læsning". En for- 
soren knegt, en snedkersvend, søgte endog at få andre 
med til ulyd og optøjer, det lykkedes imidlertid ikke, og 



13 

kort efter døde han en brat død som følge af sine ud- 
svævelser. 

At gå til bibellæsning, hørte der altså mod til. Og 
alligevel savnede jeg aldrig tilhørere; nogle kom af 
trang, andre lokkede det nye ved den sag og det gode 
efterdømme, de fik af fræmstående gårdmænd. „Te 
Jehannes'" (Johan Bertelsen) gik de gærne hen. Men 
der var altid dem, jeg havde væntet det al som ikke 
turde komme, og der var dem, jeg mindst havde væntet 
det af, som kom; blandt andre Starup-smed, Johan 
Meyer, han, som havde bandet på, „jeg ikke skulde gøre 
ham bølle". 

Jeg havde, da jeg gik rundt i menigheden, også 
været inde hos ham. Jeg traf ham stå i sin smedje, 
sværtet i hele fjæset, med sin korte kridtpibe i munden 
og den alenlange, rødblå hue på, han havde arvet efter 
faderen, der var prøjsisk underoffisér. Han var ind- 
ladende og talte godt og forstandigt for sig, mere end 
almindeligt, navnligt glædede det ham at glimre med 
sin kundskab til biblen. Siden havde vi sets af og til, 
han havde også været i præstegården, at gøre et eller 
andet ved, men så hed det gærne: „dér er den skrække- 
lige smed I" I det ry stod han. 

Hvad han nu egenlig kom for til bibellæsning var 
vel nærmest nysgærrighed, måske en hemmelig dragelse; 
„lyde på 'et", tænkte han, „koster da ingen pæng'I" 
Der faldt imidlertid ord, som jeg kunde mærke slog ham, 
næste søndag indfiindt han sig igen, og så fræmdeles. 
Han spurgte, fik svar derpå, og snart tvivlede jeg ikke 
ora, det jo blev alvor med ham. 

En dag kom han til mig og sagde: „m;l a tale med 
Dem i enrum, sådan af bjærteus grund, herr magister, 
for der er noget inde, som klemmor hårdt I Vi har nu 
haft mange præster, og der var en af dem, som var en 
strenge mand, men det skulde nu it være, te a fik ret 
tro til nogen af dem. Så stod den ene, han hed, ja. 



14 

det kan nu være det samme, hvad han hed, men når 
han stod for altaret og vi skulde ofre, skelede han til 
mig; han tykte vel, te a ofred for lidt. En anden var 
aldrig gladere, end når han sad ved en lille whist. A 
vilde tit tale til dem om så meget, om alt det, der 
trykked mig. Ud slap 'et dog aldrig, og det var der it 
noget at gøre ved; a blev den, a var. A kunde som tid 
tage og læse i en prædikenshog, men skidt var 'et og 
skidt blev 'et. 

Endelig kom De, og a har hørt mange gode ord af 
Dem. Kan De huske, da De udlagde evangeliet om 
hende, der kom til Herren og bare vilde røre ved haus 
klædebon, så blev hendes datter nok karsk. A tænkte 
ved mig selv, ja var 'et nu sådan, at den mand gik lys- 
levende om igen. så vilde Starup-smed bare bede om at 
turde røre ved det yderste af hans klæder! De véd 
ittige, hvordan a har levet! Kunde a gøre det godt, 
som a har gjort ondt, solgte a gærne min sidste skjorte ! 
Hu, det mylrer med ondt inde i mit hoved, og a duer 
it til andet end at skydes for panden! Tror De, der er 
forladelse for så grov en synder, herr magister? Vil De 
høre på mit skriftemål? A må tale rent ud, det linder, 
ja det linder!" 

Og han fortalte mig træk af et gudsforgåent' liv. 
Han kunde ikke leve uden flasken, havde sviret og 
sværmet alle sine dage, altid været oplagt til slagsmål, 
havde gjort falsk ed og lokket ikke mindre end 3 stakkels 
piger. „For en knøv en var a," sagde han, „men lige så 
ond som dagen er lang; det var farligt at holde til vens 
med mig i en legstue. Den dans kunde række længer 
end de lysted; piger og vin: det vidste a, Luther havde 
sagt, og det blev mit valgsprog!" 

Da den ene, som han virkelig „havde hu til", døde, 
blev han ude af sig selv, han fik en vild knægt, Brakker- 
smed, med, og de gik ved nattetid hen på kirkegården. 
Så vidt jeg kunde forstå, vilde han grave hende op og 



\ 



15 

ved den ondes hjælp puste liv i hende igen, eller hvad 
det var for anden galskab, han tænkte på. Til den ende 
skulde de ved midnat ind i kirken, og der turde Brakker- 
smed ikke følges med, inden den anden lovede at te sig 
som et menneske: „for du bander altid så gruseligt, 
Johan I" 

En gang vilde han formeligt forskrive sig til satan 
med sit blod, imod løfte om langt liv i al verdens lyst 
og glæde. Han havde læst om, hvordan man derved 
skulde bære sig ad, og satte det i værk, „det var da 
vel it så umuligt det at gøre efter". En bælgmørk nat 
stod han alene ude i skoven langt fra mennesker og 
råbte tre gange på den onde; han væntede og væntede, 
„men der kom kun sådant noget pusleri, ingen ting 
videre". Så blev han „helt tovelæ", løb bort hjemmefra, 
drev om i 3 dage som et vildt menneske og vilde gjort 
ende på sit liv; „men vor Herre var mig god, så blev 
'et it til noget." 

Ved en lignende lejlighed A'ilde han dræbe sit eget 
barn. „A stod og bryned kniven på min slibesten, da 
to svære karle kom til og fik den vristet fra mig, alt 
det a sparked og tumled med dem, hjalp it. Hvad 
satan i hede helvede vil I mig? råbte a. Har da ittige 
den, som har sat ungen ind i verden, lov til igen at 
sætte ham ud af verden? Dér får en det jo evigt godt I 
Jo det er den rette relighed, det! Med det samme 
dumped a om og lå så lang a var på jorden: men Jøsses, 
Jøsses dog, sagde a, hvor var 'et te a var henne? Ja, 
du var it for regerlig, Johan, sagde de, og slabte af 
sted med mig til min seng, og en pøs koldt vand over 
hovedet. Se sådan har det været fat med mii?. hcrr 
magister I" 

Hvad jtg sagde ham, kan jeg ikke gentage, mon 
dot var evangeliets trøst, jeg bragte on angergiven synder, 
og lian græd som et barn og trode; her havde vor 
Herre selv værot med. Fra dot øjeblik var han et nyt 



16 

menneske, og en usigelig mildhed kom over hans barske, 
furede åsyn. Luthers lille og store katekisme var hans 
yndlingsbøger. 

Alligevel udeblev fristeren ikke helt; han havde 
vænnet sig til at ligge om natten med flasken under sin 
seng, deraf tog han en slurk af og til. En nat, så for- 
talte han, sov han uroligt og greb halft i søvne efter 
flasken, i det samme vågnede han -med ét, og fristelsen 
vågnede med. Han tog flasken og så på den. „En lille 
dråbe, a er svært tørstig, og det skader da itl Skulde 
det være så blodig en synd? Å hvad? Er brændevinen 
it også en gave af vor Herre?" Længe lå han med 
flasken i favn. „Nej, a vil it være nogen nar, forsvoret 
har a jo ittige at smage brændevin, og min mave trænger 
dertill" Et lille ophold og så det råb: „men satan, 
satan 1" Han brast i voldsom gråd: „jeg forsager djæ- 
velen og alle hans gærninger og alt hans væsen!" 
Flasken blev kylet langt bort, og han sov roligt ind 
med en salme. 

Kun én ting kuede ham endnn, hans familjes skæbne; 
kone og børn var glade nok over, at han var bleven et 
andet menneske, men den vej, han nu gik på, huede ikke 
dem. „A må dog bære den byrde," sagde han, „som 
min hemmelighed, med kristelig tålmod, da a selv anser 
mig for skyld deri. Der er it andet råd for!" 

Min kone og jeg havde megen glæde af hans om- 
gang. Der sad hoved på ham, det gør der gærne på en 
landsbysmed, og han kændte hver mand i sognet på en 
prik og kunde meddele mig ikke lidt, jeg ikke før vidste. 
Hans muntre lune kom nu med fræm, især gik det ud 
over kvinderne. „Hvis han fik noget at sige, skulde 
man skære et stykke af de lange, skarpe tunger." 
„Kvindfolk og glas, dem får en fare varligt med!" Han 
ejede den ældste danske udgave af Rejnike Foss med 
træsnit, en bog, der havde moret ham meget, den for- 
ærede han mig. I en sådan stemning fortalte han også 



I 



17 

om de lystige indfald, der havde gjort hans nærværelse 
ved gilderne til næsten en nødvendighed ; „ja, klø du 
kuns på, Johan", hed det. 

Havde en drukket over tørsten, straks var han på 
færde. Så strøde han dem frøer, hakkelse, peberkorn i 
maden; så lovede han en i den tilstand at bringe ham 
til sengs til konen, og ledte ham derefter ind i svine- 
stien. Svinet gryntede, „hvad er 'et, hun siger?'' spurgte 
den fulde, som var tunghør. „Å," sagde han. „hun siger 
ito (et udråb), te I skal tage jere klæder afl" „Og er 
'et it sært, herr magister," kunde han føje til, „der er 
slet ittige nogen anger over mig, når a tænker på de 
ungdomsdårligheder. Hvoraf kan det komme, er det let- 
sindighed?" 

Et par år levede vi således sammen, da begyndte 
han at blive sygelig. Den sidste juleaften, han sad hos 
os, var han usigeligt glad; der var en del flere med til 
stede, og min kone spillede Brorsons salme: hvor er det 
godt at lande. Alle sang, tårerne trillede ham ned ad 
kinden: ,.ja, hvem der først var landet der oppe I Lille 
frue, bed en god bøn for mig, at det må være min sidste 
jul heri" Han kunde også nogle gamle kønne vers, som 
han havde stor trøst af, dem bad jeg ham skrive op for 
mig, og han gjorde det; her er de. 

Så lad kun glasset løbe 
Ofr tiden rende bort, 
som var den kørt med svøbe, 
det gør mig pinen kort ! 

Sagtmodig vil jeg tåle 
alt hvad mig går imod, 
hvad verden vil imåb^ 
af beskt for kød og blod; 

at troen ikke falder, 

om den forfølger mig 

med had og svig og skralder, 

mod løgn hiI lumskelig. 

U. 2 



18 

Guld lutres, når det gløder, 
ved kors en kristen sjæl, 
derfor når modgang møder, 
får først min ånd det vel. 

Og snart det går til ende, 
snart løber glasset af, 
snart svinder min elende, 
snart åbner sig min grav. 

En håndfuld muld skal lukke 

min tårekilde til, 

når Herren mine sukke 

af nåde høre vil. 

Men hisset skal med palmer 
jeg for Guds trone stå, 
hvor glad skal jeg med salmer 
blandt Assafs troppe gå! 

Ti da er sorgen svunden, 
bortsmeltet er min nød, 
for korset kronen funden, 
jeg vandt ved Jesu død! 

Smedens bøn blev hørt. Sygdommen tog til, så 
kunde han ikke forlade sengen mere, men lå dér frejdig 
og gudhengiven, „jeg er reddet", sagde han, „som en 
brand af ilden" ; syndsforladelsen havde han tilegnet sig 
helt og fuldt og ængstedes ikke af nogen tvivl. „Min 
sjæl, lov Herren, og alt hvad i mig er hans hellige navn", 
det var hans daglige lovsang. Den tak, han bragte mig 
med et næsten forklaret blik. da vi sås sidste gang, er 
af de ting, som aldrig kan glæmmes. Des værre var jeg 
fraværende i en æmbedsgærning, da han døde, kun min 
kone sad ved sengen og hørte hans sidste suk. Hans 
liv som omvendt og hans død havde været et vidnesbyrd 
langt vægtigere end alle mine ord, med fuldt hjærte 
kunde jeg derfor skildre det ved jordefærden og bringe 



I 



19 

ham et: „farvel, broder!" Den gravtale, især at jeg 
kaldte en sådan synder for broder, voldte imidlertid for- 
argelse hos somme selvretfærdige i sognet. „Nej,'" hed 
det, „det kom it vor præst godt i land med! Det gik 
dog bædre, da han talte over Fattiglars, ham, som gik 
hen og hængte sig!" 

De mennesker, jeg her nærmere har omtalt, var, 
Gud ske lov, ikke de eneste i Starup, hos hvem åndeligt 
liv rørte sig, den gamle forjættelse står ved magt om 
ordet, som ikke skal vende tomt tilbage. Jeg hørte nu 
heller ikke til dem, der tog det at gå i forsamling som 
usvigeligt tegn på en ægte Kristen. Også i det stille, 
omkring i husene så jeg træk af fromhed og glædede 
mig, og mere end én dødsseng har været mig til sand 
opbyggelse. Dér har jeg modtaget skriftemål om hemme- 
lige synder, og dér har jeg sét, hvor godt det er at gå 
herfra, når, som en bonde sagde til mig, „vi bare er 
visse på, at vor Herre er både kavtionist og selvskyldner 
for os". 

Samme år jeg tiltrådte mit æmbede, kom Mynsters 
udkast til et nyt ritual, som blev omsendt til præsterne, 
så de kunde udtale sig om det. Forskellen mellem den 
klare Mynster, pligtens og ordenens mand, men med 
mindre dybt syn for sakramenterne og historien, og 
(irundtvig, seeren med de store syner og frihedens mand, 
blev ved den lejlighed vitterlig for alle. Der var især 
ét punkt, ændringerne ved dåbshandlingen, som både 
smertede mig og gjorde mig urolig på den danske kirkes 
vegne; i min udtalelse frarådede jeg dem også ind- 
stændigt. Og jeg lod det ikke stå hen dermed, ung og 
kamplysten som jeg var, sendte jeg en ruudskrivelse til 
de præster i Ribe stift, der tænkte som jeg, og foreslog 
dem en skarp oflVnlig fællesudtalelse mod udkastet. Jeg 
mindes nu ikke længer de nøjere omsta'iidigheder. hvor- 
for en siulan ikke blev fra-mskattet, Birkedal, véd jeg, 
var imod den, og mit i),itænkto skridt tik iugm følger. 

2* 



20 



Men udkastet til et nyt ritual fik heller ikke videre 
følger, og deri var ikke Grundtvigs „frisprog" alene skyld. 



Det varede naturligvis ikke længf, inden for- 
samlings folkene her ovre fik spurgt om den nye 
præst i Starup. Så kom én vogn fuld af dem fra Vonsild 
og Hjarup og så en anden fra Grejs til kirke hos mig, 
og de kom atter, fordi de hørte en forkyndelse af ordet, 
de kunde være til freds med. 

En dag, da tjænesten var endt, og jeg gik hjem 
over engene til min præstegård, trådte en meget livfuld, 
høj, bondeklædt Fynbo mig i møde, som sædvanligt 
hyllet ind i tørklæder om halsen, så man kun halvvejs 
så ansigtet; han trykkede min hånd. „Og nu skal De 
have så mange tak," sagde han med et smil. „Ja, jeg 
har hørt om Dem i Kolding hos denne verdens børn, og 
det, jeg hørte, var slet ikke godt. Men så tænkte jeg 
ved mig selv: der må dog vist være noget ved den mand, 
siden de er så farligt vrede på haml Og for nu at sige 
Dem, det ikke var løgn, jeg tænkte, derfor ser De mig 
her!" Det var den meget omtalte lægprædikant Peder 
Larsen Skræppenborg, den gang sad han, trods al 
sin naturlige munterhed, dybt inde i pietismen. 

Efterhånden blev Starup et samlingssted for de op- 
vakte på Østerlandet fra Horsens og ned til Kristjansfelt, 
ja selv fra det vestlige Fyn; sådan dyrtid var her endnu 
på en evangelsk prædiken. Dér var gårdfolk, småmænd, 
tjænestefolk imellem hinanden, ti skønt gårdmanden på 
landet ellers gærne er stiv aristokrat, havde den fælles 
tro dog nedbrudt skillevæggen. Deres hovedledere var 
Niels Thomsen, en velhavende bonde fra Hjarup, og 
den senere folketingsmand Jens Jørgensen fra Grejs. 
De var først i min kirke, hvor adskillige af sognets folk 
ikke med de mildeste blikke så på disse „udensogns", 



21 

der fyldte dem stolene. „Hvi kunde de it blive hjemme 
hos dere egne pra;ster? Men vi skal vel have mere 
vinter, siden vildgæssene flyver ad den vej !" Om efter- 
middagen fulgte gæsterne så med til bibellæsning, som 
jeg gærne holdt i Starup skole. 

Deres køretøjer fik plads i præstegården, den nær- 
meste gård ved kirken, og det følger da af sig selv, at 
vi ikke lukkede vor stue for dem. Samtalen kom i gang, 
eller min hustru satte sig til pianoet og spillede salmer 
især af Brorsons, der den gang var i alle de opvaktes 
munde. Adskillige af dem, bondepiger og bondekoner, 
havde selv sat friske og gribende toner til hans svane- 
sange : 

når mit øje, 

træt af møje, 

mørkt og vådt af tåreregn; 

eller: 

hvor er det godt at lande 
i himlens søde havn ! 

Dem lærte da Julie, og hvor sjæleglade blev de ikke, 
når hun, der udsatte så kønt. spillede dem, og de alle 
kunde synge dertil i kor. 

Hun kunde tale med dem, hun kunde spille for dem, 
hun var så „farlig gemen", nej en sådan præstekone 
havde de dog aldrig kændt magen til I „Hun er jo 
ganske som en af vore egne," det var den højeste ros, 
de kunde give nogen. En gammel bonde, tidligere for- 
pagter hos min onkel Salling, sagde: „jeg er snart ræd 
for, jeg gør mere af præstekonen end af præsten," og han 
kunde have ret i at sige det. 

De var nu hos os som hjemme, og hvad huset for- 
måede ])leY naturligvis sat fræm, om det end somme 
tider faldt min kone lidt svaTt, uår gæsterne blev mange. 
Så hjalp do selv til, og ud i køkkenet, for Jit hente 
hende ind; „hnti skulde dog it vaM*e der' Marta". 



22 

Birkedal, der havde været vidne hertil, sagde siden i 
København til hende på sin ejendommelige vis: „ja den 
gang var De noget, og hvad er De nu?" Et sådant liv 
havde hverken jeg eller min kone drømt om før, og vi 
kan nu ikke tænke tilbage på det udeu glæde og tak 
til Gud. 

Tilstrømningen var stærkest om helligdagene. Jeg 
mindes eu julemorgen, som jeg vilde åbne hjemme i 
mine stuer med en ottesang. Stormen hvinede, og 
regnen styrtede ned, så vi ikke væntede mange fremmede 
den morgen, men vi havde skulfet os. Alt klokken 4 
indtraf de første nede fra Sønderjylland; de rystede 
regnen og sneen af sig, krøb ud af de kåber og tør- 
klæder, hvori de var hyllede fra øverst til nederst, og 
tog plads inde. Snart rullede vogn ind i gården efter 
vogn fra mine sogne og omegnen; adskillige af de lang- 
vejsfolk bragte harer, vildt og andre gaver med. De 
modtoges med kaffe og julekage, hele huset var oplyst, 
og jeg holdt morgentjænesten i vor sal. Det blev en vel- 
signet fest. 

En påskedag havde endnu flere samlet sig, og jeg 
glæmmer ikke det syn, der mødte mig, da jeg kom fra 
kirke. Det var blevet tidlig vår; lærkerne sang omkaps, 
engene vare grønne, stikkelsbærbuskene stod i udspring, 
og allerede så man et par bede i vor have prange med 
påskeliljer, et mildt solskin lå over det hele. Og dér i 
haven og rundt omkring i gårdens enge så jeg nu kirke- 
folkene lejrede i det frie i klynger, spisende, samtalende 
og syngende, vore stuer var for længe siden fulde med 
dem. Hvor levende kom jeg ikke til at tænke på 
mængden, som Jesus bød sætte sig ned, „ti der var dér 
meget græs". Påskesalmen lød: 

i døden Jesus blunded, 
i graven lagdes ned, 
har nu dog overvundet 
al dødens bitterhed! 



23 

I sådanne omgivelser passede Grundtvigs dejlige digt, 
„påskeliljen", og det blev heller ikke glæmt. 

De, vi allerførst kom i lag med, var Hjarupperne 
sønden for Kolding. Liv var der i dem og frejdighed, 
de unge piger sang kønt, og et par så troskyldige og 
trofaste brune øjne som Niels Thomsens har jeg sjælden 
set; når han sagde: „nå, piger, syng os nu noget", var 
han ret i sit æs. Hvor ondt ha^de han så ikke ved at 
bryde op fra os I Hans kone, der var ældre og en 
dygtig kvinde, trak' ham hvert øjeblik i kjolen: „men du 
rajer (råder) dig selv. Niels, det forstår sig!" Og han 
rådede sig selv, i alt fald i det stykke ; tit bød han først 
farvel sent på kvæld, og de måtte køre de 3 mil hjem 
i bælgmørke. 

Med pastor Find, præsten der nede, var de slet ikke 
til freds, lige så lidt som han med dem, navnligt var 
han fjende af forsamlingslivet. Så kom Niels Thomsen 
en dag og spurgte, om jeg ikke kunde have lyst til at 
blive deres præst, „jeg kunde jo godt bytte kald med 
Find, folk snakkede alt derom," sagde han. Jeg gjorde 
mange indvendinger, en præst, holdt jeg på, skulde blive 
dér, hvor vor Herre havde sat ham; men Niels Thomsen 
var ihærdig, og det rørte mig, kunde det ikke være et 
vink fra Gud? Endelig fik han min indvilgelse i at 
høre sig nøjere for hos Find, og derom tilskrev han mig 
følgende brev. 

„Guds fred, som overgår al forstand, hvile over 
Dem og Deres kære hustru! Amen. Jeg skulde da til 
at fortælle Dem, hvorledes det er gået mig med pastor 
Find i anledning af at bytte kald. Jeg gik op til ham, 
og samtalen derom blev således. „Jeg haver noget, som 
jeg nok vilde tale lidt åbenhjærtigt med Dem om," sagde 
jeg. .,Hvad godt du?" spurgte han straks. „Mit gode, 
jeg haver at tale med Dem om, er i henseende til et 
rygte, som haver udbredt sig og vist nok ikke er Dem 
ubekaMidt, om at De nuUké vil bytte kald med magister 



24 

Hammerich." „Ja, hvad da," svarede han, „det er jo 
noget forfærdeligt I Man kunde tro, det var kommet ud 
fra dem, som ønskede det gærne." „Ja," svarede jeg, 
„måske De tænker, at det er kommet fra mig, for jeg 
kan i grunden ikke nægte, at jeg nok ønskede at have 
Hammerich til min præst." „Ja, det krnde jeg nok 
tænke, for de to drives af samme ånd I" „Ja," sagde 
jeg, „men det være dog langt fra, at det rygte er kommet 
ud fra mig, eller at det er oprundet i magisterens hjærte. 
Men jeg haver sagt ham, at det kunde være tænkeligt, 
ja det kunde nok være troligt, at Find vilde bytte med 
ham, omendskønt jeg haver aldrig talt med pastor Find 
derom." „Hvor kunde De dog sige dette?" svarede han 
mig kort. „Jo, det kunde jeg nok,'' svarede jeg, „herr 
pastor, for De haver en gang sagt mig, at De hverken 
vilde være her eller kunde være her. Og så tænkte jeg 
og svarede herpå efter Deres egne ord, at det nok kunde 
være troligt, at De vilde bytte." „Ja," sagde han, „skulde 
jeg bytte, så skulde jeg have årligt 500 rdlr. i bytte, for 
så meget er mit kald hædre. For jeg vil ikke have en 
skillings tab derved." Hvorpå jeg straks kunde høre, at 
det ikke var sandt, at han aldrig havde tænkt derpå; 
for det kunde han ikke bedømme så hastigt. Jeg svarede 
på hans sidste, næmlig på hans tab: „det trode jeg om 
samme, at magisteren slet ikke forlanger, uår der kunde 
gøres rede for, det var så meget hædre." „Men." svarede 
jeg, „magisteren vil ikke heller give én skilling i bytte, 
fordi han så det kald, som han havde, som et kald af 
Herreo, hvilket han ikke vilde veksle bort for penge." 
Så svarede han mig, at han nøjere vilde overlægge dette, 
og tilhge vilde han i alt fald først tale med biskoppen. 
Derom véd jeg så ikke mere. Nu tak for sidst, jeg 
haver meget travlt og står lige og skal til Kolding. Lev 
nu vel i Herren og vær hilset mange gange fra mig og 
mit hus og alle troende i Hjarup! 

Deres forbundne ven og broder 

Niels Thomsen, i stor hast." 



25 

Noget efter rejste han på manges vegne til biskop 
Tage Miiller i Ribe, en ungdomsven af fader og en 
selv med sine små særheder såre elskelig mand, hvem 
jeg skylder meget. Muller havde intet mod bytningen, 
ytrede endog, den kunde have sine gode sider, men det 
blev alligevel ikke til noget med den, vist nok især fordi 
jeg var så tilbageholdende. Johan Bertelsen, Jens Hen- 
riksen, smeden, alle mine venner i Starup glædede sig 
ved det udfald af sagen, de havde en tid ikke været 
uden frygt. 

Smeden var for alvor vred på Hjarupperne og sagde 
dem: „de kændte nok ikke til det bud: du skal ikke 
begære din næstes hustru!" Mig sendte han et ikke 
ueffent allegorisk brev om ekserserskolerne i Nestved og 
Slagelse, der vilde bytte skoleforstandere: „og skulde 
man så ikke gøre dem i Nestved opmærksomme på sagen, 
da mig synes, de ikke selv ænse, at det kunde være til 
deres tab. om byttet skete. Så vidt jeg véd, kan deres 
modstand forhindre omskiftningen." 

En dag tog vi over til Niels Thomsen, og de bad 
mig, da endel mennesker havde samlet sig, at sige dem 
nogle ord til opbyggelse. Hvorfor skulde jeg ikke 
det? I åndelig forstand var det jo mig, der var deres 
præst, for en høfligheds skyld sendte jeg imidlertid pastor 
Find først underretning herom. Ikke des mindre blev 
han meget vred og klagede til biskoppen, som derpå 
tilskrev mig. 

Sagen var mig i grunden ikke uvelkommen, ti ilen 
vedrørte et hovedspørgsmål af stor rakkevidde, præstens 
ret til „i tide og utide, hemmeligt og åbenbart at for- 
kynde evangeliet." Til disse skriftens ord, der lyde for- 
manende ved enhver præstevielse, holdt jeg nug i mit 
svar til biskoppen, derpå grundede jeg min ret og pligt 
til at gøre, hvad jeg havde gjort, og krævede sagen ind- 
sendt til kanselliet. 



26 

„Just nu for tiden," skrev jeg, „forekommer hævdelsen 
af denne myndighed mig at være af dobbelt vigtighed 
for en kristen præst. I gamle dage havde man hos os 
omrejsende præster, de findes endnu den dag i dag i 
andre kristne lande, og de kan virke til velsignelse i 
tider som de nuværende, da en stærk åndelig trang gør 
sig gældende. Dem har vi imidlertid ikke mere. Og 
skulde vore dages præster nu tilmed opgive retten til 
ordets frie forkyndelse, som er meddelt dem ved ind- 
vielsen til æmbedet, vilde den kristelige vækkelse i 
landet, hvor den forefinder en præst, med hvem den ikke 
deler trosliv, være henvist alene til lægprædikanter og 
således i en tilstand, vi på ingen måde kan kalde 
ønskelig." Jeg holdt næmlig den gang og holder endnu 
på præsteæmbedet som en indstiftelse af Herren selv. 
Men min gode, rare biskop Tage Miiller var ængstelig 
for ufred i kirken og gjorde derfor ikke videre ved den 
sag, skønt både Find — Niels Thomsen mente, „for at 
det skulde skære des bædre," — og jeg ønskede den 
bragt for kanselliet. 

De udensogns folk, der opsøgte mig, kom fra meget 
forskellige hold. Nogle var hernhutisksiudede og førte 
ideligt „lammets blod og vunder" i munden; en af dem 
sagde en gang til mig: „når han af hele sit hjærte 
skulde bede til frelseren, måtte han kalde ham „mit 
lille bitte lam i himlen". Andre gik mørkt og tung- 
sindigt hen, talte de, var det kun som suk over „denne 
jammerdal". 

Atter andre var lovmennesker og hørte til „de 
stærke jyder", mellem dem var den væver, der i sin tid 
måtte vandre i tugthuset, fordi han kastede vrag på 
Balles lærebog som en ugudelig bog og vilde have 
børnene oplærte efter Pontoppidans forklaring. Også 
rene sværmere og fantaster fik jeg at gøre med og måtte 
høre nok om de syner, de vilde have haft. En skrædder 
drømte, fortalte han, hver nat om postiller og gudelige 



I 



27 

bøger, „dem måtte og dem skulde han endelig have" ; 
han drog omkring fra præst til præst og skaffede sig 
også adskillige bøger, just ikke på den hæderligste måde. 
Med sådanne folk kunde jeg ikke komme til rette og, 
efter et par gange at have været hos mig, blev- de borte. 

De, jeg trådte i stadigt forhold til, hang gærne 
sammen med den fynske vækkelse fra Kærteminde- 
egnen, der den gang var afgjort pietistisk med de sæd- 
vanlige særmærker. Om Grundtvig vidste man, han var 
en kristelig præst, men ikke sønderligt andet mere end 
at han ikke var en ven af gudelige forsamlinger; Lind- 
berg var bædre kændt. Man levede i friske minder om 
kampens og forfølgelsens dage, da „de døjede ondt for 
vor Herres skyld" og den ene blev smidt i tyvehullet, 
den andeu dømtes i strenge bøder; ord kunde da falde 
om mere end én præst: „ja, han er en fandens præst". 
De dage var på sine steder endnu ikke helt omme, 
skønt regeringen blev mildere under Kristjan den ottende. 
Det varer desuden altid en stund, inden den første 
vækkelse får sig klaret til et fast og sindigt liv i ånden 
med øje også for det i livet, der ikke hænger sammen 
med kristendommen, så man kan tage og føle derpå. 

Vore samtaler drejede sig om alt, der rører sig i 
det kristne liv, de nådefyldte øjeblikke, fristelser, sjæle- 
kampe, synd mod Helligånden, en sag, der ængstede 
mange og derfor måtte drøftes med omhyggelighed. 
Ikke sjælden hørte jeg påstå, at den sikreste vej var den, 
som gik hge imod naturen. Det er en af disse halve 
sandheder, som gå og gælde i pietistiske kredse, og kun 
vilde være en hel sandhed, hvis der ikke længer var 
mindste gnist af godt i vor natur. Men endnu er en 
lævning tilbage af (iuds billede, ellers kunde vi ikke 
blive frelste, og den skal lutres under Åndens tugt, ikke 
skyes; skyes og undsiges skal kun det i vor natur — 
des værre alt for meget — , som er af det onde. Det 
indrømmede man mig også i hovedsagen. 



28 

Med andre tvisteæmner gik det derimod ikke så 
let: med det mindre klare syn, de havde for sakra- 
menterne, de overdrevne krav, der stilledes til renhed i 
kirken, hvorved nogle gik så vidt, at de kunde kalde 
altret „en sand svinesti"; med den vægt der lagdes på 
gudelige forsamlinger og afhold fra dans og spil og fra 
omgang med „denne verdens børn". Helt fri for for- 
samlingernes arvesynd, åndeligt hovmod, tør jeg ikke 
kalde dem. Hvad det vil sige, at Herren sad til bords 
ved brylluppet i Kana, vilde ikke ret gå op for dem, og 
det, de krævede af en sand Kristen, var af og til noget 
sært. Et eksempel herpå! 

Min hustru har altid gået med lange lokker, hendes 
hår krøllede af sig selv; det forargede adskillige af 
kvinderne sig over, man mente, det stred mod Paulus' 
ord om kvindens hoved, der skal være tildækket i kirken. 
Et par af dem indfandt sig hos hende, kændeligt for- 
legne satte de sig ned. og efter nogle varsomt indledende 
ord, tog den mest fræmtalende mod til sig: „de havde 
en ting at sige fruen, men hun måtte endelig ikke blive 
vred." „Hvorfor de da trode, hun vilde blive vred på 
dem, spurgte hun, havde hun ikke altid modtaget dem 
med venlighed?" „Jo, det skulde ingen sige andet, men 
det, de havde på hjærte i dag var sådan noget, som 
måske ikke ret skikkede sig for bønderfolk." Den 
talende sad imens og glattede med hånden på sit tør- 
klæde og kunde ikke hitte de rigtige folder at lægge 
det i. Endelig brød hun over tvært: „ja det var da om 
det bare hår, fruen gik med, for der var nok dem, som 
mente, det stred mod skriften, og at en kristelig kvinde 
i det mindste i kirken måtte gå med kappe på." Min 
hustru smilede, „var det dog ikke bædst," sagde hun, 
„de talte også med hendes mand derom, han havde altid 
sagt, hun skulde helst gå med det hår, vor Herre havde 
givet hende." Nu blev jeg hentet, jeg slog stedet hos 
Paulus op og udlagde dem det, og enden blev, at min 



29 

kone gik med sit hår, som hun var vant til, og at ingen 
mere forargede sig derover. 

Når jeg talte om naturens skønhed, kunde de føle 
sig stødte tilbage. På sædvanlig bondevis så de der 
ude stude og heste, kvæg og får, korn og hø og brænde, 
og ikke stort andet; „om skaberen og naturen," hed det, 
„prædikede jo alle verdslige præster." Jeg kunde da 
vise dem en grøft med røde valmuer, en krans af korn- 
blomster og spørge, om her ikke var mere end Salomon 
i al hans pragt, og om Gud ikke var også skønhedens 
Gud. Eller jeg slog den 104de salme op og forelæste 
dem et stykke som: 



du lader kilderne flyde ud i bække, 
som sno sig mellem bjærgene, 
kvæge alle markens dyr 
og slukke skovæslernes tørst. 
Ved dem bygge himlens fugle, 
som kvidre inde mellem grenene. 



Det bad jeg dem huske vel på, når de sad ved en bæk. 
Og de følte sig slåede og tav. Mit standpunkt lige over 
for pietismen stod fast nok, ti jeg havde tillevet og til- 
kæmpet mig det. Men jeg var varsom, hvor jeg måtte 
gå dem imod, måske alt for varsom; jeg vilde ikke miste 
det hold, jeg en gang havde på dem, og så længe muligt 
udsætte den afgørende kamp mellem mit livssyn og deres. 
Komme måtte den, det kunde jeg forudse, og den var 
kommen, hvis jeg havde blevet i Starup. Derfor undgik 
jeg også helst kildne spørgsmål, som om en omvondolse 
efter døden; desuden havde jeg indprentet mig Bengels 
advarsel mod „at sladre (Jud af skole". Alligevel kunde 
vi tørne sammen dygtigt, og jeg for op. Det tog Jyderne 
imidlertid, efterhiindon som de lærte at kænde mig. nuMl 
megen rolighed; de vidste, at, som de sagde, „den Imnd 
it bod dere får". 



30 

Gærne vilde jeg åbne deres øjne for historien, vore 
sagn og viser, tænkte og på foredrag herom; dog blev 
det ved tanken alene, at sætte den i værk, forekom mig 
endnu for tidligt. Der var så meget, som nærmest ved- 
rørte det egenligt kristelige, hvorom vi først måtte 
komme på det rene. 

Til megen opmuntring blev besøg mig af præster, 
med hvem jeg var åndsenig, „den ebræiske Miiller" og 
Birkedal, der endnu sad som en ensom fugl midt på 
heden. Begge bragte de frisk liv og munterhed med, 
Birkedals munterhed kunde endog gå meget vidt. Ved 
det nordiske kirkemøde i Kristjania havde en del men- 
nesker, mest Pietister, samlet sig i et værtshus og væntede 
på ham; de vilde så gærne tale med den mand, hvis 
prædikener var dem til stor opbyggelse. Han havde fået 
det at vide på en ridetur, vejret var slet og han tilsølet 
af ridtet, dog frejdigt red han fræm, holdt uden for 
værtshusvinduerne, hvor der var fuldt med folk, tog 
hatten af og sagde : „ja, her ser De mig, mine herrer 
og damer; det koster 4 skilling!" Man tænke sig, 
hvilket sæt det må have givet i Pietister, men just der- 
for gjorde han det. 

Det er noget andet, når man får besøg på landet 
end i staden. Så giver vennen sig stunder et par dage 
eller længer, man er sammen fra morgen til aften og 
kommer hinanden meget nærmere end under almindelige 
omstændigheder. Fuldt op var der at tale om, mens 
man ellers endnu i hin tid hørte præster hist og her 
underholde hinanden med klager over, hvor offeret dog 
tog af især i den magre trinitatistid, over de synkende 
kornpriser og provstens mange udsættelser på præste- 
gården. Navnligt gennemtalte vi en præsts stilling over 
for de vakte Kristne. Vi vare enige om, at Kristus skal 
forkyndes som genløseren for hele mennesket, også for 
de sider, der ikke lige fræm hænge sammen med kristen- 
dommen; vi havde lært at skatte det folkelige, og vi 



31 

elskede Norden. Hvorledes en kristelig vækkelse næsten 
vidunderligt kan lukke op for alle gode ævner i men- 
neskenaturen, havde vi selv oplevet og set stadfæstet af 
historien og det daglige liv. At bringe det dertil, stod 
for os som en præsts rette opgave. 

Og uu gav de mig gode råd i mangt og meget og 
styrkede min tro på fræmtiden. Den er ikke heller 
bleven skuffet; varede det end en rum tid, inden pietismen 
rundt i landet gav efter for et friere og sundere livssyn, 
det skete dog, også hos de mennesker, mellem hvilke 
det en tid var givet mig at virke. Men da var jeg ikke 
længer hos dem. 

Hin tid af mit liv er den. hvori jeg har smagt mest 
til folkeyudest, ti, som Mourad træffende har sagt, „det 
er os det samme, hvad al verden siger, når bare de 
roser os, med hvem vi spiser til middag". Skønt jeg 
ikke som taler har det, der river tilhørerne med sig, 
kunde jeg dog fylde min plads, og omstændighederne 
var så ualmindeligt heldige på denne egn. Kredsen var 
vist nok snæver, en afkrog af landet, men har Cæsar 
ikke sagt: „heller den første i en lille by end den anden 
i Rom?" Og her var jeg den første, hvor lokkende for 
en stolt natur? Også jeg har erfaret de fristelser, 
den yndede præst er udsat for, de er åndige fristelser 
og derfor dobbelt farlige. 

Da gælder det om at tage alt vort eget fangent 
under Kristi lydighed, at prædike for sig selv, stå på 
vagt imod fristelsen af tilvante, gudelige talemåder, ikke 
tro sig god, fordi man kan tale Herrens gode ord, og 
ikke stor, fordi Ånden for menighedens skyld Lægger 
evigt store ord på vor tunge. Først og sidst kamp mod 
sig selv! 

I eder selv påminde, 
som tugte med Guds ord ! 



32 

Således synger gamle Kingo. Hvor tit er jeg ikke 
blevet mindet derom af kraftens og sandhedens Ånd, og 
atter hvor tit har jeg ikke overhørt mindelsen? 

Farer true også på et andet hold. Den, som leder 
en bevægelse, kan så let gøre meget med, for ikke at 
miste dem, han leder; ja han kan lige fræm lade sig 
trampe ned af mængden, hvis han vil tækkes den for 
enhver pris. Det har vi alt for mange eksempler på 
både i kirkelivet og folkelivet, og jeg færdedes nok 
mellem folket, bares nok op af det; faren derved kænder 
jeg fuldt vel. 

Grjaldt det før om at hengive sig selv i Herren, så 
gælder det her at hævde sig i Herren og være mand. 
Blive en Jøde for Jøden og Græker for Grækeren, men 
kun for at vinde dem for den, der er den levende, per- 
sonlige sandhed; og de vindes ikke for Kristus, når 
man smigrer det vrange hos dem og kaster sig selv, sin 
tro og overbevisning hen for dem. (;,Den fejge står 
udenfor Guds rige mellem vantro og mordere" (Joh. åb. 
21, 8). Alt det har jeg set klart, har jeg da også 
handlet derefter? Den afgørende kraftprøve fandt ikke 
sted og kunde ikke finde sted, før vi havde sammenlevet 
os endnu meget inderligere, end det kunde ske i de få 
år, jeg var i Starup. 



En præst har en mængde verdslige gøremål, især 
den gang. da han endnu var sogneforstanderskabets selv- 
skrevne formand. Det bragte mig da i forbindelse med 
et par dygtige landmænd uden for bondestanden, der i 
åndsretning ellers stod mig fjærnere. Jeg tør, mindre 
praktisk som jeg er, ikke tale om kærlighed til den side 
af æmbedet, imidlertid tog jeg det som gavnlig øvelse 
for mig og stræbte efter at gøre min 'ligt. „Opsæt ikke 
en nødvendig gærniug til i morgen, udfør deu derimod 



33 

straks I" Så havde min biskop tilrådet mig med fader- 
ligt sind. Om jeg altid fulgte det gyldne råd og i det 
hele intet undlod af hvad der pålå mig som verdslig 
æmbedsmand, står for mig rigtig nok som et stort 
spørgsmål. 

Kaldet var godt, når alt først kom i orden, og jeg 
savnede intet, jeg behøvede derfor heller ikke at være 
nøjeregnende med indtægterne. Hvad man ydede, tog 
jeg imod, men krævede ikke nogen, når han ikke kunde 
svare sin skyldighed, og mindede aldrig om efterstand 
med offeret; det kunde bonden godt lige, degnene mindre 
godt. På samme vis har jeg siden i mit liv båret mig 
ad og kunnet bære mig ad, det ligger nu en gang så i 
min natur. 

Landlivet har, som man véd, ikke lidet, der til- 
trækker mig. Min præstegård, Svanholm, efter sagnet 
et gammelt munkebo, lå i en lavning mellem moser og 
ikke kønt, haven var kun ringe, med sur jord og hele 
skove af skræpper; dog så såre man kom over bakken, 
havde man en tækkelig egn for sig. Gården var yderst 
brøstfældig, jeg måtte da i lag med ombygningen af det 
hele, der voldte bryderier nok, og alligevel blev jeg ikke 
nær færdig dermed. Eget hus og jord satte jeg ikke 
den pris på som andre, og jorderne blev bortforpagtede, 
noget, som just ikke huede bønderne. 

Men en hønsegård havde vi og et par damme lige 
ved gården fulde af gæs, dem havde min kone og jeg 
glæde af; dér kunde jeg stå og sætte mig ind i dyre- 
livet, som Andersen så mesterligt skildrer i sine æventyr. 
Så mine heste! Jeg holder af at køre og ride rask, 
måtte også tage mod mangen spydig ytring derom af de 
liestekære Jyder. Når jeg i skarpt trav for om ved dem 
til vogns, kunde jeg høre en og anden sige: „å, han er 
godt kørendes, men det er og retten strenge for de sølle 
ba^ster" ; satte jeg, for at skyde genvej, med hesten over 

3 



34 

en grøft, hed det: „en skulde snart tro, te den præst 
havde studeret med til heriderl" 

Jeg kom meget omkring, egnen og alle de men- 
nesker, jeg stod i forhold til, lokkede mig jo ud. Navn- 
ligt blev Vejledalen med alle sine sidedale gennemrejst 
på krys og tværs: de næsten højtidsfuldt ensomme hede- 
bakker med fåreflokke og vældige gule skrænter, neden 
for hvilke åen skummer af sted mellem stene; skov- 
klædte dalfører, i hvis dybder et møllehjul gærne klaprer; 
fjordudsigterne, noget af det skønneste i Danmark, mens 
yppigt voksende kristtorn vække minder om Syden. Jeg 
sætter her et digt hen „mellem lyngbanker"; det ud- 
trykker den stemning, jeg kom i på hederne, mens min 
svoger malede studier derude. 

Se, himlen hvælves kold og mørk 
hen om den brune hedes ørk, 
hvor bankerygge kæmpelig 
langs åens bredder højne sig I 

Fra heden kommer vinden sval, 
vildt bølgen danser i sin dal, 
og mellem bankerne så spredt 
til græsning hjorden har sig bredt. 

O Herre, så din fødeshjord 
er spredt mod syd og øst og nord, 
rundt om i verdens vilde ørk 
og under himlen, kold og mørk I 

Så sparsomt vokser græsset her 
og ulve lure fjærnt og nær, 
og mangt et får, o Jesu mild I 
dog vanker mellem lydgen vild. 



35 



Ak, dine hyrder slumre nu, 
de stå ej kækt mod fjendens gru, 
de glæmme det vildfarne får, 
de heler ej det slagnes sår! 

Men, Herre Jesu, hyrde god, 
der købte hjorden med dit blod, 
skærm selv den med din trofasthed 
og vederkvæg den med din fred I 

Indtil du ved diu ånd og ord 
os alle samler af din hjord, 
på paradisets grønne vang, 
ved livsens flod, til engles sang! 



En yndlingsplet var studerekamret mig, der var 
væld under gulvet og fuldt med mus, og alligevel kunde 
jeg ikke undvære det. Det historiske æmne, der 
måtte ligge mig nærmest, var mine sogne; jeg samlede 
derfor flittigt ind til en skildring af dem, egnen, folket, 
sproget, som jeg dog aldrig blev færdig med. Jeg var 
også lidt angst for at skrive noget, der kunde komme 
til at ligne „lægdsmandsgården i Ølsemagle". 

I mine sogne fandtes oldtidsminder, en række kæmpe- 
høje, ligesom en hel dødningemark på landryggen langs 
med Starup- og Almindeå. Dér var skanser, rimeligvis 
fra Kristjan den fjærdes og femtes tid, minder om gamle 
herregårde og en kongsgård, Nygård, og om tiden, da 
en del af Starup havde været rytterdistrikt, hvoraf lauds- 
byen Brakker (barakker) bærer navn. Endelig også 
sagn om Marsk Stig, Svensko og Polakker, ødegårde og 
ulve, nisser og troldtøj. 

Og arkiverne i Vejle, hvor jeg første gang kom i 
lag med gamle håndskrifter, skafl'ede mig præstehistorier 



36 

og efterretninger fra tinge, som kastede lys over en 
henrunden tids rå sæder. Jeg fandt blandt andet et 
stykke i tingbogen med overskrift: „om den store gevalt 
og overlast, herr Niels Lavritseu Fog, sognepræst til 
Starup og Nebel sogne, og hans medfølgere gjorde Ane 
Jakobsdatter, herr Povl Jørgensens udi Vilstrup." 

Vidnerne udsagde følgende. „Efter herr Albert 
Jakobsens (Fogs formands) begæring vare vi den 28de 
desember 1677 komne med Ane, herr Povl Jørgensens, 
til Starup med fetalje og sengeklæder til herr Albert. 
Vi sade i stuen ved skorstenen og varmede os natten 
mellem den 28de og 29de desember, fornam larm og 
ginge ud med Ane. Dér fornam vi herr Niels Fog 
komme ridendes på et bæst, uden nogen præstekjole 
eller præstelig habit, og havde en stor kæp udi sin hånd, 
med nogle karle efter sig, som vi ej kændte. Mens om 
det var en hest eller en hoppe, han red på, er os 
ubevidst. 

Red så til fornævnte Ane, herr Povls, og sagde til 
hende: „hvem er her?" hvortil Ane svarede „gode 
venner I" I det samme slog han til hende med kæppen, 
så hun skreg, stod derefter af hesten og slog igen, så 
hun faldt om råbendes: „herr Niels, for Guds skyld be- 
sinder eder og vider, hvem I slår", hvorpå hun flyede 
ind i stuen. Herr Niels og hans medfølgere fulgte hende 
og sloge med kæp og knytte næver, så hun besvimede 
og faldt omkuld som en død. Derefter satte de hende i 
en stol og ginge ud, og herr Niels sagde uden for døren: 
„nu ønsker jeg eder alle i djævelens magt og vold!" 

Men hun blev sat på en vogn og, fuld af ve og 
værk, kørt til Vilstrup præstegård. Samme herr Niels 
Fog var ellers også i andre henseender en umedgørlig 
kivlysten mand, blandt andet blev det ham påsagt at 
have ladt en løs kvinde bo i hus med sig. Hans for- 
mand, omtalte herr Albert, havde mistet æmbedet ved 
højesteretsdom; til dr. O.Worm, som samlede historiske 



37 

indberetninger fra landets præster, indmældte han: „disse 
to sogner er der intet at skriffue om". 

Det er ret oplysende at lægge mærke til, hvor længe 
lævningerne af frihed og kommunalt selvstyre dog kunde 
holde ud. Endnu ved slutningen af det 17de hundredår 
havde bonden sit sæde som tingmand og trådte i herreds- 
fogdens sted, såfræmt denjie var part i sagen. „Luden" 
(luren) kaldte dem sammen til grandestævne midt i 
byerne, ved tingstenene; sådanne stene fandtes i min tid 
endnu i Starup, Nebel og Fredsted. Bønderne vedtog 
selv, hvorledes man skulde have det med „byens hyrde", 
med kodriften og kohaven, de vrinske heste, med hegnene, 
høsten og skovens fredning. De bøder, der sattes for 
overtrædelse heraf, tilkom det „videfogden" — også en 
grandefoged omtales — at inddrive hos de efterladne; 
endnu har man en sådan af mændene valgt videfoged i 
Nebel. Et brevskab af 1739, underskrevet af lodsejerne, 
påbyder „ikke at forøde disse ommældte strafbøder til 
drik eller nogen ufornødenhed" ; de skulde enten deles 
efter hartkornet eller bruges til byens fælles tarv. 

Af gamle navne fandtes ikke så få i brug, gamle 
skikke tabte sig derimod mere og mere. Dog var ad- 
skillige af dem bevarede, der hang sammen med gifter- 
målet: friermanden til at indlede det, og talgildet, hvor 
medgiften aftaltes efter langsommelige underhandlinger: 
„Så gir du, Niels, det lille øg og 20 spesier til I" „Det 
lille øg? Nej, Halvor, det er for møj værdi" „Har du 
ham da it kærere til din datter end som så?" „Du 
skal it sige, te a har ham it kær. Men o. s. v." 

Bydemandens ræmse lød som følger. „Jeg haver 
en venlig hilsen til eder. Da det haver behaget det al- 
gode forsyn at stifte ægteforeniug mellem velagte ung- 
karl N. N. og dydsirede pige N. N. førstkommende 
løverdag, så er det vores venlige begæring til eder, om 
I vilde behage at indtinde eder bemældte dags forraidchig 
kl. 11 i vores gård, for derfra at gøre følgeskab til 



38 

kirken, dér auhøre vielsen og nedbede en kristelig kopu- 
lation og hædre deres offerfærd, samt efter kirke, om I 
da vilde være følgagtige igen til brudehuset, for dér at 
tage til takke med et tarveligt bryllupsmåltid og så for- 
blive efter enhvers eget behag for at fornøje eder. For 
sådan æresbevisning love vi igen i alle mulige måder at 
forskylde og aftjæne. Og vil I så være så gode at stå 
mig budet til I" 

Forrest i brudefølget red forriderne i firspring, 
derefter fulgte vogne med spillemænd og brudepiger, 
derefter en med bruden og de to brudekoner i fuld 
stads og en anden med brudgommen og de to brude- 
mænd. Fløjten og violen lod sig høre, piskene smeldede 
smeld i smeld, så vidt jeg husker, faldt og skud af og 
til, til ære for brudeparret; og jo flere regnskærme man 
kunde føre med, des „knøvere" var det. Gildet stod 
gærne i en lade, pyntet med grønt, hvor bræder lagte 
over tønder tjænte til bænke, „send" var der kommet 
nok af, fjederkræ, oste, gryn, kød, og mellem hver ret 
blev piben tændt. Af og til måtte jeg med uden for, 
„et lille stød" i marken og se, hvordan kornet stod. 
Efter bordet kom dansen. 

Måske en lille historie her kan finde plads, den 
viser, hvorledes Jyden tager det, når der en gang hændes 
ham noget. En nat, sent på vintren skete indbrud i 
min præstegård, en stor grubekedel, en hare og en del 
andre fødevarer blev ranede. Morgenen derpå, da jeg 
gjorde mælding, indfandt sognefogeden Johan Bertelsen 
sig på åstedet og målte omhyggeligt de spor af træsko, 
som forefandtes. De ledede op til et skovhus, hvor en 
mand af tvetydigt rygte havde været inde den foregående 
nat; på ham måtte mistanken falde. Han havde imid- 
lertid straks forladt skovhuset og taget til sit hjem i et 
nabosogn, hvorhen han nys var flyttet. Ved efterretning 
herom sendtes en snu karl ud på spejderi, der gjorde 



39 

sig ærinde med en bøsse, imens havde øjnene med sig 
og også fik kik både på haren og andre stjålne sager. 

Herefter satte vi os til vogns sent om kvæld, Johan 
Bertelsen, jeg og et par mænd, væbnede med gode stokke 
og et spyd. Tyven bode i en afdal, der hang sammen 
med Vejledalen, i et ægte jysk slug; langlige, sorte 
bakkeknuder strakte sig ned efter mod en å, hist og her 
lå snedriver, og måneskin var det og stille luft mellem 
frost og tø. Vi havde steget ned af vognen i nogen af- 
stand fra huset og nærmede os det lydløst, hundene 
bjæffede, ellers hørtes intet. Da stod ved en drejning 
af vejen tyven, Jens Bødker, med ét for os ; han havde 
været på skovhugst og var kændeligt overrasket, men 
kunde ikke undvige os. 

Han fattede sig på stedet og gik et par skridt 
fræmad. „Hvor er dog de mange folk fra?" spurgte 
han. „Starup!'" svarede Johan Bertelsen og tog ham til 
siden. „Der er kommet en stor kedel og møj andet 
bort hos vor præst, måske kunde du vide besked der- 
om?" „Nej," svarede Jens, „I er helt fejl, for kedelen 
véd a mig fri, men der kunde være noget andet pilleri. 
Johan, lår I mig it løbe et bitte korn i forvejen?" Og 
han sprang af sted, jeg i hælene på ham, efter et kort 
ophold også lidt sindigere Johan Bertelsen, der råbte: 
„rend efter ham, folk!" Huset blev nu omringet, og jeg 
med to andre skyndte os ind i stuen, hvor en kvælende 
„ånge", som Jyden siger, af tørv og våde, ophængte 
klæder slog os i møde. Her var dog ingen Jens at se, 
han var flygtet til et udhus, døren havde han smækket 
i efter sig og tumlede med noget svært; men konen og 
børnene sad omkring skorstenen. 

„Å, Jens lille", klynkede hun, „hvad har du gjort, 
hvad har du gjortl Det menneske gør os ulykkelige! 
Han liavde brændevin, ellers skal han Jildrig gøre nogen 
ondt. Søde herr magister, bed dog godt for mig og 
mine børn!" Børnene gra?d, en halvvoksen dattor hylode 



40- 

formeligt, midt i al den ulykke glæmte konen imidlertid 
ikke at røre rundt i jydepotten med vælling, som stod 
over ilden til „natter" (nadver). 

Samme øjeblik brød tyven bul på udhuset og 
smuttede om ved en af vagterne i kålgården, der ikke 
passede godt nok på; kedelen holdt han over hovedet 
og styrtede ned ad den bratte bakke til en tørvegrav, 
manden bag efter og fik tag i ham. „Det jager vel it 
så stærkt, bitte Jens , du får tøve og stunde dig og 
snakke fornuftig med os!" „Å nej, å nej, Per, lad mig 
drukne mig, lad mig bare drukne mig!" råbte tyven, 
mens han blev slæbt inden for til os i stuen. En stund 
hørte man nu ikke andet end gråd og jamren, „det er 
dog et sælle værend her inde," sagde han til sidst, „dem 
hyl' så!" 

Vællingen var imens færdig, blev øst op i et lerfad 
og stillet på bordet, hvor familjen tog plads hver med 
sin træske og langede til fadet. Konen havde også 
skåret af „en ruglev" og bredt smør derpå. Man tav og 
spiste „natter", alt imellem kom et lille ord fra den ene 
eller anden. „Du er også tumbet, Jens, ret et pjevs!" 
sagde konen, tav igen og tog sig en skefuld vælling, 
„Å a vil drukne mig, a kommer it til præsten, a bliver 
vist helt ned," hylede datteren med maden i munden 
og bed på ny af smørrebrødet. „Jens, kom du og få 
dig et korn vælling med," sagde konen, „og tag så din 
hat, du frys så! Å, det menneske, han gør os ulykkelige! 
Vi kommer alle på sognet! Ellers var han altid så god 
ad sig!" Det skete som hun sagde, og Jens fik sin hat 
på og skeen fat. 

Det hele så ud som et husligt optrin i al skikkelig- 
hed ; Starup-mænd lod Jens gå frit omkring og gøre, 
hvad han vilde, spurgte ham også af og til om ét og 
andet, men meget venligt. Et par sad i en krog og 
hviskede om, hvem der så skulde sørge for hans kone 
og børn, vort sogn eller nabosognet. Det virkede dæmpende 



41 

med på mig, så jeg stemte tonen ned og ikke længer 
var højrøstet. På den vis lod sagen sig jo også tage. 

Nogen nægtelse eller udflugt prøvede han slet ikke 
på, „a kommer da til Viborg," sagde han, „a har it for- 
tjænt 'et bædre, Gud hjælpe min kone og børn!" Jeg 
spurgte ham, hvorfor han just havde valgt min gård til 
indbrudet. Det vilde han længe ikke ud med, endelig 
svarede han: „præsten gav mig et så ringe skudsmål, 
lav a flytted fra sognet, og så var det denne her grube- 
kedel, den var så køn." Derpå sad han atter en stund 
stille og langede til fadet, „men hvor kunde magisteren 
dog hitte mig?" sagde han med ét. 

Omsider kom opbrudet, konen hentede en frakke og 
gav ham den på, knappede den godt til. „For koldt er 
'et," sagde hun, „og så far vel, Jens, og tak for sidsti" 
„Det skal du selv ha'," svarede han og bød farvel også 
til børnene, der græd og hulkede. Konen vendte sig til 
mig og tørrede sine øjne: „Gud velsigne Dem, herr 
magister! Bed så en god bøn for mig og mine børn og 
vær it for hård ved Jens!" Det sagde hun med virkelig 
følelse, og den lå i grunden til bunds over alt, hvor 
løjerligt det end tog sig ud. 

Han havde spurgt mig, hvordan jeg havde hittet 
ham, og det spørgsmål gjorde mange i sognet sig; nu 
var det da klart nok, jeg kunde mere end mit fadervor. 
To koner stod og snakkede derom, den ene tvivlede: 
„å, sig it det," sagde den anden, det tror a ham retten 
godt til, han kan og hverre (forvirre) syn!" Og så for- 
talte hun, jeg havde bundet tyvens kone, at hun ikke 
en gang kunde skære i den stjålne ost. Noget efter 
kom en karl fra et fremmed sogn til mig og stod og 
drejede så underligt på det, at jeg slet ikke vidste, hvad 
han vilde; han snakkede om „skarns folk, der havde 
gjort ham noget ved", om „snavs videnskaber og gamle 
kunster". Til sidst slap det da ud, om jog ikke „var 



42 

mand for at mærke sådanne skarns folk?'" I det kapitel 
var mine Staruppere som alle de andre Jyder. 

Studiet af mine sogne var det eneste egenlig histo- 
riske arbejde, jeg kom til i de år, jeg manglede for meget 
de københavnske bogsamlinger. Derimod kastede jeg 
mig over historiens filosofi, hvorved Fr. Schlegels og 
navnligt Hegels værker i den retning var mig til stor 
hjælp. Den meste fritid ofredes dog til sangens muser, 
og det var næppe heldigt for min udvikling. Jeg skrev 
adskillige større digte, de tog mig så at sige med 
storm, og mangen nat måtte jeg ligge vågen for deres 
skyld; udgivne blev mine „Heltesange" og „Toner og 
Billeder fra Kristi Kirke", P.Kierkegaard læste korrektur 
på dem. 

Heltesangene var Grundtvig tilegnede, som i en 
takskrivelse udtalte sin glæde over digtet „Sulioterne" 
og „det dejlige mindekvad, anden april, dets rolige liv 
og melodiske genlyd af det store døn over kongedybet". 
Helge Hjortvardsøn derimod „kunde han ikke spænds 
med,'" skrev han, „enten var digtet for ungt eller han 
for gammel." Dommen i vore dagblade over det og 
„Heltesangene" i det hele lød påskønnende, meget læste 
blev de dog ikke. Langt mindre ænsedes „Toner og 
Billeder", jeg kunde vidst det forud, det kristelige 
faldt ikke i tidens smag. Hovedstykket, Kristi nedfart 
til dødsriget, hvis æmne var hentet fra Nikodemus' 
evangelium, er en dristig prøve på skildring af det, der 
egenlig kun kan være genstand for vor anelse. Til at 
give forestilling om de mindre digte vil måske følgende 
tjæne, skreven til en melodi af en matrosopsang. 

S m a u d s a u d a g t. 

Jeg er en fattig sømand kun 
på vilden hav, 

får aldrig sikker ankergrund 
før i min grav. 



43 

Men var St. Peder mere da, 
den fiskermand, 

og dog han slap så godt herfra 
hos Gud i land. 

I Jesu navn jeg hejser sejl, 
trods stormens brag, 
det, skuden toner fra sit spejl, 
er korsets flag. 

Jeg beder: Herre, vær mig nær, 
vær mit kompas, 
så træffer selv i rev og skær 
jeg ankerplads! 

Og skal jeg så med taljen gå 
til tops om nat 
og hænge på min fokkerå 
i drøj dravat; 

lad søen blive nok så hård, 

sligt gør ej ræd, 

den mand, som tingen bædst, forstår, 

han er jo med. 

End selv, om jeg for skade kom 
og plumped ned, 

hvad da? Jeg går kun neden om 
og hjem i fred. 

Når domsbasunen kalder op 
hvert lig af grav, 
vor Herre glæmnier ej min krop 
i vilden hav 

Da skal til mønstring frem jeg gå 
i Jesu navn 



44 

og i hans nådes dybder få 
en sikker havn. 

O Herre, hold barmhjærtig mij 
med dig i pagt, 
da ender sig så lystelig 
min hundevagt! 



Man vil let forstå, hvorledes jeg måtte være til 
mode, da ligklokkerne lød trindt om land for den gamle 
konge, og Kristjan den ottende kom på tronen; med 
ungdommens ilterhed væntede jeg på hver ny efterret- 
ning fra København. Flere i forening holdt vi dag- 
bladene, jeg fik mine på anneksturen i Nebel, og så 
stærk, jeg tilstår det, var min hunger efter dem, at jeg 
selv i kirke i min lukkede præstestol kunde sluge det 
allernyeste. Her sad jeg i denne afkrog af landet, mens 
det gjaldt Danmarks ære og fri lied, måske tilværelse; 
jeg skjulte mig ingen af de truende farer, og lige over 
for Tyskland hørte jeg til de fræmsynede. 

Min broder i København kunde deltage i røret og 
tog del deri, men jeg, hvad skulde jeg vel gøre? Jeg 
drog til folkefesten på Himmelbjærg med Sten Blicher 
og talte dér om Nordens enhed; jeg skafi'ede mig luft i 
„Dannevirke" ; jeg skrev til fader og vilde drive ham 
fræmad i hans egenskab af stændermand i Koskilde. 
Til sidst godtgjorde jeg i „Fædrelandet" Danmarks op- 
rindelige folkefrihed ad historisk vej og udtalte det håb, 
at den måtte vindes tilbage. Jeg havde mærket, hvor 
utroligt uvidende om den sag de fleste var. 

Det blev et halft brud med gamle venner, der vilde 
blevet endnu stærkere, hvis jeg den gang havde levet i 
København. Ley bebrejdede mig, „at jeg førte men- 
edersk tale", Lindberg, at jeg støttede det parti, „som 



45 

med hån betragter både konge og fædreland, med spot 
taler om det danske hjærte, med foragt overser den 
kristne kirke, med djævelsk kulde behandler hvert hjærte- 
spørgsmål". Fader var i højeste grad ængstelig for mig, 
kun P. Kierkegaard kunde se roligere på hvad jeg vilde. 

I min ungdomshistorie har jeg omtalt Grundtvigs 
stilling til politiken; at hans foreslag om sognefrihed 
fandt modstand i stænderne også fra den liberale side, 
at Clausen optrådte som en af de „liberales" mærkis- 
mænd, kunde naturligvis ikke lade ham se sagen i et 
andet lys. Stænderindretningen, Frederik den 6tes gave, 
havde han i og for sig intet imod, men dermed skulde 
der så standses på den vej. Han ivrede mod jjarla- 
mentarisme, „regerende undersåtter", talte om den frie 
konge og det frie folk, skrev sin sang „kongehånd og 
folkestemme", og væntede meget af Kristjan den ottende 
for friheden, som han nu opfattede den. Så meget des 
mere måtte han gøre det, som han gennem dronning 
Karoline Amalie bragtes i et personligt forhold til kongen, 
der lyttede til hans ord om folkelig oplysning og „folke- 
højskolen i Soer". Han fræmhævede med overbevisningens 
styrke, atter og atter, at frihed uden sand folkeoplysning 
gæmte store farer i sig. 

Grundtvigs syn på sagen optog nu Lindberg, og 
hvad der var poetisk i det og ophøjet, blev under hans 
hænder bred prosa. Han talte stærkt om faren for et 
folke tyranni, og deri gjorde han ikke ilde, mange af 
hans nuværende venner kunde her lære noget af ham. 
Men han priste også enevældens ypperlighed og kaldte 
den „den ejendommelig danske forfatning, svarende til 
det danske folks ånd." „Ejendommelig dansk", skrev 
jeg til ham; „å ja lige så meget som parykkerne I Ene- 
vælde og parykker ere fostre af en åndsforladt tid. og 
til lykke for os kun importerede franske varer, man 
ikke skulde sætte kongelig dansk stempel på." 



46 

Den måde, hvorpå især han talte om fri konge og 
frit folk, æggede til skarp modsigelse, skarpest ytrede 
afdøde ingeniørkaptajn Fibiger sig. „Man kan vel, mener 
jeg, også gærne tale om frihed hos slagteren og studen. 
Studen har frihed til at brøle og slagteren til at slå den 
for panden". Og da nu Lindberg som praktiker blev 
fantast og oprettede en frivilligstatsgældsafbetalingskasse, 
gav han sig selv og den sag, han tjæute, blot for alle 
spottens våben. 

Det smertede mig dybt, da jeg mærkede deres blindhed, 
med hvem jeg delte både kristen tro og kærlighed til 
frihed og fædreneland. Men det, jeg gjorde, måtte jeg 
gøre, det koste hvad det vilde; thi jeg dulgte mig 
heller ikke, hvor lidet heldigt sagen muligvis kunde 
stille sig for mig som æmbedsmand. Og jeg har ingen 
sinde angret det, min samvittighed frikænder mig, at tie 
vilde have været fejghed. 

Hvilken tilsyneladende dobbelthed var der ikke nu 
i mig I Én som præst i Starup, og en anden som skri- 
bent i København; at det var to sider, hvori en og 
samme åndens enhed skulde åbenbare sig, vidste jeg og 
stred for at gøre til sandhed, skønt i al skrøbelighed. 
Mine venner af bondestanden hørte imidlertid lidet eller 
intet om, hvad jeg foretog mig i København, ænsede det 
i alt fald ikke. Nu er det ikke så, og en stor del er 
ivrige venstremænd. 

Men efter dette København var en stærk længsel 
vågnet i min sjæl. Jeg levede i Jylland under de lykke- 
ligste omstændigheder, mellem en almue, som hang ved 
mig, og jeg havde gammel kærlighed til almuen; allige- 
vel følte jeg dog, her var intet blivende sted. „Du duer 
i grunden ikke," sagde jeg til mig selv, „til landsby- 
præst; du forstår dig ej ret på sjælepleje, du ransager 
ikke skrifterne ved nat og dag og lever ikke troslivet 
som du burde, mens du på den anden side har ævner, 
som her ikke kan udfolde sig". Og i min menighed hed 



47 

det: „vi beholder ham ikke længe, der er ingen stilling 
(ro) ved haml" 

En plan om at komme til København ved bytning 
af kald var lagt, men glippede. Da blev jeg syg, en 
snigende koldfeber, jeg bar på fra udenlandsrejsen, kastede 
sig på milten, og lægerne gav præstegården skyld; den 
lå på at meget fugtigt sted i en hulning. Mit bryst 
skadede intet, jeg kunde kun ikke bruge det på 
grund af sammenhængen mellem bryst og underliv, en- 
hver prædiken kostede mig smerter. Den rejse, fader 
gjorde med os til Kiel, skaffede blot lindring, så længe 
den varede. Lægerne krævede bydende ophør med præste- 
gærningen til en tid og ændring af opholdssted så snart 
som muligt; de tilrådede en flytning til et andet kald. 
I Starup gik det fra mund til mund, om hvor så den og 
så den havde hørt uglerne tude i præstegården, ,,og hvad 
det har at betyde, véd en dal" 

At jeg tog mig sygdommen nær, tør jeg ikke sige 
med sandhed, snarere så jeg den som en heldig tilskikkelse 
og gjorde måske mere væsen af den, end nødvendigt var. 
Jeg overvejede, om det ikke var bædre at fratræde æm- 
bedet end overlade det til den første den bædste hjælpe- 
præst, som let kunde tænke helt anderledes om kristen- 
dom end jeg. Lysten til et rent videnskabeligt liv tik 
magten, og jeg faldt atter på at bosætte mig som do- 
sent i Lund, hvor man levede meget billigt. Men det 
stred fader imod til det yderste: „jeg skulde dog ikke", 
skrev han, „selv gøre mig laudflygtig og politisk mis- 
tænkelig, for at spise sildesalat i Sverige." lians råd 
var: orlov, mens jeg underkastede mig en kur i Køben- 
havn, og andragende om en hjælpepræst, hvem jeg ro- 
ligt kunde overlade æmbedet. Det samme foreslag om 
hjælpepræst kom fra kanselliet, da jeg ikke des mindre 
havde søgt afsked. 

Det første, det da gjaldt om, var at tinde en sådan 
mand, og mine tanker lededes hen på kandidat Fr. Hel- 



48 

veg, der havde et stort uavn blandt de fynske for- 
samliugsfolk ; man var nær ved at storme den kirke, 
hvor han prædikede. Jeg indbød ham til mig, han kom, 
og vi mærkede snart begge, vi ypperligt kunde gå sammen. 
Han var et indtagende ungt menneske, mild og blød og 
en dygtig teolog, især hjemme til gavn? i sit ebræiske 
testamente. Studeret havde han i Tyskland, hvor Hof- 
manu, Delitzch, Båhrs symbolik havde givet ham sans 
for typisk tolkning af skriften og for profeterne og Jo- 
hannes' åbenbaring. Det var æmner nok for samtaler 
til langt ud på natten, men de gik for dybt for lægfolk. 
En gang hørte Niels Thomsen på, da vi talte om tallenes 
symbolik, han var kommen fra Hjarup for at få „noget 
for hjartet", som han udtrykte sig, og nu var han nær 
ved at falde i søvn. 

Fr. Helveg var afgjort teologisk tysk dannet, og jeg 
historisk dansk dannet, når vore samtaler drejede sig 
om det folkelige, studsede han derfor i førstningen. Efter- 
hånden gik dog et lys op for ham også for den side af 
livet, og han blev en varmt følende dansk mand. Han 
har siden ofte med glæde dvælet ved hine timer, vi til- 
bragte med hinanden, og mig går det ligeså. En sam- 
tale med ham virker vækkende på mig, som i min ung- 
dom samtalerne med Ley, måske — ■ det er noget egent 
ved mig — netop fordi de tanker, de kastede ud, ikke 
altid var dem selv fuldt klare. 

Altså vi var enige i det væsenlige, og han vilde 
gærne for en tid overtage mit æmbede. Det næste blev 
da regeringens tilladelse dertil, som måtte udvirkes, og 
det holdt lidt hårdt. Men biskop Tage Muller tog sig 
af sagen, . og Helveg havde i Odense lært at kænde 
kongen og dronningen og stod i yndest hos dem; derfor 
lykkedes det I forsommeren 1842 blev han kaldet til 
min hjælpepræst, mens jeg fik orlov på et år for 
at rejse til København og genvinde helbreden. 



49 

Hermed er mit liv som landsbypræst til ende, og 
med vemod skiltes jeg fra alle de kære der ovre; det 
varede kun i 3 år, og hvad det gaves mig at så, har 
andre høstet. Men det bragte mig sammen med men- 
nesker, jeg aldrig kan glæmme, det skaffede mig en rig 
erfaring, og det hører til min hustrus og mine lyseste 
minder. Den tid, da egen står i løvspring, er årets 
fejre tid, og opholdet i Starup var vort livs junidag. 
Herfor kan jeg lige fuldt sige: og dog var det en sty- 
relse, som kaldte mig bort derfra i den rette time. 



Fra studerekamret og et præsteliv i hovedstaden. 

(1842—1848.) 



Atter brat omskiftning i mit liv, og fræmtiden lå i 
skyer og tåge; jeg skulde ind i den rensende modgang, 
indøves i salmen: befal du dine veje og al din hjærte- 
sorg! Min broder traf jeg i København, gift med Anna- 
Mathea og som dosent i sanskrit, i færd med en over- 
sættelse af Sakuntala, der fuldstændigt lykkedes ham. 
Det varede imidlertid ikke længe, før han fratrådte 
dosentposten og overtog styrelsen af vor gamle skole, 
borgerdydskolen på Kristjanshavn. En række lykkelige 
år har han siden tilbragt i den stilling og rigt smykket 
sit hjem med kunstværker, deriblandt en udmærket kopi 
af Madonna i Dresden. Fader havde, siden København 
fik en ny kommuuallov, trukket sig tilbage fra det 
offenlige liv. Efter løfte understøttede han mig noget i 
denne, for mig så knappe tid, og vi flyttede ud på 
Fredriksberg; her blev min første søn Asger døbt 1843. 

Min sygdom var hårdnakket, men efter et års tid 
havde lægen dog fået bugt med den. Trøst i den tryk- 
kede tilstand søgte og fandt jeg i studiet, og til lykke 
hindrede den mig ikke i nogen høj grad deri, da den 
ikke svækkede åndsævnerne. Hegels filosofi havde haft 
stor fræmgang ved universitetet, til den måtte jeg skaffe 
mig nøjere kundskab, om jeg ellers vilde forstå tiden. 
Jeg gennemstuderede da flere af Hegels hovedværker, 



51 

navnligt logiken og æstetiken, hørte desuden Martensens 
forelæsninger og fornyede omgangen med denne vor 
ungdomsven. 

Streng øvelse i den rene tænkning gjorde mig godt 
efter et liv, som jeg levede det i Starup, hvor helt andre 
sjæleævner blev tagne i brug. Med en modtagelighed, 
som ligger i min natur, hengav jeg mig således en tid 
til indtryk, der ellers efter min åndsretning ligge mig 
fjærnt; det sjæl- og selvløse almene havde jeg altid haft 
en gru for. Det undrer mig derfor, de kunde blive så 
stærke, som de blev. Både et uudgivet historisk arbejde 
og adskillige større digte pege imidlertid hen i den ret- 
ning, og selv mit gode danske mæle tog skade af filo- 
sofiens barbariske kunstsprog. 

Derimod er jeg mig ikke nogen umiddelbar påvirk- 
ning bevidst fra Søren Kierkegaard, hvis glimrende 
skribentbane lige nu blev åbnet. På gaden, på volden 
har jeg som så mangen i København jævnligt stødt på 
ham i de dage, da han, efter lagt plan, lod sit person- 
lige liv modarbejde sine skrifter. Han fik mig da under 
armen, såfræmt han ellers ikke havde anden brug for 
sin tid; mens han gik, udtænkte han næmlig i hovedet 
ord til andet det, han siden nedskrev. Hvor det kunde 
mylre fræm af ham, snart med dybsindige tanker, snart 
med vittige indfald! 

En eftermiddag, husker jeg, traf hans broder og jeg, 
der gjorde en skovtur med min fader, ham ude ved 
Bellevue; vejret var yndigt, solen legede med bladene, 
og skyggen blev dobbelt dyb i modsætning til det klare, 
grønlige lys, der faldt ind gennem løvet. Jeg talte 
derom. „Å ja såmænd", sagde han, „kønt nok, men den 
art sjælløse skønhed bliver man også ked ad. Tror De 
da, jeg derfor kom herhen? Nej, men jeg skulde have 
mig et bad, og i København er der jo alle vegne fuldt 
med de Hanjøder. Så tog jeg en Wiener-vogn og tik 
badet, nu er jeg lige færdig og kører strak? hjem igen". 

4* 



52 

Da broderen siden blev præst i Pedersborg ved 
Sorø, kunde han bære sig ad på samme vis, når han en 
sjælden gang faldt på at se der ud. Han lejede en 
Wiener-vogn for sig selv alene, kørte de ti mil ad den 
støvede landevej, opholdt sig et par timer hos broderen, 
hilste på svigerinden, spiste til middag og kørte derpå 
umiddelbart tilbage til København. „Sikken sær fyr", 
sagde man om ham og lo, det var netop det, han vilde 
ved den tid for at skræmme alle bort uden „hin enkelte". 
Hjemme i sit enebo så han så godt som aldrig nogen, 
kun fattige mennesker og mit søskendebarn Emil Boesen 
fik adgang til ham. 

Når jeg spaserede med ham har jeg hørt ham ud- 
tale sig om sine skrifter i udtryk, der ligesom skummede 
af overmod; var det virkelig ment eller dialektisk at 
forstå, sagt på skrømt? Ingen af alle Københavns præ- 
ster hørte han heller end Visby, og atter måtte jeg 
spørge, om det var hans alvor eller ikke. Man véd 
aldrig ret, hvor man har en ironiker, en „iagttager"; 
han vil „gå ud og ind" i en, man skal pompes og man 
skal bruges, det er det eneste, man kan blive klog på, 
og det virker afgjort frastødende. 

Heller ikke tiltrak disse skrifter mig i nogen høj 
grad, trods den blændende åndrighed; de var mig for 
dialektisk indviklede, for skruede, og jeg nøjedes derfor 
gærne med at blade dem igennem. „Enten — eller's" 
livsmodsætninger havde jeg selv gennemlevet, og det 
fyldigere og dybere, skønt ikke med den lidenskabens 
styrke, hvori de optræde her. Jeg havde den gang 
fundet min fred i troen på Kristus som genløser, men 
også som verdensfuldender, og den var hædre end „Enten 
— eller's". I psevdonymerne var det atter mest liden- 
skaben, den religjøse lidenskab, som slog mig. Jeg mis- 
kændte ikke den stilling, S. Kierkegaard tog „i eksi- 
stensen" over for tankens hovmod, ikke hans vidunderligt 
skarpe blik for det sjælelige eller den røst fra samvittig- 



53 

hedslivets dybder, der mægtigt lyder og har grebet så 
mange. Men en ensom, overspændt kristendom, trykkende 
tungsindig, fuld af vildfarelser og lovkrav og bitter mod 
samfundet, kunde jeg ikke bruge; dertil var min natur 
for historisk. 

I førstningen af mit ophold i København syslede jeg 
endnu med digterske æmner og skrev ikke få større 
og mindre digte. Det var jeg kommen alt for stærkt 
ind på i Starup, hvor videnskabelig syssel vanskeligt 
kunde trives. Tvende af digtene blev nu udgivne, „Gustav 
Adolf i Tyskland", der skildrer kampen mellem pro- 
testantisme og katolisisme, og „Thorvaldsen"; hans 
mageløse museum, hvor jeg dagligt færdedes, mens det 
voksede fræm, hans død og jordefærd som en konges 
havde gjort et stort indtryk på mig. 

Især Gustav Adolf blev med ros omtalt i vore dag- 
blade og genstand for en længere resension af en sag- 
kyndig, uden dog ret at vinde indgang i læseverdenen. 
Ingemann dømte om det, „det er et godt digt, men for 
filosofisk, for lærd og vil næppe blive forstået". Nogle 
ytringer af Rudelbach om min skribentvirksomhed i det 
hele bragte mig alligevel ved samme tid til en dristig 
plan: jeg vilde oversætte det på tysk. Han kunde imid- 
lertid ikke skaffe mig forlægger. 

Da følte jeg mig med ét atter, som i ungdommen, 
hjemsøgt af tvivl om, hvor vidt mine ævner rakte; 
ad digtningens vej trængte jeg i alt fald ikke endnu 
igennem, det kunde umuligt dølge sig for mig. Og hvad 
er da grunden hertil? spurgte jeg. Til digter hører 
andet og mere end at have noget digtersk i sin natur. 
Jeg kiin ikke synge let og frit som fugl i skov. dot 
koster arbejde, en mindre heldig omstændighed, når 
måske ogsii. la'seron mærker til det. At skrive et digt, 
som umiddelbart fandt genklang hos alle, har jeg ikke 
forstået. Jeg overvældes af indholdet, og det hele bliver 
for alvorligt og tungt, da jeg ikke liar det skiiMutende 



54 

lune i min magt; af og til er også tonen tagen vel høj. 
Og min i og for sig stærke indbildningskraft er, som jeg 
alt har peget på, snarere genfræmstillende og egnet for 
historikeren, end frit skabende. Derfor blev min digtning 
altid mere og mere historisk, måtte blive det; hvor det 
lynslog mig, da jeg først blev det vår! 

Endnu noget andet kom til. En stolt natur holder 
af sine egne veje, om de end skal blive ensomme veje; 
bejle til andres yndest kan jeg ikke, og klikkevæsen, der 
i et lille land altid er stærkt, er mig en sand modbyde- 
lighed. I studenterverdenen, studenterforeningen, hvor 
en ny bog gærne fik sit skudsmål straks, var jeg helt 
eller halft fremmed, og i den lille kreds, jeg nærmest 
tilhørte, udtalte jeg mig frit, selvstændigt, selv skarpt; 
jeg skrev heller ikke i „kirketidenden", så man ikke 
satte fuld tro til mig. Men der hørte omgivelser til, 
som løftede en på skjold, hvis man skulde vænte ørenlyd 
under hin tids trængsel på Parnasset. Det har flere end 
jeg fået at mærke. 

En grundig ransagelse af mine ævner og omstændig- 
hederne ledte altså til dette udslag. Vågne op til virke- 
ligheden med alle dens brøst efter længe at have vugget 
sig i gyldne drømme, er mindre hyggeligt. Det følte jeg 
og måtte vånde mig i indre kampe, til min stolthed var 
bøjet og ydmyget nok, så jeg kunde tage alt som en 
tilskikkelse. „Dit liv hidtil", sagde jeg da til mig selv, 
„er ikke langt fra at være helt eller dog halft mislykket. 
Digtekunsten, den duer du vist næppe til, og derfor går 
vel verden ikke til grunde, men en anden vej ligger jo 
kændeligt åben for dig, historiens vej". 

Historien havde grebet mig som barn med al umid- 
delbarhedens magt, i dens tjæneste var jeg, da jeg skrev 
„Skandinaviske Keiseminder", den kunde fylde hele min 
sjæl; ja det var den brud, der havde lokket mig også 
under digtningens slør. Men fem og tredive år af mit 
liv havde således gået hen, inden jeg fuldt blev vår, 



55 

hvad jeg vilde og skulde. Det var dog næsten til at 
skamme sig over sig selv! 

Jeg vilde til bunds i denne selvskuffelse, tænkte 
derfor nøjere over det indbyrdes forhold mellem digtning, 
historie, prædiken, der alle høre under begrebet kunst, 
ordets kunst. De har ikke så lidet til fælles med hin- 
anden, sete fra den side, og således måtte jeg se dem, 
da det kunstnerske var stærkt udpræget i min natur. 
Den samme grundlov, som viser sig i al livsudvikling, 
viser sig og i kunstnerens. Han begynder med en stem- 
ning, hvori noget rører sig dunkelt og uklart, men det 
slipper ham ikke; som stemningen nu udfolder sig, bliver 
det klarere, den ene enkelthed kommer fræm efter den 
anden, og omsider står det hele for ham lyslevende. 

I dette øjeblik er værket fuldbårent, var gruud- 
stemningen nu digtersk, kommer et digterværk fræm, var 
den historisk, et historisk værk, var den opbyggelig, en 
prædiken. Jeg véd, det går således til, ti jeg har op- 
levet og gennemlevet det utallige gange; selv mit tørreste 
statistiske arbejde udspringer af en stemning. Brøster 
det på den, bliver arbejdet aldrig helstøbt, men vel kan 
en god stemning ligesom blive borte under vanskelig- 
hederne ved udførelsen. Mange kunstnere gå og drive 
og vænte på stemning, det kænder jeg så godt som 
ikke til. 

Er der nu sandhed i det her udviklede, og det er 
der for mit vedkommende, vil man måske indse, hvor- 
ledes jeg så længe kunde leve i selvskuffelser. Min 
historiske, men indbildningskraftige grundstemning tog 
sig ud for mig som ren digtersk og fristede atter og 
atter til digtning, uden dog derved at føle sig fyldest- 
gjort. Dot videnskabelige, som lige så fuldt lå i den, 
granskerlysteu med menneskeslægtens skæbner som sin 
genstand, fik ad den vej intet. Der m.itte da tages et 
nyt udgangspunkt, og det blev rask taget, idet jeg 
valgte historien alene til muse; det er en lykke at 



56 

have truffet sit valg, og det, jeg den gang traf, har al- 
drig siden angret mig. Hauch fortæller om sin livsgang, 
gennem videnskaben til poesien, min gik i den modsatte 
retning, gennem poesi til videnskab. 

Alt hvad jeg levede med Nordfolket i disse dage 
kunde kun styrke det trufne valg, og nu indflettede nu- 
tiden sig først med magt i mit levnets historie. Kristjan 
den ottende var en fredens mand, og ikke des mindre 
blev hans regering fuld af kampe; ti en ny tid kæmpede 
med den gamle, og kampens bulder vakte de ånder, som 
ikke lod fem være lige og nøjedes med æstetik, korsarens 
vittigheder og lystighederne i det nyligt åbnede Tivoli. 
Frihedens og Nordens sag skred fræmad, skattebevillings- 
ret stod på dagsordenen tillige med bondens frihed og 
Sønderjyllands frelse; fra alle Danmarks lande mødtes 
de på Skamlingsbanken , og fra alle Nordens lande i 
København. 

Dette københavnske studentmøde hører til mine 
store dage. Arm i arm vandrede nordiske ungersvende 
en solklar junidag 1845 langsomt i festtog gennem gaderne; 
faner vajede, sangen lød første gang: „længe var Nordens 
herlige stamme", og fra vinduerne regnede blomster ned. 
På Frederiksberg bragte de en aftenstund Oehlenschlåger 
sin hyldest, mens nattergalen sang omkaps med dem. 
Hjærterne havde fundet hinanden. Aldrig før har jeg 
mere levende følt, hvad folkeånd er, og at der er ånder 
og magter til, som kan åbenbare sig. Det var mig, som 
så jeg Nordens ånd fare ned over klyngerne og hørte 
suset af dens mægtige, indviende vinger; jeg kunde ikke 
holde tåren tilbage. Også Grundtvig blev reven med, 
og på Skamling, ved studentfesten, i skandinavisk sel- 
skab trådte han op ved Clausens side; i dem begge var 
der et varmt nordisk hjærte. 

Men hvor hård en kamp stred ikke den vågnende 
folkeånd I Onde indskydelser fik magt i den velvillige 
konges råd. Slesvigholstenere sad på de høje stole, 



57 

prinsen af Noer blev statholder i hertugdømmerne ; pres- 
sens frimodige ytringer, de Danske i Sønderjylland og 
talsmændene for Nordens sag, deriblandt min ven Fr. 
Helveg, lå derimod under retslig forfølgelse. Endelig gik 
øjnene da op hos de styrende, og det åbne brev om 
arvefølgen blev udstedt. 

Politiken i og for sig har aldrig været min sag, og 
dertil havde jeg ingen ævner. Ørkesløs kunde jeg imid- 
lertid dog ikke stå og se til, mens det, hvortil jeg havde 
bundet mit hjærte, stred og led. Da trådte atter histo- 
rien fræm med sin trøst, og det var mig, som hørte jeg 
den sige: „kænder du da ikke fædrenes dåd i onde og 
gode dage? Nu vel, forkynd den for den yngre slægt, 
fortæl dem om fædrenelandets skæbne i henrundne tider! 
Det er en god, opmandende gærning, og den ligger lige 
for dig, du har jo alt før været inde på den" ! 

Mens saadanne tanker gærede i mig og dag for dag 
vandt større klarhed, ja alt inden den tid havde jeg 
taget for alvor fat på historiske forarbejder. Jeg vilde 
sætte mig ind i vor histories oprindelige kilder. Min 
tanke faldt på den hellige Birgittas åbenbaringer. Mar- 
tensens „Mester Eckard" havde vakt min sans for mid- 
alderens mystik, og jeg begyndte et studium af disse 
„åbenbaringer"', som Reuterdahl har kaldt „umulige at 
arbejde sig igennem'". Jeg kom til en anelse om, hvad 
der bode i den kvinde, videre ikke, ti arbejdet blev 
lagt bort. 

Studiet af Danmarks historie fra reformationen til 
enevælden lokkede mig for øjeblikket mere; det valgte 
jeg da, og vore bogsamlinger, gehejmearkivet stod til 
min tjæneste, dér havde jeg min gang dagligt i en ra'kke 
år. Man får efterhånden en vis færdighed i at gennem- 
løbe den ene side efter den anden af de gamle brev- 
skaber; det kan blive trættende i længden, men man 
gør sig derved samtidig med hin tids mennesker og 
retninger. Hvor højt m.i lustorikoren ikko skatte det I 



58 

Mig i det mindste kunde selv meget tørre aktstykker 
sætte i stemning, så jeg sad ved siden ad den gamle 
herre, som havde nedskrevet dem, og tittede ham i 
papirerne. Allerede i skrifttræk, i måden at tænke og 
udtrykke sig på, fandt jeg det, der ikke lod sig opdage 
ad nogen anden vej; ligeså i regnskaberne, der kom 
ordenligt sjæl i de tal. Og så stødte man af og til på 
en efterretning, overset og tilsyneladende uden værd, for 
mig oprullede den imidlertid et helt fortidsbillede. Jeg 
kunde glæde mig som et barn og havde samme nydelse 
som den naturkyndige, der sidder med sin lupe, studerer 
den for blotte øjne usynlige orms bygning og fryder sig 
derved. 

Den nyere kritik sysler især med ud af kilderne 
at få begivenhedernes sammenhæng og rette tidsfølge 
opredet, og i så henseende er deus fortjænester store. 
Men der gives en anden art kritik, som tager sigte på 
at hente det sjælelige indtryk fræm af dem. Lære- 
mesteren, som har åbnet øjnene på den, er det liv, vi 
virkeligt leve. Nu vejer den kildernes enkelte ord, efter- 
sporer, hvad der ligger i dem og bag dem, læser mellem 
linjerne, overser ikke det mindste tegn til en sjæl, sam- 
menligner det indvundne med det, man véd andensteds 
fra: alt for at fortidens mennesker kan stå levende for 
os. Og den kritik lå egenlig hædre for mine ævner, kun 
måtte jeg tøjle indbildningskraften, der ellers let kunde 
gå vel vidt. Har mit historiske arbejde i det hele noget 
værd, da er det, fordi jeg har kunnet samleve i ånden 
med dem, jeg fortæller om, og vel også, fordi grund- 
tonen i det er så afgjort nordisk. 

Jo mere jeg således blev hjemme i de oprindelige 
kilder, des mere så jeg, hvor uendelig meget der dog 
hører til at opfatte en tid i sit sande lys. Til historiske 
arbejder på tredje, fjerde hånd, som de fleste er det, fik 
jeg derved en afgjort mistilHd. Pligten har senere ledet 
mig til sådanne arbejder, de er os en nødvendighed, og 



59 

jeg har udført dem så godt jeg kunde, altid dog med 
lønlige ængstelser. 

Et videnskabeligt udbytte af arkivstudierne blev et 
par afhandlinger om vore ældre rigsdage, meddelte i 
historisk tidsskrift, som de kunde meddeles, mens Mol- 
bech på fri hånd foretog ændringer endog i aktstykkerne. 
I øvrigt skulde det, jeg havde samlet sammen, gøres til- 
gængeligt for en større kreds af folket. Skønt jeg vel 
vidste, der var ting, som kun vedkomme fagmanden, 
kunde jeg alligevel ikke, når talen er om historisk 
fræmstilling i almindelighed, gøre skarpt skel mellem 
folkeligt og videnskabeligt. Dér duer ikke den folkelig- 
hed, som ikke tillige er videnskabelig, eller den viden- 
skabelighed, som ikke tillige er folkelig, det vil sige 
gennemtrængt af folkets ånd. 

De mønstre for fræmstillingen, jeg hidtil havde set 
op til, var de gamle. Genesis og bibelen, Tacitus, Herodot, 
Snorre, sagaerne, og af nyere Johannes Miiller. Nu 
stiftede jeg bekændtskab med Engelskmænd som Mac 
Aulay og Prescott, Franskmænd som Thierryerne og 
Michelet, Tyskere som Ranke. I sådanne mænds skrifter 
studerede jeg da nøjere den historiske kunst; min gamle, 
oprindelige kærlighed til det, man kalder ..genret", fulgte 
derved med, det har også mine resensenter haft øje for. 

Men jeg vilde tillige virke mundligt på mine lands- 
mænd, kredsen i „danske samfund", blandt hvis stiftere 
jeg var, var mig for lille, jeg måtte heller gøre brug af 
min ret som dosent ved universitetet. Schiern havde 
vidst dér at samle en tilhørerkreds, imidlertid var hans 
yndlingsæmne den nyere historie og hvad der h.Tuger 
sammen med frihedsrøret i Frankrig. En for almenheden 
tilgængelig fræmstilling af vor egen historie var di'r 
ingen ved universitetet, som gav; don, som burde have 
givet den, Velschow, havde ikke a'vnen dertil, lier var 
altså et kændeligt hul, som buidc fyldes, og efter et par 
års vedholdende studium vovede jeg mi.^ op i)å katedret. 



60 

Det, jeg vilde forelæse over, var Danmarks historie fra 
reformationen til enevælden. 

Ikke uden ængstelse trådte jeg op om vinteren 1844, 
om jeg duede eller ikke duede til dosent i historien, 
vilde jo fræmgå af denne forelæsning. Jeg havde valgt 
den største høresai, og da jeg kom, fandt jeg alle 
pladser optagne af folk af de forskelligste stænder, mænd 
og kvinder; det måtte straks sætte mod i mig. Jeg 
talte med varme, greben af den fortid, jeg skulde skildre, 
og af følelsen af dens vigtighed for mit folks fræmtid. 
Og tilhørerne svigtede ikke, de holdt ud til enden, og 
forelæsningen kunde fortsættes den følgende vinter med 
samme tilstrømning. Så havde jeg da. Gud være lovet, 
ikke grebet fejl, men, ihvor det end ellers gik, fundet 
en plads for mig i livet. 



I det hele begyndte det at klare op til lidt solskin 
for mig med årene 1845 og 1846, jeg må have kunnet 
tåle det, efter at modgangen havde ydmyget mig. Da 
min orlov var udløben — jeg fik den forlænget på et 
halft år — , søgte og fik jeg afsked som præst i Starup 
og Nebel, lægen krævede det så; min kære gamle me- 
nighed sendte jeg en trykt prædiken som farvel, senere 
har jeg været der ovre et par gange og både prædiket 
og holdt forsamling. Minister Stemann var min fra- 
trædelse slet ikke med, og han lod mig vide: „man 
kunde let få sin afsked, men at få et nyt æmbede vilde 
måske blive mindre let". 

Biskop Mynster, der en gang havde hørt en af de 
prædikener, jeg holdt, mens jeg lå ledig, fandt ikke be- 
hag i den, og det undrer mig slet ikke. Vi var kun 
enige i ét, den fælles kristne tro, ellers forskellige i så 
meget andet. Derfor kom jeg også sjælden i kirke hos 
ham, skønt hans forkyndelse af ordet var rig og fyldig 



61 

og gik stærkt ind på de åndelige tilstande i menneske- 
livet, noget, jeg havde sans for og savnede hos Grundtvig. 

Mine politiske meninger holdt jeg ikke skjulte, de 
gennemåndede mine forelæsninger, hvor i det mindste én 
højere æmbedsmand sad blandt tilhørerne; kanselliet har 
derfor næppe været uvidende om dem. Det har også 
altid faldet mig tungt, når jeg skulde bede mennesker 
om noget, så videre end til det, der må iagttages af 
enhver, som søger kald, har jeg ikke gået. Alligevel fik 
jeg i slutningen af året 1845 æmbedet som første resi- 
derende kapellan ved Trinitatis kirke. Hvem, der 
egenlig har talt min sag foruden dronning Karoline 
Amalie, véd jeg ikke; hun har selv sagt mig, at hun 
gjorde det. Jeg havde næmlig haft lejlighed til at lære 
at kænde den ædle fyrstinde , der siden altid har vist 
mig såre megen godhed. Hendes indflydelse alene har 
imidlertid vel næppe skaffet mig æmbedet. Men jeg er 
nu af P. Kierkegaards mening, som en gang, da vi talte 
derom, ytrede: „det må dog vist i grunden være vor 
Herre, som bortgiver præstekald, det har jeg altid 
troet 1" 

Jeg havde følt, hvor bunden min tilværelse var til 
København, og blev lykkelig, da jeg nu også som præst 
kunde virke her. Med mine æmbedsbrødre ved kirken 
har jeg altid stået på en god fod. Sognepræst var den 
gamle dr. Rothe, en begavet natur og en mand, om 
hvem jeg kunde vidne ved hans grav: jo nærmere man 
kom ham, des mere elskede man ham. 

Selv med de grå hår talte og handlede han som 
et ungt menneske, altid livlig, altid frisk, vidrig, men 
ikke sjælden også hensynsløst letsindig og van-st mod 
sig selv; herfra skrev de onde rygter sig, der kom i 
omløb om ham. Han talte lige fræm om diMu; til min 
hustru sagde han første gang, de sAs: ..er De dog nu 
ikke i grunden angst for mig, frue? Der står sådan en 
avovlstank om mig, ja, jeg véd det nok!" Hvor uendelig 



62 

meget bædre end sit rygte var den mand ikke I Vred på 
ham kunde man ikke blive, selv når han var nærgående, 
hvad tit skete; han sagde en gang til dr. Miinter: „hør, 
min broder, hans prædiken er jo ikke andet end vrøvl 
med trommemusik I" I sådanne øjeblikke sagde han 
gærne „han" til folk. 

Til Trinitatis kirke hørte den gang omtrent 40,000 
mennesker, for en stor del af de lavere klasser, og vi 
var med kateketen kun 4 præster i alt ved den. Det 
var ved første øjekast til at forfærdes over. Deraf kunde 
jeg imidlertid ikke regne flere til min menighed end 
dem, som frivilligt sluttede sig til mig; i København var 
jo sognebåndet så godt som løst. At bære sig ad som 
i Starup og gå omkring fra hus til hus, gik slet ikke, 
det vilde blive fuldstændig vrangtydet. Man måtte vænte, 
til folk først kom til en. 

Æmbedets verdslige side var henlagt under sogne- 
præsten, der måtte holde åbent kontor 4 til 5 timer af 
dagen, kun i tilsynet med skolerne deltog kapellanerne 
med. Havde det været anderledes, vilde jeg følt mig 
meget ilde, nu derimod var der i så henseende ingen 
trykkende byrde, og jeg havde på en måde fripræstens 
stilling. Des stærkere føltes trykket fra et andet hold, 
når jeg efter tur skulde døbe børn massevis, vie ægte- 
folk, jordfæste døde, atter massevis. Det er noget, 
mangen københavnsk præst har sukket og vil blive ved 
at sukke over. Også de store altargange havde sin såre 
mørke side. Hvad skal, hvad kan der dog gøres for at 
vække liv i disse døde vanekristne? Den mest sam- 
vittighedsfulde præsts arbejde er som en dråbe i havet. 

Jeg prædikede gærne til aftensang, det var mig 
en kær time. Vel strømmede de ikke her til min kirke 
som i Starup, og sjælden kunde den kaldes overfyldt; 
folkeyndest i København nød den gang ingen, som gjaldt 
for ven af Grundtvig. Der var måske også vel meget af 



63 

det malende i min prædiken og afgjort ikke nok af det 
gennemlevede. 

Imidlertid blev fristen til selvophøjelse i alt fald 
mindre under disse omstændigheder, og jeg var glad og 
vel til freds med dem, der kom i kirken. Lange rækker 
konfirmander ned ad hele kirkegulvet har jeg ikke ønsket 
og heller ikke nogen sinde halt. For så vidt jeg havde 
tænkt mig det muligt, at de. der søgte mine forelæsninger, 
også vilde søge mine prædikener, måtte jeg derimod føle 
mig noget skuffet. De, der kom i kirke, kom også tit 
på forelæsning, ikke omvendt. 

Den menighed, jeg efterhånden fik, var en fast sluttet 
kreds, der vidste, hvad den søgte i Guds hus. En del 
havde om formiddagen været i Vartov kirke, de øvrige 
kom gærne fra andre hold, hvor kristelig vækkelse havde 
udbredt sig, og blandt dem. for at nævne en enkelt, 
I. A. Hansen, dog blot til en tid. Hos de strengere 
Pietister fik jeg ikke sønderlig indgang. Når jeg viste 
hen til Herren, som han åbenbarer sig i menigheden 
gennem ordet og sakramenterne, mente de, det kunde 
være godt og sandt alt sammen, og alligevel fattedes 
der noget. Jeg har ikke ensidigt gået op i Grundtvig 
og véd, jeg stærkere end han lagde tonen på loven og 
pligten. De hørte altså det rævsende ord, som vækker 
synderen af dvale og kalder til bod, det bør og skal altid 
lyde i kirken; kun lød det for deres øren ikke strengt 
nok og heller ikke jævnligt nok. 

Men blandt min menighed var elskelige sjæle, ingen 
elskeligere end min svoger Scheuermann, så forholdet til 
ham og dem blev mig til stor velsignelse, I fjor min- 
dedes jeg igen derom på en rørende måde. På mine 
spasereture i Ordrup lagde jeg mærke til en gammel, 
gråhærdet ncgerinde, som hver gang jeg kom om ved 
det hus, hvor hun bode, stod i døren og nikkede så 
venligt: „god dag, herr magister" I Jeg hørte på den 
titel, hun måtte kændo mig Ira gammel tid. men gjorde 



64 

mig ikke videre tanker derved. Så stansede hun mig 
eu dag og sagde, hun kunde dog ikke lade være at 
takke mig for hvad jeg en gang havde været for hende. 
Hun havde tjænt i et godt hus, hvor man fik lov at gå 
i kirke, og stadigt havde hun hørt mig prædike. „Ja", 
sagde hun på sit brudne neger-mål, „De gav mig mange 
gode ord. Dem kan jeg nu ikke længer gøre regnskab 
for, men ét må jeg sige Dem. Det, De fortalte om vor 
frelser, det sidder her inde, derfra og dertil — hun 
pegede på hjærtet — , og det gør så godt endnu. Gud 
velsigne Dem, herr magister" ! Ordet vender dog aldrig 
tomt tilbage I 

Skønt sygebe rettelser i København des værre 
ikke er nær så almindelige som på landet, forekom de 
dog jævnligt, især bos den fattige klasse. Jeg blev 
hentet til tyfusstuerne på hospitalerne, til de overfyldte, 
tilsnavsede, elendige rønner ude i borger- eller adelgaden 
eller på Kristjanshavn, „hvide ros", „tordenskyen". Og 
usselheden blev dobkelt trykkende, når jeg umiddelbart 
fra en pragtfuld bryllupsfærd kunde blive flyttet hen til 
eu døende, der udåndede sit sidste suk under det hullede 
tag, på et leje af strå og klude. Mynster har gjort 
samme erfaring, han omtaler det i „meddelelserne". 

Det, som her måtte gribe mest, var den dorske 
ligegyldighed for alt åndeligt hos de fleste fattige; 
den har vel nu, siden sosialismen kom op, snarere til- 
taget end aftaget. I hjemmet høre de kun om usseldom 
og synd, eder og forbandelser, og i kirken ser man dem 
næsten aldrig; undskyldningen er selvbuden: „vi har 
ingen ordenlig kjole at tage på og kan dog ikke i vore 
pjalter vise os mellem folk!" Jeg hører ikke til de 
meget bløde sjæle og har tit bebrejdet mig, at jeg ingen 
stærkere følelse havde for menneskelig nød. Men denne 
nød er af den art, som råber mod himlen. 

Hvad skal vi gøre i vore store stæder for at lyse 
op med ordet dér, hvor for menneskelige øjne al adgang 



65 

synes spærret for det? Det er et spørgsmål, som i vore 
dage falder tungt på fromme hjærter trindt i kristen- 
heden, det har opmandet dem til kærlighedsgærninger 
uden tal, og alligevel er og bliver det det brændende 
spørgsmål. Heller ikke mig slap det. Jeg tænkte på at 
samle folk fra disse kvarterer af byen søndag aften til 
en opbyggelse, og den plan kom virkelig i gang nogle 
år senere, jeg skal fortælle derom. Endnu skete imid- 
lertid intet, jeg følte hele min afmagt, pligten stod dér 
bydende, men ævnen til at gøre den fyldest var så 
ringe. Tit og mange gange har jeg talt derom med min 
svoger, der havde så varmt et kristeligt hjærte og var 
mig til megen trøst. 

Sjæleplejen i København stiller ualmindelige, tit 
næsten uoverkommelige krav til en præst, hvis den skal 
røgtes vel, som langt fra ikke sker altid. Kændte og 
ukændte mennesker komme op til ham; den ene har sin 
sjælenød at klage eller en sorg i sin familje, den anden 
har et skriftsted, hvorover han muligvis har gjort sig de 
særeste forestillinger; en har Gendøbere sat i tvivl om 
hans dåb, en anden vil have haft syner og åbenbarelser, 
det er især tilfældet med kvinder. Jeg mindes en dame, 
som sendte mig det ene brev efter det andet, glødende 
breve, hvori jeg stod for hende som en Guds engel. 

Vel da den præst, hvem nådegaven er givet, så han 
ikke blot kan gå ind i disse sjæle, men endogså søge 
dem op, der ikke søge ham, så han kan rette og vække, 
tugte og trøste og skifte ordet ud mellem dem! Jeg tør 
ikke rose mig af den nådegave, fordi jeg ej har været 
den værd. Det lidet, jeg ævnede, stræbte jeg at gøre og 
havde gavn af det for min egen sjæl, der endnu kunde 
bruse vildt og syndigt nok; jeg føler imidlertid selv 
bædst, hvor lidet det dog var. Og når jeg så fandt en 
trøst ved at se hen til rigt udrustede, udmærkede præster, 
der i så henseende ikke gjorde stort mere? end jeg, var 
det noget, som aldrig burde have trøstet mig. Der kom 

6 



66 

da og tider, hvor Ånden mindede mig, og en stille røst 
lod sig høre: „nej, du hærer ikke sjælene for alvor i 
dit hjærte; det er din store hrødel" 

Første gang jeg indfandt mig i Københavns præste- 
konvent, skulde der afstemmes i sagen om salmekomiteens 
foreslag til en ny salmebog; Mynsters „tdlæg" tilfreds- 
stillede ikke. Grundtvig havde været sjælen i denne 
komité, hvis arbejde nu faldt igennem ved afstemningen. 
Man hørte mærkværdige udtalelser, den brave, troskyldige, 
men lidt enfoldige dr, Miinter krævede, at enhver mand 
i Holmens menighed skulde forstå de salmer, han sang. 
„Mon da også," spurgte jeg, „i tilfælde han ikke er en 
troende Kristen?" Munter så ud som en, der dukker 
hovedet op af en spand vand, den indvending havde han 
aldrig før drømt om. 

Jeg udtalte mig ellers efter min overbevisning og 
kunde ikke billige adskillige af Grundtvigs ændringer 
ved de gamle salmer, f. eks. Brorsons „den yndigste 
rose er funden". Derover blev han meget vred: „nej 
det," sagde han, „havde jeg ikke væntet af Dem." 
Mynster var naturligvis til freds med hvad der var sket, 
og gav sig luft i en og anden spydighed. Da Grundtvig 
i disse dage havde holdt ligtale over pastor Spang, en 
af komiteens medlemmer, sagde han: „dér fik såmænd 
den nye salmebog sin kristelige begravelse!" 

Sagen burde imidlertid ikke falde hen, og jeg bragte 
den altså på tale i Roskilde konvent, hvor man da 
sammensatte et nyt udvalg af Ferdinand Fenger, mig 
og Kolthoff, i hvis sted siden Pram-Gad trådte. Arbejdet 
skred fræm, og en stor del af det kom, efter omstændig- 
hederne, til at hvile på mig. 

Dette konvent var i det hele udtryk for vågnende 
liv mellem præsterne, og det købechavnske har, trods 
sine mange enkelte dygtigheder, aldrig fået den ind- 
flydelse. Ferdinand Fenger havde været med, da 
Roskilde-konvent blev stiftet, haus milde, frejdige ånd 



67 

ledede nu og dets forhandlinger. Her mødtes dygtige 
præster fra Sællands stift to gange om året, blev sammen 
fra morgen til aften, undertiden endog i flere dage, og 
levede sig godt ind i hinandens tankegang. Samlivet, 
domkirken, de skønne, minderige egne gjorde sit med 
dertil. 

Præsterne kom fra højst forskellige hold, kun ikke 
det egenlig rationalistiske. Jeg skal blot nævne nogle 
af de mere fræmragende: stiftsprovst Tryde, dr. Rothe 
fra Vemmelev, Pram-Gad, Plum, Buchholtz, Zeuthen, lidt 
senere også Blædel; P.Kierkegaard, som nu var præst i 
Pedersborg, Busk og af og til F. Boisen. Dagens teo- 
logiske og kirkelige æmner afhandledes, det kunde da 
gå skarpt til som ved et dystridt, dog blev broderskabets 
regler overholdte, og blot en enkelt gang var Zeuthen i 
sit hastige sind nær ved at gøre brud på dem. 

Ingen hørte man heller tage ordet end P. Kierke- 
gaard, især når en ytring fra modsat side havde bragt 
ham i ånde. Til udgangspunkt valgte han tit en mindre 
vigtig genstand^ men før man så sig om, stod han over 
for de store spørgsmål; da flød talen, fuld af dialektik 
og åndrighed, som en ustandselig strøm og fængslede 
alle, enten de så var for eller imod ham. Mig tjænte 
disse møder til stor oplivelse, jævnligt tog jeg del i for- 
handlingerne, og havde jeg i andre henseender haft det 
hædre som præst i Jylland, lærte jeg nu også at skønne 
på de goder. Sælland kunde byde. 

Konventet var på veje til at blive en åndelig magt, 
hvad så mange dygtige mænd bar fræm, enedes om og 
satte igennem hor ude, kunde ikke lades helt uænset af 
styrelsen. Dets holdning var overvejende frisindet og 
derfor slet ikke til måde for Mynster, der stod stift på 
det gamle, men nu måtte so selv sine venner smittede 
af reformens ånd. Han udtaler sig herom med skarphed 
i sine ., meddelelser". 



68 

Arbejdet med salmerne førte mig ud til F.Fengers 
præstegård i Ljunge ved Sorø. Hos ham så jeg et 
åndeligt liv i Sælland, som mindede om det i Starup, 
og dog var der kændelig forskel; den lå i Fengers per- 
sonlighed. Åndrig vil jeg ikke kalde ham, derimod sjæl- 
fuld, trofast, hj ærtelig, altid oppe til sanj^' og tale, så 
man følte sig såre vel i hans nærhed; for sine bønder 
kunde han gøre alt, og dér stod landsbypræsten da for 
mig i den ædleste skikkelse. Han havde og særligt 
ævne til at omgås med sine små, en hel flok, og under- 
vise dem; undervisningen blev næsten en leg. Kom han 
ind, flokkedes de om ham, legede titit under faders 
slåbrok og sang imens med de klare barnestemmer, så 
man kunde høre det over hele gården. 

En lille mil herfra bode Ingemann, de to men- 
nesker var glade ved hinanden og kom tit sammen. 
Hvor var Ingemanns vinløvrankede digterbo ved Sorø sø 
ikke yndigt med det dæmpede lys i stuerne! Billed- 
hængt inde fra øverst til nederst, i høj grad hyggeligt, 
når man bare lod det blive ved det almindelige indtryk 
af en billedsal og slap for nøjere at tage malerierne i 
øjesyn. Og nu digteren selv med de lange sølvgrå 
lokker, hånd i hånd med sin ungdoms brud I Der var 
sandelig noget af Filemon og Baucis i den hytte, trods 
fruens malerier. 

Man skulde lede vidt omkring, før man fandt en 
sådan fordringsløs, elskværdig, underholdende mand, lige 
gæstfri mod guder og mennesker. Så fortalte han, og 
jeg har sjælden hørt nogen fortælle med det liv; så 
disputerede han, indlod sig på et eller andet mere 
dunkelt parti af kristendommen, dødsriget, en omvendelse 
efter døden, opstandeisen. Han havde sine egne fore- 
stillinger, og de gamle lutherske teologer vilde kaldt 
dem kætterske, han fantaserede også gærne på digtervis. 
„Hvert menneske," sagde han blandt andet, „har sin 
karaktéralder, nogle er evig unge og andre evig gamle, 



69 

og i den alder, som svarer just til vor karakter, tænker 
jeg, skal vi en gang stå op." 

På den anden side Sorø knejser på en bakke herr 
Peder Torstensøns gamle borg, ombygt til kirke, borg- 
volden kændes endnu i præstens have. Havde jeg talt 
med landsbypræsten og digteren, så mødte jeg her teo- 
logen, P. Kierkegaard, til hvem unge studerende, som 
han havde manuduceret i København, endnu søgte ud. 
Det var i de dage, han vægrede sig ved at døbe baptist- 
børn, der bragtes til kirke ved hjælp af politiet, og 
vægrede sig atter, skønt man truede ham på æmbedet. 
Hvor mangen oplysende samtale havde vi ikke derom I 
Den Sorø-egn gæmte for mig ikke få åndelige skatte; 
og nu dertil den gamle klosterby med alle sine minder 
fra „Sakses celle", Valdemarernes tid, hvormed jeg netop 
syslede, og ned til Holbergs! 

I årene 1845 og 1846 indtraf ting, der viste, jeg 
ikke havde grebet fejl, da jeg åbnede forelæsningerne. 
Det gik mig som kunstneren, der begynder at komme i 
ry, på én gang fik jeg to bestillinger på historiske ar- 
bejder, hvoraf den ene var ualmindeligt omfangsrig og 
vilde kræve en række år af mit liv, inden den kunde 
bringes til ende. 

Regeringen havde 1844 forbudt stiftelsen af et 
skandinavisk samfund, da trådte Clausen og tiere agtede 
mænd sammen og stiftede et nyt under det navn skan- 
dinavisk selskab. Det turde man ikke vel forbyde. 
Det holdt møder med foredrag og sang og udgav små- 
skrifter, der skulde udbrede kændskab til Norden. Hos 
mig bestilte det nu forel ætsninger over et nordisk 
æmue, jeg selv kunde vælge. Jeg valgte „Kristjern den 
anden i Sverige og Karl Gustav i Danmark", det var on 
tid, jeg havde samlet ind til i vore bogsale og i arkiverne. 
P'orelæsniugen blev holdt for selskabets niedlcmmer, 
gjorde lykke og blev derpå udgivet. Det er min første 
prøve på fræmstilling af et stykke nordisk historie, der 



70 

skulde være folkelig og dog kunne svare til viden- 
skabens krav. 

Den anden bestilling kom fra trykkefriheds- 
selskabet, hvor man var bleven ked ad de molbechske 
skildringer af Danmarks historie og derfor henvendte sig 
til mig gennem Orla Lehmann. Gærne aok vilde jeg 
prøve mine kræfter, men turde jeg også tage mig så 
stort et arbejde på; for midalderen var mine forarbejder 
kun få, og vilde tiden vel strække til, når man var præst 
i København? Jeg arbejder imidlertid med lethed, derpå 
stolede jeg og modtog bestillingen på en skildring af 
vor historie fra Valdemar den 1ste lige ned til de 
senere dage. Hvorledes der skulde gås til værks her- 
med, var fuldstændigt overladt til mig selv, og det ud- 
valg, der efter lovene skulde give skøn over et arbejde, 
var mod mig såre medgørligt. 

I tusinder af eksemplarer skulde dette arbejde nu 
spredes ud over landet og udbrede kundskab til vore 
fædre hos høje og lave, selv i de ringeste hytter. Jeg 
kunde i én henseende ikke tænke mig nogen heldigere 
opgave, og tog fat på den med alvor; kun dens storhed 
ængstede mig stadigt, ti den tillod ikke et kildestudium 
i det omfang, jeg fandt ønskeligst og siden også i andre 
arbejder har kunnet gennemføre. Men jeg gjorde mit 
bædste, foretog blandt andet til den ende rejser rundt 
om i Danmark; jeg vilde tage historiens vigtigste skue- 
pladser i øjesyn, for så vidt jeg ikke tidligere kændte dem. 

I løbet af 1847 og 1848 udkom så de to første bind, 
som handle om Val dem årerne. Efter en sammen- 
trængt skildring af land og folk, noget nyt i vor literatur, 
fulgte fortællingen om Danmarks store dage i dets ridder- 
tid. Jeg havde på ny gennemlevet dem og følte mig 
løftet deraf, og jeg véd, at ikke få af mine læsere delte 
denne stemning; den fandt således fuld genklang hos 
historikeren Wegener og hos Orla Lehmann, der med 
lyst tog sig af arbejdet og jævnede vejen for det. 



71 

Ved samme tid blev i min stue planen til et 
nordisk historikermøde udkastet af Allen, den 
senere minister Krieger, min broder og mig. Den stødte 
imidlertid på mange vanskeligheder og kom aldrig til 
udførelse. « 

Eu dag hen på efteråret 1847 så Grundtvig op til 
mig om en sag vedkommende Sorø. Kongen havde 
givet sit minde til en hel omdannelse af akademiet her, 
så det kunde blive en folkelig dansk højskole i 
højere stil, med levende og frugtbar undervisning; ved 
den første, som stiftedes, Rødding, var der nærmest 
tænkt på almuen alene. Nu spurgte Grundtvig mig, om 
jeg i så fald vilde overtage posten som lærer i historie, 
og talte som den, i hvis hænder sagens ordning i det 
mindste til dels var lagt. 

Hvor jeg blev glad og overrasket tillige I Han kændte 
fuldt vel mit sjn for enevælden, men han var højsindet 
nok til at se bort derfra og holde sig til det, vi var 
enige om, troen på en folkelig fræmtid for Danmark og 
Norden, og arbejdet for den. Ti år senere skulde jeg 
lære at kænde det samme højsind hos Clausen. Jeg på 
min side nærede vist nok visse tvivl, om Grundtvig, lidet 
praktisk som han var, selv vilde kunne føre sine store 
tanker ud i livet. Men tilbudet var lokkende, stemte 
så godt med mine lønlige ønsker, og jeg gav ham fore- 
løbigt mit ja. Den 31te desember 1847 udstedtes loven 
om en ny ordning af akademiet i Sorø. 

Det så nu efter alle julemærker ud, som skulde jeg 
kaldes bort fra præstestillingeu og helt og udelt vie 
mine kræfter til folkelig dansk historie. Den dobbelte 
virksomhed, en kirkelig og en historisk, hvori jeg hidtil 
havde siddet, havde haft sine vanskeligheder, og jeg var 
i så henseende ikke fri for selvbebrejdelser over at jeg 
ofrede historien for meget. Desuden vilde jeg mere 
umiddelbart kunne være med i dette afgørende øjeblik, 
da det nye og det gamle nurgtigt brødes sammen. Dér 



72 

vilde altså vor Herre bruge mig, som det lod til. Det 
kunde vel give nogen trøst over vor regerings vaklende 
holdning og alle de mørke timer, den voldte. Kun halv- 
vejs og af og til glimtede det for mig, at denne ynke- 
lighed dog måske måtte drives til det yderste, så fjenden 
blev tryg, kastede masken og med et blag i ansigtet 
udæskede alt hvad der bode af kraft i det danske folk. 
Den guddommelige kunstners veje gå altid højt over 
vore, som himlen over jorden, og tit bliver det, vi grue 
for, vor eneste redning. 



Fra krigsårene. 

(1848—1850.) 



Den hele fræmticl, jeg havde glædet mig til, blev 
kun et gøglende billed, ti da Kristian den ottende 
døde, lod martsministeriet højskoletanken foreløbigt gå 
til hvile. Men Danmarks store time kom, og jeg kan 
sige som Gothe i sin „Kampagne": „også jeg har været 
med dér". At den kom, deri anede jeg en nådig til- 
skikkelse; det gode, som rørte sig i folket, var endnu 
altfor svagt over for de slette sider, og kun et styrtebad 
som krigen og frihedskampene kunde ryste op af dvalen 
og vrøvlet. 

Morgenen den 21de januar 1848 hørte jeg trom- 
mernes dumpe hvirvler, jeg ilede til vinduet og så de to 
lange rækker trommeslagere marschere gennem gaderne 
og forkynde kong Kristjans død. Min lille Asger vilde 
ind med og „se kongen dø", men jeg lukkede døren, 
fordi jeg var angst for, han skulde forkøle sig ; det græd 
han stærkt over og kunde længe ikke glæmme. Døds- 
faldet var ikke kommet uvæntet, og alligevel overraskede 
det og greb voldsomt, da det kom, ti folk og rige stod 
i våde over for den afgørende time. „Nu brister det 
ovre i Slesvig og Holsten", skal den døende have sagt, 
og følelsen heraf gik gennem hele landet; også jeg var 
fuld, overfuld af uro og ængstelser. 



74 

Mun vidste, at den nye konge, Frederik den 
syvende, var en dansk, nordisksindet, frisindet, folkelig 
mand, der gærne søgte omgang med folk af den lavere 
klasse; allerede hans ægte københavnske mæle og visse 
udtryk, han kom med, bar spor deraf. Hans frisind 
havde jeg fået levende indtryk af en aften, da jeg var 
til stede ved et lille optrin i oldskriftselskabet, hvis 
præsident han var. Man var højst utilfreds med de 
styrende, især Rafn, og det fik luft på generalforsam- 
lingen, idet man bebrejdede dem et ligefræmt brud på 
lovene. 

„Mine herrer," sagde daværende kronprins Frederik, 
„vil De ikke give mig nøjere oplysning om disse love?" 
De oplysninger, han fik, modsagde imidlertid hinanden, 
mens man fra begge sider kunde holde sig til steder i 
lovene. „Ja," sagde han, „så må jo lovene ligge i strid 
sammen, og sådan kan det ikke gå i et vel ordnet sam- 
fund. Det første, vi efter min mening bør gøre, er at 
revidere vore love, så de stemme overens. Vi trænge 
til en ny, jævn og klar grundlov, og jeg andrager derfor 
på nedsættelsen af en komité, som kan enes om et ud- 
kast til loven og forelægge det for selskabet." De ord 
lød mig som et godt fræmtidsvarsel og den nye konges 
valgsprog ligeså. 

Men var den unge herre da moden og sindig nok, 
var der kraft i ham til et sådant gruudlovsværk for 
Danmarks rige og til at lede os frelst ud af de truende 
storme? Det, som hviskedes om ham fra mand til mand, 
lød ikke for lovende. Og hvem havde han til rådgivere? 
Foreløbigt var det den afdøde konges mænd, tusind 
ængstelser omspændte os. At han, som råder for alt, 
lige godt kan bruge et menueskes svage og gode sider, 
at Frederik den 7de. netop som han var, i Guds hånd 
skulde blive et udvalgt redskab til Danmarks frelse, det 
anede vel kun få. 



75 

Den 28de januar udførte kongen sin faders sidste 
vilje og forkyndte enevældens ophør og en fri forfat- 
ning for det danske monarki. Jeg deltog af hele mit 
hjærte i det liberale partis bitre følelser ved et konge- 
budskab, der tildelte 2 Tyskere samme politiske myndig- 
hed i monarkiet som 5 Dauske. Mellem de kredse, som 
dannede sig for at drøfte dagens store spørgsmål, var 
også en, der kom sammen hos astronomen professor 
Pedersen; til den hørte professor Borgen, skolemanden 
Bohr, de nu afdøde professorer Kayser og Lange, pastor 
Marckmaun, endelig min broder og jeg. 

Alt første gang vi mødtes, fik vi indbydelse til en 
lignende sammenkomst hos professor Clausen; den var 
undertegnet af Clausen, Hvidt, Schouw, Krieger og Flor. 
Deres fræmlagte program forekom os noget mat og 
svævende, et ændringsforslag, der afgjort krævede Holsten 
udskilt, blev da stillet til det, og med dette gik jeg op 
til Clausen, idet jeg i øvrigt skulde meddele ham vor 
tilslutning. 

Den Ifide februar mødte vi første gaug hos Clausen, 
hvor et skarpere og fyldigere program end det os til- 
sendte så blev fræmlagt. Vi holdt 4 møder, der alle 
åndede det varmeste fædrenelandssind, de mest fræm- 
ragende talere var Clausen, Tscherniug, Krieger og Leh- 
mann; over hals og hoved havde denne ilet hjem fra en 
udenlandsrejse med sin syge hustru. Den 23de februar 
kom så vor udtalelse, de 45s erklæring, der hævdede 
alle Danmarks retfærdige krav, og i samme ånd indløb 
udtalelser overalt fra Danmark, Sønderjylland med. 
Hvad man derimod hørte fra de slesvigholsteuske for- 
sandiuger gik i stik modsat retning, med hver dag blev 
de hensynsløsere, alt påkaldtes „det tyske forbunds be- 
skyttelse". 

8å vidt havde tingene af sig selv udviklet sig i det 
danske monarki under den tordenluft, som hin tid 
sporedes alle vegne. Da kom efterretningen om den 



76 

største af alle omvæltninger i dette omvæltningernes år, 
februarrevolutionen i Paris; derefter fulgte slag i 
slag revolutionen i Wien, oprørsmødet den 18de marts i 
Rendsborg med Olshausens udæskende hån, og vort store 
kasinomøde den 20de. 

„Sagen haster, tiden trænger," sague O. Lehmann, 
„det gælder liv eller død, og det danske folk kan ikke 
betro sig til en regering, som er forladt af guder og 
mennesker, og på hvem ingen tror, ikke en gang den 
selv!" Resolutionerne om Danmark og Slesvig drøftedes 
og vedtoges. Enkelte stemmer råbte da på, man skulde 
straks endnu i denne sildige aftenstund overbringe dem 
til kongen. Men Tscherning rejste sig: „nej, ikke nul 
Vi vil først sove derpå I Ikke sandt?" Et tordnende 
„ja" fra forsamlingen svarede ham, og Ploug udtalte: 
„man skulde ikke skjule sig i mørket, derimod træde 
op ved højlys dag som danske borgere, der i en god 
sag henvendte sig til sin konge." 

Jeg kunde ikke være med i det store folketog til 
slottet den 21de; jeg stod næmlig på den tid og holdt 
tale ved en grav på assistenskirkegård, hvor dog ingen 
nærpårørende var til stede, des friere kunde ordene 
falde. Lige havde jeg begyndt den, som lyden af fjærne 
hurraråb bares over til os, alle lyttede, en af følget trak 
mig i kjolen og hviskede: „hører De?" Da talte jeg 
om dødens stilhed her og livets tummel hist; „alle 
nerver dirre nu," sagde jeg, „og musklerne strammes i 
kamp mod en død, en folkedød, mangefold sørgeligere 
end denne timelige død." Og i varme ord lagde jeg 
følget på hjærte, i åndens kraft, med Herrens hjælp at 
kæmpe mod den os Danske truende folkedød. En så- 
dan ligtale har jeg ellers aldrig holdt, hverken før 
eller siden. 

Grundtvig skal, den gang folketoget drog gennem 
Vimmelskaftet, hvor han bode, have vist sig i vinduet 
og rystet på hovedet. Endnu var han ikke kommen 



77 

med og ud af den ensomme stilling, han indtog over 
for forfatningssagen ; endnu så han i folket kun den 
„mængde, hvis „rædsomme" herredømme han gruede for". 
„Den kære gamle," skriver maleren Lundby, „ømmer 
sig svært ved den nye tingenes orden." Det varede 
imidlertid ikke ret længe, inden han var fuldt med, skønt 
på sin ejendommelige vis. 

Martsministeriet dannedes, og stemningen i hine 
jævndøgnsdage, vor folkelige genfødelses dage, glæmmer 
vist ingen, hvem det blev givet at gennemleve dem. Der 
var, som Jyden sagde, „kommen en grov (stærk) ånd 
over det danske folk", atter hørte jeg suset af denne 
overmægtige ånds, folkeåndens, vingepar, og lærte af 
levende erfaring troen på ånd. 

„Mænd af alle stæuder gik tusindvis gennem Køben- 
havns gader, arm i arm, den høje med den ringe. De 
bragte kongen en hyldest, der aldrig er strømmet fuldere 
fra noget folks hjærte, ti folkets tanke og kongens tanke 
mødtes; hurraråb, sang og klang genlød til langt ud på 
natten. I^olket var så glad, fordi det følte sig så frit 
og så dansk, fordi dets gamle, uopslidelige mod var 
vågnet lige som ved et trylleslag. Den slægt, for hvis 
vugge Nordens største skjalde havde sunget, den sla^gt, 
som så længe havde sukket over tidens elendighed, rejste 
sig nu til mandig dåd." Således har jeg på et andet 
sted udtalt mig. Lundby skrev derom: „Der har været 
en stemning over hovedstaden i disse dage, så vidunder- 
ligt dejlig, højtidelig næsten, svævende mellem glæde, 
håb, inderlig forvæiitning, skuffelse, opfyldelse, bekymring 
for de 5 Slesvigholsteneres personlige sikkerhed — , men 
hele tiden harmonisk og dejlig, inderlig og alvorsfuld. 
Det var en stolt uge i vor historie." 

Den faldne storhed blev ikke hånet; A. S. Ørsted 
gik roligt hjem fra slottet gennem de bølgende menneske- 
sværme og ingen sagde ham et eneste ord. Slesvig- 
holstenerne viste sig i København med oprørets udfordring, 



78 

Olshausens hånsord mod de Danske var i alles munde 
og harmen dyb, men vor folkeære blev ikke plettet, som 
mange havde frygtet; de kom frit, modtog den danske 
konges frie svar og fjærnede sig atter frit. 

Mængden på gaderne var slet ikke så vanskelig at 
styre, og blot et råb „lige ud" var nok når den vilde 
standse og pibe uden for en ildeset mands vinduer. Et 
sted strømmede masserne fræm med høje jubelråb, da 
så de brostenene uden for et hus strøede med halm, 
tegn på, at her lå et menneske farligt syg, og de gik 
stille hen over halmen. Et andet sted råbte enkelte ud 
af hoben på illumination for de nye ministre, „å, hold 
kæft, lysestøberi" lød en stemme oppe fra en lygtepæl. 
Så mild og sindig var folkeglæden i al sin storhed. 
Den iltre Franskmand havde nok grund til at udbryde: 
„hvilket forbandet kedeligt folk til at gøre revolution I 
Ikke en gang en eneste rude klirrer!" 

Rendsborg var taget ved overrumpling, og oprørerne 
rustede sig, sikre på hjælp fra Prøjsen. „Men over 
Danmark svævede i de dage historiens ånd med sine 
minders glans, alle følte sig som lemmer af en stor 
familje, om hvis liv eller død lodderne skulde kastes. 
Smedene hamrede våben, damerne plukkede charpi og 
samlede linned ind til lasareterne, drengene stoppede 
patroner, mændene ekserserede, digterne sang krigssange, 
hele landet var forvandlet til en våbenplads, hvor 
man rustede sig med en lyst og et lune, som gik det 
til munter dans." At det i visse måder blev en borger- 
krig, hvor broder kunde stå mod broder, dulgte man 
sig ikke, men Danmarks folk skulde ikke rådne bort for 
lutter fred. 

Store pengesummer samledes sammen, selv slaverne 
gav sin skærv, af heste tilbødes flere end krigsministeren 
havde brug for. Frivillige og værnepligtige strømmede 
til fanen, adelsmanden ved bondens side, ikke få havde 
først i kirken modtaget en hellig indvielse; frikorpser 



79 

dannede og øvede sig. I Sønderjylland havde den op- 
rørsksindede øvrighed adskillige steder tilbageholdt ind- 
kaldelsesordren, og alligevel mødte mandskabet. I Åbenrå 
vilde slesvigholstenske borgere holde de indkaldte til- 
bage, da rykkede skibstømmermændene fræm på torvet 
med sine økser: „kom kun her ud, om I tør, i Åbenrå- 
kæltringer, så skal vi lade (årelade) jer I" Og de første 
norske og svenske frivillige viste sig, de måtte være med 
til værnet for Nordens tusindårige grænse. 

Hver dag holdt kongen mønstring på ekserserpladsen 
over dem, der skulde rykke ud: „vær kun raske, børn," 
sagde han; „det varer ikke længe, før I har mig der 
ovre, for jeg må dog se Tyskerne lidt efter i sømmene I" 
Ved sådanne lejligheder omsværmedes han af jublende 
folkehobe. En dag kom han i nærheden af holmens 
bro, trængselen var stor, og en mand holdt sig ved hans 
hest, for ikke at blive trykket alt for stærkt, den dristig- 
hed bebrejdede så et par andre ham. „Å, lad ham kun 
gøre det," sagde kongen, ..folket må gærne støtte sig til 
mig, så støtter jeg mig igen til folket." 

Da han imidlertid skulde ride over selve broen, og 
trængselen blev lige stor, vendte han sin vælige hest, 
der længtes efter stalden, og sagde: „ja børn, broen 
kunde let gå itu, hvis vi alle på én gang vil over. Er 
det derfor ikke bædst, vi skilles ad her og gå hver til 
sit, synes I ikke også det? Farvel da, og tak skal I 
have for al jeres kærlighed I" På stedet splittede hoben 
sig ad til alle sider. Det er dette øjeblik, Slesvigeren 
Bissen har grebet og afbildet kong Frederik til hest, 
„som han rider blandt sit folk". 

Enhver dansk mand, der tænker sig tilbage i hine 
dage, må fyldes af en stille stolt følelse. Det var sol- 
skinsvejr og vår, det daglige viKvl, forlystelsessygen, 
usseldommen havde stormen fejet ud. .leg kændte mit 
folk fra historien i dets bædste øjeblikke og sa dem nu 
lige som blive ny for mine øjne, hvad der havde været 



80 

min kæreste drøm, var bleven fuld, levende virkelighed. 
Her kunde man sandelig studere, hvorledes ånden kommer 
over et folk, og hvorledes det, der ligger til bunds i det 
jævne, danske sind, kan træde fræm i virkelig storslået 
skikkelse. Dette slag i ansigtet havde bragt selv spæk- 
høkeren til at smide sin hue og grib^j efter bøssen; 
også fader var oppe, skønt han ikke glæmte at tilføje: 
„der er dog alligevel mange gode mennesker blandt 
Tyskerne med." 

Lige ved Kristian den ottendes død havde jeg åbnet 
en række kirkehistoriske forelæsninger, og trods tidens 
spænding var den store høresal på universitetet ikke 
des mindre fyldt. Et par gange holdt jeg disse fore- 
læsninger endnu, men da martsdagene kom, kunde jeg 
ikke længer overtale mig dertil og afbrød dem altså. 

Havde jeg ikke været præst, vilde jeg fundet min 
plads i de frivilliges rækker som så mangen anden teolog, 
og, efter al rimelighed, enten være falden i krigen eller 
kommen hjem som offisér. Hjærtet brændte i mig, og 
jeg kunde umuligt blive siddende hjemme ved min dag- 
lige gærning, jeg måtte af sted. Og hvorfor da ikke gå 
med som feltpræst? Min kone og broder var fuld- 
stændigt enige med mig herom, og fader, det vidste jeg 
af erfaring, vilde lide en del af ængstelser, men finde 
sig i hvad jeg gjorde. 

Jeg mødte den daværende kultusminister Monrad 
på gaden og tilbød min tjæneste ved hæren, han fandt 
tilbudet godt, noget nøjere kunde han imidlertid ikke 
sige om det. Selv havde han straks tænkt på feltpræster, 
fortalte han, og arbejdet derpå, hidtil dog uden frugt, 
fordi Tscherning satte sig så afgjort derimod og påstod, 
at krig og præster ikke i mindste måde lod sig rime 
sammen. „Det hele var kun et påfund, fordi man vilde 
lave nye æmbeder." 

Biskop Mynster, så tænkte jeg, måtte kunne virke 
en del for sagen, når man blot først havde vundet ham 



81 

for den. Jeg gik altså op til min biskop, skønt den vej 
gærne faldt mig noget tung, fordi jeg vidste, han ikke 
syntes om mig, og æmbedsminen med deus kolde høflig- 
hed forstod han ved en sådan lejlighed ypperligt at på- 
tage sig. Men denne gang fandt jeg ham indladende, 
venlig, næsten faderlig, som Tage Miiller i Ribe havde 
været det; mit besøg var ham kændeligt velkomment. 
Han advarede mig mod frihedens udskejelser på en 
måde, jeg umuligt kunde stødes over, ti det var min 
biskop, der talte, og han lagde sit hjærte i hvert af sine 
ord; nu mærkede jeg, hvor tiltrækkende han kunde 
være. Om den nytte, feltpræster kunde gøre, var han 
naturligvis overbevist og billigede meget af det, jeg fræm- 
førte, uden dog at vække store forvæntninger hos mig. 

Krigen gik imidlertid sin gang med sejr og neder- 
lag, og altid blev der kæmpet med ære. Efter slaget 
ved Danevirke så det for menneskelige øjne ud, som 
hele Norden vilde stille sig på vor side, så mægtig var 
dets virkning på broderfolkene. Den ene flok frivillige 
fra Norge og Sverige mældte sig efter den anden, og 
regeringen der oppe gjorde alvor af rustningen; snart 
stod den svenske hærs fortropper i Fyn. Mens dette nu 
fyldte alles sind, måtte der ved siden derad dog også 
vindes rum for fredens gærning; vejen skulde banes for 
den ny forfatning, og den skulde grundlægges. Ingen 
sinde i den danske historie har der på én gang været 
stillet så store krav til folket; dådført skulde det vise 
sig og sin skæbne voksen. 

Én side af forfatningen måtte særligt ligge præsterne 
på sinde, det var kirkens stilling over for staten. Mon- 
rad foreslog i statsrådet en synode, og da han mødte 
modstand, svarede han: „jeg tager nu den sag på mig", 
og udsendte sin omgangsskrivelso om en sådan synode. 
Københavns præsteskab skrev derefter til ham og 
ønskede nøjere oplysninger, men tik et noget afbidendo 

6 



82 

svar. I den anledning sammenkaldtes det da sidst i 
juni måned. 

Martensen, den gang professor, førte oppositionen, 
talte endog om, at synoden jo kunde træde sammen på 
egen hånd, og gjorde i det hele de skarpeste udfald 
mod ministeriet. Til ham sluttede PauUi sig og var lige 
så skarp: „aldrig", sagde han, „har det gamle kanselli 
svaret os mere afvisende". Stiftsprovst Tryde udtalte 
sig dog noget mildere: „han vilde nødigt gå til det yderste 
og tilrådede derfor et andragende til hans majestæt." 

Forsvaret for ministeriet førtes især af Clausen, der 
i øvrigt i synoden hilste en af sine kæreste livstanker. 
„Jeg tror", sagde han, „at alt i det væsenlige vil blive 
ved det gamle; grundloven, som man har tænkt sig den, 
vil kun indeholde ganske almindelige bestemmelser om 
forholdet mellem stat og kirke". 

Mod ham rejste nu Grundtvig sig. „Det må også 
jeg sige, at jeg ikke har levet under et mere despotisk 
ministerium i Danmark, og det siger jeg rent ud. Det 
er dets fjender og ikke dets venner, som her kan være 
mod en opposition. Hvad mig selv ellers angår, ligger 
det meget fjærnt fra min tankegang at ville styrte det, 
og tvært imod vilde jeg netop gærne støtte og gavne det. 
Men den, der vil gavne det, sørger for, at de sager, det 
afgør, kan blive så godt afgjorte som muligt, så står 
det med et hæderligt eftermæle i historien. Herr pro- 
fessor Clausen taler om, at grundlovens bestemmelser 
vil blive holdte ganske i almindelighed; det går imidlertid 
ikke, det er åbenbart, og det må professoren selv indse. 
Vi må dog alle ønske, at vore friheder stå klart op- 
tegnede i grundloven og vel omgrænsede; og navnligt 
må det stå dér, at vi i det mindste få den religjøse fri- 
hed, så vi kan sørge for vor egen og vore børns salig- 
hed, som vi tør svare det for Gud." 

Adskillige talere, deriblandt jeg, trådte mæglende op 
og rådede til sindig fræmgangsmåde over for et mini- 



83 

sterium, der, hvad ingen kunde nægte, var ven af både 
frihed og danskhed. Vedtaget blev et andragende til 
statsrådet, som skulde udarbejdes af Martensen, Clausen 
og Grundtvig. Et par dage efter traf jeg Monrad og 
spaserede med ham, han var i en ilter stemning. „Vi 
Danske", sagde han, „kan let blive en gens odiosa; vilde 
vor Herre nu låne mig en lynstråle, slog jeg både til 
England og Rusland og Sverige og jer præster med. 
Hvad I gør, det er jo lutter fornærmelser, lutter udtryk 
for mistillid; jeg rejser det spørgsmål om synoden, og 
straks møder man med sit overgreb. Tror man da ad 
den vej at komme fræm med hovedet? Sagen står for 
for mig komplet komisk." 

På det endelige udfald af synodesagen fik andragendet, 
som man véd, ingen indflydelse; kirken har ikke nogen 
grundlovsret til en synode, og det heder simpelt hen: 
„dens forfatning ordnes ved lov". 

Sagen om feltpræsterne fik Monrad imidlertid 
dog til sidst sat igennem, støttet af den stemning hos 
landets præsteskab, der kom til orde på konventerne. 
Pastor Boisen, senere død som stiftsprovst, min gamle 
kapellan Fr. Helveg og jeg udsendtes da til hæren; mit 
æmbede ved Trinitatis kirke overtoges imens af de andre 
præster dér. Jeg havde tilbudt at gjøre tjæueste uden 
vederlag, og, så vidt jeg mindes, fik jeg heller ikke 
noget det første krigsår, eller måske gav jeg det til in- 
validerne; de to følgende år kunde jeg derimod ikke 
undgå at tage imod det. Biskop Mynster var, som 
det lod til, ikke straks utilfreds med den nye stilling, 
jeg nu kom i, og først da jeg anden og tredje gang 
skulde afgå til hæren, var det ham ikke med. Fra 
kredse, der stod ham nær, hørte jeg ytringer, som: „ja 
Hammerich bryder sig næppe synderligt om Trinitatis 
menighed, dens egenlige præster er jo Kothe og V. Niel- 
sen." Nu. det måtte også bæres! 

6* 



84 

En anden lille omstændighed har desuden måske 
gjort ham mindre vel stemt imod mig. Da de slesvig- 
holstenske æmbedsmænd i hele flokke rømte bort fra 
sine poster i regeringskollegierne, klagede dr. Johan- 
sen ved Petri kirke over aftagende indtægter og ønskede 
sig fri fra landemodsudgifterne. Dette kunde nu ikke 
ske, hvis de andre præster ikke overtoge nogle af disse 
udgifter, og Mynster sendte os en omgangsskrivelse derom. 
Efter tur kom den først til Frue kirke, hvis præster 
ingen indvending gjorde. 

Derfra kom den til vor kirke. Dr. Rothe nægtede 
sit samtykke til det begærede og skrev: „især fordi dr. 
Johansen hverken som præst eller i andre henseender 
synes at kunne gøre særligt krav på nogen gunst- 
bevisning." Derefter skulde jeg underskrive. Sagen i 
sig selv drejede sig om en sand småting, et par rigs- 
daler for hver præst, men at en tysk præst med hans 
vel kændte sindelag i denne tid kunde stille et sådant 
krav til danske mænd, det var mig harmeligt. Også jeg 
nægtede da mit samtykke og skrev: „at hvis æmbedet 
forekom dr. Johansen tor ringe, fandt man vel nok den, 
der overtog det, som det var." 

Min æmbedsbroder, pastor V. Nielsen, følte sig meget 
ilde, dengang sagen kom til ham; han vilde hverken 
være Rothe og mig og heller ikke Johansen imod. Som 
følge heraf satte han sit navn oven over Rothes og mit 
og lige under Frue præsters og skrev: „enig heri." Men 
Rothe lod ham ikke dø i synden. Han bragte det fore- 
faldne på tale i et lille aftenselskab hos sig, hvor vi var 
til stede, fortalte omstændighederne med lune og vendte 
sig til sidst til Nielsen: „ja, min kære ven, han er og 
bliver dog en lammer . . . .!" 

Omgangsskrivelsen var imidlertid ved en fejltagelse 
kommen fra vor kirke til Petri, og Johansen blev natur- 
ligvis rasende og for op til biskop Mynster, som på 
stedet tilbagekaldte den. At han ikke gjorde det i den 



\ 



85 

bædste stemning, kan man læse i det lille brev, han 
sendte mig. „Til Deres velærværdigheds beroligelse 
undlader jeg ikke at mælde, at De skal blive aldeles 
ukrævet for det bidrag, som det kunde have tilfaldet 
Dem at udrede til den billige lettelse i expenserne for 
sognepræsten ved St. Petri kirke under de nærværende, 
for ham så trykkende tidsforhold". 



Sidst i juli måned 1848 afgik Helveg og jeg til 
hæren; Boisen udnævntes noget senere, som den ældste 
af os blev han feltprovst og skulde gøre indberetning om 
alt umiddelbart til kultusministeren. En feltpræst stilledes 
lige med kaptajnen og fik kvartérpas og vognpas til 
sine rejser. Inden jeg forlod København, havde jeg samlet 
og udgivet en lille salmebog for krigere, som jeg kunde 
tage lige ud af forarbejderne til Roskilde-konvents salme- 
bog. Helveg og jeg mældte os ved hovedkvarteret i 
Vejle, hvor jeg første gang så Læssøe. „Vi vilde ikke 
selv tage initiativet med præster ved hæren", sagde han, 
men de skal tinde den mest imødekommende villighed 
hos os. Trænge vi ikke alle til et ord, som kan tale 
til samvittigheden? De herrer må nu indrette Dem fuld- 
komment som De selv synes, imidlertid råder jeg Dem, 
straks at tage ud til brigaderne og dér gøre nøjere af- 
tale". En venlig modtagelse fik vi også siden overalt 
hos høje og lave; det var kændeligt, vi var velkomne, 
skønt naturligvis ikke lige meget hos alle. Et par steder 
havde teologiske kandidater, der tja^nte i hæren, enkelte 
gange holdt prædiken, inden vi indtraf. — 

Den første aften, vi tilbragte i Vejle, var smuk, og 
hvor tog engdalen og de prægtige skovbakker sig ikke 
nu nd, og byen med de rindende vande, hvori huse og 
sraåhavcr spejle sig! Overalt på højderne så man vagt- 
poster og indskæringer til forsvar mod en fræmtræugende 



86 

fjende. Muntre klynger af hestfolk og fodfolk, også fri- 
villige fra Norge og Sverige, bevægede sig mellem hin- 
anden i de brogede uniformer; der blev lét og der blev 
sunget, og hele byen var omskabt til en lejr. 

Nu var jeg altså hensat midt i den verden, jeg så 
tit havde drømt om som barn, når jeg legede med tin- 
soldater, og drømt om, da jeg var underoffisér ved 
studenterkorpset. Her var krig, virkelig krig for vor ære 
og tilværelse, og mig var det givet at tale til de stridende 
det ord, som mander op for tid og evighed. Deres ære 
og min ære var fra nu af ét. De mange ængstelser, jeg 
havde haft ved hvad man hørte i frastand, var nu som 
blæste bort. og tryggere har jeg aldrig følt mig end her 
i krigens midtpunkt. Min sjæl var opfyldt af tak til 
Gud, som havde stillet mig på denne plads, og i min 
kære Helveg havde jeg et menneske ved min side, der i 
ét Og alt delte mine følelser. 

Af brigaderne havde jeg foreløbigt valgt Schleppe- 
grells. Biilows og Hansens på Als, medens Ryes og de 
to andre tilfaldt Helveg. Soldatervittigheden var straks 
ved hånden og legede med vore navne: „den ene er jo 
pastor Himmerig og den anden pastor Helved, det må 
man sige: drog det sig i langdrag med dem, så fik vi 
igen det rene væsen I'' 

Næste dag tog jeg ud til Schleppegrells brigade, 
hvis stabskvartér var inderst inde i den dejlige dal, på 
Grejsmølle. Generalen var ikke straks til stede, men 
stabschefen major Caroc viste sig såre imødekommende. 
„Det varede så længe", sagde han, „inden De kom; 
man har dog kun ét liv at miste, det kommer man til 
at tænke på, når kuglerne pibe". Siden, da jeg traf 
generalen selv, fik jeg det samme at høre. „Men hvad 
er dog grunden til, at vi nu først fik en præst?" sagde 
han. „Det må herr generalen spørge krigsministeren 
om", svarede jeg og fortalte hvad jeg vidste om den sag. 
„At noget menneske med religjøs følelse", sagde han. 



87 

„kunde forholde os præster, det kan jeg sandelig ikke 
få i mit hoved" 1 

Schlei^pegrell indtog mig straks, og jeg blev som 
hjemme hos ham. Han var en ildfuld sjæl, måske under- 
tiden alt for ilter, og en født kriger. Først havde han 
været med i den norske uafhængighedskrig mod Sverige, 
og tillige med sin ven Helgesen nægtede han efter freden, 
for fronten af sit kompagni, at sværge Karl Johan 
troskabsed. Han bar fra den tid et nag til Svenskerne, 
der tit kom fræm. En dag sad vi, som ofte skete, og 
spillede et parti skak, han trak, „det var et lumsk 
træk, herr general", sagde jeg. „Å nej, jeg er dog ikke 
født ved den svenske grænse I" De gik derpå begge i 
prøjsisk tjæneste, hvor de traf vor tredje Nordmand. 
Rye, og deltog i flere af de sidste fægtninger mod Na- 
poleon. Så tog Schleppegrell til Danmark. 

Da de nye håndgreb indførtes ved eksersitsen, lod 
han sig dem lære af en underoffisér. Manden var høflig, 
„må jeg bede herr generalen skuldre", sagde han. „Ikke 
bede mig", sagde Schleppegrell, „kommandere skal 'De. 
ellers går det galt I" og underofflsereu gjorde så. Schleppe- 
grell kom efter håndgi-ebene, og da han havde den vane 
at snakke højt med sig selv, udbrød han fornøjet: „det 
går jo bral" „Ingen sludder i geledet", skal under- 
offlsereu have råbt. 

General Schleppegrell var en mand af den gamle 
verden og ivrigt kongeligsindet, som hæren i det hele. 
Til herr Sørensen og rigsdagen med de mange bønder 
skelede man lidt af og til; der kunde endog være den 
offisér, som kaldte sin oppasser for „rigsdagsmanden". 
Krigskunst og krigshistorie syslede Sclileppegrell stadigt 
med, skrifter i den retning lå på hans bord, og jeg har 
haft mangen oplysende samtale derom med ham. Han 
udkaste<ie sin plan med rolighed og omtanke, men kam- 
pens øjel)lik henrev ham, så han tit blev alt for dristig; 
selv vikle lian desuden være med ved alt og kunde jævn- 



88 

ligt vise sig i den forreste kede. Da måtte Helgesen 
holde igen, så godt det gik: „alle véd vi jo, hvem du 
er, rid dog nu ikke derhen på det mest udsatte sted og 
lad dig skyde for ingen verdens ting!" 

Soldaterne var hans kærlighed, „de kære folk", kaldte 
han dem, en dag sagde han til mig: „ja de Danske er 
prægtige, og måske slås de des hædre, fordi de i hjærtet 
elske freden". Han havde det rette greb på at tage dem, 
talte til dem på sin troskyldige vis, „som kunde det være 
en præst", sagde de, klappede den på skulderen, der 
havde gjort et godt skud: „her, kammerat, har du et 
par skilling til hvedebrød!" Den 5te juni havde fjenden 
sat sig fast i nogle huse. „Nå, folk", sagde han, „dem 
skulde vi nu egenlig have! Men I er jo så trætte og 
har slåets hele dagen, I holder vel ikke et løb ud? Det 
værste er, at de skyder så mange ned, når man går for 
sagte. Skal vi da prøve på at løbe lidt, hvad siger I 
dertil, hvad?" 

Dengang hæren efter slaget ved Slesvig blev op- 
skræmt af rygter og Flensborgs gader vrimlede med de 
søvnøre og uordenlige klynger, sprængte han ind mellem 
dem. „Det er godt, I skynder jer, børn, men I er bare 
på den gale vej! Dér ligger allarmpladsen!" De skam- 
mede sig, gjorde omkring og ordnede rækkerne. Tiende 
(den nordslesvigske) bataljons offiserer klagede over fol- 
kenes forplejning, de fik så godt som intet. „Ja", råbte 
han, er det ikke sandt? Ypperlige folk, bryder sig ikke 
om at sulte!" De klagede end videre over, at folkene 
heller ikke fik søvn. „Som jeg siger", råbte han, „her- 
lige folk! De kan sulte og de kan tørste og de kan våge 
hele nætter! Mine herrer, det er min bædste bataljon, 
dens skål!" 

Og hvor var denne mandige sjæl ikke blød og from 
tillige! Jeg har hørt ham fortælle om Morgenstjernes 
fald, og de klare tårer stod ham i øjet; og jeg har set 
ham i hans familje, et smukkere forhold kac ikke tæn- 



89 

kes, med sine børn var han barn igen. Det var ham 
altid kært, når samtalen faldt på åndelige genstande. En 
gang talte vi om den utrolige mængde kugler, der under 
fægtningen ikke ramme andet end den tomme luft. 
..Kænder De det ord, der går mellem matroserne", sagde 
jeg: „du er skudfri, til den kugle kommer, hvorpå dit 
navn står skrevet". „Men er det ikke endnu smukkere", 
svarede han: „ingen spurv falder til jorden uden min 
himmelske faders vilje I" 

Der blev holdt en lille fest i Grejs mølledal, hans 
jægerkorps spillede, bivuakilden oplyste træerne, og bol- 
lerne dampede, mens dansen gik lystigt gennem lunden. 
Imidlertid stod Schleppegrell og jeg noget længere borte 
og talte om vore dages vantro. „Jeg kan ikke forstå'', 
sagde han, „hvor et menneske kan leve så roligt hen 
uden tro. Kænder De den prædiken af Mynster: grib 
det evige liv; den mand kan tale en til hjærtel" Senere 
drejede vor samtale sig om krigerlivet, krigersk tapper- 
hed og det løftende i sådanne øjeblikke. „Ja", sagde 
han, „når bare mennesket ikke gjorde alt det væsen af 
det lidet, han nu kan udrette, og så glæmte, at selv det 
er ham kun muligt ved Herrens nåde! På Waterloo- 
medaljen står: der Herr war mit uns, ihm allein die 
Ehrel Jeg kalder det et sandt og godt ord, og derfor 
bærer jeg den også dobbelt gærne. Det var den gang 
for Tyskland en tid som den, vi nu opleve her hjemme, 
hver mand gik med". 

I Schleppegrells stab gjorde Helgesen tjæneste, en 
hærdebred og kæmpefør gammel døl, med et tilsyne- 
ladende hårdt ydre. Han blev tilbage i Frankrig, da 
vore tropper forlod det, og giftede sig dér, men blev siden 
skilt fra konen; var 1830 med på Paris' barrikader, 
vendte der))å hjem til Danmark og levede en række år 
noget kummerligt af sin bøsse, nede ved Ejdercn, ikke 
langt fra Frederikstad. Tyskerne kaldte ham odderjægeren 
og fortalte allehånde om ham og smugleriet på egnen. 



90 

Den gang prinsen af Noer overrumplede Rendsborg, 
blev en høj post ham tilbudt i oprør shæren, en dags tid 
holdt han dem så hen, og da de søgte ham, var fuglen 
fløjet. Et par dage senere mældte han sig i København 
til tjæneste og bragte sikre efterretninger om stil- 
lingen i Rendsborg. Med en jægers snuhed havde 
han sneget sig gennem de slesvigholstenske forposter, 
gennem moser, hvor han måtte stå i vand til højt op 
på benene og brugte 8 timer for at vinde blot en halv 
mil fræm. 

Om hans dristighed fortalte man den ene historie 
oven på den anden. En offisér klagede over ikke at 
kunne få sine folk til fægtning: „det kommer, pinedød, 
an på, min fa'r, hvordan man griber den ting fat'", sagde 
Helgesen og gik forrest for kommandoet, lige på imod 
kugleregnen; alle fulgte. En anden gang skulde espin- 
golerne ud, kunde imidlertid ikke ret få sigtet på nogen; 
„å, det skal jeg snart skaffe jer", råbte han og red et 
godt stykke nærmere mod fjenden. Nu stak pikkel- 
huerne fræm over hegnet, og en hel salve hilsede ham, 
men espingolerue fik sigte. 

Bag det strænge ydre skjulte sig alligevel et varmt 
og trofast hjærte. Han var gærne i pengetrang, og man 
forstod ikke, hvortil han kunde bruge så meget, da han 
dog levede helt tarveligt. En dag fik en offisér hændelsesvis 
øje på et pengebrev med 300 rdlr., som Helgesen sendte 
til en skibskaptajn oppe i Norge, efter kort i forvejen at 
have lånt lige den sum hos Schleppegrell. Offiseren talte 
til ham derom, men han blev vred: „går man da på 
spioneri efter mig, det havde jeg mindst af alt væntet!" 
Omsider lod den sande sammenhæng sig dog ikke længer 
skjule, brevet var til en gammel ven, som havde spillet 
fallit, og hvem han nu understøttede. Og på den vis 
gjorde han ikke lidt godt, altid i største hemmelighed. 

Han var en ivrig avislæser, og når der kom efter- 
retninger fra Frankfurt om spliden og uenigheden der 



91 

nede, gned han sig fornøjet i hænderne: „nej, nu æder 
de hinanden da snart op i Tyskland I" Således var den 
mand, der skulde skrive sit uavn i historien som helten 
fra Frederikstad; mens han jagede oddere og ræve og 
harer i de egne, drømte han ikke om, hvad han skulde 
blive for Danmark. Jeg stødte ja^vnligt sammen med 
ham i krigsårene, han havde sans for historisk læsning 
og fortalte selv godt, og da jeg skulde skildre forsvaret 
af Frederikstad, fik jeg mine vigtigste efterretninger fra 
ham og hans stabschef, kaptajn Hoffmann. Heller ikke 
siden har han glæmt mig, flere år efter krigen sendte han 
mig Pontanus' danske historie til minde. 

General Biilows stabskvartér måtte jeg søge op i 
præstegården i Lejrskov, brigaden var næmlig under fræm- 
rykning. Som jeg kørte op for gården, overraskedes 
jeg ved synet af en hel klynge hvide prøjsiske kyras- 
serere, det var fanger, gjorte i det nordlige Slesvig; nu 
færdedes de i al venskabelighed med vore, drak af deres 
feltflasker og var yderst snaksomme, som mennesker 
gærne er, når de lige er slupne for en øjensynlig fare. 
I det hele har jeg ikke mærket til noget nag mellem 
Danske og de tyske rigstropper, hvorimod det havde sig 
helt anderledes mellem Danske og Slesvigholstenere. I 
døren til præstegården stod en ældre, anselig offisér med 
et ædelt udtryk i sine træk og talte jævnt og skæmte- 
fuldt med soldaterne; det var general Biilow, en født 
Nordslesviger. 

Under den lange fredstilstand var han ikke ivrig 
nok i støvlettjæuesten og havde nær fået sin afsked, og 
først da krigen kom, raa-rkede man, hvad der bode i 
i ham. (iieneral de Meza kaldte ham „den mest illiterære 
offisér i hele armeen" og påstod, han ikke kunde skrive 
to sammenhængende linjer, alligevel blev han sejrherren 
ved Frcderits. Men han var af de maMul, der fa ind- 
skydelser på valpladsen, og med en feltherres ro og 
overblik styrede han sin hær. Også han var ægte sol- 



92 

daterven og havde gærne et muntert ord til rede midt 
i kugleregnen; det gjorde godt. „Å, jag mig dog de 
Tyskere bort", råbte han ved Slesvig, „ser I da ikke, 
hvor de fordærver mine klæder", han havde næmlig fået 
et lommetørklæde skudt itu. 

I hans brigade tjænte vor nuværende konge, den 
gang kommandør for hestgarden. Han var indkvarteret, 
fortalte han, hos en bonde, hvor man havde musene til 
sengekammerater, derfor måtte han af og til ty til brigade- 
kvarteret i præstegården. Her har vi adskillige gange 
spist sammen med ham til middag, inden nogen af os 
kunde ane, hvor højt han skulde stige. 

Gudstjænestens ordning gav sig, så at sige, af sig 
selv, og som vi fra begyndelsen af havde lagt grund til 
den, således blev det i alle de 3 krigsår. For mit ved- 
kommende gjorde jeg felttogene med og var hver vinter 
hjemme, hvor jeg da røgtede mit æmbede ved Trinitatis 
kirke og skrev på Danmarks-historien. 

Prædiket blev der, når og hvor lejligheden faldt, 
så jeg kunde somme uger holde 8, 9 prædikener. Hvis 
nu tropperne ikke stod umiddelbart over for fjenden, 
kunde det gå helt som vi præster ønskede det, og ingen 
blev kommanderet til kirke, hvorimod vi måtte føje os 
efter omstændighederne, når der blev prædiket i fjen- 
dens nærhed, eller ombord i en orlogsmand. „Vi må 
have sammenhold på vore folk og kan dog ikke lade 
dem gå, hvorhen de vil", sagde offisererne, og det lod 
sig ikke modsige. 

Kunde man træffe en nogenledes rummelig kirke, 
blev den tagen i brug, men oftest måtte prædikenen 
holdes under åben himmel. At den da blev kort, var 
en nødvendighed både for soldaternes skyld, der tit 
havde marscheret mile vidt med fuld oppakning, og for 
præstens, hvis bryst ikke kunde tåle en lang, anstrengt 
tale i fri luft. 



93 

Var der ingen brigademusik eller frivillig mødt 
landsbydegn, måtte han desuden enten synge selv for 
eller tage et par mennesker dertil og indøve dem. I 
sidste fald kunde jeg få indvendinger mod den melodi, 
jeg havde valgt. En gang til orlogs tog overkanoueren, 
hvem jeg foresang melodien, meget høfligt til hatten: 
„nej, Deres højærværdighed, jeg er bange for, hun skær 
i grunden!" Da jeg ikke straks gav ham medhold, sagde 
han: „så kan vi da prøve det. Sej da du, lille mand, 
kom hid!" Manden prøvede på tonen, men det gik ikke. 
Endnu kom et „sejda" og „en lille mand" med samme 
udfald af sagen, og jeg måtte til sidst vælge en anden 
salme. 

Vore folk fik snart færdighed i at indrette sig det 
ret hyggeligt i feltlivet, selv om de kun kort tid blev 
på et sted; især Fynboerne forstod den ting. Hyttelejre 
byggedes, efter omstændighederne af bøgegrene med løv 
på eller af træhytter, gaderne var lagte ordenligt og 
havde på sine steder lange borde og bænke, faner op- 
plantedes, røde og grønne ; bagved lå gærne mandskabets 
kogeplads. Det varede heller ikke længe, inden små. 
nette blomsterpartier, en stenindhegning, begyndelsen til 
en have viste sig; man grov, hvor lejlighed gaves, huler 
ind i en bakke og lod vedbenden ranke sig yppigt om 
indgangen. 

Var egnen nu tilmed smuk, kunde det være under- 
holdende nok at færdes her ved aftens tide. Røgen 
hvirvlede fræm fra kogestederne, folkene sad og sladrede 
og væntede på maden, mens et indøvet kor sang fædreue- 
landssange; sang de „den gang jeg drog afsted", stem- 
mede alle mand med i. Således gik det muntert, til 
hornene klang og kaldte alle til hvile. 

Den færdighed i at indrette sig kom nu også guds- 
tjæuesten til gode, man vilde have den så højtidelig som 
muligt og kappedes formeligt derom. En priodikestol 
blev bygget af græstørv eller trommer, iivorover blå og 



94 

røde soldaterkapper var bredte og øverst en hvid dug; 
rundt om var der pyntet med faner og løvværk. Ved 
andre lejligheder måtte præsten imidlertid stå på den 
bare mark. Folkene opstiltes i passende afstand, med 
gevær ved foden, undertiden blev rytterne siddende på 
sine heste. Således har jeg mange gange prædiket for 
en forsamling af indtil 5000 mand. Til orlogs brugte 
man huggerter og svingbasser eller en opstabling af 
kanonkugler til pryd, skibsklokken kimede og mandskabet 
sagde: „i dag skal vi i kirke". 

At træffe den rette tone i prædikenen, var ikke altid 
let. Tales skulde der om manddom og mod og Dan- 
marks kamp, kun ikke alt for meget og i for store ord, 
og fristelsen hertil lå dog nær, det havde jeg øje for. 
Om jeg altid har undgået den, er et andet spørgsmål, 
som den, der kænder mine udgivne feltprædikener, kan 
dømme om hædre end jeg selv. 

En romerskkatolsk præst træder op i fuld skrud, 
læser sin messe og svinger røgelsekarret til korets sange, 
han løfter hostien og hæren knæler ned, så indvier hans 
velsignelse den. Det gribende, der for mangen kan ligge 
heri, har den protestantiske præst rigtignok ikke til sin 
rådighed. Gustav Adolf og Daniel Rantzau knælede med 
hele hæren i fjendens påsyn, mens en salme lød fra 
krigstrompeterne. Heller ikke denne vore fædres fromme 
skik lader sig genindføre efter vore tiders vilkår; i alt 
fald har ingen af feltpræsterne haft mod til at prøve 
derpå. 

Som feltgudstjænesten imidlertid nu kan falde med 
salmesang og ordets forkyndelse, har den alligevel det 
løftende ved sig, det har ikke blot jeg, men mange med 
mig sandet. Navnligt når fjenden stod ikke langt borte, 
og af og til et dumpt drøn lød over til os med den al- 
vorsfulde mindelse; ingen vidste jo, når det brød løs. 

En gang lå skibet, hvor jeg prædikede et par dage 
efter en fægtning, knap en fjærdingvej fra fjendens 



95 

skanser, og jeg havde lige forladt det, da der atter faldt 
skud, som dog snart hørte op. En anden gang, i Ekkern- 
førde, vendte nuværende general Max Muller sig til mig 
under prædikenen. „Ja, vi må høre op, herr pastor, det 
kæltringepak under os ikke en gang ro til at høre Deres 
prædiken udi" Der blev blæst allarm i byen, alle 
skodder lukkedes, tropperne rykkede ud, og jeg fulgte 
med dem. Imidlertid blev det heller ikke den gang til 
noget videre. Da jeg på Als holdt sejrsfest for Fredericia- 
slaget, blev rigstropperne, der stod på Dybbølbjærg, en 
god fjærdingvej borte, meget ængstelige over den store 
sammentrækning af danske soldater og væntede et 
angreb. 

Forefaldt fægtninger og jeg så lejlighed dertil, 
sluttede jeg mig til ambulangsen og tog et par fia,sker 
vin med i vognen. Dér kunde man altid række den 
sårede et læskende bæger og lade et godt ord følge med; 
det samme har også andre præster gjort. Men det var 
så det hele. Forlade de døende deres synder og holde 
dem krusifikset for øje, kan en luthersk præst jo ikke. 

En stor del af hæren gik til al tars. at ingen da 
blev kommanderet hertil, er vel en selvfølge; også denne 
hellige handling udførtes jævnligt på fri mark. Eller 
præsten blev hentet til en såret, en syg, ven eller fjende, 
der ønskede sakramentet, en enkelt gang måtte jeg så 
tale tysk. Man mærker endnu af og til hos vor almue 
et overtroisk syn på sakramentet, som om det kunde 
gøre synlige underværker, og mellem Katolikerne. hvortil 
en del af rigstropperne hørte, var den overtro nu meget 
udbredt; de bar hostien på sig og mente sig derved 
skudfri. Noget lignende har jeg enkelte gange truffet 
på også i vor hær. 

Om foråret 1849, da tropperne skulde rykke ud, 
kom en soldat til mig i København og ønskede sakra- 
mentet hjemme hos mig. Han talte smukt og troskyldigt 
om niandig kamp med fjenden og at vi vel ved den 



96 

almægtige Guds hjælp kunde slå ham tilbage; det samme 
havde han nedskrevet på en lap papir, som han stak 
mig i hånden. Jeg lagde mærke til et lommetørklæde, 
han stod med, det pleje hønderkarle ikke at have brug 
for, og jeg spurgte ham altså, hvad han vilde med det: 
„Jo," sagde han i al enfold, „dermed vil jeg tørre mig 
om munden, når jeg har fået Herrens velsignede legeme 
og blod, og så i slaget holde det for mit bryst." Natur- 
ligvis advarede jeg ham alvorligt for den vanbrug af det 
hellige, og han smed straks tørklædet fra sig på gulvet: 
„nej er det så fat, herr pastor, må De ikke tro jeg vil 
gøre mig skyldig i sådan synd mod vor Herre!" 

Jeg har som feltpræst både haft vielser og kon- 
firmation og barnedåb. Mens vi lå i Slesvig, kom ad- 
skillige gange bud fra bønder, som bode mellem vore 
og de fjendlige linjer, om at døbe deres børn, og jeg 
har ikke nægtet dem det; naturligvis oversatte jeg da 
ritualet på tysk. Derved og når jeg færdedes mellem 
vore hærafdelinger, var jeg af og til udsat for at blive 
opsnappet af en fjendlig patrulje eller have anden ulej- 
lighed, jeg slap dog lykkeligt igennem. Kun én gang 
havde det nær gået galt, og det med vore egne. Det 
var mørkt, og jeg havde glæmt at få feltråbet; vore for- 
poster standsede mig med fældet gevær og kunde, skulde 
vel egenlig have stukket mig ned, da jeg ikke kunde 
give dem feltråbet. Det var dog skikkelige folk, som 
blot bragte mig til den nærmeste offisér, og han 
kændte mig. 

En feltpræst, der nogenledes gør fyldest, finder vejen 
åben de fleste steder. Offisererne lige til de højeste 
indlade sig med ham, og jeg for min del har dem såre 
meget at takke for. De mærkede min iver efter at samle 
sammen til krigens historie og var ikke sparsomme med 
meddelelser, så jeg vidste undertiden, hvad ellers kun 
mere indviede var vidende om. Derfor kunde jeg kort 



97 

efter min hjemkomst udgive skildringer af fægtningerne, 
felttogenes gang og krigslivet i det hele. 

Også hos de menige fik jeg indgang uden vanskelig- 
hed, jeg kunde gøre dem mangen lille tjæneste, skrive 
for dem, modtage penge på deres vegne eller bringe dem 
penge. I så henseende viste man præsten stor tiltro, 
skaffede ham også en del skriverier. På Als, hvor jeg 
havde kvarter 1849 under forholdsvis rolige omstændig- 
heder, holdt jeg foredrag over den danske historie. 

Alt det gjorde mig kændt og kunde blive indledning 
til åndelige samtaler, så vel som de småskrifter, jeg ud- 
delte mellem folkene. Besøg af opvakte soldater fik jeg 
ikke sjælden, og en ung, letsindig frivillig, der var dømt 
til døden, fordi han havde forladt sin post, skulde jeg 
tale med og forberede på det yderste. Krigslivet er 
imidlertid altfor fuldt af uro og hindringer for sjæle- 
plejen i egenlig forstand, og jeg har desuden ikke lagt 
dølgsmål på, hvor svage mine ævner dertil ere. 

Bædst fik man folk i tale på lasareterne. Man 
kunde væntet stuerne her fulde af jammer og suk, det 
var dog sjælden tilfældet, og gav en sig højt, var det 
gæ^rne en Tysker; vore folk bed smerten bædre i sig. 
I regelen fandt jeg hospitalsforstandere og læger vel- 
villigt stemte, havde blot ikke mængden af sårede været 
overvældende; og så flyttede man dem ideligt om fra 
sted til sted. 

Undertiden mødte den syge præsten med en kort 
afvisning, „jeg har såmæ'nd ikke gjort noget ondt i 
verden", sagde en såret slesvigholstensk undcroffisér, da 
han fik at vide, jeg var præst. Man havde i det hele 
ikke let ved at få samtalen i gang om andet end time- 
lige ting, om fægtningen, hvor de liavde fået såret o. s. v.; 
mange fortællinger af den art har jeg hørt og brugt til 
mine skildringer fra krigen. Deres tal, Ikjs hvem der 
var ret liv i troen, var ikke meget stort, hos en del 
ilore mærkede jeg imidlertid en stille, ligesom indeklemt 

7 



98 

gudsfrygt, der efterhånden kunde lokkes fræm. Også i 
de nys udgivne breve fra krigen er den kændelig nok. 

En dag traf jeg en matrosdreng, hvis ene arm var 
skudt bort og hans side med, så man kunde se helt ind 
til lungen; han talte roligt og barnligt om sin tilstand. 
„Det gik nu," sagde han, „sådan til, skal jeg sige os, da 
jeg blev kvæstet. Jeg er noget døv ad mig, og så blev 
jeg oppasser hos doktoren og måtte ned at hente ham 
hans remedier. Og lige som jeg nu tørnede ud derfra 
og skulde lade en kanon, fik jeg min overhaling. Men 
hvordan det dog egenlig gik til, skal jeg ikke kunne 
sige Dem, jeg véd kuns, det skete til styrbord, og at jeg 
varskoede dem ordenlig og sagde: nu må en anden 
skynde sig og lade, for jeg kan ikke mere I" Han trode, 
han endnu havde sin bortskudte arm: ,, enden bliver nok," 
sagde han, „de tår den helt fra mig. Kunde man nu 
barestens rejse sig op og skulde ikke ligge sådan halv 
. nøgen I" 

Vi talte om hans forældre: „jeg vilde," sagde han, 
„gærne bede Dem, herr præst, at skrive får til, for jeg 
får nok ikke lov, og jeg kom nu så akavet af sted, at 
jeg ikke en gang fik sagt dem hjemme farvell" Så talte 
jeg om, hvor snart det kan være færdigt med et men- 
neske, og hvor godt det derfor er altid at have vor 
Herre i tanken. „Ja," sagde han, „hver aften og morgen 
beder jeg også mit fadervor." En salme, jeg begyndte 
på, kændte han og sagde slutningen af den, derefter kom 
han fræm med adskillige andre salmer og bibelsprog, 
han havde lært. Mens vi talte sammen, trak han af og 
til ansigtet som den, der lider meget, „lidt ondt gør det 
rigtig nok," sagde han, „men man har det alligevel godt, 
når man hører sådan tale." 

Et par dage senere døde han. Hans gamle fader 
var kommen over og traf ham lige på hans yderste: 
„det var en god dreng," sagde han, „og grumme tål- 
modig var han, bare den sidste dag stod humøret ikke 



99 

rigtig på knægten." I ligfølget gik han ved præstens 
side, men på én gang udbrød han: „med forlov", og 
smuttede bort; han så næmlig et hus, hvor man solgte 
kors og kranse til de afdøde. Straks efter kom han til- 
bage igen med et trækors under armen og fulgte videre 
med ud på kirkegården; dér plantede han det med 
den ene hånd, mens han tørrede sine øjne med den 
anden. 

Til dette sted, hvor alle de samledes, „der gik til 
Ryes brigade", havde jeg ærinde des værre kun alt for 
ofte. Efter større træfninger kunde det ikke altid gå 
med de faldne, som det skulde, og en hel del blev 
jordede hist og her på Isted-hede, på den plads, hvor 
de var faldne og fundne. Men jeg gjorde hvad jeg 
kunde for at ære deres minde og skaffede kors både til 
hedegravene og gravene i viet jord. Selv om jeg ikke 
havde haft andre grunde, vilde jeg have gjort det, fordi 
vor almue nu en gang sætter så stor pris på hæderligt 
„at flys til jorde". 

Den omstændighed fræmhævede jeg også, navnligt i 
1850 over for pladskommandanten i byen Slesvig, oberst 
du Plat, der blev ængstelig ved alle de begravelser 
og mente, de måtte give fjenden for god oplysning om 
vort ikke ringe tab af mandskab. Adskillige hospitals- 
forstandere der nede tænkte ganske som han og puttede 
altså ligene hemmeligt i jorden, så jeg fik det først at 
vide af soldater, der harmede sig derover. Da henvendte 
jeg mig til kultusministeren og fandt fuldstændigt med- 
hold, og fra nu af mødte altid en deling soldater, som 
fulgte efter de døde. Af og til kunde da offiseren tage 
gi-avspaden efter mig, og så kaste jord på dem og 
derpii, lade mandskabet fylde graven i vort påsyn. I 
hovedkvarteret var man ellers ikke ret til freds med 
min henvendelse til kultusministeren og lod mig det 
mærke. 



100 

Nu og da forefaldt gribende optrin ved jordfæstelsen. 
I Brodersby ved Slien mødte en fader fra Broager, hvis 
søn var falden, lagde en krans på kisten og knælede og 
bad, dybt bevæget. „Ja, herr pastor," sagde han, „al 
den ulykke kan vi da takke vore Hjemmety skere for, 
alle vi andre er Danske med liv og sjæl. Jeg har nu 
mistet ikke færre end 4 sønner i denne krig og har kun 
3 tilbage, begge i kongens tjæneste. Er det vor Herres 
vilje, så lad mig også miste dem med, men De kan tro 
mig, det er tungt nok for en fader, igen at komme hjem 
med det budskab I" 

Meget andet kunde jeg fortælle om sønderjydsk 
trofasthed og det mandige sind, der har stået sin 
prøve i ti trængselsår. Også om den danske soldat, 
om hans mod, når han først er bleven ret varm i kugle- 
regnen og blusser over hele det af krutrøg sværtede 
ansigt, og om den jævnhed og ro, hvormed han tager 
alt; Allens soldaterbreve vidne derom på hver eneste 
side. Skal jeg fræmhæve noget grundtræk hos ham, så 
bliver det, lige som hos folket, den storslåede jævnhed. I 
de største øjeblikke af sit liv, omringet af farer og med 
alle nerver spændte til det yderste, er og bliver soldaten 
dog det samme jævne menneske, fri for alt tilgjort væsen. 

Men alt dette hører ikke til mit levnet, og jeg må 
vise dem, der ønske mere oplysning herom, hen til mine 
skildringer fra krigen. Kun en lille køn historie skal 
jeg her meddele. Der bode en bondepige i Dybbøl, som 
havde en kæreste i 12te bataljon på Als, og en gang 
imellem måtte hun sende ham brev. Men ad hvilken 
vej skulde det komme ham sikkert i hænde? Alt var 
spærret af soldater og skanser. Kærlighed gør dog op- 
findsom, „hvad om du nu sneg dig til at bringe det selv 
gennem forposterne på Dybbølbjærg," tænkte hun. Hun 
prøvede derpå, det slog fejl, og alligevel opgav hun det 
ikke. En mørk nat vadede hun neden for banken ud i 
sundet, hvor fjendens poster ikke let kunde få øje på 



101 

hende; på den måde slap hun også ind til vore, blev 
råbt an. bragt til brohovedet, afgav dér sit brev og 
vendte hjem igen ad samme vej. Og hvad der én gang 
havde lykkets, gentog hun oftere. Her er æmnet til en 
yndig lille idyl med krigen og dens rædsler som bag- 
grund. 

I det hele føres vist aldrig en krig, uden at den 
har sine hyggelige, fredelige øjeblikke. Livet i lejren 
kunde, som jeg har omtalt, være muntert nok, med sang 
og klang og af og til en lille fest. Folkene gav et 
karnevalsoptog. Dér red obersten fræm på en krik, med 
et par gammelmandsbriller uden glas på den store næse 
og epauletter lavede af jeg véd ikke hvad; han spillede 
sin mand og skældte bataljonen huden fuld. Musiken 
leveredes af skralder og piber og barnetrompeter og 
redekamme. 

I Sønderborg var der 1849 fest for Svenskere og 
Normænd ; selv adskillige højere offiserer, der ingenlunde 
sværmede for den nordiske tanke, reves med af stem- 
ningen og de friske minder om vore norske og svenske 
brødres heltesind og heltedød i de sundevedske kampe. 



Enhver i hæren, feltpræsten med, må kunne stå 
for skud, især blev de øvede heri, der var indelukkede 
i Frederiksstad, som min ven Høyer - Møller, eller i 
Frederits under bombardementet. En dag havde Boisen 
forladt denne fæstning, fordi han havde nødvendigt 
ærinde ovre i Fyn. Ved sin tilbagekomst blev han til- 
sagt at møde hos kommandanten, oberst Lunding. „De 
er," sagde Lunding barsk, „gÅet Deres vej uden orlov 
fra mig, véd De vel, at det kræver afstrafielse?" ,.Men,'' 
svarede Boisen, „jeg må vist nærmest regne mig at høre 
under liovedkvarteret." „Nu vel, så har De ingen ting 
her at gøre og forlader fæstningen på timen!" Boisen 



102 

fik ham omsider, efter et skarpt ordskifte, gjort uoget 
mere medgørlig. „Sig mig så ærligt," sagde Lunding, 
„rejste De ikke, fordi De var bange?" „Herr oberst, 
husk dog bare på, hvor ofte vi har mødts på gaden og 
talt roligt sammen, mens det regnede ned med bomber 
og granater I" „Tør De da give mig hånden på, at De 
ikke rejste af frygt!" Hånden fik han, og alt endte sig 
venskabeligt. 

Første gang, jeg var i ilden, var Kristi himmelfarts- 
dag 1849. Jeg havde taget over til oberstløjtnant Blom 
i brohovedet ved Aissund, mens alt tegnede helt frede- 
ligt. „Vil De nu," sagde Blom, „følges med til de tyske 
forposter og se dem præsentere for mig?" Det gjorde 
de virkeligt, jeg har selv sét det ved en anden lejlighed. 
Vi var alt et stykke på vejen derud, da kom vore kanon- 
både fjendens skanser på Dybbølbjærg for nær, og han 
brændte løs. Det blev en skydeøvelse i stor stil, hvor- 
ved man fra begge sider fik sine nys opplantede kanoner 
indskudte; hovedskive var brohovedet. Jeg kunde have 
fjærnet mig og burde det efter den militære regel: ingen 
skal under fægtningen opholde sig, hvor han ikke er 
kommanderet hen. Men min stilling i hæren vilde der- 
ved straks bleven skæv, altså fulgte jeg Blom tilbage 
til brohovedet, bier dér hos ham og lod fjenden skyde. 

Har man en gærning at udføre, der helt fylder 
sjælen, ænser man kuglerne ikke sønderligt, det har jeg 
senere erfaret. Her derimod var bataljonens og min 
eneste gæ.rning for øjeblikket jo kun den, at lade skyde 
på os. Granaterne susede og vandede i sundet eller 
sprang lystigt rundt i brohovedet, hvor de overøste os 
med sand og småsten; en stump, der faldt lige ved mig, 
tog jeg op og bruger endnu som papirspresse. Soldaterne 
holdt sig godt og bukkede sig, hver gang vagtposten så 
et glimt fra fjendens kanoner og råbte: „buk jer!" Af 
og til kom de med en lille vittighed. Jeg gik omkring 
mellem dem og talte med dem og offisererne, eller 



103 

brugte min kikkert; snart rettede jeg den mod fjenden, 
snart imod Als, som lå dér for os, vårgrønt og solklart 
efter en tordenbyge, i det rigeste eftermiddagslys. 

Imidlertid iagttog jeg mig selv. Min puls slog rask, 
sanserne var skærpede i en usædvanlig grad, jeg så alt 
langt klarere end ellers, og, det forekom mig, lige som 
gennem et lag af brunlig fernis. I én benseende var jeg 
til mode som den, der står i en ubyggelig haglbyge, og 
i en anden følte jeg, det var et af de interessanteste 
øjeblikke jeg oplevede. 

Fra Ijendens side var der afskudt et par hundrede 
granater, men granatild er ikke nær så ødelæggende som 
man skulde tro, kun enkelte hist og her blev sårede. 
Timer fløj som minuter, og hvor blev jeg ikke over- 
rasket, da Blom tog uret op og sagde: „nu har vi så- 
mænd snart stået her i to klokketimer I" Omtrent ved 
samme tid sagtnede ilden og hørte omsider helt op. 

Næste gang jeg lugtede krut, var jeg og den anden 
feltpræst Karstensen komne hen for at se på en rask 
forpostfægtning uden for brohovedet. Vi havde fået os 
en god plads i en af vore skanser og kunde overse, hvor- 
ledes kampen trak sig fræm og tilbage. Da gik den 
med ét over til kanonkamp, og skansen, hvor vi stod, 
vekslede skud i)å skud med fjenden. Granaterne sang 
og klang om os, dog, jeg tilstar det, faren viste sig nu 
fra den lokkende side, og vi blev der en god stund og 
så på. Endelig fjærnede vi os og ledte lo-nge efter 
ambulangsen, der ikke var på den plads, hvor den skulde 
være. Men fjenden havde fået blod på tand, hele dagen 
igennem sendte hau Sønderborg kugler og granater, der 
lemlæstede fredelige mennesker og forfærdede indbyggerne, 
så mange flygtede bort over hals og hoved. Natten 
derpå havde jeg så den yndigste drøm, jeg var hjemme 
og glad og lykkelig i min familjes skød; pa den niade 
bragte ånden sig igen i ligevægt efter den usædvanlige 
rystelse. 



104 

Ved sådanne lejligheder kom jeg da til at tænke 
nærmere over modet, hvorom naturligvis talen i hin tid 
også ofte drejede sig. Der gives mange arter mod, den 
lærdes, kunstnerens, købmandens, missjonærens, martyrens, 
krigerens mod, politisk mod, trosmod, mod til at tage 
sig et ansvar på; og ævner og mod høre i regelen 
sammen. Den, der har den ene art mod, kan derfor 
gærne fattes den anden, hvis han fattes den dertil 
svarende ævne. 

Man har set mennesker, der skrige på en vogn, når 
den hælder, at ofre alt for sin overbevisning, og helten 
fra valpladsen flygte for stormandens unåde eller en 
smitsom syge. En studerende kom helt ude af sig selv 
op til mig, efter at have skrevet sin patristiske stil, han 
rystede og bævede. Jeg bad ham da tage sig sammen 
og ikke lade modet i den grad falde. „De må ikke 
tro," sagde han, „jeg ellers er sådan en stakkel, jeg var 
med ved Sankelmark, og ingen klagede dér på mig; men 
jeg har nu eksamensfeber lige som andre har kanonfeber." 

Vanen kan gøre meget, da man kan vænne sig til 
alt, også faren; den legemlige tilstand tør her heller 
ikke lades ude af syne, og den, som viser sig modig den 
ene dag, kan te sig langt anderledes den følgende. Men 
fræmfor alt afhænger det, som sagt, af, om man har en 
gærning at udføre, som svarer til ens ævner og kan fylde 
en helt. 

Så vidt jeg skønner, må man kunne påvise enhver 
art mod under 3 forskellige skikkelser; lad os imidlertid 
holde 08 alene til mod i krigen. Dér er først det natur- 
lige mod, det man kalder courage, som med driftens 
uimodståelighed styrter faren i møde; det er det rå 
mod som hos vilde dyr, hos spilleren, og mangen helt 
savner det måske. Mau huske på den navnkundige 
prøjsiske husargeneral Ziethen før en fægtning og hans: 
„schon abgemacht, Ihro Majeståt!" Blandt de offiserer, 
jeg har talt med om sagen, har de fleste sagt, at de 



105 

ikke for intet vilde sætte livet på spil. General Biilow 
kunde, når kuglehaglen blev stærk, uvilkårligt udbryde: 
„nej, her er det også alt for uhyggeligt", men han veg 
ikke en fodsbred. 

Den anden skikkelse af mod dølger ikke faren for 
sig, men trodser den. Snart er det forstandig overvejelse, 
snart en stærk følelse, en vilje, der driver fræmad, og 
således dreven kan helten lege med sit liv og føle glæden 
ved det, just i det øjeblik han sætter det på spil. Det 
ser aldeles ud, som var det blind drift, og dog er det 
noget moralsk tilkæmpet. Denne skikkelse af modet er 
vist nok det, der oftest viser sig i et slag, „nu ingen 
kryster I" siger man til sig selv, og så går det. Dets 
tredje skikkelse, og den ædleste tillige, åndsmodet, kænder 
ingen uden en levende Kristen. 

Under felttoget 18 50 kaldtes jeg til feltprovst 
og fik til sidst 6, 7 præster til hjælp ved brigader og 
lasareter, så kunde den nødvendigste tjæneste nogenlunde 
vel varetages. I begyndelsen var vi dog kun tre. Dahle- 
rup og jeg kom sammen fra København til Flensborg 
sent på aftenen d. 23de juli og traf alt i fuldt opbrud 
til det afgørende slag. 

Følgende morgen den 24de afrejste vi til vogns 
kl. 5 for at følge hæren; det eneste, vi kunde få ind- 
købt så tidligt på dagen, var et par stykker hvedebrød 
og et dusin flasker vin, vinen skulde bruges til læske- 
drik for de sårede. Vejret var smukt, men on styrtende 
hede. Undervejs så vi løvhytter, opførte i al hast for 
én eller to nætters skyld, og tælte, som man endnu ikke 
havde fået brudt ned. Derpå kom det store vogntros, 
vi kørte gennem det og de fræ-mrykkendc linjer, hvor den 
ene bekændt hilste på os efter den anden, mangen for 
sidste gang i dette liv. 

Vi kørte om ved husarerne, der udgjorde hærens 
forspids, egnen var iibon og overskuelig ind til Sten- 
derups og Popholts skove i sønder, hvor fjenden holdt 



106 

sig gæmt; af og til hørtes skud fra blænkerkeden 
yderst fræmme. Yi steg ned af vognen i en skovløkke 
ved et batteri, da kom oberst Thestrup, den ene brigade- 
kommandør, hilste på mig og sagde: „vil De lyde mig, 
kære feltprovst, så ryk en smule tilbage med vognen, 
her kunde det let blive for farligt I" Vi gjorde det. Imens 
var der kommanderet hvil, „noget er i gære", hviskede 
Thestrup, det var angrebet af Moltkes divisjon. Folkene 
strakte sig hen over alt, hvor der fandtes en smule 
skygge, i grøfter, bag hegn, spiste og sladrede eller sov; 
det hele lignede hvilet ved en feltmauøvre. Kække nok 
så de ud, vejrbidte og langskæggede, men overstøvede 
fra øverst til nederst. Et par fanger indbragtes, dra- 
goner og husarer hug grønhavre af på marken til 
sine heste. 

Yi gik fræm og tilbage mellem folkene og talte 
snart med den ene, snart med den anden. Det var i 
grunden lidt voveligt. Den danske præstekjole duer ikke 
i felten, den er for lang og tung, og vi havde derfor 
ladt den ligge hjemme, men så tog man os for Slesvig- 
holstenere. Naget mod dem var naturligvis stærkt, og 
vi hilsedes med ukvæmsord og stene, det var alt hændt 
os, mens vi kørte gennem linjerne, og nu blev det værre. 
En ambulangsesoldat fik fat på et forsvarligt stykke 
kampesten og vilde lige kyle mig den i ryggen, da en 
livvagtskarl, som kændte mig, faldt ham i armene: „tag 
dig i vare, du, det er jo vores præsti" 

Med ét kom der liv i de hvilende flokke, man skred til 
angrebet, og fra det sted, hvor vi stod, på bakkerne ved 
et åløb, kunde vi overse det hele, når ikke støvskyen blev 
alt for tæt. Horn og trompeter lød og svaredes med 
rungende hurra, adjutanter fløj fræm og tilbage, kom- 
pagnikolonuer dannede sig, artilleriet kørte op og pros- 
sede af, dragoner tog post på højderne, hvis et indhug 
skulde blive nødvendigt; fægtningen åbnedes, kanonerne 
dundrede, snart var alt hyllet i støv og røgskyer. 



107 

De første sårede bragtes ind til ambulaugsen, og 
ved det grønne flag var vor rette plads, vi skyndte os 
altså derhen ; den var opstilt i en hulning, hvor kanon- 
kuglerne ikke slog alt for stærkt ned. Min oppasser, 
en lille Fynbo, var imidlertid desuagtet ikke ret glad 
til mode; da han blev tagen til præstepasser, havde lian 
troet sig så sikker som i moders dragkiste, og nu suste 
det alligevel om ham på alle ender og kanter, han tryk- 
kede sig, og jeg måtte skamme ham fræm. Det var dog 
kun en overgang, og siden under krigen gjorde han 
altid sin skyldighed, men pralede også nok dermed. 

Den ene vogn med sårede kom ind efter den anden, 
andre bragtes på bårer, vi gik omkring mellem dem, 
rakte dem et bæger vin og sagde dem et lille ord til 
trøst. De fik den foreløbige forbinding og led med tål- 
mod, ikke et kny hørte jeg. På en var kaglen gået 
midt gennem brystet og ud af ryggen, så han havde 
ikke en halv time tilbage at leve, og alligevel vilde han 
rejse sig op i vognen, inden han tog mod min vin. 
„Danmarks skål I" sagde han, drak ud og sank straks 
tilbage. 

Pastor Dahlerup kunde ikke tåle al den elendighed 
og var en afmagt nær, jeg derimod var af hårdere malm. 
Jeg har naturlig modbydelighed for det, der vækker 
væmmelse, dog kæmpede jeg imod den allerede som 
ungt menneske, var derfor blandt andet til stede ved 
anatomiske forelæsninger, og senere han-dede præste- 
stillingen mig end mere. Pligt må det være for mig, 
men i så fald kan jeg frejdigt gøre min gæruing, selv 
under de uhyggeligste omstændigheder. 

Efter hen ved et par timers kamj) blev det stille, 
skoven var vor. Så havde Slesvigholstenerne imidlertid 
trukket frisko tropper til sig, og en ny voldsom fæ^gtuing 
bølgede fræm og tilbage, indtil langt ud på aftenen; deu 
kostede os ikke lidet, blandt andre sårede traf jeg i en 
vogn major llarbou. Vore soldater havde taget og holdt 



!08 

lynghøjene syd for Helligbækkro, hvorfra man så ud over 
hitter hedesletter og moser; dagen derpå måtte blive 
afgørende. 

Jeg, der kom lige fra København og ikke var ind- 
viet i planerne, havde væntet sagen afgjort alt i dag, 
hvad også oprindeligt var påtænkt; derfor havde jeg så 
hovedkulds skyndt på vor afrejse. Vinen, vi førte med, 
var nu udskænket til sårede, vort tørre hvedebrød så 
godt som opspist, intet havde vi at leve af, man hen- 
viste os til Flensborg, og hvor nødigt jeg end fjærnede 
mig fra valpladsen, måtte vi alligevel følge henvisningen. 
Hastværk er altid lastværk. 

Næste dag den 2 5de vaktes vi af fjærne, dumpe 
drøn, vi vidste, hvad det gjaldt, men bort kunde vi 
alligevel ikke slippe før langt op på dagen. General de 
Meza, der som vi havde tilbragt natten i Flensborg, 
kom dog alt kl. 10 til kamppladsen. På stadens halm- 
strøde gader og siden på landevejen traf vi den ene 
vogn med sårede og døde oven på den anden. Flens- 
borgerne havde ilet dem i møde i over en halv mils af- 
stand, dér stod de ved vejen, kvinder og mænd, med 
kurve fulde af mad og drikkevarer, og var lykkelige, 
når man blot vilde tage imod deres gaver; mange af 
kvinderne græd. Også vi standsedes hvert øjeblik; så 
råbte en såret, som lå udstrakt i sin vogn, mit navn, 
det var maleren løjtnant Dalgas, så gjorde vi holdt af 
os selv og gik hen og talede med de kvæstede. Læv- 
niugerne af den eskadron, der havde gjort det sidste ind- 
hug med Schleppegrell, kom tilbage fra valpladsen, få 
mand med standarten. Her fik vi da underretning om 
ulykken ved Stolk, hørte også rygter om en senere fræm- 
rykning mod Istedsnævringeu, videre vidstes ikke. 

Det sørgelige vogntog blev tættere og tættere, ind- 
til vi endelig holdt ved HelHgbækkro. Overlæge Djørup 
trådte os i møde, med opstrøgne ærmer og et stort, 
blodigt forklæde for; nær havde han omarmet mig i sin 



109 

henrykkelse over at træffe et ansigt, han kændte fra 
København. Inde i krostuen var hovedambulangsens 
plads, hvilket forfærdeligt skue ! Lægerne dryppede af 
blod, flere tommer højt flød det, blandet med vand, på 
gulvet omkring bordene med de sårede, og ideligt kom 
soldater med nye bårer. I haven lå de døde i dynger, 
mange i vilde stillinger, med hånden knyttet og fråden 
ud af munden. Midt i dyngen opdagede jeg et men- 
U3ske i den sidste dødskamp, hans halve hoved var skudt 
bort, og den blodige hjærne skjulte, den anden halvdel, 
i krampe rørte han endnu hænder og fødder; „men han 
føler det ikke", sagde lægerne, „han er uden samling." 

Det var alt en god stund hen på eftermiddagen, og 
vi skulde videre til hovedkvarteret, Djørup ligeså. Han 
overlod da ambulangsen til de andre læger, steg til 
hest og fulgte med os, der kørte over valpladsen. 
Langsomt gik det fræmad, standsning hvert øjeblik, og 
timerne skred, til det led mod aften. Den lange mose- 
strækning, fuld af tørvestakker og lyng og sand og 
kæmpehøje, bar alle spor efter en kamp på liv og død. 
Lig lå ved lig, gærne med et tørklæde over ansigtet, 
især lå de tæt dér, hvor livvagten havde stormet et 
hegn og taget tre kanoner; adskillige steder stod vagt- 
poster at frede om de døde, ti plyndringen var begyndt 
af omegnens tørvebønder, og man så af og til helt nøgne 
lig. Bårer fulde af blod, lange blodpytter i vejsporet, 
døde heste, hvis indvolde væltede ud af bugen, hen- 
kastede våben, itubrukne karrer og hjul, karduser og 
kugle på kugle lige som såede hen ad vejen. Alt kred- 
sede ravnene skrigende om sit bytte. 

Rundt om stod brændende tørvestapler, brændende 
byer og skinnede dobbelt rødt mod den krans af skov- 
klædte bakker, som dannede baggrunden ; Slesvigholstenorue 
havde på flugten selv skudt sine magasiner i brand. Der 
henne opdagede man også deres løvhytter i læ af skoven; 
forladte, som de var, med alle tegn i)å nys at have 



110 

været i brug — et sted stod maden endnu over ilden • — , 
havde de næsten noget spøgelseagtigt ved sig. Det var 
blikstille, ikke en sky på himlen, over denne ligmark og 
disse brændende byer strålede julisolen, idet den dalede, 
i al sin pragt. 

Da vi nåede skovsnævringen ved Isted, var det 
blevet aften, og der stod en vild lysning fra brænde- 
stapler, som fjenden havde stukket ild på. Endnu faldt 
skud af og til inde i skoven, soldaterne ordnede sig da 
som til fægtning og bandede „det rakkertøj, der ikke 
vilde gi' sig". Vi snode os, så godt vi kunde, gennem 
kolonnerne og vogntrosset, og omsider så vi månen 
blodrød stå op over Slien. Med flyvende faner og klin- 
gende spil rykkede tropperne gennem Slesvigs gader, 
der var oplyste af de tarvelige lys, indbyggerne på be- 
faling havde stillet i vinduerne. Stemningen var lystig, 
undertiden en smule kåd, „snak dansk, I hunde", råbte 
soldaterne, når de hørte et tysk ord; men ikke en 
eneste udskejelse forefaldt. Indrykningen varede ved til 
en time efter midnat. 

Min tanke var, straks at opsøge den kommanderende 
general Krogh og derpå tilbringe natten i vor vogn. 
Jeg skyndte mig derfor op til madam Esselbachs hotel, 
stadt Hamburg, og strejfede om fra værelse til værelse, 
dog det hele, store hus var ligesom uddøet; langt om 
længe kom en tjæner og viste os til gæstestuen. Som vi 
havde siddet her lidt, så vi i døren en høj, noget spids 
felthue stikke fræm og atter på timen fjærne sig; hvem 
der bar en sådan hue, vidste jeg godt, det var general 
de Meza. Jeg ilede altså ud og fik ham med ind i . 
stuen, da jeg først havde lovet ham, at holde dørene 
lukkede for træk og ikke røge der inde. Han tog nu 
plads og skaffede sig en kop kaffe, det første, han havde 
nydt i 12 timer. 

Han var mørkt stemt. „Hvilken gyselig og ennuyant 
affaire", sagde han, „det er ikke som ved Frederits, 



111 

hvor alt var komplet satisfaktorisk I Og så de enorme 
tab, vi har lidt I Jeg indtraf på valpladsen omtrent kl. 
10 og fandt den fuldeste desordre, fjendens position 
god, Schleppegrell død; og dér skulde man oven i købet 
høre på oberst Baggesens badinagel Han kommer hum- 
pende og siger: „herr general, må jeg have den ære at 
præsentere mig selv og adjutanten ved 13de bataljon 
som lævninger af min brigade" ; så vilde han give mig 
en lang histore, men jeg afbrød ham: „kære oberst", 
sagde jeg, „vis mig dog blot nogle flere fragmenter af 
brigaden I" Det blev en hel halv eskadron." 

„Jeg tror, jeg indberettede på stedet til hoved- 
kvarteret: her skulde være 3 brigader og 3 brigade- 
kommandører; der mangler 1 brigade og 1 brigade- 
kommandør, er 1 kommandør uden brigade og 1 kom- 
mandør med 3 bataljons. Den brave Vaupell kom dog 
snart til mig, trods sit sår i armen, og satte mig ind i 
sagerne, Thestrup traf også gode og forstandige foran- 
staltninger; til sidst fik jeg da en 5000 mand entre les 
mains og kunde mælde til hovedkvarteret, at jeg skulde 
nok assistere ved Isted." 

„Men min Perle (hans hest) er skudt, stakkels, tro 
dyr; jeg red op ad en høj, at gøre kaptajn Just min 
kompliment, da den fik skuddet. Adieu mon ami, sagde jeg 
og vendte mig bort. Og jeg bér Dem, se bare, hvordan 
man så sér ud! Hermed viste han mig et par meget til- 
sølede hvide glacéhandsker, siden fik jeg desuden at vide, 
det havde gået ham under slaget omtrent som general 
Ziethen, da han måtte sige til Frederik den anden: 
„schon abgemacht. Ihro Majeståtl" 

„Og", vedblev han, „så denne affreuse dødens stad, 
vi nu marschere ind il Man måtte helst skrive over 
den lige som Dante skrev over sit inferno : „lasciate 
ogni sporan/.a, voi, ch'intratol" Hvordan det skal gå os 
i morgen, og om vi skal blive lier, star i gudernes råd. 



112 

Vi har lidt enormt, enfin, jeg gør mig ingen illusioner, 
min herre !" 

Mens vi talede sammen, var, husker jeg ret, ma- 
leren Sonne kommen til — han havde været øjenvidne 
til slaget — , også min gamle skolekammerat Lerbek 
kom, der fulgte hæren som politichef. De efterretninger, 
han bragte fra sine spejdere, var gode. V. d. Tann var 
kommen sprængende med løse tøjler ned ad Slesvigs 
bakker med de ord: die Schlacht ist verloren! Derpå 
rømte alle æmbedsmænd i staden bort på stående fod, 
og de slesvigholstenske tropper, der rykkede gennem 
den, var i fuldeste opløsning, næsten som på den 
vilde flugt. 

Noget senere indtraf general Krogh med hoved- 
kvarteret, og her var stemningen frejdigere, skønt ingen- 
lunde derfor glad, som efter Fredericia- slaget, hvor jeg 
også kom kort efter kampen. Jeg så Krogh ved aftens- 
bordet og talte dér med ham om jordfæstningen. „Den 
måtte naturligvis", sagde han, „gå for sig i Flensborg. 
Og forskel skal der ikke gøres, alle, selv den simpleste 
soldat, er os lige gode og lige kære. I øvrigt, tilføjede 
han høfligt, kan jeg trygt overlade Dem det hele, jeg 
véd. De nok forstår Dem på, hvad der kan gøre indtryk 
på armeen." 

Natten behøvede vi ikke at tilbringe i bivuak i vor 
vogn, da vi fik et godt værelse i hotellet. Med tungt 
sind gik jeg til sengs, dybt bøjet ved de uoprettelige 
tab, mit fædreneland og jeg selv havde lidt, og alligevel 
med hjærtet fuldt af tak og pris. Og da nu morgenen 
kom og det lød i det fjærne fra Danevirkes volde med 
basuner og trompeter: Danmark dejligst vang og vænge, 
da hilsede folkets engel mig i et af de store øjeblikke, 
som jeg takker Gud for at have oplevet, om det end nu 
kun mindes med bitter sorg. Den skønneste drøm syntes 
jo opfyldt, „ledet hængt i lave."! 



113 

Samme dag tog vi til Flensborg, hvor tiden gik med 
at gøre alt i stand til jordfæstningen. Dér genså 
jeg general Schleppegrell ; kuglen havde gået ind i panden 
og ud gennem issen, og hans åsyn var ældet, det var 
som om den undergangens kamp, han kæmpede ved 
Stolk „for sin ære" og sine kanoner, havde lagt skygger 
over det. Fra den døde helt gik jeg hjem og satte mig 
hen og skrev et brev til hans ædle hustru, hendes svar 
herpå var gennemtrængt af smertefuld hengivenhed i en 
højeres vilje. 

Også en anden kær ven, den unge, håbefulde løjt- 
nant Blom, genfandt jeg kun som lig, under forrige års 
felttog havde vi dagligt omgåets med hinanden. Grundt- 
vig, hvis sønners ven han var, satte ham et smukt minde. 

Djsgrve yngling med den mørke pande, 
med det klare, milde øjenpar, 
kun en dejlig blomst i fjærne lande 
for din svage tro livslykken var; 
derfor vel dig, sejer du har vundet, 
tidlig i det fjærne blomsten fundet! 

Moderhjærtet, som du længtes efter, 
som med vemod dyb du savned her, 
moderhjærtet med de ømme kræfter, 
som opliver alt hvad det har kær: 
det er dér, hvor dig med toner milde 
fuglen lokker nu til livets kilde. 

Læssøe lå i døden uforandret, med de ædle, frejdige 
træk, i ham havde Danmark mistet den af sine yngre 
sønner, der havde nærmest til feltherreæren. Hans 
sidste ord var: „lad mig ligge, og vil I gøre jeres oberst 
en tjiiMieste endnu, så tag skoven I Hils min moder!" 

I kapellet på kirkegården lå side ved side 83 faldne 
danske oftiserer, de skulde jordfæstes i den uniform, de 
bar; uden for stapledes underoffiserers og meniges lig 
sammen, hen imod 500. i hele bjirrge. Og dér og på 

8 



114 

de frisk fyldte lasereter måtte vi færdes hele dage og 
ordne alt, det var en i høj grad trykkende tid. Søn- 
dagen den 28de kl. 4 fandt jordfæstningen sted, efter at 
Slesvigholstenernes faldne var begravede tidligt om mor- 
genen. Forrest gik livvagtens musikkorps, så en ba- 
taljon, præsterne, matroserne med flag, herefter bar offi- 
serer Schleppegrells, Læssøes og Trepkas kister, under- 
offiserer bar en underotfiser og de menige en menig; 
der var altså gjort et udvalg af vore faldne af enhver 
rang. Tillisch og det halve Flensborg med ham fulgte, 
damerne strøete blomster. 

En lang grav var gravet, hvori de øvrige lig alt i 
forvejen var nedlagte med kister eller uden kister. Grav- 
talen for den store helteskare holdt jeg og sluttede den 
således: „Og nu luk dig, o jord, over vore dyrebare 
døde! Herren være eders sjæle nådig I" 

„Far vel, du ædle helteskare, 
tak for din dåd og kærlighed, 
tak for dit blod det dyrebare, 
som randt til Danmarks frelse ned! 
Nok har du stridt, nok har du blødt, 
far vel i Jesu navn, sov sødt!" 

Superintendent Ascheufeldt føjede et par ord til på tysk, 
så kom geværsalver, minutskud og klokkeringning. Jeg 
havde taget mig sammen med magt under talen og jord- 
fæstelsen, men da jeg straks oven på traf etatsråd Flor, 
kunde jeg det ikke længer: vi græd sammen, han for 
Læssøe, jeg for Schleppegrell, vi begge for alle dem, som 
havde været tro til døden. 

Endnu én gang til har jeg stået ved den grav med 
sin store udsigt over fjord og by og land ; det var i et 
højtideligt øjeblik, da løven blev rejst, den løve. de har 
slæbt til tøjhuset i Berlin. 



115 

Fra de døde til de levende I De næste taler, jeg 
holdt, var sejrsprædikener ved Danevirkes fod, til 
basunernes klang: vor Gud han er så fast en borg; atter 
øjeblikke, som aldrig glæmmes. Alt blev nu ordnet med 
gudstjænesten og delt mellem de tilstedeværende præster, 
som de efterhånden indfandt sig. Jeg kunde i følge min 
stilling rejse, hvorhen jeg vilde, ti jeg skulde jo føre 
tilsynet, og disse rejser skaffede mig da et overblik 
over sagerne også i militær henseende, som jeg satte 
stor pris på. 

Hvor fantastisk kan historien ikke blive I I de egne, 
Dane-hæren havde brugt til grænsevagt mod Tysken alt 
for tusind år siden, stod den nu atter, og længe glæmte 
navne fik klang på ny. Fra „Højborgen" i en egelund 
på den spidse bakke ved Haddeby strække Dåne virkets 
volde sig i lange linjer over heden indtil Treneborg ved 
Hollingsted; flere steder rejse de sig mægtigt, og endnu 
er en mængde lævninger af Valdemars -muren meget 
kændelige. Østervolden skærmede landet fra Sliens bred- 
ning til Vindebynor. 

Disse oldtidens værn blev nu brugte, som de kunde 
bruges efter vore dages lejlighed ; åer og vandløb op- 
stemmedes og dannede store oversvømmelser, nye skan- 
ser bygdes, kanoner kørtes op, hyttelejre lagdes på pas- 
sende steder, overalt på volden så man vagtposterne. Og 
i vester, ved Tren en og Ejderen, hvor alt i oldtiden var 
vand og mose, blev nu Hollingsted og Frederiksstad 
tagne med ind i forsvarslinjerne. 

Vore folks hårdførhed og ualmindeligt skarpe san- 
ser, deres instinkt til at finde sig til rette i en selv 
ukændt egn, kom os meget til gode „ved denne tjæneste 
ved ledet", som den kaldtes. Den hørte ellers til kri- 
gens prosa, skønt egnen med sin øde storhed og alle 
sine minder var poetisk nok. Men linjonus om de end 
så sta-rke ud og spækkedes med kanoner og pallisader, 
var meget for lange, kunde også på mere end ét sted 

8* 



116 

overskæres; fjenden trak dagligt nye kræfter til sig fra 
Tyskland, og enhver, som den gang har ligget her på 
vagt, véd, vi ingenlunde følte os trygge. „Man går al- 
drig", sagde general Krogh, „til sengs med sikkerhed 
for at ikke 4000 mand næste dag skal bløde." 

Tit kom det til sammenstød mellem vore og fjen- 
dens patruljer, og navnligt da mellem rytterflokke med 
sablen i hånd. En gang i avgust fulgte jeg med hoved- 
kvarteret på en større udrykning ad Rendsborg-landevej 
og den anden vej længer til øster. Vi så tydeligt Rends- 
borgs tårne og volde og møllerne på dem. En del halm 
og foder blev ved den lejlighed bragt ind, og fortropperne 
tørnede sammen især på vor venstre fløj. Dér, hvor jeg 
opholdt mig, på hovedlandevejen, havde vi dog kun et 
sammenstød, som snart var endt. 

To gange blev vi angrebne for alvor, ved Møsund 
og Frederiksstad, jeg var ikke vidne til nogen af de 
kampe. Da fægtningen stod ved Møsund, en dejlig, 
solklar septemberdag, kom jeg kørende over heden fra 
Frederiksstad og Helgesen. Mørket faldt på, og jeg så 
i det fjærne bålene fra hyttelejren og Ekkernførde, et 
par ildsøjler, der i den stille luft rejste sig lige i vejret 
mod nathimlen. Mens kanonerne dundrede ved Fre- 
deriksstad og spændingen var stærkest, måtte jeg rive 
mig løs med magt og rejse i modsat retning, over til 
København; jeg skulde nemlig konfirmere Schleppegrells 
ældste søn og mine øvrige konfirmander. Derfra vendte 
jeg så atter tilbage til min post ved hæren og forlod 
den først endelig hen imod slutningen af året. 

Idet jeg samlede ind til krigens historie, fik jeg god 
lejlighed til at overveje den måde, hvorpå en historisk 
fortælling danner sig. Selv havde jeg oplevet ikke 
lidet, og mere endnu fik jeg efterretning om fra tro- 
værdige øjenvidner. Men overvejelsen stadfæstede mig 
på ny den grundlov for al livsudvikliug, jeg tidligere har 
peget hen på. 



117 

Det umiddelbare indtryk af en stor begivenhed er 
aldeles overvældende, man er opfyldt af den, og alligevel 
véd man i grunden slet intet. Så dukker den ene om- 
stændighed efter den anden op for tanken og vinder 
fast skikkelse, det kan koste arbejde nok at hente den 
fræm lige som fra dybet, men den lader sig hente fræni. 
Og når alle omstændigheder således stå i fuld klarhed 
og samle sig til et hele, da véd vi først hvad vi har op- 
levet, og kan føle glæden af at vide det. 

Dette tidspunkt kan nu komme før eller senere, vare 
kortere eller længere efter enhvers ejendommelighed, 
varigt er det imidlertid aldrig. Efterhånden foregår en 
opløsning af det, vi én gang vidste med fuld sikkerhed; 
et og andet går os i glæmme, nyt tildigtes uvilkårligt, 
det rette forhold mellem enkelthederne kommer i vilde- 
rede, og inden vi se os om, svæver alt hen i sagnets blå 
tåger. Derfor kan det troværdigste øjenvidne, afhørt til 
forskellige tider, fortælle en og samme tildragelse på en 
sådan måde, at ingen skulde tro, det var den samme. 
Jeg har meget mærkelige eksempler herpå. 

Ved en historisk optegnelse, der tør kaldes vel af- 
hjemlet, er det os altså ikke nok, at den er gjort af en 
samtidig, vi må kræve den gjort af et øjenvidne. Og dette 
må end videre have optegnet eller ladet optegne til- 
dragelsen netop i det rette øjeblik, da alt stod klart og 
levende for ham, hverken før eller senere. Man vil se, 
hvor meget der kræves, inden vi tør slå fuld lid til en 
efterretning, og hvor sjælden vi kan nå til bunds blot 
med det spørgsmål : er efterretningen i det hele pålidelig 
eller ikke? Men så bliver jo al historie vaklende, vil 
man sige. Vist nok i enkelthederne, derimod ikke i do 
store grundtræk, de vil i regelen stå fast, og med dem 
må og kan man i de fleste tilfadde hjælpe sig. 

Sådanne overvejelser standsede dog ikke mine ar- 
bejder på krigens historie, de gjorde mig kun endnu 
mere varsom og jjrøveude. Og da jeg nu var 



118 

færdig, udgav jeg dem. efter bestilling, for det skandi- 
naviske selskab og folkeskriftselskabet. Det var de første 
pålidelige skildringer af vor krig, derfor fandt de 
også talrige læsere, to af dem udkom i anden udgave, 
og den ene blev oversat på fransk. De „slesvigske 
digte", jeg også udgav, blev derimod ikke sønderligt 
ænsede. 

Imidlertid gik den danske hær i garnison eller blev 
opløst. Fra Flensborg at blev dens hjemtog et sandt 
triumftog gennem hele landet, alle hj ærter slog den 
i møde, de sidste år havde jo omskabt folket til en 
eneste stor familje. Glanspunktet var i hovedstaden i 
februar måned 1851. Dér vandrede de kække gennem 
gader, prydede med guirlander af vintergrønt og de nor- 
diske folks flag, og gennem triumfbuer; dér blomster- 
strøetes de ved midvinters tide og sad til bords med 
Dane-kongen mellem våbenskjolde og fredens -palmer. 
Man så på de fleste, de kunde ikke forstå, hvorfor man 
gjorde alt det væsen ad dem, da de dog jo kun havde 
gjort sin pligt. Og jublen gav genlyd i alle Nordens 
lande, Sveriges og Norges konge tømte sit bæger til ære 
for det danske folk og dets tapre hær, „som ha\de vist 
Norden, at ingen opofrelser er for store, hvor det gæl- 
der at hævde sin selvstændighed.'' 

Ved flere lejligheder havde jeg her haft ordet, men 
mit foreslag om en sejrsfest mødte, mærkeligt nok. mod- 
stand, navnligt af biskop Mynster, og lod sig ikke sætte 
igennem. Så holdt jeg da min sejrsprædiken i Trini- 
tatis kirke, og mangen præst trindt om har vist hjulpet 
sig lige som jeg. 

Mere end én gang under krigen talte jeg med Fre- 
derik den syvende, jeg skulde takke ham, da han 
gjorde mig til ridder samtidigt med heltene fra Isted, 
og jeg skulde overrække ham mine bøger om krigen. 
Især én gang indlod han sig i en længere samtale med 
mig. „De har nu prædiket", sagde han, „for mine sol- 



119 



dater, det har jeg selv gjort med, adskillige gange, og 
det gik godt. Jeg véd ikke, hvordan det kan komme 
sig, men jeg taler altid bædst, når jeg ikke videre har 
overtænkt mine ord i forvejen." 

„Og så har De jo lugtet kruttet, som man siger, 
hvorfor vilde De det, hvorfor holdt De Dem ikke til- 
bage?" Jeg udviklede ham mine grunde. „Hvordan er 
man da til mode i sådanne øjeblikke?" spurgte han, og 
jeg skildrede det. „Ja," vedblev han, „kugleregnen kænder 
jeg nu ikke til, men jeg har i året 1832 været ude i en 
rygende storm. Jeg følte en kulde gennem hele kroppen, 
lige som jeg kunde være af marmor, af marmor,^ siger 
jeg; andre blev derimod lystige i faren, og jeg så vore 
matroser danse på ræerne og rive de mest forsorne 
vittigheder af sig. Ellers er jeg bange for, jeg har tabt 
for meget i armeens øjne ved ikke at gå med, og kommer 
det igen til krig. skal man sandelig ikke holde mig 

tilbage". 

Så bad jeg om at måtte modsige ham, og talte oin 
en konges vigtighed for land og rige, „et sådant liv", 
sagde jeg, „bør ikke udsættes. Deres majestæt, før i 
sidste øjeblik." „Det har De ret i", sagde han „men 
skal kongens plads ikke være i første række, så skal 
den i alt fald være i reserven. Og viger de i første 
linje, skal han træde fræra og sige: nu stå fast. karle, 
kun over vore lig går vej for fjenden til fædrenelandet!" 
Senere faldt talen på haus ejendommelige stilling 
til hans folk i disse ar, da de fleste troner ravede. 
„Jeg véd det nok'-, sagde han, „jeg har, jeg vil ikke 
sige folkets gunst, den er altid en boble, men jeg har 
dets kærlighed. Og hvorfor?" „Fordi Deres majestæ^t", 
svarede jeg, „har hjærtc for folket." „Ja, det er sandt, 
men også fordi jeg er opdragen som et af folkets børn; 
det har de andre konger ikke været, og, skal jeg sige 
det rent ud, så var de såmænd mere tyske end danske." 



120 

Derpå bukkede han og rakte mig liåndeD: „Gud være 
med Dem!" 

At have levet i tider, hvor ånden er over et folk, 
er i og for sig en velsignelse. Hvilken himmelvid for- 
skel mellem ånden da og ånden nu! Hvad havde jeg 
ikke lært, hvor mange erfaringer havde j-'g ikke gjort, 
hvilken rig lejlighed til Virksomhed, og hvilke minder, 
både sorgens og glædens ! Mit lille fædreneland var draget 
med ind i den store historie, og jeg havde oplevet i 
det og med det og for. det langt mere, end jeg nogen 
sinde havde turdet vænte: krigens ideal og krigens epos 
og vor friheds morgenrøde, grundlov og rigsdag. 

Skønt Norge og Sverige vel ikke umiddelbart tog 
del med i krigen, havde de nordiske stammer dog blandet 
blod på valpladsen som fostbrødre, og var bragte hin- 
anden så nær som aldrig før. Mit håb om en stor fræmtid 
for Norden var derfor vokset mægtigt, og jeg var glad, jeg 
var stolt af mit folk, dets manddom og frihed. Jeg 
kunde gå og sige til mig selv; „et sådant folk tilhører 
du, dets historie skriver du!" „Så længe Danmarks fugle 
slå, de fagre håb skal ej forgå." Det var fristende øje- 
blikke, og det værste endda, at jeg, hildet som jeg var, 
ikke for alvor stod selvophøjelsen imod. 



Fra mit senere præsteliv, rigsdagen og 
studerekamret. 

(1850—1859). 



De store livstanker, som rørte sig i det danske folk, 
måtte ikke slippes, og enhver med følelse for dem, måtte 
også arbejde for dem : mig blev det en sand kærligheds- 
pligt, des mere, jo flere farer der truede. Jeg havde 
fået tilbud om en ny stilling i Sønderjylland, det afslog 
jeg imidlertid, da jeg trode, jeg kunde virke mere i 
København. 

Tryg havde jeg følt mig i den kæmpende hær, men 
nu kom uroen og de tunge tanker igen med freden. De 
følger udeblev, jeg og mange med mig havde væntet af 
den alvorsfulde kamp på liv og død og af friheden, og 
man begyndte igen netop dér, hvor man havde sluppet. 
Efter folkets stærke kraftudvikling kom en afslapjielse, 
forholdene udad til var plumrede, indad til heller ikke 
klare og gode. Underhandlingerne med Tyskland ledte 
omsider til helstatsmin isteriet Bluhnie <>g kund- 
gørelsen af 28de januar 1852. 

Kongen, der 1848 i fuld enighed med folkemeningen 
havde ytret sig stærkt mod Slesvigs deling — „det skal 
ej ske" — , måtte finde sig i tingenes gang, så blev 
Slesvig i alt fald ikke delt; han var et stemnings- 
menneske, og nu havde niiiii fået ham stemt for hel- 



122 

staten. Eu troværdig mand har fortalt mig følgende. 
En gang i de dage kom han op til kongen, hvem han 
ikke dulgte sine ængstelser, „ja", sagde kongen, „du og 
grevinden I er alt for ravdanskel" Min hjemmelsmand 
pegede da på Simonsens maleri af Isted-slaget, som hang 
på væggen, og svarede: „de, dér faldt, var det også, 
Deres majestæt!" Kongen blev slået. 

Ved denne tid omtrent mistede vi brødre vor kære 
fader; han havde levet et tilbagetrukkent, stille liv, 
hvor kun ét endnu bandt ham til denne verden, kærlig- 
heden til hans sønner. Han så, det gik os vel, og det 
kunde nok veje op mod alle de småsorger, han stadigt 
gjorde sig på vore vegne. Svagere var han bleven med 
årene og holdt sig nu mest inde i sine stuer; en for- 
kølelse kastede ham på sygelejet i haus 76de år, og 
den 13de oktober 1852 sov han hen blidt og roligt, 
hans sidste ord var et farvel til min Asger. 

I salen stod nu hans lig mellem de blomster, han 
havde elsket og plejet, lysekronen var tændt, dér sam- 
ledes vi og vore familjer, en stille time, så hans blege 
åsyn med dødens mærker og takkede ham endnu en gang 
for hvad han havde været for os. Trinitatis kirkes kor 
var klædt i sort med lamper og lys som et gravkapel, 
et talrigt følge havde samlet sig, deriblandt biskop 
Mynster og Martensen, provst Pram Gad holdt talen, 
og på kirkegården jordfæstede jeg ham. Den salme, 
der ofte havde trøstet ham, lød nu over hans lig. 

Kristi blod og retfærdighed, 
ej bædre højtidsdragt jeg véd; 
med den vil jeg for Gud bestå, 
når ind i himlen jeg skal gå! 

Hans gravmæle er efter en tegning af Bindesbøll. Den 
gamle gård blev solgt og ombygt, og med lævuingerne 
af hans verdensteater, med „kukkassen" og andre små- 
sager pyntede vi det sidste julebord for børnene i Nybro- 



123 

gade no 5. Vor familjes historie udarbejdede jeg efter 
brevskaber og optegnelser, og min broder godkændte den. 
Den betydelige arv delte vi mellem os, og glat nok gik 
det dermed, da ingen af os led af pengegridskhed. Jeg 
lod min del stå hen, som jeg modtog den i papirer og 
aktier, og købte mig hverken nogen gård eller noget 
landsted eller stort bibliotek, alt det vilde bare voldt 
mig bryderier. Af samme grund skaffede jeg mig heller 
ikke mange kunstværker, skønt jeg let kunde have 
gjort det og min skønhedssans er levende. I øvrigt var 
jeg glad ved nu at vide mig uafhængig, hvad så end 
kunde hændes, og faders grundsætning gjorde jeg til 
min: vi eje intet, vi er kun satte af (nid til husholdere, 
og af husholderen vil der kræves regnskab. Så vidt jeg 
kænder mig selv, har jeg dog i mindre ting stundom 
været for påholdende. Et universtetslegat på 5000 
rdlr. stiftede vi brødre i forening, det uddeles til trængende 
studerende fra vor moders fødeland, Sønderjylland. 

Med trosfriheden åbnede sig en ny mark for sek- 
terne, det skaffede uro i folkekirken, men tillige 
friskere strømninger. Den lykke. Mormonerne gjorde 
mellem de lavere klasser, havde især noget ængstende 
ved sig; „de vantro tossers religjou", som man har 
kaldt den, disse udsigter til Amerikas guld og grønne 
skove, lokkede jo tusinder, også fra København. Hvilken 
åndelig råhed og uvidenhed mellem masserne kom ikke 
nu for dagen, her matte der sandelig handles og hand- 
les snart. 

Da levede min gamle plan atter op, at samle folk 
til en aftenopbyggelse om søndagen, jeg skrev også et 
lille skrift om Mormonerne. Planen gennemtaltes først 
med min svoger Scheuermann, hvis nidkanhed for det, 
der kunde fræmmc Guds rige, var så stor. Derefter 
sikrede jeg mig understøttelse af to dygtige kandidater, 
Christiani og L. Helveg, l)ogge nu pra;ster, og bragte 



124 

sagen for i KøbeuliavDS kocvent, der gav mig medhold 
i alt væsenligt. 

En „luthersk forening" blev da stiftet, hvor 
alvorlige Lutheranere skulde mødes til fælles opbyggelse, 
om de end i det enkelte kunde være noget forskellige. 
Magistraten indrømmede os opfostringshusets kirke til 
brug, den lå just til pas, midt i de kvarterer af byen, 
som mest trængte til åndelig pleje. Om vinteren 1852 — 53 
åbnedes så møderne, ved hvilke der både skulde holdes 
foredrag og samtaler over det foredragne. Alt tegnede 
godt, kirken var propfuld, og foredrag holdtes foruden 
af os tre. som havde stiftet foreningen, tillige af stifts- 
provst Tryde, Paulli, Blædel, den yngre Rothe, Levin- 
sen, Hass, Lindberg og dr. P. Kierkegaard. 

Samtalerne efter foredraget kunde af og til blive 
noget hæftige; en dag var således spørgsmålet på bane 
om skriften og trosbekændelsen. En lægmand stod stift 
på skriften alene, „men til at forstå den ret", sagde 
Lindberg, „hører der vel dog teologiske kundskaber" ; 
nej, det kunde lægmanden ikke indrømme. „Godt", 
sagde Lindberg, „her har jeg just et græsk ny testa- 
mente ved hånden, tag nu det og se selv de steder efter, 
De støtter Dem til!" 

Sådanne samtaler syntes de fleste deltagende præster 
ikke om; de indfandt sig da sjældnere og blev til sidst 
helt borte, idet de dog bad os, der havde sat sagen i 
gang, kun at holde ud. Efter et par år var magistraten 
bleven ængstelig for, at den store brøstfældighed ved 
opfostringshusets kirke skulde volde ulykker, og nægtede 
os derfor en yderligere brug af den. Foreningen lejede 
nu en sal og ordnede sig på en ny måde, så også dens 
medlemmer af lægstanden kunde holde foredrag; jeg kom 
der jævnligt og blev ved med mine foredrag endnu en tid. 

Men det åndelige røre tog til og ikke af, det var i 
de dage, S. Kierkegaard trådte voldsomst op, hans 
indflydelse sporedes i mere end én henseende, og vilde 



125 

røster mod folkekirken og dens præster lod sig høre. 
Jeg kunde ikke mere magte forholdene og måtte altså 
trække mig tilbage fra et foretagende, hvoraf jeg 
havde lovet mig så meget godt. Foreningens medlemmer 
splittedes siden ad til alle kanter; de fleste blev vor 
kirke tro, imidlertid var der også dem, der gik over til 
Irvingianerne, Metodisterne, Baptisterne, og et par 
standsede ikke, før de var faldne i Socialisternes hænder. 

Jeg fik her atter stadfæstelse på en gammel sand- 
hed: hvad der er begyndt i ånden, kan ende i kødet, 
og den, som taler højt om guddommelige ting, er ikke 
altid den, som elsker dem inderligst. Der gives en 
stille fromhed, som helst måske skjuler sig og alligevel 
er kostelig for Guds øjne. Hvor varsomt må ikke præ- 
sten gå til værks, når han er, som han bør være, og 
alligevel bliver han ideligt udsat for skuffelser! Gregor 
den store har sandelig ret: sjæleplejen er kunsternes 
kunst. 

Varigere glæde havde jeg af en mindre kreds, især 
damer, og deriblandt kammerherreinde Neergaard og 
frøken Morgenstjerne, der jævnligt tilbragte en aften- 
stund hos os med samtaler om åndelige genstande. 



Koleraen havde længe truet København , hvis 
sundhedsvæsen var i en ynkelig tilstand, omsider blev 
truslen ramme alvor. Den 12te juni ISfiS viste de første 
tilfælde sig, og en måned efter, midt i juli, var farsoten 
dér i al sin vildhed, folk styrtede om på gaden og døde. 
I flere måder brøstede det på kraft hos de styrende 
myndigheder, så greb da rædslen om sig, og selv man- 
den kunde flygte bort fra kone og børn. Men politiet 
holdt de vilde lidenskaber nede, som tit gøre en pesttid 
dobbelt forfærdelig, lægerne var på færde tidligt og sil- 



126 

digt og gjorde fuld fyldest, og præsterne ligeså; syv 
læger og en præst faldt som ofre for sin pligt. 

Såsnart det tegnede til virkelig fare, henvendte 
præsterne sig til sundhedskommissjonen og tilbød sin 
hjælp på hospitalerne, ved de syges senge og mellem 
sygevogterne; sagen blev dog henlagt, og det kom ikke 
til nogen ordnet virksomhed, enhver præst arbejdede for 
sig. Dette gik ikke i længden, byrden blev uoverkomme- 
lig, især da dødsfaldene tog til, spring i spring, og man 
næsten ikke kunde gøre andet end løbe fra hus til hus, 
berette døende og kaste jord på de døde. Herpå kunde 
vi nu selv nogenledes råde bod. Provst Gad og jeg fik 
altså en overenskomst i stand mellem præsterne, så de 
skiftevis, uden hensyn til sognegrænsen, skulde jorde 
frijordsligene, efter at man havde begyndt at samle dem 
på ét sted. 

I førstningen brugtes hertil gymnastikhuset i ba- 
stionen uden for Vartov, dér mødte den, hvem det til- 
faldt, alt om morgenen kl. 7. Kisterne stod opstaplede 
i flere rækker oven på hinanden, mange af dem var ikke 
slåede til, og man kunde se de halvnøgne lig; det hed 
sig, at et af disse .,lig" var stået op og blevet levende 
igen. De så kaldte kolerasoldater vandrede op og ned 
med sabler og skulde holde orden mellem en tæt klynge 
af medlidende eller nysgærrige mennesker: drenge, som 
krøb op i vinduerne og træerne, joges bort og alligevel 
straks igen sad på pletten; pjaltede, vilde karle, af 
hvem man kunde frygte alt, gamle koner, der vilde 
holde regnskab med, om også de døde var ordenligt 
klædte. 

Fra gymnastikhuset gik vor vej til betalingsligene 
på assistenskirkegård, og den stod for folk gærne 
som det allerfarligste sted; en morgen, jeg gik der ud, 
mødte jeg i nærheden en fattig, gammel kone, hun så 
så venligt til mig, nejede og sagde: „Gud styrke Dem, 
herr pastor!" På kirkegården tilbragte jeg nu mange 



127 

timer af dagen. Det var tit dejligt vejr, en smilende, 
skyfri himmel så ned over al elendigheden, og når et 
ophold mellem begravelserne traf ind, valgte jeg en af- 
sides plet, omgiven af roser og blomstrende hyld, røgte 
der min sigar og lyttede til fuglenes kvidder. Ligfølger 
var tilladte og fandt jævnligt sted. Der ligger i den 
vante orden en magt over sjælene, som styrker og der- 
for heller ikke bør opgives; men mange i følget gik med 
sigar i munden som middel mod smitte. 

Gymnastikhuset blev forladt, da man mærkede faren 
ved det, og frijordsligene skulde derefter samles ude på 
selve kirkegården. Intet her var dog endnu i orden, ti 
man kunde ikke få folk til at arbejde på et sted, alle 
skyede. I den brændende sol stod halft hundrede kister 
af uhøvlede, sort overstrøgne brædder, kun hist og her 
var en smule sejldug bredt ud over dem, og liglugten 
fra kisterne og de friske grave blandede sig med blom- 
sternes duft. Rundt om fyldt med folk, der nedtrådte 
buskværket og gravene og rev korsene om; et virvar 
uden lige. Det ene læs med lig kom efter det andet. 
En af disse vogne, fortaltes der, var åben. her stak en 
nøgen, sortblå arm ud, hist et ben, og oven på sad to 
rusendes karle og brølede: „den gang jeg drog af sted." 

Jeg skrev indtrængende om det uvæsen til politiet, 
og flere præster gjorde som jeg. Endelig blev da et 
tømmerhus opført, hvor ligene skulde stå et døgn og 
familjen imens have lov til at klæde dem. Derpå blev 
de sænkede ned i en lang kule med ulæsket kalk 
iraellem kisterne og så jordfæstede. Men man havde 
ikke gjort kulen dyb nok og måtte derfor danne en 
jordhøj over den. 

Jeg kastede ikke jord på noget lig, uden at tale i 
det mindste et par ord til følget, hjærterne var åbne 
for alvorlig formaning, og mRngen tilhører har fulgt mig 
fra grav til grav. Jeg véd den dag, da jeg jordede over 
et halft hundrede lig. Af og til har jeg levet mellem 



128 

de døde fra kl. syv om morgenen til otte, ni om aftenen, 
med en enkelt times mellemrum. Og endda kunde det 
hænde, at man ringede på døren, lige som jeg havde 
taget præstekjolen af; dér stod et bud fra en syg, en 
gang en grædende lille dreng, som bad mig komme med 
til hans moder. Så måtte jeg hen til de syge. 

Min familje lå på laudet, på Hvidøre ved Emilies 
kilde, jeg derimod blev stadigt i København. Næsten 
alle i huset var flyttede bort undtagen redaktør Nathan- 
son, og her gik jeg da om alene mangen sommerlys nat 
i de øde, tomme værelser, der gav genlyd under mine 
trin. På gaden blev det stillere og stillere, og fra kl. 10 
dødsstille; en enkelt vogn knnde man høre nu og da, 
den for af sted efter lægen, eller man hørte fodtrinene 
af et menneske, der løb alt det han kunde i samme 
ærinde, lyden af en portklokke , der ringedes voldsomt. 
Ængstelig kan jeg ikke sige jeg var, jeg iagttog de fore- 
skrevne regler for sundheden og vidste i øvrigt der var 
den, som vågede over mig. Min helbred har aldrig 
været hædre end den gang. 

Blev jeg hentet til en syg, måtte jeg undertiden 
sidde ved sengen i en kvælende dunst, mens gulvet 
svømmede med uhumskheder; det kunde vel og hænde, 
at den syge med ét overfaldtes af brækninger, der gik 
ud over mig med. Værst var det, når jeg til berettelse 
eller jordspåkastelse skulde op i en af rønnerne i Brønd- 
stræde, Vognmagergade. Adelgade; kun alt for godt 
kændte jeg både „Slottet" og „hvide Ros". Sumpede 
kældere, stokværk staplet oven på stokværk, faldefærdige 
trapper, der så ud, som hang de i luften, værelser med 
en glug i steden for vinduet, eller helt mørke, og sengen 
redt på gulvet af halm og klude og et hullet lagen, 
som i måneder ikke havde set vask. 

Et sted måtte jeg kravle til vejrs ad en frit stående 
trappe uden rækværk op paa et mørkt loft umiddelbart 
under taget; dér bode en familje. Fuldt var der med 



I 



129 

liuskatte, som politiet gjorde jagt på, da man frygtede 
for, de skulde brede smitten videre omkring; i et lille 
kammer traf det på en gammel jomfru, der ikke holdt 
mindre end 15 katte. Den, der ikke har set det selv, 
gør sig ingen forestilling om, hvor usselt en fattig køben- 
havnsk familje kan have det. 

Man traf ikke få steder på sløv ligegyldighed. 
„Nej," hed det, „herr pastor, mor bad os så bønligt, 
og derfor lod jeg tøsen løbe efter Dem, men det er alle- 
rede en hel time siden I Imens er hun pillet af, stak- 
kels skind, og trænger ikke mere til Dem. Kan De nu 
bare skaffe os snart af med hende, for ellers kunde det 
gå ud over en anden I" „Min mand spørger De om, ja 
hvem kan vide, hvor han stikker, og det gør da heller 
ikke stort! Da sygen kom, rendte han sin vej fra mig 
og børnene, nu er han nok på svir, siger de, en har set 
ham ligge og snue i grønningen, det svin; men det kan 
også gærne være, han er væk lige som mor!" Andre 
steder rådede den vildeste forfærdelse, jeg véd dem, der 
blev syge blot fordi de så præsten komme op ad trap- 
perne til berettelse. 

Hvor det gjorde godt. måske i samme gade og et 
par huse derfra, at møde en helt anden ånd! Dér fløj 
en fattig kone, som nys havde mistet sin mand, præsten 
om halsen og velsignede ham, fordi han så ind til 
hunde. Dér skulde en vielse foregå ved dødssengen, 
jjræsten og vennerne havde samlet sig, men den døende 
brudgom lå hen uden bevidsthed. Da greb bruden haus 
hånd : „hør Niels, er det ikke sandt, at du vil være min 
maud?" I samme øjeblik fik han sin samling igen: 
„jo," sagde han, „det véd du jo, min ven, det har jeg 
så tit og mange gange lovet dig!" Og vielsen blev fuld- 
byrdet under stor bevægelse af de tilstedeværende. 

Et andet sted var alle busboerno paa benene og 
skulde hjælpe en syg mand, den ene kom mod kamillete, 
den anden med varme onislag. En løb o\) og ned ad 
II. y 



130 

trappen og bankede på dørene: „skynd dig dog, Else, 
skynd Dem, skoflikker, hvis De endnu en gang vil se 
den syge! Præsten er der!" Man lagde en ren dug på 
bordet, hvor jeg havde stillet kalk og disk, og stuen 
fyldte sig med folk, som stod med foldede hænder, mens 
jeg rakte den syge sakramentet. Om nogen frygt for 
kolera var her slet ikke talen. 

En maler Schouw viste sig formelig storslået i sin 
barmhjærtighed, han gik fra seng til seng og plejede de 
syge; en, der ikke havde andet end en smittet seng at 
ligge i. bragte han hjem og gav ham plads i sin egen 
seng. De højere klasser kappedes med de lavere, fri- 
villige læger strømmede til, og jeg véd de damer, der 
mældte sig som sygevogtersker. Så godgørenheden i 
alle stænder! De afdødes børn sørgede gode mennesker 
for, og mangen familje tog dem til sig i barns sted, der 
var, som bonden sagde, „ikke altid træ under trøjen." 

I hele denne tid var kirkerne propfulde, og 
det gik mangen som mig, at forkynde ordet var ham en 
lyst; at bodens ord lød sammen med evangeliets, er en 
selvfølge i en tid, så fuld af den dybeste alvor. Fik en 
eller anden ondt under gudstjænesten og måtte bæres 
ud, var det en dobbelt indtrængende mindelse; ingen 
kunde jo vide, hvad det blev til. Også om altrene 
flokkede de sig. Et af mine skriftebørn, en gammel 
jomfru, sank sammen, lige som hun havde fået sakra- 
mentet, jeg vinkede ad graverer, og hun blev ledet bort. 
Da jeg om eftermiddagen så ind til hende, havde hun 
stærk kolera, men kom sig dog. 

To brændpunkter for sygdommen dannede sig, i 
Vartov og på „almindeligheden", som hospitalet gærne 
kaldtes; her så det forfærdeligt ud. især på hospitalet. 
En sammenstuvning alle vegne fra af mennesker, så de 
kun kunde gøre regning i>å Ijærdeparten af den nød- 
vendige livbluft; den gamle spiseorden vedblev med kål 
og ærter og den velkændte suppe, lUO potter vand på 



131 

10 pd. kød. Skrig og jammer, en grænseløs uorden på 
mange stuer, gangkonen hæftede ligsedlen på den, som 
endnu åndede: „hvad gør det? Han er min sæl straks 
færdig!" Nær var det kommet til oprør mellem lem- 
merne, der så sig som fattigvæsenets dødsdømte ofre. 

Farsoten kunde gøre de underligste spring, det var 
rimeligvis de giftige luftarter skyld i, der må udvikle 
sig. hvor grunden er en sump, fyldt med klude^ råddent 
halm og andre uhumskheder. Med ét slog den ned i 
Amaliegade, i Nyhavn på Charlotteborgsiden og hærjede 
dér i de mest velhavende kvarterer lige så stærkt som 
ellers i de fattigste. Bønderne turde en tid ikke længer 
bringe sine varer til torvs, i havnen var der stille, 
næsten enhver, som kunde flytte bort, forlod byen, man 
regner dem i alt til henved 20,000 mennesker. Mange 
havde dog holdt ud i den vante orden til det yderste, 
således min broders og flere andre skoler, der først blev 
lukte ved feriens komme. Æmbedsmændene blev alle 
på sine poster, og selv prins Ferdinand og hans gemal- 
inde var ikke til at få bort fra faren. 

Omsider tog de styrende myndigheder sig sam- 
men. Gaderne blev fejede og stænkede, fri mad ud- 
deltes til de trængende, lasareter rejste sig, det ene efter 
(let andet, og tæltlejre, siden barakker på glacierne og 
Kristjanshavns eksersérplads. Derhen , så vel som til 
livvagtens kaserne og andre større bygninger flyttede 
man nu de fattige familjer, og de, som lå i lejr, levede 
et halft feltliv. Man kæmpede for alvor, og i løbet af 
september måned var slaget vundet og alt i den gamle 
gænge. Men koleraen havde kostet København ovi-r 
4000 menneskeliv. 

Uvilkårligt måtte den. som kændte krigen af er- 
faring, sammenligne hin tid med denne pestens tid. Hist 
kom midt under farer og ru'dsler de uiest løftende, de 
største øjeblikke; selv dødt n pii valpladsen — jeg så 



132 

det ved Isted — har sin skønhed, som det heder i en 
gammel krigsvise. 

Ej skønnere død er i verden til 

end hans som i felten slagen, 

på grønnen mark under sang og sjil 

dør bort uden suk og klagen! 

Alene man ellers af dødens spot 

må pines i snevre senge, 

men her omkring 'en er selskab godt 

af visne blomster i enge- 
Under farsoten derimod var alt så nedkuende for ånden. 
Rædslen rådede, ingen store livstanker viste sig eller 
løftende øjeblikke i kampen med en usynlig fjende, hvor 
selv den heltemodigste opofrelse savnede al ydre glans; 
her var kun de „snevre senge og dødens spot". Men 
en hjemsøgelsens tid har det været for mangen verdens- 
kær, letsindig sjæl. 

Salmebogsudvalget, nedsat af konventet i Ros- 
kilde, men under krigen hindret i at arbejde, havde 
endelig fuldbyrdet sit hverv, og for mit vedkommende 
havde det været et såre kært hverv, således dagligt at 
sysle med vore salmeskatte. Hvis man vilde sætte noget 
igennem mod biskop Mynsters ihærdige modstand, måtte 
man ene sig, slå af fra begge sider og skaffe det, man 
har kaldt en „koalitionssalmebog" til veje, der kunde 
samle -de fleste stemmer om sig. Dette var nu også 
sket, og det udkast, jeg som ordfører fræmlagde i kon- 
ventet, bar netop „koalitionens" præg: „enhver retning 
i vor kirke, gjorde jeg gældende, må give sig til freds, 
når den i samlingen blot kan finde de salmer den har 
brug for; resten får den så lade skøtte sig selv." 

Vort udkast blev både i konventet og uden for det 
angrebet skarpt fra de forskelligste lejre, af Rudelbach, 
kandidat Hjort, biskop Boesen i Sønderjylland, pastor 
¥. Boisen. Jeg, der langt fra ikke var blind for alle 



133 

flets brøst, måtte da gribe til munclen og pennen til 
forsvar. Det stille arbejde var ellers mere min lyst end 
striden, og jeg har kun blandet mig i de mangehånde 
teologiske og politiske kampe, når jeg for pligtens og 
samvittighedens skyld ikke kunde undlade det; og her 
måtte der jo værges for vor liden tue. Enden blev et 
nyt gennemsyn af udkastet, efter at meddelelser om det 
var os tilsendte fra landets præster; det således gennem- 
sete forelagdes herpå for Ingemann, og som det udgik 
fra hans yderst læmpelige hånd, blev det 1854 tilladt 
til indførelse, hvor præst og menighed derom kunde enes. 

Efterhånden trængte „salmebogen til kirke- 
og husandagt" igennem på de fleste steder. Det er 
en overgangssalmebog , der skulde afløse den så kaldte 
„evangelisk-kristelige" . andet og mere kunde den , som 
sagt, ikke blive. Dette er også nu, da vi er komne ud 
over overgangstiden og må kunne bringe noget mere 
helstøbt til veje, indrømmet af mange tidligere mod- 
standere. 

Et nyt liv viste sig i det hele i gudstjænesten. Nye 
friske melodier trængte fræm især fra Vartov kii'ke, 
hvor man i øvrigt ikke altid var hensynsfuld nok i sit 
valg; og atter derfra lærte man i andre kirker, at hele 
menigheden, ikke degnen alene, bør svare præsten i 
responsoriet og synge sit amen til hans bøn. Så kom 
den liturgiske tjæneste juleaften fra Frue-kirke, hvor- 
til jeg straks sluttede mig for Trinitatis kirke, idet jeg 
tillige her fik en påskeaftentjæneste i gang. 

Således stræbte jeg at virke i min stilling som 
l)ræst. Men der er et arbejde over alle arbejder, ar- 
bejdet på vor egen sjæl, at den, som prædiker for 
Jindre, ikke selv skal gå tabt. „Salige ere de rene af 
hjærtet." siger Herren, dog hvor findes da denne ren- 
hed? „Inden fra, fra hjærtet udgå onde tanker: hor, 
skørlevnet, mord, tyveri, gærrighed, ondskab, svip, uter- 
lighed, ondt øje, spot mod (ind, hovmod, tåbelighed." 



134 

Derfor skal der dagligt kæmpes med kød og blod og 
„med ondskabens åndelige bær under bimlen, som råder 
i denne tids mørke" : Derfor skal den Kristne i tro og 
bøn leve livet i Gud, føle den Herres personlige nær- 
værelse i sin sjæl. hvem al magt er given, og ved ham 
overvinde verden. Det vi leve, det ere vi. 

Hvor ofte har jeg ikke sagt det til mig selv, både 
i den tid og til alle tider af mit liv, og hvor ofte har 
jeg ikke atter glæmt det? Med al min urolige higen 
var jeg træg i ånden, sen til at forsage hvad der skal 
forsages. Dage kunde gå hen i tilsyneladende travlhed, 
men min sjæl var kold, fremmed for Gud, hildet i for- 
fængelige tanker. Ja der kom det øjeblik, da synden 
kunde få en magt over mig, en dårende, døvende, dæ- 
monsk magt; jeg vilde og vilde dog ikke, så fristeren 
og så ham dog ikke. Kun Guds hånd holdt mig fra de 
dybe fald. Blev det mig klart, hvorledes jeg stod, vilde 
alligevel den rette anger ikke altid indfinde sig; den 
angst, der da kom over mig, var mere en angst for 
andre, som jeg måtte forarge, hvis de havde mærket, 
hvad der bode i mig, end for den levende, altseende Gud. 

Stærkt afhængig følte jeg mig af menneskers dom, 
men trods det, trods al æresyge, kunde jeg af og til 
overraskes af grundig foragt for hele den slægt, „som 
går på to". Så meget urent bode endnu i mig, så 
ringe var min fræmgang på den Guds vej, jeg dog længe 
vidste af at sige; lyset, som jeg trode at have, var ikke 
udsprunget af livet. Med ét kunde fortabelsens mulig- 
hed da stå for mig, og deri ligger frelsen, eller kors og 
modgang bøjede det hårde sind. 

Min forkyndelse af ordet måtte i en sådan sinds- 
tilstand tit blive kold og ukvægsora nok, ingen ret bods- 
kraft var der i den prædiken, jeg holdt, fordi jeg skulde 
holde den; jeg turde heller ikke tale rent ud med myn- 
dighed og derved forarge, skønt samvittigheden mindede 
mig om, at det hørte med til. Jeg bevægede mig dog 



135 

med andfrledes kraft på verdslig end på hellig grund. 
Og ikke des mindre kunde jeg til andre tider prædike 
med liv og lyst, den gærning var mig i grunden så kær. 
— Herre, gak ikke i rette med den utro tjæner. Herre, 
lær mig at kænde mine lønlige brøst I For dig. og for 
dig alene kunde jeg skrifte, fristet og elendig som jeg 
var, ti du vil ingen synders død, og du véd, at min 
dybeste længsel, trods alle synder, stod efter dig og dit 
ord I Dig er det. som oprejste mig og atter sendte 
vederkvægelsens timer I 



Kampene på rigsdagen havde i disse ar været 
mange og hårde, og alene ved hjælp af bondevennerne 
og gentagne rigsdagsopløsninger sejrede ministeriet 
Bluhme med sin toldlov for hele monarkiet og den 
nye arvefølgelov, der udelukte kvindelinjen. Der- 
efter krævedes grundloven indskrænket til konge- 
riget, rigsdagen stillede sine vilkår for en indskrænk- 
ning og svarede i øvrigt med en mistillidsadresse. Imid- 
lertid havde Slesvig og Holsten, hvert for sig, tViet sin 
nye stæuderforfatning. Hele landet kom nu i røre, og 
selv i enkedronningens teselskaber, hvortil hun havde 
ska-nket mig adgang, var der nok af politisk uro; på- 
virket stærkt af Gi'undtvig. holdt hendes majestæt på 
friheden i modsætning til tiere af sine damer. 

Bønderne havde de ministerielle til dels faet i sin 
magt, så o j)positioueiis hovedstyrke lå i de frisindede 
æinbedsmænd; de skulde da trues til eftergivenhed, og 
Hall, Andræ, Monrad fik til en begyndelse sin afsked, 
pressen forfulgtes. Friheden, som havde helstatspianerne 
og tidens strømninger imod sig, stod i fare; Clausen, 
l>rof. Larsen og andre dygtige æmbedsmænd trak sig 
tilbage fra rigsdagen, og ministeriets rustninger g^jaldt, 
efter manges mening, tillige dets modstandere i landet 



136 

selv. Men en „værneforening" trådte i skrankerne for 
vor frihed og holdt møde i Kasino, pengesummer blev 
indsamlede til de forfulgte, æmbedsmæDdene og pressen^ 
og også samledes underskrifter på mistillidsadresser. 
Man havde alt i et par år grundlovsfester, der skulde 
virke vækkende og styrkende. Ved ad-killige lejlig- 
heder har jeg nu dér haft ordet og havde det navnligt, 
den gang spændingen var på sin højde ved festen 5te 
juni 1854 på sletten ved Eremitagen. Jeg talte om 
grundloven og sammenlignede den med et femårs barn, 
der havde overstået adskillige af børnesygdommene og 
fået sine tænder. 

En halv snes dage efter kom brygger Jakobsen og 
fabrikør Bonnesen op til mig i „værneforeningens" 
ærinde. I Vejle amts 3dje folketingskreds, fortalte de, 
havde en helt ung og uprøvet mand, den senere dygtige 
rigsdagsmand Kofod, stillet sig, men kunde ikke trænge 
igennem. Følgeligt skulde et nyt valgmøde afholdes om 
2, 3 dage. Deres spørgsmål til mig var nu , om jeg 
vilde stille mig, i så fald vilde „værneforeningen" næm- 
lig arbejde med iver på mit valg. 

Min broder havde været medlem af den grundlov- 
givende forsamling og dér navnligt haft indflydelse på 
sproget i loven. Jeg vidste derimod, at jeg med al 
levende følelse for mit land alligevel ikke ret egnede 
mig til den politiske løbebane. Det sagde jeg så Ja- 
kobsen og Bonnesen rent ud, og desuden at min dob- 
belte stilling som præst og historiker alt i og for sig 
pålagde mig mer end pligter nok. Men de holdt ved 
og bad mig indstændigt, „jo mere," forestillede de, 
„hele æmbedsstanden trak sig tilbage for ministeriets 
trusler, des vigtigere var det at få dog nogen af den 
samfundsklasse, man kunde stole på." 

Jeg kunde nu leve sorgløs, selv som afsat æmbeds- 
mand, og havde derfor lettere ved at træde op mod 
ministeriet end de andre, og til sidst lovede jeg da at 



J 



137 

stille mig til valg; det stod i det øjeblik for mig som 
ligefræm pligt, som noget, Gud krævede af mig, og der- 
for vel også vilde give mig kræfter til. Straks blev det 
mældt til Vejle ved telegrafen, jeg kunde ikke give 
møde på valgdagen, men Kofod trådte frivilligt tilbage, 
og to dage efter var jeg rigsdagsmand i Orla Leh- 
manns gamle kreds. 

Skyerne trak svært sammen. Den SGde juli 1854 ud- 
kom forordningen om fælles rigsråd for Danmark, 
Slesvig og Holsten; dets myndighed var kun lovgivende 
i nye skattesager, ellers rådgivende , en måned efter 
trådte det sammen. I sommerferien tog jeg over 
til Vejle, hvor jeg holdt møde med mine vælgere, der 
jo havde valgt mig uden at kænde mig; jeg skildrede 
dem her farerne for friheden, stillingens hele alvor og 
talte skarpt imod rigsrådet. Derefter indløb gennem 
Sællands biskop et truende brev fra ministeriet. 

Man foreholdt mig „det uforsvarlige for en præst 
og videnskabsmand i min agitatoriske adfærd og den 
mærkelige måde, hvorpå jeg havde begivet mig til en 
anden provins, for i en dertil af mig selv indbudt for- 
samling at ytre mig over de vigtigste statsforhold, hvorom 
jeg ikke kunde have nogen begrundet mening, og som 
desuden ikke manglede organer til ha'ftige udtalelser, 
skønt uden grundig førelse." Man vilde dog i den tro, 
„at jeg ikke havde handlet af ond vilje", for denne 
gang „indskrænke sig til", at biskoppen (Martensen) fore- 
holdt mig „min højst upassende adfærd og dertil knyt- 
tede en advarsel om ikke oftere at gøre mig skyldig i 
sådan ubesindighed." Jeg trode i denne skokmesterstil 
at genkænde A. S. Ørsted, som han da så på sagen, og 
gæmmer brevet i min pult som et historisk aktstykke. 
Ministeriets naste skridt imod mig måtte blive 
enten afsked eller anla-ggelse af en sag, men den. der 
har en fast overbevisning, viger ikke derfor tilbage, og 
min hustru hørte ikke til dem. der svække manden. På 



138 

rigsdagen i oktober stemte jeg både for nedsættelse af 
udvalget, der skulde forberede en anklage mod mini- 
steriet, og for Halls adresse, der krævede en kon- 
stitutionel fællesforfatning, skønt jeg ikke var 
lidt ængstelig ved helstaten. „Enten", Siigde Hall, „en 
konstitutionel belstat, eller også er helstaten en umulig- 
hed!" Så opløstes folketinget, og vi hjemsendtes med 
bebrejdelser og trusler, som navnligt gjaldt æmbeds- 
mændene. Alle tegn var der nu til et statshug. Køben- 
havns borgere måtte holde rigsdagsgildet for os på skyde- 
banen, hvor stemningen var afgjort for kamp og Plougs 
vise om „næver på skaft" blev sungen. 

Den 1ste desember stod jeg for mine vælgere på 
rådstutrappen ved torvet i Vejle, modkandidat var sogne- 
foged Hans Ladegaard. Jeg gjorde regnskab for min 
handlemåde, fik latteren på min side og blev valgt ved 
kåring med så godt som alle stemmer. Modstanderne 
sagde: .,det var da en sølle rigsdagsmand, de havde 
fået, som vilde sælge landet med hud og hår til Sven- 
sken". Om aftenen blev der holdt gilde, Lehmann var 
som ude af sig selv, især da også gode efterretninger 
indløb fra amtets øvrige kredse: „Vejle amts ære er 
reddet", råbte han. Den, som bragte ham depechen, 
tabte både næse og mund over hans glæde og sagde 
siden: „den bitt' mand bløv minsæl så glad, te han 
hopped og sprang, som han var tumbet." 

Disse valgmøder i Vejle, hvoraf jeg havde adskillige, 
var mig altid til stor opfriskelse. Jeg bode i Leh- 
manns hus, et sandt, billedsmykket kunstens hjem, og 
lærte ham at kænde nøjere i al hans ridderlige elsk- 
værdighed, det varme lijærte, den spriugende og spillende, 
undertiden lidt kåde åndrighed, som stod ham til tjæ- 
neste. Også i mørke øjeblikke har jeg set ham, dybt 
nedslagen, som han kunde være det. Med hvilken liån 
løftede han sig da ikke op over tidens usselhed og talte 
„om det ædle dyr mennesket, hvis eneste higen var at 



139 

æde og drikke godt og more sig, og så endnu en ting 
til, han gad næppe nævne den" 1 

Vi samtalte tit om vore udsigter, hvis ministeriet 
blev ved roret og gav os vor afsked. Jeg vilde i så fald 
holde forelæsninger over nordisk historie. Han vilde 
skrabe alle midler sammen, han rådede over, og flytte 
op til Island, for dér at grunde et museum for Thor- 
valdsens værker og i det hele nordisk kunst: vist nok 
mere et flygtigt indfald end alvorligt ment. Blev han i 
Vejle, skulde stæderne i amtet smykkes med malerier og 
billedstøtter. Fredericia er senere blevet det. Vejle 
vænter derimod endnu på den billedstøtte af Anders 
Vedel, muret 20 alen høj af teglsten, som han vilde have 
rejst på en spids bakkeknude ved ådalen. 

Så kørte eller sejlede han omkring med mig i det 
storslåede landskab og kunde væ're glad som et barn 
over en gruppe træer, et væld, der boblende sprang ned 
ad bakkesiden ; i at indrette det slags udflugter var han 
mester, og hver af dem blev til en lille fest. Så faldt 
det ham ind på Jellinge højene at gøre en sammenlig- 
ning mellem fordum og nu, Tyra Danebod og „Luise 
dansebod" ; så drillede han mig med Grundtvig. Men 
de skumlerier over kristendommen var dog næppe alvor- 
ligt mente, ellers havde han ikke ladet sin datter o])- 
drage som hun blev opdragen, ellers havde man heller 
ikke selv midt i disse skumlerier kunnet mærke en sjad, 
der søgte n;)get, den endnu ikke havde fundet. Det gjaldt 
kun om at svare som der blev råbt i skoven, spille åndelig 
fjederbolt med ham, som jeg tit også måtte det med 
Birkedal; det var ikke let, men det satte i en højst vel- 
gørende spæmding, og noget af hans und meddelte sig 
uvilkårligt til mig. I de breve, vi vekslede med hin- 
anden, gik det ligedan til. Således stod dt't molh'ni os 
indtil det sidste år, han levede. Fra sit sommerbo i 
Hellebiek sa han de første franske orlogsmænd, og hans 
liåb blev stort; da f;ildl l'iMMkrig, og han måtte bøje 



140 

sit hoved under tilskikkelser, der blev ham for tunge, 
ti ét fattedes dette ædle hjærte, den bædste, den 
eneste trøst. 

Da den nye rig&dag trådte sammen midt i desember 
1854 med et endnu stærkere folketing af frihedsmænd, 
var der ikke længer grund til kamp på kniven; den 
forefandt jo et nyt ministerium af sine egne, de af- 
satte æmbedsmænd Hall og Andræ i forening med 
Scheele, P. Bang, Liittichau og flere. Hermed var det 
efter troværdige vidners udsagn gået således til. Kongen 
var ikke for vel stemt mod en regering, der nær havde 
skilt ham ved folkets kærlighed, til sidst fik den næsten 
alle som én imod sig, selv de tidligere venner ; gehejme- 
råd Scheele i forståelse med grevinde Danner havde 
imidlertid arbejdet fra sin side og hulet grunden under 
den. Øjeblikket var ikke uheldigt, da stormagterne 
under Krim-krigen ikke, som de ellers gærne vilde, 
kunde se Danmark på fingrene, og nu endogså det nye 
rigsråd krævede større lovgivende myndighed. Vist nok 
havde nogle af ministeriet del med i disse krav, fordi 
de i dem så et slags sikkerhedsventil, men deres reg- 
ninger slog helt fejl, folkestemningen blev derved endnu 
bitrere. Ikke en gang rigsrådet, hed det, ministeriets 
egen skabning, vil underkaste sig dets magtsyge. 

Den 3dje desember, da efterretning indløb om de 
nye folketingsvalg, slog den afgørende time, kongen 
vilde ikke læuger fræm på den vej. Først kom et hæf- 
tigt optrin med general Hansen; „da jeg ikke straks", 
fortalte kongen, „vilde underskrive hvad han forelagde 
mig, smed han mig sin portefølje 20de gang i næsen. 
Ja derom kan vi tale siden, svarede jeg." Kl, 12 holdtes 
statsrådsmøde, hvor prins Ferdinand ikke var til stede, 
kongen fræmlagde sine punkter for ministeriet og æskede 
svar af det endnu samme dag. Ministrene vilde da på 
stedet tage dem under overvejelse, men han udbrød: 



141 

„ingen diskussjon, mens kongen er der," og gik derpå 
siu vej. 

Nu overvejede de punkterne, kunde ikke gå ind på 
dem og meddelte kongen det. „Så takker jeg Dem, 
mine herrer, for den tid, vi har været sammen," svarede 
han kort; de håbede, „det var en afsked i nåde", ,,ja", 
sagde han, „det vil nok give sig, men nu kan De først 
komme og spise suppe med mig." Ved bordet udbragte 
han „sin højtelskede gemalindes skål," de stødte til hin- 
anden, „altså det nye program", hviskedes der. Senere 
skal han have sagt til Hansen: „tag Dem nu blot i vare, 
general Hansen, med hvad De gør I For jeg har, F. g. m., 
ti øjne med Dem på hver finger!" 

Dannelsen af et cyt ministerium havde haft store 
vanskeligheder at kæmpe med, indtil konferensråd Tre- 
schow mældte sig som fødselshjælper. Det blev nu på 
Scheele nær lutter borgerlige ministre, „lutter grisetæer" 
— som det hed i hof kredsene — , der trådte ind i det. 
Men kongen var glad ved den vending, sagerne tog, han 
følte, han havde gjort en god gærning, og København 
takkede ham med et fakkeltog på ridebanen. Faren for 
et statshug var hermed ovre. 

Jeg traf i de dage Hall en gang lige som han kom 
fra sin skræder, hvor der var taget mål af ham til 
ministerunilbrmen. Skræderen foreslog guldtresser af 
samme slags, som grev Sponneck havde fået, „de kunde 
holde ud i fem år, sagde han, og så kunde man oven i 
købet vende dem". „Hele fem år I Det er ganske efter 
mit hoved", sagde Hall med lune, „dem kan De gærne 
lade mig få!" 

Ministeriet Scheele standsede straks forfølgel- 
serne mod pressen og indkaldte rigsdagen. Dagen 
efter å))iiingen blev den tilsagt til taffels, hvor kongen 
viste sig ret som en elskvu'rdig vært. Ved bordet sendte 
han en seddel til en af sine venner blandt rigsdags- 
mændene: „ser Du," skrev han, „jeg holdt, hvad jeg 



142 

lovede dig i jærnbanevognen ved Slesvig". Det var et 
nyt ministerium. „Mit hjærte er dansk", sagde han i 
gensvar på sin skål, „det viste sig i farens stund og nu 
for 14 dage siden". Da taffelet var hævet, gik han, som 
han plejede, omkring i salen og underholdt sig med sine 
gæster. Til en af de afsatte æmbedsmænd sagde han: 
„ja jeg har gjort Dem uret og skylder Dem oprejsning!" 
Med en anden rigsdagsmand kom han i samtale om sit 
folks kærlighed: „den var såmænd nær gået fløjten", 
sagde han. Gennem alle hans ytringer lyste glæden over 
hvad der var sket. 

Udkastet til grundlovens indskrænkning fræm- 
lagdes på ny for rigsdagen. Ministeriets talsmænd var 
i folketinget Monrad, der ikke var medoptagen i mini- 
steriet, i laudstinget Lehmann. Kampen om indskrænk- 
ningen blev hvas, især i folketinget. Grundtvig kaldte 
her fællesforfatningen „et fornuftgiftermål. Heller måtte 
man dog skilles helt fra bord og seng! Det mange- 
hovedede ja skal ialtald ikke døve mit nej, da jeg er vis 
på, at to sige nej med mig. Nordens ånd og Danmarks 
hjærte". „Man fræmmer ej den gode sag", svarede Mon- 
rad, „ved højttravende talemåder". Omsider sejrede 
ministeriet, som vænteligt var. 

Det aftrådte ministerium blev stævnet for rigs- 
retten, fordi det havde overtrådt bevillinger, men, efter 
de nye ministres ønske, ikke for forordningen om rigs- 
rådet, den skulde foreløbigt stå ved magt. Dommen 
faldt 1856 og lød på frifindelse, alle de rigsdagsmænd, 
der sad i retten, havde dog stemt for domfældelse. På 
samme rigsdag sporede man også indflydelsen af Grundt- 
vigs tankegang, idet sognebåndets løsning og ad- 
skillige nye skolelove vedtoges, alt i retning af mere 
frihed for den enkelte. I det hele herskede en større 
velvilje mellem bondevennerne og de national-liberale, 
ond man gærne var vant til at træffe. 



143 

Derefter blev hele rigsdageD, folketiiig og landsting, 
opløst i overensstemmelse med paragrafen om ændringer 
i grundloven, og i avgiist måned 1855 trådte den ny- 
valgte, overordenlige rigsdag sammen. Efter nye kampe 
blev så grundloven indskrænket til kongeriget; da jeg 
stemte derimod, hviskede Hall til mig: ,.jeg vil håbe, 
det var sidste offer til de vrede guder.'" Et reskript 
fra kongen skulde samtidigt fjærne frygten for at miste 
grundlovens friheder; den havde haft sin ihærdigste 
talsmand i Grundtvig, der ved den lejlighed udfoldede 
en glimrende, af og til lidt vidt dreven skarpsindi^ihed. 

Om tiden når indskra'nkningen skulde træde i kraft 
blev der ført en sidekamp. Den nye fællestorfatning 
var vedtaget af rigsrådet og lå nu „til efterretning" på 
rigsdagens bord. Den indførte et normalbudget, og 
mange punkter i den var lidet tilfredsstillende. Rigs- 
dagen niaatte dog intet ændre i den, den kunde kun 
tage det Iræmlagte i øjesyn, inden indskrænkningen 
trådte i kraft, og så afstemme om iudskrænkningstiden. 

Adskillige møder bag ved kuliserne gik forud for 
de offenlige. Blandt andre havde Ploug frænilagt en 
motiveret dagsorden, hvortil jeg og fiere andre sluttede 
os, den kunde vanite stemmer fra en del bnndeveiiner 
og vilde derved rimeligvis lå tiertal. Kunde ministeriet 
give os yderligere sikring for Sønderjylland og vore fri- 
heder, vilde det nu have gjort det. for at undgå denne 
dagsorden. Men det kunde åljenbart ikke, Bang trådte 
op i salen i dets navn og talte om umuligheden i at 
give en sådan sikring eller a*ndre noget i fællesfnrfat- 
ningen. Da trak IMoug sig tilbage med sin dagsorden, 
og jeg og de fleste andre lige så, for ingen pris vilde vi 
være med til at styrte ministi*riet. måske endog bane 
vej for kongens fratrædelse. Også i ilette spor;^smål 
liavde det da sejret, skønt først efter et par stornu'ude 
møder. 



144 

Grundlovens indskrænkning trådte i kraft, og den 
konstitutionelle fællesforfatniug udstedtes den 2den 
oktober 1855. Den blev, hvad Monrad spydigt kaldte 
den, „ministeriets kæledægge", og måtte vel blive det; 
ti inden for dens område lå statsstyreisen i det store og 
hele. Men ro var der langt fra ikke ± sindene. De 
tyske magter lå stadigt på lur. I de nye holstenske 
stænder rådede Slesvighoistenerne , i de slesvigske var 
de i alt fald meget stærke, og Scheele syntes at ville, 
om muligt, trykke Dansken tilbage, der efter 1850 
nogenlunde var kommen til sin ret i det sydlige Sønder- 
jylland. 

Jeg havde nu prøvet mine kræfter som rigsdagsmand 
og dømte det samme om dem, som jeg alt paa forhånd 
havde dømt Jeg egnede mig ikke til at samle andre 
om en sag, jeg var og blev hvad man kalder „friskytte" 
og „naiv politiker", fuldstændig fremmed for maskineriet 
bag ved kuliserne. Yderligt som Grundtvig, med hvem 
jeg aldrig har været politisk enig, turde jeg ikke gå, og 
skønt jeg oftest stemte med de national-liberale. tilhørte 
jeg dog heller ikke dem ; jeg havde mere øje for det 
menige folks og den enkeltes tarv end de i almindelighed. 
Grundtvig, det må jeg tilføje, har ingen sinde prøvet på 
at drage mig over til sin politik. 

Ved alle mine andre sysler blev en frugtbar virk- 
somhed på tinge i høj grad vanskeliggjort, og jeg havde 
desuden gærne ondt ved at træffe det rette tidspunkt 
når jeg vilde tale i salen. En og anden gang kan jeg 
have gjort lidt indtryk, idet jeg trådte op med skarphed 
og varme, men det var det hele. Modtog jeg så et af 
disse breve uden underskrift, som visse folk morede sig 
ved at sende om, og hvori jeg kaldtes „skurk" og „lands- 
forræder", vidste jeg i alt fald, jeg stod på den rette side. 



145 

I kirkelivet var det lige så uroligt som i det 
politiske. Søren Kierkegaard kastede den sidste bro 
af mellem sig og kirken, som den historisk havde ud- 
viklet sig i ondt og godt. Han stormede vildt paa med 
sine „Øjeblikke" og stod lige ved grænsen af vanvidet, 
da kaldte døden ham bort. Kandidat Kragballe talede 
helt dramatisk om dåben og vilde gøre dens gyldighed 
afhængig af den præsts tro, der døbte barnet. Mor- 
monerne, de Romerskkatolske og sekterne kastede sine 
garn ud; også udtrædere på fri hånd viste sig og stif- 
tede „rene kirker". 

Sådanne foriiold lod heller ikke min menighed urørt. 
En af tidens stormfugle, Fæster, havde jeg nægtet 
nadveren, fordi han påstod, en Kristen var ingen 
synder, han klagede som følge heraf over mig til 
biskop Mynster, men fik iotet medhold. Så udnævnte 
han sig selv til præst for et j)ar stakkels vildførte 
mennesker. 

Jeg vilde gøre. hvad jeg kunde mod de sværmende 
ånder; om vinteren 1855 — 56 holdt jeg da på universi- 
tetet kirkehistoriske foredrag, der skulde oplyse 
tidens brændende spørgsmål, udgav dem også senere. 
Her fik de utålmodige at vide. at det. de grublede over 
og pønsede på, slet ikke var noget splinternyt, hvad 
mange i sin ukyndighed indbildte sig, men noget æld- 
gammelt, som mere end én gang havde været oppe til 
uro for sjælene og mere end én gang var vist til rette 
af kirkens ypperste mænd. Grundtvigs foreslag om 
præste frihed turde jeg ikke tiltræde, det stod for 
mig som opløsning af folkekirken uden mulighed til en 
ny, hædre ordning. Derimod pegede jeg pa adskillelse 
af stat og kirke, som don alt havde trådt i kraft i 
andre iiie lande og med tiden måske hos os kunde 
blive en nødvendighed. Så viste jeg, hvorledes da en 
sådan adskillelse hidtil var sat i værk, og at man havde 
II. 10 



146 

handlet anderledes derved i Nordamerika og England 
end i Frankrig og Holland. 

Tør jeg dømme efter tilstrømningen til mine fore- 
drag, den offenlige omtale af dem i dagblade og teo- 
logiske tidsskrifter og de breve, der indløb til mig, har 
det været et ord, talt i rette tid. Idet jeg nu kastede 
lys over de brændende spørgsmål, måtte jeg tillige give 
et omrids af hovedgangen i kirkehistorien; det krævede 
hensynet til mine tilhørere. At det skulde bane vejen 
med til miu nærværende stilling som professor, kunde 
jeg den gang ikke have fjærneste anelse om. 

Jeg har gennemlevet angstfulde timer både for kir- 
kens og mit fædrenelands skæbner, der er ikke en gang 
kraft i folket, sagde jeg, til at dø med æren; og atter 
har jeg haft timer, hvor frygten og håbet stredes om 
min sjæl. Hvo der nu sad på en ensom ø, langt, langt 
borte fra verdens vilderede; ene, fordybet i sit stille liv I 
Således kunde jeg sukke. Og, Gud ske lov, jeg kændte 
dette liv i stille betragtning. Guds styrelse af slægten, 
dens barndom, som den vidunderligt skildres i Genesis, 
og dens sidste kampe i Johannes' åbenbaring, historiens 
mål og ende var især æmner, jeg altid og altid vendte 
tilbage til. 

Da det så sortest ud for Danmarks unge frihed, 
fandt jeg min hvile i granskninger over de sidste ting, 
livet efter døden og Herrens sejrsrige, tusindårsriget, 
den nye himmel og den nye jord, i håbet om hvad der 
skal komme. Hvor små blive ikke slægtens kampe og 
trængsler mod dens guddommeligt store mål, Guds børns 
frihed i herlighed I Jeg havde drevet disse studier med 
alvor , var kommen til ende med dem og havde fore- 
løbigt lagt dem hen, da det slog mig, at hvad der havde 
trøstet og styrket mig, vel også måtte kunne styrke 
undre troende mennesker. Derfor åbnede jeg om vin- 
teren 1856—1857 en række forelæsninger tor mæ'ud og 



147 

kvinder om dødsriget og evighedens fylde. Mig selv 
glædede de, og jeg har grund til at tro, de har glædet 
flere end mig; udgivne er de ikke blevet. 

De kirkelige spørgsmål trængte sig nu stærkt fræm 
også på rigsdagen, den bekændelsesløse rigsdag, så 
mange blev urolige derved, især af præsterne: det kunde 
ikke være anderledes. Man krævede da på ny en fast 
ordning af forholdet mellem kirke og stat og en sy- 
node, og disse krav forelagdes både i det roskildske 
og det københavnske konvent. En adresse til ministeriet 
var vedtagen i Roskilde og blev foreslået i København, 
hvor den støttedes varmt af professor Clausen. 

Blandt dem, der frarådede synoden, var PauUi og 
andre højkirkelige, hvis man her tør bruge det ord. og 
af Grundtvigs venner pastor P. Fenger, nu præst ved 
Frelsers kirke, og jeg. Vi fræmhævede alle den uenig- 
hed om trossager, som havde været stærk, endnu ikke 
var overvunden og let kunde få en farlig indflydelse på 
synoden, muligvis endog opløse hele kirken. Prof. Clau- 
sen mente derimod , at synoden snarere vilde mildne 
modsætningerne. Kampen blev alvorlig, og jeg mindede 
om det lille optrin i pastoralseminariet fra min ung- 
domstid, da jeg fik det skudsmål: den Gud, herr Hamme- 
rich trcr på, er en blodtørstig tyran. Til sidst nedsatte 
konventet et udvalg. Sagen om kirkens endelige ord- 
Tiing har adskillige gange været fræmnie på rigsdagen 
og i en kirkekoniniissjon og fundet dygtige talsma^ud, 
uden dog at kunne trænge igennem, fordi flertallet var 
imod . vist nok af højst forskellige grunde. Den star 
derfor endnu hen som frænitidsspHrgsniiU. 

Ad to veje søgte man imidlertid at læra])e sig igen- 
nem. „Præstens m odhjæljjere" var en giunmel ind- 
retning fra Kristian den fjardes tid. der havde over- 
levst sig selv og var sa godt som sovet ind. Den op- 
livede man nu ikke ved et påbud, men vod en tilladelse, 

10* 



148 

livor menigheden ønskede den; det var dog ikke ret 
mange steder. På den anden side blev landemoderne 
udvidede; hidtil havde provsterne mødt alene, nu ind- 
bødes alle præster med til møde og kunde ytre sig om 
de foreliggende sager, i enkelte stifter endog stemme 
med. Det lignede på en måde oplivelsen i vore dage af 
de gammelengelske convocations. 

Roskilde -landemode, hvor præsterne ikke stemte 
med, blev holdt i den smukke gotiske hal over Kri- 
stjern den førstes kapel i domkirken. Formand var 
Martensen, der nu sad på Sællands bispestol. Om 
ophævelsen af tvangsdåben og tilladelsen til at bruge 
Balslevs lærebog i steden for Balles kom man til 
enighed, hvorimod det næste år, 1857, gik skar- 
pere til i forfatningssagen. Et foreslag om en sy- 
node og et andet om et bisperåd kunde ikke trænge 
igennem, da rejste Martensen sig og henstillede følgende 
til afstemning af provsterne. „Landemodet vænter, at 
rent kirkelige anliggender unddrages rigsdagens behand- 
ling, og at over disse indhentes landemodernes be- 
tænkning." 

Jeg krævede forhandling herom også af de tilstede- 
værende præster, inden provsterne stemte, men det vilde 
han ikke tillade. Så nedlagde jeg indsigelse på egne 
og andres vegne mod en afstemning uden forhandling: 
„hvis man alligevel skrider til den," tilføjede jeg, „for- 
beholder jeg mig ret til at bringe det hele fræm for 
offenligheden." Martensen gav nu efter, og en forhand- 
ling blev åbnet. Dér udviklede jeg, hvorledes den fore- 
slåede landemodsbsslutning stred lige fræm mod grund- 
loven, og hvor uklogt det vilde være af præster især i 
vore dage at udæske den lovgivende magt. Adskillige 
andre talte i samme retning, og foreslaget faldt bort, 
Martensen lod det selv falde. I den trykte laudemods- 
beretning udelod man med flid hele dette lille optrin, 
og jeg drev heller ikke på, at det kom med. 



149 

Det var ikke første gang, jeg havde tørnet sammen 
med min gamle ven. Et par år efter krigen mødte vi 
hinanden på gaden og kom i tale om Danskens stilling 
i Sønderjylland; han var stærkt påvirket af sin fætter, 
den vel kændte Slesviger provst Nielsen, og sin øvrige 
familje i Flensborg og havde ikke hånsord nok mod 
Tillisch og adskillige af de danske præster der nede. 
Jeg tog da hæftigt til genmæle, så folk så på os. „Det 
er dog vist ikke værd, vi stå her og skændes," sagde 
jeg til sidst, og vi skiltes ad. I den stemning havde 
jeg aldrig før set ham, mens vi begge endnu var unge, 
og der er dog ellers gærne så megen grund til at bruse 
op i ungdommen. 

At vi i det hele i politiken langt fra ikke slog på 
samme streng, det vidste jeg længe; også i teologien 
havde hver gået sin vej, og at meget måtte tage sig en 
del anderledes ud fra bispestolen end for den, som ikke 
er biskop, var jo en given sag. Men uenighed om en 
ting er ét og pirrelighed et andet, og Martensen var for 
mine øjne bleven påfaldende urolig og pirrelig; det 
ironiske , overlegne smil fra ungdommen af så jeg sjæl- 
den. Var det måske, fordi en så afgjort teoretisk natur 
aldrig fuldkomment kan føle sig retvendt og tilfreds i 
en praktisk stilling, des mindre vel, jo mere indflydelses- 
rig stillingen er og jo mere den derfor kræver af ham? 
Det kunde se ud, som han ængstedes ved ethvert stær- 
kere livsrøre. Gammel kærlighed ruster dog ikke, jeg 
tror, det ordsprog alligevel har sin sandhed, trods vore 
uoverensstemmelser og små sammenstød. 

I året 1848, da en ny sans for historien brød fræm 
på alle hold, havde F. Fenger, jeg og et par andre med 
udkastet planen til et dansk kirkehistorisk sel- 
skab; jeg forelagde den på Roskilde-konvent. Selskabet 
stiftedes og fik snart mange medlemmer, og fra begyn- 
delsen af og indtil iiii b;tr jeg taget (U'l i (bits styrelse. 



150 

Det er et af de få selskaber, der altid har gået så at 
sige af sig selv, uden de sædvanlige kampe på general- 
forsamlinger og alligevel til medlemmernes fulde tilfreds- 
hed; udgivet har det en række kirkehistoriske skrifter 
og samlinger. Men det bæres også af dygtige, arbejds- 
lystne mænd, navnligt af dr. L. Helveg og dr. H. Rørdam. 

Da professor Stephens kom til København og fik 
sæde i selskabets styrelse, gav han os et godt råd; vi 
skal bære os ad, sagde han, som man gør i Englaud, 
rejse omkring i landet og holde offenlige møder med 
foredrag. Vi henvendte os derpå til professor Høy en. 
sådanne møder lå lige på hans vej, og han greb til 
med begge hænder. I en række år har vi nu holdt 
dem én gang, to gange i en stor del af Danmarks mærk- 
værdigste kirker ; glanspunktet var Høyens foredrag, der- 
til sluttede andres sig og kirkekonserter, små udflugter. 
For omegnen blev sammenkomsten, der gærne tog et 
par dage, til en sand fest. 

Det andet kirkehistoriske møde holdtes 1856 i dom- 
kirken i Slesvig, og da de nye sydslesvigske præster 
indfandt sig talrigt ved det, bragte min ven fra krigen, 
pastor Høyer-Møller, et vigtigt æmne på tale. De fleste 
danskfødte præster havde gjort en ende på det liturgiske 
uvæsen og genindført det gamle ritual, hvor sakramentet 
kommer til sin ret; og i kirke og skole blev Dansken i 
alt fald ikke længer ringeagtet og stillet i skamme- 
krogen. Men de følte sig så ene, blev tit miskændte 
selv af Danske og trængte derfor i høj grad til opmun- 
tring. Den vilde de efter hans mening bædst kunne få 
gennem årlige sammenkomster her nede, hvor præster 
fra kongeriget mødtes med dem, og lægfolk heller ikke 
var udelukkede. 

Hvad Høyer-Møller foreslog, fandt almindelig til- 
slutning, og vi har holdt en del sådanne slesvigske 
kirkemøder, indtil krigen brød løs; jeg blev valgt til 



151 

formand, og i førstningen mødte præsterne fra konge- 
riget ret godt. Ulrik Boesen, nu biskop i Sønderjylland, 
så imidlertid skæft til os og lagde de hindringer i vejen, 
han kunde; men departementschef Regenhnrg støttede 
os godt, den stille mand, der under de skiftende mini- 
stre holdt sin hånd over den danske sag i Sønder- 
jylland. 

Jeg lærte her at kænde ikke få dygtige og nidkære 
præster, blandt hvilke jeg må fræmhæve pastor Graae, 
stifteren af den danske borgerskole i Flensborg , og 
provst Aleth Hansen, den senere kultusminister; begge 
elskede folket og gik fuldstændigt ind på dets tanke- 
gang, så man endogså jævnligt hørte Sønderjydsken 
gennem Hansens prædikener. Vi præster fra kongeriget 
lod os nu føre rundt i de sydslesvigske danske skoler, 
overhørte børnene, samtalede med dem og fandt dem i 
regelen baldre underviste end i kongeriget, også mere 
opvakte, noget der gærne viser sig hos grænseboere. 
Og med alt det var de muntre og frejdige. Dansken 
har en dyb rod i disse, kun på overfladen fortyskede 
egne, og de små lærte hvad der skulde læres langt 
lettere på dansk end på højtysk: det måtte selv Sles- 
vigholstenere indrømme. 

Støttet på egen erfaring, kunde jeg alt-^a tage til 
genmæle — det skete på tysk — mod et skrift af 
pastor Schrader i Kiel, og i „Fædrelandet" lige som 
professor Clausen et par gange meddele oplysninger om 
den sande tilstand og indstændigt advare mod flytning 
af sjjroggrænsen. Det var ikke andet end hvad jeg 
skyldte mine venner i syden. 

Disse sønderjydske rejser brugte jog ellers også til 
at gense Nolde, min moders fødeby. Ilendes ln-odtr 
ældedes, var i øvrigt Slesviger af den gande stok, hans 
ældste søu, svoger til en af de afsatte præster, hældede 
derimod til den slesvigholstenske side. 



152 

På møderne, hvor sønderjydske lægmænd af og til 
fik ordet og brugte det godt, blev æmner, der havde 
vigtighed for tiden, foredragne og drøftede. Et af de 
indholdsrigeste møder var det i staden Slesvig 1857. 
Her traf jeg blandt andet sammen med to gamle kære 
venner, Laurent, præst i Jylland, dei i denne tid 
tænkte stærkt på en oversættelse af Pascal, og Ley, 
der aldrig havde fået nogen eksamen men alligevel fundet 
sin plads i livet som folkelig lærer mellem bønderne i 
egnen ved Højer. Han var bleven sin første kærlighed 
tro og ofrede sig helt for den danske sag, blev derfor 
også siden under den fransk-tyske krig tillige med Hans 
Kriiger og et par til slæbt bort til en prøjsisk fæstning. 

Men i sprogsagen var han, som hans mester Grundt- 
vig, talsmand for en alt for vidt strakt personlig frihed. 
Småfolkene i de egne talte og tænkte i regelen dansk, 
mens de dannede og de større gårdmænd var tysk- 
sindede og naturligvis øvede et stærkt tryk fra oven på 
dem. Dette overså Grundtvig og Ley med ham aldeles 
og kaldte det tvang, hvad fra den danske regerings side 
egenlig kun var tvang for dem, der vilde påtvinge små- 
folk hjemmetyskeriet. Nød de for eget vedkommende 
ikke i enhver henseende sin fulde ret, var det oprørske 
sind grunden hertil, som kun vilde friheden for på ny 
at misbruge den. 

Ley havde nu mældt foredrag om konfirmationens 
afskaffelse. Det måtte af alle i Sønderjylland blive op- 
fattet som et fjendligt skridt mod kirken og den danske 
skole, og jeg havde derfor stærkt frarådet ham det, 
F, Fenger og Laurent gjorde ligeså. Når han havde 
sat sig noget i hovedet, lod han sig imidlertid ikke tale 
til rette, altså mødte han og krævede sagen forelagt. 
Det kom da til et ejendommeligt lille optrin på råd- 
huset i Slesvig. 

Laurent navde holdt et åndfuldt foredrag om S. 
Kierkegaard ; derpå fik Ley ordet og talte meget skarpt, 



153 

idet han, efter gaæmel vane, rokkende med hele over- 
kroppen, rykkede mig tæt ind på hvet. For de andre 
så det ud, som han vilde brydes med mig, også mig 
faldt det samme ind, og uvilkårligt valgte jeg mine ord 
efter det indtryk. „Den ærede taler," sagde jeg, „står 
med en kniv i hånden, han véd det ikke selv, men den 
vil såre den danske sag føleligt. Jeg gør kun min pligt, 
idet jeg fratager ham ordet og dermed slår ham kniven 
af hånden I" „Godt gjort I" råbte Laurent og forsamlingen 
stemmede i med. 

Ved bordet rejste Lev sig igen i sin misforståede 
iver for friheden og ytrede, „det kunde dog være, de 
herrer præster i sprogsagen trådte almuens ret for nær; 
selv det bædste burde man ikke påtvinge nogen." Han 
fik svar på stedet, idet de augelske præster indstændigt 
bad os følge med omkring i sognene og skolerne og 
selv se os om dér i den virkelige tilstand. Det skete 
også, så tvivlerne fik syn for sagn. Leys vrede over 
hvad der var forefaldet, satte sig ellers snart, og han 
har til sin dødsstund hængt ved mig med den kærlig- 
hed, der la dybt gæmt i hans hjærte under en tilsyne- 
ladende hård skal. 

Det sønderjydske spørgsmål var kun den ene side 
af det store nordiske spørgsmål. Med krigen 1848 
havde dette trådt fræm i en ny og kækkere skikkelse; 
kong Oskar den 1ste, kronprins Karl og kong Frederik 
mødtes jævnligt som venner og brødre, regeringerne og 
folkene var med, og varslerne så i mere end én hen- 
seende lovende nok ud. I alle retninger måtte der nu 
virkes, så folkene lærte hinanden nøjere at kænde, og 
her var jeg selvskreven medarbejder. 

Et fælles tidsskrift for de nordiske universiteter 
blev da udgivet. Min broder var hovedmanden herved, 
og både han, der foruden med sit skolevæsen isaT sys- 
lede med modersmålet og literærhistoriske æmner som 
Evalds levnet, og også jog brugte vore penne Hittigt i 



154 

dets tjæueste. I skandinavisk selskab holdt jeg desuden 
nu og da foredrag. 

I de nordiske naturgranskeres sammenkomster 
deltog jeg som etnografisk medlem, vor oldtid har noget 
såre tiltrækkende for mig Tidligere havde jeg arbejdet 
på et møde af Nordens historikere, der imidlertid ikke 
kom i stand, og nu tænkte jeg, det måske lod sig slå 
sammen med naturgranskernes. Jeg vandt etatsråd 
Forchhammer for den plan, og på mødet i Kristjania 
1856 fræmlagde han den da. Retzius og Worsaae støt- 
tede den, også jeg tog ordet: „med undseelse." sagde 
jeg, „fordi sagamændene i følge sit særegne kald jo i 
grunden burde have været de første til nordiske møder." 
Planen blev henvist til et udvalg, dog lykkedes det ikke 
at sætte den igennem. 

Ved dette Kristjania-raøde talte jeg første gang med 
kronprins Karl; han var snarere en kæk kunstnersjæl 
end skabt til tronen, i vore sammenkomster og udflugter 
deltog han, og blev der sunget, savnedes ikke hans 
kraftige bas. Den, som har hørt ham ytre sig, måtte 
uvilkårligt gribes af hans varme og stolte følelse for 
Nordens enhed. Den brød fræm i alle de småtaler, han 
holdt på norsk, og han talte godt og gærne. „Hjærtet," 
sagde han, „havde klappet (sic) i ham, da Danmark 
stred en strid på liv og død , og han havde misundt 
dem. det gaves at kæmpe med dér; ham havde skæbnen 
nægtet det!" Og en anden gang: „håbet, vi nære, om 
en stor fræmtid for Norden, er uden grænse I" 

Et historikermøde kom altså ikke i stand, derimod 
gik det heldigere med en anden af mine yndliugstanker: 
et nordisk kirkemøde. Den svenske kirke var 
gammeldags og kændte endnu intet til trosfrihed, så 
både romerske Katoliker og Baptister dér lå under for- 
følgelse. Frikirkemændene, påvirkede fra Skotland, med 
Thomander, domprovst Wieselgren , provst Ahnfelt og 
præsterne Ilammar og Bergmann i spidsen, fik en hård 



155 

dyst. At den oEfenlige mening i Evropa l)'dt mis- 
billigede regeringens adfærd , ænsede denne endnu kun 
lidet. Da henvendte fræmragende Svenskere sig til Dan- 
marks og Norges præster, derfra væutede de hjælp. På 
den måde indlededes det første nordiske kirkemøde. 

Det trådte sammen i København i universitetets 
festsal midt i juli måned 1857. Martensen og de fleste 
højkirkelige holdt sig tilbage, Clausen derimod ikke og 
Rudelbach ikke heller, skønt det danske flertal hørte 
til Grundtvigs venner. Fra Sverige mødte næsten lutter 
frikirkelige med sine ledere, fra Norge mest Grundtvigs 
og Wexels' venner og kun enkelte af den nyortodokse 
skole. Mødet kunde altså ikke blive noget rent udtryk 
for de forskellige retninger i kirken. I det hele løb de 
indmældtes tal op til 500, kvinderne fik adgang som 
tilhørere; til ordstyrer blev jeg foreslået og valgt, Blædel 
holdt åbningsprædikeuen. 

Hovedæmuerne på mødet måtte trosfriheden 
blive og det grundtvigske syn på kirken, det fræm- 
trådte alt ved redegørelserne for tilstanden i de 3 riger. 
Der brød da Grundtvig, biskop Kierkegaard og Rudel- 
bach en ridderlig lanse for „det levende ord" , Kierke- 
gaards tale var især storslået og gjorde stor virkning. 
Min gamle ven gårdmand P. Larsen Skræppeuborg fik 
også ordet dér som på de senere nordiske kirkemøder. 
For Svenskerne var (Grundtvigs sag noget helt nyt. selv 
en mand som Haiiimar røbede ved sine si)ørgsmål, livor 
lidet han havde anelse om stridspunkterne. Men Tho- 
mander stod som mester i ordet, han traf. hvor han 
sigtede hen, og kunde lade sit lune spille i alle furvor, 
fi'it og vidt. Flere gange gik det varmt nok til. jeg 
måtte da blande mig deri. og adskillige fandt, jeg var 
eu vel skrap ordstyrer. 

Et gribende øjeblik var det, da ])astor llainiuar 
med sin kraftige luddning og røst bad om at turde 
rotte det spørgsmål til Danske og Normæud: „ouske 1 



156 

religjoBstvangen tilbage?" Jeg vendte mig på hans vegne 
først med det til de Danske og fik et lydeligt, enstem- 
migt nej; derpå til Normændene, hvis svar var det 
samme. „Den ærede spørger," sagde jeg, „har hørt det: 
fra alle Normænd et nej, fra alle Danske et nej, et 
vægtigt, fuldttonende nej ! Her i forsamlingen findes 
ingen, som ønsker religjonstvang." Dermed havde fri- 
kirkemændene nået, hvad de vilde. 

I sammenhæng med trosfrihedssagen stod et brev 
til mødet fra den evangeliske alliangse om den 
kirkelige tilstand i Sønderjylland. Mangt vidnesbyrd 
blev ved den lejlighed aflagt af sønderjydske præster og 
gjorde stærkt indtryk, brevet, hævdede de, røbede ind- 
skydelser fra Baumgarten og andre Slesvigholstenere; 
Grundtvig, der fræmsatte sin ejendommelige opfattelse, 
kunde ikke trænge igennem. Thomander mente, „det 
var vist det samme , om Baumgarten eller Obstgarten 
havde inspireret alliangsen. Man havde andet her at 
gøre end fatte resolutioner efter andragende fra kreti 
og pleti.'' Svaret til alliangsen burde dreje sig om 
tvende hovedpunkter: ingen er i Slesvig forfulgt for 
religjonens skyld; mødet ser ingen grund til at blande 
sig i sprogsageu. Man tiltrådte disse hans ytringer, og 
svaret har jeg så skrevet og afsendt. 

Mødet, der havde valgt en styrelse fra de 3 kirker 
for næste samling, deriblandt Kaikar. Blædel og mig, 
sluttedes med bekændelse af vor dåbspagt og fadervor. 
Derefter fulgte Thomanders mægtige jirædiken i Frue 
kirke om „Israels og Judas forening'\ Næste dag sam- 
ledes vi om formiddagen i Roskilde domkirke omkring 
dronning Margretes grav, og til middag på skydebanen 
til festmåltid, hvor Thomander atter kastede disse glim- 
rende raketter, der kan sprede lys over en hel egn. Et 
par dage senere indbød enkedronningen en del af mødets 
medlemmer til Sorgenfri til en efterfest. 



157 

Sammenkomsten havde sin betydning, skønt som 
sagt flere af de kirkelige retninger holdt sig tilbage; 
den skaffede de mødende i alt fald nærmere kundskab 
til den åndelige tilstand i Nordens tre kirker og ind- 
ledede derved en gensidig forståelse. Den fællesnordiske 
følelse brød uvilkårligt fræm på mange punkter, altid 
ligesom af sig selv. Dette gav sagen tillige en politisk 
side, som den svenske regering påskønnede, idet den 
oversendte mig nordstjærnen. 

Da jeg havde foretræde hos den svenske minister, 
admiral Virgin, der var indbudt tillige med Hall og 
også viste sig i salen, lagde han intet skjul herpå. ,.Vi 
vil forberede skandinavismen," sagde han, „men ikke 
forcere den fræm; give vi bare tid. om det end skulde 
være et halft hundrede år, vil enheden komme af sig 
selv. Den svenske regering går ud fra et selvstændigt 
Danmarks rige, og jeg tror nok, jeg tør sige det: over- 
skride Tyskerne Ejderen, vil I Danske ikke længer 
komme til at stå alene." Snart traf man den samme 
tankegang i det svenske diplomatis noter. 

Den mand, der gjorde stærkest indtryk på mig og 
vist på de fleste Danske, var Blekingsboen biskop Tho- 
m an der. Ikke spor af den tit noget skruede svenske 
veltalenhed , alt så frit og frisk fra et sprudlende væld, 
og hans mage til at gribe øjeblikket har jeg ikke kændt; 
dertil en kæmpeskikkelse og et storslået åsyn, der 
mindede om Sokrates'. Jeg har ofte siden vekslet breve 
og stødt sammen med ham, og vort sidste møde glæm- 
mer jeg ikke. 

Det var 18()5, kort før hans død. da jeg tog over 
til Lund i anledning af et påtænkt nordisk kirkemøde; 
ti minuters samtale med ham tillod lægen, men længer 
turde jeg heller ikke blive der inde. Og i disse fa mi- 
nuter skiftede lunet med den dybeste alvor , således 
som det kun kunde skifte i et sådant øjeblik og i en 
ånd som lians. Ilaii sad i sin henostul. hontæret af 



158 

sygdommen, han vidste hvad der forestod, sagde han, 
og havde opgjort sit regnskab med verden, „ikke var 
han mere af dem, der søgte pastorat". Han rådede til, 
endnu ikke det år at holde nordisk kirkemøde. Med 
inderlig følelse talte han om Danmarks ulykker og alle 
hans og vore store, skuffede håb. .,1 måtte altså stå 
ene, og Tysken handlede med jer efter „kanoniske 
lagen" (en hentydning til kanonerne). Derfor ligger 
jeg nu som jeg ligger , og I med , og derfor gik 
Henning Hamiltons (den svenske minister i København) 
hustru fra forstanden". Han tav et øjeblik, „nå Gud 
være os alle nådig", sagde han blødt, „og så far vel, 
tak for den sidste gave, De gav mig, Deres Anders 
Sunesøn, og tak for dette liv I" Han tog mig i hånden 
så fast, som vilde han ikke slippe den. 

Fjorten dage efter kirkemødet i København stæv- 
nede frikirkemændene os over til et svensk præste- 
møde i brøndsalen ved Helsingborg. „Kom, kom dog 
og hjælp os", skrev provst Ahnfelt. og F. Fenger, P. 
Piørdam, provst Heiberg, jeg og adskillige danske læg- 
mænd fulgte indbydelsen. Hovedæmnet, der skulde 
drøftes, var trosfriheden, den havde de mest haard- 
nakkede modstandere i præsterne fra Gyngeherred. Men 
hvor bidende og knivskarp var ikke den logik, som Hammar 
mødte dem med, og hvor lun, hvor sikker ikke Thoman- 
ders holdning som ordstyrer I Så kom vort vidnesbyrd 
til om frihedens virkninger, det blev mødt med grov- 
heder, noget, som naturligvis dog ikke kunde afkræfte 
det. Modstanderne var fuldstændigt slagne, og ved 
stemmegivningeu smeltede de sammen til ikke flere end 
7 mand. 



Frihedslivet stiller store krav og kalder kræfterne 
fræm alle vegne, de gode med de onde. Idet båndene 
på den frie virksomhed faldt bort eller dog løsnedes. 



159 

steg den almindelige velstand dag for dag, og kænde- 
ligst i bondestanden; handelen havde løsgjort sig fra 
Hamborgs eneråde, og finanserne var gode, kunde nok 
bære sit tab ved sundtoldens afløsning. Men velværet 
har gærne en hel flok onde ånder i følge, pengegridsk- 
hed, yppighed, madstræb, og de lod nu høre fra sig 
også på rigsdagen gennem Tscherning, Gert Winther og 
deres venner. I det hele tog partivæsenet overhånd og 
blev hensynsløsere; alt for tit slap man de store mål af 
syne, som folkeånden havde stillet sig 1848, og regnede 
kun med små tal. Troen på åndens magt var sjælden 
at træffe, og selv de, der havde den, var ikke altid fri 
for at ønske den støttet lidt også af verdensmagterne. 
En véd jeg i alt fald, der tænkte så: mig selv. 

Med helstatsforfatningen sank rigsdagens ind- 
flydelse og måtte nødvendigvis synke, siden den store 
politik var dragen ind under det andet værneting. Der- 
ved havde den nu tabt det, der lokkede mig mest, og 
jeg tænkte af og til på at vige sæde. Alligevel gjorde 
jf^g det ikke, dels fordi det stred imod min valgkreds' 
mere end én gang udtalte ønske, og dels fordi en 
stemme for frihed og fremskridt aldrig var til overflod, 
især i en så ufærdig tilstand, hvor alt ravede og ingen 
vidste, hvad enden vilde blive. 

Bondevennerne krævede højrøstet en tvangslov om 
fæsteafløsning; det var en fane at samle bønderne om, 
skønt den frivillige afløsning skred rask fra^mad og en 
mæingde gamle byrder, der hvilede paa bonden, blev 
hævede. Imod dem stod godsejerne, middelstanden i 
købstæderne og håndværksmændene, der navnligt frygtede 
for na^riiigsfrihedon; også de stiftede foreninger. Der 
var fuldt op af indre kampe, lovforeslag stod mod lov- 
foreslag, adresse uiod adresse, og valgmøderne ktinde 
somme tider blive urolige nok; n)an havde haft alt for 
stærk tri) til den dauskc; siiidiglu'd, der i liere måder 
kun var følge ;U' cneva-Idcns kuende tryk. 



160 

Midt under denne urolige gæring vandt friheden 
imidlertid mere og mere rum på rigsdagen. Dåbs- 
tvang afskaffedes, kvinden blev stillet friere i sam- 
fundet og bonden med, skolevæsenet reformeredes i 
land og by, en landbohøjskole stiftedes, og loven om 
næringsfrihed sejrede endelig over den hårdnakkede 
modstand. 

I året 1856 drog det nordiske studenttog ind i 
Upsala med Sveriges og Norges kronprins i spidsen. 
Ploug trådte op på Upsala-høje og for kong Oskar og 
talte djærft om Nordens enhedssag; han fik et i sand- 
hed kongeligt svar. „Krig mellem skandinaviske brødre 
er en umulighed, vore sværd stå rede til fælles forsvar I 
Måtte Skandinaviens ungdom alvorligt opfatte Nordens 
store betydning og altid være færdig at ofre liv og blod 
for Nordens ære, da skulle vore skønneste håb om Nor- 
dens fræmtid vorde til virkelighed I" Og ligesom han 
tænkte og talte kong Frederik, da han samlede de hjem- 
vendende norske og danske studenter om sig paa 
Eremitagen. 

I det hele var der under Vestmagternes krig med 
Rusland kommen mere sving, ægte nordisk sving i den 
svenske politik, Ruslands lange indflydelse var brudt. 
De tre nordiske riger hævdede sig i forening som nev- 
trale, deres eskadrer holdt fælles øvelser, Sverige og 
Norge indgik forbund med Vestmagterne, og der stiledes 
hen imod en sammenslutning af Nordens folk. I marts 
1857 sendte kong Oskar et egenhændigt brev til kong 
Frederik med tilbud om et forsvarsforbuud. Scheeles 
mod Sverige så nærgående rundskrivelse til hofferne, 
der var skrevet af ham på egen hånd, fik ingen videre 
uheldige følger, den tillige med andre tilstødende om- 
stændigheder voldte kun hans fald. Så trådte Hall i 
hans sted som formand for ministeriet, og selv bonde- 
vennerne holdt nu skandinaviske møder. 



161 

Ved samme tid kom uye mænd som prinsregenter i 
spidsen for statsstyreiserne både i Sverige -Norge og 
Prøjsen. Kronprins Karl havde nys svaret de danske 
studenter, der bragte ham et fakkeltog: „så lidt som 
stormen nogen sinde kan drive en mand bort fra hans 
vej, skal jeg glæmme, hvad jeg i aften har oplevet!" 
Han var P>ederik den syvendes fuldtro broder, forenet 
med ham i kærlighed til Norden og til friheden, også 
bægeret kunde de tømme sammen. Han vilde nu fuld- 
byrde, hvad hans fader havde begyndt på; fra den kant 
var himlen klar, i det mindste vilde man så gærne 
tro det. 

Imidlertid var det konstitutionelle rigsråds første 
møde blevet åbnet af kougen med stor pragt den 1ste 
marts 1856. Garden paraderede i nye uniformer, sølv- 
løverne stod om tronens fod, og kongens tale åndede til- 
fredshed og glæde; Madvig var rådets præsident. Sytten 
dage derefter forelå de 11' s andragende, stillet af 
ridderskabets herrer med Karl Scheel-Plessen til ord- 
fører; det gik ud på intet mindre end en fuldstændig 
omstødelse af forfatningen. 

Scheel-Plessen talte kækt og flot nok, ret som en 
tysk bursch , grev Reventlow- Jersbeck kom med den 
ytring, „at han blev helt stupid ved at høre dansk, som 
han ikke forstod". Hall tog sagen sarkastisk, Tscher- 
ning råbte: „lad Holstens smerte kun få luft", og fra 
Lehmann lød det: „vi kan dog ikke overgive os på 
nadc og unåde til dem, vi har sejret over på valpladsen!" 
Ridderskabet havde regnet fejl, når det va^ntode sig 
nogen tilslutning af de danske tilbageskridtsmænd, man 
gjennemskuede straks dets slagord om en stærk konge- 
magts nødvendighed. Kampen blev hvas, Madvig måtte 
bruge sin klokke, og omsider faldt andragendet med et 
stort ilertal imod sig. 

Na fulgte med sørgelig nødvendighed udviklingen af 
alt, der lå i det skæve forhold. De slesvigholstenske 
II. 11 



162 

rigsråder nedlagde sit mandat og påkaldte Tysklands 
hjælp. I de holstenske stænder rejste oprøret på ny sit 
hoved , og også i de slesvigske stænder var Slesvig- 
holstenerne stærke. Det knagede og rumlede i alle 
statens fuger, Englands indblanding var mere til skade 
end gavn, og kun Sverige og Norge stod afgjort på 
dansk side; „Ejderen", hed det i statsskrifter herfra, 
„er Nordens grænse, ved hvis overskridelse Sverige og 
Norge vilde se sine egne, dyrebareste interesser i våde." 

1 februar måned 1858 nedlagde forbundsdagen ind- 
sigelse imod både den holstenske og fællesforfatnin- 
gen, man truede med eksekution. Foreløbigt lod den 
danske regering dem da hvile for Lauenborgs og Hol- 
stens vedkommende og ophævede dem 6te november 
1858 for disse to lande. Ejderpolitiken, som Sverige 
altid havde tilrådet, var hermed bleven en nødvendighed, 
men regeringen var langt fra at gå dristigt fræmad på 
den vej. 

I rigsrådet så det imens kummerligt nok ud. Bluhmes 
parti og en del bondevenner havde slået sig sammen, og 
da loven krævede 41 stemmer afgivne, når en sag skulde 
vedtages, kunde man blot holde sig borte eller undlade 
at stemme, saa var enhver afgørelse bleven en umuhg- 
hed. Den udvej blev også brugt, og rigsrådet stod 
hvert øjeblik i fare for et slagtilfælde, der kunde koste 
det livet. Med nød og næppe fik regeringen under disse 
omstændigheder loven om søforter ved København slæbt 
igennem salen. Og rigsdagen var „bagbunden", som 
Grundtvig kaldte det i folketinget, „og det har jeg sagt 
længe i forvejen", føjede han til. 

Man levede fra dag til dag, snart i ængstelser og 
snart i skuffende håb om, at alt til sidst dog vilde ende 
til gavn for det lille folk, som jeg i det mindste trode 
alt for meget godt om. Dets mangehånde brøst kunde 
vel ikke sjadden slå mig, endogså stærkt, men jeg vilde 
så nødigt forstyrres i min gode tro og kunde da gøre 



163 

vold på mig selv. Jeg bar mig ad som Nelson anden 
april, da Parker hejsede signal for at afbryde slaget, 
han satte næmlig kikkerten for sit blinde øje og sagde: 
„jeg ser slet ingen ting, lad mit signal kun blive ved at 
vaje som forud!" 

Kongen blev harmfuld over dette vilderede og kunde 
udbryde: „det var dog satans, at jeg gav min magt 
bort I" Men Hall fik ham rolig igjen, når han fore- 
stillede ham „hvor strålende hans majestæts navn en 
gang vilde stå i historien, netop fordi han havde givet 
med så rund hånd." Han kunde i det hele ypperligt 
omgås ham, de muntre indfald, han altid har ved hån- 
den, holdt kongen af. Og de svigtede ikke selv midt i 
denne tid, hvis farer dog måtte stå mere truende for 
ham som minister end os andre; jeg misundte ham tit 
det sind. 

En lille tildragelse, der kaster lys på stillingen, må 
her finde sin plads. Kongen blev 1858 farligt syg, det 
hed sig efter et samuienstød med grevinde Danner, som 
vilde have sin finger med i statssager. Da faren var 
ovre, kom en borger op til mig og forelagde mig en af 
fiere underskreven opfordring til at holde takkefest i 
kirkerne for hans majestæts helbredelse. Jeg gik ind 
derpå, talte med Hall og adskillige andre, skrev derom 
til Slesvigere og bad Ingemann om en sulme, der kunde 
afsynges ved samme lejlighed; den fik jeg. 

Men jeg mødte stærk modstand fra højere steder, 
man sagde, kongens sygdom havde ikke været så alvor- 
lig, og en sådan fest om aftenen ved lys var noget alt 
for us.idvjudigt; den cgenlige grund kom derimod 
ikke fr.Tm, misnøjet med kongens og ministeriets 
politik. Sagen iorelagdcs i det københavnske konvent, 
hvor man vilde in<lski-a'iike det hele til en bon efter 
prædikenen; ligesom dette var veiltiiget, kom jog, noget 
sent. da jeg den aften liiivtle Inddt forelæsninger. Man 
krævede fra »ille sider oplysninger af mig, og dem gav 

11* 



164 

jeg, idet jeg tilføjede: „den modstand, der har rejst sig, 
er mig foreløbig en gåde." Festen blev alligevel holdt 
både i kongeriget og Sønderjylland, fordi der kom et 
kongebud, som påbød den. 

Jeg har gjort ikke så få optegnelser til Danmarks 
historie i disse skæbnetunge tider, ti tildragelserne fulgte 
jeg med pennen i hånd og havde gode hjemmelsmænd i 
Hall, med hvem jeg jævnligt omgikkes, Monrad, Ploug, 
Emil Fenger, som jeg tit traf om middagen ude hos min 
broder; så enkedronningen, Kegenburg, O. Lehmann, 
konferensråd Wegener. Optegnelserne høre imidlertid 
ikke til mit levnets historie, og jeg skal her kun med- 
tage en enkelt af dem, fordi den klarer et forhold, der 
har kastet skygge over en af Danmarks ædleste døtre, 
enkedronningen. 

Sådan en majestæt i forening med en ydmyg troende 
sjæls huldsalighed har jeg aldrig kændt, og intet hjærte, 
der slår varmere for Danmark. Men enkedronningen 
hang også ved sine brødre og stred en hård kamp i 
denne dobbelte kærlighed. En dag var jeg alene hos 
hende, hun ledte da samtalen selv hen på sin familje, 
dybt bevæget indtil tårer. 

Sin fader, hertugen af Augustenborg, skildrede hun 
som en lille, pæn, noget pedantisk herre af den ratio- 
nalistiske skole; Frederik den 6tes adjutanter gjorde 
gærne nar ad ham og kaldte ham magisteren. Op- 
dragelsen hjemme var dansk, og endnu på den seneste 
tid skrev de søskende danske breve til hinanden. Planen 
var, at brødrene skulde over til København og dér få 
en stilling, det hindrede imidlertid dronning Sofie Frede- 
rikke, som blev vred over deres giftermål med kom- 
tesserne Danneskjold. Afdøde biskop Krogh-Meyer var 
de hertugelige børns lærer, og de blev konfirmerede af 
en meget verdsligsindet mand, hofpræst Germar, om 
hvem Luise Avgusta en gang sagde : „ja hvem taler vel 
om religjon med ham?" Men faderen vilde det nu så. 



165 

„Man kalder mine brødre landsforrædere", vedblev 
enkedronningen, „men man véd ikke, hvorfra deres grund- 
sætninger stamme. Dem har min fader indprentet os 
således fra barns ben, at jeg, hans datter, inden jeg kom 
over til København, ikke drømte om andet, end at de 
var de eneste rette. Han sagde ideligt til os: „hold jer, 
hvad arvefølgen angår, til min ret som agnat", og når 
min moder talte imod ham og sagde: „nej, hold jer til 
min ret som kognat", trode vi hende ikke; vi mente, 
min fader dog måtte vide det bædst. Ofte var der 
tvist i familjen om den ting. 

Dette er den sørgelige kilde til al ulykke, som er 
gået over vor slægt. De kan tro mig, når jeg har 
takket Gud for Danmarks sejre, og det har jeg gjort 
altid, da er det tit sket med et blødende hjærtel"- 



Mit tilflugtssted under alle tidens tryk var studere- 
kamret. Aftenen var gærne min, den tilbragte jeg da 
dér, og den gærrige kan ikke være mere nøjeregnende 
med sine penge end jeg med mine aftentimer. Historiske 
og teologiske granskninger — de sidste har jeg alt om- 
talt — flyttede min ånd langt bort fra det, der pinede 
den, og gjorde sindet lyst igen. Jeg blev færdig med 
skildringerne af den danske historie indtil 1660, 
og jo længere jeg skred fræm, des mere omfattende blev 
studiet på vore ofl'enlige bogsamlinger — min egen var 
aldrig rig — og i arkiverne. 

Under det fandt jeg også æmnor nok til en særlig 
afliandling om enevældens indførelse, til levnets- 
beskrivelsen af Hans Nansen og en statistik af 
Danmark i adelsvældens sidste tider. Senere er en del 
ny(! oplysninger dragne fræm, der, hvis de havde stået 
til min rudighed, på flere i)unkter vilde bragt mig til 
en anden oijfattelse. Det er alle historikens fælles lod. 



166 

siden granskningen er bleven så grundig som den nu er. 
Arbejderne blev udgivne af folkeskriftselskabet og det 
dansk historiske selskab og modtoges med den sædvan- 
lige velvilje, også af mænd, på hvis dom jeg aliid har 
sat megen pris. Mindre held havde derimod mine „bibel- 
historiske sange for børn", for det meste ældre sager, 
som jeg nu lod udkomme ; de fandtes ikke grundtvigske 
nok i den kreds, der ellers kunde haft brug for dem, 
og .,grundtvigske" var de da heller ikke. 

Vore tre børn voksede imidlertid til, og min hustru 
og jeg havde glæde af dem, de var både sunde og friske 
og tegnede godt. Hvor vidunderligt er det ikke at se 
sproget fødes i de små sjæle og på de små tunger I 
Ordene danne sig ligesom af sig selv; en af dem havde 
fået et nyt uldent tæppe og det krillede ham: „nej, 
moder", sagde han, „hvor det tæppe dog uldnerl " Det 
varer gærne en stund, inden de lære at bøje ordene og 
sige „jeg", og inden de kan fatte tanken om en fader i 
himlen, men så såre de kan det, gribe de også efter den 
med stor inderlighed; vi må vel mindes om Jesu ord: 
„uden I blive som børn, komme I ikke i himmerig I" 

Mangen gang har den ene eller den anden siddet 
på mit skød, og jeg har fortalt dem bibelske historier 
og sagn fra oldtiden; så gik moder til pianoet, og vi 
sang med hverandre. De kunde komme med de tro- 
skyldigste spørgsmål. Min ældste dreng var engang ude 
med pigen på kirkegården, hvor de satte sig på en bænk. 
„Men hvorfor står den bænk dog her, Karen? Er det 
for de døde, at de skal have nogtt at hvile sig på, når 
de stå op?" „Å snak, dreng," svarede hun. „Ja men 
fader har dog så tidt sagt, at vor Herre vil lade dem 
vågne op, bædstemoder med, hun som ligger og sover 
der nede I Véd du ikke det?" 

Børnene fik en fri opdragelse, måske vel fri. Asger, 
så hed den ældste, blev en køn, opvakt dreng og rask 
til handling allerede som lille. Hans søster krøb om- 



167 

kring på gulvet, dér stod et lys, hun kom det for nær, 
og hendes kjole fængede , da for hau til og fik ilden 
slukket. En gang var min kone med børnene kommen 
i en stærk trængsel af mennesker, en pyntet kvinde, der 
så ud til at høre til en gøglerbande, havde længe fulgt 
dem, på én gang greb hun vor yngste dreng, tog ham 
på armen og løb bort med ham alt det hun kunde; 
rimeligvis har hun villet stjæle den lille. Men Asger 
efter, „hun vil ta' min bror", råbte han, „hun vil ta' 
min bror!" så folk stimlede til, og hun måtte slippe sit 
bytte. 

Asger havde altid hovedet fuldt af planer, lavede 
Tivolier med fyrværkeri og farvede lamper, når vi lå på 
landet, og fik i København et teater indrettet oppe på 
kvisten; min svoger Scheuermann, en børneven, malede 
ham kuliserne. Nu skrev han komedier, gyselige komedier, 
fulde af røvere og ånder, og hans søskendebarn Emil 
Horneman satte dem i musik; min broders børn, Schleppe- 
grells børn og andre små venner var indbudte, og synge- 
stykkerne opførtes på kvisten, en enkelt gang også i vore 
værelser nede. Jeg gæmmer en skrivelse til ham fra en 
skolekammerat, hvori det heder: „Asger Hammerich! 
Jeg beder dig om to tragedier til 4 skilling stykket, den 
ene på løverdag, den anden på løverdag otte dage. Din 
ven V. Holm". Min kone var tit angst for, han skulde 
blive en ny Carstensen. 

Han gik i min broders skole og gjorde ret god fræm- 
gang; at han skulde ende sum tonekunstner, kunde der- 
imod ingen af os endnu vænte med nogen grund. Vist 
nok havde han alt som lille barn ligget i sin visselulle, 
stirret op i luften og nynnet noget, der klang som en 
ny melodi. „Hvor har du det fra?" spurgte hans moder. 
„Véd det ikke, mo'r, det siger saadan inde i mig". Da 
han blev ældre, mærkede vi imidlertid ikke sønderligt 
mere dertil. Jeg tog ham en aften med at se Don Juan, 
men det, der gjorde mest indtryk på ham. var slntningen, 



168 

hvor kommandanten banker på; „jeg er så bange, fa'r", 
hviskede han og rykkede tæt ind til mig, han var vel 
den gang en 10 år. De konserter med barneviolin og 
harmonika, han holdt på kvisten, og som digteren Gold- 
schmidt neden under blev forstyrret ved, var kun for 
den 2 år ældre Emil Horneman lidt mere end rent lege- 
værk. Til klaveret måtte man formeligt slæbe ham. 

Kun en eneste gang kom hans musikalske sans til 
fræmbrud, så det måtte overraske os. I et selskab sang 
en ung pige Kuhlaus arie af Røverborgen: „jeg gærne 
dør, dog uden mod", og foredrog den med meget udtryk, 
da brister han i den voldsomste gråd; de tilstedeværende 
ytrede ængstelser over et barn med så vulkansk en natur, 
de vidste naturligvis ikke, hvad det var han græd for. 
Senere hen, da han blev en 15 år gammel, begyndte 
talentet at vise sig paa en kændeligere måde; tit så man 
ham ved klaveret, hvor han ledte efter de kønneste 
akkorder, udsatte melodier, han kændte, og hittede paa 
nye, der klang ret godt. Han fik da en dygtig spille- 
lærer, den unge G. Matthison-Hansen, men at det skulde 
blive til noget usædvanligt, tænkte vi dog ikke. 

Min datter Tyra var et yndigt barn med lange 
lokker, og Orla Lehmanns kæledægge; det var farligt, 
hvor den lille mund kunde snakke. Tre år gammel var 
hun fra første sal på hovedet styrtet ned i gården, og 
dagen efter så man kun en stor bule i panden, så let 
var hun sluppet fra det. Vi takkede Gud. 

An gul, den yngste, født i krigsåret 1848, tegnede 
heller ikke ilde. Da han var ti år, tog jeg ham med 
på en lille rejse og gæmmer den dngbog, han holdt på 
den, med titel: „hvad de fik og gjorde på Ångul Hamme- 
richs rejse". Der står ikke andet i den end om kød- 
suppe med boller, og pandekager og rødgrød, om Mar- 
grete Lehmanns lille norbagge, om „vælgelsen" (mit 
valg til rigsdagsmand) i Vejle, og den barnepistol, han 
fik i foræring. 



169 

Sådanne rejser, større og mindre, gjorde jeg hver 
sommer omkring i landet, eller til Wien, til Rhinen, til 
Luthers-egnen ved Vartborg, Elbdalen, Norge, Sverige, 
og gærne da til historisk mærkværdige steder. Rejserne 
tvang mig ud af det daghge arbejde, som jeg ellers hang 
i, og de friskede sindet op; eftervirkningen vil man 
måske spore i mine skrifter. Der er egne, som stå for 
mig næsten i et forklaret lys, hvori fortiden fantastisk 
slynger sig sammen med indtryk fra nutiden. 

Tænker jeg således på Vartborg, da ser jeg mig 
siddende på bjærgåsen en stille, stjærneklar aften. Små- 
fuglene kvidre hist og her som i drømme, luften svøber 
sig om mig så blidt og blødt, nede i Eisenach ved bjærgets 
fod er lys tændte omkring i husene, lys ved lys; ved 
min side sidder en ridderlig skikkelse i dybe tanker, det 
er junker Jørgen (Luther). Billedet skifter. Fra bjørne- 
graven, som endnu den dag i dag holdes vedlige, kommer 
et kort brum, lamper og blus oplyse de tyringske land- 
grevers prægtige borg; dér lyder sangen, minnesangerne 
kæmpe om prisen på liv og død til lutens klang. 

Tænker jeg på domkirken i Roskilde, ser jeg mig 
stå uden for den en nat i skærsommer. Alt er så tyst, 
man kan høre kilderne risle, det blegrøde aftenskær har 
trukket sig mod nord og spejler sig yndigt i de klare 
vanddamme, der ligge på kirkebjærget ned efter fjorden, 
i 3 ru'kker, den ene over den anden; klokken slår tolv, 
inde i koret synge munkene „vågenatten". 

Tænker jeg pA Kristjaniadalen, står jeg på Lade- 
gårdsøen ved Oskarsluil. Et aften sus går gennem gra- 
nernes toppe, solen synker og sjjreder sin tindrende farve- 
duft, violblå, lysgrøn, gyldenrød, over himlen og fjorden 
og skovene og de stille åse; måltrosten slår, ja'gorhorn 
lyde i det fja-nie med lystig tale og spnnsko elskovs- 
viser; (let er Hakon Hukonson og hans hird, som vende 
hjem fra jagton. 



170 

Min stærke sans for naturen gjorde mig „Hjortens 
Flugt", der udkom ved denne tid, så kær, skønt livssynet 
er højst forskelligt fra mit. Jeg kænder intet andet digt, 
hvor en sådan duft slår en i møde fra den friske danske 
natur, skov og mark; selv de visne blade og mosset på 
stenene dufte. Dertil kommer nu glæden over folkelivet 
i alle dets ytringer og den romantiske midalder. At i 
øvrigt de stemninger ude i det frie, der havde vist sig 
hos mig alt som barn, kunde lede ind i en usund til- 
værelse, havde jeg altid øje for, og de fik kun råderum, 
for så vidt de gjorde historien levende. Jeg glæmte ikke 
det morsomme ordskifte mellem Hamlet og Polonius. — 
„Ser I skyen hist, den er jo skabt næsten som en kamel I" 
— „Sandt for Herren, ligner den ikke en kamel!" — 
„Jeg synes, den ligner en væsel." — „Ja bag til, bag 
til som en væsel!" — „Eller en hvalfisk!" — „Akkurat 
s'gu en hvalfisk!" Bædre kan man ikke gøre sig lystig 
over usunde stemninger. 

Også kunsten skaffede mig rig nydelse, sneen i 
mine øjne var tøet bort, siden jeg stod for den døende 
fægter på Kapitol og Madonna i Dresden. Og af Palæ- 
strinas vidunderlige toner hørte vi nu en genklang i 
København på Cæcilia-foreningeus konserter. 

Min og min hustrus omgangskreds var ikke ud- 
strakt, og helst sad vi i grunden hjemme, skønt den 
ellers talte mennesker, vi havde glæde af: Thalbitzers, 
kammerherreinde Neergaard, søskendebarn til min hustru, 
hvor man traf åndrige mænd, H. C. Andersen, kunstnere 
og folk af den fine verden; så min broders, Grundtvig, 
Halls, senere Lehmanns, da han blev minister på ny. 
Fru Hall havde ret sluttet sig til min hustru og vore 
børn. I enkedronningens aftenselskaber kom jeg des- 
uden jævnligt, holdt også af og til foredrag dér, skiftevis 
med professor R. Nielsen og P. Rørdam, Kaikar, Blædel, 
Bjørnstjerne Bjørnson. 



171 

I året 1857 døde deu gamle dr. Rothe, Trinitatis 
sogn skulde nu deles, mit æmbede med, og jeg havde 
valget imellem et af de nye sognekald eller afsked. For 
ingen pris vilde jeg slide mig op i kontorarbejde og den 
mængde verdslige sager, der følge med et sognekald i 
København; heller vilde jeg da træde tilbage til en tid 
og kaste mig over studiet af nyere dansk historie. En 
dag i april måned 1858 var jeg hos Hall og meddelte 
ham dette. Han spurgte mig, hvad jeg vel vilde sige 
til professoratet i kirkehistorie, .,og", føjede han til, 
„det foreslag kommer ikke fra mig. men fakultetet ønsker 
det, da licentiat Hageu er opgiven af Li gerne og ikke 
kan Lave ret længe tilbage." Jeg havde alt hørt ymte 
derom, uden dog at tage det for andet eud løst rygte, 
men nu var det et virkeligt tilbud. 

Altså stod det livsmål, jeg lønligt havde ønsket, 
aldrig turdet håbe at nå, nu uvæntet og usøgt for mig 
i samme øjeblik jeg havde afsluttet et vigtigt tidsrum 
af Danmarks historie og ellers stod ledig på torvet. Deu 
dobbelte retning, hvori jeg hidtil havde virket, kunde 
høre op, og den havde af og til voldt mig indre uro og 
ængstelser ved min stilling som præst. „Det skulde bare 
været for 20 år siden", tænkte jeg, men så atter „nej 
vor Herre styrer dog vist bæ^dst, hvor sært det end kan 
tykkes os I" 

Jeg spurgte Hall, om han mente, jeg skulde tale 
derom med Clausen, og han fandt det i sin orden; jeg 
gjorde da så. Og det samme højsind, jeg før havde truffet 
hos Grundtvig, traf jeg nu hos Clausen. Han havde ofte 
i de senore år kommet mig i møde med venlighed, og, 
hvad jeg siden lik at vide, en samtale med konfereusråd 
Wegener havde stemt ham afgjort for mig som professor. 

„Man vilde", sagde han, „ikke igen prøve sig fræm 
med yngre, hvis dygtighed der endnu ikke ret kumle 
stoles p;i; heller vilde man henvende sig til eu viden- 
skabsmand, man var mere sikker på. V'alget la da inielhnn 



172 

L. Helveg og mig, og han vilde se det som et held for 
universitetet, hvis jeg kom på den plads. At få en mand, 
der havde taget del i det praktiske liv, var også i og 
for sig en vinding". 

Jeg talte om mine fræmtidsplaner, studiet af nyere 
dansk historie. „Han vilde nødigt", svarode han, „tage 
mig bort derfra, men her, forekom det ham, lå også et 
mål, det var værd at arbejde for. Jeg havde vel hidtil 
ikke mest syslet med teologien, han var imidlertid vis 
på, at jeg både vilde og kunde gøre det, når det blev 
mit kald. Vi var jo forskellige i vore meninger, det 
vidste han, men han vidste tillige, det kunde blive til 
gavn for de studerende, at høre teologien foredrages fra 
synspunkter, der ikke faldt sammen med hinanden. Hidtil, 
føjede han til, havde han kun talt om den sag med Mar- 
tensen, Scharling, Wegener og for et halft år siden med 
Hall". 

Jeg udbad mig tid til nøjere at overveje det gjorte 
tilbud. „Hvad jeg holdt for sandt og ret", sagde jeg, 
„kunde jeg naturligvis ikke opgive som professor; imid- 
lertid havde længere erfaring lært mig, at jeg kunde stå 
sammen med mænd, der i flere måder tænkte anderledes 
end jeg. Jeg håbede, det også her skulde vise sig." 

Nogle dage gik derpå hen, og jeg prøvede mig selv 
alvorligt, om jeg i Guds navn turde tage imod et 
professorat; dybt følte jeg, hvor meget det brøstede mig 
på i alle retninger, på kundskaber og dygtighed, og jeg 
havde heller ikke længer ungdommens bøjeliglied, der 
let sætter sig ind i nye forhold. Alt dette skræmmede 
mig alligevel ikke tilbage, især da jeg i den måde, 
hvorpå tilbudet kom, måtte se et vink fra oven. 

Siden talte jeg med Grundtvig og Blædel, der begge 
var af samme mening, „jeg havde jo i lang tid halvvejs 
tilhørt universitetet", sagde de; så gik jeg til Clausen 
og traf den endelige aftale. „Hagens sygdom", mente 
han, „drog sig måske i langdrag, i alle fald ønskede 



173 

han dog, jeg med det kommende år vilde åbne en fore- 
læsning over kirkehistorien" ; det lovede jeg ham. 

Mine studier tog nu den sommer en hel ny retning, 
og de fyldte min sjæl, glad var jeg ved dem og frejdig. 
Jeg trådte derpå af som præst og holdt i sepæmber 
måned 1858 min afskedsprædiken, dybt greben af 
Herrens førelser med mig, dybt bøjet ved tanken om, 
hvor tit jeg her havde været den lade tjæner, og dog 
atter rejst af hans usigelige nåde. 

Ved min hjemkomst fra kirken fandt jeg det præg- 
tige kobberstik af Leonardo da Vincis nadvere og 
Thorvaldsens dåbsengel ; kærlige tilhørere havde sendt 
mig det til minde om det, der altid var hjærteslaget i 
min forkyndelse, dåben og nadveren. Hvo det var, har 
jeg aldrig fået at vide, men mig blev den dag en vel- 
signet afslutning af min virksomhed som præst. Den 
mig så kære forkyndelse af ordet opgav jeg dog ikke 
dermed og har som professor ofte stået på prædike- 
stolen, især i den første tid, siden sjældnere, efter at 
København har fået så mange udmærket dygtige præster. 

Straks efter afskedsprædikenen rejste jeg til Italien, 
jeg trængte til opfriskelse af hvad den romerskkatolske 
kirke har været i sin stortid og endnu er for utallige 
sjæle, og den får man ingensteds hædre end i Rom. 
Asgers lærer G. Matthison-Hansen havde jeg med til 
selskab, og i Rom traf jeg uvæntet på W el hav en. 

Han havde længe været borte og led af hjemve, var 
også meget tilbøjelig til at ærgre sig over alt i Italien. 
„Hvilket usselt, pjaltet folk, vidste jeg det ikke nok, og 
hvor det fjæld dér er skarvet! Nej, det må jeg sige, vi 
har dog andre stoltere fjælde i Norgel" Meget ængste- 
lig var han også for sin helbred og ransagede ridetøjet 
nøje, hvor gang vi tog aksler til en bja-rgtur. 1 Amalfi 
udbrøtl han: „der er jo ikke andet \)ii den sadel end 
lutter søm og segelgarn ! Ja I to kan tage af stod, om 



174 

I vil risikere livet, jeg derimod går sandelig hjem til 
vor lokandal" Og det skete så. 

Men når han en gang imellem blev greben af kunstens 
eller naturens skønhed, var han til gengæld des gladere, 
tit overstadigt lystig, så han sprang buk over os, mens 
den ene strøm af glimrende tanker væltede fræm efter 
den anden. På kunstsager forstod han sig udmærket 
godt. 

Et par måneder tilbragte jeg i det minderige Syden, 
og ilede derefter med friske rejseindtryk tilbage til mit 
hjem og mine studier. Jeg trådte nu ind i et lille 
konvent af præster fra København og omegn, forskel- 
lige i meget, men enige i troens grund. Vi samles hver 
måned, så hos den ene af medlemmerne og så hos den 
anden, og mig har disse sammenkomster i en række af 
år været til stort gavn og glæde. Her traf jeg de to 
ældste Fengere, P. Rørdam, P. Boisen, Busk, licentiat 
Gad, provst Heiberg, v. Wylich. Blædel, Holm, nu i 
Glassakse, Kaikar; flere af dem ere døde og ny med- 
lemmer komne i deres sted. 

Den oprindeligste var P. Rørdam, en trofast og 
trøstefuld mand, gennemtrængt af tro på frelserens per- 
sonlige nærværelse. Hvad der ikke ligger lige på hans 
vej, tør man ikke komme med til ham. Han er kun 
ét, ordets forkynder, men er også det med sin fulde, 
rige sjæl. Så godt som hans eneste studium er bibelen 
og mennesker, med dem færdes han ideligt, så hans 
kundskab til de hemmelige kroge i sjælen er over- 
raskende. Der er mere mystik i ham, end han selv véd 
af, og også for naturlivet har han fin sans, der somme 
tider minder om H. C. Andersen; på sin troskyldige 
vis kommer han hvert øjeblik med billeder derfra, og 
man marker da altid, hvor inderligt de glæde ham selv. 

Han prædiker bod og omvendelse, og jeg kunde nok 
ønske adskillige af Grundtvigs andre venner noget mere 
heraf. Men hans bodstale går ud fra dåben og dåbs- 



175 

pagten og vender atter tilbage til den, ét og det samme 
altid, og dog altid nyt; jeg trættes i det mindste ikke 
derved. Tankegangen er fuld af spring, og haus fore- 
drag, rigt på fyndige ord, har en mærkværdig jævnhed 
og folkeligbed, skønt han, underligt nok, mere tiltræ'kker 
de dannede end almuen. 

Helt igennem er han en folkets mand, og dog fær- 
des få så meget som ban i de bøjere og højeste kredse, 
hvor ban er vel set med eller snarere på grund af sin 
ligefræmhed. Ihvor højt han end elsker Grundtvig, er 
ban dog meget for oprindelig til nogen sinde at gå op 
i ham, og han har et skarpt øje for haus svaghed. Jeg 
har, især på senere tid, ypperligt kunnet gå sammen 
med P. Rørdam, trods den store forskellighed i vore 
naturer; der er et hjærteslag i alt, ban siger og gør. 



Fra mit liv som professor. 

(1859—1874.) 



I februar 1859 åbnede jeg forelæsningerne over kirke- 
historien, med indledniugsforedrag, som senere blev ud- 
givne; blandt tilhørerne sad en gammel, kær elev af 
mig, digteren og politikeren Schack, og et par svenske 
offiserer. Ikke længe efter døde hcentiat Hagen, og i 
maj måned samme år kaldtes jeg da til professor; 
jeg takkede Gud af hele mit hjærte og takker ham 
endnu dagligt derfor. Så var det lykkets for mig, hvad 
der, på grund af klikevæsenet, brast for Grundtvig, 
Rudelbach og Lindberg, P. Kierkegaard. S. Kierkegaard. 
F. Fenger, L. Helveg og allersidst for Skat Rørdam. Med 
ingen anden i verden vilde jeg bytte, ti jeg var kommen 
derhen, hvor jeg i egenligst forstand hørte hjemme, og 
følte mig fri og glad som fugl i luften. Alt var dog 
ikke derfor, som det burde være, en gammel skødesynd, 
forfængeligheden, flyttede med ind i det nye æmbede. 

Kort forinden havde vi lidt et smertefuldt tab, der 
greb dybt ind i alle vore tilvante forhold: min svoger 
Scheuermann døde. Hvor han havde glædet sig til 
den dag, han skulde høre mig forelæse for studenterne 
som professor I Han var vor daglige gæst, fordringsløs 
og opofrende, så kær for vore børn, med hvem han 
kunde lege som et barn, og næsten uundværlig for min 



177 

hustru, der elskede ham af hele sit hjærte. Et var 
blevet ham det første og sidste, troens dybeste hemme- 
lighed, samfundet med frelseren ved den hellige nadver; 
det talede han om, det levede han for, og det søgte han, 
så vidt det blev ham muligt, hver søndag. Var der 
måske noget heri, som han drev for vidt, drivfjedren 
var dog den inderligste længsel efter hans frelser. 

Ellers var haus sidste dage tunge. Han så kun 
liden frugt af det, han havde arbejdet for, derimod store 
åndelige søndringer og vildskaber, så han ikke kunde 
tåle at tale derom; „jeg er så træt, så træt", sagde han. 
Det virkede vist med til at fræmkalde den tærende syge, 
som endte haus dage. Vi, fru Neergaard og et par ven- 
inder sad ved hans dødsleje om natten den 5te maj 
1859, han lå i febersyner, dejlige, trøstende syner: „hvor- 
for græder du dog, Julie? Jeg er så glad! Ser du ikke, 
hvor de bygge dér, men de bygge uden hænder I Og nu 
klæmte de med klokkerne i himmerige I Sejr, fred I" 
Derpå sank han hen, smilede og var ikke mere ; det er 
skønt at se en Kristen dø! Jeg holdt talen over ham i 
Vartov kirke og bød ham det sidste farvel. 

Så far da vel, hjemgangne sjæl, 
far vel i Jesu navn, 
du, hvem Guds engle bare sødt 
hjem til din frelsers favn ! 

For verden synes mørk din vej 
igennem grav og død, 
men nåden vil omstråle den 
med glans af morgonrød. 

Hvad du har levet her og stridt 
i Herren, til hans i)ris, 
det er en arv umistelig, 
gænit udi paradis. 
"• 12 



178 

Det dæmrer for din indre sans 
som morgenskær før dag, 
det ringer for dit øre sødt 
som morgenlærkers slag. 

Det dufter og det blomstrer som 
en dugget liljekrans: 
du er i ham og han i dig 
med liv og lys og glans I 

Så far da vel, far evig vel, 
toet ren i Jesu blod 
og gennemlyst i ånden alt 
af himlens stråleflod! 

Når evighedens sabbat gryr, 
da ånder herren på 
dit legems visne blomsterblad, 
da støvet skal opstå. 

Og sjæl og legem, begge to, 
forklared' i Guds fred, 
skal se, hvad intet øje så. 
Gudfaders herlighed ! 

På assistenskirkegården købte jeg et gravsted lige 
over for mine forældres, dér jordfæstedes han. Og han blev 
ikke den eneste kære ven, jeg skulde savne. Samme 
år døde Laurent, trofast i venskab til det sidste. 
Det lyste, hver gang jeg så ham, ud af de milde øjne, 
Ferdinand Fenger ramtes af et slag ved vor konvents- 
samling midt i sin kraft og måtte gå omkring som en 
hjælpeløs olding, til døden løste op for ham. 

I min nye stilling havde jeg især to ting for øje: at 
bringe mere frihed og mere af det folkelige ind i 
studiet. Det gjaldt da at gaa ud fra en vel overvejet 



179 

og omgrænset plan, som kunde vække den slumrende 
sans for historie. Jeg kændte mine ævner og vovede 
mig derfor ikke ind på andre områder af teologien, end 
hvor jeg kunde føle mig hjemme. Lidt over den halve 
læsetid vilde jeg bruge til eksamensforelæsningen. 
Fra den ene side lettede jeg den meget betydeligt for masser 
af årstal og navne og intetsigende småting, som man 
kun af vane holdt ]'å efter de tyske kirkehistoriers 
mønster. Fra den anden side dvælede jeg ved de store 
tidsskifter, de ledende mænd, den folkelige side, sædernes 
tilstand, kort alt, der kunde give næring for ånden. 

Den øvrige del af læsetiden brugtes til frie fore- 
læsninger. Sådanne var Nordens kirkehistorie, Englands 
kirkehistorie, dogmehistorie , biografiske skildringer af 
fræmragende personligheder ; og dem vendte jeg jævnlig til- 
bage til, hvorimod jeg kun en enkelt gang eller et par gange 
gjorde det ved de andre partier af kirkehistorien, jeg 
valgte til foredvagsæmner. En forelæsning har jeg des- 
uden holdt for herrer og damer, for at stille dem paa 
det rette standpunkt over for sektvæsenet og den romerske 
fræmadtrængende kirke. 

Med min hovedforelæsning fulgte eksaminatorier, 
der skulde indprente det læste. Også disputér øvelser 
har jeg åbnet for de studerende og kandidaterne, især 
Grundtvigs venner var de velkomne, og jeg blev ved, så 
længe jeg sporede nogen virkelig trang dertil; i de 
senere år har jeg stræbt at sætte samtaler under 
eksaminatoriet i deres sted. 

En større tilnærmelse mellem studenter og pro- 
fessor står for mig som kær tanke alt fra ungdommen 
af. Vanskelighederne herved, uår universitetet ligger i 
en stor stad, uudgik mig ikke, men jeg vilde i alt fald 
gøre mit og indbød derfor studenterne hjem til mig en 
gang for alle den første lørdag i hver måned. Do mødte 
også, og det ikke helt fii, jeg bød dem sigarer, og et par 
timer tilbragtes i livlige teologiske og historiske samtaler; 

12* 



180 

jeg følte mig ung igen med de unge. Noget æmne for sam- 
talen opgav jeg ikke, alt, vilde jeg, skulde udvikle sig 
frit, og det gjorde det og.. Jeg blev herved mere kændt 
med studenterne, og de til gengæld sluttede sig nøjere 
til mig og lærte at forstå mig bædre : fordele nok på 
begge sider. 

Der var imidlertid en mislighed ved disse vore 
sammenkomster, som straks tærede på dem: de stred imod 
hvad der i langsommelig tid havde været skik og brug 
hos os, og vanen er en sej modstauder. Man stiklede 
til dem, der indfandt sig, og kaldte dem øjentjænere. 
Så blev de mødende efterhånden færre og færre og til 
sidst helt få; måtte dog en ny prøve herpå lykkes for 
en anden lærer med større ævner, end jeg måske har! 
Universitetet, udsat for hårde angreb, trænger sandelig 
i høj grad til en sammenslutning af professorer og 
studerende. 

Jeg kom altså de unge ikke så nær, som jeg havde 
ønsket, men til alle tider har der hersket det bædste 
forhold imellem os; det har lettet mig overgangen til 
min nye virkekreds og gjort mig denne dobbelt kær. Lå 
det æmne, jeg læste over, blot ikke alt for fjærnt, har 
jeg kunnet gøre regning paa godt fyldte bænke, ved 
visse forelæsninger, f. eks. Nordens kirkehistorie, og visse 
øvelser har høresalen endog været propfuld. Ofte har 
jeg hos studenterne fundet en levende kærlighed til den 
gærning, de skulde tiltræde, en fast tro, som alle de 
nyere angreb paa kristendommen ikke har kunnet rokke. 
Sjældnere derimod mødte vågen videnskabelig sans mig, 
den ligger ikke for tiden, og der er vist mindre idealitet 
i ungdommen nu end for en tredive år siden. 

Også med mine kalds fæ Iler har jeg gærne, selv 
når vi blev uenige, stået på en venlig fod. Kun ét år 
tegnede det noget anderledes, mit første dekanats år. I 
det indtraf Grundtvigs 50årige jubelfest, der fejredes 
med stor højtid ; jeg foreslog ham da hædret med diplom 



181 

som doktor i teologien, men mødte afslag fra alle de 
andre professorers side, det var jeg imidlertid forud be- 
redt på. 

Med en anden uenighed gik det videre. Jeg havde 
hidtil set på universitetsvæsenet udefra og ønskede det 
en del friere indrettet, end de andre gjorde, nav:/'ig du a 
mest indflydelsesrige, professor Clausen. Friheden måtte 
fræmme studiet, så stod det for mig. Studenterne var 
for tiden meget misnøjede med teologisk eksamen, især, 
og det ikke uden føje, ankede de på en stærk udvidelse 
af nogle mindre fag; hvad de ønskede, var en eksamen s- 
kommissjon. Et andragende blev indsendt af dem, 
og da fakultetet skulde give sit skøn om det, stod jeg 
ene med min opfattelse. 

Jeg stemte både på eksamenskommissjon og en hel 
ny studieplan, så kravene på almindeligt teologiske kund- 
skaber indskrænkedes, mens der på den anden side 
skulde kræves et eller andet parti gennemstuderet med 
grundighed og efter kilderne. Jeg tænkte herved på 
eksamenens indretning ved adskillige tyske universiteter og 
på ordningen af vor magisterkonferens, der for mine 
øjne vilde gøre studiet både friere, mere frugtbringende 
og grundigere, end det er efter vor nuværende studere- 
måde. Mine tanker udviklede jeg for ministeriet i det 
indlæg, fakultetet tilstillede det, og det var i sin orden. 

Men fakultetet vilde nu desuden sende en revsende 
skrivelse til andragerne og krævede denne, lige som så 
mange andre breve, uden videre underskreven af dekanus 
„på fakultetets vegne". Det vægrede jeg mig ved, det 
stod, sagde jeg, i alt for skrigende modsætning til mit 
indlæ,!,' til ministeriet og den overbevisning, jeg ved ad- 
skillige lejligheder havde udtalt for studenterne. ,,Det 
er dog Deres pligt som dekanus", hed det. Jeg vagrede 
mig atter og foreslog skrivelsen undertognet af de herrer, 
som steinte for den. Hvis man så ikke vilde gå ind 
derpå, krævede jeg spørgsmålet forelagt ministeriet, vis 



182 

på, at det ikke vilde tvinge en mand til tilsyneladende 
at påtage sig ansvar for noget, der lige fræm stred mod 
hans overbevisning. 

Det blev et varmt ordskifte, og til sidst måtte de 
andre professorer finde sig i en af mig foreslået usæd- 
vanlig form for min underskrift som dekanus, hvoraf 
andragerne let kunde skønne sagens virkelige sammen- 
hæng. På den måde undgik de spørgsmålets forelæggelse 
for ministeriet. Men jeg måtte høre hårde ord, Clausen 
sluttede med: „det næste skridt vil vel da blive, at vi 
to skrive mod hinanden i dagbladene!" 

Studenternes misnøje blev naturligvis ikke mindre 
ved den irettesættende skrivelse, og kravene nåede om- 
sider ind på rigsdagen. Først da faste sensorer ind- 
førtes ved teologisk eksamen, har klagerne foreløbigt 
hørt op. 

Jo mere det stade, jeg med Grundtvig har taget i 
dåbspagten, ideligt var genstand for angreb, des nød- 
vendigere for mig blev en teologisk hævdelse af det. 
Jeg sagde da til mig selv og til andre: troen finder sin 
hvile i et troskrav (trospostulat), der ikke lader sig 
godtgøre ad fornuftens ve], men alligevel står urokke- 
ligt fast for den troende. Den kræver næmlig en højeste 
myndighed, som den uden vilkår kan underkaste sig; 
for nogle er det nu paven, for andre skriften, for andre 
den apostolske tro, for andre Helligåndens vidnesbyrd. 

Paven kan vi her lade ude af syne. Skriften, hæv- 
det af de fleste Protestanter som højeste myndighed, er 
den evige bog, en åbenbarelse fra Gud, som gør vis til 
salighed og er kirken uundværlig. Men den er en bog, 
kan altså ikke i egenlig forstand tale til os, og den er 
tilmed en stor bog i tungemål, som kun lærde teologer 
kan tolke; vitterligt nok har de tydet den på mange 
forskellige måder. Der må derfor kunne påvises en 
anden myndighed, som ikke trænger til lærd teologi, 
derimod fyndigt og levende i fuld virkelighed taler til 



183 

den enkelte personligt. En sådan er nu trosordet 
ved dåben, som tillige med nadverordet, Herrens bøn 
og Herrens fred hører til det grundlæggende i kirken. 

Det med forsagelsen lyder til mig som dåbsvilkår 
ved indgangen til Guds hus, i korte, fyndige, enfoldige 
ord. En hellig dunkelhed hviler over dets tilblivelse, 
dog for den troende står det som et oprindeligt, 
inspireret ord, et Herrens ord, selv hvis man vil tænke 
sig det samlet af apostler efter hans ytringer og under 
vejledelse af hans Ånd. Af teologi er her slet intet, alt 
er trosled, der „anbefale sig til samvittighederne" og 
kan fattes af den enfoldigste troende. Hvo der ikke 
tør tage skridtet så fuldt ud og derfor sætter trosordets 
tilblivelse i „teologiens" i steden for i apostlernes, i 
„inspirationens" tidsrum, har usikkert fodfæste. Men 
hvo der vilde gøre troens krav (postulat) til „en fjærde 
troens artikel", han havde med det samme trådt troen 
for nær. 

Mod denne opfattelse af trosordet som Herrens ord 
strider ingen historisk kændsgærning, lige så lidt 
som mod bibelen som en Herrens bog. Vistnok har man 
opkastet tvivl i mængde mod dets oprindelighed; det 
lader sig imidlertid godtgøre med den højeste grad af 
sandsynlighed — og videre når ingen historisk gransk- 
ning — , at det har holdt sig i den romerske kirke, som 
det lød fra begyndelsen; og fra Rom kom det jo om- 
kring til hele Vesterleden. 

I øvrigt er enhver Kristen til vished i sit troskrav, 
det være nu krav om et helligt trosord med myndighed 
eller en hellig skrift med myndighed, henvist til er- 
faringens og Åndens vidnesbyrd. Dér har også jeg 
mødt Herren i hans ord. Og hvilket mægtigt v;iben mod 
vantroen, det er, stadfæster netop vore dages erfaring. 
Trods de lærde indvendinger mod dets oprindelighed og 
tilstra'kkelighed har dog alle protestantiske Kristue lært 
at fylkt" sig om det som banner i kami)en mod den 



184 

kristusfjendske vantro. Her er troens enhedspunkt i den 
hellige almindelige kirke. 

Protestanterne ere enige om retfærdiggørelse af 
troen som materialt prinsip; hvilket denne tros 
indhold er, siges imidlertid ikke, og først ved trosordet 
bliver det klart. De er endvidere enige om skriften som 
formalt prinsip; men den mangetydige skrift trænger 
til en nøgle, som, uafhængig af lærd teologi, kan åbne 
dens forståelse også for den enfoldige, og en sådan 
nøgle er atter trosordet. Det har gamle Johan Gerhard 
og mange teologer med ham hævdet i den lutherske 
rettroenheds strengeste tid. 

Altid vil vi ellers træffe den nøjeste sammenhæng 
mellem trosordets og skriftens og Andens vidnesbyrd, så 
det ene styrker det andet og intet kan undværes. Herren 
har nådigt sammenføjet dem til tryghed for sin menig- 
hed, og historien viser os, hvorledes, efter tidernes vil- 
kår^ snart det ene og snart det andet træder i for- 
grunden: i oldkirken trosordet, med reformationen 
skriften, med pietismen Ånden, og nu atter trosordet. 

Det er kun grundlinjerne af mit syn, som her kan 
drages fræm. Men i kraft af det fandt jeg det som pligt 
at blande mig i den på ny opblussende teologiske strid 
herom, navnligt med hensyn til professor Gasparis an- 
greb på apostelsymbolets oprindelighed. I et eget lille 
skrift har jeg, som jeg mener, godtgjort denne ad 
historisk vej, idet jeg nærmest holdt mig til den romerske 
kirke, hvorfra vi har fået symbolet. Det er kun fet 
sandsynlighedsbevis og kan ikke blive andet, ti, som 
sagt, til andet og mere kan historien aldrig bringe sine 
beviser. 

Der var endnu et andet hoveds[)ørgsmål, jeg fuldt 
måtte komme på det rene med, det om forholdet mellem 
tro og viden. Rasmus Nielsen hævder med styrke 
grundforskellen mellem de to livskredse og fortjæner 
tak herfor også af dem, der ikke kan følge ham i hans 



185 

tankerækker. Til dem har jeg hørt, og det alt fra ung- 
dommen af. Troslivet føler jeg som en magt i sjælen, 
der trodser alle indvendinger fra videns side, og uden 
at fristes af nogen tvivl har jeg derfor kunnet under- 
kaste mig den. Mangen vil kalde det en stor skrøbelig- 
hed, navnligt da hos en videnskabsmand, men jeg véd 
den apostel, der har rost sig af sin skrøbelighed. 

Mine studier i det hele bragte mig store syner over 
verdensløbet, syner, der løftede ånden. Og de heden- 
gangne fromme, med hvis liv jeg syslede, hviskede stille 
ind i min sjæl: ét er fornødent, giv ham din tro I 
Arbejd på din salighed, jo mere du arbejder på dig selv, 
des mere frugt bærer det og for andre! Det er min for- 
trøstning til sandhedens Gud, at de ikke skal have 
hvisket det forgæves. 

Grundtvigs stilling i det almindelige omdømme 
havde imidlertid mærkeligt ændret sig i årenes løb, de 
historiske foredrag, han af og til holdt, og hans prædiken 
bar sin frugt. Man blev mere og mere vår, der måtte 
dog være noget i disse langtrækkende syner om Guds 
kirke og Norden, folkelighed og frihed, om det levende 
ords magt, om liv og død som grundmodsætningerne, i 
denne forkyndelse af kristendommen som den store 
glæde. Ved frivillige sammenskud kom hans egen folke- 
højskole i gang på Marielyst, Dg andre højskoler rejstes 
omkring i landet, snart i Norge og Sverige ligeså. På 
dygtige kræfter til at sætte den sag i gang fattedes det 
aldrig, og de arl)ejdede med nidkærhed. Overalt følte 
man, folketiden var i sit komme, med folkeånden, som 
han først og sidst sigtede i)å. 

Om han end ikke personligt vandt sondorlig ind- 
flydelse på rigsdagen og i sig selv kun var lidet praktisk, 
har der dog ikko været mange, mindst l'udte skjalde, 
hvis livstiink(!r i samme mon som hans u(l|)r:egO(le sig i 
love for kirke og skole; navnligt ved liani li;ir vi n;iet 
den frihed på disse omrjuler, som søger sin mage. 



186 

Hans salmer og sange lød fra alles læber, og han 
hilsedes i sin høje alder som en af Danmarks stormænd. 
Hvor vidunderligt har Gud dog ikke hrugt denne mand, 
hans fræmadstormende kæmpesind og • hans seersyner, 
men sandelig også hans skrøbeligheder! Både lyder og 
dyder måtte til, for i forening at gøre ham til det, 
han blev i styrelsens hånd: seeren, folkevækkeren i 
Norden. 

Tallet på hans nærmere venner tog nu til med 
hvert år, og de stod kændeligt i et andet forhold til 
ham end hans ældste venner fra stridens og mis- 
kændelseus dage. Tænker man på mænd som Rudel- 
bach, Lindberg, Wexels, Stenersen, Flor, Fengerne, den 
ebræiske Miiller, P, Kierkegaard, P. Rørdam, Birkedal, 
har man oprindelige naturer for sig, ejendommelige hver 
for sig og indbyrdes højst forskellige, og de sluttede sig 
alle til ham med frihed. Også jeg hævdede mig i en 
fri stilling og kom til ham med indtryk fra min moder, 
min barnepige og Oehlenschlåger, der havde lagt de 
ideale spirer ned i min sjæl. Hans yngre venner der- 
imod havde ikke set ham vokse under kampene sin 
langsomme vækst, de nærmede sig ham først, da hans 
tanker alt var i færd med at blive en magt i samfundet, 
og så derfor op til ham, så de tit var nær ved at over- 
vældes af hans storhed, og det des mere, jo yngre den 
slægt var, de tilhørte. Der var dem, hvem hans ord, 
selv når de ikke ret forstod dem, lød, som det lyder 
for Papisterne, „når Rom har talet", og dem, hvem hans 
livstauker blev til stikord, der bragte en fræm i verden. 

Under disse varsler trådte da vennemøderne 
sammen, planen til dem udkastedes ikke af Grundtvig 
selv, men hans hustru og adskillig